Kender du det? – at man har haft en fuldstændig fantastisk vild oplevelse, og man på vejen hjem igen tænker ved sig selv, at den der eventyrlysten person man var på turen, skal være meget mere fremme i skoen i dagligdagen. Og så… så kommer man hjem, der går ca. to dage og vupti, man er gennemtygget og slugt med hår og hud af det kære hverdagsmonster. To dage og alt er præcist som før.

Jeg har været lidt i limbo siden Pakistan. Ikke så meget mht. løbetræningen, den kører sådan set upåklageligt, men dagene har taget hinanden, uden jeg har fået taget fat i de drømme og tanker der fulgte i kølvandet på mit løbeeventyr i Pakistan. Det var lidt som at lande med et brag. Der gik to dage, så var fortællingerne fortalt og mit hoved var i fuld gang med at negligere min indsats, og det faktum at jeg faktisk syntes jeg skulle kreditere mig selv for at træde så langt ud af komfortzonen som jeg overhovedet kunne..

Dagene er gået med en cocktail af arbejde, træning – overordentlig meget træning, mad og søvn. Jeg træner til mit næste løbeeventyr i januar, og ramte maks-mængde uger (træningsuger med +110 km. ugentlig) hvilket drænede mig mentalt som klemmer man en badesvamp. Hverdagsmonstret fik mig sågar til flere gange, at betvivle om jeg virkelig ville på løbeeventyr igen, om jeg virkelig ville tømme min konto for monjanos og efterlade bedre halvdel sammen med ungerne i Aalborg mens jeg atter engang skal boltre mig på eventyr.

Hverdagsmonstret strammede grebet mere og mere, dens omfavnelse blev lettere beklemt og knap så rar som i starten. Den begyndte at savle ud over mig, og stanken der væltede ud fra gabet af indvolde i let forrådnelse, fik mig til at væmmes.

På min træningsapp står der p.t. 8 Weeks. – 8 uger til næste kæmpe store eventyr. Et eventyr der omfatter marathons i Argentina, Uruguay, Chile – og nå ja, så lige toppen af kransekagen – Antarktisk, som på Sydpolen. :D. Det er dét jeg træner til p.t. At kunne løbe 4 marathons på 7 dage uden at gå i stykker. Jeg er sygt angst for at løbe 4 marathons på 7 dage. Aner ikke helt hvorfor, men tanken om at gøre noget jeg ved gud aldrig har gjort før, virker helt uoverkommelig. Det opfangede hverdagsmonstret, og som en sur gammel gespenst der ikke fik nok opmærksomhed til halloween, har den suget mod ud af mig hver eneste gang træthed og dårlig kost fik mig til at segne på sofaen.

Problemet med hverdagsmonstret er, at når det først for alvor sætter kløerne i én, så er det virkelig svært at slippe ud af kløerne igen. Det kræver overskud og vilje, eller måske bare en god nats søvn og en efterårsmorgen hvor solen skinner og skyerne spejler sig i Limfjordens blanke vand.

Det skal være slut nu… Fem flade til hverdagsmonstret, og en kæmpe high five til min særdeles fantastiske kiropraktor Mike Feiner i Aalborg, der i dag under min rutinemæssige behandling, forsigtigt skubbede til nogle af de drømme jeg går rundt med. Ja for pokker – hvorfor ikke gøre hverdagen lidt mere festlig

Og så kom lysten pludselig igen. Lysten til at fortælle historier, lysten til eventyr og lysten til at forfølge drømme. Det kom ud af det blå, uden forudgående varsel, jeg fik bare pludselig lyst til at lege med tanker om skøre ting jeg kunne lave. (Èn af dem er en adventskalender for løbere, hvor jeg finder 4 stk. lækre gaver, pakker dem ind – og sender én pakke som lander lige omkring adventssøndag – Er der nogen der syntes det er en god ide??)    – Ok, indrømmet. Jeg er en manisk gave-giver. Jeg eeeeelsker at købe, og give gaver, især hvis jeg selv må pakke dem ind.

Og nu, hvor hverdagsmonstret kigger den anden vej, leger jeg med ideen om at lave en podcast mens vi er på eventyr. Jeg skal rejse sammen med to yderst garvede marathonløbere, Vagn Kirkelund (som var med i Pakistan) og Tor Rønnov, der har tons af marathons på bagen. Jeg tænker de to må være garant for tons af skøre historier og fede fortællinger. Det krydret med fortællinger fra verdens ende må da kunne et eller andet. Det skal i hvert fald prøve (PS – Tak til Stine Rex, verdens 5. bedste ultraløber for at give mig ideen til at lave podcast :D)

Ideer bobler i mit hoved. Løbeglæden fosser gennem kroppen som et vandfald, og jeg er klar til at trække bucket list sedler op af hatten og forfølge drømme. Hvorfor ikke.. :D.

PS – Er der nogen der har en sur gammel løbesko, jeg kan låne til at slå hverdagsmonstret med, næste gang den kommer forbi

The post Hverdagsmonstret first appeared on The greatness of running.

Jeg har haft en lille gul accessoires på mit venstre håndled de sidste mange måneders løbeture. Helt tilbage til midt februar har jeg, som en anden pyntesyg tøs med forårsfornemmelser, båret mit lille gule armbånd med lige dele stolthed og taknemmelighed på hver eneste løbetur. Jeg ved godt det lille gule armbånd ikke gøre mig synderligt meget mere lækker, det er heller ikke pointen. Mit lille gule armbånd gør mig tryg på en måde, jeg ellers kun oplever hvis jeg løber i en flok med andre løbere (eller sammen med politimanden fra de nordlige kanter :D).

Mit lille gule armbånd er en såkaldt Run Angel. Det er en slags overfaldsalarm, der kan bruges af alle der løber, hiker eller går alene på steder hvor man enten føler sig utryg, eller steder hvor det bare er en super god ide at kunne komme hurtigt i kontakt med omverden, hvis man falder og slår sig. Jeg hørte om armbåndet sidste år, da jeg lyttede til en podcast og faldt øjeblikkeligt for dens geniale funktion. ”Det var dælme smart” tænkte jeg dengang, men fik alligevel ikke rigtigt taget mig sammen til at få den bestilt.

