Allan står og venter på mig, da jeg søndag morgen kl. 10 rammer den lille nordjyske by Mou der ligger tæt på Limfjorden. Han ser skarp ud, og spørger grinende om jeg vil med en tur i mosen. Mou befinder sig en spytklat fra det unikke naturområde Lille Vildmose, og forude venter 16 umådelig lækre kilometer i skoene. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg ikke have den mindste anelse. Allan har uhelbredelig prostatakræft.
Allan startede med at løbe tilbage i 2006. Som så mange andre snørede han løbeskoene fordi vægten var begyndt at gå i de højder, han ikke fandt flatterende, og ansporet af et par kammerater blev løb værktøjet til at smide de genstridige kilo på sidebenene. Én af kammeraterne havde løbet et maraton, det lød sejt og Allan satte sig målet om at løbe den ikoniske distance inden han rundede de 40 år. I 2007 kom marathon nr. 1 i kassen, og jagten på bedre tider blandet med ubetinget løbeglæde sendte den gæve nordjyde ud på 7 marathons inden han i 2008 mærkede en dyb smerte i knæet, en smerte der skulle vise sig at tvinge Allan ud af løbeskoene i godt 2 år. Et hul i brusken betød operation, og efterfølgende mange måneder på krykker ude af stand til at løbe. Genoptræningen var hård, smerterne ville ikke rigtig fortage sig, og løb blev en fjernere og fjernere drøm.
I 2010 var der stadig ingen bedring mht. løb, og Allan besluttede sig for at få lavet en løbestilsanalyse hos en fys. Der var hos fyssen han opdagede at man kunne træne på et knæhold hvor træningen var fokuseret på muskler omkring skaden i stedet for at træne selve arnestedet. Træningen gav bonus, pludselig var løb en mulighed igen, og efter tre års pause fra officielle løb, stod Allan klar til hans første halvmarathon siden skaden sendte ham ud af spillet. Knæet holdt, det samme gjorde Allan der dog måtte kaste op i mål efter at have givet sig til det yderste. Det betød intet, Allan var tilbage i løbeskoene, og da angsten for det første marathon efter skaden blev gjort til skamme, eksploderede løbeglæden i en rus af runners High og endorfiner. Allen blev en vaskeægte løbetosse der løb marathons i tide og utide. Tiderne blev bedre og bedre, og alt kørte på skinner.
Og så en dag, til løbefest og marathon i Års i 2015 var energien helt væk. Marathon måtte laves om til halvmarathon, og den manglende energi kombineret med utallige natlige ture til toilettet for at lade vandet, fik Allan til at gå til lægen. Noget var ikke som det skulle være. Lægen fik taget prøver – og Allan røg videre ind til yderligere prøver – prøver så ubehagelige og grænseoverskridende, toppet af en biopsi. En biopsi bestående af 10 indre bistik, alle med den lidet nektar ”kræft” som resultat.
Allan stod nu midt i 40’erne, og gik fra at være løbetosse til pludselig at skulle forholde sig til en diagnose der lød på uhelbredelig prostatakræft. En sygdom som normalt forbindes med ældre mænd, men som af ukendte årsager rammer flere og flere yngre mænd. ”Efter prøverne viste at der var kræft overalt i min prostata, holdt lægerne råd for at vurdere hvad der skulle ske med mig. Halvdelen af længerne mente at min sygdom var så fremskreden at der ikke være noget at gøre, den anden halvdel anført af lægen der havde udført biopsien, mente at de skulle gøre et forsøg og tilbyde kemo eller operation. ”Min” læge stod fast, og jeg fik valget. Havde det ikke været udfaldet, ville jeg nok ikke havde været i live den dag i dag” konstaterer Allan, da vi rammer indgangen til Lille Vildmose. Det lyder vanvittigt, som et spil på rød eller sort på et skummelt kasino i spillebyen over dem alle.
Allan rådførte sig med konen Lise, og valgte operationen. Tanken om at få skidtet opereret ud, virkede som eneste reel mulighed, og kort tid efter lå Allan under kniven og fik fjernet, ja stort set alt indmad i de nedre regioner. Operationen var hård, og livet som nyudklækket kræftpatient krævede hjælp til stort set alt og dermed en ubetinget tilsidesættelse af al den blufærdighed, man har som voksent menneske. 14. dage efter operationen, stod den på daglige indsprøjtninger for at forebygge blodpropper, og da Allan, som hadede nåle (nu er han, efter 5 år som kræftpatioen, ligesom kommet ud over den fobi) ikke selv kunne, trådte hans dengang 18-årige datter til, og fandt metoder til at gøre de daglige indsprøjtninger så skånsomme for farmand som overhovedet muligt.
