Dag to af vores sommertur 2021 bød på 48 kilometer fra Rødhus til Hirtshals. Jeg var forbavsende frisk da jeg vågnede onsdag morgen, og var faktisk ikke synderligt ramt af ømme stænger efter gårsdagens lækre 74 km. Udsigten til at løbe endnu en dag i vandkanten langs min favoritkyst var på ingen måde noget der bare skulle overstås, men derimod noget jeg glædede mig vanvittigt til.

Vi lavede en lille genialitet fra starten af. Dagen før var vi stoppet på stranden, og gik op til sommerhuset der udgjorde overnatningsstedet. Og for at starte præcis hvor vi stoppede, gik vi derfor tilbage ned på stranden tidligt om morgenen. Det var brillant af den simple årsag, at benene langsomt fik lov til at vågne, og blive klar til dagen løbetur.

Vejret var fantastisk og turen gik afsted mod første is-stop i Løkken. På vejen var vi forbi Grønhøj hvor der blev tanket lidt ekstra vand i varmen, og ellers gik det på curise control op til Løkken og til Surf-butikken der fristede med – EN HAVTORN IS. NØØØØJJJ, den var lækker. Det er så absolut en kæmpe anbefaling herfra hvis du kommer forbi Løkken en dag. Smut forbi surf-butikken ved nedkørslen til den nye platform og området indenfor molen og prøv deres is.

Nogle gange kan man være uheldig med at højvandet lukket for den videre færd på stranden fra Løkken til Nr. Lyngby. Det er sket op til flere gange at jeg har måttet vende om, og returnere til Blokhus i stedet for at fortsætte til Lønstrup fordi højvande forhindrede mig i at løbe videre på stranden. Det er især når man runder området som ligner et spil bunkers-mikado at problemet med højvande kan opstå. Til alt held var der utroligt lavvandet præcis den dag vi havde valgt til løbeturen, og vi kunne uden problemer løbe videre på stranden.

Jeg elsker skiftet fra at løbe på den brede strand med søde fredsommelige klitter man møder på strækningen fra Rødhus til Løkken, til det hele skifter udtryk og bliver til en bred strand med truende og meget lidt indbydende skrænter når man løber fra Løkken til Lønstrup. På overskyede dage føles det næste som om man løber i fred og fordragelighed, runder et hjørne og pludselig befinder sig i en gyserfilm. Nøj hvor er de dog bare barske de skrænter hvor huse og andet materiale må opgive kampen til naturkræfterne.

I Lønstrup holdt vi turens andet stop, denne gang et af de berømte Milkshake-stops inden vi med tiltagende vind i hovedet begav os videre nordpå forbi Skallerup Klit og op mod Tornby. Vinden blev kraftigere og kraftigere, og gjorde det bestemt ikke lettere for os. Et sidste stop ved Munks i Tornby og så var det ellers hovedet ned og ud på sidste strækning inden jeg langt om længe kunne kramme verdens dejligste fyr… Hirtshals fyr efter 48 fuldstændig lækre, vindblæsende og skulderforbrændte kilometer.

Sikke en fantastisk tur. To fuldstændig fantastiske dage hvor jeg ikke en eneste gang kiggede på uret, men blot lod tiden gå, og nød naturen fuldt ud. Citatet herunder er noget Johannes Møllehave har skrevet – og de to dage levede jeg fuldt ud med alle mine sanser åbne. Og det vildeste var… Jeg havde ikke en gang særligt ondt i stængerne.

Kæmpe tak til Lund Motion for hjælp til at få tryk på lækre Under Armour tur-trøjer – Og tak til Vagn for en fed tur – Og ikke mindst, tak til bedre halvdel for at lave verdens bedste burgere til to sultne løbere

The post Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 2 first appeared on The greatness of running.

Først vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at værdsætte alle jer der læser med. Jammen så mange søde bemærkning og fantastiske input og ideer jeg fik, efter mit indlæg i lørdags. Det var en total genstart af min nedsmeltede hjerne, og så meget god karma, at jeg straks gik tilbage til restaffald og samlede mine løbesko op igen. .

Mandela sagde engang at alle rejser er vigtigt, og ingen rejse er umulig. Det syntes jeg rammer fuldstændig plet, og jeg har besluttet mig for, at min rejse igennem en transformation fra ”hurtigløber” til eventyr-løber for alvor skulle starte her i weekenden.

Jeg lagde ud i mandags med en beslutning om at spise mere antiinflammatorisk mad, og tog en kold kaffe-tyrker. (må man egentlig godt skrive en kold kaffe-tyrker i disse tider? – og for en sikkerhedsskyld vil jeg skynde mig at tilføje, at jeg på ingen måde anser tyrkere for hverken kolde, eller kaffeagtige :D). I selvsamme ånd sendte jeg også alt sukker ud til evige jagtmarkeder, og fokuserede ugen igennem på at spise masser af grønt, nødder, fisk og groft tilbehør. Det gik helt fantastisk og ret let – måske fordi jeg følte jeg selv bestemte slagets gang, og hvem jeg ville kæmpe med. Det føltes godt at tage en beslutning og handle på den, og som ugen gik, blev jeg mere og mere bevidst om, at det jo i grunden handler om at gøre det, der føltes godt for krop og sind. At jeg jo ikke behøver leve op til noget som helst, og at I skønne fantastiske læsere jo har helt ret. Det er så meget mere i løb end at jagte hurtige tider.

En anden ting jeg er gået ombord i, her i ugens løb, er let udstrækning og mobilitetsøvelser efter hver løbetur. 20 minutters kvalitetstid hvor jeg arbejder stille og roligt med de muskler i ballen, som gennem måneder har været rustet sammen som en gammel skrotbunke. Det føltes helt godt, og da min nye rejse går ud på, at gøre alt det der føles godt, ja så er det blevet en rutine jeg vil holde fast i.

