Jeg vågnede alt alt for tidligt i morgens, så tidligt at verden stadig snorkede omkring mig, og selv det ellers altid årvågne stankelben der huserer min datters værelse, lå med lukkede øjne og drømte om sprøde lækre fluer.

Udenfor var min lille verden blevet kridhvid i løbet af natten, og overalt lå puder af blød sne. Jeg stod længe og kiggede ud på det eventyragtige landskab med en kop kaffe i hånden. Så smukt og så uendelig stille. Der var kun én ting at gøre. Jeg sprang ud på badeværelset i en supermand-omklædning, og vupti stod jeg foran vores hoveddør i løbetøj, klar til et erobre den nye verden.

Min plan var egentlig at lunte en lille tur a la 5-7 km. og runde bageren på vej tilbage. Jeg var så tidligt ude at der stort set ikke var et eneste andet menneske i miles omkring, og ingen havde endnu nået at skovle sne. Hvert skridt var et fodprint ned i den bløde nyfaldne sne. Jeg begyndte at smile ubevidst, jeg kunne slet ikke lade være. Jeg flød langsomt afsted igennem de ca. 10 cm sne i den stille stille verden.

Langsomt vågnede verden op omkring mig. Der kom op til flere ”sneskovlere” på fortovene og alle hilste med et stort smil og et ”godmorgen” da jeg tøffede fordi. Tiden holdt op med at eksistere. Jeg kiggede ikke på uret en eneste gang, løb bare stille og roligt gennem byen og nød hvordan helt andre muskler end de vanlige, begyndte at arbejde for at forcere dyb sne og sjap.

En anden løber kom imod mig, hun havde samme smil i hovedet og vi hilste grinende på hinanden. Vi havde begge fundet et lille stykke med magi i den hvide morgen. Jeg begyndte helt ubevidst at nynne og lod stroferne fra en gammel yndlingssang fylde min hjerne. Det var ikke noget jeg tænkte over, det skete bare.

Da jeg endelig nåede til bageren var der gået 1½ time, og jeg havde nærmest ikke ænset andet den rolige bevægelse, den hvide verden og hvor meget løb i dag føltes som en leg, præcis som i min barndom på villakvarterets gader i Hirtshals. Min krop var i perfekt balance, og med et lunt franskbrød under armen luntede jeg hjem til familien. Jeg sang da jeg kom ind af døren og en følelse af dyb ro fyldte min krop. Nogen gange skal man bare følge sine instinkter og lade sig flyde med i nuet. Pyt med tid, distance og tempo. Nogen gange er løb bare åndehullet der får en dybfyldt glæde blandet med livsnydelse til at boble i blodbanerne.

Rigtig dejlig weekend til jer alle.

The post Om at løbe i den første sne first appeared on The greatness of running.

For mig er hele december én lang tilvænning. Sådan er det hvert eneste år uden undtagelser. I starten af måneden skal jeg, som en anden cirkusklovn, finde på alle mulige skøre tricks for at overtale systemet til at tøffe ud. Den første kilometer er altid helt forfærdelig, jeg fryser og vinden er min fjende. Træerne er grimme uden deres blade, og mørket gemmer på alverdens monstre som bare venter på, at en dum løber daffer forbi. Men langsomt, ganske langsomt vænner min sjæl sig til konditionerne og mørket bliver i stedet en pude hvor stilheden slumrer, træerne bliver til smukke skulpturer og monstrene til potentielle fartlek triggers, triggers hvor jeg spurter forbi udelukkende fordi min adrenalin pumper og fortæller mig, her er potentiel fare. (Jep – jeg er en notorisk bangebuks!)

Og ganske langsomt som dagene går, og jeg holder ud og kommer afsted, omvendes min hjerne. Det bliver lettere og lettere at komme ud ad døren, jeg begynder at nyde hvordan min krop kan producerer varme nok til, at jeg kun behøver en uldtrøje og en løbejakke, og nogen gange endda ender tilbage på matriklen med ærmerne trukket op. Jeg begynder at nyde den stilhed der omfavner en december-aften, hvis man da ellers lige holder sig væk fra midtbyen, og hver gang jeg kommer tilbage efter en løbetur føler jeg mig stolt og stærk. Jeg kom afsted, jeg trodsede vind og vejr, jeg løb fra glubske monstre og jeg må derfor spise et ekstra honninghjerte. (Min slikpauser er så passé :P)

Vinterløb gør os løbere stærkere, det er jeg fuldstændig overbevist om. Kampen mod elementerne gør os løbere stærkere både fysik og mentalt. Den legendariske løber Emil Zatopek sagde:

There is a great advantage in training under unfavourable conditions. It is better to train under bad conditions, for the difference is then tremendous relief in a race

Selvom du måske ikke lige har et stor løb ude I pipelinen, så brug vintertræningen til at finde en ny side af dig selv. Den stærke side der sagtens kan klare en vældig storm fra vest og 100 glubske mørke-væsener. Og vid, at lige om lidt skriver vi den 21. december, så vender lyset langsomt tilbage igen, og før du får set dig om ligger foråret og lurer ude i horisonten.