”Hvordan tager man så stor en forandring ind. Hvordan pokker kan man nå at rumme og konsumere den virkelighed der pludselig vender 180 grader i forhold til alt man ellers har kendt?” Spørger jeg Allan. Vi er løbet ind til et af fugletårnene i Lille Vildmosen, og står nu øverst og spejder ud over den helt fantastiske natur der trods efterår, er fuldstændig bjergtagende. ”Det kan man ikke rigtigt” svarer Allan. ”Det hele gik så stærkt, og pludselig var jeg hjemme efter operationen og skulle omstille mig til at være uhelbredeligt syg. Det kan man ikke. Det er noget man langsomt tager ind mellem de begrænsninger der kommer i hverdagen, med de piller man pludselig skal spise dagligt, og med de snakke jeg havde med både psykolog og læge.”
At Allans ord er sande, viser sig i hans gerninger. Små 7 uger efter operationen står han på startstregen til Hamborg Marathon. Startnummeret var i hus inden sygdommen kom væltende ind i Allans liv, og selv ikke en forfærdelig optakt med længste løbetur på små 9 kilometer, kunne ændre ved beslutningen. Det var en nødvendighed at stille op, og det var en nødvendighed at gennemføre. Selvom han rejste til Hamborg med venner, ville han løbe løbet alene. Det var hans egen kamp. En kamp i trods mod de ting han havde været udsat for i månederne før løbet. Det var hans måde at føle, at han stadig var løberen Allan – og meget mere end en kræftsyg mand.
Løbet gik over al forventning. Efter en forskrækkelse i starten af løbet hvor Allan besvimede, og fandt sig selv omgivet at tyskere der ville hjælpe, fik han kæmpet sig op på benene igen, og løb afsted med et hoved der dikterede slaget gang. Et hoved der koblede kroppen fra, og besluttede sig for at løbe som om alt var som det plejede. Allan gennemførte i en helt vanvittig tid på 4 timer og 10 minutter. En tid der næsten er lige så uforståelig som overnaturlige hændelser, taget i betragtning af det forløb der gik forud for løbet i Hamborg.
Hjemvendt fik Allan uendelig meget skæld ud af konen. Det er i den grad forståeligt. En uhelbredelig sygdom rammer hele familien, og ligesom Allan, skulle familien også lære at leve med den nye virkelighed. At far og ægtemanden er uhelbredelig syg, at al behandling udelukkende er orienteret omkring at holde sygdommen i dvale, at der den dag i dag ingen kur findes. Det har sidenhen krævet mange snakke og mange kompromisser.
Ganske langsomt indfandt hverdagen sig igen. Sådan er det. Det er næsten ligegyldigt hvad der sker, så har hverdagen det med at vende retur og tage fokus fra store forandringer. Allan begyndte at arbejde igen, og fortsatte med at løbe så meget som kroppen nu kunne være med. Han fortsatte Marathon-stimen og begyndte langsomt men sikkert at stile mod de 100 marathons. Marathon nr. 100 blev noteret på bogen 3 år sygdommen ramte, i 2018 til en kæmpe løbefest i Mou.
Ligesom løbefællesskabet fandt Allan også et unikt fællesskab med andre i samme båd på Facebook, hvor gruppen de unge prostata-drenge (man er ung når man er < 60 år gammel i prostatakræft-termer) deler alt omkring deres sygdom, tanker og daglige udfordringer. De er i dag ca. 150 i gruppen. Og da jeg spørger om Allan har mistet venner undervejs, fortæller han om hvordan han tog til begravelse i København og sagde farvel til én af de to gode venner der har måtte opgive kampen mod kræften. ”Det var godt nok hårdt” fortæller Allan, og lige der, får jeg selv en klump i maven. Det er så urimeligt, at en så fantastisk løbeven står der og fortæller så åbent og ærligt om et liv, der på mange måder ligner det det var, og så alligevel er så uendelig langt fra det, der var normalen da vi tossede rundt til marathons weekend efter weekend.
Det er nu over fem år siden Allan fik dommen. Løbetiderne bliver langsommere og langsommere år for år. Det er et præmis Allan må leve med. Han har smidt løbeuret og løber på ren fornemmelse for hvad kroppen kan præstere. Nogen dage går det rigtig godt, andre dage bliver det blot til få kilometer før kroppen siger fra. Det er ligegyldigt. Det eneste der betyder noget, er at han løber.
