Tilbage i 2018 var jeg en tur i Stinesminde ved Mariager Fjord og løb med en af min store løbehelte Tommy Jacobsen. Dengang var Tommy midt i et skørt projekt.
Tommy var, da jeg var på besøg, lige kommet hjem fra et seks-dages etapeløb i Namibia, forude ventede tilsvarende løb i Gobi ørkenen i Mongoliet, Atakama ørkenen i Chile, isørkenen på Antarktisk (de fire løb kaldes tilsammen The 4 deserts Ultramarathon series) og som bonus New Zealand og Maraton des Sable i Marokko. Projektet var en del af en større plan – at samle penge ind til den lille organisation Littlebighelp som hjælper gadebørn i Calcutta i Indien. (læs evt. indlæg her: https://thegreatnessofrunning.dk/mine-loebehelte-part-xviii-naar-loeb-er-charity/ )
Der er gået syv år siden Tommy kastede sig ud i projektet, som dengang havde et mål om at indsamle 375.000kr. Nu står han foran mig og fortæller ydmygt, til et foredrag i Aalborg, om projektet der sidenhen er vokset i omfang både udfordringsmæssigt og donationsmæssigt.
”Jeg er nok lidt mere skør og viljefast end gennemsnittet. Jeg er ikke bange for at tage en chance og hoppe ud i udfordringer. Så må jeg tage konsekvenserne efterhånden som jeg støder på dem”
En storsmilende Tommy starter hans foredrag med en selverkendelse. Han er ikke den store planlægger og mange udfordringer opstår netop af samme årsag.
”Jeg havde ikke tænkt på at man skulle have toiletpapir med, dengang jeg startede med de her etape-ultraløb. Så jeg måtte tænke kreativt og endte med at bruge mine brugte strømper til formålet. Jeg havde tre par strømper med, det rakte lige præcis til de seks dages løb.”
Alle de ultraløb Tommy deltager i løbes selvsupporteret hvilket betyder, at man løber alle etaper med en rygsæk fyldt med alt man har brug for af hhv. mad, sovepose, liggeunderlag, tøj og andre fornødenheder som tandpasta og tandbørste osv. I starten var det ca. 12 kg. + 2 Liter vand Tommy bar rundt på ryggen under løbene. Han var ikke så fokuseret på vægtoptimering, det måtte læres undervejs – ligesom han også lærte, at de små hvide poser som altid er placeret i den frysetørrede mad, ikke er salt til maden. Det er, som en englænder chokeret gjorde ham opmærksom på en aften hvor han ville hælde posens indhold ud over maden, poser der holder maden fugtfrit under transport.
Tommy gennemførte alle løbene han havde planlagt som projekt i 2018/2019. Alle løb med hver deres fortælling, indtryk og møder med mennesker. Da han løb Namib Race landende han om natten i Johannesburg hvor han skulle overnatte på hotel inden han skulle rejse videre mod Namibia.
”Johannesburg er ikke et godt sted at være alene om natten. Da jeg ankom i lufthavnen, var det helt mørkt og udenfor holdt der Taxier. Jeg fik banket et par sovende chauffører op, men ingen vidste hvor mit hotel lå og ingen kunne hjælpe mig. Til sidst kom en stor mørk fyr hen til mig. ”Follow me” sagde han, og førte mig over til et område med fabrikker. Der var mindre og mindre lys, og jeg blev mere og mere bange. Det her er ikke godt, tænkte jeg. Til sidste stoppede manden op under en lille forhutlet gadelampe. Han kiggede på mig og sagde: I am your saftyguard, I want money. Jeg havde lært at man ikke skal placere sine penge i én pung, og fandt pungen med mindst penge frem. Jeg gav ham en 2 dollar – Manden rystede på hovedet. More. Jeg ham en 5 dollar, med samme reaktion. Til sidste gav jeg ham en 10 dollar og viste ham at pungen var tom. Manden kiggede på pungen, og sagde ok – han vendte sig og pegede på en holdende bus. This is your bus. It will take you to your hotel.”
Det var den rigtig bus og Tommy ankom til hotellet med kroppen fyldt med adrenalin og angst. ”Fuck jeg var bange lige der” fortæller han ærligt.