For mig er løb ubetinget det bedste jeg kan byde både min krop, men i høj grad også mit sind. Og efter en løbetur på stranden i går, hvor jeg i lidt over 2 timer samlede skrald på stranden og løb til – og fra skraldespand efter skraldespand, var jeg høj af løbeglæde og endorfiner. Sikke da en fantastisk formiddag. Solen skinnede, jeg løb for et godt formål, og jeg elskede hvert eneste sekund. Mageløst – intet mindre. Og da bedre halvdel og jeg sidst på dagen dappede på stranden og nød en solnedgang værd en oskarstatuette, sluttede jeg dagen af lykkelig og fuld at taknemmelig. Jeg kan jo stadig løbe om end det er på lidt andre præmisser.

I dag tog jeg næste skridt på vejen til at få min krop i balance igen, og fik lavet en test der skal afsløre hvor gode (eller dårlige) forhold min krop har, til at bekæmpe den inflammation der ubetinget boltrer sig i mit baglår og balle. Et lille prik i fingeren, lidt blod på udvalgte felter – og afsted med post til laboratoriet i Sverige. 14 dages ventetid, og jeg kan gå online og få syn for sagen. Det er sq genialt, intet mindre.

Der er en frihed i at handle og selv bestemme retningen. En frihed til selv at tolke kroppens signaler og navigere efter det, der mærkes godt og giver mening i mit hoved. Foran mig venter et besøg hos en osteopat, som forhåbentlig kan hjælpe mig med at skære min mobilitetsøvelser helt ind til benet – og så har jeg besluttet mig for, at mine baglår gerne vil have ugentlig massage.   

Denne uge har jeg ”kun” løbet 4 dage (og ikke de 6 dage som jeg plejer), i stedet har jeg kombineret mit løb med lækre gåture, og en cykeltur i skoven der lige nu famler trind om land. Hurraa for efteråret, for farverne og for de fuldstændige fantastiske sensommerdage. Hurraa for os løbere, og for alle de eventyr der venter forude. Jeg er ikke slået – jeg skifter bare fokus. Resten af 2020 vil jeg finde alle mulige former for eventyr som løb tilbyder og skrive om dem. De skæve løb, de sjove løb, de udfordrende løb, de sociale løb, de løb jeg ikke troede fandtes, og de løb hvor jeg farer vild i jagten på nye spor og sjove stier. Alt andet end de hurtige løb. Og tro det eller ej, jeg glæder mig som et lille barn.

Rigtig dejlig søndag aften.

The post Bitte små skridt first appeared on The greatness of running.

I mandags var jeg på besøg hos min Kiropraktor Michael Feiner. Normalt går jeg hver 3. måned for at vedligeholde kroppen, og undgå diverse hold i nakken samt muskler der sætter sig fast. Det er noget jeg indførte for nogle år siden, og i perioden hvor jeg har besøgt Feiner med 3 måneders mellemrum, har jeg ikke haft skyggen af hold i nakken. Jeg havde en tid tilbage i april, men den kære Corona mente noget andet, og endelig efter godt 6 måneder lykkedes det, at få tid og behandling igen.  Det er ingen hemmelighed at de sidste mange måneder har været ret udfordrende for mig. Min krop har på én eller anden måde sagt fra, og det som jeg troede ALDRIG nogensinde ville ske, skete – jeg mistede lysten til løb. Simpelthen. Jeg havde bare slet ikke det drive jeg normalt finder frem, når snørebåndene snørers, og det er som om småskaderne er væltet ned over mig i en lang stribe af dumme uheld. Og sørme om ikke også jeg, for et par uger siden, vågnede op med… ja – hold i nakken. Det blev dét der afgjorde sagen. Det var for alvor tid til at besøge min helt egen mister Myagi. (Google Karate Kid hvis du ikke aner hvad jeg referer til, og slå dig selv for at have misset ungdomsfilm nummer uno tilbage i 80’erne 😀 😀 )

En seance hos Mr. Myagi aka Feiner tager sådan cirka 15 minutter. I det øjeblik man træder ind ad døren, scanner den gode mand ens krop, som var hans øjne en ultrascanning, og kort efter rykker han stille og roligt i led, og bruger hans egen vægt til at manipulere snirklede spaghetti-områder i kroppen tilbage i fineste orden. Det er slet ikke som andre kiropraktorer jeg har prøvet. Der er ingen voldsomme ryk for at knække kroppen, alt samme foregår i stille slowmotion præcis som selveste Mr. Myagi.

I Mandags kunne jeg godt fornemme, at det stod værre til end jeg troede. Den gode Kiropraktor måtte kæmpe mere med mine infiltrationer end vanligt, og da jeg forsøgte at tale om noget andet, blev jeg tysset på – det krævede koncentration af både mig, og den gode mand at få muskel-kabalen til at gå op.

Da jeg slap fri, fik jeg ordre på at tage den med ro resten af dagen, drikke rigeligt med vand og få sovet alt det jeg overhovedet kunne. Og så sagde han noget, jeg sidenhen har tænkt meget over. Han sagde, idet jeg var på vej ud ad døren, at jeg måtte love ikke at løbe eller træne i løbet af dagen. Kroppen skulle have ro, for det var vigtigt at hjernen fik lov til at indstille bevægelserne igen. Noget i den stil. (Jeg husker det desværre ikke ordret hvad den gode mand ytrede, men det var dælme klogt sagt ). Jeg tog hjem og som dagen gik, blev kroppen mere og mere tung og trætheden overmandede mig fuldstændigt.  

Dagen efter forsøgte jeg mig med en lille løbetur. Det gik slet ikke. Mine ben føltes som Egon Olsens da han stod med fudserne solidt plantet i cementblokken et sted i Jylland. Der var intet flow, og hele kadaveret var nærmeste i udu. Onsdag tog jeg en slapper – det samme torsdag. Fredag efter job skulle jeg op og se på ny cykel, og besluttede mig for at tage mine rosafarvede superhelte-sko på fødderne og løbe forbi cykelhandleren. På vej derop mødte jeg bedre halvdel, og fuld af energi satte jeg lidt tempo på. Det gik forbavsende fint. Ben var superfriske og jeg følte mig som en helt spritny løbe-udgave af mig selv. Det gik så fint, at jeg besluttede mig for at fortsætte videre ud i den store varme verden med små regndråber hængende som snefnug omkring mig, efter besøget hos cykelmanden (jeg fandt i øvrigt ikke lige det jeg søgte).

