Afgang fra Billund med det første morgenfly til Amsterdam, videre til Panama og så igen med fly videre til Georgetown, Guyana. Så ved man at den står på løbeeventyr 😊.
Jeg rejste afsted med sygdom i kroppen, en slem forkølelse havde overmandet mig på vej hjem fra Cypern og jeg måtte krybe sammen i flyveren under mit lille bjerg af snot-servietter. Men altså, når løbeeventyret kalder, så skal der altså mere til at stoppe mig end snot og hovedpine. Vi, mine tro rejsefæller Vagn og Mikkel, landede i Guyana (som udtales Guy – på engelsk + ana – lige ud ad landevejen.) midt om natten og blev fragtet til et midlertidigt hotel, hvor det blev til et par timers søvn, inden vi begav os ud mod destinationshotellet for vores ophold i Guyana.
Guyana er en tidligere britisk koloni, med en kraftig caribisk klang og et mix af mange etniciteter. Og så var det varmt… Ulideligt varmt og med høj luftfugtighed da regnsæsonen ventede lige rundt om hjørnet. Av altså, at forestille sig at løbe i det vejr var næsten utænkeligt.
Det første maraton af tre på eventyret skulle løbes med start om natten samme dag som vi ankom til vores hotel. Inden da stod den på bytur med guide, og en lækker frokost for alle os 24 løbere fra 12 forskellige nationaliteter. Det er det jeg elsker aller mest ved mine løbeeventyr at møde folk fra hele verden, som har samme passion som mig. Jeg elsker at en amputationslæge fra New York, en basguitarist fra et metal-band i Basel, en pensionist fra Taiwan og en Kinesisk indkøber transformeres om til en fælles identitet – tosset løber med samme sprog, samme mindset og næste sammen humor.
Højesteret i Guyana med en status af Queen Elisabeth foran. (Man er vel tidligere britisk koloni)
Guyanas national blomst er kæmpeåkanderne som blomstrer fuldstændig overdådigt når regntiden kommer.
Tilbage på hotellet efter byrundturen, var der tid til at pakke ud og lægge racetøj frem inden den stod på aftensmad og udlevering af startnumre. Vi skulle afsted ud mod start kl. 02.00 om natten, og for én som mig der skal bruge tid på at få kaffe, lidt havregryn og vågne betød det at vækkeuret blev sat til kl. 01:15. Jeg delte værelse med Pei fra Bangkok, en thailandsk kvinde der havde ladet sig pensionere tidligt (54 år) og nu levede livet med at rejse rundt i verden, mens hende ungarske mand tjente penge til at finansiere hendes rejseliv. Se det kan man da kalde en god mand 🤣😎
Det blev til et par timers søvn og så var der eller afgang ud mod start. Vi skulle køre en time for at nå frem til den nu nedlagte motorbane som dannede asfalt for vores 42,2 km. Motorbanen har været Guyanas stolthed i forgangne tider og har lagt asfalt til mange store mesterskaber. Nu var det en slidt skygge af sig selv, efter at staten havde sparet penge til vedligehold og ladet banen falde hen i midten af ….. Banen lå tæt på lufthavnen, og vejen derud viste sig at være en knoldet humpet jordvej igennem noget der lignede slumkvarterer. Vi var flere der overvejede om vi blev ført på vildspor, men så – efter et skarpt venstresving, åbenbarede den gamle tribune sig for os, og vi gjorde holdt midt på motorbanen.
Vores bus lyser op så vi kan se lidt i mørket.
Efter en hurtig briefing blev løbet sat i gang. Klokken var kvart over tre om natten, solen ville stå op om nogle timer og med solens stråler fulgte den voldsomme varme. Strategien var klar – det gjaldt om at få så mange kilometer i benene inden solen strakte sig på himlen. Jeg løb sammen med Mikkel i al den tid mørket lå som en tung mur omkring os. Det var lidt for uhyggeligt at løbe alene. Vi havde pandelamperne tændt og i det uigennemtrængelige mørke var det kun de tusindvis af skinnende stjerne over os samt øjne fra dyr i buskadset omkring banen der gav lidt lys i mørket.
På tredje runde (tror jeg) kom der pludselig ud af mørket en lille flok gøende vilde hunde. De stod afventende i kanten ved den ene langside, og som om de var servicefolk i pit, løb de mod os så snart vi nåede op til dem. Der var 3-4 stykker, og det var bestemt ikke en pæn hilsen de havde gang i. Jeg blev rygende bange og satte tempoet op for at komme væk fra dem. Det var virkelig ikke sjovt, og fornemmelsen af at have tre hunde lige bag ens hæle var nervepirrende. Heldigvis slap vi væk – der kom flere løbere bag os, og hundene valgte at løbe ned mod dem.