I Gobi ørkenen var de på dagens længste etape løbet ind i et voldsomt vejr med lyn, torden og masser af regn. Det havde været så voldsomt, at alle jurterne (de telte Nomaderne altid har brugt) som deltagerne sov i var blevet oversvømmet, og alle måtte evakueres til en hal. Det havde været en nat i den mest fæle stank fra vådt svedigt løbetøj og løbere der ikke kunne komme i bad. Alt sammen opvejet af målgangen den næste dag, hvor deltagerne løb i mål ved Djengis Kahns oldtidsfort.
I Atacama ørkenen havde Tommy misset at løbet foregik i godt 3000 meter højde, og led derfor voldsomt de første par dage hvor koppen skulle vænne sig til højden. Dette blev til gengæld opvejet af den smukke bjergtagende natur de løb i.
”Atacama er den smukkeste ørken jeg har nogensinde har set”
På Antarktisk løb Tommy i en fæl snestorm, da de den første dag løb 3-5 km. loop for at nå distancen på 65 km. ”Det var godt nok lidt hårdere end jeg havde regnet med” siger Tommy i den video han har filmet af sig selv løbende i snestormen. Symptomatisk for hans tilgang til ultraløb konstaterer han efterfølgende ”Nå men der er en ny dag i morgen, så må vi se på det der.”
Tommy er drevet af dels at gøre en forskel for de gadebørn han samlet ind til, men i den grad også af at flytte egne grænser. Den mentale kamp trigger ham.
”Man skal have styr på hjernen når man løber ultraløb. Der vil altid komme tidspunkter hvor hjernen skriger STOP, du er vanvittig, STOP. Men kroppen kan så meget mere end man tror, og jeg har lært at sige NEJ. Jeg stopper ikke krop. Fortsæt, 1-2, 1-2, 1-2, et mantra han lærte af en engelsk tidligere marinesoldat. 1-2, 1-2, hele tiden, så skal man nok komme i mål. Hvis man først giver sig selv lov til at tænke tanken om at udgå, er det 100% sikkert at det sker”
Trods en stærk metal kapacitet er Tommy udgået nogle gange, oftest med rod i den manglende planlægning og forberedelse. I 2019, efter at han havde gennemført det oprindelige projekt, besluttede han sig for at nu var det tid til at prøve kræfter med nogle af de virkelig lange løb. Han tilmeldte sig Moab 240 miles i USA, et løb med over 12.000 hm og hvor deltagerne selv skal navigere undervejs. Tommy havde ikke helt styr på det med at navigere selv, og stod midt under løbet og måtte se telefonen løbe tør for strøm. Det var ikke helt let at finde vej uden nogen form for hjælpemidler, han for vild flere gange og endte med at misse et cutoff (et sted på ruten man skal have passeret indenfor en bestemt tidsramme) og udgik med kun 30 km. til mål. ”Nu har jeg lært at man skal lægge powerbanks ud i depoterne undervejs” griner Tommy.
Tommy og hans kone var i 2019 i Indien og besøge hhv. pigehjemmet og drengehjemmet hvor de heldige gadebørn får uddannelse og bliver passet og plejet. Det er dét Littlebighelp gør. Redder gadebørn og hjælper dem med et sted at bo, uddannelse, kærlighed, fællesskab og noget der ligner en familie, fra de er 6-18 år. Børnene får desuden hjælp til at finde bolig og arbejde, når de er gamle nok til at flytte videre i livet. Rejsen til Indien har gjort et stort indtryk på Tommy. At høre børnenes fortællinger om hvordan de endte på gaden, og at se slumområder hvor tusindvis af børn og familier lever i ekstrem fattigdom har givet ham endnu mere lyst til at fortsætte hans mission om at hjælpe med indsamling af pengedonationer.
”Man er nødt til hele tiden at finde på noget som er lidt vildere for at få så mange sponsorer med som muligt” siger Tommy og fortæller, at nyere projekter har været at løbe The Tripple Crown of 200 miles, en serie bestående af tre løb hhv. Big Foot i Washington på 205 miles, Tahoe 200 miles på grænsen mellem Californien og Nevada, og det tidligere nævnte løbe Moab 240 Miles i Utah.
