Jeg elsker det faktum at vi alle, når vi står ved startstregen til et løb, er løbere og ikke defineret af én eller anden profession. Alligevel er der ind imellem nogen der skiller sig lidt ud fra mængden. Nogen der bare i sig selv er en lille smule sejere end alle vi andre. Sådan én er Kaj Vestergaard, 63 år gammel, 201 marathons på bagen og travtræner af profession.

Kaj er en mand som altid har haft fysisk træning som en vigtig bestanddel af hans liv, han har spillet fodbold, han er gammel bokser, har været boksetræner og har haft sit virke hos flyvevåbnet gennem 30 år. Så da boksedrengene, anført af Kajs bokseidol OL deltageren Christian Larsen, til et ålegilde tilbage i 1987 skulle finde en ny udfordring nu hvor boksekarrieren gik på hæld, var det helt naturligt at udfordringen lød på gennemførelse af et marathon i foråret 1988.

”Jeg elsker udfordringer” griner Kaj, da jeg lørdag morgen satte ham i stævne i Svenstrup, selvfølgelig til et marathonløb (fristes man til at sige). Og udfordringen dengang i 88 blev taget meget alvorlig. Træningen lød på mellem 110-120 km. ugentlig, og debuten blev en overraskende god én af slagsen, hvor Kaj tørnede ind i tiden 3.22 og var sulten efter mere.

Christian og jeg fortsatte med at løbe marathons, og jeg husker tilbage i 90 hvor vi løb 5 stk i alt. og alle omkring os sagde ” 5 marathons på et år, i er jo psykotiske. Det kan man da ikke” fortæller Kaj og fortsætter ”Sidste efterår løb jeg 23 stk. fra august til jul, uden der var nogen der løftede et øjenbryn”. Tiderne er i den grad skiftet, og løb er blevet en langt mere ekstrem sport end det var for 20 år siden.

Mens løb sneg sig mere og mere ind under huden på Kaj, var og er travhestene en helt central del af Kajs liv. Kajs familie har i generationer været bidt af en gal travhest, og Kaj selv fik licens i 1975 og kørte som amatør indtil 1992, hvor han blev professionel travkusk og træner. Han har stillet op med heste i mellem 7-8000 løb, og har vundet adskillige titler både som amatør og professionel. Deriblandt også et par placeringer i top 5 til Europamesterskaber.

Kaj valgte i 2005 at sætte marathonløb på pause, for at starte op som selvstændig travtræner. Efter 50 marathons var det tid til at sætte skub i en spirende forretning med opdræt, træning og salg af travhest. Og efter blot 2 år forlod Kaj flyvevåbnet og blev fuldtids træner. ”Jeg har altid være god til at træne ungheste” fortæller Kaj og tilføjer, at styrken især ligger i hans forståelse af, hvornår en hest har nået smertegrænsen og trænger til restitution. ”Jeg kender det jo fra egen krop som løber, det der med at lytte når kroppen siger stop og ikke presse sig selv ud i skader. Det er fuldstændig det samme for hestene, og jeg overfører den erfaring jeg har som løber, til min træning med hestene” fortæller Kaj. Kaj har aldrig selv været skadet i hans 20 årige karriere som løber, og det giver helt god mening, at Kaj 3 år i træk vandt titlen Årets hest med 3 forskellige heste. Han er dybt professionel og passioneret omkring det han laver.

I 2009 genoptog Kaj marathon-løbet, denne gang i selskab med fodboldvennerne Jens Bøgelund Madsen og Torben Hjorth. De to debuterede til Brutal marathon i Aalborg med Kaj som løbende coach, og siden da er det blevet til ca. 50 løb sammen med Jens, der har en helt særlig stjerne hos Kaj. ”Jens har været skadet siden vi lavede vores ironman i København i 2017, og i dag løber han halvmarathon for første gang siden da. Det betyder meget mere for mig, end at jeg selv gennemfører i dag” fortæller Kaj da vi løber rundt på ruten i Svenstrup. De to venner træner sammen til dagligt og er begge gjort af samme stof. Samme seje, udholdende sind med en kæmpe stor kærlighed til fysiske udfordringer.

