Det var en mørk og kold Novemberaften, vinden føg og kulden bed i kinder og fingre. En ensom kvindelig løber spændte løbeskoene og tændte det let difuse lys der stod rundt i kanten af atletikbanen. Lysene gav det orange underlag på atletikbanen et skær der mindede om gnavne græskarmænd, og var det ikke fordi de unge drenge løb rundt og spillede fodbold på banerne nord for banen, havde den kvindelige løber med stor sandsynlighed valgt at løbe et helt andet sted.

Den kvindelige løber lagde ud med 10 minutters opvarmning for at få varmen ud i fingre og tæer. Hun løb stille rundt i egne tanker og lod runde efter runde gå, uden at skænke så meget som en flig af opmærksomhed til omgivelserne omkring banen.

Da uret bippede efter de ti minutter kiggede den kvindelige løber op, og opdagede hun befandt sig ud for indgangen til atletikbanen. Hun var ikke alene. I mørket lige uden for bane-lysets rækkevidde, stod en mand iført skihandsker og tophue. Manden virkede ikke truende og den kvindelige løber løb over for at høre, om der måske var et problem. Var det mon en fellow løber der ville høre om han måtte joine træningen?, eller var det måske halinspektøren, der ville bede den kvindelig løber om at slukke banelyset og smutte hjem?.

Manden bad den kvindelige løber gå med over i det lille redskabsskur, han ville vise hende noget. På stien hen mod skueret tog han den ene skihandske af, og åbenbarede en hånd dækket af en gul gummi-operationshandske. Han lo fælt, mens han åbnede døren og gennede den kvindelige løber ind i skuret. I skuret var der fyldt med atletik-udstyr, og på det lille bord langs skuret væg, havde manden linet op med en plastikholder fyldt med tomme ampuller, et mystisk instrument, små syleagtige nåle og en blok fyldt med måleresultater. Det var ikke første gang manden havde fået lokket en løber med ind i det primitive laboratorie i skuret.

Manden tog én af de sylespidse nåle, greb den kvindelige løber og stak hende i øreflippen. Han pressede garvet blod ud – samlede det op, og placerede dråberne i en ampul. ”Bliv stående”, dikterede han, hvorefter han gentog proceduren efter et givent tidsinterval som kun en gal mands hjerne kunne se meningen i. Til sidst tog han det mystiske instrument, samlede endnu en bloddråbe og kiggede interesseret på tallet der dukkede op på skærmen. ”Du er en lav laktat-danner” lo manden dystert, som om netop den konstatering gjorde mandens foretagende en kende mere udfordrende.

Løb, udbrød den skumle mand pludselig. Han blokerede stien over mod parkeringspladsen så der kun var et alternativ for den kvindelige løber. At løbe ud på atletikbanen og ind i hamsterhjulet. Den kvindelig løber løb det bedste hun havde lært. Den kolde vind bed i halsen som sandpapir, og den skumle mand stod ved indgangen til banen og råbte for hver omgang. Tider, han råbte omgangstider. Den kvindelige løber turde ikke andet end at holde den pace, den skumle mand dikterede.

Pludselig råbte manden ”Stop” – og gennede herefter den kvindelige løber tilbage i skuret, hvor han endnu engang gentog hans sygelige ritualer med de sylespidse nåle og det mystiske instrument. Alt blev nøje noteret ned i blokken. Det virkede som om tallene var den mystiske mands narkotikum. Han gnækkede, og skumlede, og talte med skinger stemme for hvert tal han læste på det mystiske instrument.

Atter, efter adskillige blodprøver fra den kvindelige løbers slemt forkomne øreflip, gennede den skumle mand den kvindelige løber ud på atletikbanen igen. Denne gang med en reprimande om at løbe endnu hurtigere end sidst. Så hurtigt at den kvindelige løber begyndte at pruste og stønne højt. Vinden tog til, og var det ikke for frygtens adrenalin, ville den kvindelige løber aldrig have løbet så hurtigt. Lungerne var presset, halsen brændte og selvom de små drenge stadig trænede på banerne nord for atletikbanen, kunne den kvindelige løber ikke råbe til dem. Hun havde kun lige luft og fokus til at holde den pace, den skumle mand dikterede for hver gang den kvindelige løber passerede ham ved banens indgang.

Igen råbte manden ”stop” og ritualerne fra tidligere blev gentaget. Den kvindelige løber var træt, men manden ignorerede alle kvindens bønner, og beordrede nedladende den kvindelige løber til at gentage den vanvittige pace endnu engang. Den kvindelige løber var tømt for kræfter og kunne ikke gøre andet end at adlyde den gale mand. Øret smertede, benene var tunge. Denne gang nåede den kvindelige løber at løbe 2½ omgang før hun blev stoppet og gennet tilbage i skuret til endnu en omgange gal-mands-videnskabelige-test.