Et sted på turen besluttede jeg mig for at lave små lygtepæls-intervaller, 7-8 stykker. Andre stedet løb jeg tempo-løb præcis når det lige faldt over mig. Den sidste tempoblok løb jeg på vej tilbage gennem Gug city, og i tankerne havde jeg kun én ting. Et billede af mine monster-stærke terminatorben, lavet af stål og så stærke at selv Arnold Swarzenegger ville være misundelig. Det var årets bedste løbetur der faldt på en helt tilfældig fredag. Ikke skygge af smerter i skinneben. Jeg var fuldstændig blæst omkuld, endorfinerne cyklede rundt i mine blodbaner og selvom jeg godt kunne mærke, at der er et stykke vej til topformen, så var jeg simpelt hen så glad og fuld af energi over en løbetur, der efter så mange frustrationer, bare var helt igennem guddommelig oplevelse. Sådan en løbetur kan virkelig vaske skades-tavlen fuldstændig ren. Det er dét vi lærer som løbere. At være tålmodig og holde ud. At blive ved, og ved selvom lyset er svært at skimte forude. At stole på, at én dag så komme den. Løbeturen der gør det hele værd. 😀   

Jeg sender den største tak ud i universet til Mr. Myagi der fik min krop i flow igen. I går løb jeg igen, en stille 11 km. og sørme om ikke jeg neglede en marathon i dag. Jeg løb 42,2 lækre smovse-kilometer i den smukkeste del af Danmark, på den smukkeste rute overhovedet. Jeg er en ualmindelig glad løber lige nu. 😀

PS – Tak Pia Høgh for et verdensklasseløb i Tornby i dag, Tak til Hanne, Anne, Pia og Jesper Eegholm for at lade mig hygge med jer på turen rundt. Nøj det er fedt at være løber…

Tjek i øvrigt lige denne lille genialitet fra Pias løb i dag. Depotet var en pose fyldt med lækkerier og drikkelse til hver eneste løb. Alle Corona-konventioner overholdt til ug. 😀

The post En fabelagtig weekend :) first appeared on The greatness of running.

Jeg har ingen større løb i udsigt, alt er ligesom nulstillet og det føles lidt som om alting er i venteposition. Alligevel løber jeg. Jeg løber næsten hver dag, ikke noget bestemt træning, jeg løber bare præcis det jeg har lyst til. De sidste par uger har jeg forsøgt at finde ud af hvorfor det sådan. Hvorfor bliver jeg stædig ved med at snøre båndende, og tøffe ud i mit gamle stinkende løbetøj.

Jeg kunne ikke helt finde svaret, det var først da jeg så nedenstående dronefilm og så mig selv løbe – at det pludselig kom væltende som skybrud i mit hoved. Jeg ved faktisk godt hvorfor jeg løber… Det er jo lige der på filmen.

Jeg løber fordi det for mig er frihed. Frihed fra aftaler, fra huspligter, fra arbejde, fra dårlig samvittighed, fra dårligt humør, ja næsten fra hvad som helst.

Jeg løber fordi det føles som leg

Jeg løber nogle gange for at presse mig selv, for at mærke smerte og skubbe grænser.

Jeg løber nogle gange for at komme ned i tempo, lade pulsen gå i dvale og tømme hovedet

Jeg løber for at være i naturen, at opleve årstiderne og mærke, lytte og se naturens skifte

Jeg løber for at mærke regnen i hovedet

Jeg løber for at få nye ideer

Jeg løber for at knække udfordringer

Jeg løber for at mødes med andre

Jeg løber for at kunne spise mere chokolade

Jeg løber for at gøre mig selv stolt

Jeg løber for at lære at håndtere nederlag

Jeg løber for at komme ud af komfortzonen

Jeg løber for at få energi

Jeg løber for at blive træt

Jeg løber for at opleve verden

Jeg løber for at gemme mig for verden

Jeg løber når jeg er ked af det

Jeg løber når mit hoved bliver for fjollet

Jeg løber når jeg har brug for at drømme mig væk

Jeg løber fordi jeg ikke kan lade være

Hvorfor løber du? 😀

The post Præcis derfor… first appeared on The greatness of running.

Nytåret kom farende som en raket, og pludselig var det den 2. januar og jeg startede nyt job. Det er noget jeg har glædet mig meget til, men også noget som har slugt al min energi og overskud, og ikke levnet mange frie hjerneceller til at få skrevet ret meget her på domænet.
Kort status på mit løbeeventyr er, at jeg nu er i “Taper-time” (hver eneste gang jeg siger det ord, popper Jim Carrey op i mit hoved, mens han skriger ”Cable-guy” ude foran min hoveddør. Det er da den mest mærkelig Taper-ting jeg nogensinde har prøvet – og umulig at slippe af med 😀 :D. Ps – ved du ikke hvad jeg taler om, så tjek Cable-guy-linket i bunden af indlægget 😀 )

Før 2020 for alvor for vinger her om en lille uges tid, (psyko-lyd…. 1 UGE TILBAGE INDEN JEG REJSER) har jeg brug for at se tilbage på 2019 og lære af året der gik. Jeg syntes generelt, det bør være enhver løbers MUST, at se tilbage på året der gik, og tage læringen med over i det spritnye løbeår.

