Dante beskriver I den Guddommelige komedie helvede som et sted hvor helveds-stormen raser og river de forbandede sjæle med sig. Sjæle der martredes og tortureres og hvis skrig, klage og hulken møder stormens rasen. Jeg har i en fjern del af Karakum ørkenen hørt lyden jeg forestiller mig at Dantes tænkte på, da han beskrev helveds-stormen. 😬
Dagen efter Asgabat marathon hopper jeg ind på bagsædet af en hvid jeep, et bagsæde hvor min bagdel får lov til at sidde på et ægte tæppe som pryder sædet i de klassiske bordeauxrøde farver. På forsædet ved siden af chaufføren sidder vores guide, i Turkmenistan må man ikke rejse ud af hovedstaden uden guide.
I kortege af fem hvide jeeps kører vi væk fra storbyens hvide potente marmor showoff, gennem små forarmede forstæder og direkte ud i det golde Karakum ørken, hvor fritgående kameler arrogant spadserer rundt i rabatten, og små bissede tjørnebuske er den dominerende vegetation. Kontrasten er enorm og næsten ufattelig.
Der går ca. en time, så rammer vi afslutningen af den lækre fine asfaltvej, passerer gennem to bom-markeringer flankeret af vagter, og kører ud på noget jeg bedst kan beskrive som en 2-baners hullet asfalt-ost. Bilerne bumper, hopper og danser rundt mellem hullerne, mens de garvede chauffører behændigt undgår de værste huller og modkørende biler idet hullerne er så dybe og store, at begge kørselsretninger tages i brug for at får bilen nogenlunde sikkert frem. Turen slutter af på en sandet ørkenvej og den voldsomme tur ind til slutdestinationen får mig til at tage en dyb indånding og modtage de utallige stød mit hoved må tage imod fra bilens karosseri, mens jeg forsøger at holde mit stakkels hoved op i vinden fra det nedrullede vindue.
Jeg blev køresyg på vejen. Jeg nåede ca. 20 minutters kørsel på den hullede si af en vej, inden en voldsom utilpashed strømmede ind over mig, og jeg med mat stemme måtte bede om en pause for at komme ud i frisk luft. Jeg havde det som om jeg var tæt på besvimelse da jeg endelig slap ud. Alt sortnede for mine øjne og jeg baksede mig selv hen i det fjerneste hjørne af den primitive rasteplads som var vores halvvejsstop.
Resten af turen fik jeg lov til at rykke en plads frem i vores Jeep, forsædet ville vores guide ikke give fra sig, og jeg sad derfor lige bag ham, med hovedet halvvejs ude af vinduet, for at holde det værste kvalme væk.
Turen fra Asgabat ud til attraktionen Gates of Hell tager fire timer. Det var fire uendelig lange timer for mig. 🤣. Til gengæld er det alle kvalerne værd. Vores Jeeps parkerer ved kanten af det store krater, der som en pulserende gasovn ligger for vores fødder, flankeret af klitter og klippefremspring i en fjern øde del af Karakum-ørkenen.
Varmen ved krateres kant er voldsom, det samme var lugten af gas – metangas. Det er på en og samme tid et mærkeligt syn og lige der, også en smule skuffende. Er det virkelig det? Er det virkelig Turkmenistans mest berømte seværdighed Gates of Hell der ligger foran os?
Krateret siges at være opstået efter at et sovjetisk efterforskningshold borede efter naturgas for mere end 50 år siden, og på én eller anden måde fik startet en kædereaktion der skabte det store krater. Krateret er ca. 70 meter bred og 30 meter dyb med lodrette vægge der falder skarp ned i et slags stenaffaldsområde spredt over krateres bund. Ingen ved helt præcist hvorfor krateret efterfølgende antændte. Historierne går på at det sovjetiske hold smed en håndgranat ned i hullet – eller måske bare en uanselig tændstik. Hvorfor er der intet entydig svar på, tilsyneladende fordi sovjettidens rapporter mangler, er ufuldstændige eller stadig er fortrolige. Et eller andet gik galt, og som meget andet i sovjettiden er årsagen mørklagt og efterladt til gisninger og mytologiske fortællinger.
Vi er taget til Gates of Hell for at løb et 10 km. løb og mens ruten bliver målt op, går jeg rundt om det store krater. Det er svært helt at forstå, at der her lige foran mig ryger en enorm mængde metangas direkte ud i atmosfæren og bidrager til den globale klimakrise. Metangas er værre end CO2. Hvorfor har man ikke forsøgt at få det slukket? Er der virkelig nok turister i landet til, at kraterets eksistens udgør en reel indtægtskilde for mange mennesker? Jeg tvivler og for hver gang jeg tager et skridt rundt langs kanten, bliver jeg mere og mere skræmt. Der er noget uhyggelig og, i mangel på bedre ord – creepy over de kræfter der slumrer under jorden, og her bliver lukket ud gennem utallige sprækker som dødbringende diffusere.
Mine tanker afbrydes da vi kaldes til start. Vi skal løbe en strækning på 2,5 km. ud/hjem to gange. Ruten er forholdsvis let. Rundt om krateret, følg en sandvej ud mod én af de tre camps som ligger i periferien af krateret, løb modsat Camp og rundt om et klippefremspring, og følg sandvejen på den anden side til vendepunktet markeret af én af vores hvide Jeeps.
