Vækkeuret ringede kl. 03.30, jeg lod mig rulle ud af sengen og begyndte straks at iføre mig næste løbesæt, der lå klar på gulvet. Det var blevet til 3½ times yderst urolig søvn. Jeg var ængstelig over hvordan kroppen ville reagere på at skulle præstere så hurtigt igen, blandet med angsten for at sove over og misse et løb. Marathon nr. 2 på turen ventede forude.

Canadieren Karen, min roomie på turen, var i gang med samme rutine som mig, og i stilhed gik vi rundt i lokalet, og gjorde det vi nu engang havde for vane inden et marathon. Karen har tidligere løbet masse af challenges hvor man løber mange dage i træk, og hun var tydeligvis meget mere velforberedt end jeg var. Hun havde medbragt små poser med havregryn der blot skulle tilsættes vand for at blive til en nærende omgang kulhydrat til dagens løb. Da hun gik ned for at hente vand, bad jeg hende tage den pose morgenmad med, som vi var blevet stillet i udsigt. Hotellet ville sørge for, at der var lidt morgenmad til os løbere, inden vi kl. 04:30 blev hentet og kørt til startstedet.

Karen kom tomhændet tilbage. ”Der står kun nogle små muffins, jeg vidste ikke om du ville have sådan én”. I mit stille sind ærgrede jeg mig. Vi er løbere, vi skulle løbe marathon for 2. gang indenfor 22 timer, alt hvad der overhovedet lugtede af kalorier, skulle bare indenbords. Jeg takkede for oplysningen, gjorde mig færdig og dappede ned i hotellets lobby, hvor der ganske rigtig var lidt kaffe og muffins på størrelse med de helt små flødeboller man kan købe i gode gamle DK. Jeg spiste en mundfuld og mens løbere samlede sig omkring mig, klar til afgang, indstillede jeg mig på at løbe mit første marathon uden egentlig mad i kroppen.

Bussen kom præcis til tiden, og vi blev i mørke fragtet de ca. 5 km. ud til starten. Ruten var en runde omkring en sø i en park på 1 miles. 26 runder og vi havde fuldført marathon nr. 2. Vejrudsigten havde lovet regnvejr, noget jeg egentlig var ganske tilfreds med, da jeg ikke er nogen speciel god løber i alt for varmt vejr. Hvad der ikke havde været på tale i vejrudsigten, var den kakofoni af lyn og torden, der oplyste den mørke sovende by på vores vej ud mod startstedet.

Ud af bussen, få taget billede, line up, tælle ned, start… Mine ben begyndte at løbe af sig selv. Hovedet var ikke helt med endnu, men kroppen vidste hvad der var i gære og den fik pr. automatik startet op i maskinrummet. Jeg løb første runde sammen med Vagn, noget der ikke kun var enormt praktisk da vi så var to til at regne ruterne ud, men også noget der var utroligt hyggeligt og komfortabelt for en nybegynder som mig, udi kunsten at løbe mange marathons i træk.

”Det er bare i starten, indtil dine muskler er varme igen, så går ømheden over” sagde mester Vagn mens vi rundede depotet og tikkede 1. runde af. Omkring os i mørket serverede moder natur et festfyrværkeri af lyn, og mens jeg gav mester Vagn ret, tænkte jeg bekymret om man overhovedet måtte løbe når det lynede og tordnede lige over hovedet på én. ”No problem” sagde de to lokale fyre fra løbeklubben, der uden kny var stået møgtidligt op for at hjælpe en flok internationale tosser på deres marathon-rejse. De mente ikke der var det mindste problem i at løbe under tordengudens raseri.