Umiddelbart når jeg tænker på løbeåret 2019, så fylder et ord næsten alt. Mit absolutte hadeord over dem alle. Skade.. Jeg slæbte min dødvægt af en Hamstring Tendinopathy med ind i det nye år. En dødvægt der næsten er umulig at slippe af med, og som nogle gange forholder sig i ro, men i andre perioder skriger, råber og vræler som en lille baby. I starten af 2019 smed jeg håndklædet i ringen, og startede på et trænings-hold hos en fys i Aalborg. Jeg fik trænet en del styrke, men opsummeret, så fandt vi aldrig rigtigt frem til det, der for alvor skubbede mig mod en skadefri tilværelse. Jeg stoppede med fys med starten af sommerferien, og opgav. Jeg havde ikke tålmodigheden, og jeg kunne ikke se nogen som helst fremdrift. Status er, at skaden stadig er til stede. Den flammer op i tide og utide, især når jeg kommer til at presse citronen lidt for hårdt. Og her i juleferien har den besluttet sig for, at den da i den grad vil med på løbeeventyr til Antarktisk. SUUUUPER…

Læring 1:

Jeg er ikke god til at være skadet, og min tålmodighed er som en ærte i prinsessens seng. Jeg har brug for at føle at der sker noget. Om ikke andet, at der er et klart mål med det jeg laver. Det dur ikke for mig, at jeg går på et hold 1 gang om ugen, og så ellers skal forsøge at træne selv resten af tiden. Min rygrad er for slatten. DET SKER IKKE.
Jeg savner at løbe uden at have en ”nipper” siddende i baglåret. Jeg savner at løbe trail, som p.t. er en helt umulig ting. Op ad bakke er simpelt hen det aller værste jeg kan byde min ”ven” i ballen. I 2020 – når jeg vender retur fra min drømmerejse, vil jeg forsøge at finde en personlig træner der kan tage mig igennem et kvalificeret forløb. Jeg vil betale det, det koster, for at få hjælp 2 gange ugentlig til at træne min skade korrekt. Jeg kender ikke nogen personlige træner, der kunne være relevant, så al input tages med kyshånd. Kravet til den personlige træner er blot, at personen skal teoretisk forstå hvad min skade handler om, skal forstå et løber-mindset og skal være klar på at arbejdet med et stædigt æsel.

Trods mine udfordringer i ballen, fik jeg alligevel løbet en del fede løb i 2019. Ikke helt så mange som jeg gerne ville, men dem jeg fik løbet, var alle fede oplevelser. Jeg løb 6 marathons i alt (ikke meget for en garvet løbetosse, men det var altså hvad det blev til). Af de 6 var 1 løb et socialt løb ved jyske ås (gudesmukt område), 1 løb foregik i mine yndlingsomgivelser – stranden og stierne rundt i Blokhus til Blokhus Marathon, og 1 løb var et Guiness Rekordbogs forsøg på den højeste asfaltvej i verden i Pakistan. Sidste nævnte var årets absolutte løbeoplevelse, og åbnede en dør op for nye perspektiver på det, at være løber.

Jeg fik, trods skaden, løbet 3 trailløb i 2019. 21.1 km. Strandløb til Costal Run mellem Lønstrup og Løkken i den vildeste vind. Nøj det var vildt – og skægt. . Jeg løb Gudenå trailløb 37,5 km. Et fantastisk løb hvor jeg løb fra Tange til Randers på Gudenåens brinker. Og sidst men ikke mindst fik jeg endelig mit drømmetrofæ med hjem fra Skagen, hvor jeg løb Skagen Odde Ultra trail 60 km.

Og så var der heldigvis også lige plads til kvindeløb 15 km. Sammen med Leah og Team Tvilling. At løbe med Team Tvilling er altid en helt speciel oplevelse. Derudover blev der også plads til 2 af de halv sammen med gode løbevenner.

Så alt i alt et helt ok løbeår, når man ser bort fra skaden. Jeg vandt Blokhus Marathon og Khunjerab Marathon i Pakistan (og fik dermed en Guiness world record – har dog ikke fået bevis herpå endnu). Jeg vandt Gudenå trail løbet og, som nævnt, jeg vandt trail løbet i Skagen. Det var et helt hæderligt år i 2019 😀

Læring 2:

Min løbeglæde er klart mest flammende når jeg mikser løb, og løber forskellige distancer og udfordringer. I 2020 vil jeg forsøge at løbe andre løb end dem jeg normalt løber (læs marathons). Jeg vil teste mig selv på andre distancer og se hvad det gør ved min fysik. Jeg tror på, at jeg kan blive en bedre løber, hvis jeg udfordrer mig selv på andre distancer end lige præcis de 42,2.

Løbet i Pakistan åbnede min løberverden for det sammenhold der findes på tværs af landegrænser. Jeg blev, her lige efter jul, optaget som medlem i Marathon Globetroppers (Det kræver at man har løbet i mindst 10 forskellige lande).  Jeg mødte i Pakistan så mange fantastiske mennesker, og lærte om så ufattelig mange fantastiske løb og udfordringer, lidt i stil med det eventyr jeg tager på om en uges tid. Kipchoge sagde i interviewet efter hans succesfulde rekordforsøg ”Together we can make this a beautiful world ”, og det er præcis det der sker, når man rejser ud i løbeskoene og møder verden med åbenhed og nysgerrighed.

Læring 3:

Løbet i Pakistan har ændret mig som løber. Jeg vil ud og lære verden at kende i mine løbesko. Jeg vil holde mine nye bekendtskaber ved lige, og omfavne den forskellighed og accept man oplever i det internationale løbemiljø. Jeg vil ud og opsøge historierne og lave en ”mine internationale løbehelte” serie. Jeg vil udfordre min comfort zone, få tatoveret ”Courage” på min arm, og grine mig højt og larmende gennem alle oplevelserne.

2019 har lært mig, at selvom jeg har været i gamet i over 10 år, så er der stadig så meget mere at lære som løber. Man skal bare turde !!!!!

Og så videre til Taper – og den forestående rejse i næste indlæg. Indtil da, lidt “Taper-time” underholdning…

The post Recap 2019 first appeared on The greatness of running.