Og med det kære læser vil jeg hoppe i løbetøjet og løbe ud og hente gammel-møgbil og betale 6700 ved kasse 1. Godt jeg er løber så jeg både kan løbe ud og hente gammel-møgbil, og samtidig kan nå at uddrive alle mine bilfrustrationer på turen ud til mekanikeren. Han kan jo ikke gøre for, at gammel-møgbil er en gammel spand.

The post I storm og slud må løberen ud first appeared on The greatness of running.

Jeg har haft en hård uge, sidste weekends optur blev lynhurtigt vendt til betontunge benstumper, og en vejrtrækning som var jeg besat af en poltergejst der kæmpede for at komme ud. De fleste løbeture i ugens løb, er blevet knoklet igennem med et overskud på højde med et græsstrå (vel og mærket et vintergræsstrå). Måske er det bare hårdt at løbe i den sibiriske kulde, jeg er i hvert fald sikker på, at jeg præsterer betydelig bedre i +10 grader – under alle omstændigheder, så har jeg flere gange følt mig som en nybegynder, der hellere skulle lave en gå 2 min, løb 2 min træning. Og det er ærligt talt ikke synderligt befordrende for ens motivation.

Til alt held åbnede der en flanke op i højre side, so to speak. Min makker, der har været en tur i vinterhi, var vågnet op igen og meldte klar til en slendretur i vores yndlings bakker her i formiddags. Hammer bakker er min medicin jeg tager, hver gang min motivation begynder at dale; det virker hver eneste gang. Så snart jeg rammer p-pladsen i skoven, tager mine trailfutter på og snuser skovduften ind, er det som om hele mit indre nulstilles og giver plads til sjov, ballade og skøre tanker. Jeg bliver aldrig en fuldblods trailløber, men for pokker hvor er det dog eventyrligt – og hårdt velsagtens, men på den fede måde; den måde hvor man tænker kongeerstatning for turen over i det hjemsøgte fitness center. Det var en kæmpe fornøjelse at have makker med på tur igen.

Og nu tilbage til det sibiriske bæst. Tænk jer, det har været så koldt i vores lille kongerige, at det nu er muligt at få en high five af en snemand, når man valser rundt i Hammer Bakker. Der stod simpelt hen den mest smilende og glade snemand, og heppede på min makker og jeg, hver eneste gang vi rundede starten af Mtb ruten. Det er sq da noget der kan få smilet frem hos selv den mest umotiverede løber. En snemand-high-five redder alt!!

Så kære løbevenner, Hammer Bakker er stedet “to go” hvis motivationen er væk. Husk trailsko – føret er mildest talt ikke til sommerfutter, og hvis det skal være helt spitzenklasse, varm kakao i termokanden. SÅ kan man altså ikke være andet, end fuld af energi og overskud når man rammer hjemmematriklen igen.

The post Forår???? first appeared on The greatness of running.

Fredag morgen skinnede solen ind af de saltdækkede vinduer, og selvom istapperne udenfor vinduerne gjorde sit for at skræmme os med varsler om en iskold morgen, tog vi løbeskoene på efter et par timers arbejde, og begav os ud i frostvejret. Nøj det var koldt. Og nøj det var smukt. Der er altså bare ikke noget smukkere end en dag hvor frosten knuger luften mens solskin slikker blidt på træer, buske og morgenfriske løbere. Lige præcis 4 km. ude på ruten havde jeg glemt alt om arbejde, dum ryg og at katten overtissede rejsekassen, håndklæder og sig selv på turen ud til sommerhuset. Vi løb stille og roligt, og i selvsamme øjeblik vi ramte stranden slikkede solen vores kinder, mens vi grinte af ren forårskådhed. Det var verdensklasse løb. Alt var godt, min ryg, min hofte og mit baglår var stille som ninja, og jeg ramte et flow for første gang i 4. uger.

Jeg var så glad og tilpas at jeg, da vi ramte vejen til sommerhuset, var nødt til at fortsætte. Min bedre halvdel havde lavet det bedste stunt på stranden. Ved passage af en større å, forsøgte han sig med et længdespring værdig en OL deltager. Enhver kunne sige sig selv det ikke ville gå godt. Det gjorde det heller ikke – manden landende næsten liggende – i slowmotion – med knæet hamrende ind i den frosne sandkant, samtidig med at anklen smadrede ind i bunden af sandkanten. Det var både sjovt og tragisk. Og manden slog sig ret meget, peb lidt og fortsatte ret forslået. Så jeg gennede min forslåede bedre halvdel mod vores sommerhus, mens jeg selv fortsatte i løbeskoene en rum tid med fjæset mod solen, og glæde flydende direkte gennem årerne.

Sådan en dag er der ikke forfærdelig mange af, når man løber om vinteren. Men når den dukker op, redder den alt og blæser støvet væk, støvet der har det med at lægge sig over motivationen i de kolde måneder.

