Arctic Marathon – Finland

Årets første egentlige løbeeventyr gik til destination Lapland med drømmen om at løbe i sne og is gennem fyrretræsskove så langt øjet rækker. Billedet af et sneklædt landskab med mig løbende iført pigsko og masser af varmt tøj var det jeg i flyveren på vej til Rovaniemi sad og fantaserede om. Virkeligheden viste sig at være helt anderledes.

Det er den varmeste og korteste vinter i 67 år, fortalte ”Busy Elf” til velkomstmødet. Han satte dermed ord på det, jeg i let undring havde spottet da jeg nåede frem til vores overnatningssted – Julemandens by godt 8 km. udenfor Rovaniemi. Der var minimal sne. De iskolde vinterdage havde været et fåtal, solen varmede og sneen smeltede hurtigere end julemandens rensdyr kunne trække turister rundt på den perfekt præperede bane gennem skoven. Busy Elf skulle i øvrigt vise sig at have en mørk personlighed, den rare meget talende nisse havde skumle planer som kom til at påvirke mit, og andres marathon i en udfordrende retning. 😬

Julemandens by er et stort crazy kommercielt show med omkring 200.000 gæster bare i løbet af december måned. Alt handler om jul og lyden af julemusik gjaldede stadig ud gennem højtalerne i byens centrum her i starten af april måned. I baren kunne man bestille en ”Christmaspolitan” og alle hytter til overnattende gæster var flankere af juletræ og selvfølgelig med den klassiske lysestage i vinduerne.  

Dagen før marathon var der rutefremvisning hvor arrangør Apolo tog alle der havde lyst, ud på en guidet tur på den første del af ruten som gik rundt om Julemandens by – og hvor vi, til min store glæde, skulle løbe strækninger med sne og is. Ud over at se ruten, var det også en gylden mulighed for os løbere til at få en fornemmelse af underlaget og for mit vedkommende til at vurdere hvilke sko jeg skulle løbe marathon i. Valget stod mellem pigsko og almindelige trailsko, og ret hurtigt kunne jeg konkludere at pigsko var udelukket, der var simpelthen for lidt sne.

Det var selveste julemanden – altså det rigtige – der sendte os afsted en tidlig morgen i let snevejr. Starten lå placeret nøjagtig på grænsen til den nordlige polarcirkel, det geografiske område som kaldes Arktis og for mig, som allerede har løbet i den antarktiske breddekreds, betød det at jeg med første skridt ud på ruten, kunne tikke boksen af med marathonløb i begge af jordens polarområder.

Ruten var en ½ marathonrute der for os marathonløbere skulle gennemføres to gange. Den var delt op i to forskellige dele, hhv. en runde i periferien af julemandens by og herefter en ud-hjem-strækning til Rovaniemi og hjem igen.

Jeg løb kækt afsted og fandt ret hurtigt en fin rytme. Min trailsko var et godt valg på den sne- og isdækkede runde og jeg nød til fulde rutens varieret forløb. Måske lidt for meget, for i et sving skarpt til højre forsvandt min ene fod under mig, og i fornemmeste bambi-på-glatis-stil forsøgte jeg instinktivt at genfinde balancen. Det kostede mig en tur i underlagt med den ene hånd og det ene knæ, heldigvis forholdsvist blødt og uden konsekvenser for mit helbred. Jeg lo højt af min egen dumhed, for det var jo præcist så udfordrende jeg havde forestillet mig løbet skulle være. 🦌

På ud-hjem strækning ind mod Rovaniemi var underlagte primær asfalt med pletter af is. Ruten gik let nedad mod Kemijoki, som er den længste flod i Finland og løber gennem Rovaniemi. På vejen derned mødte vi Busy Elf der var depotansvarlig på halvvejen. Han havde travlt (læs – mystisk meget travlt med at kigge væk) med at gøre depotet klar, da jeg i halen på de to førende italienske mænd løb forbi. Hei – Hei råbte jeg til Busy Elf, som svarede med et kort ”Hei” uden af kigge op. Meget meget mystisk af den ellers opmærksomme nisse. 🤔

Farten i mine trailsko var god, og jeg cruisede glad videre ned mod floden i horisonten. Alt var godt indtil det så pludselig ikke var så godt længere.

Foran mig kunne jeg pludselig se de to førende italienske mænd blive stoppet af en bil og stå og diskutere med – var det løbsarrangør Apolo?. Umiddelbart efter vendte de om, og begyndte at løbe tilbage mod mig. Jeg nåede at tænke at der manglede en ambulance i det billede jeg så. Arrangør Apolo havde forklaret til infomødet, at der ved vendepunktet vil holde en ambulance, som både agerede depot og nødhjælp i tilfælde af behov.  

Jeg løb imod de to mænd og hørte dem råbe ”Turn around” inden de blæste forbi mig. ”Its the wrong way”. lød det i trækvinden fra de to løbere. What? tænkte jeg, Det gav ikke mening, men som den lemming man nu engang er, stoppede jeg op og begyndte at bevæge mig tilbage op mod Busy Elfs depot.

” Did you not see the marks?” Arrangør Apolo sad på passagersædet i bilen med nedrullet vindue. Bilen rullede stille ved siden af mig mens jeg løb. ” You were supposed to cross the road and not continue straight”. Jeg havde overhovedet ikke set de fine blå markeringer på asfalten eller de rød/hvide minestrimmelser som hang så fint i lygtepælene. Jeg var løbet som en blind høne efter de to herrer foran mig. Det kostede mig ekstra 3,7km. på bogen inden jeg var tilbage på rette spor, tilbage lige før depotet hvor Busy Elf huserede. Denne gang var det tydeligt at markeringer var der – og mens jeg gnækkede over min egen dumhed og overvejede hvorvidt det var et komplot mod aktive løbere udført af en snedig skummel nisse, dykkede jeg ned i min mentale værktøjskasse efter brugbare værktøjer til at acceptere, at jeg nu skulle indhente alle dem, der ikke i dumhed var løbet forkert, og som nu var flere kilometer foran mig.