En dag i Kajs liv forløber nogenlunde efter et skema der hedder: Tidligt op, fodring af heste, morgenkaffe, ind på stuegulvet og træne styrke og smidighed, herefter morgenvejning ”For at se hvor hårdt dagens fysiske udfoldelser skal være. Jeg gider bare ikke blive tyk” griner Kaj, og afslører én af hans hemmeligheder han ikke har fortalt. Han er ret forfængelig. Så står den ellers på træning af heste. En træning der er programsat i mindste detalje, med både langsom stille træning, og 2 gange ugentlige intervaller, præcis som var det et løbeprogram til en løber. Kaj havde indtil han gik på efterløn i 2017 op til 30 heste under hans vinger. I dag er antallet reduceret til 7-8 heste, til gengæld hjælper han sønnen, der præcis som faderen har valgt travheste som sin levevej.

Når hestetræningen er overstået, står den på fysisk træning, og i løbet af en uge når Kaj både at løbe 75-80 km, 2 gange spinning, svømning og når vejret er til det, masser af km. på landevejscyklen. Langt de fleste træningspas sker sammen med vennerne, og bliver ofte krydret med både saunature, øl og tirsdagskage :D. Det sociale er en vigtigt ingrediens.

Og mens jeg forsøger at rumme det program Kaj ridser op, tilføjer Kaj med største selvfølgelighed, at børnebørnene jo selvfølgelig altid har 1. prioritet. Familien er Kajs et og alt, og da jeg spørger til nogen af hans største oplevelser som løber, er Oslo marathon hvor Kaj løb marathon mens datter og svigerdatter løb halvmarathon for første gang, det første han nævner. Kaj er stolt af hans børn og børnebørn, og de var alle med til fejringen sidste weekend, da Kaj løb marathon nr. 200. For Kaj er familie og venner det, der giver livet menig.

Spørger man Kaj hvad hans aller største bedrift er, kommer det prompte hans gennemførsel af ironman i 2017 sammen med Jens. De to gør det igen til sommer. Stiller op til KMD ironman i København, og selvom det kun er ganske kort tid siden jeg løb sammen med Kaj, hvor han proklamerede at han til efteråret i år vil gå på marathon-pension, så tror jeg ikke helt på ham. Lur mig om ikke den seje 63 årige mand er at finde blandt løbetosserne mange mange år endnu. – han skulle jo nødig gå hen og blive tyk på sine gamle dage

The post Mine løbehelte part XXII – Når løb er masser af hestekræfter first appeared on The greatness of running.

”Jeg er altså ikke noget særligt” griner Berit og tilføjer ”Jeg er altid den bagerste i løb, ingen podieplaceringer til mig. Jeg skal bare i mål indenfor tidsgrænsen”. Berit løber primært på grund af det social fællesskab der bobler i løbeverden. Hun har utallige løbevenner både indenfor landets grænser, og i lige så høj grad rundt omkring i den store vide verden. Og hun dyrker fællesskabet og kammeratskabet i kombination med masser af løberejser og en kæmpe portion godt humør. 

At Berit i den grad er noget særligt trods hendes beskedenhed, er stråleklart når man som jeg, tilbringer en formiddag i løb rundt om Brabrandsøen en kold oktober dag. Historierne vælter ud af ultraløberen ved min side, og mens jeg febrilsk forsøger både at holde styr på årstal og løb, taler Berit i et væld om alle de skøre vanvittige udfordringer hun kaster sig ud i.

Hun har løbet 1000 km. på 17 dage rundt om Korsika, hun har løbet trans-korea (308km) 2 gange – den ene gang uden succes, og så må man jo tilbage og prøve igen. Hun har løbet 6 dags løb på en campingplads i Ungarn, og løbet 100 miles løb i Berlin langs ruten for den gamle Berlin-mur hele 4 gange – Og det er blot et lille bitte udpluk af Berits mange meritter.

Det hele startede lidt tilfældigt. Berit dyrkede en palette af sportsgrene som Motionsboksning, Taekwondo og lidt løb, og ja, så skulle hun lige prøve det der halvmarathon og tilmeldte sig syv stk. hen over sommeren. Det gik egentlig fint indtil en korsbåndskade satte en stopper for de to førstenævnet, og betød en længere pause fra løb. Et pendlerjob fik en del år senere Berit tilbage til løbeverden. Pendlerlivet levnede ikke tid til motion, og da spisevanerne forblev de samme, røg der en del ekstra kilo på kroppen. Så da en veninde ville starte i en løbeklub tog Berit med – og fandt her det sociale liv hun i dag elsker så højt.