Sådan har jeg det p.t. Og jeg siger dig kære læse, det er absolut fantastisk – ikke mindre. Jeg oplever, at jeg pludselig er nødt til at tvinge mig selv til at stoppe på mine ture for ikke at løbe alt alt for mange kilometer, at jeg med glæde løber hurtigere, end den fart mine tempointervaller er planlagt til, og at jeg synger højt når jeg løber rundt alene i Hammer Bakker (Hvis du tænker stakkels rådyr, så har du fuldstændigt ret – de lider voldsomt når jeg kommer syngende i rungende falsk falset :D).

Jeg skrev om min manglende løbe mojo i indlægget her, og selvom jeg siden indlægget indimellem har oplevet lyspunkter, så har det ikke været de store positive sprogblomster der har floreret i mit sprog, når jeg evaluerede mine træningsture. Oftest har det føltes som en tung sej vandring ud over Sibiriens ødeslette – og det til trods for indkøb af alverdens nye gadgets og løbegejl. Min stænger har føltes tykke som stængerne på en jysk bryggerhest og hovedet fyldt med tåge og mågeklatter.

Og så pludselig ud af det blå er solen kommet frem bag skyerne, tågen er lettet, hovedet rengjort og benene skrumpet ind til spinkle kenyaner-stænger. Jeg oplevede i denne uge at angribe en stejl bakke blot for at komme til tops og tænke ”var det alt du havde at byde på, din tarvelige bakke. Du ser så sej ud – men du er jo kun et lille bump på grusvejen”. At løbe i øsende regnvejr og mudder uden at have den mindste smule ondt af mig selv, at drøne rundt på landevejen i langt hurtigere fart end planlagt mens jeg skrålede min ynglings sang, og toppen af drikkedunken – at løbe Løkken Marathon i dag og føle det hele bare spiller maks. (I øvrigt det fedeste marathon, klart anbefalelsesværdig. Jeg skrev om løbet sidste år – læs med her)

At være løber er som at være en rejsende i ukendt land. Ikke to år er ens, der er altid nye oplevelser, nye opdagelser og nye ting der forundrer og mystificere mig. Kroppen er måske en maskine, men for søren da en kompleks én af slagsen. Man kan skrue, tune, effektivisere og optimere nok så meget – og alligevel er det som om, krop og sind nogen gange bare beslutter i sær samhørighed, at nu har den stakkels løber lidt nok, nu giver vi lidt kredit for det hårde arbejde. Det hedder sig at man som løber ALDRIG skal sammenligne sine meritter fra året før, og forvente at krop og sind er i samme tilstand og leverer samme produkt. Hvert år er som en ny fin løbesko taget ud af kassen og parat til brug. Den ligner måske den fra sidste år, farven er måske den samme og formen er måske endda lidt forbedret, men når fudsen kommer i skoen får den sit eget liv og er på ingen måde som den sko fudsen kom i sidste år.

Jeg syntes det er en dejlig erkendelse, at hvert år er en ny begyndelse for løbere. Også selvom det kan være uhyggeligt frustrerende at opleve, at man bare ikke præsterer på samme niveau i en længere periode, og måske ikke løber i nærheden af det, man kunne året før. Det fede er, at med en kende tålmodighed og selvforkælelse vender laksen igen en dag op i strømmen, og gyder de små lækre basser der bliver til ren løbeglæde.

Så kære venner, hold ud når du rammes af manglende lyst – også selvom det måske er gennem flere måneder. Én dag vender det, en dag vil sol, måne og stjerner stå rigtigt og den totale løbeglæde indfinde sig. En dag vil træningen føles let som en legende sommerfugl og du vil have lyst til at råbe et højt JUHUEEEE og et stort HURRRAAA for alle os der løber.

Vi ses på gaderne; jeg vil være hende med det store overstadige smil klistret fast i fjæset. :D. Stort tillykke med gennemførelse til alle der løb i Løkken i dag, hvad enten det var 10km, halv- eller helmarathon.

The post Den vildeste løbeglæde first appeared on The greatness of running.

Men før jeg overhovedet nåede at færdiggøre mine supportsange og kreere kæmpe store tifo´er der ville gøre selv Brøndbyfans misundelige, blev jeg overhalet indenom. Min søster tog simpelt hen sagen i egen hånd, meldte sig til Aalborg halvmarathon her om en lille måneds tid og løb målrettet efter program – og hvor jeg troede, det skulle være min opgave at sende motiverende beskeder, så var det i stedet min søster der jævnligt sendte smsér med fremgangsoversigt over tider og distance. Sagt med andre ord, min søster havde slet ikke brug for mig, hun klarede det helt fint selv.

I dag var vi til påskefrokost hos vores forældre, og vi havde på forhånd lavet en løs aftale om en løbetur sammen, nu hvor vi alligevel var i Hirtshals på samme tid. Jeg havde glædet mig vanvittigt, det var altså en fuldstændig uforklarlig stor ting for mig, at løbe sammen med min søster for første gang. En ting jeg ville have forsvoret aldrig ville ske hvis du spurgte mig for 1 år siden.

Vi løb afsted med en aftale om ca 4-5 km. og holdt et fint solidt snakke-tempo. Kristina fortalte at dét der var anderledes denne gang, det der holdt hende til ilden, var den fantastiske opbakning og det sociale fællesskab hun havde fundet i løbermiljøet. Kristina havde hooket op med en sej Hirtshalspige – Lennie som på fineste beskub hjalp min søster gennem længere ture, og introducerede hende til Havstrygerne, løbeklubben i Hirtshals. Oveni det er Kristina ansat ved et IT firma i Aalborg og siddende ved siden af en af Nordjyllands sødeste ½ marathon-løber Tina, var det umuligt for Kristina at undgå, at blive smittet af den løbebacille der invaderer kroppen og får motion til at føles som det mest naturlige i verden. Gennem Tina fik Kristina hooket sig op på Endomondo og kom med i et virtuelt løbefællesskab på arbejdet.