Jeg løber afsted og ignorerer min krop der skriger på ro og mad efter den drænende omgang køresyge. Jeg er nødt til at løbe, nødt til at få oplevelsen med og se hvad der venter på den sandede rute. At jeg vil opleve en lyd så vanvittig skræmmende at min trætte krop instinktivt går i panik, vidste jeg ikke på det tidspunkt. Den oplevelse ventede bag klippefremspringet.
Jeg løber med de forreste gutter ud, men må hurtigt indse at jeg ikke kan følge med, og ender med at ligge et stykke bag de to hurtige mænd. Jeg presser mig selv så meget jeg kan, velvidende at min ærgerrighed dikterer, at jeg vil være første kvinde over målstregen koste hvad det vil. Jeg runder klippefremspringet og løber ud ad den lange sandede vej. En bil kommer imod mig. Den er hvid, og et øjeblik tænker jeg at noget er galt. At vores bil, der skal markere vendepunktet, er på vej tilbage for at få os til at stoppe og vende om. Vi løber trods alt det mest øde sted, og jeg aner ikke om vi reelt har fået en godkendelse fra myndighederne.
Bilen passerer mig med nedrullede ruder og to mænd læner hovederne ud og råber opmuntrende til mig på et sprog jeg ikke forstår, men mener må være russisk. Det må være borebisser tænker jeg, og kigger samtidig skråt bag mig, hvor et kæmpe naturgasindvindingsværk gemt af klippefremspringet bryder ørkenens monotoni.
Jeg vinker til bilen og løber ud til vendepunktet – bliver registreret og løber tilbage samme vej. Jeg når næsten op tilbage til klippen da lyden kommer. Et rumlende, ækelt brøl fra undergrunden. En lyd så fremmed og forfærdelig at min første tanke er at noget eksploderer, og det noget skal jeg løbe lige forbi. Shit, siger jeg højt og mærker hvordan fødderne fortsætter deres rytme mens mine tanker løber løbsk. Angst kravler op mod mit kraveben og ud i fingerspidserne. Jeg sætter farten mere op, jeg kan ikke gøre andet og mit forsøg på at komme væk i en fart virker ynkeligt. Det her er lyden af Dantes helveds-storm. Det her er lyden af noget så forfærdeligt, at det for evigt vil få mig til at betvivle min egen logiske sans. Hvad var det egentlig jeg hørte.
Andre løbere kommer imod mig og jeg bliver halet tilbage til virkeligheden. Jeg løber 10 kilometer løb i ørkenen, og nu skal jeg tilbage til start og få sidste runde overstået. På vej ud på runde to mærker jeg for alvor trætheden. Jeg løber forkert til trods for at ruten er såre simpel. Jeg bander af mig selv, finder tilbage til den korrekte vej og runder endnu en gang klippefremspringet. Da jeg kigger over mod indvindingsværket, kan jeg se et stort åbent hul i jorden, et hul hvor helvedes flammer slikker op som sultne dæmoner. Lyden må have været en del af den daglige drift, og for borebisserne det mest naturlige i verden. Mit hoved har stadig svært ved at tro, at en så forfærdelig grum lyd kan komme fra en daglig drift af en naturgas-indvinding. Jeg tænker at det må være naturens skrig imod menneskehedens udnyttelse.
Jeg ligger solidt i front blandt kvinderne og lader mit tempo falde. Mit hoved gør ondt og min mave føles som en indtørret svamp. Jeg løber resten af løbet uden at tænke, og først da jeg runder krateret for sidste gang sætter jeg lidt fart på, giver highfive til én af deltagerne der valgte ikke at løbe, og løber over den optrukne streg i sandet der markerer mål. Jeg får kram af de to hurtige mænd inden jeg flygter ud i ørkenen for at komme på afstand. De skal ikke høre, at den smule vand jeg drak inden løbet må op igen.
Et par kopper cola senere er alt godt igen. De sidste løbere heppes i mål, der tages billeder og medalje- overrækkelsen forestås foran krateret. Solen er på vej ned og ørkenens kulde begynder for alvor at bide. Vi kravler over en stor sandklit og kommer op til en camp, hvor den står på fællesspisning mens mørket langsomt indtager ørkenen. Det er planen at vi skal tilbage til krateret og se hvordan det tager sig ud når alt er mørk.
Vi kravler op på sandklitten for at komme tilbage til krateret igen, og nu giver det hele mening. Det er et voldsom dramatisk syn der mødes os for bunden af sandklitten. Flammende orange tunger der strækker sig op mod stjernehimlen over os. Det er uden tvivl porten til helvede der har åbnet sig, og nu forstår jeg hvorfor folk taler om Gates of Hell i Turkmenistan
Jeg bliver mødt at varmen fra krateret, og står længe nærmest paralyseret og stirrer ind i det brændende hav under mig. Det her er hele turen værd, selv de fire timers kørsel tilbage til Asgabat med hovedet ud ad vinduet. 😆
