Sådan en person var jeg for små otte dage siden, og det fede var vi var 12 personer på vej til Stavanger med en færge, så ingen kunne slippe væk fra mine bekymringsraketter der blev fyret af i tide og utide. De stakkels mennesker var tvunget til at lægge ører til, og nikke anerkendende når mine floskler fløj omkring i den fortættet færgedunst. Ihhh hvor må de have hygget sig på vej til derop – især min stakkels roomie Mette, der var indlagt til at høre på alt mit ynk helt ind til søvnen overmandede mig kl. ca. 2 timer fra ankomst til Stavanger.

Men altså, det var ærligt og aldeles velbegrundet ynk jeg luftede ud gennem mine ventiler. Jeg var på vej til et marathon med en træningsmængde i bagagen der kunne ligge i en af de større bland-selv- slikposer. Hele juli og august har min træning været reduceret til ca. 50-60 km. ugentlig, og har overhovedet ikke set skyggen af tempo eller intervaltræning. Jeg har flere gange nævnt mine kvaler med min mystiske skade som både påvirkede mit løb, men i den grad også mine pendlerture til det kronjyske. Og fredag morgen inden afgang til Norge løb jeg et testløb med bagtanken, at vurdere om det overhovedet ville give mening at drage ud på eventyr.

Den morgen løb jeg 2 km. og tænkte ”hmmm, det skal nok gå”; de næste to blev til ”Det går overhovedet ikke – av av”, så kom der 2 km med tanken ”Ok- måske går det, hvis jeg bare løber mega langsomt” – og endelig de sidste to hvor tanken lød ”Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre”. Hjemvendt tog jeg beslutningen om at drage af sted, om ikke andet så lå der en weekend forude i selskab med nye bekendtskaber og herlige ligesindede løbegale mennesker.

Baggrunden for mit ”ynkeri” var reelt nok. Jeg har også skrevet en hel del om miseren med min skade her på domænet, og har for åben skærm skældt og smældt mine gamle løbesko ad hekkenfeldt til. (se evt her Tøsefornærmet på mine sko)

Lørdag morgen stod vi af færgen i Stavanger, og én ting var helt anderledes ved min fremtoning. På mine fudser havde jeg iført mig et par brand nye New Balance sko model 860. Jeg havde taget en skør beslutning, ja nogen vil måske ligefrem kalde det årets bummert, og valgt at løbe marathon i et par nye sko jeg kun havde løbet ca. 8 km. i, og på ingen måde anede om de fungerede for mig. Det var en desperat kvindes sælsomme logik, det gav ingen mening, men jeg var i en tilstand hvor al fornuft var væk, og jeg udelukkende fungerede på mavefornemmelser. Og hey – hvad havde jeg at miste. De gamle sko gav mig grå hår, og jeg havde vitterlig ingen alternativer.

Så der løb jeg afsted, iført nye sko og et mindset der sagde ”bare gør det så godt du kan”. 3 timer og 21 minutter efter løb jeg i mål, jeg sprintede ligefrem i mål og jeg storgrinede som en anden mental forstyrret person. Jeg havde løbet 42,2 km uden smerter overhovedet. Ikke et eneste pip fra min balle/baglår. Det havde været et fuldstændigt fantastisk løb, hvor jeg cruisede med overskud og nød den smukke rute i al dens herlighed.

Og hvad mere mystisk var, jeg havde ingen smerter overhovedet i timerne efter løbet – ja, sågar heller ikke dagen efter. Mit højre baglår var lettere belastet, men på den der – det-har-jeg-prøvet-før-måde, og jeg følte det som om bevægeligheden var returneret i mit gamle skrog. (Jeg kan i øvrigt tilføje, at jeg i ugen efter løbet har pendlet til job uden det mindste problem med bentøjet).

Hvad pokker er der sket? – Er det virkelig skift af løbesko der kan forårsage så markant en ændring i min biomekanik? Min Randers-fys er også lettere forvirret over hændelsen, og jeg har derfor overtalt ham til, som et lille eksperiment, at lave løbetests med både de gamle sko, og med de nye. Bare for at se, om der kan findes et videnskabelig belæg for min pludselige bedring. En ting er i hvert fald sikkert. Følelsen, når man stikker sine små fudser ned i løbeskoene, er måske mere afgørende end som så. Da jeg stak mine små pusselanker i de nye sko var det som om skoen smygede sig om min fod, som om der sad en horde af små thailandske massører og bød mine fødder velkommen indenfor med en omgang let wellness massage. Mine fødder blev simpelt hen passet op fra hæl til tå, og pakket ind i den blødeste inderfor, mens en sprød stemme bød velkommen med et ”Neej hvor er vi glade for at se jer, håber I finder jer godt tilrette og nyder opholdet. ” – Og skulle du sidde og tænke, hvordan mon hun dog nåede frem til netop den sko-model; ja så kommer her den total pinlige fremgangsmåde. Jeg valgte den billigste pronations-sko jeg lige kunne finde på den webside jeg shoppede på. Det var pure luck jeg ramte den lige i rø.. da jeg bestilte NB 860 skoen – både med hensyn til størrelse og pasform. – PS – Det er bestemt ikke en fremgangsmåde jeg anbefaler.

