I lørdags løb jeg marathon i den vildeste varme, efter danske standard vel og mærket :), i Frederikshavn. Helle Frost Marinussen havde inviteret til løbefest i ”Fressen” fordi hun havde noteret 99 marathons på bogen, og nu skulle løbe det famøse marathon nummer 100 med direkte adgang til klubben over dem alle – Klub 100 marathon Danmark (Og hvis du hænger på og læser hele indlægget vil du også lære om en helt ny konkurrence-genre som jeg vitterlig ikke i min vildeste fantasi havde troet eksisterende)

Jeg har ikke selv løbet marathon siden april hvor jeg løb med på Øhavssti etapeløbet, og i det sekund jeg parkerede bilen og traskede ind i indkørslen hos Helle og hendes familie, vidste jeg at det var en kæmpe fejl. Knap var jeg nået indenfor matriklen før de første corona-hilsner og grin fløj rundt omkring mig, og fik mig til at indse, at jeg virkelig har savnet alle løbetosserne, og den atmosfære der er når vi samles til løb.

Alle løberne der skulle starte såkaldt ”early start” (En early start er for løbere der har brug for lidt ekstra tid på ruten, og stadig slutte samme tid som størstedelen af de andre løbere) stod klar til start, og luften sitrede af forventning og nervøsitet. Med et ”husk nu at drikke rigeligt undervejs” blev de sendt afsted ud i den danske version af en sommerhedebølge.

En halv time efter startede det officielle løb med præcis samme formaning. Og til klapsalver fra de venner og familie der allerede var dukket op for at fejre seje Helle, løb vi ud på 4 runder a 10.55 km. Ruten var en fantastisk rute gennem det nordlige Frederikshavn ned til Palmestranden (yes – i Frederikshavn har man en palmestrand ), og tilbage til start i en fin tegning af en skibsmast med vimpel på.

Mit eget løb er der ikke meget at berette om. Kort opsummeret, jeg løb to runder i selskab med to andre i fint tempo, og døde på runde 3 hvor jeg begyndte at skifte mellem at gå og løbe, for ikke at brænde helt ud i hovedet. Nøj det var en varm dag. Nogle steder var det varmt med en skøn svalende brise, andre steder på ruten løb man i en finsk sauna. Og havde det ikke været for ”vand-til-hunde” stedet ved isboden ved Palmestranden, hvor jeg kækt lå på mine knæ for at plaske iskoldt vand ud over min overophobet krop, så tror jeg ikke jeg var kommet igennem. (Jeg tør slet ikke tænke på, hvad folk dog har tænkt om hende den tåbelige løber der pludselig smed sig ned blandt hundeskålene og plaskede med vandet som en anden labrador :D)

I slutningen af 3. runde mødte jeg manden der i den grad er garant for at få folk i Vendsyssel til at dyrke mere motion, Rico Eiersted (Det er ham med Coast2Coast løbet). Jeg slog følgeskab for en stund og fik en sludder om verdenssituationen, mens kroppen fandt en mere fast substans igen. Det var virkelig rart at sætte tempoet helt ned, og føle at kræfterne vendte tilbage. Jeg fik så meget energi, at jeg lynhurtigt løb videre ud på 4 runde alene (det var med at udnytte den smule energi der var tilbage i kadaveret), og hutlede mig rundt – og fik således endnu et marathon på bogen, med tøj så vådt som havde jeg tilbragt 4 timer i vandrutsjebanerne i Fårup Sommerland. Nøj hvor jeg dog elsker at løbe marathon

Jeg nåede lige at drikke 3 colaer og skifte det våde tøj ud med mere anstændigt sommertøj, inden Helle løb i mål flankeret af alle de løbere der havde taget turen rundt sammen med Helle. Det var så uendelig stort at se en dybt rørt Helle komme løbende ind til klapsalver, hujen og tusindvis af krammere, og jeg huskede som var det i går hvordan det føltes da jeg selv var i samme situation. Det er næsten ikke til at rumme. Dét at nå så stort et mål, og at få lov til at blive fejret – og er der noget vi løbere er gode til, så er det at fejre hinanden, er så vanvittigt vild en oplevelse. Og at jeg fik lov til at være en del af Helles oplevelse gjorde mig simpelt hen så glad. Løbeglæden flød som en brusende elv igennem kroppen, og jeg har næsten ikke været i stand til ikke at synge højt på alle mine træningsture siden i lørdags. Helle havde arbejdet sten hårdt på at nå målet de sidste 6 år, og nu stod hun i en regn af taler, gaver og lykønskninger. Jammen altså. Hvor er løb dog en fantastisk sport.

