Jeg blev ramt af en let omgang skinnebensbetændelse for et par uger siden. Det kom lige pludseligt ud af det blå, og jeg aner ikke om det skyldtes at jeg afprøvede nye neutrale sko, (jeg løber ellers normalt i pronations-løbesko) eller om det skyldtes overgangen til sandaler i hverdagen – noget jeg hvert år skal bruge lidt tid til at omstille mine ben på. Hvad end det skyldtes, så er det første gang nogensinde jeg har prøvet de sindssyge smerter der pludselig dukker op foran på skinnebenet under løb. Av

Betændelsen betød at jeg måtte skyde en hvid pind efter løbetræningen, og acceptere at løbeskoene i entreen, i bedste corona-stil, måtte holde afstand og derfor stod ensomme tilbage med slatne snørebånd. Jeg havde frygtet et mentalt breakdown og et goddag til monstret der normalt dukker op, når jeg er skadet. Men det kom aldrig. Min krop og hjerne var forbavsende tilfredse med at udskifte løbetræningen med ture op til datters nyerhvervede krikke blandet med havearbejde, og lidt ekstra timer på mit daglige job i Jammerbugt Kommune.

For første gang nogensinde har jeg ikke været desperat for at komme i løbeskoene igen, nærmest tværtimod. Det føltes i stedet som en perfekt undskyldning for at trække stikket, og lade løb være en bi-ting i mit liv. Det er tankevækkende, og får mig til at tænke om jeg måske har været FOR optaget af det ugentlige kilometertal i FOR mange år. I al den tid jeg har løbet, har jeg kun holdt pauser når skader har sneget sig ind i min hverdag. Ellers har jeg troligt uge efter uge, løbet mine godt 75-85 kilometer – og oftest uden egentlig fokus på variation af underlag og intensitet.

Jeg ved at eliteløbere (det har jeg i hvert fald lært gennem de utallige podcasts jeg lytter til ) altid tager minimum 2 ugers pause fra løbetræningen hvert år. En slagt mental og fysisk restitution fra alt hvad der har med løb at gøre. Og jeg ved også, at det bedste man kan gøre som løber, er at variere sin træning både i forhold til intensitet og formål, men i den grad også i forhold til hvilket underlag man løber på. Det er bare så pokkers nemt at gøre præcis som man plejer. At hoppe i skoene og løbe præcis de samme ruter uge efter uge.

Måske er det min krop der lige nu fortæller mig, at det er på tide at stoppe lidt op. At finde tilbage til legen, og variation i mine træninger. Jeg har selv-behandlet min skinnebensbetændelse med en ibuprofenkur. Det er ikke smart, og det absolut ikke anbefalelsesværdig at selvmedicinere. Men det virker, og jeg er småt-løbende igen. Med skinnebensbetændelse er det kunsten at undgå asfalt, og starte ud på et blødere underlag. I hvert fald for mig. Og de sidste to dage er jeg lykkedes med at løbe et par fantastiske ture i skoven, og på stranden ved Blokhus. Nøj det har været fedt. Helt langsomme ture, hvor jeg har ladet benene bestemme præcis hvor de ville hen. En sjov lille sti, et vildnæs der lokkede med en dyreveksel eller en tur rundt på dele af mtb-ruten. Alt har været tilladt, blot det ikke har givet smerter i skinnebenet.

Det har været fuldstændigt fantastisk, og i går begyndte mit hoved at lege med nye mål. Med nye ideer til sjove løb jeg kunne løbe og en erkendelse af, at løb for mig er verdens 8. vidunder så længe det gøres for sjov. Hjemvendte fandt jeg frem til en løbeportal med tons af ruter i naturen. Og nu er jeg fyr og flamme for at drage ud i den vendsysselske natur, og afprøve nye sjove løberuter. Siden hedder www.alltrails.com og er en side, der crowdsourcer (som det så fint hedder) ruter i hele verden. Ruter, der indmeldes af alle mulige mennesker verden over, løbere, gående, cyklister, rulleskøjteløbere – you name it. Og med en lille søgning åbenbarer der sig et slaraffenland af ideer til løberuter, endda krydret med små fortællinger og gode råd. Tænk jeg anede slet ikke der fandtes sådan en guldgrube

Det bliver min sommerferieting to-do. At søge ruter frem og løbe dem. At glemme alt om pace, kilometer, og puls, og bare lege på stierne i det nordjyske (Skulle der sidde nogen der tænker, jammen hun skal da med mig en tur på stien hernede i det sønderjyske f.eks. – så er jeg så klar på at drage afsted på tur). Nå ja, det samme gælder selvfølgelig den anden vej. Hvis der er nogen der har lyst til at komme med på mine ture, så lad mig endelig vide. Jeg vil elske at få selskab, og giver gerne en is med på vejen – og alt foregå i et behageligt sludre slentre tempo.

Rigtig god søndag – PS Min bog om Stine Rex er sendt til min redaktør. Jammen hvor vildt er det ikke lige – tænk sig at jeg kan skrive “min redaktør” – Jeg føler mig som verdens heldigste……

The post Skinnebensbetændelse og opdagelse af en guldgrube first appeared on The greatness of running.

For 5 år siden løb jeg med, da Thomas Kragh debuterede med afholdes af løbet kaldet SOUT i det naturskønne Skagen. Jeg løb 60 km. og stod dengang på startlinjen og følte mig fuldstændig forkert. Jeg havde aldrig før stiftet bekendtskab med trailløbet, og der stod jeg i mine almindelige løbesko og en løbstrøje fra Boston marathon, blandt de andre yderst velklædte ”trailere” i deres trailsko og noget de kaldte for gaiters.

Dengang var det en vild oplevelse for mig. Ruten var hård og jeg anede ikke hvad jeg gik ind til, før jeg løb rundt og led i det smukke Skagen. Jeg løb forkert et par gange, faldt så lang jeg var op til flere gange (qua min almindelige sko som ikke just greb fast i underlaget), og var så sulten da jeg nåede til 48 km, at jeg kunne spise en ko mellem to madrasser (må man egentlig godt sige det i de her klima-tider :P).  Jeg kom i mål i en helt hæderlig tid, som første kvinde lige foran seje seje Mette fra Aarhus. Jeg havde set på facebook inden løbet, at vinderen fik en kæmpe stor buket blomster – og da jeg på det tidspunkt aldrig havde vundet blomster før, var det min motivation for at holde føringen stålfast. Der var bare ingen blomster til mig. Det var kun den samlede vinder (en total sej gut) der fik blomster og præmier, og jeg kørte slukøret hjem.

Året efter meldte jeg mig ikke til løbet. Det gjorde seje seje Mette til gengæld, og hun løb med sejren og det fedeste trofæ jeg længe havde set. Thomas havde fået lavet trofæer til bedste mand og kvinde på distancerne 30km og 60 km. Min skæbne var forsejlet, sådan et trofæ ville jeg bare så super gerne have stående i min lille samling.

Årene gik, jeg prioriterede marathon-distancen og forsøgte at fortælle mig selv, at det jo bare var et trofæ. Lige indtil i år. I år var jeg ikke tilmeldt marathon, og pludselig stod jeg med en tom kalender i weekenden for afholdelse af SOUT. Problemet var bare, at jeg grundet min genstridige skade ikke har løbet trail hele sommeren, jeg har ikke været over de 42 km. i distance, og jeg anede ikke om jeg rent faktisk kunne gennemføre så hårdt et løb. Sidste dag for tilmelding tog jeg mod til mig og meldte jeg mig til. Lukkede øjnene, og tænkte det måtte briste eller bære.

Der stod jeg så igen på startstregen i går morges, denne gang iført de rigtige trailsko :D. Vejret var fantastisk, og nu kendte jeg adskillige af de øvrige løbere, og følte mig som én af flokken. Jeg elsker i øvrigt trailløbere, mest af alt fordi trailløb sjældent drejer sig om jagt på tider, men mere om at gennemføre og få en fantastisk oplevelse med hjem. Når man taler med trailløbere, er det stort set altid fantastiske historier og skøre oplevelse der er samtaleemnet, og ikke ”hvor hurtigt skal du løbet i dag”. I går var emnet ”Kan man gennemføre en 60 km. med tømmermænd :D”.