Et opslag på FB fangede tilbage i 2013 Berits interesse. Opslaget reklamerede for hærvejsløbet, et etapeløb hvor man kunne løbe alle de etaper a’ 10 km. man havde lyst til. Løbet var et socialløb hvor alle løb i samme pace og fulgtes ad. Det var en udfordring Berit følte overkommelig, hendes længste løb havde på det tidspunkt været på 24 km, og 2*10 km blev hendes mål for løbet. De 20 km blev undervejs vekslet om til 40 km. Snakken i feltet gik, Berit hyggede sig og så kunne man jo lige så godt fortsætte.

Samme år skulle Berit løbe hendes 1. marathon til HC Andersen marathon i Odense, men efter de 40 km. til Hærvejsløbet, var de 42,2 ikke længere så skræmmende. Hun begyndte at lege med tanken om hvor langt hun egentlig kunne løbe.  

Den tanke blev vekslet til en træningstur, en træningstur hvor hun om morgenen greb en rygsæk, gels, lidt vand og en 50 til en bus hjem (hvis nu det ikke gik), og meddelte kæresten, at hun ville løbe til hun ikke kunne mere og tage bussen hjem igen. Turen blev til 25 km. ud og hjem – 50 km. i alt ”Jeg kom undervejs i tanke om, at en 50ér jo ikke rakte langt hvis jeg skulle med bus tilbage. Så jeg ændrede det til en ud- og hjemtur” fortæller Berit. De 50 km blev fejret med en cola i kiosken nær bopælen, og snart efter lå et 6 timers løb booket i kalenderen. Vejen til længere distancer var banet. Berit løb 62,5 km. til 6 timers løbet, og sluttede året af med 64 km. på hjemmebanen rundt om Brabrand Sø.

Året efter skulle nye mål jagtes – og hvorfor ikke et 100km løb i Tyskland. Berit meldte sig til, og da træningsplaner og træningsstruktur ikke just var Berits kop te, besluttede hun sig i stedet for at løbe en tur på 70-80 km. som optakt. Hun kontaktede en ultraløbergruppe i Århus, og fik lov til at løbe med på en del af ruten de skulle løbe i forbindelse med CPH marathon. Ultraløberne havde planer om at løbe ”Rigshospital til Rigshospital”. De ville starte ved hospitalet i Århus, løbe til færgen, sejle over til Odden, krydse Sjælland i løbesko, løbe CPH marathon og slutte af ved Rigshospitalet i KBH. Løbet var et velgørenhedsløb, og Berit ville hoppe på turen tværs over Sjælland – en distance som var en hel del længere end det hun havde tænkt sig, men sætningen ”Vi løber 2 min. og går 1 min. – det kan vel ikke være så svært” fik hendes stædighed til at vinde over bekymringerne. Da dagen for løbet oprandt, besluttede Berit, at det da i grunden var fjollet ikke at starte sammen med de andre løbere og løbe med de 4 km. gennem Århus ned til færgen. Løbet tværs over Sjælland gik godt, og da de endelig nåede København valgte hun at fortsætte og løbe marathon sammen med de andre. Der stod hun linet op i forreste linje sammen med eliten. (Velgørenhedsløberne havde VIP nummer til marathon og fik lov til at starte i front). ”Aldrig før er jeg blevet overhalet af 7-8000 løbere. Det var helt vildt. Turen over Sjælland sad i benene, trætheden havde meldt sig og løbet skulle blot gennemføres på de tilladte 6 timer. ” fortæller Berit mens hun griner det mest smittende grin.