Jeg smiler stadig kæmpestort og ser med taknemmelighed ned på mine løbesko. Hvor heldig er det lige man har lov til at være – hvor heldigt var det lige, at jeg en dag tilbage i 2010 besluttede at jeg ville være marathonløber. Selv her 11 år efter, kan jeg stadig forundres over de fantastiske oplevelser og den store livsglæde løb giver mig som menneske.

Kæmpe tillykke med de 100 Helle – jeg håber du nyder det maks (Helt ærligt, der burde være en klub 100 marathon hue man skulle gå rundt med i minimum 3 uger efter :D)

PS – Jeg måtte smutte fra fejringen efter forholdsvis kort tid, min datter var nemlig til et stævne i Frederikshavn – et KANINHOP-STÆVNE… . Ja, du læste rigtigt. Min datter konkurrerer i kaninhop, en disciplin der minder uendeligt meget om springstævner for heste, hvor hestene er udskiftet med kaniner og mennesker løber ved siden af, i stedet for at sidde ovenpå.  Der er masser af voksne der deltager i konkurrencerne sammen med pigerne, og er du svimmel de kaniner er for sindssyge dygtige. Bestemt en sport jeg kunne falde tilbage på, hvis løb en dag ikke længere er muligt

PPS – Billeder er lånt af fotograf Marianne og Rico Eiersted – og nogle er mine egne.

The post Løbefest i Frederikshavn first appeared on The greatness of running.

Mark startede, som de fleste andre nybegyndere, med udgangspunktet at 5 km. da godt nok var en kende uoverskueligt. Han fik stille og roligt bygget en grundform op, og da han, sammen med kone og to børn flyttede til pendlerbyen Støvring mellem Aalborg og Hobro, lå et medlemskab i den lokale løbeklub lige til højrebenet for den tidligere fodboldspiller.

I løbeklubben mødte han vennen Steffen Feldbæk Jensen, og sammen drog de to venner ud til alverdens løb, mens hastighed og distance langsomt øgedes. Mark tog samtidig en løbetræner-uddannelse under DGI, og fuld af lyst til at hjælpe andre, en egenskab der i den grad kendetegner Mark, startede han løbetræning for begyndere i løbeklubben.

Vennen Steffen fik ideen om at lave en udfordring på Facebook. Løb 80 km. på én måned – Hvem vil være med – og knapt havde han trykket udgiv, før godt og vel 10.000 havde meldt deres interesse. Det fik tændt julelys i Marks iværksætter øjne, og sammen med Steffen oprettede de Runners DK, der i starten af 2015 primært bestod af en side på Facebook med forskellige udfordringer (oprettet som begivenheder) man som løber kunne følge – og deltage i.

Det blev hurtigt en kæmpe succes, der voksede støt dag for dag. Folk fra hele Danmark – og sågar danskere i udlandet deltog i udfordringerne, lagde billeder op af deres løb og likede – og motiverede hinanden i de forskellige udfordringer.

Iværksættergenet hos Mark sprudlede, og sammen med Steffen og Janni (Marks Kone) udvidede de konceptet med et par motionsløb (Klovneløb og Christmas RUN) og et samarbejde med Lindy (fra tv serien Rigtige mænd), et samarbejde der blev til et nært venskab. Alt sammen baseret på grundprincippet -det skal ikke koste noget at være med i Runners DK – og alle skal kunne deltage. Det drejer sig ikke om tider og distancer, men mere om at komme op af sofaen (det sidste er mottoet for Runners DK).

Et år gik, da Facebook pludselig ændrede konfigurationerne af begivenheder, og Mark og Steffen måtte finde en ny måde at interagere og motivere de mange løbere, der havde samlet sig under fællesfanen Runners DK. Det der før var en række udfordringerne man kunne tilmelde sig, blev nu, via et ambassadørkorps bestående af frivillige ildsjæle, til løbefællesskaber forenet i lokale Runners DK FB grupper. Og succesen voksede eksponentielt, der er i dag løbefællesskaber i mere end 30 danske byer, og opslag på Runners DK siden når mange gange ud til mere end 100.000 løbere/følgere.

