Sådan har jeg det p.t. Og jeg siger dig kære læse, det er absolut fantastisk – ikke mindre. Jeg oplever, at jeg pludselig er nødt til at tvinge mig selv til at stoppe på mine ture for ikke at løbe alt alt for mange kilometer, at jeg med glæde løber hurtigere, end den fart mine tempointervaller er planlagt til, og at jeg synger højt når jeg løber rundt alene i Hammer Bakker (Hvis du tænker stakkels rådyr, så har du fuldstændigt ret – de lider voldsomt når jeg kommer syngende i rungende falsk falset :D).

Jeg skrev om min manglende løbe mojo i indlægget her, og selvom jeg siden indlægget indimellem har oplevet lyspunkter, så har det ikke været de store positive sprogblomster der har floreret i mit sprog, når jeg evaluerede mine træningsture. Oftest har det føltes som en tung sej vandring ud over Sibiriens ødeslette – og det til trods for indkøb af alverdens nye gadgets og løbegejl. Min stænger har føltes tykke som stængerne på en jysk bryggerhest og hovedet fyldt med tåge og mågeklatter.

Og så pludselig ud af det blå er solen kommet frem bag skyerne, tågen er lettet, hovedet rengjort og benene skrumpet ind til spinkle kenyaner-stænger. Jeg oplevede i denne uge at angribe en stejl bakke blot for at komme til tops og tænke ”var det alt du havde at byde på, din tarvelige bakke. Du ser så sej ud – men du er jo kun et lille bump på grusvejen”. At løbe i øsende regnvejr og mudder uden at have den mindste smule ondt af mig selv, at drøne rundt på landevejen i langt hurtigere fart end planlagt mens jeg skrålede min ynglings sang, og toppen af drikkedunken – at løbe Løkken Marathon i dag og føle det hele bare spiller maks. (I øvrigt det fedeste marathon, klart anbefalelsesværdig. Jeg skrev om løbet sidste år – læs med her)

At være løber er som at være en rejsende i ukendt land. Ikke to år er ens, der er altid nye oplevelser, nye opdagelser og nye ting der forundrer og mystificere mig. Kroppen er måske en maskine, men for søren da en kompleks én af slagsen. Man kan skrue, tune, effektivisere og optimere nok så meget – og alligevel er det som om, krop og sind nogen gange bare beslutter i sær samhørighed, at nu har den stakkels løber lidt nok, nu giver vi lidt kredit for det hårde arbejde. Det hedder sig at man som løber ALDRIG skal sammenligne sine meritter fra året før, og forvente at krop og sind er i samme tilstand og leverer samme produkt. Hvert år er som en ny fin løbesko taget ud af kassen og parat til brug. Den ligner måske den fra sidste år, farven er måske den samme og formen er måske endda lidt forbedret, men når fudsen kommer i skoen får den sit eget liv og er på ingen måde som den sko fudsen kom i sidste år.

Jeg syntes det er en dejlig erkendelse, at hvert år er en ny begyndelse for løbere. Også selvom det kan være uhyggeligt frustrerende at opleve, at man bare ikke præsterer på samme niveau i en længere periode, og måske ikke løber i nærheden af det, man kunne året før. Det fede er, at med en kende tålmodighed og selvforkælelse vender laksen igen en dag op i strømmen, og gyder de små lækre basser der bliver til ren løbeglæde.

Så kære venner, hold ud når du rammes af manglende lyst – også selvom det måske er gennem flere måneder. Én dag vender det, en dag vil sol, måne og stjerner stå rigtigt og den totale løbeglæde indfinde sig. En dag vil træningen føles let som en legende sommerfugl og du vil have lyst til at råbe et højt JUHUEEEE og et stort HURRRAAA for alle os der løber.

Vi ses på gaderne; jeg vil være hende med det store overstadige smil klistret fast i fjæset. :D. Stort tillykke med gennemførelse til alle der løb i Løkken i dag, hvad enten det var 10km, halv- eller helmarathon.

The post Den vildeste løbeglæde first appeared on The greatness of running.