”Jeg mistede på et tidspunkt kontakten til de andre i gruppen. Vi havde aftalt af følges ad i mål, og da jeg endelig fik kontakt til dem igen (de havde, som aftalt skiftet tøj og holdt pause – den havde Berit misset, og hun måtte fortsætte for at holde varmen) var de ca. en halv time efter. Så da jeg nåede opløbsstrækningen, besluttede jeg mig for at vente den halve time på dem. Jeg fik en stol og et tæppe, og så sad jeg ellers der på opløbsstrækningen og ventede” Fortæller Berit grinende. De fulgtes alle ad i mål lige indenfor tidsgrænsen på de 6 timer, og Berit havde ud af det blå løbet 175 km, og var den første nogensinde til at sidde en ½time på en opløbsstrækning inden hun løb i mål.

”Jeg er vist bare bedst, når det ikke er så planlagt det hele” skraldgriner Berit – og fortæller at ideen til Facebooksiden ”Berits løbeskole” opstod hos en løbeveninde, der efterfølgende mente, at den måde Berit trænede og løb på var så special, at det da måtte være en skole for sig selv. Facebookgruppen ”Berits Løbeskol” opstod og her fandt Berit afløb for en kreativ skrive-åre gennem beretninger om alle de skøre løb hun deltager i. Historier der ofte er krydret med et persongalleri af skøre personer der løber i løbeklubben. ”Løbeskolens psykolog er i øvrigt sygemeldt med stress for tiden” fortæller Berit, ”hun kunne slet ikke håndterer alle de skøre personer i løbeklubben” griner Berit. Og jeg må kapitulere og erkende, at det univers Berit har skabt til løb er fuldstændig unikt og så uendelig livsbekræftende. Det behøver ikke være så seriøst det hele.

Berit løber ultraløb fordi det, som hun siger, gør hende til et bedre menneske. ”Alle lag skrælles af når man løber ultra, og der er altid noget man kan blive bedre til. Det er den mest ærlige sportsgren overhovedet og kampen ligger udelukkende mod dig selv. Jeg kommer mange gange igennem, forbi jeg har et godt humør og masser af humor når jeg løber” siger Berit.

Udover hendes eget løb, er Berit også dybt engageret i velgørenhed. Hun er primus motor for afholdelse af det berømte Hindbærsnitte-løbet, hvor alle for den nette sum af 20 kroner, kan komme og løbe -eller gå 5 km. Når man tilmelder sig kan man vælge at betale de 20 kroner, man kan også vælge at give mere og donere til organisationen ”Aarhus Hjælper”. Aarhus hjælper er en organisation der hjælper socialt udsatte borgere i Aarhus Kommune. Berit bager selv alle hindbærsnitterne (og koger selv marmeladen til fyld), sidste år i alt 2000 snitter – Der findes også en vinterudgave af løbet, hvor den i stedet står på suppe og kagebord (uden hindbærsnitter). Et løb der foregår på skovstier i Århus og som donerer overskuddet til udsatte børn. ”Vores motto er: Ingen kan hjælpe alle, alle kan hjælpe nogen” fortæller Berit, og følger op med historien om, hvordan hun sidste år løb halvmarathon som blindehjælper for en blind mand. Det var også sidste år hun fik prisen som årets hjælper Aarhus i 2017.

Forude venter HURT100 ultraløbet på Hawaii i januar. Et trailløb på 100 miles som Berit ”kom til” at tilmelde sig til. ”Jeg har så lige 3 måneder til at lære at løbe trailløb” griner Berit, der med træner Jesper Kenn Olesens hjælp forsøger at få en lille smule struktur på den træning, der p.t. består af ca 60-80 km. ugentlig. ”Jeg vil hellere løbe små løb som træning og få det sociale med. Jeg hader tempo og intervaller” griner Berit. Og mens jeg undrer mig over, hvordan hun kan løbe trail med et ødelagt korsbånd, har Berit nærmest allerede svaret mig på forhånd. ”Det er lidt skørt og åndsvagt, men altså jeg skal nok klare den. Til Korsika rundt var jeg heller ikke i form, men 17 dages løb er lang tid og undervejs kom jeg jo i form”.

Berit er unik og et sprudlende fantastisk menneske. Hendes historier fænger så meget, at jeg ville ønske jeg kunne løbe med hende resten af den kolde oktober dag. Alt behøver ikke være konkurrence, PR og tider. Det at gennemføre, er præcis lige så givende og imponerende. Berit er virkelig en løber der bare knuselsker at løbe. Og med hendes egne ord fra ”Berits løbeskole” og en opfordring om altid at huske at have det sjovt, vendte jeg bilen tilbage mod nord, fuld af mod til at forfølge skøre løbedrømme og inspireret af en fantastisk ultraløber.