De mange ”godt gået”, ”flot du kom afsted i dag” og ”sejt løbet” i Appen holdt ild i motivationen og pludselig løb min søster 21 øve-kilometer på under to timer, bare lige for at prøve det. Og nu – fortalte Kristina med et stort grin, er løbeskoene blevet en lige så naturlig del af klædeskabet, som alt hendes andet tøj. Her vidste jeg det var sandt. Min søster er blevet en rigtig løber.

Vi nåede på dette tidspunkt fyret i Hirtshals, og jeg tog en hurtig beslutning – turen blev udvidet med en strandtur til Tornby – min søsters 1. løbetur på stranden og så endda på mit yndlingssted over dem alle. På stranden snakkede vi om det mentale ved løb, det med at hovedet nogen gange sætter grænsen før kroppen egentlig har sagt fra. Og bare det faktum at høre min søster har overskud til at arbejde med det mentale under hendes løb, fortæller mig at hun vitterlig er kommet langt på rejsen som løber. Det kræver overskud at begynde at reflektere over, hvorfor man agerer som man gør under pressede perioder. Vi talte om løbermiljøet generelt, og om at man nogen dage kan være en 10-km løber, andre dage en halvmarathonløber – og selvfølgelig var der tid til at tage billeder, kigge muslingeskaller og løbe over vand imellem al snakken.

Jeg nød turen så uendeligt meget. Tænk at jeg pludselig løb og snakkede sammen med min søster på det bedste sted i verden, i et fint tempo og med masser af overskud. Og lige der midtvejs med havet brusende som sød baggrundsmusik til vores samtale, blev jeg fyldt af en stolthed jeg næsten ikke kunne rumme. Jeg var- og er så møg stolt over min søster, at jeg slet ikke kunne udtrykke det. Min søster, en travl småbørnsmor der både håndterer 3 dejlige unger, hendes skønne mand, job, veninder, familie og stadig har overskud til at løbetræne 3 gange om ugen, og sætte nye fremtidige mål. Jeg forstår ikke hvordan hun gør det, men for pokker hvor var jeg lykkelig for at dele det jeg elsker uendelig højt – at løbe ved Vesterhavet med min søster.

Turen endte på 12 km og et eller andet sted på vejen fandt jeg min løbe-mojo igen. Jeg ved ikke helt hvor – eller hvad det var, men hele min krop hviler i erkendelsen af, at i dag var det min søster der viste mig vejen til løbeglæden. Så simpelt som at lytte til hendes oplevelser af fremgang, udfordringer, fællesskab og tanker om løb var alt der skulle til. Jeg elsker min søster og i dag føltes det igen som det fedeste i verden at løbe. Jeg nød friheden, oplevelserne og det mentale frirum der kommer af en løbetur uden planer for fart og distance, men som blot byder på en palette at oplevelser, sammenhold og grin efterhånden som man kommer fremad i løbeskoene.

Jeg krydser lige nu fingre for at min søster og hendes mand får solgt deres hus i Hjørring så de kan flytte tættere på Aalborg. Jeg vil elske at lunte fordi søster og spørge om hun skal med på løbetur en dejlig sommeraften. Sååå hvis der er nogen der kender nogen der vil købe hus i Hjørring – såååå..

Om lidt over en måned går det løs i Aalborg til Aalborg halvmarathon. Min søster løber hendes første halvmarathon, og selvom jeg har misset min chance for at løbe som fartholder sammen med hende, så er jeg 100% sikker på, at hun kommer til at klare det forrygende. Og lige så sikker på, at der under fejring af gennemført løb med familien i målområdet, vil falde en lille tåre eller to.

The post En løbetur med søster :) first appeared on The greatness of running.

Og før de første brevbomber ryger ind gennem min brevsprække, vil jeg skynde mig at sige, jeg er big time omvendt!!

Klub100 halvmarathon startede som Charlottes lille projekt i 2014, og er med tiden vokset til en landsdækkende klub med masser af håbefulde potentielle nye medlemmer. Charlotte er selv løber, hun startede “karrieren” efter en skilsmisse og et behov for at få mere energi i hverdagen. Og da kæresten Finn kom ind i billedet, blev han katalysatoren der skubbede Charlotte helt ind i maven af løbermiljøet. De to har siden løbet utallige løb sammen, og har overkommet udfordringer af flodheste-størrelse med en ordentlig dosis af den simple medicin – løb og social samvær med dejlige løbevenner.

Charlotte er én af de der mennesker der bare rummer en utømmelig kilde af kreativitet, og for at kanalisere energien i retningen af det, der langsomt blev Charlottes passion – løb og det motivere andre, blev klub100 halvmarathon født.

Der er siden lagt masser af energi og tid i arbejdet, og Klub 100 Halvmarathon har på kort tid fået eget logo, har egen FB side, har egen hjemmeside, har egen Medal Hangers (altså de der til at hænge alle sine medaljer på), egen ”tøjserie” og samtidig afholder hun og kæresten Finn tons af ”FC løb” i det nordjyske – og nu også i Flensburg, hvor alle løbetosser er velkommen. – nå ja, så har hun også lige tid til at forhandle rabataftaler til medlemmer af klubben, – Her kan jeg, som en servicemeddelelse oplyse, at der indgår en tatovør i Nyhavn på listen af mulige rabatter. Det er da bare monster blæret.

Jeg spurgte Charlotte om der, med oprettelse af klubben, lå et lille oprør mod det paradigme der præger løbemiljøet for tiden om jo længere, jo hurtigere, jo bedre. Hertil svarede Charlotte, at det jo ikke som sådan var et oprør – det er måske i virkeligheden bare en konsolidering af de værdier Charlotte og Finn har bygget op, gennem deres egne erfaringer med løb og afholdelse af løb. Værdier som i bund og grund kan kategoriseres under det møg populære danske ord HYGGE.

Det handler for Charlotte om, at alle kan være med ligegyldigt niveau og drømme, social status og uddannelse. ”Vi er alle i løbetøj og vi er løbere, og det er næsten mest af alt en leg. Det skal være sjovt, hyggeligt, selvfølgelig også udfordrende, og så skal det mest af alt foregå i en atmosfære af respekt for hinanden og for de drømme hver især løber rundt med”. Det er grundstenen i klub 100 halvmarathon.