Det er den 12. september vi skal lege med biomekanik min fys og jeg, og jeg skal nok vende tilbage med et fyldigt referat fra dagens begivenheder. Er det virkelig mine sko der har været årsagen til mit forfærdelige løbe-halvår? Indtil da bliver jeg i mine nye sko og nyder at jeg p.t. ikke er total skadet som en gammel Lada, men rent faktisk kan løbe 27 lækre km i selskab med verdens dejligste søster uden brok fra skroget. Så det gjorde jeg da lige her til formiddag. Jeg er en monster heldig løber.

The post Det lille norske mirakel og lidt mere om sko first appeared on The greatness of running.

Hele miseren startede med min nuværende udgave af Ascis Kayano, model 24. Allerede ved modellen før syntes jeg der var noget der føltes anderledes. Det tog mange kilometer inden jeg rigtig fandt mig tilpas i skoen, og det er unormalt. Normalt hopper jeg bare i skoene med følelsen af, at de kære sko-fabrikanter har benyttet en ”læst” (det ord har jeg fået i mit ordforråd efter at have set bonderøven på tv :D) der er modelleret efter mine små pusselanker.

Da model 23 var slidt op og røg til de evige løbemarker, blev model 24 flået ud af kassen og røg på fudserne. Og jeg skal sige jer en ting, det føltes bare ikke rigtig godt. Det var endnu værre end model 23. Et eller andet var ravruskende galt. Nu er jeg ikke den, der bare lige smider håndklædet i ringen så jeg løb og løb og løb – og kalkulerede med, at skoen ville rette ind præcis som model 23 gjorde. Jeg er nu på 900 km i skoene og lad mig sige det som det er, det funker bare ikke rigtigt.

Når jeg kigger på skoen kan jeg godt se, at noget er helt anderledes. Jeg slider pludselig området, hvor den brede forfod lander betydeligt mere end jeg nogen sinde har gjort. Området er faktisk, her efter 900 km, fuldstændig nivelleret mht. slidbanerne. Der er ikke skyggen af mønster tilbage – og jeg er altså en klassisk hællander af format, og ikke en forfodsbandit. Det er aldrig sket for mig før.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed at skoproducenter ændrer deres sko, og lader modellerne udvikle sig i nye retninger. Det kan jo rent faktisk godt være, at de kære Asics sko-specialister har tænkt, at alle de løbere der løber rundt i Kayano sikket er monster ”hælstrikere”, så vi sparer lige lidt på mellemkødet ”so to speak”. I hvert fald har jeg besluttet, at jeg ikke gider lege med mere. Jeg er klar til at afsøge nye jagtmarker, klar til at bryde mit mangeårige kærlighedsforhold til kayano-modellen.

Og der sad jeg så i går og afsøgte markedet for mulige substitutioner. Som optakt havde jeg set denne video som jeg vil anbefale alle, der går med tanker om at skift mærke, at se. Min løbeguru i det amerikanske har lavet en guddommelig fortælling om, hvad man skal kigge efter, når man skal ud og finde ny model til de kære små fudser. Den er lidt lang, men så absolut værd at se til ende. Den mand er altså min hero over dem alle.

https://www.youtube.com/watch?v=FgcJT3af0zE&feature=youtu.be

I videoen fortæller min helt, at man blandt andet skal være opmærksom på droppet. Dvs. det fald der er i skoen fra hælen frem mod tæerne. Og hvis man er vant til at løbe med højt drop, skal man være varsom med at skifte til et mærke med meget lavt drop. Det giver helt god mening. Jeg har p.t. et par modeller liggende bogmærket i min browser, et par modeller jeg har udset til at være mulige afløser-kandidater. Alle valgt ud fra min ”mejslet ind i cement med en stor hammer-viden” om, at Kayano modellen normalt har et drop på 10mm, altså i den høje ende af sko-drop-skalaen. Alle mine kandidater har et drop mellem 6-8, jeg vil nemlig gerne lidt ned i drop – hvorfor aner jeg ikke, jeg syntes bare det klinger godt i min lille hjerne.

For at gøre en laaang historie kort. For lige at tjekke en ekstra gang, zappede jeg forbi specifikationerne for en DAME-kayano model 24 og fik mit livs chok. Droppet på damemodellen er hele 13 mm. – 13 MM – WHHHAATT…… Hvad sker der lige for det? Seriøst… Herremodellen er på 10mm, men af én eller anden årsag har de gode fabrikanter tænkt, at kvinder er vant til højhælede sko, så lad os da lige lave en løbesko der minder om det. Så var det jeg for alvor blev tøsefornærmet. Her har jeg gået rundt i min glade lille boble og troet jeg løb med drop 10mm, og så viser det sig den untme lyne jeg er blevet taget ved snudeskaftet og blevet revet rundt i manegen. 13 mm.. Det er jo vanvittigt…

Jeg er så færdig med de sko, jeg siger det bare.