Denne gang valgte den skumle mand at sikke de sylespidse nåle i øreflikke på det andet øre. Og med en fæl latter og febrile øjne, jublede den skumle mand over blodet der sprang ud som en kilde i skoven. Den kvindelige løber krympede sig. Hun var træt, havde ondt og ville gerne hjem. Hvad var det dog, den skumle mand havde gang i?. Ville han nogensinde få nok og lade hende gå?. Den kvindelige løber forsøgte med al hendes kvindelist at overtalte den skumle mand til at stoppe hans foretagende.

Bedst som den kvindelige løber begyndte at ane et stemningsskift til det bedre, råbte den skumle mand. ”Ud med dig. Ud på banen og løb alt hvad du overhovedet kan. Løb som du aldrig her løbet før” Den kvindelige løber sjokkede ud på banen, og efter en kort og nådig opvarmning gav hun den fuld gas op i vinden. 100 meter nåede kvinden ud, før den skumle mand råbte stoooop – og tog den kvindelige løber med tilbage i skuret. Han grinte højt og gik endnu engang igennem hans gal-mands-ritual.

Endelig virkede det som om den skumle mand havde fået nok. Han udfyldte den sidste linje på blokkens side, tog en dyb indånding og virkede lettet og overstadiet. ”Gå med dig” brummede han, og vendte ryggen til den kvindelige løber. Den kvindelige løber løb ud af skuret og over til hendes bil. Hun kiggede sig ikke tilbage, men ventede hvert sekund at den skumle mand skulle dukke op igen. Hun sprang ind i bilen, gassede op, og kørte fra parkeringspladsen med hjulspind og hvinende dæk.

Den kvindelige løber var undsluppet den skumle mand, og udover virkelig ømme ørebasser, havde hun ikke lidt overlast. Hun lovede sig selv aldrig mere at løbe på atletikbaner alene sent om aftenen.

Tør du, kære læser, få lavet en laktattest?

Ovenstående kunne være det der skete sidste fredag. Det kunne også bare være resultatet af en kvindelig løbers fantasi efter en fantastisk træningsdag, ovenpå test af det løbeprogram hun har fuldt gennem de sidste 15 uger. Resultatet kommer snart, og skal vise om de 15. uger med laaangsom løb med enkelte tempoblokke hist og her, har forberedte den kvindelige løbers krop på de udfordringer der venter forude på den anden side af julefreden.

The post Gys på atletikbanen first appeared on The greatness of running.

Evalueringen gik super, Ragnar fangede mine små-frustrationer omkring søndagsturene som foregår i et tempo der, for mig, nærmer sig skildpaddens race mod haren. Og med en kort klar forklaring, står det nu lysende klart for mig; at jeg er i en opbyggende fase hvor vi øger træningsmængden betydeligt og at søndagsturen vil begynde at give rigtig god mening, når jeg ryger op i nye ukendte træningsmængder. Ja jeg vil ligefrem komme til at elske mine laaaaaangsomme søndagsture.

Derudover kunne jeg sandfærdigt berette at jeg faktisk oplever en langt større løbeglæde, nu hvor jeg pludselig har en plan og kan se ideen med min træning. (Og så var der lige den der med, at jeg virkelig elsker følelsen af at være sådan lidt eliteløberagtig og blive coachet af en coach der virkelig har styr på tingene)

Og så skulle vi ellers til det mere alvorlige. En laktattest kan foregå på forskellige måder, jeg fik heldigvis lov til at lave en udgave hvor jeg ikke skulle løbe mig selv i hegnet, men kunne cruise rundt på villavejene i Hjørring i et herligt tempo (det er det bedste ved at benytte Optimizar, man behøver ikke frygte scener hvor man løber nærmest deliriumagtigt rundt som en zombie for at ramme makspuls. Alt foregår i kontrol og i et tempo man er tryg ved.) Dette skulle gøres 4 gange på en runde a knap 3,5 km og efter hver runde blev jeg prikket i øret og fik målt laktatindhold.

Vi startede med en udgangsmåling (baseret på 10 kopper kaffe, da jeg jo var på arbejde før jeg mødte op til test) – og her kom så en konklusion om min fysiske formåenhed, jeg til dags dato aldrig har hørt en mand sige til mig. ”Du har altså bare ikke et laktat-øre”. JEP – så fik jeg lige den at tygge på.