Se, nu troede jeg jo, at jeg havde styr på ruten. Jeg vidste godt, at Thomas havde ændret lidt på ruten de sidste 10 km. men resten havde jeg i mit hovedet forstillet mig, at jeg havde styr på. Starten ned gennem havnemiljøet – tjek, et strandstykke ud forbi XXXX – tjek, ind i klitterne og løbe op/ned, op/ned, op/ned – tjek, ud til den tilsandede kirke på trailspor – tjek. Min puls var skyhøj, starten på SOUT er udfordrende, og jeg tror at man, hvis det er første gang man løber det, bliver en smule skræmt over de kræfter der skal bruges i starten. Især hvis man er på 60 km. og har endnu 50 km. foran sig endnu.

Efter den tilsandede kirker, som i øvrigt er forblændede smuk og absolut et besøg værd, hvis du er på de kanter, er ruten ud over den lille sandmile og ud til punktet hvor 30 og 60 km. deles, helt umulig at beskrive med andre ord end  op/ned, op/ned, op/ned…… Man tænker, når man kører ind mod Skagen ad landevejen, at det da i grunden må være Danmarks fladeste terræn. Og hvordan pokker det er lykkedes den gode Thomas, at finde så mange voldsom stejle klitter er mig en gåde. Flere af stigninger måtte jeg kravle op ad – og mens sandkasserne i mine sko voksende sig store og ubehagelige, spekulerede jeg som en gal over, om det var nyt terræn i forhold til mit første SOUT for 5 år siden. Nå ja, og så lige om det i virkeligheden havde været så god en ide at tilmelde sig 60 km. med den minimale trail-træning jeg havde med i rygsækken.

Ved delingspunktet efter 10 km – det er næsten ikke til at fatte, at man kun har løbet 10 km. når man når dertil, det føltes som 20 :D, ramte vi 60 km. løbere asfaltstien – en lille lækker sti jeg drømmer om at cykle på med landevejsraceren. Her var jeg på hjemmebane. Asfalt, det kan jeg, og pace blev øget for at indhente noget at det, jeg havde sat til de første 10 slemme kilometer. Foran mig lå en mandlig løber og jeg brugte ham som sømærke for min fremdrift (vi er jo i Skagen :D). Dette stykke kunne jeg huske for sidst, og efter at have doneret sand til en evt. udvidelse af stien, cruisede jeg ud mod ”mit” strandstykke og ramte stranden med masser af energi og lyst til at løbe videre. Strandstykket på den østlige side er smalt, og man skal løbe i vandkanten for at få fast grund under fødderne. Til gengæld er der stor mulighed for at finde pelikanfødder (en lille musling jeg syntes er helt fantastisk) når man nu alligevel cruiser ud mod første depot ved ca. 22 km.

Depotet var et lille rødt julehus. Det gælder for samtlige 3 depoter til SOUT, hvilket er helt genial når man kommer løbende træt og lækkersulten senere på ruten. Det, at spotte det lille røde julehus giver vinger, og man er overhovedet ikke i tvivl om, hvor depotet befinder sig. Næste år vil jeg dog gerne anmode om, at jeg kan få min guf-is med 3 kugler ved 45 km. depotet.

Jeg ramte depotet på samme tid som mit sømærke, og cruisende videre på landevejen foran ham. Igen var jeg glad for, at jeg godt vidste landevejsstykket ville være længere end man lige tror. Der kommer adskillige hestestier, man kunne forledes til at tro var vejen, men nope – man skal altså helt ud til Råbjerg hede. Og som det åbenbart skal være for mig, blev jeg mødt at en krydsende Skagens-gris, det lille tog mellem Skagen og Fr.havn. Så hyggeligt.

Jeg skal være bundærlig og indrømme, at Råbjerg hede for mig er det værste stykke på hele turen. Mærkeligt nok. For magen til smukt område skal man lede længe efter. Men stykket passer bare på ingen måde til mit løb. Lyngen spænder ben for mig, smågrene binder mine snørebånd op, og buskene river mig på lårbasser og knæer. Vi er bare ikke rigtig gode venner mig og Råbjerg hede. Mit tidligere sømærke overhalede mig ca. halvvejs ude på heden, og kort efter røg jeg på snuden mens jeg bandende heden langt væk. Jeg forstå bare ikke den hede. I guder hvor jeg dog ikke formår at løbe på det stykke. Heldigvis tornede Råbjerg Mile sig op foran, og jeg var genfandt modet, sammen med min evige forbløffelse over at sådan en mastodont af en klit kan vandre rundt i landskabet.

Langt om længe nåede jeg strandstykke nr. 2, den vestlige brede strand hvor man cruiser ca. 8-9 km. Igen fandt jeg lidt fart i fudserne, overhalede sømærket, og cruisede op ad stranden efter den obligatoriske ”sprøjte saltvand i hovedet for at afkøle, og glemme at fjerne fudserne så skoene bliver fulde af vand, og alt det sand der er i skoene bliver til klumper under fudserne”. :D. Jeg har løbet strandstykket fra Kandestederne ind mod Skagen en del gange, og jeg har efterhånden et par kendingsmærker undervejs. Det gav energi, og mens jeg huskede mig selv på at få energi og vand indenbords, nød jeg turen voldsomt meget.

Når strandstykket slutter løber man op på en grusvej hvor Nordsøstien går. Det stykke huskede jeg ret præcis fra sidste gang, det var nemlig her jeg fik min første krise for 5 år siden. Denne gang var jeg mere forberedt, og havde fornuftigt tanket op undervejs. Jeg løb et ok pace, og øjnede pludselig en gående løber foran mig på det åbne stykke op mod Skagens rigtige sømærke. Jeg passerede manden, og sammen løb i vi gåsegangs-løb ud til det lille julehus-depot ved den meget berømte solnedgangsplads.

Det er ret hyggeligt at ramme solnedgangspladsen, der er altid mange mennesker og man får masser af tilråb med på vejen, når man løber tilbage ned på strandstykket fyldt med sten. Og så var det vildt fedt mentalt, at have målskiven sat på næste depot ved ca. 52 km. Endvidere samles de tre ruter (60 – 30 og halvmarathon) netop her, hvilket betyder at man pludselig har løbere foran, man kan bruge som små pejlemærker.

Turen til sidste depot var et lang singletrack-trail stykke (som jeg husker det), og efter 3. depot løber man ind på det for mig ”nye stykke”. Et frygteligt hårdt stykke, hvor ruten slanger sig gennem hedeklitter i en ujævn op/ned, op/ned, op/ned, hvor rytme er vand i Sahara. Nøj jeg syntes det var et hårdt stykke at løbe. Dog skal det lige med, at skulle du havde lyst til at sanke urter til bjesk, så er det stykket du skal gå. :P. Jeg åndede lettet op, da jeg langt om længe (for det tog dælme lang tid for mig, at løbe gennem Thomas’ djævelske påfund) nåede grusvejen hvor Sandormen (den lille traktor-bus) kører folk ud til grenen. Og i sporet efter sandormen løb jeg ud til grenen, der som altid var proppet med mennesker som glor mærkeligt på en svedende ildelugtende løber i rød trøje, og med grøn løbevest på ryggen. Stykket er i øvrigt det eneste sted på ruten hvor der ikke er markeringer, og hvis man overser det store skilt med anvisning inden man løber ud på stranden, kan man godt komme i tvivl. Heldigvis var jeg en rutineret rotte, og kunne både agere guide for et par friske halvmarathon løbere, og fyre jokes af på samme tid. Det var mit absolutte peak for hele turen.