Min strategi var som dagen før, at lave tælle-lege og snyde hjernen til at tro, det var én stor leg. 1 runde blev til 5, og jeg løb alene rundt da det vildeste lyn flængede himlen og et brag af dimensioner umiddelbart efter rystede jorden under mine fødder. Jeg skreg og rullede ubevidst sammen i kroppen som en krøbling. ”DET var fa… for meget”, udbrød til min usynlige samtalepartner. ”Det her vil jeg ikke være med til, det er for vildt”. Alligevel fortsatte jeg rundt… Hvad andet kunne jeg gøre?  Jeg bad i mit stille sind en vis herre i det høje om at spare mit liv. Jeg var bestemt ikke klar til at stille løbeskoene på et rundeløb i den argentinske hovedstad.

Kort efter væltede regnen ned og dannede små syndfloder på løberuten. Vi kæmpede os gennem de vildeste vandpytter, våde som hunde, mens vi fortsatte rundt og rundt og rundt. Jeg var efterhånden nået til runde 13, og smilede ved mig selv over at jeg var kommet sikkert gennem labyrinten af lyn, og at dagslyset førte lokale morgenløbere med sig. Tænk, at vi var i færd med at løbe marathon 26 gange rundt om søen, mens livet gik videre præcis som det plejede. De morgenløbere, der normalt løb rundt i området i den tidlige morgenstund, rystede let på hovedet og anerkendte vores udfordring med et wauw, mens de gennemførte dagens program inden job.

Jeg var halvvejs, og runde 14 kom i bogen da der begyndte at ske en nedsmeltning i mit indre kernekraftværk. Sulten begyndte at genere mig, og de appelsiner der var i depotet – som for øvrigt smagte fuldstændigt forrygende, var på ingen måde nok til at tilfredsstille min brummende mavesæk. Jeg prøvede med en gel blandet med energidrik. Det gav et par runders fred, men stillede ikke hunden i maven tilfreds.

Omkring runde 16 begyndte jeg for første gang at lave små gå-stop. Hovedet var tomt, der var ingen aktivitet overhovedet – og kroppen kørte på autopilot. Løbe – gå – spise en appelsinbåd – løbe – gå – løbe – gå – spise en appelsinbåd og drikke lidt vand. Gå-pauserne blev flere og flere. Ryggen begyndte at brokke sig, maven skreg på mad, hovedet var en tom skal. Jeg blev til et gespenst der uden sjæl bevægede sig rundt og rundt.

På et tidspunkt kom mester Vagn op til mig, og selvom jeg var én runde foran ham – og han nu havde en unik mulighed for at indhente mig og vinde dagens løb, blev han ved min side. Han gik når jeg gik, løb når mine fudser formåede at løbe lidt, og fulgte med i depot når det var tid til at fråse i appelsinbåde. Min hjerne var stadig en blød svamp, og kun gennem at stille spørgsmål til mesteren om hans tidligere erfaringer som ultraløber på landsholdet, kunne jeg holde en lille smule fremdrift på opgaven jeg var i gang med.

Langt om længe løb vi ud på min sidste runde, og mens jeg blev afleveret løb mesteren ud på hans sidste runde. Jeg fik min medalje men mærkede ingenting. Der var ingen glæde over gennemførsel, der var til gengæld heller ingen ærgrelse over min til dags dato top-5 dårligste sluttid på 4:10. Alt i min krop var ”numb” (det engelske ord beskriver så præcis hvordan jeg havde det :D)

Senere på dagen efter indtagelse af burger og pommes frites fra Burger King pakkede jeg kufferten for at tjekke ud af hotellet. Og mens jeg samlede de sidste stumper, mærkede jeg skuffelsen komme snigende. Jeg havde trænet så uendelig meget til turen, og det føltes som verdens største nederlag at løbe så dårlig en tid på en helt flad rute. Hvorfor var det gået så galt? Var det den manglende morgenmad/indtagelse af kulhydrat der havde sendt mig til tælling? Var det forkert træning? (jeg havde ikke i min træningsperiode – og faktisk aldrig før i mit løberliv prøvet det at løbe 2 marathons i træk). Var det for dårlig mental forberedelse? (Jeg havde vitterlig ikke regnet med at møde den amerikanske mur mod Mexico her i Argentina :D). Tænk at man stadig efter +10 år som løber kan komme i situationer man aldrig har prøvet før.