Min force er, at jeg er ret rutineret i at løbe forkert. Jeg har efterhånden gjort det så mange gange at jeg er begyndt at tænke det som en lille gave fra mig til mig. Ekstra lækre kilometer og tid på ruten. What´s not to like. Jeg elsker at løbe, og hvis jeg kan få lidt ekstra tid i skoene, er det en lille gave 😊 (Note – det er ikke altid jeg er så optimistisk når jeg løber forkert. Ørkenløbet i Jorden er et godt eksempel på det. 😆) https://thegreatnessofrunning.dk/wadi-rum-full-moon-marathon-2023/ )

Resten af løbet crusiede jeg fuld at overskud. De mennesker der løb sammen med mig på ruten, havde vist sig at være de skønneste, dejligste og mest imødekommende mennesker. Jeg elskede hver eneste gang jeg kunne enten stikke en high five ud, hilse eller give et lille kram når jeg løb forbi dem.

Der var far og datter fra Schweiz som sammen løb deres første marathon – sikke et mod i øvrigt at vælge så udfordrende et løb til det – Datteren var en 23-årig politibetjent med ben i næsen og et dejligt sprudlende humør, nå ja – og en tendens til utallige toiletbesøg på løbeture.

Der var den succesfulde ejendomsmægler fra London der havde startet et frivilligt og stærkt voksende Charityarbejde ”Food4U”, og som med brændende passion fortalte om de små succeser han oplevede i arbejdet med udsatte mennesker.

Der var den hollandske mand hvis arbejde for år tilbage havde været at behandle kriminelle psykiske ustabile fanger (hedder det det?) i den hollandske pang dang til Sikringen (Hvis du har set indefra med Anders Agger, vil du vide hvad Sikringen er. Det er her man placerer de farligste fanger af dem alle, dem alle andre har opgivet). Den hollandske mand var på en vagt blevet brutalt overfaldet og slået i hovedet med både termokande og krus indtil kollegaer havde fået gerningsmanden pacificeret. Episoden havde kostet ham et års mistet korttidshukommelse – han kunne ikke huske at havde været på familieferie det år, og to års genoptræning både fysisk og mentalt, før han kunne genoptage arbejdet. Trods det, var han uden skyggen af bitterhed, og konkluderede med den største menneskelige rumlighed jeg nogensinde har mødt – Gerningsmanden har ikke samme virkelighed som dig og mig. Han var i en virkelighed hvor stemmer fortalte ham, at jeg den dag var en reel trussel som skulle slås ihjel. ”Han gik ikke efter mig som person, men angreb fordi han levede i en helt anden virkelighed end os.”  

Der var også kvinden fra Australien, der sammen med hendes søn løb deres første halvmarathon. Kvinden havde året forinden fået konstateret brystkræft, og inden kemoterapien skulle påbegyndes, var hun taget til Finland for at løbe 10 km. med lovning om, at næste år ville hun vende tilbage og løbe den halve distance. Det var fire uger siden hun færdiggjorde kemoterapi og som lovet løb hun nu igen i Finland. ”Næste år kommer jeg tilbage og løber marathon” postulerede hun modigt under aftenens sejrsmiddag. ”Bare fordi man har kræft behøver verden ikke gå i stå. Jeg har selv et valg om hvorvidt jeg vil sidde på sofa og se tv – eller om jeg vil leve livet fuld ud.”

Det lykkedes mig at indhente stort set alle og løbe i mål som samlet nr. 2 og første kvinde. Og stolt kunne jeg snuppe det danske flag fra den flagallé der flankerede opløbsstrækningen, og løbe over den arktiske linje ind i målområdet i den nordlige polarcirkel. Dermed var jeg også så heldig at få overrakt trofæ fra selveste julemanden og efterfølgende skåle i den lokale Karhu-øl (Karhu er det finske ord for bjørn) sammen med alle de mennesker som på kort tid var blevet nye løbevenner.

Dagen efter løbet var der arrangeret badetur til floden, hvor et lille hul i isen indbød de modige til et koldt dyp. Jeg meldte fra. Jeg er mildest talt IKKE kolde-bade-kompatibel. 🤐. Så jeg tog i stedet mine elskede trailsko og løb ud i de finske skove på restitutionstur og fik i bonus en magisk løbeoplevelse jeg aldrig vil glemme (den skriver jeg om i næste indlæg). Med en afslutning under en stjernehimmel med et nordlysshow i aller bedste stil, tog jeg afsked med en løbeoplevelse der gav mig et perfekt arrangeret løb, masser af nye løbevenner hvor særligt én – italienske Chiara viste sig at være en god veninde jeg ikke anede jeg havde, naturoplevelser i særklasse og indtryk som for altid vil give mig smil på læben.

Jeg rejste alene til Lapland og fandt et inkluderende og fantastisk fællesskab, og en løbsarrangør som virkelig lagde sig i selen for at sikre at alle var godt tilpas. Hvis løbere bestemte i verden, ville verden uden tvivl være et langt mere sjovt, trygt og lykkeligt sted. Løbere er uden omsvøb de bedste mennesker på jorden (og jeg er på ingen måde biased når jeg skriver dette 🤣)

Løberejsen var arrangeret af Wildmarathon, som også laver løb andre steder i verden. Er du nysgerrig kan du læse mere her: https://wildmarathon.com/        (dette er ikke en reklame, blot tiltænkt som inspiration :))