Jordan altså… Åh hvor du dog overraskede. Sikke en mageløs oplevelse. Det er sjældent at man både får oplevelsen af at være næsten alene i en oldtidsby, at blive velsignet af en munk, at løbe og skråle højt i en ørken midt om natten, og at blive kaldt en hvid “neger” (det sagde han vitterlig, så ingen krænkelse her tak” 🤣) af den mørkeste afrikaner. Jordan, landet hvor kristne og muslimer lever side og side i fred og ro, klemt inden mellem landene Palæstina, Israel, Syrien, Irak og Saudi-Arabien.

Jeg måtte google Jordan inden jeg rejste afsted sammen med min løberejsemakker Vagn. Jeg kendte ikke til landet og dets skikke, om man skulle huske tørklæde som kvinde, eller om der var særlige ting jeg skulle være opmærksom på i et land hvor 93% er muslimer og islam er statsreligionen. Det var der ikke – Jordan er det letteste og mest tilgængelige land at rejse i, hvis man da lige medbringer en stor portion tålmodighed, da tid ikke er noget man er helt så pernitten med.

Assalam Aleikum, guds fred og velkommen til Jordan. Vi blev mødt af en stor næsten-fuldmåne i samme øjeblik vi trådte ud fra lufthavnen. Det var den måne, der to dage senere ville skraldgrine af os, mens vi letter forulempet, forsøgte at forcere det alt for løse sand i Wadi Rums Mars-agtige ørken. (og ja – det er lige præcis den ørken hvor The Martian med Matt Damon er filmet)

Løbet Wadi Rum Full Moon Marathon afholdes af firmaet Treks, et firma der udover løb også arrangerer vandreture rundt i Jordan. De søde folk i Treks havde arrangeret vores tur, så vi ud over løbet også nåede at se et par af højdepunkterne i hovedstaden Amman, og endnu bedre, nåede et besøg i oldtidsbyen Petra med egen guide. Det var vanvittigt fedt, og du kan finde min fortælling om selve rejsen i Jordan under fanen ”Rejseoplevelser”. Her kan du læse om at finde nuet, om at lege med objektiver i oldtidsbyen Petra, og se hvordan jeg ser ud indsmurt i mudder.)

Natten inden løbet overnattede vi i en Beduin teltlejr tæt på Petra. Det var fantastisk, vidunderlig og en næsten livsændrende oplevelse for mig. Og med en munks velsignelse var jeg klar til at tage kampen op mod uanede mængder af sand. 😊

VI ankom til ørkenen Wadi Rum (som i øvrigt meget signende kan oversætte til Valley of the moon) i stegende varme over middag, og blev indkvarteret i ”telte” med eget bad og toilet – og sågar et lille køleskab. Total luksus. Startnummer og spisebilletter + is-billet (for ja selvfølgelig – arrangørerne havde da sørget for en lille isbar), blev afhentet – og til mit store held, solgte de pandelamper. Hvem pokker tager til natløb i ørkenen uden at medbringe en pandelampe…. MIG 😂🙈. Og så kunne vi ellers hænge ud i campen sammen med de godt 350 andre løbere fra hele verden. Det var så hyggeligt, stemningen var helt afslappet og alle pludrede og hang ud i skyggen i de overdækkede områder, mens der blev tanket tonsvis af gratis sportsdrik. 

Teltlejret bestod af luksustelte med bad, toilet og køleskab 🤩

Udsigt fra campen ud på løberuten – her løb vi på vej tilbage mod mål midt om natten

Distancerne var fordelt mellem 5km, 10km, halv- og helmarathon, og alle deltagere blev samlet til sikkerhedsbriefing en time før start af marathon. I vores startpakke var der, udover startnummer og madbilletter, en refleksvest og en fløjte. De to sidste var sikkerhedsforanstaltninger. Vi skulle løbe i mørke i en ørken hvor beduiner kørte rundt i 4-hjulere, derfor refleksvest, og hvor risikoen for at fare vild var betydelig større end ved et normalt marathon – og skulle det ske, ja, så kunne man jo prøve at fløjte i fløjten og se om man var heldig at blive hørt – eller ringe til et nummer, som vi blev bedt om at indtaste i vores telefoner. Vi blev endvidere beordret, at vi på ingen måde måtte takke ja til at få et lift, hvis vi ikke kunne gennemføre og ville udgå. Det var absolut NO GO. Hvis man udgik, skulle man enten finde tilbage til et tidligere depot – eller forsøge at fange én af de to race-biler som kørte rundt på ruten. Vi måtte under ingen omstændigheder sættes os ind i andre biler, end dem med løbslogo på.