Tiden gik, vintermånederne kom, og en dag på én af mine utallige løbeture alene rundt på stier og veje, blev jeg overhalet af en fyr på en knallert. Da han passerede mig fik jeg øjenkontakt med fyren i knallertens sidespejl, en øjenkontakt der både var for lang, og som øjeblikkeligt satte alarmklokkerne i gang i mit indre. Heldigvis kørte fyren videre, og jeg rystede fornemmelsen af mig og fortsatte fremad. Længere fremme drejede stien ind mellem noget buskstads der udgjorde et skjulested i forhold til omgivelserne. Træerne og buskene dannede en hule over stien, og i det øjeblik jeg løb med stiens kurve frem mod ”hulen” så jeg knallerten holde parkeret på stien, mens fyren sad knælende bag ved og …. Tja, hvad lavede han egentlig? Jeg kunne ikke helt gennemskue det scenarie jeg så foran mig, men jeg kunne mærke min indre intuition gå amok. Som en anden ”Hitchkock-nu-bliver-det-voldsomt-uhyggelig-lyd” skreg min krop, at der var noget ravruskende galt.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, vende om? – fortsætte? Det var en beslutning jeg måtte tage på et splitsekund, og da fyren endnu ikke havde drejet hovedet i min retning, valgte jeg at lappe mit ur (fingere et tempo-pas) og spurte forbi ham helt ude i den modsatte rabat, som om det totalt var meningen. Jeg spurtede som en galning der er sluppet ud fra et sindssygehospital. Jeg spurtede og spurtede, indtil til jeg nåede et hus og instinktivt, uden at sætte farten ned, drejede ind i indkørslen med retning mod hoveddøren. Her stoppede jeg op, og knækkede mig fremover for at få luft og krammet på mig selv igen. Der gik få sekunder, så kom fyren fræsende forbi på stien foran huset. Han kiggede ikke i min retning, så mig ikke, men fortsatte i fuld fart videre frem ad stien.

Mere skete der ikke. Jeg fandt en stærkt trafikeret rute hjem, og undgik alle stier der så ødet ud. Måske var det verdens største overreaktion. Måske var jeg den dag den mest oplagte kandidat til et nyt reality show på tv3+ – ”Hverdagens Bangebukse”. So be it. Jeg var skræmt fra vid og sans, og følte mig voldsomt utryg. Det var dråben… Dagen efter bestilte jeg min helt egen Run Angel.

Run Angel er opfundet, og forhandles af det irske ægtepar David og Ellen Caren. De så et stort behov for et produkt, der kan hjælpe løbere med både at føle sig trygge, og få en ekstra chance for at slippe væk, hvis nu det usandsynlige skulle ske. Helt basalt er Run Angel en overfaldsalarm, der ved aktivering udsender en lyd så voldsom (det har taget mange år at få udviklet det helt rigtige lyd) at en eventuel overfaldsmand vil reagere på lyden, og løberen kan nå at slippe væk. Samtidig er lyden så høj (120 db, det svarer til at stå foran en højttaler til en rockkoncert), at alarmen som en anden sirene påkalder sig opmærksomhed fra alle i en given radius, og undsætning vil være mere sandsynlig. I tilfælde af, at man løber alene i skove, vil alarmen også kunne skræmme eventuelle ulve væk – og bjørne hvis man altså løber i de canadiske skove vel og mærket

Når en alarm aktiveres sendes der samtidig en mail/sms til de 1-3 guardians man selv opretter via Run Angel appén. I mailen står der, at (i mit tilfælde) Heidi behøver hjælp omgående, og der er vedhæftet et kort med placering, altså et kort over hvor jeg præcis befinder mig. Herved ved mine guardians, at de skal smide alt de har i hænderne, og komme mig til undsætning. Det er også muligt at lave en silent alarm, her er der ingen sirene-lyd, men ”kun” en besked til guardians med kort. (Hvis nu jeg vrider om på foden ved løb i skoven og ikke kan komme tilbage – så er det meget lækkert, at hjælp kan tilkaldes uden at alle skovens fugle får en fæl omgang tinnitus)

Det er ubetinget det bedste jeg har investeret i, i min tid som løber. Jeg er selvfølgelig stadig opmærksom og varsom når jeg løber rundt alene, men jeg har fået en ro og en tryghed der har fået min løbeglæde til at eksplodere. Jeg elsker, at jeg med et lille tryk, på samme tid kan både skræmme og hidkalde hjælp. Jeg elsker at jeg med et lille tryk kan bede om hurtig assistance hvis uheldet skulle være ude, og jeg skal hentes hjem f.eks. pga. skade eller utilpashed. Og ja, jeg kunne godt bruge min telefon og ringe, men hold da op hvor er det bare tusind gange lettere, at trykke på en lille knap. Især hvis nu det usandsynlige skulle ske.

Jeg elsker min run angel så meget, at jeg skrev til David og Ellen og spurgte om jeg måtte fortælle deres historie her på bloggen. Jeg syntes alle løbere bør vide, at det mest geniale produkt er derude til den nette sum af 400 kr. (og fri forsendelse). Den er let at bruge, der medfølger en udførlig vejledning, og den er fuldstændig vandtæt (jeg havde den på da jeg løb Coastal Run i vanvittigt vejr), og man behøver altså ikke være en notorisk bangebuks for at erhverve den. Man kan sagtens være en modig superhelt, som blot ønsker sikkerhed i tilfældet af uforudsete skader. David og Ellen kvitterede med en rabatkode som jeg måtte videregive til alle jer fantastisk læsere. Hermed gjort. og så har jeg fået lov til at kalde mig Run Angel ambassadør. En titel jeg bærer med stolthed

Giv mig endelig et praj hvis nogen af jer beslutter jer for at løbe med en Run Angel, jeg vil elske at høre om andres oplevelser med den lille genialitet. Og sig endelig til, hvis der er spørgsmål til produktet. Jeg hjælper hjertens gerne, jeg er fuldstændig vild med det produkt.

Link til Run Angel: https://runangel.com/
Brug koden HEIDI15 for at få 15% rabat og gratis forsendelse

Link til podcast med David og Ellen og deres fantastiske Run Angel: https://lindseyhein.com/20171008-5515/episode-84-david-ellen-caren-2/

The post RUN SAFE, RUN LOUD – Run Angel. Om sikkerhed på løbeturen. first appeared on The greatness of running.

I går var jeg endnu engang draget afsted til en omgang styrketræning hos fys, og tro det eller lad være, jeg er dælme begyndt at kunne lide disciplinen ”tilføj nogle vægte, maskiner og gentagelser, og få ondt steder du ikke anede man kunne få ondt”. Jeg er begyndt at elske at bruge min krop på en anden måde end blot løbets monotone bevægelse, og har det næsten som om, at jeg får lov til at lege en time i gymnastiksalen, når jeg træder ind over dørtrinet.  Den havde jeg så absolut ikke set komme.

Da jeg var færdig med min træning og ved at pakke sammen, faldt snakken på hvornår jeg gerne ville løbe marathon igen. Jeg har endnu ikke løbet et eneste marathon i år, mest af alt fordi jeg er lidt bange for at presse for hårdt på, og sætte mig selv uger tilbage i genoptræningen. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at et startnummer på kroppen og en asfaltvej foran snudeskaftet, får min dyriske underbevidsthed til at overtage fornuftens plads, og chancen for no-brain løb er præcis så stor som chancen for at Trumps hentehår sidder som det plejer.