I år var der en begrænsning på 200 deltagere – og jeg følte mig vitterlig som en udvalgt, da jeg stod klar på startstregen kl. 10 til fire runder på, hvad der viste sig at være den mest fantastiske rute jeg længe har løbet. Fra start løb vi gennem Løkken by og rundende via asfaltveje og fortove ud til et af Løkkens samlested for unge og barnlige sjæle Actionhouse, hvor en DJ sørgede for knald god stemning med højt lækkert musik. Overalt blev vi guidet af kyndige og opmuntrende vejvisere, og ruten fortsatte ud af Løkken by, rundede et sommerhus område med grusstier – for at ende på landevejen med en lille bakke der åbenbarede Rubjerg Knude i det fjerne efter endt bestigning.  Det var umanerlig smukt.

Og så løb vi ellers ind på mit absolut yndlingsstykke af ruten – en græssti ned mod klitterne og trappe ned til stranden, hvor havet brusede højlydt akkompagneret af mågernes skrig. Arrangøren havde genialt sørget for, at vi fik den friske nordenvind i ryggen på hele strandstykket og lækker forårssol lige i krydderen. (så glemte man da fuldstændigt at man lige havde slåsset mod vinden op af den lille bakke.)

Strandstykket bød på hele herligheden af hårdt, løst, vådt og ufremkommeligt sand og det var en ren feberredning for mig, at man havde placeret en vejviser på stranden hvor ruten drejede fra – jeg var ellers så klar til at løbe videre til Blokhus.

Efter strandstykket gik ruten på alm. vej tilbage til torvet og fuld musik fra den yderst kyndige DJ. der underholdt i målområdet – og så var det ellers bare afsted videre på runde 2- 3- og 4. Der var 3 meget velassorteret depoter placeret på runden – helt perfekt i min optik og jeg manglende på intet tidspunkt vand, eller opbakning for den sags skyld.

Noget virkeligt fedt – og nok ikke helt planlagt var tidevandet der skiftede fra Ebbe til flod mens vi løb. På runde 1 var stranden bred, med masser af fast sand til at løbe på – og da vi løb runde 4, var stranden blevet lille bitte og løbeskoene våde inden man nåede asfaltvejen igen. Det var udfordrende men for en hav-elsker som mig – en fantastisk mulighed for at opleve naturens kræfter i frit spil.

I mål stod de sødeste tøser klar med de fineste medaljer og så var der ellers en gratis øl til løberne og  – – TA TA DAAAA – en swagbag fra MED24.dk fyldt med lækkerier. (man skulle næsten tro løbet var lavet til mig – fed medalje og swagbag på én gang; så er man da i hvert fald sikker på at få fuld plade i min bog.)

Eneste lille bitte ønske til næste års løb (for det kommer da der helt sikkert ikk?) er ekstra affaldsspande efter depoterne, så man lige kan gå lidt med sit vand inden man smider kruset væk.

Og til sidst – præmien.. Jeg var så svineheldig at være første dame i mål, og vinde et par sprit lækre Saucony løbesko. Jeg er inkarneret Asics løber, men har gennem længere tid overvejet om jeg skulle afprøve netop Saucony som en mulig erstatning for Asics. Så for pokker da et held at jeg så lige kunne få et par med hjem i dag. Jeg er en lykkelig løber.

Jeg vil absolut give de varmeste anbefalinger til løbet, og vil slutte af med at uddele dagens 1. præmie for fejring af at komme i mål til Sten Christensen fra Vrå. Manden dansede ind i mål i bedste John Travolta stil, det var simpelt hen så befriende og totalt grineren. SÅDAN Sten – sådan fejrer man sq et marathon på kongemanér.

Og her kommer det så… Den dansende Sten Travolta. – se sekvensen ved at trykke på billedet herunder og klikke på pil til højre, det er virkeligt skægt:

— Billederne fra ruten er venligst udlånt af John Travolta in person – Sten Christensen.

The post Løkken Marathon 2016 first appeared on The greatness of running.