Inden jeg for alvor dykker ned i rejsebeskrivelse og løbsberetning fra Svalbard vil jeg lige starte ud med svar på det spørgsmål som du kære læser sikker brænder som en varm kakkelovn for at stille. ”Så I isbjørne på Svalbart”. Svaret er – Nej, det gjorde vi ikke. 😊 Men vi så masser af rensdyr som julemanden havde givet ferie her i sommertiden, og sørme også et par polarræve med deres smukke hvide haler. Så nu kan du med ro i sindet læse videre 😀
Det har været et anderledes forår for mig i år. Jeg har været plaget af skader og stress, det første er jeg ganske sikker på har været en direkte afledt effekt af det andet. Og for kun lidt over en uge siden løb jeg det første marathon i år, et socialt løb hvor vi i samlet flok løb ned efter Jyllands nok bedste softice til prisen ved Vebbestrup Mejeri. Det gik heldigvis fint, min forhåbentlig snart forhenværende skade – en mystisk skade i venstre fod – stod distancen og kvitterede med blot en lille hævning dagen efter. Jeg tog det som en ready-to-go, et grønt lys til at hoppe på flyveren i Billund tidlig torsdag morgen sammen med 6 andre yderst rutinerede marathonløbere. Vi satte næsen mod i første omgang Oslo, og siden videre til Longyearbyen på Svalbard.
Svalbard er Norges nordligste ø-gruppe beliggende på 78 grader nord i Nord-ishavet, ca. på højde med det nordlige Grønland. Den største ø hedder Spitsbergen og her ligger Longyearbyen som er Svalbards administrationsby. Longyearbyen er en af verdens nordligste bosætninger, og jeg havde hjemmefra pakket både vinterløbetights, skijakke og de varme skisokker. (Jeg fik aldrig brug for Skijakken og de varme skisokker) 😊. En anden ting jeg fik brug for, og som jeg flere gange klappede mig selv på skulderen over at have husket, var en sovemaske (Du ved, dem der man nogle gange bruger på lange flyture). I Svalbard er der midnatssol fra midt april til midt august, og det hjalp gevaldig på nattesøvnen at kunne blænde øjnene og snyde mig til en mørk nat.
Vi landede i den fine lille lufthavn i Longyearbyen torsdag eftermiddag og blev fragtet op til vores overnatningssted Coal miners Cabin. Coal miners Cabin er et stykke kulturarv hvor man bor i selvsamme bygninger som kulminearbejderne oprindeligt boede i, nu lavet om til små tomandsværelser med bad og toilet på gangen + køkkenfaciliteter og opholdsstuer. Min 6 mandlige rejsevenner blev placeret i ”skur nr. 3” mens jeg – præcis som i de gode gamle minedrift-dage, blev placeret i den der var tilegnet kvinder, og som var placeret lidt på afstand af de andre, for at kulminearbejderne ikke blev fristet i utide. Værelset var lille, men fint og meget autentisk.
Vi skulle løbe marathon lørdag, og benyttede derfor resten af torsdagen til at få afhentet startnumre ved hallen (Longyearbyen har ca. 2500 indbyggere, og de har den fineste hal med både motionsrum og svømmelhal), og til at få set lidt af byen. Vi havde vores egen private guide med på turen. Vores guide Bjarne, en yderst berejst herre fra Hals, havde været på Nordlystur tilbage i januar hvor mørket lå som en dyne over byen døgnet rundt. Og han øste gavmildt ud af al den viden han havde samlet op, mens han med sikker hånd viste os Longyearbyen.
Fredag var det tid til sightseeing. Vi havde alle hjemmefra valgt og booket forskellige ture der tog os rundt i området både geografisk og kulturmæssigt. Nogle var på sejltur ud for at se hvor russerne havde forsøgt sig med minedrift og ikke mindst at hilse på hvalrosser, sæler og hvaler. Andre var en tur i en gammel mine og snuste til livet som minearbejder. Jeg selv var på hundeslædetur med vogn på hjul i stedet for slæden, og efterfølgende på MBT tur rundt i byen sammen med en guide der fortalte os alt om historien bag Longyearbyen (som i øvrigt har fået sit navn efter den amerikaner der tilbage i tiden grundlagde byen og startede minedrift i området tilbage i 1906).
Jeg sluttede dagen af sammen med min rejsemakker Vagn med en tur på det lille meget anbefalelsesværdige museum, og lærte om Pingoér og permafrost. Det var virkelig en spændende og god dag. Og mens dagens anekdoter blev udvekslet over et monster skål pasta med tilhørende Svalbard øl (Og ikke mindst hvalros carpaccio – DET smager bare sindssygt godt), stillede vi alle mentalt ind på det monster af et marathon vi skulle løbe næste morgen. Vejrudsigten fortalte os at det lækre stille solskinsvejr med ca. 14-15 grader vi havde været beriget med indtil da, ville skifte til en blandet pose regn, kulde og BLÆSEVEJR (altså virkelig meget vind).