Der er i dag knap 1000 følgere på FB siden, løbere fra hele landet og p.t. tæller listen over klub 100 løbere 21 seje løbere (nr. 22 kommer forhåbentlig på lørdag) og en pæn lille flok står klar på boblerlisten. Og det er svært ikke at blive berørt over det sociale aspekt der gennemsyrer hele projektet. På websiden ligger breve og artikler fra medlemmer der stolt takker Charlotte for opbakning.  Og alle der løber jubilærum (som kan være 10 løb, 25 løb, 50 løb osv.) får en sød og opmuntrende kommentar med på vejen, mens nye klub 100 halvmarathon løbere får både tale og mindehæfte med hjem.

Jeg spurgte Charlotte hvordan hun kan overkomme det store arbejde med at vedligeholde sider, afholde masser af løb, tage rundt og fejre nye klub 100 halvmarathon medlemmer og stadig have tid til at løbetræne selv – nå ja, og passe fuldtidsjob og pleje familien. Hertil svarede hun, at hun selvfølgelig er MOR først og fremmest, og at det mange gange er ren hyggestund for hende og kæresten, når de opdaterer resultatlister, poster billeder fra løb, brainstormer over nye ideer og i det hele tage udlever deres passion sammen.

Og fremtiden – tja, hvem ved hvad det udvikler sig til. I hvert fald står der p.t. et lysende fyrtårn som pejlemærke for fremtiden – i Juni 2019 fylder klub 100 halvmarathon 5 år – og DET SKAL FEJRES

Og tilbage til min omvendelse, for det der fik mig til at åbne øjnene var, at se det fællesskab der voksede frem blandt halvmarathon løberne. Pludselig var der noget at være fælles om, tal på bogen, tanker om de 100 og vejen til målet – og ikke mindst en voldsom smittende motivation og en kæmpe accept af, at distancen 21,1 km kan være præcis lige så gruelig og frygtindgydende for løbere, som marathon distancen var for mig, da jeg startede mit raid mod de 100 42.2 km. Jeg elsker at se hvordan folk i hele Danmark lægger billeder op i FBgruppen af deres løb, og kort giver en lille status, mens likes i banevis smelter ned over billederne som klapsalver i det kongelige teater. Og stort set alle billeder og indlæg får et like med på vejen fra Charlotte. Hvis du en dag mangler lidt motivation så kig forbi FB gruppen – jeg garanterer det flyder over med drømme og opbakning som et andet overflødighedshorn.

Hvor er det fantastisk, at vi i løbemiljøet har ildsjæle som Charlotte der gider tage slæbet og motivere andre. Og hvor er det fantastisk, at løb kan foregå på alle niveauer og ikke altid behøver være ”jo længere/ jo hurtigere jo bedre. ”

Som Charlotte skrev i en kommentar til en håbefuld klub ½ marathon bejler:

”På med JA-hatten. Selvfølgelig kommer du også i Klub 100 halvmarathon. Vi hygger os hele vejen mod målet.”

Du kan se webside for klub100 halvmarathon her: http://klub100halvmarathon.simplesite.com/417834756
og tjek endelig også ind på FB siden. https://www.facebook.com/klub100halvmarathon/?fref=ts

The post Mine løbehelte VII – Når løb er at motivere andre first appeared on The greatness of running.

Der findes ingen fremmede, kun venner vi ikke kender…..

Sådan lyder et citat af Samuel Pepys og i dag fik jeg det beskæftiget helt ud i fingerspidserne. :). Det er lørdag og langturs dag i min løberverden. Og som altid når jeg vågner lørdag morgen, har drukket 7 kopper kaffer og spist min obligatoriske havregryn, kredser tankerne om hvilken rute jeg skal vælge i dag. Den lettere rastløse del af kroppen siger ”kom nu afsted, jo tidligere jo bedre” mens den lørdagsdovne pendant siger ”neeej, vent nu lige nogle timer, slap nu lidt af – du har fortjent det”.  Så der sad jeg med en stor pude i ryggen og en kæmpe kop mokka placeret i siddende stilling i sengen, og lod de indre kamphaner kæmpe deres kamp mens jeg scrollede FB i ren tankeløshed.

Jeg faldt pludselig over et opslag fra en af løbetosserne – Kaspar, han havde postet et simpelt ”Er der nogen der skal med på en +20 km i dag”. Jeg kender Kaspar fra løb hvor jeg har hilst på ham en del gange, og han var med i bilen da jeg løb Fanø Marathon, men ellers har jeg som sådan aldrig rigtigt snakket med ham. Jeg tænke, tja – jeg kan jo prøve; lidt selskab på en lang løbetur ville være perfekt – og hvorfor ikke. Og før jeg vidste af det, havde jeg en aftale med Kaspar, han ville køre fra Brønderslev til Aalborg og jeg skulle finde en rute til os.

Så kl. præcis middag begav vi os afsted med rygsække på ryggen og med retning ud mod Lundby Krat, der er et skønt skønt skovområdet i udkanten af Aalborg. Sjovt nok, så tænkte jeg ikke på noget tidspunkt over det faktum, at jeg ikke som sådan kendte Kaspar, og om vi overhovedet kunne finde noget at snakke om de næste par timer; vi er jo løbere begge to – og om ikke andet så havde vi vores passion at dele med hinanden.