Vanvidsprojektet “Fra klodset asfaltløber til hardcore trailløber på tre måneder” er gået ind i første udviklingsfase aka. “klodset trailløber”.
Løbeskolens formand (Berit) havde tilmeldt Løbeskolen til 10 km Night Trail arrangeret af orienteringsløbeklubben Pan….. Løbeskolen havde valgt at deltage på 10 km distancen, vel vidende at deltagelsen nok blev i rollen som fejeblad. Et kik rundt på deltagerne inden start bekræftede, at de fleste enten var så unge, at de fik Løbeskolen til at føle sig pensionsmoden, eller var noget mere erfarne udi trailløb end en stakkels Løbeskole

I mål ventede dejlig varm suppe, der smagte rigtigt godt, men Løbeskolen kunne som sædvanligt ikke få ret meget ned. De fleste løbere var taget hjem, men de frivillige var søde, og det var et supergodt arrangeret løb, så Løbeskolen er bestemt ikke afskrækket. Heldigvis.

Links:
Berits Løbeskole: Berits Løbeskole 
Hindsnitte-løbet 2018: Hindbærsnitteløbet 2018

The post Mine løbehelte part XXI – Når løb er socialt og masser af humor first appeared on The greatness of running.

Jeg kan huske et afsnit fra én af mine favoritter hvor ham der laver podcasten, fortæller om det her løb han deltog i sammen med en god ven. For at komme til startområdet skulle de to kække løbere med bus, og mens de sad der i bussen nervøse og spændte på hvad ventede forude, var der en dame der kiggede over på min podcast-gut og sagde ”Det er da dig der har podcastén – er det ikk’?” Podcast-gutten svarede jo, og i næste afsnit fortalte han begejstret om følelsen af at blive genkendt på baggrund af noget, man laver fordi man syntes det er sygt sjovt. Følelsen af, bare for en ganske kort stund, at føle sig en lille bitte smule berømt. At blive genkendt på gaden som en anden filmstjerne var for ham, en følelse af boblende glæde med et lille drys stolthed.

Siden da har jeg jævnligt funderet over hvem mon det er, der læser med her på domænet. Hvem sidder derude, udover min familie velsagtens, og læser mine til tider lidt kryptiske indlæg. Og gad vide om jeg en skønne dag oplever noget tilsvarende dét podcast-gutten oplevede – at blive genkendt af en fuldstændig fremmed.

I denne weekend rykkede bedre halvdel og jeg ud i vores lille perle af et sommerhus. Og da vi nu befandt os i DKs lækreste naturområde, havde jeg på forhånd spottet, at verdens sødeste søstre Heidi og Susie Rasmussen lavede 3 løb på 3 dage med udgangspunkt fra Saltum Strand Camping i det nordjyske smørhul. Kæk som jeg var, meldte jeg mig til marathon fredag eftermiddag efter job + igen søndag formiddag. Altså to stk. 42,2 km. løb på én weekend. Hvad jeg så liiige havde overset, glemt, svedt ud eller hvad pokker nu der var sket i mit lille univers var, at min søde datter var på ridelejr og skulle give opvisning selvsamme søndag over middag. Nå ja, og så lige det faktum at mit bentøj på ingen måde var klar til 2*42,2k m. Sjovt hvordan jeg ALTID ser oplag for løb og tænker, det Må jeg da løbe -uden at skænke min fysiske tilstand, min kalender eller min familie sågar, så meget som EN eneste lille tanke. Det er ikke så få gange jeg har måtte lave en ”jeg kommer altså ikke alligevel” på den bekostning. He he…

Enden på mine kække tilmeldinger blev, at jeg fredag løb 21,1 fantastisk km. på den fedeste-ever-trailrute i det blændende smukke landskab. 21,1 km. med følelsen af hvor uendelig fantastisk det er at være løber, men samtidigt også erkendelse af, at passe på sig selv så man forbliver løber. 21,1 km var nok, jeg var glad og kunne drage tilbage til sommerhuset som en glad kvinde, glad fordi jeg havde fået lov til at konvertere mine 42,2 til 21,1 søndag morgen. Og fro mødte jeg op søndag morgen til endnu en omgang 21,1 på en rute der viste sig at være mindst lige så fantastisk. Nøj hvor er jeg bare vild med at løbe ved vestkysten.