Nej spøg til side, der er selvfølgelig mest af alt fordi de bare ikke føles godt på mine små søde pusselanker længere, 13mm drop er bare endnu et søm i ligkisten. Jeg kan i øvrigt anbefale at læse iloebesko.dk ‘s skriv omkring drop hvis du er nysgerrig på teorien bag.

Enden på historien er, at jeg vil ud og prøve sko. Jeg vil gøre som min helt siger og mærke efter hvad der føles godt, hvad mine fudser finder sig tilpas i, og hvad der på én eller anden måde giver mening i mit lille hoved. Og så må jeg nok acceptere at gammel kærlighed kan ruste, og at der findes så mange andre rapænder derude i søen.

The post Lidt om at være tøsefornærmet på Asics løbesko first appeared on The greatness of running.

Han var vedholdende, fangende mine øjne gang på gang og vedholdt en kærlig intens kontakt. ”Jeg kan noget” hviskede han, ”giv mig en chance, lad mig overraske dig, lad mig forkæle dig”. Det virkede, jeg blev blød og tog på endnu en date, og endnu en date – og endnu en date. Én dag vi var ude fik jeg en kompliment, vi så godt ud sammen sagde pigen; vi passede godt til hinanden. Jeg blev pludselig lidt stolt.

Og ganske stille og roligt smeltede mig hjerte, jeg ved ikke præcis hvornår du fik åbnet døren op, hvornår gennembruddet kom, men pludselig var det dig jeg valgte og prioriterede fremfor de andre. Du blev min nummer 1, du vandt min kærlighed og ømhed. Jeg begyndte at stole på dig, viste dig mine grimme sider som når jeg bandede og svovlede over at skulle grave dybt, og alligevel var du altid klar, når jeg havde brug for dig.

Det var os to, vi var altid sammen. De kloge siger, at det er sundt at se flere på samme tid. Det fungerer bare ikke for mig. Jeg går all in når jeg giver mit hjerte bort, også selvom jeg i sidste ende altid ender med at blive såret. Sådan går det gang på gang, jeg ved det, jeg har prøvet det mange gange før. Der bliver i øvrigt ikke lettere med tiden, det er bare noget de siger for at trøste dig.

Forelskelsen gik over i dyb kærlighed, jeg vaskede dig nænsomt efter hårde dage når du bar mig gennem mudder og vand og beskyttede mig mod rovdyr som flåter og skovtissemyrer. Din skønhed begyndte at falme, din hud blev blød og mere slap, det til trods elskede jeg dig kun, om muligt endnu mere.

Du har aldrig nedgjort min falske sangstemme – ja du end ikke hævede et øjenbryn, når jeg skrålede løs på min yndlingsmusik på vores lange udflugter sammen. Du lod mig aldrig mærke når du var irriteret på mig, og det kan tælles på én hånd de gange du har såret mig. Du gav mig tryghed og med dig kunne jeg være mig selv.

Jeg holder styr på din alder, på dine meritter – og jeg ved hvor det bærer hen. Vi skal snart skilles igen, du har allerede været hos mig længere end nogen anden. Jeg finder på undskyldninger for at udskyde det uundgåelige. Bare lige én uge mere – og én mere. Jeg kan ikke bære at sige farvel, men ved også af erfaring at jeg er hurtigt videre efter et brud, og jeg ved det vil såre dig endnu mere at blive hængende, og se min kærlighed til en anden vokse sig stort og stærk. Det er uundgåeligt. Livet er barsk.

Kære gamle ven, en uge mere så er det slut, så skilles vi. Jeg har advaret dig et par gange, forberedt dig på det værste. Det gør ondt i mit hjerte, jeg kan se du er slidt – jeg har slidt dig op. Heller ikke du klarede mere end 6 måneder sammen med mig. Dine dage er talte. Din fremtid er forbrændingen. Jeg gyser ved tanken. Måske du kan blive forsølvet som min barnesko jeg fik til min konfirmation i hidgangne dage. Jeg mindes vores minder sammen, du var med mig på podiet i Flensburg, du var med mig tværs over Vendsyssel en midsommernat, og du har været der alle de dage jeg er kommet stresset hjem fra arbejdet og bedt om hjælp. Jeg savner dig allerede som en narkoman der savnet et fiks.

Tiden er kommet til afsked. Mit hjerte bløder og drømme føles bristet. Farvel min elskede tro følgesvend og fortrolige. Farvel min blå super Kayano 23, Farvel smukke smukke løbesko.                     

(Er det bare mig; eller kender I også de følelser når I skal sige farvel til jeres sure gamle løbesko )

The post Kærlighedens smerte first appeared on The greatness of running.