Jeg fandt ingen svar og måtte tage skuffelsen med i håndbagagen da vi sent om aftenen – og om natten fløj til Punta Arenas i det sydlige Chile. Foran os ventede næste marathon, turens højdepunkt, marathon på Antarktisk, hvis ellers vejr og vind ville lade flyforholdene være gode nok. Efter planen havde vi 1 dags rejse/restitution før marathon nr. 3 løb af stablen.

The post Buenos Aires City Marathon – Om at løbe under Tordengudens raseri first appeared on The greatness of running.

Inden vi tog afsted var jeg i fuld gang med min lille streak ting. Udfordringen hvor jeg skulle løbe mindst 1 mil (1.6 km) hver dag i hele juli måned. Jeg må blankt tilstå at lysten til at fortsætte med udfordringen var super lille da vi først sad på den tyske autobahn, med fronten mod den nordfranske kyst med 130 i timen. Og havde det ikke været for min søde dejlige bedre halvdel, så var det nok også den slutning udfordringen havde fået. Min søde dejlige bedre halvdel besluttede sig simpelt hen for, at bakke mig 100% op. Han stod troligt klar i løbeskoene i tide og utide, så jeg kunne få mine små løbetur i hus hver dag.

Og således endte vi med at løbe rundt om en lille bypark da vi overnattede på vejen ned, vi løb rundt om en golfbane, vi løb til fiskemarkedet en tidlig morgen, vi løb op af den mest vanvittige stejle stigning jeg længe har løbet, og vi løb ned til vores lille by i Normandiet og ud fordi et krigsmuseum, hvor rester af tanks, broer og ammunition fra D-dagen i 1944 stod linet op foran indgangslågen.

Alle turene var mellem 3-8 km, og kunne fint passes ind i ungernes behov for lige at have en stund med deres telefoner. Det fungerede absolut perfekt. Løb i Normandiet – check.

Da vi så omtrent samtidig med hele Tour de France caravanen ramte Paris ændrede udfordringen karakter. Vi boede i det 20éne arrondissement – lige ved siden af hr. Morrisons grav (sådan cirka :)), og havde derfor en lidt længere tur ind til det glødende midtbyliv. Løb blev derfor nødt til at være en tidlig morgen ting, der lige kunne klares mens ungerne sov deres søde skønhedssøvn.  Og det var her, den første tidlige morgen tur hvor jeg for alvor blev opmærksom på de små banditter, der prydede en stor del af bygningerne fra vores kvarter og ned til midtbyen. Rundt omkring på hjørnerne af de smukke smukke parisiske bygninger, ja sågar på monumenter, fandt jeg små pixels fra de gamle arkadespil i 80érne. Jeg nævner i flæng… Pacman, Space Invaders og Donky Kong. Kan I se dem for jer?

Jeg har været i Paris 8 gange, men aldrig først lagt mærke til de små kunststykker. Det blev en helt besættelse for mig at finde de små banditter, og udover vores løbetur blev verdensklasse sightseeing, så blev det også for alvor jagten på pixels-art. Shit det var sjovt. At løbe rundt i byernes by tidligt morgen og jagte små gespenster fra 80érne. Jeg behøver vist ikke skrive at løbeudfordringen derefter var piece of cake. De 31 dags streaks rullede ind på kontoen så let som ingenting.

Det viser sig at det er en fransk undergrundskunstner der kalder sig selv ”invader”, netop efter det famøse arkadespil. Kunstneren sætter pixels art op i forskellige byer og kalder det ”invasion”, og så kan man ellers gå på jagt efter banditterne. Hans identitet er ukendt, og hans mål er at gøre kunst til gængelig for alle i det åbne rum (han mener kunstmuseer er lidt for utilgængelig for de fleste; og set gennem mine ungers øjne er jeg tilbøjelig til at give ham ret.)

Selv vores ungerne blev i øvrigt grebet af dillen, og en hel bustur på tværs af byen foregik uden at kigge på smartphonen én eneste gang. I kidd you not…!!! Det skete virkelig.