Tilbageturen til mål gik en tur forbi Drachmans grav – og jeg skal igen være bundærlig, jeg så den ikke – jeg løb lige forbi, mens jeg havde alt for travlt med at tælle ned på kilometer-angivelsen på Garmin. (UPS – hermed en årsag til at vende retur til løbet næste år :D). Men altså det er den lille høj man møder på vejen ind fra Grenen, og man kan kende stedet ved, at der næsten altid står masser af mennesker og spejder ud over vandet på toppen. Derudover en tur på den lækre sti man kender, hvis man har løbet Skagen Marathon, stien ender ved det grå fyr hvor man løber en på cykelstien, og bedst som man tror man er home safe, gennes man tilbage ned på stranden, og løber i løst sand den sidste kilometer ind til mål. Jep – der er ikke noget der skal være let, når man løber SOUT.

SOUT er et yderst udfordrende løb, men den naturoplevelse man får med opvejer fuldstændigt kampen om at gennemføre. Det er som om at naturen, når man som jeg lige måtte ned og gå indimellem for at samle nye kræfter, hilse én velkommen og foldede sig ud som for at sige ”pyt med at du går, det er ok. Det er hårdt det du har gang i, tag og kig herover og lad dig distrahere fra ømme muskler og opgivende tanker”. Det virker perfekt. Naturen kan et eller andet, når et løb er hårdt og udfordrende. Øjet finder fred og tankemyldret stopper.

Thomas har lavet det mest fantastiske løb i Danmarks smukkeste natur. Jeg er målløs over, at han på 5 år har formået at ændre og optimere på ruten, så jeg flere steder slet ikke kunne genkende noget fra sidst. Jeg er målløs over hvor fint markeret ruten var, taget i betragtning hvor kringlet og kroget den snor sig gennem landskabet. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om ruten. Og jeg er blæst omkuld over det indtryk man tager med sig hjem, efter 60 hårde, men fuldstændig forblændede kilometer gennem Skagens smukkeste områder. Det er mindful løb når det er bedst.

Efter sigende afholder Thomas til november SOUT Night trail på 30 km. ruten. Det håber jeg bliver til noget, det SKAL jeg bare med til. Tænk at opleve en tur med pandelampe gennem heder, klitter og på stranden. Turen er en social tur hvor alle løber sammen (tror jeg), og jeg håber flere af jer der læser med, har mod på turen. Jeg tror det bliver en oplevelse for livet.

Nå ja – og enden på historien…. Jeg fik mit trofæ med hjem – #GLAD MED GLAD PÅ

The post Skagen Odde Ultra Trail 2019 first appeared on The greatness of running.

Vækkeuret ringede kl. 03:45 torsdag morgen, ikke noget der normalt sker når vi rykker i sommerhus vestpå, men når man har tilmeldt sig et løb med afgang fra Randers med bus kl. 06:00, ja så er det bare om at komme ud af fjerene. Til alt held havde bedre halvdel besluttet sig for at køre med sydpå, så i stedet for at vende sig om på den anden side og sove videre, sprang han op og kørte mig hele vejen til Klubhuset i Randers, mødestedet og stedet for udlevering af startnummer til dagen ret – trailløb med den ene fuds solidt plantet i Gudenåen.

Jeg havde på forhånd været tvivlende i forhold til fodtøj, trods det fakta at løb arrangør Jesper Elfving havde anbefalet trailsko på løbets fb side. Jeg så for mig et billede af mig løbende på fine stier langs åen, og tænkte at min almindelige asfaltfræsere, som jeg absolut befinder mig bedst i, ville være det rette valg til turen – det har jo trods alt ikke regnet i adskillige uger. Og jeg var faktisk draget afsted op mod bussen der skulle fragte os løbere til starten i Tange, i mine NB asfaltsko, da jeg i sidste øjeblik fortrød og løb tilbage og skiftede til trailsko. Alle andre løbere havde trailsko og man er vel en lemming. (Det var en beslutning jeg priste mig lykkelig for i løbet at turen tilbage til Randers :D)

Efter en lille forsinkelse pga. en buschauffør som lige havde misforstået opgaven og troede han skulle hente løbere i Tange og ikke i Randers, stod vi samlet ved åen i Tange, der hvor den passerer Tangeværket. Vi fik en kort briefing af Jesper. Designerne var korte og let forståelige – Hold Gudenåen på jeres venstre side indtil I når depotet i Langå, herefter skal den være på jeres højre side. Easy peacy tænkte jeg, og faldt i staver over den å, der dovent flød forbi foran os. Jeg hørte ordet Ulstrup og noget med en asfaltvej, men var i tankerne allerede på vej i samme retning som det dovne å-vand, ud over enge og marker, og fik ikke helt sammenhængen med. Pyt tænkte jeg, der er masser af løbere omkring mig, jeg finder ud af det.

Starten gik, vi krydsede åen og i bedste gåsegangs-stil, løb vi ud på eventyr med morgensolen hilsende fra øst. Ret hurtigt bristede mit billede af perfekt præparerede stier, og en forholdsvis let tur langs åen. Underlaget bestod af græsstier, marker, dyreveksler, mudder og træbroer – og nøj hvor var jeg glad for at se mine gamle trailsko på fudserne. De gamle trailsko gad stadig godt både vælte sig i mudder, og rulle rundt for at finde balancepunkter.  

I løbet af de første 7-8 km. blev feltet spredt godt ud, og jeg fandt mig selv løbende i beundring over det skue mine øjne så for sig, mens svaner larmende fløj rutefly over mit hoved. Naturen krævede at blive hørt og set, og jeg slugte det hele råt. Selv ikke da jeg pludselig røg i mudder til knæet forsvandt smilet fra mit ansigt. Jeg elskede det hele, og hilste med et ”god fangst” til samtlige lystfiskere jeg mødte på vejen. (Jeg aner ikke hvad man siger til en lystfisker – ”held og lykke”? ”Knæk og bræk”? ”Må fluen stå dig bi”? – og endte med det eneste jeg kunne komme på – ”God fangst” :D)

 Jeg nåede ud til Ulstrup – den by Jesper havde nævnt et eller andet om under briefingen, fulgte græsstiens naturlige løb og endte på asfaltvejen der gik parallelt med åen ca. 400 meter oppe. Nu stod jeg i et dilemma. Skulle jeg forsøge at løbe ned til åen med det samme igen? Eller skulle jeg løbe et stykke på vejen og vente med at løbe ned længere fremme? Jeg lavede en lille rekognoscering og løb et stykke på asfaltvejen, men fortrød igen, vendte om og løb ned til åen umiddelbart efter det sted hvor stien var kommet op. Det var ikke just let farbar sti der hilste mig velkommen tilbage langs åen. Der skulle virkelig arbejdes – og mens jeg kæmpede mig frem, forhandlede jeg med mig selv i tankerne. Var det den rigtige beslutning? Og hvor var det egentlig meningen jeg skulle ha løbet? Mit tempo faldt mere og mere efterhånden som tvivlen væltede op i mig. Jeg følte mig på usikker grund, og manglede en konfirmering af, at jeg stadig var på den officielle rute.

Til alt held spottede jeg bagude to andre løbere der nærmede sig. De løb lidt højre oppe (genialt set), men heldigvis i samme retning som mig. Det var nok til at gøre mig tryg igen. Jeg knoklede på – og helt indtil vi nåede depotet i Langå kunne jeg, hver gang jeg var i tvivl om hvorvidt jeg var på afveje eller ej, kigge mig tilbage og forsikre mig om, at der i hvert fald var to andre løbere der var i samme båd som mig. Jeg havde en eller andet ide om, at depotet ville komme efter ca. 18 km. Det kom efter ca. 24 km. og havde jeg ikke haft de to løbere bag mig, ved jeg simpelt hen ikke helt hvad jeg ville havde gjort. Jeg var nok fortsat ud fra ideen om, at så længe jeg fulgte åen, endte jeg vel i Randers på et eller andet tidspunkt.