Så var det tid til 10 minutters opvarmning i let løb, og så afsted. Ragnar løb med på alle runderne hvilket gjorde det super hyggeligt for mig, der elsker at pludre om løb med enhver stakkel der befinder sig inden for en radius af 100 meter. Og på hver runde løb Ragnar fra på de sidste 500 meter, og klargjorde grejet så jeg bare kunne løbe hen, blive prikket, drikke lidt vand og forsætte på næste runde. Det fungerede super godt.

Det blev en lidt blodig affære og jeg måtte efterfølgende ofre én af mine løbetrøjer til den store glubske skraldespand. Så et godt råd er hermed givet videre; skal du have lavet laktatmåling, så tag IKKE en hvid trøje på.  Min søn påpegede, da jeg efterfølgende hentede ham fra skole, at jeg lignede én der have myrdet et stakkels offer på min løbetur. Resultatet blev efterfølgende analyseret af Ragnar og ideen er, at lave testen igen på et senere tidspunkt i min træningsplan og se om værdierne falder ved samme løbshastighed, eller oversat til teori for ikke-nørder, om jeg bliver mere udholdende.

Ragnar optog en lille video fra seancen. – Beklager linket til FB (jeg arbejder hårdt på at få indlejret videoen i indlægget, indtil da må I nøjes.)

https://www.facebook.com/OptimizarSportstestcenter/videos/1138848802880557/

Her over weekenden har jeg modtaget et såkaldt rammeprogram fra Ragnar; bygget op omkring et mål der hedder løb et hurtigt marathon slut september. Og jeg må sige, det ser bare såå spændende og motiverende ud. Samtidig har jeg også fået træningsprogram for fire næste uger, og nu kommer der bare guf og lækkerier i en lind strøm. Jeg glæder mig maks til træningen og til at se, om videnskaben kan sejre over min tidligere tilgang til løbetræning, konfortzoneløb.

The post Laktattest first appeared on The greatness of running.

Jeg løber ca. 3 marathons pr. måned og omkring 350 km/mdr og syntes egentlig jeg løber ret ok. Jeg tager 2 gels undervejs i marathonløb og drikker kun vand, aldrig energi eller cola. Og jeg har en evne til at sætte min motor på cruise control og bare jogge afsted marathon efter marathon. Så min forventning til en løbetest var klar, testen ville selvfølgelig vise, at jeg besidder en stor lækker rumlig motor, der bare kan køre og køre lige så lang tid jeg ønsker det. (Så længe farten ikke bliver alt for høj.)

Jeg mødte ret så nervøs op i Vendia Fitness i Hjørring hvor Optimizar holder til, og her mødte jeg en oplagt Ragnar, der selv lige have været en tur i ilden og fået tjekket sin egen træningsindsat ud fra testens resultater. (Jeg elsker ideen om at man jævnligt springer på båndet og får kortlagt værdierne der direkte fortæller om ens træning er progressiv for formen, eller om man bare står stille i hamsterhjulet.)

Jeg havde hjemmefra udfyldt et skema med oplysninger som alder, vægt, højde, en typisk trænings uge og mine tider på forskellige distancer de sidste 1½ år. Og med det som udgangspunkt, satte vi os ned og fik en snak om min træning og mine mål. Ragner er meget lyttende, når han laver den indledende samtalte og han fangede hurtigt mine aversioner mod at løbe for stærkt på båndet, og min skjulte angst for, midt under testen i fuld offentlighed, at miste fodfæstet og blive smidt tilbage i væggen som kastede man en spand maling. Og med et stort smil kunne han berolige mig, det er slet ikke nødvendigt at løbe de sindssyge hurtige tempi, og han skulle nok stoppe mig, når testen viste vi havde nok materiale – præcis som det var fuld ud acceptabel, at jeg selv sprang fra når jeg ikke var tryg længere. Vores indbyrdes aftale blev en test der startede ved 9 km/timen og sluttede omkring 15 km/timen som udgangspunkt.

Op på båndet med mig, montering af pulsmåler og nu kom vi så til min næste frygt – masken… Jeg havde forestillet mig det var en fullblown Darth Vader maske jeg skulle løbe med, men det viste sig i stedet at være et simpelt mundstykke med næseklemme og hagestøtte. Og jeg skulle kun løb 45 sekunder med mundstykket pr. km/timen-trin og altså ikke under hele testen. (Selv om det ikke var en Darth Vader fuldmaske, vil jeg nu ikke proklamere at mundstykket gjorde meget godt for mit udseende – til gengæld følte jeg mig totalt eliteagtigt og elskede det

Vi øvede et par gange sekvensen – Ragnar giver mundstykke til mig, jeg sætter det i munden og løber videre, jeg giver mundstykke tilbage til Ragnar – og så startede jeg ellers ud med testprogrammet som følgende:

9 km/t – 2.15 min løb, 45 sek måling

10 km/t – 2.15 min løb, 45 sek måling

11 km/t – 2.15 min løb, 45 sek måling ….  Osv….

