Jeg vågnede alt alt for tidligt i morgens, så tidligt at verden stadig snorkede omkring mig, og selv det ellers altid årvågne stankelben der huserer min datters værelse, lå med lukkede øjne og drømte om sprøde lækre fluer.
Udenfor var min lille verden blevet kridhvid i løbet af natten, og overalt lå puder af blød sne. Jeg stod længe og kiggede ud på det eventyragtige landskab med en kop kaffe i hånden. Så smukt og så uendelig stille. Der var kun én ting at gøre. Jeg sprang ud på badeværelset i en supermand-omklædning, og vupti stod jeg foran vores hoveddør i løbetøj, klar til et erobre den nye verden.
Min plan var egentlig at lunte en lille tur a la 5-7 km. og runde bageren på vej tilbage. Jeg var så tidligt ude at der stort set ikke var et eneste andet menneske i miles omkring, og ingen havde endnu nået at skovle sne. Hvert skridt var et fodprint ned i den bløde nyfaldne sne. Jeg begyndte at smile ubevidst, jeg kunne slet ikke lade være. Jeg flød langsomt afsted igennem de ca. 10 cm sne i den stille stille verden.
Langsomt vågnede verden op omkring mig. Der kom op til flere ”sneskovlere” på fortovene og alle hilste med et stort smil og et ”godmorgen” da jeg tøffede fordi. Tiden holdt op med at eksistere. Jeg kiggede ikke på uret en eneste gang, løb bare stille og roligt gennem byen og nød hvordan helt andre muskler end de vanlige, begyndte at arbejde for at forcere dyb sne og sjap.
En anden løber kom imod mig, hun havde samme smil i hovedet og vi hilste grinende på hinanden. Vi havde begge fundet et lille stykke med magi i den hvide morgen. Jeg begyndte helt ubevidst at nynne og lod stroferne fra en gammel yndlingssang fylde min hjerne. Det var ikke noget jeg tænkte over, det skete bare.
Da jeg endelig nåede til bageren var der gået 1½ time, og jeg havde nærmest ikke ænset andet den rolige bevægelse, den hvide verden og hvor meget løb i dag føltes som en leg, præcis som i min barndom på villakvarterets gader i Hirtshals. Min krop var i perfekt balance, og med et lunt franskbrød under armen luntede jeg hjem til familien. Jeg sang da jeg kom ind af døren og en følelse af dyb ro fyldte min krop. Nogen gange skal man bare følge sine instinkter og lade sig flyde med i nuet. Pyt med tid, distance og tempo. Nogen gange er løb bare åndehullet der får en dybfyldt glæde blandet med livsnydelse til at boble i blodbanerne.
Rigtig dejlig weekend til jer alle. 😀