I depotet var det tid til at smide al unødvendig tøj. Vejret var fuldstændig blændede og min midlayer-trøje + jakke virkede pludselig som det mest tåbelige valg i verden. Jeg drak et par kopper vand, selvom jeg løb med væske på ryggen, og stak afsted videre ud på min færd. I depotet stod Jesper sammen med en ven, og kort efter kunne de se mig stå længere fremme parallelt med depotet og se rådvild ud.  Jeg var løbet forkert lige efter depotet. – Heldigvis var jeg ikke længere væk, end at de to herre kunne råbe og guide mig tilbage på rette kurs. Nogen stor stifinder er jeg bestemt ikke

Og nu, mine kære herrer og damer, nu bliver det uhyggeligt. Jeg vil bede alle med et svagt helbred, nervøse nerver og dårligt hjerte om at forlade domænet. Det der skete ganske få kilometer efter jeg kom på rette kurs igen, er så nervepirrende at jeg overvejer om jeg måske kunne aspirere til ugens ”jeg slap godt fra det fortælling” i Ude og Hjemme.

Jeg sætter lige scenen. Forestil dig den smukkeste dag. Du løber på en græssti, som egentlig er ok, men nogen steder kræver din fulde opmærksomhed. Åen ved siden af dig flyder meditativt fordi, ænder skræpper og fuglene fløjter de smukkeste symfonier for at tiltrække det andet køn. Alt er godt. Du er lidt træt i benene, og begynder at sjoske mere i løbestilen. Du kommer til en strækning hvor der ligger EU-paller langs stien. Paller der skal hjælpe dig tørskoet frem over et sumpet stykke. Pallerne er slidte og tærede, og ca. hver andet træbræt mangler. Du springer mellem de træbrædder der stadig er intakte. Og så – i et kort sekund fornemmer du noget er forkert. Du ser en voldsom ulækker snog vride sig i smerte, mens den rejser forkroppen op imod dig og skriger ”dumme løber” på slangesprog”.  Hvad gør du?…  Jeg skreg. Jeg skreg som var jeg med i en dårlig gyserfilm. Angsten væltede ud for fuld kraft med al den luft jeg havde i lungerne. Og samtidig dansede jeg en indianerværdig-dans rundt på pallerne i forsøget på at komme væk. JEG HADER SLANGER. Jeg hader slager mere end edderkopper og krokodiller. Jeg vil hellere spise 5 ulækre mider end at træde på en slange. Den oplevelse har for altid sat sig i mit indre, som noget af det meste skrækindjagende jeg nogensinde har oplevet.

Efter den oplevelse husker jeg ikke meget mere af ruten. Mit adrenalin pumpede i kroppen og alle lyde blev til snedige slanger der blot ventede på at jeg kom nærmere. Min løbestil ændrede sig til noget der lignede gadedrengehop – i hvert fald indtil jeg blev så træt, at jeg måtte ned og gå (jeg lod som om det var fordi jeg ville konsumere en gel – i virkeligheden var jeg bare stinkende træt :D).

Rutens sidste stykke fra Fladbro ind til målet i Randers, foregik på den fineste sti. Ingen slager her. Jeg begyndte at slappe af, og lod trætheden sætte sig i kroppen. Jeg havde medbragt udprintet sider med vej-direktioner de steder hvor man kunne være i tvivl om ruten. Siderne var blevet tilsendt til os løbere før løbet, og jeg gav mig god tid til at studere grafikken over den sidste udfordring – at finde T-krydset som markerede, at vi skulle dreje af og løbe mod mål. Ruten var godt markeret med minestrimler de steder hvor vi krydsede broer, eller skulle udføre snørklede manuvers, så jeg behøvede faktisk ikke rådføre mig med de analoge kort. Min hjerne var bare så træt, og jeg havde brug for sikkerheden i de printede kort.

Min begyndende ”ond-af-mig-selv-tilstand” betød, at jeg pludselig blev overhalet af en sej mandlig løber, der kom spænende forbi med masser af overskud ca. 800 meter før mål. ”Helt ærlig altså – æv” tænkte jeg og blev mere mismodig. Endnu en løber passerede mig, og for ligesom at give indtryk af at være en værdig taber udbrød jeg et ”godt løbet” efter manden. Han vendte sig om, kiggede lidt forundret på mig og spurgte om jeg var med i et løb. ”ja”, svarede jeg kækt og opdagede at manden blot var en motionist der var ude på en lækker langfredag-løbetur. Han spurgte hvor langt jeg havde været ude, og da jeg svarede at jeg kom fra Tange udbrød han promte ”Det giver god mening. Du ser godt nok også noget træt og super mudret ud”.  Manden smilede og løb væk fra mig.

Det var brændstoffet der skulle til, sådan en sætning kunne jeg ikke havde siddende på mig. Jeg øgede mit tempo, løb op mod mål renset for selvmedlidenhed og med smil tilbage i fjæset. Turen var tilendebragt og jeg var glad. Det havde været en udfordring for mig på flere planer, og jeg kunne tørt konstatere, at trailløb kræver lidt flere ”mulder” i benene end en omgang asfaltløb.

Her nogle dage efter er min tæer stadig lidt beskidte, og min sko lugter stadig fælt af å-vand. Men hver gang jeg lukker mine øjne, ser jeg den stille majestætiske å flyde afsted for mit indre. Jeg fik i den grad det jeg kom efter. En naturoplevelser af de helt store.

Gudenå Trail Challenge kommer også i en ultra udgave hvor man løber hele vejen fra Silkeborg til Randers. 75 km. Du kan læse mere om løbe her: http://like2run.dk/ultratrail/ 

The post Gudenå Trail Challenge 2019 first appeared on The greatness of running.

I skoven i Tornby stod der det fineste telt. Der var minestrimler der markerede rute start- og slut – og der var sågar to stk. Godik toiletter stillet op til glæde for os notoriske ”inden-start-strintere”. Hvordan pokker de kære arrangører fra løbeklubben LIUF havde klaret det i afterparty’en fra orkanen Knud, aner jeg simpelthen ikke. Kæmpe tommel op for det. Det må have været en djævelsk kamp mod vejrguden i de tidlige morgentimer.

Løbet var et rundeløb med 5 lækre trail-kilometer pr. omgang. Omgange der kunne gennemføres 1, 2 eller 3 gange. Ruten var super godt markeret og med masser af søde vejvisere, der trods regn, vind – ja sågar hagl, stadig have overskud til smil og klapsalver når vi løbere tonsede forbi. At nogle af de hurtige mænd så alligevel kunne løbe forkert på én af omgangene, fortæller vel egentlig meget godt hvor distræt og lemming-agtig mænd er – (ha ha – så kan I lære at løbe så hurtigt at jeg ikke kan følge med!)

Det var én af de hårde ruter de havde fundet frem til dagens løb, eller det var det i hvert fald for mig, der ikke just har løbet tons af trailture i indeværende år. Men for pokker hvor var det fedt, at skifte asfalten ud med lækre skovstier krydret med synet af et brusende Vesterhav, kæmpe paddehætter og duften af skov. En cocktail der fik mig til at nyde løbet maks, og jeg følte mig endda en kende overskudsagtigt, når jeg da ikke lige kravlede op af de onde stigninger sidst på runden. Jeg er absolut ikke noget trail-unikum, tværtimod. Jeg har alt for lidt styrke i mine benbasser til for alvor at være farlig på de små stier. Til gengæld er jeg ret sikker på, at den styrke jeg kan opbygge på stigningerne i skoven, er guld for min benbasser på den lange bane. (Især når man som jeg, bare hader hader fitness centre). Der findes i min verden ikke noget mere lækkert end at styrketræne au naturel – og i dag var mit træningscenter helt i særklasse.