Maratondag den 4. Juni
Næste morgen var vejret som lovet skiftet til det værre. Vinden var brutal og regnen piskede ind i vores hoveder da vi i samlet flok stred os ned til hallen og startområdet. Vi var ca. 200 til start på marathon, en blanding af nationaliteter samlet fra hele verden.
Starten gik præcis kl. 10 og vi løb ud på en rute der skulle klares 2 gange. En rute der startede med løb rundt i byen (som ikke på nogen måde er fladt skal jeg lige hilse og sige 😊). Den kravlede op mod vores Cabin, vendte rundt og forkælede os med et nedløb ned mod vandet, for derefter at kravle op i byen igen – og atter løbe ned mod vandet. Det var den lettere del af løbet. Herefter kom balladen. Med vinden direkte i fjæset skulle vi nu løbe ud og runde et punkt ved drikkevandssøen (Info: I Longyearbyen får man drikkevand fra en sø som fødes af smeltevandet. Vandet renses og koges inden det sendes ud i hanerne til byens beboere og alle turisterne 😊). En tur på tja, ca. 3,5 kilometer ud. Det var vildt. Vinden var hård, men det var ingenting i forhold til de vindstød som med jævne mellemrum fik os løbere til nærmest at løbe på stedet. Hold nu op for en udfordring. Jeg forsøgte at holde humøret oppe ved at synge ”Veeeesterhav, kom nu og blæs mig omkuld” – og jeg skal da love for at det gode fjordvand i Adventsfjorden hørte efter.
Ved vendepunktet gav jeg de to officials kæmpe highfives, vendte rundt og fik vinger. Lige så brutalt det var at løbe ud til vendepunktet, lige så fantastisk var det at blive skudt tilbage mod byen med vinden kærligt omfavnede kroppen. Jeg elskede det – og da jeg mødte Bjarne og Vagn som løb imod mig, rakte jeg hænderne ud til high fives og skrålede ”seeee – jeg flyver”.
Vi fik lov til at flyve forbi byen og videre ud mod lufthavnen, inden vi ramte det modsatte vendepunkt og fik snuden i vinden igen og begav os op ad STIGNINGEN. Stigningen var en tur op ad en grusvej og op mod den gamle Tovbanecentralen som var samlingspunktet for al kul fra de forskellige miner i byen. Stigningen i sig selv var slem nok, men med vinden som en arrig boksemodstander var det nærmest umuligt. Jeg løb og løb og løb, og rokkede mig kun lige knapt nok til at eventuelle tilskuer ville sige – Se hun løber. (Der var ingen. Ingen havde tænkt at det ville være fedt at stå og heppe oppe i djævlens vindfelt :D)
Nøj det var hårdt. Jeg var ca. halvvejs oppe da en sød norsk fyr løb op på siden af mig og forsøgte at give mig læ. Vanvittigt sødt gjort (og hold da op hvor må jeg have set sølle ud). Problemet var bare at vinden kastede sig rundt efter forgodtbefindende og ligesom jeg fandt lidt læ bag hans bredskuldrede ryg, fik jeg snart efter et jaloux skub af vinden så jeg røg væk fra min læ-velgører. Det gik ikke, det var alt for svært at veksle mellem lidt læ og ingen læ – og jeg måtte sige pænt ”takk” (på dansker-norsk) og lade mig falde tilbage.
På toppen af stigningen fik vi et lille nedløb, men vinden var så brutal at nedløbet i virkeligheden føltes som en mur man skulle forcere. Det var først da vi kom ned på ruten tilbage mod hallen (samme som vi løb nedad i starten) at ens fødder igen kunne bevæge sig i et mere reelt løbetempo. Jeg tror jeg lå 3ér blandt damerne da jeg nåede toppen. Men på vej hen over muren aka nedløbet, knækkede hende der lå foran mig sammen med mavekrampe og opkast. Jeg stoppede op og holdt om hende mens jeg forsøgte at få hende ned til en vejviser. Nøj hun var færdig, helt sikkert en direkte indikation af, at hun havde tabt kampen til vinden på stigningen og havde presset sig selv ud over grænsen. Jeg så hende i øvrigt ikke mere i løbet. Tror hun endte med at gå tilbage til start og måske udgå?
Jeg løb ind til start/målområdet og løb ud på 2. runde mens jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at mine lidt trætte ben da ville elske endnu en dans med vinden. Da jeg stoppede for at hjælpe pigen foran, var hende der lå bag mig nået op, og sammen løb vi ud på anden runde. Hun var fra Albanien og var ligesom jeg kommet for at løbe i det smukke nordnorske landskab. Min albanske medløber havde lidt mere power i benene end mig og forsvandt stille og roligt ud foran mig. Det var ok. Jeg var ikke kommet for at dyste om placeringer, jeg var kommet for at løbe et fedt marathon og få en konfirmering af at min tid som skadet løber er historie.