Med de advarsler og gode råd, var vi klar til start på marathon, umiddelbart efter at solen var gået ned i horisonten, og tusmørket begyndte at lægge sig over ørkenen. Starten var lige udenfor Campen – og da vi forventningsfulde troppede op foran startlinjen var luften rødbrun af sand. Jeg tog min hånd og kørte den hen over mit startnummer, og så en hånd fyld med små rødbrune sandkort. Der var i løbet af den tid vi havde gjort os klar til start, opstået en sandstorm. Der var kun én ting at gøre. At drøne tilbage til teltet og finde en buff til at dække ansigtet. Jeg tænkte samtidig. Niks – ingen telefon med ud i sandstorm, den måtte blive tilbage i teltet. (det var så ikke min mest intelligente beslutning.)

Der stod alle vi løbere så klar til start i skumringen mens sandet fløj om ørerne på os. Jeg var iført singlet, shorts, lange strømper, almindelige løbesko uden gaitors, (gaitors er geniale skoovertræk som holder sand ude af skoene), minus telefon, og havde absolut ingen anelse om, hvad der ventede af grumme udfordringer forude.

Sandstorm inden start. Den dukkede op ud af ingenting, og forsvandt heldigvis igen ret hurtigt efter start

Starten gik og fuld af gåpåmod løb vi med det samme ud i det løse sand. Forestil dig at du skal en tur til Vestkysten, og for at komme til vandet må du passere en klit med fint sand hvor fødderne synker ned, så du nærmest må trække dem op for hvert skridt. Det var det sand vi på en stor del af ruten løb rundt i. Og nøj hvor var der meget af det. Jeg tænkte kækt ”nå men vi får lige en forret til at starte med, sådan lige for at vise os ørkensand. Om lidt bliver det helt sikkert bedre.” – Men jeg tog fejl. Bedre var hjulspor hvor man kunne have en fod balancerende i sporet ad gangen, og som stadig var vestkyst-blødt sand.

Sandstormen aftog heldigvis, og jeg passerede det første – og det andet depot, og rundende op over en lille stigning hvor sandet næsten var umuligt at løbe i. Det var ca. efter 8 km. og det var første gang jeg tænkte ”Det er jo vanvittigt det her, det kan da for søren ikke blive ved”.  Ærligt talt, så var jeg allerede efter små 8-10 km. ved at have ømme ben over at løbe i det bløde sand, og vejen hjem til mål virkede uendelig lang.

Mit favoritbillede taget af løbsarrangørerne. Det var starten af løbet inden tusmørket lagde sig som en dyne omkring os

På et tidspunkt på ruten, jeg gætter på omkring 14 km. rundende vi en klippe – Det var rutens yderste punkt og vejen derned var rimelig farbar. Sandet var i hvert fald mere løbevenligt, og pludselig stod månen kæmpestor og fuld af begejstring lige over hovedet på mig. Tusmørket var faldet på, og månes lyste som en venlig natlampe i det klippeagtige ørkenlandskab. Det var en helt speciel oplevelse, og jeg begyndte at synge højt for mig selv (på det tidspunkt løb jeg alene uden andre løbere i umiddelbar nærhed af mig 😊).