Fys fortalte, mens vi var omkring mine fremtidsudsigter som marathonløber, at han også selv havde et marathon i tankerne. Fys er ”gammel” triatlet men familieliv og fuldtidsarbejde levnede ikke helt plads til den enorme træningsmængde der går forud for en ironman. Han var derfor begyndt at lege med tanken om et marathon. ”Hyggeligt” udbrød jeg kækt, ”hvad skal du løbe?” Og her kom så svaret der fik mine små grå til at galopere rundt i knoppen som blinde høner. Planen var, for ham, at løbe et marathon enten næste forår – eller næste efterår, altså som i 2020.  

Jeg lignede et spørgsmålstegn og stirrede undrende, mens fys forsøgte at forklare, at han havde brug for et års forberedelse for ikke at gå i stykker. Han ville træne fornuftigt og bygge sig selv op til 100% all in på blodsmag, og jagten på det sublime maraton når dagen oprinder. At løbe marathon er for ham alt eller intet. Ingen ”blød hat” som jeg indimellem praktiserer, fordi jeg dybeste set bare elsker at løbe, og egentlig ikke ser min træning som træning frem mod årets eneste peak performance marathon. For mig er træning leg, frihed og pure løbeglæde – og træning kan sagtens være et marathon.

Det er fascinerende når man møder et menneske der har et diametralt modsat perspektiv end én selv. Jeg forstår det ikke helt, og alligevel finder jeg det dybt fascinerede. Tænk at træne et år+ for at løbe det ene løb hvor alt sættes på kant. Knald eller fald. Et års+ benhård træning for at forhåbentlig ramme DAGEN hvor alt spiller på klaveret. Mit hoved kan ikke helt rumme tanken. Hvad nu hvis det kikser, hvad nu hvis netop den dag, er dagen hvor benene er tunge som blyklodser og hovedet er en mental omgang øllebrød. Et års+ træning og ingen forløsning. Det er en vild risiko syntes jeg – Nøj hvor skal man dog være dedikeret, og ikke mindst spille højt spil og tro på egne evner.

Jeg kan ikke, ligegyldigt hvor meget jeg end prøver, forestille mig at træne på den måde. For mig er løb så indgroet en vane, at jeg løber uden jeg overhovedet tænker over det, og marathons vælges efter hvad der lige passer ind i kalenderen om 3-4 uger. Jeg er altid i træning til at kunne løbe et marathon, og for mig er det hele lidt en leg. Det er med vilje, jeg hader nemlig at pine mig selv for meget. Jeg er ikke typen der kan presse mig selv så langt ud, at jeg kaster op efter et løb. Jeg har aldrig haft krampe, og jeg bliver ALTID på den side hvor jeg ret hurtigt efter et løb er frisk igen. Jeg tror faktisk ikke jeg helt ved, hvordan man presser sig selv derud hvor alting sortner, og kontrollen over kroppen forsvinder. Jeg er simpelt hen ikke modig nok. Jeg tør ikke. Jeg bliver inde i tryghedens cirkel, og kigger forundret ud på dem, der formår at brænde ALT af i jagten på vilde præstationer.

I går da jeg løb hjem fra fys ønskede jeg dybt, at jeg var mere modig. At jeg bare én gang kunne smide kontrollen og bevæge mig ud i et vildt intenst unknown-land, bare for at se hvad der venter derude. Derude hvor ens grænser ligger flået i småstykker, mens en ny udgave af én selv åbenbarer sig. Derude hvor man kaster alle sine skillinger på det sorte felt på rouletten og håber det bedste. Bare lige for at prøve det. Bare lige for at mærke det rush der må komme, efter man har brændt alle ressourcer og tæret al kroppens energi. Som hende eliteløberen der kravlede i mål til årets London marathon. Tænk at kunne presse sig selv så langt ud.

Jeg har så overdrevent meget respekt for mennesker der er modige. For mennesker der tør dedikere sig 100% for at nå et mål. Jeg gad godt være sådan et menneske, tænker jeg og stirrer ud af vinduet mens jeg spiser chokolade. Det ligger langt fra min væremåde og min personlighed, og jeg har ingen anelse om hvordan man gør. Hvordan bliver man mere modig?

Hvilken type løber er du? – Er du den modige superhelt eller den tryghedshungrende a la mig-løber?

The post Det handler om mod first appeared on The greatness of running.

Jeg sad her til morgen og udbredte min frustration til bedre halvdel, min stigende frustration over den østenvind som har hærget det nordjyske de sidste mange dage. Samtlige dage siden jeg gik på ferie i fredags, har jeg taget min bedste løbesko på, sprunget ud ad døren med en struttende optimisme og drømmen om at løbe i både korte rør og T-shirt. Samtlige løbeture viste sig i stedet at serverer en omgang kold klam ”omfavning” af en super irriterende bundfrossen østenvind. Helt ærligt altså… Hvad sker der for det.

Jeg prøvede at forklare bedre halvdel hvordan jeg bare syntes at Østenvinden (i hvert fald når den går i det nordlige hjørne) føltes lidt som en fornærmet ældre russisk kælling. (Beklager mit sprog, men jeg er VIRKELIG irriteret :D). Det ene øjeblik smælder og skælder hun, det andet øjeblik falder hun til ro og virker tilsyneladende medgørlig, så to sekunder efter – forestiller jeg mig – tager hun endnu en sip vodka og udbasunerer atter sin galde for fuld volumen. Det er fuldstændig umuligt at løbe i. Det ene øjeblik må jeg nærmest ligge vandret i luften for at komme frem, mens alle mine frit tilgængelige lemmer fyldes med gåsepatter pga. hende isnende spydigheder. Det næste øjeblik smøger jeg ærmer op til skulderne og kampsveder som en finne i en sauna.

I bund og grund så forstår jeg nok bare ikke Østenvinden. Jeg forstå ikke hvad hun vil (for det kan da kun være en kvinde der er så vægelsindet) Jeg forstå ikke hendes luner og jeg bliver sååå gal i skralden over den evige kamp hun udsætter mig for. En kamp jeg dybest set ikke kan forudse udfaldet af. Se med Vestenvinden derimod er det anderledes. Den ved man hvor man har. Her er der fuld fysik og fair kamp. Med vestenvinden er man aldrig i tvivl. Man får det man ser og mærker, en bombastisk blæsende herre, som aldrig slipper taget. Jeg ved, når jeg begiver mig ud i en kraftig vestenvind, at jeg får kamp til stregen. Jeg ved at jeg skal være på dupperne konstant, men jeg ved også at Vestenvinden samtidig udvikler mig til at blive en stærkere udgave af mig selv. Vestenvinden kan man stole på. Det er all in, eller ingenting.