Mark, der i dag er salgsdirektør i et større dansk firma, fortæller med et grin, at han var DJ i de spæde 90’ere og vendte skiver på alverdens diskoteker. Og måske er det netop de erfaringer, han trækker på den dag i dag. Evnen til at forudse hvad folk ønsker – den næste sang der skal få folk på dansegulvet, trailløb til løbefællesskabet. ”Det gælder om at opfange hvad der rør sig” siger Mark, og fortæller om de nye
Runners DK trailløb-grupper der er opstået i løbet af det sidste årstid, hvor hypen for trailløb er eksploderet. Det samme gælder trenden med små korte videoer der hitter på Facebook, det at lave korte motiverende videoer er noget Mark og konen Janni mestrer til UG++ til stor glæde for dem der følger Runners DK

Mark selv er også hoppet på trailbølgen, og udover at tonse rundt i Rebild Bakker, når han da ellers ikke som nu, er sendt til tælling med en knæskade, afholder han, i regi af Runners DK, 8 timers TRAIL Challenge i Rebild Bakker. Et løb der sidste år var en bragende succes (se min løbsberetning her), og som i år var udsolgt på så kort tid, at undertegnet ikke nåede at gafle en billet. Jeg spurgte Mark om ikke et 8 timers trailløb var lidt modsatrettet grundideen for Runners DK – at løb er for alle. Mark svarede prompte – at ideen om løbet var opstået, da Mark havde oplevet den hygge, der var blandt deltagerne til et 24 timers MTB løb for hold. Ideen med at man som hold løber stafet, hvor én løber ad gangen sendes ud på den kuperede, men ufattelig smukke rute, mens de øvrige holddeltagere hygger sig på stævnepladsen var født. ”Man når jo sjældent at tale når man er til løb. Det bliver lige til et ”hej; hvordan går det” – og så starter løbet og alle løber afsted. Jeg ville bare så gerne giver løbere muligheden for at hygge sig sammen i længere tid, med løb som omdrejningspunkt” fortæller Mark

Når man taler med Mark er det svært ikke at blive grebet af den passion han har for Runners DK. Det er uden tvivl blevet familiens 3. barn, og selvom Steffen i år har valgt at trække sig og fokusere på sit eget løb, så fortsætter Runners DK for fuld ild. Mark har forhandlet rabataftale hos løbebutikken Racingdenmark, således alle Runners DK medlemmer kan shoppe løbetøj og tilbehør til lidt mere fordelagtige priser. Han har masser af ideer til nye events, og han forstår i den grad at trække på det kæmpe store netværk han har, qua hans yderst imødekommende væsen og brændende energi. En energi der smitter på samme måde som dyb latter – man bobler simpelt hen af ideer og tro på muligheder, når man tilbringer tid sammen med Mark.

Mark har, trods den store succes, bevaret ydmygheden og holder begge fødder solidt i den jyske muld. Han profilerer på ingen måde sig selv i arbejdet med løbefællesskabet. Alt skabes ud fra en stålfast grundtanke om at hjælpe og motivere andre mennesker gennem den sport Mark selv forelskede sig i.

Og selvom ideerne nogen gange er lidt tossede – Sidste år stod den på superhelteløb, til hvilket Mark fik hjemtaget en specialsyet Spidermandragt som han stillede op i. (Dragten har i øvrigt siden hen givet Mark adskillige småjobs rundt omkring i byen) – så befinder Mark sig godt med at være den, der lægger grundstenene så andre ildsjæle kan boltre sig i fællesskabets ånd. Bare han lige får lov til at speake til et par løb undervejs – for man er vel en gammel DJ.

Om fremtiden siger Mark, at han gerne ser Runners DK vokse sig endnu større, nå ja, og så måske lige vinde prisen for årets løbefællesskab, en pris Runners DK var indstillet til sidste år, men desværre ikke vandt. Og skulle du, kære læser, have brug for en Spiderman, så er jeg sikker på Mark stiller op. Han kan slet ikke lade være, i hvert fald ikke hvis det er ok med familien. For familien kommer nu alligevel i første række selvom man er en sprudlende iværksætter.

The post Mine løbehelte part XVII – Når løb er sprudlende iværksætteri first appeared on The greatness of running.