Jeg skrålede ”singing la- la la la la di daaaa.. A – la la la di da – la di da da da day” præcis (næsten da) som Bono fra U2 synger det i sangen ”running to stand still”. Det var en helt surrealistisk tårefremkaldende oplevelse af ubetinget glæde. At være så meget i nuet, at jeg næste ikke kunne rumme det. WAUW altså for en oplevelse. Og hvor fik den dog en brat ende igen, da jeg rundede klippen, fik vand i depot 6 – og løb ud i monsterblødt sand på en brutal stigning. Hold op hvor blev jeg lige halet tilbage i ”fightmode” i løbet af ganske kort tid. Jeg var dog stadig høj af oplevelsen og forsøgte mig kækt med en mental remse – ”jeg er en lille let fjer – jeg er en lille let fjer” mens jeg kæmpede mig op ad stigningen og forestillede mig at mine fødder dansede hen over sandet som en ballerina  

Marathonruten var den stor runde – 2 gange.

Ruten var hele vejen rundt markeret med metalstænger med små knæklys på. Og måske var det på grund af sandstormen i starten, måske var det nogle ”sjove” beduinbanditter der havde været på spil. I hvert fald manglede der pludselig markeringer, og jeg fandt mig selv stå rådvild i ørkenen, og ikke ane hvilken vej jeg skulle løbe. Jeg prøvede at løbe lidt frem, og lidt til siden – men fandt ingen lys, og ingen som helst tegn på løberute. Jeg løb lidt tilbage, stod igen og skulede rundt, og blev mere og mere frustreret. Hvad pokker skulle jeg gøre. Jeg anede ikke hvor jeg skulle løbe hen, og jeg havde ingen telefon på mig hvis jeg valgte en forkert vej. ”Det er altså ikke fair” råbte jeg op mod den nu skulende måne. ”Hvad skal jeg gøre” råbte jeg fortvivlet, mens en angst sneg sig ind på mig. Hvad nu hvis jeg løb forkert. Hvad ville der ske? Jeg kiggede ud i horisonten, tog en dyb indånding, lyttede til min intuition, og skærpede mine sanser. Var det en pandelampe jeg kunne ane langt derude foran? – eller var det lys fra en beduinlejr. Jeg tog en beslutning, valgte en retning og fik mine fødder i fremdrift.

Jeg ved ikke hvor langt jeg nåede at løbe. Men jeg husker hvordan angsten hele tiden sad som en lille grim stemme bagerst i min bevidsthed. “Du løber forkert” sagde den med en skinger stemme. Et stykke væk var der biler der passerede mig, ladvogne med hujende mænd siddende på ladet. Sikkert turister på nattetur i ørkenen, men jeg forstillede mig det var beduin-jægere på jagt efter forsvarsløse løbere. Indrømmet, jeg er ikke en særlig modig person 😄 Jeg fortalte mig selv igen og igen at alt var godt, ingen ville stoppe op og antaste en udtørret løber med sand til knæerne.

Et stykke længere fremme så jeg lys blive viftet i nattemørket. Var det et depot?, ville de havde mig til at løbe mod lysene? – Der var ikke blevet viftet med lys på de andre depoter, og jeg besluttede at lyskeglerne ikke var mine vejvisere og drejede i stedet væk fra lysene. Jeg var tæt på at miste modet da jeg pludselig, et stykke væk, spottede et af de små knæklys skarpt til venstre fra den rute jeg havde valgt. Jeg havde været på vej væk fra ruten, men kunne nu lettet navigere tilbage som en sømand navigerer efter lyset fra et venligt fyrtårn. Aldrig har jeg før været så glad for at se et lille knæklys stråle i mørket.

På den sidste del af ruten løb man ind på 10 km. ruten, og pludselig gik jeg fra at være helt alene under stjernerne, til at være omringet af løbere. Det var næsten helt voldsomt. Jeg løb ved siden af en pige og talte lidt med hende. Hun var heller ikke voldsom begejstret for det bløde sand – og idet vi nærmede os mål kiggede hun på mig og sagde smilende ”Godt jeg ikke skal ud på en runde mere som Marathon løberne skal. Det er jo fuldstændig vanvittigt” Jeg kvitterede hendes smil og afslørede at jeg var én af dem. Jeg skulle ud på endnu en runde i sandkassen. Der lød et medlidende – OH, OHHHH, well, enjoy – inden hun selv rakte armene i vejret og løb ind over målstregen.

