Jeg vågnede alt alt for tidligt i morgens, så tidligt at verden stadig snorkede omkring mig, og selv det ellers altid årvågne stankelben der huserer min datters værelse, lå med lukkede øjne og drømte om sprøde lækre fluer.

Udenfor var min lille verden blevet kridhvid i løbet af natten, og overalt lå puder af blød sne. Jeg stod længe og kiggede ud på det eventyragtige landskab med en kop kaffe i hånden. Så smukt og så uendelig stille. Der var kun én ting at gøre. Jeg sprang ud på badeværelset i en supermand-omklædning, og vupti stod jeg foran vores hoveddør i løbetøj, klar til et erobre den nye verden.

Min plan var egentlig at lunte en lille tur a la 5-7 km. og runde bageren på vej tilbage. Jeg var så tidligt ude at der stort set ikke var et eneste andet menneske i miles omkring, og ingen havde endnu nået at skovle sne. Hvert skridt var et fodprint ned i den bløde nyfaldne sne. Jeg begyndte at smile ubevidst, jeg kunne slet ikke lade være. Jeg flød langsomt afsted igennem de ca. 10 cm sne i den stille stille verden.

Langsomt vågnede verden op omkring mig. Der kom op til flere ”sneskovlere” på fortovene og alle hilste med et stort smil og et ”godmorgen” da jeg tøffede fordi. Tiden holdt op med at eksistere. Jeg kiggede ikke på uret en eneste gang, løb bare stille og roligt gennem byen og nød hvordan helt andre muskler end de vanlige, begyndte at arbejde for at forcere dyb sne og sjap.

En anden løber kom imod mig, hun havde samme smil i hovedet og vi hilste grinende på hinanden. Vi havde begge fundet et lille stykke med magi i den hvide morgen. Jeg begyndte helt ubevidst at nynne og lod stroferne fra en gammel yndlingssang fylde min hjerne. Det var ikke noget jeg tænkte over, det skete bare.

Da jeg endelig nåede til bageren var der gået 1½ time, og jeg havde nærmest ikke ænset andet den rolige bevægelse, den hvide verden og hvor meget løb i dag føltes som en leg, præcis som i min barndom på villakvarterets gader i Hirtshals. Min krop var i perfekt balance, og med et lunt franskbrød under armen luntede jeg hjem til familien. Jeg sang da jeg kom ind af døren og en følelse af dyb ro fyldte min krop. Nogen gange skal man bare følge sine instinkter og lade sig flyde med i nuet. Pyt med tid, distance og tempo. Nogen gange er løb bare åndehullet der får en dybfyldt glæde blandet med livsnydelse til at boble i blodbanerne.

Rigtig dejlig weekend til jer alle.

The post Om at løbe i den første sne first appeared on The greatness of running.

De første par km lignede vi begge et par ultraløbere på dag 6, slæbende, skovlende og meget langsomme i kadencen, men langsomt vågnede vores kroppe op til dåb, og stille og roligt bevægede vi os op i vanlig tempo og slugte de lækre kilometre som en billig omgang morgenmad. Og jeg må bare indrømme – jeg er absolut blevet over-VILD med det der morgenløb. Hvor var det dog fedt at være ude mens andre snusede sødt i dynerne, og mens dyrelivet holdt fest omkring os. Fuglene fløjtede de dejligste hymner, pelikanerne maveplaskede foran os og sørme om ikke også delfinerne sprang mens sømændene sang.. – ok, der blev jeg lige revet lidt med af stemningen. Delfinerne sprang, sømændene dem hørte vi ikke noget til.

Vi løb alt mellem 5km og 18 km og var fast ude hver anden dag på hele ferien. Det gav en dejlig ro i den træningshungrende krop, og samtidig en skøn velvære resten af dagen – selvfølgelig først efter den obligatoriske ”tilbage-fra-løb-og-undgå-surt-løbetøj-i-kuffert-dukkert”. Og her kommer altså bagkanten ved at løbe på ferien. Er du vimmer mand hvor surt 1-uges gammel brugt løbetøj i en plastpose kan stinke. Jeg har da aldrig prøvet noget lignende – faktisk var det så surt, så jeg, her i går da vi fløj hjem, bad til de højere magter om at de øvrige flypassagerer ikke ville kunne ane den fæle dunst fra min kuffert i flyets opbevaringsrum for feriefulde kufferter.

Så der er lige noget for mig at lære – hvad gør man ved løbetøj, når man rejser næsten 14. dages bilrundtur i US og derfor ikke lige har tid til at vaske og hænge til tørre efter løbeturene. Gode ideer eller erfaringer?

Vi havde virkelig nogle helt fantasiske ture der lige blev toppet i den mere makabre ende i går morges hvor morgenløbeturen udspillede sig på Miami South Beach – på den totalt lækre promenade der i den grad skriger ”løb på mig” når man ser den. Her løb vi, stille og roligt ud mod vendepunktet da vi pludselig i bedste CSI stil støder ind i politibetjente med walkie talkies summende af aktivitet, gult politistrimmelbånd som afspærring og …. ET LIG i den ene side af promenaden dækket med det der gule overtræk man altid ser i Hollywood filmene. WHAAAATTTT. Så blev vi da ellers lige vækket af vores morgen-slummerhed. Der kom vi løbende en helt almindelig tirsdag morgen og passerede et lig, intet mindre. – Nå ja, vi skulle jo vende ved vendepunktet 1 km. længere fremme, så vi passerede lige LIGET på tilbagevejen også (betjentene løftende end ikke en øjenbryn over vi kom løbende forbi som et par nyhedshungrende journalister på jagt efter en god historie. )

Så ja, det oplever man altså også når man morgenløber i Miami. – Jeg er sindssygt glad for at min søde kæreste gad løbe med, jeg er en stor kylling selv og tør nærmest ikke passere en gammel dame med stok før jeg tænker ”hun er ude på at slå mig ned”. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan jeg ville have reageret hvis jeg var alene om at møde et vaskeægte lig.

Og nu er det så, det helt spændende punkt på dagsordenen dukker op. På vejen hjem i flyet lovede jeg mig selv, at i de uger hvor mit afkom tilbringer tid med deres søde far, står mor her op og løber en morgentur i den danske vinters kulde og mørke. BUM – Bare lige for at se om lidt at magien følger med, og også fordi jeg følger søde @ranchkoch på Instagram, der gavmildt smider de dejligste morgenløber-billeder på insta hver evig eneste morgen. Så´n vil jeg også være og hvem behøver så vente på nytåret for at sætte nye mål – Not me.

The post En morgenløber er født og et møde med et lig !!!! first appeared on The greatness of running.