Bedre halvdel kiggede på mig, og sikkert fordi han kender mig godt og ved mine hjernespind ofte er yderst kryptiske, svarede han kort ”Tror du ikke bare, det er fordi du er vokset op med Vestenvinden i Hirtshals, at du er vant til Vestenvinden”. Og her må man give bedre halvdel big time kredit. Tænk han ikke engang syntes jeg er mærkelig, når jeg over morgenkaffen beretter om mit forhold til – ja, – vind.

Han har ret, den gode mand. Han ramte plet. Jeg elsker Vestenvinden, og selvom jeg ofte bander og svovler når det går vildt til, så elsker jeg kampen. Der findes simpelt hen ikke noget federe end at dyste mod Vestenvinden på stranden, med sandet flyvende ind i alle kropsåbninger som en ekstra finesse. – Østenvinden til gengæld. Fuldstændig utilregnelig – som en sur gammel russisk kælling.

I eftermiddag smutter vi ud i sommerhuset ved Vestkysten, og kravler i læ resten af påsken. Uhhhh jeg gælder mig til strand-løb i læ af klitterne. Min skade i højre balle er status quo, og al løb foregår i pulszonen ekstrem let. Det er ok, jeg savner selvfølgelig at ræse, men når det nu skal være, så er det da ufatteligt heldigt, at jeg får en genstridig skade, der trods alt lader mig gør det jeg elsker aller mest – at løbe. :D. Og nå ja, så smutter jeg i øvrigt lige en tur ned til Randers på fredag. Her tager jeg med en pokkers tidlig bus vestpå til Tange, for derefter at returnere til Randers i løbesko. 37,5 lækre km i det smukkeste natur til Gudenå Trail Challenge. Nøj for pokker hvor jeg glæder mig. Det er præcis det jeg vil bruge min skadeperiode til, at løbe alle de fede naturløb (uden stigninger) jeg kan komme i nærheden af. Løb hvor pace er total underordnet, men hvor sanserne overbruses af lækre naturoplevelser. Og forhåbentlig holder den sure russiske kælling mund på fredag.

Happy running derude i østenvinden

Kh Heidi

The post Den russiske kælling first appeared on The greatness of running.

I dag kiggede mit tohovedet træningsmonster frem mens jeg løb sammen med min bedre halvdel. Stakkel stakkels bedre halvdel……

Det hele startede i formiddags hvor vi blev enige om at løbe en tur, mens solen endelig skinnede ned gennem de tunge vinterskyer. Vi skyndte os at drøne ud og klare ”vi-har-fået-løn-der-brænder-for-at-blive-brugt-på-udsalgsfristelser-shopping” og vendte tilbage begge et par vintertights rigere. (40% på vintertights i Sportsmaster; det er da til at forstå :)). Og som små glade heksehyl hoppede vi i løbetøjet og drønede ud i solstrålerne. Vi havde på forhånd aftalt, at vi ville udforske en lille sti vi ikke anede hvor endte, men som så absolut indbydende ud, og i roligt trav gik turen ud mod stien.  Ahhh – at mærke solen i fjæset på denne årstid, sikken en herlighed…

Den lille mystiske sti viste sig at være lidt af en skuffelse; den endte ud til en stor vej og havde ingen eventyrlige trolde og feer at byde på. Og der stod vi så, med udsigt til en tur på landevejen tilbage til Ålleren, da min bedre halvdel spurgte hvad jeg havde på programmet. Jeg øjnene hurtigt chancen for at få min weekend-langtur med indbygge tempo i hus, og dermed en mulighed for at komme lidt hurtigere afsted til året sidste julefrokost i morgen. Så jeg overtalt bedre halvdel til at joine mig på min træning.

Bedre halvdel gik med på spøgen, og sammen løb vi ind mod mere sikkert fortov, hvor jeg med fast stemme dikterede, at nu var det tid til 5 km. tempo. Bedre halvdel nikkede indforstået og satte afsted i rask trav. Jeg skulle løbe 5 km. i pace 4.45, en pace der ligger super godt til bedre halvdel. Han nød at komme op i fart og skridtlængde der passerede bedre til hans statur, og han ramte hurtigt et tempo han cruisede sikkert som færgen mellem Hirtshals og Kristiansand. Jeg koblede mig på i hælene på ham, det gik godt – og før vi havde set os om, var halvdele af de 5 km tilbagelagt i et lidt for hurtigt tempo – ikke meget, men nok til at jeg begyndte at holde lidt igen.

Bedre halvdel trak langsomt fra og lå længere fremme. Han var i flow, nød turen og havde en fest. Og jeg begyndte langsomt at transformere mig om til det tohovedet monster. Han løb for stærkt i forhold til det tempo min træningsplan dikterede. Hvad pokker bildte han sig egentlig ind. Jeg havde jo sagt det var 4.45 og ikke hurtigere.

Da vi ramte de 5 km. lappede jeg mit ur. Jeg havde fået det til at passe nogenlunde – 5 km. i pace 4.44. Bedre halvdel stoppede op ude foran, og i det øjeblik jeg nåede op på siden af ham udbrød det tohovedet monster ”Vi løb for stærkt i starten, vi skulle løbe 4.45 – og vi løb 4.42”. Bedre halvdel kiggede på mig og svarede ”Nååeee, det er vel ok – det betyder da ikke noget om du løber 4.42 eller 4.45. Det er jo basalt set bare det samme som, at du har løbet 150 meter for langt”. Jeg fattede ikke en meter af den logik han forsøgte sig med; og det tohovedet monster spyede en ildsøjle ud og brølede ud over hele gaden ”Det er bandeord-bandeord min træning, du skal bandeord-bandeord-bandeord ikke tro du aner en brik om det. Bandeord-bandeord-bandeord har du bare af at bandeord-bandeord lade mig træne som jeg vil”.

Og med den svada løb jeg afsted uden og se mig tilbage. Bedre halvdel valgte at holde sig i sikker afstand bagved, og da vi nåede lyskrydset der fører tilbage til forstadsbyen Gug, smuttede jeg væk og løb skummende ud på en ekstra runde, mens bedre halvdel løb hjem.

Nøj hvor var jeg rasende. Altså helt ærligt. I går havde jeg siddet og læst et opslag fra én af Mias (min træner) andre løbere. Hun havde skrevet om vigtigheden af, at have en mand der bakkede 100% op om hendes træning. På det tidspunkt havde jeg nikket sammensvoret og tænkt ved mig selv, at jeg da præcist vidste hvad hun mente. Jeg var selv i den heldige situation. Eller det troede jeg, for hvis bedre halvdel ikke engang kunne forstå, at når træningsprogrammet dikterede pace 4.45, så var det altså ikke pace 4.42. Hvad pokker var det så for en opbakning. Var han i virkeligheden bare dybt ligeglad med mine mål og drømme?