Det hele gentog sig på tredje omgang, hvor vores løb blev en spurt forbi hundene. Jeg tror aldrig jeg har været så bange før. Tanken om at blive angrebet af vilde hunde på en forladt motorbane i et øde område bag lufthavnen i Guyana var mildest talt skræmmende.
Næste gang vi kom forbi hundene lå de ved inderbanen og pustede. Jagten på løberne havde åbenbart været for hård ved de sultne hundekroppe, og selv arrige krabater må restituere efter en hård omgang intervaltræning.
Mens lyset langsomt begyndte at afsløre vores omgivelser og solen strakte sig i øst, nåede jeg halvvejs, 21 km. tilbagelagt på 7 runder på den gamle motorbane. Vores to lokale hjælpere havde fået skræmt hundene væk, og jeg begyndte at nyde løbet rundt på banen så meget, at jeg næsten ikke kunne holde et ”vroooommmm” tilbage når jeg nåede de sjove sving med lidt hældning, ind mod depotet. Det var så syret at løbe rundt og forestille sig banens storhedstid med duften af motorolie og slidt dæk på asfalten, og passagen hen mod startportalen hvor der stadig var markeringer for positionerne (jeg løb konsekvent hen over pole-position hver gang jeg løb forbi 😊) var som taget ud af en film. Tænk at jeg fik lov til at tonse rundt i mine blå løbesko her hvor de dygtigste motorcyklister i Sydamerika engang havde dystet om trofæerne.
Efterhånden som solen vandrede op på himlen blev varmen mere og mere intens. Jeg nåede 9 omgang før jeg måtte i pit (som var et lille medbragt toilet🙈) – jeg havde drukket lidt rigeligt at det lyserøde iskolde stads der var stillet frem i depotet. Efter mit lille pitstop var det som om gassen gik af min motor. Varmen ramte mig som en mur, og jeg skiftede strategi og gik over til overlevelsesløb – gå lidt – løbe – gå lidt- løbe – hvor ”gå lidt” betød hæld vand ud over mig selv, og drik lidt væske inden fødderne igen tvinges til at bevæge sig hurtigere.
De sidste 3 omgange af de 14 i alt var voldsomt hårde. Varmen smøg sig om kroppen, som var den et loddent uldtæppe, og luftfugtigheden sørgede for at mit tøj og mine sko forblev plaskvåde af alt det vand jeg havde hældt ud over mig selv. Det var den hårdeste mentale kamp at holde sig løbende.
Da jeg langt om længe nåede i mål, var jeg så lettet at jeg lavede et vaskeægte hop ind over målstregen, hvorefter jeg tømte hele depotet for væske. Heldigvis havde de gode hjælpere masser af væske på lager, og mens jeg veltilpas stak hovedet i en balje med koldt vand, kunne jeg efterfølgende heppe på de andre løbere der stadig kæmpede ude på ruten.
Et vaskeægte flyvhop ind over målstregen 😎
Efter lidt tid kom min gode rejseven Vagn i mål til stor jubel, som dog forstummede kort til efter, da det gik op for os, at en af hundene havde bidt ham i haserne – en kendt strategi for vilde hunde, de går efter akillessenen for at sætte offeret ude af stand til at løbe væk fra dem. Heldigvis er Vagn en vaskeægte globetrotter, og havde derfor tidligere fået vaccination imod Rabies. Det var dog ikke nok, mente den danske læge som rejseforsikringen havde kontaktet, og pludselig blev det en kamp mod tiden for at få fat i behandling i rette tid. Alle løbere der var nået i mål, blev proppet ind i en bus og kørt tilbage til hotellet, hvor Vagn skulle vente indtil hans nye venner fra Falck i Danmark, fandt ud af hvor det var muligt at få indsprøjtninger til forebyggelse af hundegalskab.
Resten af dagen blev afsat til afslapning inden vi om natten kl. 03:00 skulle videre mod næste land Surinam, hvor næste marathon løb af stablen. Jeg smed mig i skyggen ved poolen og døsede hen, mens bartenderen skrålede sammen med Cindy Lauper på hendes store hit ”Time after time”. Den gode Vagn måtte efter flere forsøg slukøret sande, at det ikke var muligt at få indsprøjtninger mod Rabies i Guyana, og måtte sætte al sin lid til at Surinam kunne levere både på modgift og en lækker marathon-rute.
Hundegalskab (Rabies) – Klik for at læse
Mistanke om rabies skal tages yderst alvorligt, og skal behandles hurtigst muligt. Hvis man får virussen i kroppen og den når hjernen er dødeligheden 100%. Det er i dag muligt at blive vaccineret mod Rabies, og efter oplevelsen i Guyana er jeg den der drøner ud og bestiller den ret dyre vaccination inden jeg rejser ud på næste løbeeventyr.