Så kære medløbere derude i æteren. Hermed et stk. løbetip til rejsen hvis turen en dag skulle gå forbi Paris. Morgenløb efter pixel-art er en fuldstændig fantastisk måde at få både motion, kultur og sightseeing i en stor lækker mundfuld. Og hvis du mangler ideer hvor du skal starte med at kigge – så skriv.. Jeg har lige bestilt bogen med placeringen af samtlige banditter i Paris, og jeg laver hjertens gerne en løbetur du kan tage med til verdens dejligste by.

The post Ferieløb i Paris og jagten på ”Invaders” first appeared on The greatness of running.

I ugerne op til Space Coast marathon blev stemningen sat. Her modtog vi Captain logs der både indeholdt flight plan, countdown a la T-4 days og diverse informationer til os kommende marathon-astronauter. J Og det hele blev toppet ved afhentning af startnummer dagen før løbet, hvor vi blev mødt af en stor helstørrelse astronautfigur i plastic, Nasa flag – og selvfølgelig alverdens space merchandise. Løbsguiden var spækket med termer fra det kosmonautiske så som Mission Control (tidsplanen), beskrivelse af pre-flight area og launch Pad (startområdet), Consellations (fartholderne), Misson Support (1. hjælpere), ting som var Not Suggested for flight  og intergalactic safety. Vi var virkelig klar til vores journey into space.

Selve løbet startede i Cocoa by (Florida), hvor en stor park var omdannet til affyrings område for os “marathonauter”. Affyringen var sat til 06.30, selvfølgelig med den obligatoriske nationalsang, countdown og storskærm visende Control center og astronauterne klar på rumfærgen. Jeg bliver altid lidt rørt, når vi står alle løbere samlet i en stor klump ved startlinjen med luften summende af forventning, og jubeludbrud er svære at holde tilbage. Det var tid til lift off og vi var afsted.

Ruten var en strækning hvor vi løb med fudserne tæt på vandkanten langs kysten hhv. 6,5 miles nord op til vendepunkt og retur til byen, for derefter at løbe 6,5 miles syd til vendepunkt og retur. Vi løb af sted i mørket med solen og morgenlyset vågnende i horisonten, i behagelige temperaturer og let modvind. Ruten var en strækning med let rullende bakker og små bløde sving, flankeret af de vildeste villaer til den ene side og små idylliske badebroer til den anden. Og mens solen fik øjne og bredte strålerne ud under et let skydække løb, vi med ”speed of light fart” (næsten da) ud mod første vendepunkt. Der var væskedepoter hver 1½ miles, alle med frivillige klædt i alien-, stormtroopers- og Nasa dragter – og de fedeste skilte man altid ser til amerikanske løb – ”Smile, you payed for this”, ”You strangers motivate me”, ”Run strong”, ”You´re my heroes”,

Jeg havde et super fint løb og løb sammen med min kæreste placeret som nr. 5 pige i løbet – Alt var godt. Vi vendte og løb tilbage – og mødte alle de andre marathonløbere. Det var virkeligt fedt, hold nu op en opmuntring. Alle råbte ”Good Job”, ”you look so strong” – og alle smilede glade smil trods anstrengelserne. Amerikanerne kan virkelig det der med at motivere hinanden undervejs, og det mest tankevækkende er, at jo længere tilbage i feltet folk er, jo mere hepper og jubler de når de ser løbere der passerer dem.