Jeg havde heldigvis lidt over 5 km. alene i skoene inden jeg ramte hjemme-matriklen – og som altid sluttede jeg med at løbe op ad vores dejlige lille mega-stejle bakke. Det var nok til at trække luften ud af det tohovedet monster, og det var en let forlegen Heidi der trådte ind i køkkenet med et he-he og et skuldertræk.

Bedre halvdel kender mig heldigvis ret godt. Han nævnte ikke et ord om episoden derude på vintervejen. Så jeg skyndte mig i bad og smed et lille ”alt tilgivet” kram efter ham.

Nu sidder jeg så her og fatter ikke helt hvorfor det var nødvendigt at råbe efter bedre halvdel. I virkeligheden skulle jeg jo være dybt taknemmelig for, at han gider løbe med og holde mig ved selskab. Og helt ærligt altså, det betyder jo ingenting om han løber foran og vi bare mødes når min træning er overstået. En kvindes reaktion er ikke altid rationel. Til gengæld er jeg ret sikker på, at det tohovedet monster kom frem i lyset fordi det faktisk betyder noget for mig. Jeg vil virkelig gerne mit nye træningsprogram, og jeg vil virkelig gerne forsøge at følge det til punkt og prikke. Måske er jeg til tider lidt rainman-agtig når jeg fuldstændig slår hjerne fra, og kun fokuserer på den pace der står skrevet i min træningsbibel. So be it – jeg er fokuseret og går 100% efter mit mål til april. Det må da veje lidt op for min irrationelle handlinger ikk?

The post Det grimme tohovedet træningsmonster first appeared on The greatness of running.

Valget af træner faldt denne gang på Mia Sørensen. Mia driver sundfokus.dk og er selv en yderste garvet marathonløber, der har en PR jeg aldrig kommer i nærheden af. Hun er benhård og en vanvittig dygtig løber. Og skal jeg være super ærlig, så valgte jeg Mia af én speciel årsag. Altså ud over at hun selv løber marathon, og er dybt inspirerende at følge på de sociale medier. Jeg rettede henvendelse til Mia udelukkende fordi hun er en kvindelig løbecoach. Dem ser man altså ikke mange af på markedet, i hvert fald ikke hvis man holder det op mod antallet af mandlige løbecoachs.

Og hvorfor så en kvinde. Jo – det skal jeg sige jer, jeg tror at en kvindelig coach måske bedre forstår de rationaler jeg gør mig i mit hovedet, når jeg træner. Ja jeg indrømmer blankt, de er ofte lettere hormonelt betinget, og tenderer til at være mere kryptiske omkring en bestemt periode på måneden. Og i det hele taget måske bedre forstå de totalt irrationale konklusioner jeg formår at drage, når tingene ikke helt spiller efter nodebogen.

Mia var heldigvis med på ideen, og jeg har nu i 1½ uge fulgt Mias program. Programmet er lavet så jeg starter ud med uger med ret lav kilometer-antal. Til gengæld får jeg i stedet lidt mere fart på. Da jeg modtog programmet tænkte jeg, no problemo, den klarer jeg. Men allerede her i første hele uge har jeg præsteret at overskride antal ugentlig km. med 12 km. Endda ret bevidst. Jeg vidste godt, at når jeg løb med Leah i Frederikshavn tirsdag aften, så talte det for min lange tur som ellers skulle løbes søndag. Problemet var bare, at da jeg kom til søndag og tog skoene på mens familien sov, så kunne jeg simpelt hen ikke stoppe. Jeg måtte fortsætte, mens mit hoved udtænkte alle mulige grunde for legaliteten af det, jeg havde gang i.

Tilbage på matriklen var jeg glad, mit hoved var tilpas. Det hold helt ind til søndag eftermiddag, hvor jeg opdaterede det regneark Mia har sendt, med mine reelle træningspas. Nu skulle jeg pludselig skrive sort på hvidt og åbenbare mine skarnsstreger for Mia. Jeg følte mig totalt som et lille barn i børnehaven der, mens de voksne kigger væk, lige får smurt Nutella på vinduet.

Til min søster havde jeg lørdag morgen luftet min irritation over weekendens meget reduceret træningsmængde (i forhold til det jeg har løbet siden sommer), og midt i vores samtale smuttede der ord ud af min mund, ord jeg ikke nåede at stoppe i tide og liiige vende en ekstra gang inden de forlod min kryptiske tanker.

”Jeg løber bare en ekstra tur uden at registrere det” fortalte jeg pludselig søster, med de mest udspekulerede øjne der lynende af galskab. – Og lige i det sekund ordene fløj ud af munden på mig, kunne jeg godt selv høre hvordan det lød. Ikke specielt flatterende, en alkoholiker der skjuler flaskerne i skabet. Præcist som når ungerne tager ud til deres far og jeg har en uge alene med deres slikskab. ”Mor, du rører ikke vores slik vel?” – ”Neeeej da, det kunne jeg da ALDRIG finde på…” to sekunders pause… ”Det er nisserne der gør det”.

Så siddende der, søndag eftermiddag, i spinatsuppen måtte jeg bekende kulør. Jeg sendte præcist det jeg havde løbet til Mia; og fik prompte en yderste venlig irettesættelse tilbage.

Jeg brugte det meste af søndag aften på at mærke efter. Var dét det rigtige valg jeg har taget med at løbe efter program igen? Jeg vågnede sågar midt om natten og fortsatte mit tankemylder. Og hele vejen hjem fra arbejdet i dag. Jeg vil helst ikke spilde Mias tid, hvis jeg ikke 100% vil det, men hvordan finder man ud af om man vil noget 100%. De kloge siger ”Mærk efter”, jeg har mærket og mærket og mærket – og der kom ingen svar overhovedet.

Jeg tog i stedet min kære gamle slidte notebog og skrev mig ud af tankemylderet. Inspireret af mine løbebøger forsøgte jeg at skrive de ting jeg gerne ville, og visualisere små kortfilm i min indre biograf. Og jeg tror dælme jeg nåede frem til endestationen. Jeg vil det gerne. Jeg vil gerne løbe struktureret indtil forårs-løbet i april udfolder sit drama under den engelske sydlige himmelske sfære. (Kan I høre englene synge… )

Jeg giver Mia min fulde tillid og lover (så godt jeg kan) ikke at falde for meget i flasken igen. Og Mia; hvis du læser med.. Husk jeg er kun et simpelt behovsstyret menneske. Jeg gør det ikke med vilje, når jeg laver skarnsstreger, eller – jo det gør jeg faktisk, men jeg har det altid dårligt med det. Jeg lover at forsøge at være den mest eksemplariske løbestudine jeg overhovedet kan være.