Jeg kan med 110 % overbevisning i stemmen sige, at jeg havde den hyggeligste tur jeg længe har haft. Kaspar er den sødeste, rareste løber og han brokkede sig ikke én eneste gang over min rute, eller over mine ideer til billeder til domænet her (hvilket indebar han, som en anden skuespiller, lige måtte løbe frem og tilbage et par gange før instruktøren var tilfreds med resultatet). Og hvor var det vildt at høre, hvordan han for 5 år siden røg 40 cigaretter dagligt, lå på sofaen og ikke tillagde motion det fjerneste opmærksomhed – og så en dag besluttede at nu var det nok, kvittede smøgerne og startede med at gå-løbe runder på 2 km. Og derfra langsom byggede op til at løbe halvmarathon – og endelig i 2012 løb hans første marathon i Østerådalen i Aalborg. Og nu – 67 marathons senere, kiggede han på mig og sagde ”jeg kiggede efter et løb i morgen, du ved, jeg trænger bare lige til at løbe marathon igen” – og jeg vidste præcist hvad han mente. Løbebug´en har taget i os som en anden alien i maven og den slipper os ikke igen uden kamp.

Det viste sig i øvrigt at vi havde fuldstændig samme syn på det at løbe, at det er komplet ligegyldigt om man løber marathon, halvmarathon eller 5 km. Bare det at man snører sine løbesko og løber en tur, gør i vores øjne at man er over mega sej – Og vi er alle løbere, hvad enten vi jagter hurtige tider eller bare lunter et par kilometer for at holde formen – vi har alle engang været begyndere. Jeg elsker at faktum.

Og sådan fik jeg så min lange tur på bogen i dag, i det skønneste selskab, i den smukkeste natur. Jeg er så glad for at Kaspar postede på FB og jeg er overglad for, at han gad køre til Aalborg og løbe med mig. Jeg vil hermed opfordre andre løbere til at gøre det samme. Lad os løbe sammen og vise hinanden de dejlige steder vi løber. Jeg kører gerne for sådan en oplevelse – Og jeg har i øvrige booket Kaspar til en ny tur, denne gang ved vestkysten hvor jeg har lovet at vise min fantastiske Rødhus-Blokhus-Saltum rute. Og jeg lover at slå det op på FB, hvis nu der skulle være andre der har lyst til at joine sådan et par løbetosser. (Man er velkommen til at nøjes med en lille del af ruten, hvis man ikke har mod på en lang tur – og farten tilpasses så alle kan være med. :))

I guder hvor jeg dog elsker at være løber. (Og nu smutter jeg lige over til tanken, og henter en pakker med løbetøj købt ind til efterårets ture –  It’s a beautiful day – Don’t let it get away – som mit yndlingsband synger. :))

The post Der findes ingen fremmede, kun venner vi ikke kender. first appeared on The greatness of running.

I dag stod den på intervaltræning ifølge mit træningsprogram; samme træningspas som, i sidste uge, var ved at tage livet af mig, mildest talt. Så min plan var at udnytte, at jeg er startet på arbejdet igen. Jeg planlagde en arbejdsdag i Hjørring hvor de har den fineste, nyeste og mest fantastiske atletikbane kun en spytklat fra mit arbejde. Og efter dagens tørn på job hoppede jeg i de små shorts og singletten – og dappede på banen. Der var ingen andre løbere på banen, til gengæld var der masser af liv rundt omkring, hvor håndværkere og frivillige var i gang med at forberede den store begivenhed i byen – Dana Cup.

Jeg startede min opvarmning, joggede rundt på banen – og vupti så skiftede omgivelserne pludselig kulisse og blev til selveste Rio City – Jep simpelt hen; jeg var nu en professionel atlet i gang med opvarmning til eftermiddagens finale i intervaltræning. Efter opvarmning, hvor jeg lige måtte stoppe et par gange og skrive autografer, jeg var trods alt stor favorit i finalen – løb jeg over til min imaginære træner og min drikkedunk, klappede mig selv på lårene og linede op på startstregen. Skuddet løb, løbet var i gang.

Det blev en sej finale, jeg var super godt løbende og lagde klogt ud med at lægge mig bag mine værste konkurrenter og lade dem trække mig i starten. Ilden var tændt i mig og første 1 min. all out spurt gik jeg forbi – jeg var ustoppelig. Træning bestod af 3 blokke a hhv. 3 min, 2 min og 1 min med forskellig intensitet, og for hver blok kunne jeg mærke jeg ville have mere og mere; jeg ville ikke nøjes med mindre end guld.

Pludselig på sidste blok, da jeg lige slap koncentrationen i få sekunder blev jeg overhalet af den store muskuløse og total dopede russer. Det måtte ikke ske – jeg have kun et 2 minutter pas og et 1 min. all out pas tilbage. Jeg speedede op, gjorde klar til den aller sidste krampetrækning og da jeg nåede 1 min all out spurtede jeg som aldrig før. Jeg nåede op på siden af russeren, kunne smage fiskeolien fra i morges i halsen og følte mig en lille smule svimmel, men langsomt og sikkert trak jeg fra og løb som sikker vinder ind over målstregen, hvor jeg smed mig ned på ryggen, strakte armene i vejret og råbte et forløsende JAAARHHHH.

Anerkendelse stod malet i hovederne på tilskuerne (eller også var de blot ret rådvilde over den tosse der løb rundt med en trøje over ryggen, som var det et dannebrogsflag, i bedste Sarah Slot stil) – og i ren lykkerus kastede jeg håndkys ud til hver og én der var i området. Og sørme og ikke jeg fik ”det er et yndigt land” med på vejen – eller det var godt nok håndværkerne der hørte radio, og det var vist nok en sang med Christoffer – men for mig løb det grangiveligt som ”Det er et yndigt land”.

Jeg gjorde det! Jeg blev imaginær olympisk intervalmester.

Og sådan kan man så også få et træningspas til at gå, når man så småt begynder at blive ramt af de første OL virusser. At løbe er for mig nogen gange ren og skær leg. Det er tiden hvor jeg kan transmogryffe mig om til en super elite løber der smadrer alt og alle, og tiden hvor fuldstændig umulige drømme kan realiseres i min egen lille fantasi. Når jeg løber glemmer jeg nogen gange at være voksen – hvor fedt er det ikke lige? Er det så mærkeligt jeg bare elsker at løbe

The post Atletikbanens skræk first appeared on The greatness of running.