Da vi nåede tilbage til byen og den halv distance, tog solen for alvor fat og varmede luften til en stillestående suppe af fugtighed. Jeg kunne mærke på kroppen, at det pludselig var livsvigtigt at få væske indenbords, og samtidig blev benene tungere og tungere, mens hovedet kæmpede med at holde positivt sind ved udsigten om endnu en frem- og tilbagerute. Lad mig bare sige det som det var, anden halvdel af løbet blev en hård kamp for at nå sikkert hjem til landjorden. På vej ud mod det sydlige vendepunkt mødte vi  halvmarathonløberne. De var sendt afsted en halv time før os marathonløbere og var nu på vej tilbage mod mål. Egentlig en god tanke, for det betød at der var løbere på begge sider at ruten hele vejen ud og hjem. Men det betød også at vi måtte passere en horde af gående halvmarathon løbere, da vi vendte ved vendepunktet. Tidsgrænserne var hhv. 4 timer for halvmarathon og 7 timer for marathon – og de havde sågar pacere der gik f.eks. 40 sec. og løb 20 sev. hele vejen. Det tror jeg er meget amerikansk – det med at alle skal kunne være med. Det var tydeligt at den store masse af løbere/walkere lå omkring 5-5½ timers gennemførelse for marathon. Der var rigtig mange løbere i kategorien ”lettere overvægtigt” (det er skrevet med let ironi).

Jeg kæmpede med en anden pige om 5-6 pladsen og måtte grave dybt for at holde momentum. Ved sidste vendepunkt fik vi udleveret kolde klude og med den på hovedet (jep jeg så virkelig fjoget ud), og en krop der led i varmen, løb (og indimellem gik) jeg tilbage mod mål. Igen mødte vi alle marathonløberne og begejstringen, jublen og opmuntringerne var på ingen måde formindsket. Jeg løb i mål som nr. 5 i tiden 3.21 og havde en fornemmelse af, at jeg nok ville være age-Group vinder for gruppen 40-45 år. Det var nogle unge tøser jeg havde kæmpet med på ruten.  Overraskelse var dog stor da jeg erfarede, at løbet var State Championships og at jeg var vinder af masters (fra 40 og op) rækken. Med stor taknemmelighed og ydmyghed blev jeg kaldt på podiet, og fik medalje og det fineste trofæ overrakt at selves direktøren for Space Kennedy Center og tidligere astronaut + en anden garvet astronaut med næsten en uges spacetime på loggen. Det var den vildeste oplevelse.

Min søde kæreste klarede distancen – trods, som sædvanligt ingen træning, men dog med fine blodvabler fra overophedede fudser – og vi fik begge den til dags dato fedeste medalje jeg har i min samlingen af medaljer. Og for at fejre løbet på rigtigt amerikansk manér, kørte vi direkte efter løbet til Tamper Bay og overværede NFL kamp med 3 timers total lir og show.

Space Coast Marathon kan i den grad anbefales.  – og restitutionen… Behøver jeg sige mere….

The post Space Coast Marathon 2016 first appeared on The greatness of running.

Der blev heldigvis ikke trukket skøre beløb på mit kort, fyren var reel og der lå det fineste startnummer til mig i Phoenix – pyha..

Jeg indlogerede mig på et mindre hotel et stykke fra start – lad mig bare være ærlig, jeg troede det var 1-1,5 km. til startområdet og expo med nummerafhentningen da jeg hjemmefra studerende kortet, men men, distancer i staterne er bare noget helt andet, og det jeg troede var gåafstand var i virkeligheden 4-5 miles.. Så havde egentlig accepteret at al transport måtte foregå med taxi.

Da jeg stod klar foran hotellet for at få en taxi til startnummer afhentning, kom en fyr ud i en NYC Marathon løbetrøje – og før jeg vidste af det, have fyren skaffet os en Uber-vogn (det er totalt stort i US) og fået os transporteret til og fra Expo. Fyren var en løber fra New York Road Runners (dem der afholder NYC marathon) og havde en masse fede historier fra løb i – og omkring NYC. Så ud over en grundig oplæring i Uber, så fik jeg også masser af løb til min bucketlist og mulighed for overnatning for mig og min familie næste gang vi lige kommer forbi NYC.