The post En træningsvampyrs bekendelser first appeared on The greatness of running.

Præcis sådan havde jeg det, den anden dag jeg løb i skoven. Friheden, legen og variationen – nogen gange luntede jeg, nogen gange spurtede jeg opad eller fløj ned ad en bakke, nogen gange lavede jeg piruetter (ok der oversolgte jeg den vist) og hvis jeg havde hale ville den have logret præcis som hundens; jeg nøjes dog med min fletning der fløj rundt i luften mens jeg hvinede af fryd.

Jeg har i nu 3 måneder ikke løbet efter noget bestemt program, blot løbet som jeg lyster. Og selvom der nok ikke er helt så meget kvalitet i de træningspas jeg laver, så forsøger jeg alligevel altid at holde fast i et par principper, til trods for spontaniteten og det lystbetonet løb.

Jeg læste på et tidspunkt, at variation i træningen er nøglen til et skadefrit løberliv. Det tror jeg er 100 % korrekt. Alt med måde. Følelsen af at være en dansende smølf på trailsporet kommer med størst styrke når jeg i en periode har tonset rundt på asfalten. Når jeg har løbet mine long runs og tempo runs, og når jeg har racet adskillige marathons på den sorte belægning, så er det en ubetinget fryd at putte fudserne i trailskoene og tage en timeout omgivet af naturen og med stubbe, jord og mudder som underlag.

Og det er sikkert og vist, at når mine baglår begynder at knirke og knage som en gammel hoveddør i en gyserfilm, så har jeg løbet for meget af det samme rutinepræget løb og tiden er fuldmoden til ændringer. Ændringer og variation i løb for skadeforebyggelse kan f.eks. foregå ved noget så elementært som at ændre tempo på løbeturene. Ved at sørge for at man ikke altid løber i samme tempo, men blander en slikpose af både det laaangsomme løb og hurtigt løb, får den dovne hjerne og krop årsag til at oppe sig og ikke bare køre den rutine den plejer. Kroppen er luddoven og vil altid gå efter den mest økonomiske løbestil, også selvom det betyder skæv løbestil eller aflastning af områder og derved slid andre stedet.

• Så mit princip nummer 1 er: Variér træningen.

Skift mellem hurtige ture (fartlege, intervaller, tempo) og langsomme ture. Eller bland de to ting så næste gang du løber en lang tur, så inkluder nogle tempopas. Skru op for farten f.eks. 5 km. i slutningen af dit lange træningspas, eller spurt mellem lystepæle for lige at lave det fagspecialisterne kalder leg-turnover. Det er faktisk ret sjovt når man bare gør det, præcis når tanken opstår i hovedet. Nu vil jeg løbe stærkt.. Vupti, afsted det går.

• Princip nummer 2: Husk perioder hvor der ikke er fastlagt træning.

De perioder hvor jeg træner efter træningsprogram er jeg helt bund ærligt ikke altid lige så begejstret for at komme afsted. Det, at jeg skal nå et ugentlig mål med træningen, stresser mig og selvom jeg elsker træningen, så kan det på længere sigt få min motivation til at falde gevaldig. Så når jeg har knoklet eksempelvis 12-16 uger med fast træningsprogram (har faktisk kun prøver det to gange :D), så skal jeg ALTID løbe minimum 8 uger uden program efterfølgende – og gerne mere. Det virker totalt godt for mig og sørger for jeg både for dækket mit behov for både at lege ”total-sej-konkurrence løber-der-jagter-nye-mål” og ”total-overskudsløber-der-bare-elsker-at-løbe-fordi-det-er-fedt”

•  Princip nummer 3: HAV DET SJOVT

No matter what… Det skal altid være sjovt at løbe. Aldrig en plage. Lige p.t. har jeg en rigtig såkaldt lorteuge hvor al planlægning er røget ud af vinduet, sammen med de åndsvag store stankelben der jævnligt frekventerer vores badeværelse. :D. Jeg er tilmeldt Thy Nationalpark Marathon i morgen, og skulle efter planen følges med den overseje løber Tine (@tinehaslund), som jeg egentlig ikke kender fra andet end Instagram – og et løb i Aalborg tidligere på året. Nøj jeg har glædet mig til at komme på tøsetur. Men Men Men, sol og måne stod ikke i korrekt bane for mine planer af den simple grund, at jeg har unger i denne uge – og det faktum gør verden en kende mere uforudsigelig.

Først fandt jeg ud af at min datter skal med en veninde til koncert i Herning i morgen kl. 15 – ergo ingen mulighed for at køre rollingerne op til bedsteforældrene i Hirtshals. Og så valgte min skønne datter så også liiige at holde åben hus for virusser, vel og mærket åben hus under den varme dyne og med masser af varm the til en øm hals. Så det meste at ugen er gået med at prøve alverdens muligheder af, for at se om jeg på nogen som helst måde, kunne komme afsted med den skønne Tine. (Jeg er chauffør, så en aflysning er mega træls for Tine).

Jeg har tænkt og tænkt og tænkt – og med vågne nætter og små-kaos i hjemmet må jeg bare tilstå, at selvom jeg måske fandt en løsning så jeg kunne komme afsted; så ville det bare overhovedet ikke være sjovt, fordi mit hoved vil være proppet til renden med lige dele dårlig samvittighed over for ungerne – og overfor løbemakker Tine.

SÅ det bliver en aflysning af løb – Det skal nemlig være sjovt !!! – Og Hey – der er løb igen næste år.. (sidder du og tænker du gerne vil løbe i morgen i Thy, så er der hermed et gratis startnummer til dig )

Det er min tre små simple principper for løbetræning udenfor ”træningsprogram” perioder.  Har du kære brillante kloge læser også principper for din træning ??

The post Om at holde motivationen first appeared on The greatness of running.

Det var blot et par eksempler på ting jeg oplever; jeg har tidligere skrevet indlæg om andre farer (se evt. her: https://thegreatnessofrunning.dk/?p=3359 ), og hvis du spørger min makker Jeanette, vil hun grine højt og fortælle adskillige anekdoter om vilde ting, vi har oplevet på vores løbeture sammen.

I går efter job, besluttede min kære bedre halvdel at vi skulle løbe en tur. Det var en beslutning jeg støttede op om med iver, og i løbet af næsten-nul-komma-fem, var katten fodret af og vi var på vej ud i verden. Vores mål for turen var at udforske et nyt område, et område hvor vi vidste der var MTB ruter, om end der var et stykke transportvej derud. Vejret var skønt og vi kom hurtigt ind i et flow, løbende i konvoj med mig forrest og manden lige bagved. Da vi rundede Østerådalen, det lækreste grønne område i Ålleren, spottede jeg foran mig, at køerne som går rundt og laver naturlig naturpleje, i dag var på den mark vi normalt krydser, for at komme ud på de større stier. Men livet er dejligt når man løber, og jeg forpuppede mig tilbage i mine løbetanker (der kredsede sig om nye løbedrømme), og glemte alt omkring mig.