Vi stoppede efter 15 km/t og mens jeg fik lov til at hyggeløbe lidt på båndet kiggede Ragnar resultaterne igennem.

Og hvad var det så de viste de resultater… Jo, lad mig bare sige det som det er –min kondition er fremragende mens min lille motor er udholdende som en overfed hankat. Den kører lynhurtigt på dampe og min fedtforbrændingskapacitet er vitterlig ikke noget at skrive hjem om. Ragnar viste mig kurver og forklarede teorien bag, at mit kulhydratdepot + fedtforbrænding forholdsvist hurtigt slipper op, hvilket betyder min udholdenhed er forholdsvis lille og derfor vil begrænse min formåenhed til at opnå endnu bedre Marathon tider.  Det kan jeg sagtens genkende, de sidste 3 år hvor jeg har løbet rigtigt mange marathons pr. år, har jeg stort set lavet tider der ligger indenfor det samme snævre interval som var det Bonderøvens grøntsagsrækker i hans køkkenhave. Det var tydeligt at jeg er en klassisk ”jeg løber ALTID i mit comfortområde” og dermed mangler variation i min træning, og måske netop derfor ikke har en stor bankkonto fyldt med udholdenhed. (Som kommer til udtryk i at min evne til at løbe ved højere intensiteter er ret lille). Det kan jeg egentlig godt, her på bagkant, forholde mig til. Jeg hader at løbe 5-10 km løb da jeg her skal arbejde ved højere intensitet end marathon og ofte er tæt på døden inden jeg når i mål.

Og løsningen – Psyko musik i baggrunden tak – jeg skal løbe LAAAAAANGSOMT. OHHH NOOOO.. Jeg hader at løbe langsomt (altså sådan rigtig langsomt), jeg hader at blive overhalet af andre når jeg løber mine træningsture – og det skal jeg nu gøre ca. 85% af min træningstid.

Ragnar mener at jeg har en del at hente på udholdenhedskontoen og da jeg ikke sådan for alvor elsker intervaller, så tænker jeg at det skal da prøves (sammen med det faktum at jeg elsker ideen om at have en træner, der guider mig og kan justere mine fejltrin – og se hvor det rent faktisk fører mig hen som løber). Så 85% af tiden skal jeg løbe langsomt og bygge udholdenhed, og de sidste 25 % foregår varieret med hhv. moderat og høj intensitet.

Sammen med testresultaterne har jeg fået et opstartsprogram (med en kold tyrker hæ hæ – tak for det Ragnar) som jeg er gået i gang med. Jeg løb første langsomme tur i går i pace 5.30 min/km (jeg løber normalt i tempo 4:50) og selvom det tog mig en del kilometer at vænne mig til tanken, og jeg måtte klemme læberne sindssygt sammen for ikke at råbe til den mand der overhalede mig, at han da bare kan vente til en konkurrencedag så kan vi se hvem der er kækkest, så endte jeg faktisk med at løbe og nynne på vejen hjem. Så jeg er positiv indtil videre.

Jeg vil sige, at min første oplevelse med løbetest og vurdering har været over al forventning. Ragnar var enormt god til at fornemme hvilken løber jeg er, og hvor jeg gerne vil hen. Og der blev tage hensyn til alle mine ønsker om tryghed på båndet. Han er lidt nørdet på den fede måde mht. tolkning af resultater og teorien bag, men formåede at få forklaret det godt, så selv tumpen her forstod essensen. Prisen for sådan en omgang (test + 8 ugers program) er 1499 kr., hvilket jeg syntes er virkeligt godt givet ud, når jeg ser på resultatet og den tryghed jeg føler i, at lade Ragnar tage styring for min træning – i hvert fald for en periode. Og jeg må til hver en tid søge råd og vejledning hvis jeg bliver i tvivl om programmet og dets udførsel.

Jeg er over-vanvittig-mega-meget nysgerrig på hvordan min krop – og min motor tager imod den kommende træning og jeg lover at lave løbende opfølgninger på mit forløb. Er du nysgerrig på Ragnars løbetest så læs mere her http://optimizar.dk/loebetest.aspx

The post Løbetest first appeared on The greatness of running.