Det er vitterlig en lille perle af et løb den nordjyske klub LIUF med frontmanden Torben og verdens sødeste Peter (der agerede speaker i dag) har stablet på benene. Det er 3. år i træk løbet afholdes, og der er plads til mange flere, der har lyst til at prøve kræfter med trailløb. Atmosfæren er yderst afslappende og løbet er perfekt for nybegyndere såvel som garvede trailløbere. Og så skal det nævnes at kagebordet efter løbet var fuldstændig outstanding. – Jeg fik det lækreste stykke hindbærsnitte med bedstefarskæg (altså kombinationen af hindbærsnitte og kagen bedstefarskæg), og jeg lyver ikke når jeg skriver, det må været årets kage. (Er der måske tilfældigvis én læser der ved hvem ophavsmanden/kvinden er, og måske kan skaffe mig opskriften? -håbefuld smiley). Sammen med kagerne var der sandwich, slik og drikkelse – det eneste jeg savnede var en lille bitte kop kaffe til den lækre kage. Se det var en værdig afslutning på et super fedt løb.

Og sådan mine damer og herrer får man den dejligste lørdag en våd, blæsende dag sidst i september. Inden jeg løb ud på ruten, snakkede jeg med en dame. Vi blev enige om, at det fede ved at være løber bestemt må være det faktum, at man kommer ud i al slags vejr og vender hjem som det mest glade menneske.

Jeg elsker at min skades-periode har sat gang i en ændring af mit mindset. Det er ok at løbe andre løb end marathon, og tænk, der er så mange små perler jeg har overset fordi mit periskop har været stillet ind på de 42,2 km. Det er så givende med variationen i løb, både distancemæssigt og underlagsmæssigt – og man møder så mange andre fantastiske mennesker når man stiller op til de små løb. Jeg er slet ikke færdig med at udforske de små løb rundt omkring i det danske land, om end jeg må indrømme at hjertet mest af alt elsker de 42,2 km.

PS – check lige præmien jeg fik med hjem til aftenkaffen. Total i orden præmie! – lige efter mit hovedet

The post Beierholm trail løb 2018, Tornby klitplantage first appeared on The greatness of running.

Sådan lyder sangen så smukt. Jeg troede jeg skulle opleve det i dag. Jeg troede jeg skulle finde idyllisk fred og ro, og blive glad helt ind i sjælen. Men NÆÆÆHHH nej, I dag udspillede der sig et drama af dimensioner – et drama med blod og slim – og høje hvin. Den skov jeg troede var skøn og lækker gemte i dag på en dræber, der blot ventede på et uskyldigt løber-offer. Men lad mig lige starte fra begyndelsen….

Mit 2018 løbe-år har mildest talt ikke levet op til de forventninger jeg havde ved årets begyndelse. I godt og vel 6 måneder er jeg nu on/off blevet hjemsøgt af en skade, som ingen helt kan fortælle mig hvad er. Et gespenst der gemmer sig et sted dybt inde i min venstre balle/toppen af baglåret, og som til tider driver mig ud på randen af vanvid. De af jer der læser fast med på domænet har sikkert bemærket, at jeg både har skældt ud på mine sko, og på udgifterne til diverse gespenst-Ekosist. Det har, kan jeg nu afsløre, være ren afmagt der har sivet ud gennem mine fingerspidser. 2018 har indtil nu været året hvor jeg har hjemtaget flere DNS og DNFére end antallet af medaljer. Og det er altså ikke noget der hujer en garvet løber, skulle jeg hilse og sige.

På et eller andet tidspunkt bliver man lidt træt af at høre sig selv gentage ”Jeg kan ikke, jeg er skadet”. Folk gider ikke rigtigt høre mere om mit gespenst, og helt ærligt jeg gider heller ikke selv høre mere om det. Så den første dag i min sommerferie rejse jeg en tur tilbage til min spæde løbestart – hurra for Garmin Connect. Hvor er det fedt, at have så megen historik liggende til inspiration i mørke tider.

Jeg opdagede på min rejse, at jeg tidligere har løbet helt hæderlige tider uden at træne 100 km. ugentlig. At der var en gang hvor løb blot var et spørgsmål om at tage sko på, og løbe det de to gæve stænger havde lyst til. Og at jeg ikke én eneste gang i den periode, havde skrevet noget negativt om en løbetur. Ikke én eneste bemærkning om dumme sko, dumt vejr eller manglede lyst. Jeg opdagede at i min kamp mod gespenstet, havde jeg aller mest lyst til at vende tilbage til fordumstid, og slutte fred med min indre kritiker. Tilbage til 60-70 ugentlige kilometer og lystbetonet løb.

Og således endte jeg i dag i mine gamle trailsko ved foden af Hammer Bakker. Jeg har i den grad negligeret mine kære bakker i 2018 til fordel for alle mine forkrøblede forsøg på interval- og tempotræning. Nu var det tid til reunion. Tid til at genfinde løbeglæden, spontaniteten og legebarnet.

I skoven løb jeg min gamle kendte rute, og nød hvordan pulsen røg op og ned. Jeg nød duften af sensommer skov og hilste på et egern. Jeg grinte af det lille dådyrkid, der modig havde begivet sig ud på åben sti – og tumlede tilbage i urten da jeg kom luntende. Det var præcis som i sangen. Det var idyl, fred og lyksalig ro. Jeg kigge på uret – 30 min ude, og mit gespenst havde kun udbrudt et par spæde buuuhhh fra mine seners vedhæftninger i lårbassen. Alt var godt….. Så skete ulykken…

Jeg registrerede aller først en sær splattende lyd, og mærkede efterfølgende en virkelig underlig fornemmelse bag på min læg. Det føltes som om nogen havde smidt en våd hunde-hømhøm efter mig, med min læg som målskive. Dælme ikke nogen rar følelse. Jeg stoppede op og kiggede ned. Der, bag på min lægbasse, sad en stor vold-ulækker slimet skovsnegl og klamrede sig til min læg, mens den sendte mig killer-øjne der sagde ”Jeg sidder med her resten af turen, og du vover at ændre på det faktum”.

Sneglbassen var rocker-stor og jeg lyver ikke når jeg skriver, at den fight der udspillede sig efterfølgende på skovstien ikke var for små børn. Jeg hvinede op, dansede rundt. Råbte frustreret ”gå væk dit ulækre kryb”, og slog omkring mig (ok – jeg overreagerede måske en lille bitte smule. Men altså – JEG HADER SNEGLE). Sneglen gav ikke op uden kamp. Den slimede sig fast på mit ben og grinte dæmonisk.

Det blev blodigt og det endte med sejr til den stærkeste. Heidi: 1 – Ulækker slimet dæmon-snegl: 0

Jeg vandt kampen, men måtte løbe tilbage til bilen med sneglens efterladenskaber på lægbassen. Snegleblod og slim..- Og sneglen… Jeg er faktisk ikke helt sikker på, om den egentlig afgik til de evige jagtmarkeder eller om den sidder derude og restituerer. Restituerer og venter på et nyt offer. Jeg spurtede væk uden at se mig tilbage, da jeg atter var befriet fra monstret.

Min lille encounter med fjenden i skoven får den konsekvens, at jeg fremover konsekvent – også selvom det er forbudt – løber med en peberspray klar i bæltet. Så kan de dælme bare komme an, de ulækre krapyler. Aldrig mere uforberedt. Jeg vil frem over forvente attack når man mindst venter det – og jeg er sååå klar til kamp. Dæmon-snegle KOM AN…

Er der i øvrigt nogen der ved, om man kan købe snegle-gaitors et eller andet sted?

The post Horror i Hammer Bakker first appeared on The greatness of running.

Jeg har haft en hård uge, sidste weekends optur blev lynhurtigt vendt til betontunge benstumper, og en vejrtrækning som var jeg besat af en poltergejst der kæmpede for at komme ud. De fleste løbeture i ugens løb, er blevet knoklet igennem med et overskud på højde med et græsstrå (vel og mærket et vintergræsstrå). Måske er det bare hårdt at løbe i den sibiriske kulde, jeg er i hvert fald sikker på, at jeg præsterer betydelig bedre i +10 grader – under alle omstændigheder, så har jeg flere gange følt mig som en nybegynder, der hellere skulle lave en gå 2 min, løb 2 min træning. Og det er ærligt talt ikke synderligt befordrende for ens motivation.