”Til løbet i Washington havde jeg booket en gammel campingvogn via AirBnB. Det viste sig at være et fuldstændigt sindssygt sted, hvor jeg var omgivet af meget skumle personer i en slidt trailerpark. Jeg gik en morgen op til en kaffebar som lå et stykke væk og blev drevet af en mor og hendes datter. Begge havde pistoler i baglommen som en fast del af uniformen. Shit jeg var utryg. Jeg fortalte dem at jeg skulle løbe i bjergene, hvorpå moderen spurgte om jeg havde et våben og fortsatte med at belære mig – You need a pistol for the bears. Jeg havde overhovedet ikke tænkte over om der kunne være farlige dyr. Jeg havde kun en lommekniv, og den var sq nok ikke meget bevendt overfor en bjørn”
Tommy fortalte at han under løbet havde løbet i mørket på en fladere strækning på ruten, og pludselig fornemmet noget der puslede i busken foran. Angsten greb fat i ham, ud af buske kom en skindpels. FUCK – havde han tænkt med et hjerte hamrende afsted. Skindpelsen havde vendt sig om direkte mod ham. Det viste sig at være en ko. 😂
Der har været flere vilde ”nærdyrsoplevelser” på de mange løb. Og der har da også være en rigtig bjørn som har krydset hans vej til et løb i USA. Det er en del af oplevelsen, og noget af det der gør det spændende.
”Jeg sover ofte i en af de der aluposer man skal have med som sikkerhedsudstyk på de lange løb. Jeg smider mig som regel bare i græsset langs ruten, og tjekker selvfølgelig lige om der skulle være en klapperslange i nærheden, inden jeg lægger mig til at sove. Hvis du bliver bidt af sådan én, så er det ikke stor chance for at du kommer i mål” siger Tommy med den galgenhumor jeg tænker må være en del af den mentale værktøjskasse.
”Marathon de Sable (ørkenløbet i Marokko) var et MUST-DO løb for mig fordi jeg havde læst at der var løbere der var døde under deltagelse. Det syntes jeg er meget pirrende, og det var jeg nødt til at prøve at løbe”
De sidste års løb viser en klar tendens. Det skal være mere og mere crazy. Cocodona i USA på 250 mils, 500 km. løb i Frankrig, Gotland rundt 515 km. og sidste år Arizona Monster på 309 miles gennem en ørken i temperaturer op til 45-50 grader, et løb hvor maven ikke ville indtage mere mad på efter 2½ dages løb og Tommy derfor løb de sidste tre dage af løbet på ren vilje. En næste umenneskelig opgave der overgår ens fantasi. At han så samtidig på dag tre faldt og ramte med hovedet ned i en kaktus så han fik pigge overalt i ansigtet, gør det helt ubegribeligt at manden alligevel gennemfører.
”Efter det sagde jeg til mig selv – aldrig aldrig mere. Det var for vildt” fortæller Tommy og indrømmer at han for tre uger siden tilmeldte sig løbet igen i 2026.
Det kommer ikke som en overraskelse for os der i godt 1½ time har hørt om oplevelser selv ikke den bedste forfatter vil kunne skrive som fiktion. Virkeligheden er uendelig fascinerende, når man som Tommy udfordrer egne grænser mens man sluger smukke naturoplevelser som var det bevidsthedsudvidende stoffer. Han motto er” NEVER GIVE UP – ITS NOT AN OPTION” og skulle du sidde og tænke at en mand midt i 60’erne da snart må være færdig med det pjat, så får Tommy det sidste ord.
”Så længe der er puls fortætter jeg”
Link til Littlebighelp: https://littlebighelp.com/da/home-dansk/
(Tommy har på nuværende tidspunkt samlet godt 1,7 mill. In i løbet af årene som Charityløber. Evt. donation til Tommys fortsatte arbejde kan give via Mobile Pay på 270726)
Du kan følge Tommys løb på sociale medier: Instagram – runforlittlebighelp Facebook – Run for Littlebighelp
Læs om serien med de fire ørkenløb + bonus løb her: https://www.racingtheplanet.com/