Løbet startede kl. 06.30 morgen i Sonoran-ørkenen og vi skulle transporteres fra pickup-område i klassiske gule skolebusser (dem der har løbet Boston kender konceptet.:)) ud til start, dvs. jeg skulle stå klar til afgang fra hotellet kl. 04:15 – Godt nok tidligt. Jeg havde mødt et par damer på hotellet som også skulle løbe, de havde bil og tilbød gladelig at tage mig og min nye ven med til pickup-området.

Logistikken fungerede perfekt, der var ingen tumult og alt fungerede perfekt, vi blev sat af ved startområdet en tidlig mørk morgen med den smukkeste stjernehimmel og omringet af mørke skygger af kæmpe kaktusser i bedst Anders And blad stil. Det var sq. Stort.

Det var koldt i startområdet, men arrangørerne havde genialt tændt utallige bål langs en længere strækning, og her forsamlede løbere fra hele verden sig omkring i bedste spejderstil og delte røverhistorier fra de varme lande. Det var klar det mest hyggelige og afslappede start på et marathon jeg nogensinde har oplevet.

Starttid nærmede sig, og bortset fra undertegnede der hang i en toiletkø, samlede alle løberne sig til en gang nationalsang og fyrværkeri – og startede nedtællingen. Jeg nåede lige præcis at spurte ned og blande mig med mængden da de nåede til 8-7-6… Og sådan kan man så også starte sit marathonløb med en lille varm-op-spurt-fra-toiletområde-til-startlinje.

Ruten gik nedad-nedad-nedad – solen stod op – ruten gik opad-opad-opad og så lige nedad-nedad og bum så var vi ude af ørkenen efter ca. 16 km. og klar til de lange lange lige strækninger tilbage til målområdet. Jeg er absolut ikke fan af lange lige strækninger, men turen ud af ørkenen havde fyldt mit lille hoved med de smukkeste billeder af solopgang, kaktusser, mystiske gevækster og små veje med de sjoveste heppe-skilte hvilket var rigeligt til at distrahere fra de uendelige lige strækninger.

Depoterne var bemandet med de mest entusiastiske mennesker blandt andet klædt ud som Star Wars figurer. Arrangørerne havde nemlig udskrevet konkurrence depoterne imellem, med en fin præmie til det bedste og mest supporterede depot. Det tog de i den grad til sig og hold nu op man blev plejet, nurset og heppet gennem depotområderne så man forlod det med det største smil.

Efterhånden som varmen tog til og vi nåede de 30 grader, blev det mere og mere anstrengt at løbe. Jeg er på ingen måde en god løber i varmen, og min strategi lød derfor på at løbe så langt som overhovedet muligt, inden solen for alvor fik magt – og så ellers komme igennem efter bedste beskub. Jeg løb godt og havde overskud til highfives og smil til de få tilskuere der stod på ruten, med det resultat at jeg blev heppet frem med tilnavnet red-shirt (”go red-shirt”., ”you look stong red-shirt”, ”you can do it red-shirt” :)). Og mens jeg løb og gnækkede lidt over det, kom fartholderen for 3.15 pludselig forbi mig. HVAD??? – den havde jeg ikke lige set komme. Jeg syntes selv jeg løb ok, og satsede egentlig på at ramme en sluttid omkring 3.25 i varmen, og nu var jeg pludselig ved 34 km. på vej til en, for mig, kongetid. Jeg prøvede at hænge på fartholderen, men det var lige optimistisk nok, så faldt fra og fandt min egen rytme. Da jeg nærmede mig mål med 1,5 mile igen kunne jeg øge farten, flyve fordi de ½ marathon løbere der var på vej i mål, finde mit største smil frem og spurte ind på opløbsstrækningen så speakeren råbte ned til mig – ”where are you from” – og jeg råbte stolt tilbage ”Denmark” – ”where?” råbte speakeren igen – ”Denmark” hvorefter det lød i højttaleren ”and we have Heidi Johansen from Sweden finishing in a great time – congratulations Heidi.”… Og sådan kan man så hurtigt komme ned på jorden igen. – Sverige. Æv.

