Jeg elsker tegningen herover, det er for mig en evig reminder til at huske indimellem at hoppe ud af komfortzonen og prøve nye ting, gøre ting anderledes eller bare udfordre mig selv hvad enten det er som mor, som kæreste, som medarbejder eller som løber.
Som løber har jeg været lidt stivnakket i min tro på hvad der flytter én ud af zonen, og har primært tænkt det som løb længere, løb hurtigere eller løb distancer som ikke er favoritdistancer (som den hadefulde 10 km – uhhh, hvor jeg dog syntes det er en forfærdelig distance). Jeg har aldrig før tænkt, at der kunne være helt andre kneb der kan bruges, det være sig indtil jeg fik lavet løbetesten og blev sat under skarp administration af Ragnar fra Optimizar.
Jeg har nu pludselig fået øjnene op for, at det, at løbe i et langsommere tempo end komfort-tempo i den grad også er et skub ud af komfortzonen. At det ikke blot drejer sig om at skubbe sig ud og tæske rundt på gader og stræder i det vildeste kenyaner-tempo, men at en 2,5 times træning i et meget langsommere tempo kan gøre det samme – skubbe én ud af det lille trygge, bløde, dejlige område hvor man løber i fuld komfort, udfordre ens mentale kapacitet og i den grad udfordre ens vedholdenhed.
I lørdags stod der 2,5 times langsom-løb på programmet og da jeg endnu ikke helt stoler på min evne til at lunte rundt i byen og møde andre løbere og undvige fristelsen til at sætte tempo op, tog jeg ud til Vesterhavet og fandt et øde sted – og så cruisede jeg ellers rundt i 4 * lange langsomme intervaller (a hhv. 45 min, 35 min, 35 min og 35 min) uden musik og med kun en lille smule vand på ryggen. Og nu begynder jeg, her efter 3 uger, at fange pointen og holde mig inden for pace. (Det hjælper også gevaldigt at jeg ved en vis herre holder øje med mig når jeg uploader mine træningspas til Garmin connect.)
I lørdags skete der noget – efter den første halve times banden og svovlen over at man da ikke kan løbe i det tempo, og hvem pokker har dog fundet på at det skulle gøre godt – vendte mit hoved pludselig 180 grader, jeg fandt en ro jeg sjældent har haft på mine lange træningsture og jeg nød at være ude af min komfortzone, endda så meget at jeg lystigt sang højlydt på stranden mens jeg løb – en lille selv-kompagniet ting som gik på fri melodi og lød nogenlunde sådan her:
Jeg løber ALEEEEENE på min strand, Jeg løber ALEEEEENE på min strand
Vinden suser og jeg cruiser, – Jeg har det godt
jaaaaa- jaaa- jaaaaaaaa (denne linje kan synges enten som den rockede udgave eller som en smuk fin ballade.)
Det har nok ikke lydt særligt fantastisk, mågerne valgte i hvert fald at flyve et stykke ud over havet da jeg kom syngende. 🙂 – Men det var sådan det var, det var skønt, det var fantastisk, det var mig der pludselig fandt troen og ikke mindst roen ved at flytte mig væk fra zonen og blindt stole på, at der vil ske magiske ting herude i vildmarken. Jeg elsker den følelse der pludselig dukkede op, og hold nu op hvor er det fedt at løbe, når man nærmer sig en meditativ tilstand hvor pulsen er lav og vejrtrækningen heeelt stille og rolig. Sådan kan det altså også føles at smutte ud af komfortzonen
Dagen efter løb jeg søndags let og meget langsom tur, hvor tempo skulle yderligere ned i 1 time og 20 min. Her oplevede jeg fuldstændig det modsatte, mit hoved syntes det var kedeligt, umotiverende og tæt på tidsspilde. Jeg fandt aldrig ind i flowet og jeg kiggede konstant på uret for at se om jeg snart var færdig – og jeg skal da lige love for, jeg da i den grad landende på jorden igen efter min fantastiske oplevelse dagen før. 🙁
Så sådan kan det altså også være at komme ud af komfortzonen.
Min efterfølgende refleksion over weekendens træningspas siger mig, at det for mig er super vigtigt at jeg kender formålet og dermed meningen når jeg smutter ud af min trygge boble. Hvis meningen står klart og tydeligt i lysende 80ér neon, så er jeg positiv indstillet og knap så pivet når jeg bevæger mig ud på ukendt grund. Hvis meningen derimod er uklar, eller direkte ”ikke-tilstede”, så bliver jeg grumpy og min hjerne begynder at lave alle mulige krumspring for at overtale kroppen til at komme tilbage i vante omgivelser (min hjerne kan være særdeles overbevisende når det gælder overtalelser).
Så min læring baseret på weekendens erfaring (det lyder bare lidt sejere på engelsk – sorry):
If you wanna go where the magic happens; find the “Why” inside.
Det er ikke nok for mig, at andre siger jeg skal. Jeg er nødt til at finde mit helt eget ”why” jeg kan bruge til at lukke munden på min tryghedshungrende hjerne. Og måske er det i virkeligheden gældende i mange sammenhænge – Hvis man f.eks. ønsker at starte med at løbe, ja så tror jeg raten for succes er langt større, hvis man har sit helt eget ”why”. Det samme hvis man skal tabe sig eller måske stoppe med at spise slik (uuhhh den sved på mig – her er det endnu ikke lykkedes mig at finde et tilpas stort ”why” til at lukke munden på min hjerne.). Er der andre der kan genkende det?
Grunden til jeg pludselig går hen og bliver sådan lidt navlebeskuende skyldes primært, at jeg skal til Hjørring i morgen og evaluere mine første 4 uger med langsomt løb. Tror godt Ragnar kan forberede sig på en hel masse ”why”ér. 🙂