Der løb jeg så og småsmilede, da jeg pludselig fornemmede noget stort ved siden af mig. Jeg kiggede op og – så døden i øjnene. Der, lige ved siden af mig, stod en stor vild malkeko der kun ventede på jeg kom tæt nok på, så den kunne hoppe på mig i et frontalt angreb. (Eller rettere der stod en ko, og måske var den i virkeligheden lige så skrækslagen som mig). Jeg sprang flere meter ud til siden i et spring, der minder om tigerdyrets hop i Peter Plys. Boiiiing – reaktions tid på ca. 0,005 sek. Jeg blev så forskrækket, at mit lille hjerte hoppede i trippelslag og jeg uvilligt udbrød en lyd a la auuuurrrgggghhhhh. Den stakkels ko blev skræmt fra vid og sans over mit stunt; den spurtede ned i den anden ende af marken, og stirrede skræmt tilbage mod det sindssyge menneske den lige havde haft konfrontation med.

Tilbage på sporet med puls 170 løb vi heldigvis ind i en skøn gammel kollega, der lige havde tid til en lille update på dagligdagens skærmydsler. Min puls faldt til ro igen, gammel kollega fik en krammer og vi var på vej videre ud i verden for at finde sporet i Drastrup skov.

Da vi endelig nåede ud til skoven og fandt en gul rute, udbrød min bedre halvdel ”der er da godt nok en del længere herud end jeg havde forestillet mig”; og det burde måske havde tændt en pære hos de to eventyrlystne løbere. Det gjorde det bare ikke.

1 km. inde på gul rute stødte vi pludselig på en yderst suspekt taske i camouflage stof liggende helt umotiveret i kanten af sporet. Jeg stoppede op og bad, for en sikkerhedsskyld, min bedre halvdel kigge efter. Han åbnede modigt tasken – og konstaterede den var fyldt med attrapper-ting (jeg tænkte straks, okay, mega sejt ord; – der har sikkert været militærøvelse og de har tabt tasken da de kørte fra åstedet).  Min modige mand stak efterfølgende klør fem ned i tasken, og halede en skarpladt pistol op. GIIISP..Udbrød jeg (og tænkte, det er bandekrig, det er terrorister, det er en gal mand der render rundt) og nærmest skreg ”Ring 114”. Min kære bedre halvdel var lidt mere koldblodig, og sagde han jo ikke kunne se om det var rigtige patroner eller blot snyde patroner, men da vi ikke kunne lokalisere mennesker i en radius af 900 meter, gik han med til at ringe 114 om ikke andet, så for at orientere politiet om fundet.

Og mens vi så blev stillet igennem til vagthavende betjent, og forklarede manden situationen, myldrede det pludselig frem med folk og fæ (fæ = labradorer i alle mulige farver og størrelser) fra en bakkekam. De smilede vældigt og hilste venligt på os to måbende tosser, der stod i lycra med skræk i øjnene og en vagthavende betjent i røret.

”Nå, I fandt tasken” sagde den forreste mand med et smil. ”Vi er ude og træne jagthunde og skyder for at vænne dem til lyden. Det er bare løst krudt – se jeg har en lignende pistol i lommen” (den lignede på ingen måde den i tasken!!) Hvorpå han snuppede tasken og gik videre.

Og mens jeg kiggede forundret efter horden af mennesker og hunde der defilerede forbi os, afsluttede min bedre halvdel samtalen med vagthavende. Vi var meget stille da vi løb videre, det var simpelt hen for mærkelig en oplevelse til vi kunne sætte ord på. Hvor kom alle menneskerne fra? Hvorfor havde de ikke sat en seddel på tasken så uforstående kunne se det var ok den lå der? Var det virkelig løst krudt der var i pistolen; eller var de i virkeligheden en bande på jagt efter et uskyldigt offer? Thank God jeg ikke var alene på løbestien på det tidspunkt.

Måske var det på grund af chokket, i hvert fald endte vi med at løbe helt forkert og endte meget længere væk på en landevej ud mod Nibe, i stedet for som planlagt tilbage på den gule rute. Og det der blot skulle være en times hyggeløb blev til timers oplevelsesløb. Undervejs fik vi ædt os gennem et vildt hindbærkrat (I guder hindbærrene er lækre lige p.t.) og fundet hærvejen ind mod Ålleren. Vi var ude i 2½ time samlet, og var drøn sultne og udtørret som to rosiner da vi nåede hjem igen. Vi havde ikke medbragt vand, da vi jo bare lige skulle lunte en lille tur ud til skoven.

Det var en fuldstændig fantastisk løbetur; og for sørensens nogle oplevelser. Og så påstår folk at løb er kedelig ??? – Seriøst ????..

The post Og så siger de at løb er kedeligt… first appeared on The greatness of running.

Jeg kan uden at blinke et sekund og med en polygrafisk sikkerhed erklære mig med på vognen, i hvert fald den gamle udgave af automobilen. Jeg fortalte ofte mig selv, at jeg er en udholdenhedsløber der ikke havde det mindste gavn af intervaller; for hvad pokker hjælper det, at fløjte rundt på en tallerken i en djævelsk fart, når man er bidt af marathon og elsker de 42,2 km. Og jo, jeg har skam også benyttet mig at ”det der interval-værk det giver bare skader” skjoldet adskillige gange.

Nu er det så bare, at jeg her i starten af mit liv som wattløber er underlagt såkaldt polariseret træning, en træning hvor man løber 80 % af tiden i langsom pace, og de resterende 20% for fuld udrykning i hamsterhjulet. Og trods mine mange forsøg på at kravle under hvor gærdet er lavest, er det alligevel lykkedes mig at komme på banen, og lave en hel del forskellige træninger på det orange underlag. Og altså, nu må jeg simpelt hen udbryde højt og skingert – ”det er jo vanvittigt hårdt og fedt at lave intervaller”.  Jeg er totalt omvendt, nyder virkelig træningerne der presser min mentale tilstand, og totalt giver mig vinger bagud, når jeg lykkedes med at gennemføre alle omgangene. Og hvad mere overraskende er, at de småskavanker jeg normalt render rundt med i baglåret fuldstændig er forsvundet. Den forbedrede løbestil jeg får, når jeg sætter farten op, har simpelt hen udlignet det dapperi jeg normalt svupper rundt i på landevejene, og mit bentøj føles total som et sæt spritnye labre stænger.