I mål stod der folk der kiggede mig i øjnene og tjekkede jeg var ok inden jeg måtte gå videre, og så var der ellers koldt omslag om nakken, (genial måde at nedkøle løbere på – et vådt koldt håndklæde omkring nakken, det virkede perfekt) medalje og en pose man kun fylde med alverdens lækkerier i målområdet.

Et super marathon jeg kun på det varmeste kan anbefale. Der er mange eliteløbere med da de hvert år udlover pengepræmier (500 dollars) til alle der løber under 2.30 for herre og 2.45 for damer, men løbet er i den grad – og efter bedste amerikanske koncept et løb for alle både hurtige og mindre hurtige løbere. Det var hyggeligt og rart, der var god plads på ruten, et godt arrangement og den fedeste medalje (det kan de altså bare de amerikanere).

Og min tid… 3:15:46 hvilket rakte til en plads som nr. 20 kvinde og nr. 8 i min aldersgruppe. Og samtidig til en løbekasket med påskrift Boston Qualifier (for med den tid er jeg klar til at deltage i Boston Marathon 2017 – jeg skal bare liiiige finde økonomi til det)

Mikkel, min søde kollega, har efterspurgt rutekort over mine marathons – så det kommer her. – Kortet er ikke helt præcist mht. ørkenområdet – men det giver en lille ide

[osm_map_v3 map_center=”33.445,-111.723″ zoom=”10″ width=”100%” height=”450″ file_list=”https://thegreatnessofrunning.dk/wp-content/uploads/2016/03/activity_1066126132.gpx” file_color_list=”blue”]

The post Phoenix Marathon first appeared on The greatness of running.

Jeg kan allerede nu afsløre – jeg blev ikke skuffet, tvært imod.

Meget tidlig morgen satte vi ud mod området red rock Canyon der ligger i en nationalpark i Mojave i udkanten af Vegas. Området er kendt for dets geologisk vidundere af formationer og farver – især de røde sandstensbjerge der har fået rustfarve fra oxidering af bjergenes naturlige jernindhold. (hvis ikke jeg var løber kunne jeg da i den grad været blevet geolog ). Man kan faktisk også finde tudse-gamle dinosaurus spor – og gammel indianerskrift i bjergenes skatkammer.

Vi satte ud, som de absolut eneste menneskelige skikkelser i området, på de små trailstier mens solen langsomt steg til vejr og sørgede for et langsomt men ufattelig smukt farveorgie efterhånden som lyset fandt de høje bjerge. Det var vitterligt bjergtagende – og nu forstå jeg for alvor hvad der ligger i det ord.

Vi løb over en flad slette for at påbegynde en stigning op mod bjergkammen – og ja, jeg indrømmer, jeg tog lidt ekstra mange billeder på vejen op bare for at få pauser i opstigningen, mine ben var ikke helt spizten topklasse efter løbet dagen før, og alle undskyldninger og hundeøjne blev taget i brug for at få lidt medlidenhed. Jeg kom op, med hiv og sving, og stod på bjergkammen med en udsigt der slog benene væk under mig. Og dette var kun starten af turen, det skulle blive meget meget bedre.

Efter en kort pause gik trailstien ned i bunden på den anden side af bjergkammen, et nedløb præcis som jeg forestiller Himalaya må rumme masser af, lille snoet stil mellem små gevækster og en pæn negativ elevation. Mit smil voksede sig større og større, armene kom ud og jeg fløj ned mod bunden til en udtørret flodseng.

Vi fulgte flodsengen i dalen hele vejen rundt om det yderste bjerg, en tur der bød på brede brinker med en bund af småsten og ral, aflejret træ med rødder som var trukket med sidst vandet løb for fulde brusen gennem dalen og bitte små pasninger hvor større klippestykker var faldet ned og skulle bestiges for at komme videre. Det var ren legestue og en fryd uden lige at løbe i så pragtfuld en natur, jeg havde gåsehud af fryd og ønskede kun at flodsengen fortsatte mindst 20 km. videre. Jeg tror seriøst aldrig jeg har løbet et sted så smukt, så fascinerende, så rå og så uberørt – og jeg følte mig virkelig som verdens heldigste løber. Jeg begynder virkelig at forstå bjergløbernes passion og drive.