Til alt held åbnede der en flanke op i højre side, so to speak. Min makker, der har været en tur i vinterhi, var vågnet op igen og meldte klar til en slendretur i vores yndlings bakker her i formiddags. Hammer bakker er min medicin jeg tager, hver gang min motivation begynder at dale; det virker hver eneste gang. Så snart jeg rammer p-pladsen i skoven, tager mine trailfutter på og snuser skovduften ind, er det som om hele mit indre nulstilles og giver plads til sjov, ballade og skøre tanker. Jeg bliver aldrig en fuldblods trailløber, men for pokker hvor er det dog eventyrligt – og hårdt velsagtens, men på den fede måde; den måde hvor man tænker kongeerstatning for turen over i det hjemsøgte fitness center. Det var en kæmpe fornøjelse at have makker med på tur igen.

Og nu tilbage til det sibiriske bæst. Tænk jer, det har været så koldt i vores lille kongerige, at det nu er muligt at få en high five af en snemand, når man valser rundt i Hammer Bakker. Der stod simpelt hen den mest smilende og glade snemand, og heppede på min makker og jeg, hver eneste gang vi rundede starten af Mtb ruten. Det er sq da noget der kan få smilet frem hos selv den mest umotiverede løber. En snemand-high-five redder alt!!

Så kære løbevenner, Hammer Bakker er stedet “to go” hvis motivationen er væk. Husk trailsko – føret er mildest talt ikke til sommerfutter, og hvis det skal være helt spitzenklasse, varm kakao i termokanden. SÅ kan man altså ikke være andet, end fuld af energi og overskud når man rammer hjemmematriklen igen.

The post Forår???? first appeared on The greatness of running.

På pladsen inden start fik jeg hentet startnummer, og fik snakket med alle de skønne dejlige løbere der stod og trippede for at holde varmen. Lars Bo, nybagt far fortalte om livet som far til en lille tøs, Keld fra Hammer Bakker runners fik givet en update på deres træning i bakkerne, og de skønne folk fra løbeklubben Amok pludrede som vanligt om løbeture og fællesskabet. Jeg fik hilst på de to skønne piger fra Hjørring, Pia og Hanne, der begge er med i run the edge udfordringen, og det hele var bare så sjælevarmende og motiverende. Jeg kan kun anbefale alle, der er ved at miste motivationen her i vintertiden, at stille op til et trailløb – jeg lover man går derfra med et stor smil klistrer på fjæset.

Løbet var arrangeret af PGU runners og blev afholdt i området omkring ”legepladsen” – skovområdet ved Klitheden. Jeg deltog for 2 år siden og skrev om løbet her. Siden da er løbet udvidet med halvmarathon distance og man løber runder a 5,xx km. Al logistik og opmærkninger var forfinet til det ypperste. Der var simpelt hen ikke en finger at sætte på arrangementet. Så godt gået PGU runners!!!

Jeg startede ud sammen med en mindre gruppe, deriblandt Michael som jeg har haft fornøjelsen af at løbe sammen med et par gange før. Han løb bag mig i starten og spottede ret hurtigt mine manglende tekniske færdigheder på trailstien. Den første trappe vi ramte, løb jeg nedad på min helt egen specielle måde, og fra da af var mit kaldenavn Chaplin. Hmm I wonder why?.

Det er det jeg totalt elsker ved løb. De der skønne drillerier sammen med en fantastisk opbakning og glimt i øjet.

Der gik nøjagtigt to runder, så kunne jeg godt se at min form ikke just var til det vilde trailræs. Og da jeg samtidig havde lovet mig selv at spare på kræfterne, så jeg overholdt min træningsplan, benyttede jeg 3. runde til at cruise rundt for mig selv. De herrer jeg fulgte med var stukket af, og jeg lullede mig selv ind i en lille boble af overkommelighed, mens jeg indsnuste skoven og lod tankerne flyve. På 4. runde havde jeg egentlig forestillet mig at fortsætte i samme sindsstemning, men ca halvvejs fik jeg følgeskab af en løber, der blev liggende lige bag mig. Jeg tænkte for mig selv, at det da i grunden var lidt lukrativt af løberen at lægge sig på min hale, og lade mig gøre arbejdet. Så jeg satte pace lidt op, bare for at se hvad der skete. Løberen blev hængende, og langsomt øgede jeg tempo og fandt fokus – stadig med løberen som en skygge bag mig.

Det sidste stykke ind mod opløbsstrækningen, tænkte jeg at den herre som havde været med på slæb, da godt nok skyldte mig at komme først ind over stregen. Men i samme sekund vi rundende den sidste bakke og løb ind mod mål, løb løberen op på siden af mig. DET VAR EN KVINDE… Og så kan det ellers godt være jeg fik gang i futterne. Det skulle dælme være løgn.

Jeg sprintede alt jeg kunne for at komme først, jeg nægtede simpelt hen at tabe. Og på bedste ”tungen ud-og-kaste-mig-ind-over-målstregen” stil, nåede jeg præcis 1 sekund i mål før kvinden, og vandt løbet. YES mand – Happy happy.

Det var den sjoveste afslutning på et løb jeg længe har været med til. Hvor var det dog skægt at blive udfordret på den måde, og ligefrem sprinte om sejren. Så fantastisk fedt og en lille smule OL-agtigt. Jeg gik lige hen til kvinden efterfølgende og lykønskede hende med et super godt løb. Og begge kunne vi smile af vores lille interne kamp, der just havde udspillet sig foran målportalen.

Efter løbet var der kaffe, kage og pølser med brød. Og mens snakken gik om alt det vi havde oplevet derude på ruten, følte jeg mig som verdens lykkeligste løber. Hvor er jeg i grunden en heldig bandit at jeg kan løbe, og hvor er jeg heldig jeg kender så mange fantastiske mennesker, der ligesom jeg elsker løb overalt i verden. Nå ja, og så må jeg jo bare leve med, at den gode Michael fik revanche og fornøjelsen af at slå mig denne gang – Jeg skal nok komme igen.

The post Sti 100 trail encore first appeared on The greatness of running.

Jeg meldte mig derfor til, og ca. 5 minutter efter min tilmelding kom en besked på Messenger. ”Er det dig der skal løbe halvmarathon?” Det var fra en gammel veninde jeg ikke har set i 5 år, hun var også tilmeldt og til min store glæde på samme distance. Vi aftalte derfor at mødes inden løbet, noget jeg glædede mig lige så meget til, som jeg så frem til at løbe rundt på et trailspor i Skagens smukke natur.

Arrangørerne (Skagens Orienteringsklub) havde virkelig styr på logistikken. Allerede på vej ind mod Skagen stod der skilte ud til landevejen og viste vej til stævnepladsen, og et stort P-skilt gennede biler – og cykler ind på rette plads, hvorefter man på 2 minutter gang nåede stævnepladsen. Jeg kom lidt tidligt, smed Ford børnecontainer og dappede over til start – og blev mødt af det største kram. Der stod min søde veninde og smilede, og præcis i det sekund var jeg 20 år tilbage i tiden, til den gang vi læste sammen. Og ingen af os var på nogen måde blevet en dag ældre. (næsten da.. hæ hæ)

Efter masser af snak, afhentning af startnummer og den obligatoriske tisse-af-4-gange tradition var vi klar til start. Løbet blev skudt i gang med et båt fra et båthorn, og efter en lille runde på plænen ved målportalen, blev vi gennet ind på sporet der for størstedelen af ruten fulgte MTB sporet i området. Det gik op, det gik ned, der var lækket singletrack, transportstykker på grus- og skovveje, en lille smule asfalt og et mega sjovt teknisk stykke med sving som en rutchebane i Fårup Sommerland.