På vej ud af byen og ud på endnu en omgang slåskamp mod vinden på vejen ud mod drikkevandssøen, løb min albanske konkurrent ind blandt nogle bygninger sikkert for at lave et lille toiletstop (der var kun et toilet til gængeligt på ruten, så man måtte være kreativ hvis den trang kom over én). Og pludselig lå jeg nr. 2 da jeg begav mig ind i vindtunnellen ud mod søen. Det gav lidt blod på tanden. Trods min forsøg på at overbevise mig selv om, at det ikke betød en rygende isbjørn om jeg fik en placering eller ej, så kom der alligevel en lille fightersmølf op i mig. Hun skulle dælme ikke overhale mig én gang til.
På anden runde fik vi selskab af halvmarathonløberne, og ruten var nu befolket med løbere. Det var hyggeligt og gav masser af god energi i feltet. Masser af smil, hilsner og tommel op – alle var i samme kamp mod vinden, og den der opbakning man mærker når masser af løbere sammen udkæmper store brave kampe, er fuldstændig outstanding. Om det var det, eller om det vitterlig var vinden der havde opgivet de værste forsøg på at stoppe os løbere ved jeg ikke, men det føltes ikke helt så slemt at runde vendepunktet ved søen for anden gang. Til gængæld var flyveturen tilbage til vendepunktet på vej ud til lufthavnen heller ikke helt så festlig som første gang.
Man starter på den sidste stigning ved ca. 37 km. Man tænker sølle 5 km, det skal jeg nok klare. Og så løber man op på grusvejen, møder vinden der har besluttet sig for en sidste brutal slåskamp og BUM, så dør man langsomt. For første gang i løbet måtte jeg ned og gå lidt, dels for at samle nye kræfter, men også for at overbevise mig selv om, at jeg ikke var ved at blive dårlig. Jeg havde en vildt underlig fornemmelse i hovedet. Mine øjne var tørre, men alligevel våde og mit hoved var ja nærmest svimmel. Det er svært at beskrive. Men vinden på vej til toppen, sammen med den ekstrem tørre luft der er på Svalbard, fik mig på én eller anden måde til at føle mig nærmest højdesyg. Jeg hørte flere af de andre danskere fortælle at de havde haft samme oplevelse, måske er det blot en reaktion på mange times hård blæst i hovedet.
Jeg havde vitterlig ikke mere i benene da jeg langt om længe nåede toppen, og jeg kan kun huske at jeg følte det som om jeg stavrede tilbage mod mål mens jeg håbede at det var nok til at holde min albanske løbekonkurrent bag mig. Den manglende træning pga. skader og den hårde rute gjorde det ikke let for mig, og da jeg endelig løb i mål, var jeg så træt at jeg bukkede sammen og knapt registrerede at en medalje røg om halsen på mig. NØJ jeg var færdig. Heldigvis var der lækker saftevand og æbler m.m. i målområdet og stille og rolig blev jeg gode gamle Heidi igen.
Jeg endte som nr. 2 dame og fik lov til at deltage i en blomstercermoni hvor nr. 1,2 og 3 flankeret af de sødeste blomsterpiger i nationaldragter blev hyldet ved startstregen. Og lige der – med en buket blomster i hånden rakt op i sejrsrus, var jeg den mest stolte og glade løber i Longyearbyen. Det var ikke så meget det, at jeg havde fået en 2. plads – eller jo, det var jeg selvfølgelig glad og stolt over selvom min tid ikke var sønderligt prangende, men det var lige så meget det faktum, at jeg efter et par års stilstand nu igen løb marathon i udlandet sammen med så mange andre fantastiske løbere, og at vi alle, en for en havde kæmpet og vundet kampen mod naturkræfterne. Kors hvor jeg dog elsker at være løber.
Alle mine 6 rejsekammerater kom godt i mål. Og med øl og varme panini kunne vi fejre at Steen havde løbet marathon nr. 500, at sejeste Alex på 70+ år havde vundet hans Age Group (det fandt han først ud at til cermonifesten om aften og han blev så overrasket og stolt at det var helt rørende), at vi tilsammen havde løbet i alt præcis 3000 marathons og at vi alle nu sad med den fineste isbjørn-medalje om halsen.
Aftenen sluttede af med en lille cocktailfest på byens bar Svalbar (hæ hæ – fedt navn ikk’) og her kommer endnu en anbefaling. Hvis du nogensinde får mulighed for at bestille en Anakin Skywalker Cocktail så gør det. Det er en klasse-cocktail. :D. Og næste morgen kunne vi vende snuden mod det flade Danmark igen fyldt op af løbevenskaber og fantastiske oplevelser.
Spitsbergen Marathon er virkelig en anbefaling værd, især hvis man er til rå kulmineby, midnatssol og vilde naturoplevelser. Det er vildt godt arrangeret, ruten er virkelig fed (og udfordrende) og der er mulighed for at løbe både hel- halv og 10 km. Ville jeg gøre det igen – JA absolut. 😊 Så vil jeg ikke lige vælge at løbe i vintertights, det var lidt i overkanten. 😀