Jimmy lovede mig at jeg ville glemme alt om mine stakkels trætte ben på turen op til bjergkammen, og han fik fuldstændig ret. Da vi nåede ud af dalen og rundede bjerget for at komme over til hulerne med indianer skrift var alle mine pinsler fuldstændig forsvundet og jeg løb så selv Meb Keflezighi ville nikke anerkendende.

Vi kom tilbage til sletten efter at have passeret klippe-kirkegården, et sted hvor nedfaldne klippestykker ligger smidt hulter til bulter rundt omkring bjerget som bog i skaller omkring et bøgetræ i det sene efterår, og cruisede over mod start og afslutning på turen der overgik min vildeste fantasi – jeg prøvede ellers ihærdigt at lave afstikkere tilbage mod bjergkammen men Jimmy havde en aftale med en anden klient om en guidet tur på The Strip, så der var ingen kære mor. Turen var til ende (som plaster på såret fik jeg lov til at følge med ind og løbe The Strip turen – det var en løbetur af en helt andet kalibre. :))

Jeg er ikke noget stor poetisk forfatter og mine ringe evner til at kreere maleriske beskrivelser rækker ikke langt. Jeg har derfor plastret dette indlæg med billeder og håber det giver blot en lille brøkdel af den skønhed og storslået natur jeg oplevede. Jeg tror aldrig jeg glemmer den tur, og da vi kørte lovede jeg Jimmy at én dag vil jeg komme tilbage og løbe turen igen (og mon ikke det måske kunne falde sammen med et lille bitte marathon i Las Vegas en sen aften. – Jeg er i hvert fald gået i opsparingsmode.

The post Min bedste løbetur nogensinde – Red Rock Canyon first appeared on The greatness of running.

Fyren jeg løb med var fra Las Vegas Running Tours og turen gik ud til Sloan Caynon hvor vi skulle løbe på trailsti op ad stigning til vendepunkt i ørkenen og tilbage samme vej.

Mens vi løb fortalte min søde guide (som han heldigvis viste sig at være) om områdets geologi, biologi og zoologi, alt imens han totalt overskudsagtigt løb foran og agerede fotomand samtidig. Jeg selv halsede efter på stigningen op mod vendepunktet, totalt ramt af den knas tørre ørkenluft, der som sandpapir korn 20 sleb mine stakkels luftveje med den skønneste omgang ”rygerhoste” til følge. – Virkeligt charmerende.

Trods mine kvaler med luften, så var det fuldstændig fantastisk, at løbe på trails så anderledes og rå end vores skønne skovtrails hjemme i det nordjyske. At se den golde ørken med kaktusser og planter der udstråler ”bliv væk, eller smag på the real stuf” og synet af en stor flok vilde longhorns der trodsede kaktussernes advarsler og frejdigt smovsede løs.

På vej tilbage – og nedad, gik det betydeligt bedre, jeg fik gang i ben igen og kunne lege mig ned at de snoede trails så jeg næsten tror jeg fik overbevist min guide om at jeg rent faktisk er rimelig habil løber.

Det var virkelig en fed oplevelse, så anderledes fra Las Vegas´ uendelige spillemaskiner og arkitektonisk lir og så bare en halv times kørsel væk. Og hvor er det dog fantastisk at dét at man er løber, gør det muligt at møde andre ligesindede på tværs af landegrænser og oceaner og dele løbeglæden med. Jeg er glad for at jeg tog chancen – og så vidt jeg er orienterer er der p.t. ingen løber der er endt deres dage efter en løbetur med en fellow løber.

Jeg endte i øvrigt med at tage på endnu en tur med min kære guide – en tur der i den grad overgik alt hvad jeg nogensinde har løbet før. – Mere om det i næste indlæg.

The post Jeg overlevede…. first appeared on The greatness of running.