Halvmarathon løb 12 km ruten krydret med en ekstra runde midt i strækningen, og vi havde den luksus af møde hele 4 væske-depoter på vores vej. Jeg havde hjemmefra besluttet mig for, at forsøge at presse på. Det er ret lang tid siden jeg har presset mig selv på farten, og kombinationen af den fedeste trailrute og en fuldstændig unik fed præmie til vinderne af løbet, fik mig til at slippe tøjlerne ude på ruten. Det var SÅÅÅ vanvittigt fedt og sjovt, i hvert fald lige indtil jeg rundede 2 runde og løb tilbage mod mål. Her overhalede jeg en hel del af de unger der løb 6 km ruten (og som var startet en time efter halvmarathon), og bedst som jeg blærede mig med at suse forbi i mine trailsko, lå jeg pludselig med snotten i jorden. Det var en perfekt opvisning i ”Kids-dont-try-this-at-home”. Av altså… Jeg fløj selvfølgelig op som om det var meningen, man lige skulle lave et stunt på det stykke af ruten; og med jord og skovbund fordelt jævnt ud over mit korpus løb jeg storgrinende i mål.

Det var en fantastisk tur rundt på en rute, der var så godt markeret at selv en blind høne ville kunne finde vej. Thumbs up til arrangørerne; – en kringlet rute hvor jeg formår IKKE at fare vild, det sker ikke ofte. På et stykke af ruten – endda et af de stykker vi halvmarathon-løbere passerede to gange, åbnede landskabet sig op og åbenbarede en havudsigt med to stk. tankere flydende lige der i horisonten foran. Det er altså bare Skagen i en nøddeskal – mere sublime naturoplevelser, der bliver hængende som kunstværker på nethinderne, skal man godt nok lede længe efter.

Jeg løb i mål som 1. kvinde og vandt det fineste stykke kunst lavet af en lokal kunstner, og serveret med en gang kaffe, kage og chokolade blandet med beretninger fra den forgangne tid i min venindes hus, ja så er det altså ikke meget mere, man kan ønske sig på sådan en helt almindelig sensommerdag i august.

Næste år har Skagensløbet 40 års jubilæum, og jeg kan kun sende mine varmeste anbefalinger ud i æteren. Er du til monster fed trail og unik natur, så er det bare med at holde øje med FB gruppen når tilmeldingen til næste års løb åbner. Man behøver i øvrigt ikke trailsko for at løbe løbet, men det er klar en fordel hvis der er vådt den dag løbet afholdes

FB gruppe: https://www.facebook.com/Skagensl%C3%B8bet-253994224737434/

By the way – inden løbet, da min veninde og jeg på skift frekventerede toilettet i klubhuset, kom der en dame ind i klubhuset. Hun skulle løbe 6 km. ruten for 6. gang i træk. Nå ja, og så fyldte hun i øvrigt 80 år i næste uge. Det er eder mane godt gået!!! – Og hvis der skulle være nogen der kender til damen (hun må være skawbo), vil jeg super gerne mødes med hende og høre hendes historie. Det er da en værdig løbehelt.

The post Skagensløbet 2017 first appeared on The greatness of running.

Løbet blev afholdt i Rebild med base ved Comwell (sports)hotel, og med base mener jeg i bogstaveligt stand base. En stor græsplæne var lavet om til stævneplads, som hurtigt blev plastret til med telte og pavilloner mens musikken bragede ud over pladsen i bedste Hjallerup marked stil. Stemning var fra starten høj og efter uddeling af fine lodtrækningspræmier – hvor jeg igen igen må konstatere det bare ikke er min disciplin, jeg vinder aldrig og nøj hvor var jeg misundelig på de tre, der stak af med gavekort på overnatning med alt inklusiv i nabobygningerne.

Konceptet var lige til, løb så mange omgange på 8 timer som muligt på en runde a 6.7 km med 218 højdemeter pr. omgang (vi var ikke kommet for at holde badeferie ) enten alene, på 2 mands hold eller på 4 mands hold. Min makker og jeg havde kækt meldt os til kategorien ”de seje”, 2 mands hold for damer. Det var en kølig maj dag, efter løb i Hammer Bakker, hvor vi planlagde den helt store træning op til løbet og gik med store drømme. Og som det jo går, så stillede vi til start i går uden nogen form for træning i skovene overhovedet. Ha ha, det virker som noget jeg har prøvet før. 

Til min store glæde skulle vi ikke løbe med stafet, jeg havde skræmmebilleder i hovedet af mig i høj fart ned ad en smattet sti, hvor jeg glider og sender stafetten 700m i modsat retning. I stedet var der placeret chip på startnummeret – og for hver omgang blev tid registreret både på person og på holdet sammenlagt. Godt tænkt.

Starten gik ud på en fuldstændig perfekt markeret rute, jeg har aldrig før oplevet så perfekt en markeret rute. Små orange flag til din højre side hele vejen rundt. GENIALT, selv ikke på sidste omgang hvor trætheden sløvede opmærksomheden og legede med virkelighedssansen, var jeg i tvivl om hvor jeg skulle løbe. Vi startede ud med en strækning lige efter mit hoved, lidt nedløb i skov, op igen til højdedraget og en fuldstændig blændende udsigt, fuld fart rundt på højderyggen, ned i dalen og fuld fart rundt på græsstier (med en lille balancegang på trædesten over åen). Jeg elskede det, det var perfekt terræn for en pixi-trailer som mig.

Vi krydsede hovedvejen under kyndig vejvisning og løb over i skoven på modsat side. Her startede mine kvaler for alvor. Efter et transportstykke, hvor jeg stadig naivt tænkte ”Hold nu kæ…, jeg er da en trailløber i liganiveau”, drejede sporet pludselig skarpt til højre og gik lige op i himlen. Halløjsa, hvad er nu det for noget tænkte jeg, og knoklede på. Jeg lærte i øvrigt hurtigt – med skælvende lægmuskler, at nogle stigninger bare er så stejle at man går, det kan simpelt hen ikke betale sig at løbe op. Et stykke af stigningen var så stejl at jeg, i bedste Emilie Forsberg stil satte hænderne på knæerne, lænede mig frem og prøvede at få tyngdekræften til at opgive sit job.

På toppen gik det mere op – indtil vi endelig fik lidt nedløb ned mod fugletårnet (for de læsere der har løbet HHs trailmarathon der foregår hver efterår på næsten samme rute, kan jeg uden omsvøb indrømme; jeg priste mig lykkelig for ikke at skulle en tur op i tårnet ). Og så gik det ellers nedad, på en stejl stejl glat sti som jeg forestiller mig MTB rytterne udfordrer hinanden på, når de skal spille superhelte. Jeg gled sidelæns flere gange og kyssede en lille flok juletræer på snuden under passage. Her kom min manglende tekniske evner virkelig til skue – jeg opfandt en dip-dip-dip metode der, på de efterfølgende omgange sendte mig sikkert, og helt i stil med Monty pytons gaggede gangarter, ned ad stien. Det var ikke kønt, men det virkede.

I bunden var der vanddepot med vandposer, der er det mest geniale koncept når varmen hænger som fluer om ørerne. Med et lille bid i hjørnet kan man få både brusebad og lidt vand i munden. Jeg er vild med de poser . Et dejligt transportstykke sendte os hen mod endnu en brutal stigning, denne gang med skæve og ukurante trapper a la den kinesiske mur hele vejen op. Når man så med en dyb indånding tænkte man var på toppen, ja, så løb man lige lidt mere op. De 218 højdemeter var bestemt ikke en overdrivelse. Og så gik det ellers ned af endnu en lang glat og bestemt ikke ”normal-sko” venlig sti hvor min gaggede gangart virkelig viste sit værd. I bunden løb vi på græssti – selvfølgelig op ad en stigning, hvad ellers? Og nåede til sidst gennem skoven til p-pladsen ved indgangen til Rebild bakker, hvor der i løbet af dagen udviklede sig en folkemusikfest af dimensioner. Der er altså et eller andet fantastisk ved at løbe forbi et telt hvor harmonikaen vellysten strømmer én i møde, mens fødder tramper bestemt i teltgulvet. Man bliver sq lidt glad og glemmer i sekundet helt syren der sidder og piller én i næsen, og sveden der vælter ned over korpusset.  