Allan har oplevet at hans tal – tallet der afslører hvor meget kræften har fat i kroppen på et tidspunkt var så lavt, at han begyndte at tro at løb måske var med til at helbrede, og at et liv uden de daglige piller var indenfor rækkevidde. Det var et falsk håb, en Disney drøm der ikke passer ind i virkelighedens verden hvor prostatakræft er uhelbredeligt. Og drømmen blev da også slukket da tallet steg igen. Nu er løb i stedet blevet symbolet på kampen mod kræften. ”Jeg er løber for livet” siger Allan, og tilføjer ”altså i dobbelt forstand”
Allan har fra begyndelsen været meget åben og ærlig omkring hans sygdom. Han deler op- og nedture på de sociale medier, mest af alt for egen vinding. Det hjælper at skrive tanker ned og få luft for de bekymringer, frustrationer og tilsvarende gode dage der er en del af pakken. Og således kan man på Allans Facebookside finde malende beskrivelser af de op- og nedture der følger et liv som uhelbredelig syg. ”Nogle gange har jeg måske 2 gode måneder, og så ryger jeg pludselig ned i et sort hul i 6 uger, uden noget varsel overhovedet. De kommer i bølger, nedturene, og der er intet jeg kan gøre for at stoppe det. Jeg har lært, at når de kommer skal jeg skrue ned for alt, selv løb, og give krop og hoved mest mulig ro. Det kan godt være rigtigt hårdt for dem omkring mig, og jeg ville ønske jeg kunne ændre på det. Det kan jeg bare ikke” fortæller Allan.
I sensommeren sagde han jobbet som halinspektør op. Efter 5 år går det ikke længere. Medicinen gør, at Allan ikke længere kan holde koncentration og fokus på alt for mange bolde i luften på én gang. Det var endnu et nederlag der skulle sluges, og en hverdag med besøg i jobcenter og pseudo-ansøgninger til virksomheder, udelukkende for at sikre at familiens økonomi kunne løbe rundt. Det kostede på humøret, og det kostede i den grad på selvtilliden. Følelsen af ikke at kunne præstere noget overvandt Allan, og sorte tanker om ikke at være i stand til noget som helst væltede Allan omkuld. Atter engang greb Allan til det våben han mestrer bedst. Han besluttede sig for at løbe ultraløb sammen med en ven.
De to venner stod klar til start og til at løbe 65 kilometer fra Silkeborg til Horsens en helt almindelig grå novemberdag i det herrens år 2020. ”Jeg havde en helt forfærdelig uge op til løbet, og så gik det bare så vildt godt alligevel. Jeg har ellers altid sagt, da jeg endelig kom tilbage i løbeskoene efter min knæskade, at jeg aldrig ville løbe ultraløb. Jeg ville ikke misbruge kilometer, og ville være tilfreds med de 42, 2 kilometer. Men da jeg røg ned i det dybeste hul efter min afsked med mit arbejdsliv, havde jeg bare så meget brug for en sejr. Den fandt jeg i den grad da jeg ramte Horsens efter 65 kilometer ren nydelsesløb. Det var den vildeste oplevelse, og jeg følte mig i den grad som et helt almindeligt menneske. Et menneske som kan fuldføre noget” fortæller Allan.
Ud over ultraløb har Allan også opdaget en anden ny passion. En passion os der kender Allan, på ingen måde havde set komme. Rock-elskeren er simpelt hen gået hen og blevet forfalden til musicals. Det begyndte som en ting han ville gøre, for at støtte konen og give lidt tilbage for al den hjælp og opbakning hun så gavmildt har delt ud af under hele sygdomsforløbet – nu er det én af de oplevelser han selv sætter virkelig stor pris på.
Vi nærmer os Mou igen, efter 16 kilometers uafbrudt snak. Allan er et fantastisk menneske, så rar og så uendelig hyggelig at tilbringe en løbetur sammen med. Jeg spørger ham hvad han drømmer om, og han svarer nøgternt at han selvfølgelig drømmer om, at der en dag dukker en mirakelkur op der kan helbrede prostatakræft. Og så drømmer han om at kunne rejse til USA med familien han elsker højere end noget andet, og køre rundt og se landet i en autocamper i en længere periode. ”Det vil jeg virkelig gerne” fortæller Allan. ”Det er bare ikke rigtigt muligt pga. økonomien”
Vi er tilbage ved familiens hus. 1½ time er fløjet afsted, som tiden har det med at gøre, når man er i super godt selskab. Allan runder af – ”Jeg syntes ikke selv jeg er sej, og jeg tager det ikke rigtig til mig, når folk skriver jeg er sej. Jeg gør jo bare det, der giver mening for mig. Jeg løber fordi jeg elsker det, jeg løber fordi det giver mig følelsen af frihed og masser af naturoplevelser, og fordi det hjælper mig til at få små heller fra sygdommen. Og målet lige p.t. ”Jeg mangler kun 9 marathons, så har jeg gennemført 142 marathons i alt – 100 af dem med kræft i kroppen. Det vil være et fedt mål at nå, og jeg tror faktisk ikke der er andre danske prostatakræft-patienter der har formået det” griner Allan og afslører at man kan putte kræft ind i en løbetosse, men man kan aldrig tage lysten til at jagte nye mål og slide løbesko i forsøget, ud af en løbetosse.
Allan er en fighter, og selvom han indimellem hader alt omkring hans sygdom og ordet kræft, så kæmper han videre for alt det gode han har omkring sig. Familie, venner og løbevenner.