Og da jeg jo ikke nødvendigvis skal være den eneste der går rundt med stramme baller og muskuløse stænger til sommer, så kommer der her et par gode råd til, hvordan du kan komme i gang med intervallerne. Og husk ALLE kan få glæde at intervalløb, både begynderne, os i midten og eliteløberne. Alle kan få glæde af forbedret hurtighed, bedre fitness, bedre fokus, forbedret løbeteknik og sørme om ikke også intervalløb er en perfekt måde at få bedre forbrænding i kroppen (og måske endda tabe lidt kg.)

Som udgangspunkt bør man have løbet nogle måneder, inden man starter med intervaltræning – og kunne løbe 45-60 minutter 2-3 gange om ugen. Når man starter med intervaltræning behøver det altså ikke gøre ondt, og det skal absolut ikke nødvendigvis være en smertefuld omgang. Man må til gengæld meget gerne føle sig stakåndet, det er en del af gamet. Ret hurtigt lærer kroppen og ikke mindst hovedet, at du faktisk godt kan mere end du tror, og at du sagtens kan gøre det flere gange med små pauser imellem.

En ting man kan være opmærksom på er ens løbeteknik under intervallerne. Mange har en tendens til at “over-stride” (ved altså ikke hvad det danske ord er) når farten sættes op – tænk på et elastrik der strækkes lige rigeligt ud inden det fyres af mod din irriterende træner. Prøv i stedet at tænke hurtige fødder, hovedet op, brystet frem, stærke arme der driver og hurtige lette fudser.

Pas på med ikke at løbe all out mht farten. God intervaltræning kræver erfaring mht. fart. Hvis man f.eks siger at din normale cruiser-fart er ca. 5 på en skala fra 1-10, så skal din fart under intervallerne ligger ca. mellem 8-9. De kloge kalder det kontrolleret ubehag. Du skal altså ikke ligge og kaste op efter hver interval. Tænk i stedet at du trækker vejret tungt men stadig kan udtale et par ord mens du løber (jeg siger ofte til min skovsnegl når jeg drøner rundt, ”HÅRDT, MEN GODT ” sådan lidt i stakato (de andre på banen skuler lidt når jeg kommer forbi; men pyt – det hjælper mig.)

Når man starter med intervaltræningen er det en god ide at løbe intervallerne ca. hver 10 dag – og husk opvarmning (ca 10 min) med små-spurt indlagt og nedvarmning efterfølgende. En intervalsession behøver ikke tage mere end 30-40 minutter. Og husk endelig at have en let dag før træningen og gerne pausedag efter.

En ide til en god måde at starte intervaltræning på, er at løbe fartlek hvor man f.eks. sprinter mellem lygtepæle, træer eller til det næste gadehjørne, og jog/gå efterfølgende for recovery. Start ud med 4-5 sprints og øg langsomt efterhånden som du syntes, du får mod på det.

En anden god øvelse er pyramiden hvor man, efter opvarmning løber 30 sek. sprint, 1 min sprint, 90 sek. sprint, 2 min sprint, 90 min sprint, 1 min sprint og 30 sek. Sprint. Jog/gå 1 min mellem hver –og evt. 2 min efter den lange sprint.

Og så selvfølgelig den helt simple – lav 6 gange sprint a 90 sek – med tilsvarende jog/gå imellem. Når du føler dig klar kan du udvide til 8-10 gange og sætte jog/gå tiden ned.

Så let kan det gøres – prøv det hvis du ikke allerede har det som en fast del af din træning, og send mig en fax hvis du syntes intervaltræning sucks.   – Har du lyst til at læse mere om intervaltræning kan du zappe over på Niels Jørgensens side om intervaltræning. Niels er personlig træner og har en ret fin gennemgang af intervaltræning på hans side – hvor du i øvrigt også kan finde lækkerier om udstrækning, og træning med en ryg der driller. Læs mere her intervaltræning

The post Intervaller for alle first appeared on The greatness of running.

Og sådan følte jeg det lige præcist, da jeg næsten synkront tog mine sko på og løb ud i det, der burde være en dejlig forårsdag. Det var som om at guderne i dag havde besluttet at give alle os løbere fingeren, fundet den store vindmaskine frem, trykket på den røde booster knap, og samtidigt drysset sne og vand foran maskinen, mens de grinende holdt sig på deres tykke mavser, og i kor ilede hinanden op med et ”tag den dummere jordiske løbere”. For pokker hvor var det bare dårligt vejr i dag.

Jeg havde heldigvis selskab af søde Sebastian på min lang-tur i dag, det hjalp – også selv om vi måtte råbe højt for at overdøve naturens kræfter. Løbeture i godt selskab er altid lettere, og som altid er jeg komplet optimistisk når jeg dapper ud i elementerne, tilført en stålfast tro på, at når jeg først er derude, så er det sikkert ikke så slemt endda. Det var det bare i dag. Altså slemt. Mine løbesko sagde svup – svup – svup, – og da jeg satte Sebastian af med et ”tak for turen kram”, og smækkede fjæset op i modvinden for at komme hjem, var godt nok svært at finde den rette grimasse. Jeg var gennemblødt og jeg er sågar sikker på, at hvis jeg ikke havde holdt pace ret stabilt på turen hjem, ville jeg have sluttet turen af med små frøer svømmende rundt i vandhullerne mellem mine tæer. OG JEG HADER FRØER !!

Efter 1 hel time under varmtvandsbruseren tøede mine lemmer langsomt op igen, og da jeg efterfølgende slængede mig under dynen med en kop varm cacao og kiggede ud på vanviddet, blev jeg alligevel overmandet af en stolthed over, at jeg trods alt havde taget kampen op mod guderne. Ligesom min søster og alle jer kære læsere der trodsede vejr og vind og løb udenfor i dag. Shit hvor er vi alle sammen en flok over seje banditter, der virkelig fortjener at gå amok i nyt løbegrej på den første og bedste webshop.

Et stort high five – og et kæmpe HUUUUAAAAHHH til alle der løb udendørs i dag. :D.

Jeg sidder i øvrigt lige p.t. og komponerer et brev til den norske statsminister. Man siger altid at foråret i det nordjyske er meget bedre end i resten af kongeriget, da vi nordjyder er beriget af at ligge i læ af de norske fjelde. Jeg tænker bare – med sådan en dag som i dag, hvad er det så lige de kan præstere deroppe i det norske. Hvad er det for små pukler de praler så meget af? Sikke en joke, det må de skisme kunne gøre bedre.

Og med det beder jeg jer alle sende positive tanker til guderne, og bede om godt vejr resten af marts måned, af hjertet tak og rigtig god søndag aften :).

The post Når guderne fucker med løbeturen first appeared on The greatness of running.