Et lille stykke asfalt sendte os tilbage til en runde om hotellet og tilbage til mål/startportalen og skiftezonen. Genial rute med lidt for enhver smag. Seje Åse Møl (som jeg skrev om her Mine løbehelte) erklærede i én af vores hyggelige ventepauser, at stykket på den anden side af vejen (det med alle stigningerne og tekniske nedløb) var hendes favorit, hun var helt på hjemmebane når hun nåede det – alt før var bare opvarmning. Her åbenbarede forskellen mellem en pixi trailløber som mig, og en danmarksmester i trail i hendes AG sig totalt. Jeg kom aldrig til at elske det helt hårde terræn.

I mål sendte jeg min makker afsted og udviklede en lille rutine. Jeg smuttede ned til hotellet og fik koldt vand i hovedet, lurede om der var nogen jeg kunne udfordre i bordtennis, inden jeg returnerede til feststemningen i basecamp og slyngede mig på vores medbragte tæppe. Og så det var til tid endnu en tur i trail-karrusellen. Elsker at hotellet velvilligt havde givet os lov til at benytte deres toiletter, det var den største luksus at komme ind på velduftende hoteltoiletter i stedet for den klassiske stinkende Godik boks.

På pladsen var der et stort depot med alverdens lækkerier man kunne mæske sig i, mens man ventede (der kom sågar de lækreste kager fra den lokale bager) – og folk hang ud og hyggede sig med gamle såvel som nye venner, mens solen kærligt slikkede bare skuldre og næsetipper.

Min makker og jeg nåede 5 runder hver – 33,5 km. og 1090 højdemeter pr snude. (det kan godt mærkes i lårbasserne her dagen derpå) og endte på en 3. plads i det samlede regnskab. Det var hyggen der var i højsædet og hold nu op hvor det hele bare spillede maks for de 3 arrangører. Jeg elsker at der var plads på sporet, at ruten var så varieret, at musikken spillede på pladsen og at man aldrig var i tvivl om hvad man skulle, eller hvad der ventede. Kæmpe thumbs up.

Det eneste der virkelig ærgrer mig var min manglende forudseelighed. Jeg havde, af frygt for at falde og smadre alt teknologisk udstyr, ikke taget telefon/camera med ud på ruten. På 2. runde stod en flok velfede køer og gloede mystificeret på mig, da jeg hoppede fra sten til sten over åen – og just som jeg kom på land løb jeg nærmet ind i en ko. Jeg udbrød et lidt forskrækket ”hej ko” og fik et skræmt ”Muh” retur. – Det kunne have været året selfie.

Runners.dk er et løbefællesskab med visionen om at få folk op af sofaen – og jeg kan med lykke i stemmen erklære, at jeg til hver en tid vil opgive den mest lækre bløde sofa for et Runner.dk arrangement. Det var en traildag i verdensklasse.

Læs evt. mere om Runners.dk her http://runnersdk.dk/forside.aspx        

Og se vi til næste år i Rebild; det tror jeg da nok vi gør.

(billeder fra ruten er venligst lånt af Roldskovbladet.dk)

The post 8 timers trail challenge – Runners.dk first appeared on The greatness of running.

Der løb vi så, grinende, småsludrende, og i højt humør da jeg fik øje på en mand mellem træerne – ”se” udbrød jeg – ”en skovmand” – og tilføjede; ”nu da det snart er halloween skal man passe på, de løber ofte rundt i skovene med deres motorsave”. Det var måske en dumsmart bemærkning, som jeg vist kun selv syntes sad lige i skabet. Under alle omstændigheder, vi kom tættere på og passerede manden hvorved det i al sin tydelighed åbenbarede sig; manden var jæger (det var derfor skovmanden havde orange bånd om hatten) og motorsaven var i virkeligheden et jagtgevær. ARRRGGGGG. Sulans da.. Jeg ved af erfaring, at er der noget jægerne hader, så er det når kække løbere kommer traskende inde i deres jagtområde. Hvilket jeg i øvrigt godt forstår; jeg er i hvert fald ikke den mest stille løber der findes i skoven.

Jeg undskyldte mange gange og hviskede at vi vist var lidt på afveje, og om vi kunne fortsætte ligeud og komme ud af jagtområdet. Det nikkede han alvorligt ja til, og vi tøffede ydmyge videre ad stien. Der gik 100 meter, så ramte vi næste jæger – igen et stor ”undskyld” og ”vi lister bare videre, vi prøver bare på at komme ud – undskyld, undskyld”. 100 meter mere og endnu én; og sådan fortsatte det. Vi havde det som om vi listede os ind på i et jagtområde med jægere der kun ventede på at affyre og nedlægge det første og bedste der rørte sig (Hurra for vores lyseblå og hvide løbejakker; tænk hvis vi havde haft rådyr-farver på…) . Vil skynde mig at skrive, at jeg er temmelig sikker på, at jægerne sagtens kan kende forskel på en løber og et rådyr, men lige der, hvor man kommer lidt på bagkant og luskende ind i deres pastorat – hvem ved om der lige står en koncentreret nybegynder, der reagerer pr instinkt ved den mindste puslen i krattet.

Vi nåede ud i sikker behold, lidt flove, meget skræmte og egentlig også lidt overrasket over der ikke et eneste sted var et skilt, der advarede mod jagt i terrænet. Jeg har efterfølgende tjekket op og kan se at der i de jagtetiske regler står følgende:

Hensynet til andre naturbrugere

• Som jæger er du ikke alene om at bruge naturen. Udvis venlighed, når du møder andre naturbrugere. Irettesæt ikke unødigt, men vejled og forklar.
• Undgå så vidt muligt at lukke skove for offentlig adgang ved afvikling af jagt, men opsæt vejledende skilte.

Det er altså ikke en påkrævet regel at der skal opsættes skilte; men kun et vejledende etisk regelsæt.

Så kære løbere, hvis I løber i skovene her i efterårsmånederne (1/10 – 31/1) så pas godt på, og hold jer til de store stier, med mindre I selvfølgelig er 110% sikker (eller løber efter solnedgang). Og lad nu være med at ligne et rådyr.

Efter vores nærdødsoplevelse løb vi tilbage ad de større grusveje, og slog en lille runde rundt om et fredet naturområde. Det var her min makker sprang tre meget op i luften, og proklamerede at stenen vi lige var løbet forbi, havde et ansigt som en græskarmand – og her burde vi nok have vendt snuden tilbage mod bilerne og overladt skoven til sig selv. Men nej, vi to overmodige løbere fortsatte upåvirkede videre i skøn naivitet.

Og bedst som vi tullede ud på stien lå der en læderjakke. En fin str. XL læderjakker smidt henkastet i skovbunden. Min makker, modig som bare pokker, tog jakken op og undersøgte i bedste Sherlock holmes stil jakken for spor. Intet at komme efter. Vi lod den ligge; og med bange anelser løb vi væk fra gerningsstedet, mens vi vendte og drejede mulighederne der strakte sig fra alt mellem forbrydelse, mord og overnaturlige kræfter. Vores fantasier løb løbsk og min makker udbrød stakåndet ”Ups, nu er mine fingeraftryk overalt på jakken”….

Vi nåede tilbage til bilerne, vi var ikke blevet skudt, vi var ikke blevet jagtet af uhyggelige græskarhoved-sten og vi fik ikke opklaret mysteriet om læderjakken. Nu venter vi bare på at politiet dukker op hjemme hos min makker for at bede hende om en plausibel forklaring på, hvordan det kan være hendes fingeraftryk er overalt på bevismaterialet. Og skulle der være nogen der ved noget, så skriv endelig i kommentarfeltet, jeg brænder af nysgerrighed. – I øvrigt hvad gør man egentlig i sådanne situationer, tager jakken med og afleverer til nogen? ringer til politiet?  Nogen der har nogle gode råd?

The post Scary run first appeared on The greatness of running.