Lørdag morgen stod jeg op fyldt med mod, kørte til Dronninglund og løb ½ halvmarathon hos Leo Mogensen. Jeg var så heldig at Kim Melgaard gad have mig hængende som følgeskab, og 4 runders snak fik turen til at føles som en leg. Jeg nuppede en ekstra bonusrunde blot for at teste ryggen, og selvom jeg var vildt træt i skroget efterfølgende, var det en super positiv Heidi der vendte tilbage i huset ved vestkysten. Jo jo, jeg havde da taget en smertestillende pille inden løbet, og jo jo, jeg havde da også undervejs mærket et par jag i ryggen + lidt råberi fra baglåret. MEN intet var i nærheden af en 4’er på en skala fra 1-10 – og jeg havde kun en lille smule muren i skroget da jeg, blidt som et lam, krøb under dynen lørdag aften.

Og sørme om ikke kroppen var ok her til morgen, og sørme om ikke den gad løbe en lille afskedstur på stranden, inden Ford Børnecontainer blev vendt hjem mod vaskemaskine og arbejde. Sikke en weekend. Hold nu op hvor er jeg fuldstændig fyldt op af kærlighed til løb. Min motivation tromler rundt i årerne og jeg har ustyrlig lyst til at løbe konstant. Den havde jeg ikke set komme da vi drog af sted torsdag aften.

Jeg løber ikke hurtigt, al løb foregår omkring de 5.20-5.40 min/km, og prøver jeg at ændre ved det, kommer jeg i problemer. Men jeg løber – og det er godt. Så længe jeg holder kroppen rank og sørger for ikke at blive for træt, er alverdens løbestier åben for mine mellemstørrelses fudser. Jeg er lige nu noget nær den meste taknemmelig løber i Gug city, og det monster der var ved at manifestere sig i mit indre, er drevet bort med monster-våbenet nr. 1 – Mine løbesko.

The post Motivationsbooster first appeared on The greatness of running.

For mig blev det samtidig en åbenbaring af hvor fantastisk det er at interagere med jer læsere, hvor fuldstændig mindblowing der er at se, at I gider forholde jer til mine skrevne ord – og gider at dele jeres meninger og fortælling. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, elsker jeg virkelig alle de fortællinger der bor i os alle og gør os til de løbere vi er, og jeg håber I vil fortsætte med at kommentere. Tusind tak.

Løbsmæssigt – ja så har mørket og vinteren jo for alvor strammet sin klamme våde, salt- og isbelagte hånd om landet, og gjort det til lidt af en kunst at komme ud i mørket på træningsture. Føret er glat under skoene, og D-vitamin er noget man skal kigge uendeligt langt sydpå efter. (Husk nu jeres D-vitamin kære medløbere!)

Så nu er det vist på tide vi hjælper hinanden med fede fif til at lokke skoene ud af skabet, og få trænet trods urimelige odds.  Jeg har en håndfuld små korte, men effektive træninger der kan klares på 30 minutter, hvilket vil sige liiige i perioden efter ungerne er hentet og inden aftensmaden står på bordet – og i bedste fald mens der stadig er en smule lys tilbage af de grå vinterdage. Fælles for mine 30 minutters-træningspas er tempo-skifte undervejs og dermed træning i flere zoner. Det giver mig kvalitet på kort tid, er et godt supplement til mine langsomme pas (som sagtens kan løbes trods dårlig føre) og en ren booster på energikontoen sammen med glæden over at trodse Hr. vinter – min hjerne kan næste altid overtales til et 30 min. pas ligegyldigt hvordan vejret arter sig, og jeg kan næsten altid finde et sted, hvor jeg kan løbe frem og tilbage uden at ligne Bambi på glatis.

Så værsgo – til fri afbenyttelse. 5 træningspas á 30 min. med ren tysk qualität

Forklaring på pace:

Easy: løb i snakketempo og lav puls (gerne <145) – du må gerne syntes det er på grænsen af idioti.

Steady: løb i dit cruisetempo, altså det tempo hvor du føler du kan løbe længere perioder og at pace føles naturligt men let udfordrende. Man kalder det også moderat tempo

Threshold: Det er lidt det samme som templøb eller gul zone. Her bliver du forpustet hvis du løber for lang tid og det skal føles, som om der er fart i fødderne og at du presses efterhånden som tiden går.

Hard: Her skal du være virkelig er presset og give den gas.

1:    7,5 min steday + (15 min threshold) + 7,5 min steady

2:   5 min easy + (10 * 1 min hard / 1 min recovery) + 5 min easy

3:   5 min easy + (5 min steady + 5 min threshold + 5 min hard + 5 min steady) + 5 min easy

4:   5 min easy + (20 min i race-pace svarende til dit hhv. marathon pace/halvmarathon pace/10 km pace/ 5 km pace) + 5 min easy.

5:   5 min steady + (5 * 3 min hard med 60 sec. Recovery imellem) + 5 min easy

HAPPY TRAINING

The post Et stort “af hjertet TAK” + 5 fede på 30 min first appeared on The greatness of running.