Jeg greb en banan og skyndte mig at vende rundt og løbe ud på næste omgang, inden en eneste spæd tanke om at stoppe, fik lov til at tage bo i mit hoved. Jeg var optimistisk. Det skulle nok gå…. Eller – nej… Jeg nåede ca. 1,5 kilometer ud på ruten, inden jeg endnu engang løb forkert. Jeg kunne ikke huske ruten til trods for, at jeg havde løbet den for godt et par timer siden, og lur mig om månen havde en finger med i spillet og drejet jorden lidt rundt så jeg ikke kunne genkende noget som helst 😂. Jeg havde en vag (forkert) fornemmelse af, at jeg skulle dreje til venstre og møde et depot efter ca. 4 km. Så jeg drejede til venstre og løb ud ad en større sandvej. Jeg nåede et godt stykke ud inden det gik op for mig, at jeg var på afveje. Der var noget i landskabet som ikke lignede noget jeg tidligere havde set, og jeg havde ikke set et eneste knæklys på vejen. Eller havde jeg? Jeg vendte rundt og løb tilbage til det sidste knæklys jeg var stødt på 1 km. fra målporten. Nope, jeg var helt sikkert kommet på afveje. Og der stod jeg så endnu engang og var rådvild. Jeg anede ikke hvor jeg skulle løbe hen (ligegyldigt hvilken vej jeg kiggede, så kunne jeg ikke se et knæklys). Og et kort øjeblik overvejede jeg at gå tilbage til mål, og kaste håndklædet i ringen. Det ville mit ego alligevel aldrig gå med til.  Det viste sig i øvrigt at være 5 km. ruten jeg havde været på stroptur på. 😂

Endnu en detour i ørkenen 😂🙈

Jeg besluttede i stedet at stoppe op og vente på, at en anden marathonløber kom op til mig. Der gik nok ca. 5 minutter så kom en amerikansk fyr op til mig. Han havde deltaget sidste år, og vidste præcist hvor vi skulle hen – og han ville hjertens gerne guide mig ud til depot 1 hvor knæklysene igen stod som perler på en snor. Fyren hed Neil og var fra Los Angeles. Han var flyttet til Jordan med hans kone, og de skulle bo i Jordan i nogle år som en del af hans arbejde. Neil fortalt om hvor vanskeligt det var at bosætte sig i Jordan. Alt gik bureaukratisk langsomt, det at købe et hus var et projekt i størrelse af en månelanding.

Jeg fulgtes med Niel et stykke, men lod ham løbe væk, da jeg måtte tømme mine sko for sand efter et depot. Heldigvis var der andre løbere i nærheden, og jeg kunne konstatere at det ikke kun var mig der var træt og udmattet. Alle gik med jævne mellemrum når sandet krævede for mange kræfter at forcere, og jeg koblede mig i stedet på en Jordansk løber. Han løb lidt hurtigere end mig, hvilket krævede at jeg udnyttede hans gå-perioder til at komme tættere på – og når jeg kom tæt på måtte jeg selv gå lidt for at samle nye kræfter. Ren elastikløb, men det gav mig en følelse af tryghed og selvom arrangørerne havde fået sat langt flere knæklys op på den sidste del af ruten, var det stadig rart at have en menneskelig kompasnål foran. Jeg havde en fornemmelse af hvordan ruten var, men kunne reelt ikke genkende ret meget på anden runde. Man kan åbenbart ikke memorere løst sand. 😊

Det tog mig lidt over 5 timer at komme i mål. Jeg var segnefærdig af træthed. Mine lægmuskler brokkede sig gevaldigt, blodvablerne sad på rad og række, og neglene på mine storetæer var kulsorte. Alligevel var jeg så glad og stolt, da jeg til stor jubel fra halvmaraton-løberne kom tilbage til bålstedet i Campen, og kunne tømme en kop med den bedste søde te jeg nogensinde har smagt. Det havde været en vanvittig oplevelse at løbe i ørkenen om natten både mentalt og fysisk. Men hold da op for en fantastisk nat under månens skær.

Jeg var så heldig at den smukkeste præmie med hjem – en skulptur lavet i sandsten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.