Fanø marathon 2016

Nogen gange kan det være ekstremt svært at sætte ord på sublime oplever, det føles lidt som om sanserne i en lind strøm arbejder i hjulben tempo for at formidle alle de fuldstændig overtrufne indtryk der ramte os løbere til Fanø Marathon i går. Og egentlig har jeg lyst til bare at skrive det der først falder mig ind. Hold nu op for en fuldstændig fantastisk dag til et løb der tenderer til et af mine bedste danske løbsoplevelser, på en ø der i den grad charmerede sig ind i mit hjerte.

Afgang kl. 05:00 mod færgen i Esbjerg en lørdag morgen i en bil fuld af skønne nordjyske løbetosser, vel og mærket skønne pludrende løbetosser der ikke levnede megen ro til at indhente den tabte skønhedssøvn. Jeg var selv spændt og lidt trykket, dette var mit første marathon efter min fiberskade i baglåret, så jeg lod drengene pludre og forsøgte at samle alt mit mod i kroppen.

Det blev en fuldstændig perfekt tur ned gennem et døsigt jysk landskab der langsomt vågnede til dåd – og slutteligt landede vi ved færgelejdet i Esbjerg, hvor færgen, nærmest som bestilt, lå til kaj og ventede på os. 12 minutters snak med endnu en flok skønne nordjyder i rolig overfart, og efter en lang rejse plantede vi fødderne på destinationen Fanø.

Vi mødte op i Fanø hallen i god tid til at kunne nyde både kaffe og rundstykker alt sammen – sammen med færgebilletten, inkluderet i deltagerbetalingen til løbet. Stemningen var hyggelig og afslappet, og 15 min. før start dappede vi ud i solskinnet og varmen til raceinfo præsenteret af arrangørerne Kira og Jesper Hahn.

De to afholdt Fanø Marathon for første gang sidste år, som et tilbud på et løb hvor mangfoldighed, stemning og oplevelser er i højsædet, og til vores held havde de to ildsjæle mod på endnu en omgang stressfuldt arrangør arbejde igen i år.

Starten gik og en palette af naturoplevelser ventede tålmodig på de ca. 100 løbere der var stillet til start.  Trailspor, strandløb (både i med- og modvind), markvej, grusveje, asfalt og ”tysker-veje” blandet sammen med en tur gennem smukke Sønder Ho By og slutteligt en tur gennem Nordby – en 42,2 km bland selv pose af den ypperste kvalitet. Mine skønne medpassagerer så sågar sæler liggende og solbade i vandkanten; jeg så dem ikke, jeg havde alt for travlt med at holde den total seje og dygtige løber Katja Walther Bjerre bag mig.

Vejret var varmt, så varmt at arrangørerne lynhurtigt fik stablet ekstra depoter på benene, og sørgede for at vi løbere ikke på noget tidspunkt skulle lide mere end rutens beskaffenhed udsatte os for. Og som en ekstra genistreg have arrangørerne hyret en flok habile MTB ryttere, der fulgte os løbere hele vejen rundt, og konstant tjekkede at alle var ok. De gode herrer tilbød tilmed ekstra vand og var hele tiden klar med tiltrængte opmuntrende ord og masser af smil. Depoterne var bemandet med de sødeste frivillige der tilbød udsøgt service, lige fra at stå klar med flasker med vand vi kunne køle vores ophedede kroppe med, masser af opmuntring og gejst – og et tag-selv-bord af lækkerier med tilhørende vand, cola og 32GI energidrik i altid fyldte glas. Der manglede intet. Jeg oplevede sågar, at jeg på et af depoterne kom til at gå med vandkruset forbi affaldsposerne – og før jeg overhovedet kunne nå at tænke Hov; så stod den sødeste pige med et kæmpe smil og sagde ”det skal jeg nok tage mig af” – hvorefter jeg kunne fortsætte løbet.

Normalt når jeg løber marathon har jeg som regel et tidspunkt i løbet hvor min hjerne begynder at fortælle min krop, at den arbejder for hårdt og skal tage det lidt mere gelente. Det skete på intet tidspunkt, jeg hørte intet til mit hoved. Det havde alt alt for travlt med at nyde naturen, suge oplevelserne ind og i den grad nyde at være løber og have den udsøgte chance for at opleve Fanø på den bedst tænkelige måde, i løbeskoene

Jeg løb i mål presset og træt, men også fuldstændig mæt af fede naturoplevelser. Så mange opmuntrende ord fra turister og beboere på Fanø, så fejlfrit et arrangement – eller det vil sige arrangørerne havde helt sikkert sit at bokse med. Minestrimler var fjernet fra ruten i nattens løb, varmen var en faktor der skulle håndteres, og logistikken med hjælpere på en rute der bestod af 42 km. i en lang strækning, må have været ekstrem. Men uanset hvad arrangørerne boksede med, så var det på intet tidspunkt noget vi løbere blev berørt af, tingene blev klaret som om det altid havde været mening, og vi løbere blev nurset og plejet til UG.

Som afslutning stod den på lokale lækkerier i overflod, og det var en flok mætte glade løbere der vendte hovedet tilbage mod færgen og fastlandet. Tak Kira og Jesper + familie og alle I frivillige der sørgede for at jeg, her dagen efter hvor regnen falder stille i det nordjyske, sidder med et smil af dimensioner og – som min helt af en ultraløber Mette Bjerregaard så fint udtrykker det – endnu engang blev dybt forelsket i løb.

Tak til Kim Pelo for lån af billeder 🙂