Nu er det vi nærmer os historiens højdepunkt. Hold nu fast kære læser for lige om ganske få linjer topper min karriere som blogger.

Søndag morgen, jeg havde lige tilbagelagt 1. runde ud af 3, og var lidt overrasket over den modvind vi skulle kæmpe os gennem på stranden og ligeledes på vej tilbage til start/mål. Idet jeg løber ud på 2 runde med vinden i ryggen, begynder min lille reptil-hjerne at diskutere med sig selv om, hvorvidt det i grunden ville være bedre at stoppe og gå tilbage til vaniljekransene i depotet, eller om jeg virkelig gad kæmpe mod vinden 2 omgange mere, inden jeg kunne gå i vaniljekransene. Og pludselig, der midt i min hjernes debatteren med sig selv, kommer der en cyklist på en MTB op på siden af mig. Cyklisten er en veltrimmet mand, han kigger på mig, smiler og udbryder ”Heeej Heidi, du ved ikke hvem jeg er, men jeg kender dig fra din blog. Jeg læser med og syntes det er vildt motiverende” (sagde han vitterligt vildt motiverende? Eller måske blot motiverende? – ahhh det må da være det første ikk :D)

Og lige der, midt på strandvejen mellem Saltum strand Camping og Saltum strand, fløj fyrværkeriraketter om ørerne på mig, stjerneskud vandrede hen over himlen og alle fuglene i området sang de smukkeste triller. Min lykke var gjort. Jeg oplevede præcist dét min podcast-gut havde fortalt om. JEG BLEV GENKENDT. UHUUUEEEEE.. – I et herligt minut følte jeg mig som en filmstjerne, og jeg skal da love for, at det derefter var let at løbe de sidste to runder. Jeg fløj nærmest.

Jeg blev lidt befippet og fik faktisk ikke spurgt den herre om hans navn. Jeg nåede dog at fortælle hvor meget jeg satte pris på hans ord, og fik udtrykt et ønske om, at vi en dag kunne samle en gruppe og løbe en tur i mit yndlingslandskab over dem alle. (Når altså ikke en hælspore driller den enormt søde mand).

Og det er præcist her geden tages ved hornene kære læser. Det er skydeskivens knaldrøde midte, det er det elementære i mysteriet. Jeg skriver fordi jeg drømmer om, at min skriblerier kan åbne op for nye eventyr og oplevelser. For møder med nye løbere, og for historier jeg ellers aldrig ville have hørt. Jeg skriver her på domænet fordi jeg håber og tror på det kan medvirke til, at løbere jeg ikke har mødt før (eller gamle venner) kommer over og hilser på, og gider give en fortælling med på vejen. Jeg elsker historierne, og jeg elsker når I giver jeres besyv med i kommentarfeltet her på domænet, eller på FB gruppen Thegreatnessofrunning. Det gør mig simpelt hen så glad i låget.

Så kære dig på cyklen ved Saltum Strand, du aner ikke hvor glad jeg blev over at du præsenterede dig og hilste på. Det er jeg så taknemmelig over, og i øvrigt tons af tak fordi du læser med. Skulle der sidde andre ligesindede derude, så kom endelig over hvis I ser mig på jeres vej. Jeg vil så hjertens gerne snakke.

En lille note til afslutning – Da vi talte sammen, sagde den søde veltrimmede mand ordene ”Jeg har lige cyklet runden I løber, og hold nu op hvor er løberne bare glade”. Det er så meget spot on – jeg kender nemlig ikke nogen løb i verden der har så mange glade, smilende, skøre, skønne, herlige løbere som vores små rundeløb i det nordjyske. Jeg vil hermed opfordre alle der går føler sig en smule demotiveret, til at søge de små rundeløb. Jeg lover jer, I går med garanti ikke hjem i nedtrykt stemning.

The post Det skete virkelig…. first appeared on The greatness of running.