Jeg er i kulkælderen, helt dernede hvor selv rotterne ikke gider være. Jeg kan ikke løbe. Ikke engang 200 meter. 🙁 For fire dage siden tog jeg mine sko på, min puls var lav, min krop gad virkelig godt ud på tur – og jeg tænkte ”Det kan vel ikke skade med en lille bitte luntetur”. Og skade var præcis det rette ord. For jo, det kunne så åbenbart skade. Jeg nåede lige præcis 4 km ud i verden med et kæmpe smil i fjæset og smålallende, da mit venstre baglår besluttede sig for at bryde ud i en lille fiber-sang, altså den om fibersprængning og no more running at all. WHAAAATTTT. Hvad sker der lige for det? Så så man ellers lige mig vralte tilbage, smide skoene i arrigskab og kaste min løbetrøje i den første og bedste skraldespand.
Jeg skal da lige love for min krop vitterlig ikke vil løbe mere for tiden – og som konsekvens gør alt hvad den overhovedet kan, for at stoppe mig og min hjerne der hungrer efter en ordentlig dosis endorfiner. Og monstro jeg vitterlig har vakt gudernes vrede da jeg udbasunerede mit marathon nr. 100 – projekt her på domænet.
Så jeg er skadet… Og hvad så. Jo, for det første er en skades-pause tiden hvor man rigtig kan reflektere over alle de mindre kloge beslutninger man tager. Jeg ved pr definition, at jeg har en ryg der ofte driller, en nakke der indimellem sætter sig på tværs og nogle baglår der indeholder de korteste små elastikker af et par hasemuskler som ofte bliver flænset i siderne af for meget belastning. Og jeg ved af erfaring, at jo mere jeg styrketræner mine sårbare steder jo længere tid kan jeg gå uden skader – og jeg ved også, at jeg efter en skade træner super fint i en måned, og så glemmer jeg alt om sårbarhed, dropper styrketræningen og tonser ud på gader og stræder igen. Det er en gammel traver jeg nu tager for 4. gang i min tid som løbetosse – jeg er startet på styrketræningen, og denne gang lover jeg amager og halshug at jeg fortsætter styrketræningen, når jeg engang er tilbage på toppen igen.
En anden ting jeg også er pinlig bevidst om er at jeg i løbet af ca. 4 dage forvandler mig til den værste ubehagelige og mest forfærdelige person – vi snakker langt over Godzilla niveau. Jeg bliver simpelt hen til et monster af dimensioner af indebrændthed over ikke at kunne udfolde mine atletiske ”evner” og hvis ikke jeg finder alternativer i en fart, er min stakkels familie i overhængende fare. Så for et par år siden investerede jeg i en racercykel, en lækker lille blå sag som redder mig – og min familie gang på gang. Når jeg er løbeskadet kan jeg heldigvis næsten altid cykle i stedet.
Så den næste uges tid vil du, hvis du indimellem slår over på P4, kunne høre trafikmeldinger med varsling om et hurtigtgående projektil på landevejene – så ved du det bare er undertegnet der racer energi ud af hver eneste pore i kroppen. 🙂 (Sandheden er at jeg ofte bliver overhalet af gamle damer på havelåger, gamle damer der vel og mærket lige når at kigge mig i øjnene og blinke til mig mens de ræser forbi. Jeg bliver aldrig nogen stor landevejsrytter.)
Gode ideer til øvelser for baglår eller hemmelige urgamle trylleformularer mod fiberskader modtages i øvrigt med kyshånd. 🙂 – og så ellers ikke et ord mere om at nærme sig de 100 marathons. 😀