Jeg måtte google Jordan inden jeg rejste afsted sammen med min løberejsemakker Vagn. Jeg kendte ikke til landet og dets skikke, om man skulle huske tørklæde som kvinde, eller om der var særlige ting jeg skulle være opmærksom på i et land hvor 93% er muslimer og islam er statsreligionen. Det var der ikke – Jordan er det letteste og mest tilgængelige land at rejse i, hvis man da lige medbringer en stor portion tålmodighed, da tid ikke er noget man er helt så pernitten med.

Assalam Aleikum, guds fred og velkommen til Jordan. Vi blev mødt af en stor næsten-fuldmåne i samme øjeblik vi trådte ud fra lufthavnen. Det var den måne, der to dage senere ville skraldgrine af os, mens vi letter forulempet, forsøgte at forcere det alt for løse sand i Wadi Rums Mars-agtige ørken. (og ja – det er lige præcis den ørken hvor The Martian med Matt Damon er filmet)

Løbet Wadi Rum Full Moon Marathon afholdes af firmaet Treks, et firma der udover løb også arrangerer vandreture rundt i Jordan. De søde folk i Treks havde arrangeret vores tur, så vi ud over løbet også nåede at se et par af højdepunkterne i hovedstaden Amman, og endnu bedre, nåede et besøg i oldtidsbyen Petra med egen guide. Det var vanvittigt fedt, og du kan finde min fortælling om selve rejsen i Jordan under fanen ”Rejseoplevelser”. Her kan du læse om at finde nuet, om at lege med objektiver i oldtidsbyen Petra, og se hvordan jeg ser ud indsmurt i mudder.)

Natten inden løbet overnattede vi i en Beduin teltlejr tæt på Petra. Det var fantastisk, vidunderlig og en næsten livsændrende oplevelse for mig. Og med en munks velsignelse var jeg klar til at tage kampen op mod uanede mængder af sand.

VI ankom til ørkenen Wadi Rum (som i øvrigt meget signende kan oversætte til Valley of the moon) i stegende varme over middag, og blev indkvarteret i ”telte” med eget bad og toilet – og sågar et lille køleskab. Total luksus. Startnummer og spisebilletter + is-billet (for ja selvfølgelig – arrangørerne havde da sørget for en lille isbar), blev afhentet – og til mit store held, solgte de pandelamper. Hvem pokker tager til natløb i ørkenen uden at medbringe en pandelampe…. MIG . Og så kunne vi ellers hænge ud i campen sammen med de godt 350 andre løbere fra hele verden. Det var så hyggeligt, stemningen var helt afslappet og alle pludrede og hang ud i skyggen i de overdækkede områder, mens der blev tanket tonsvis af gratis sportsdrik. 

Teltlejret bestod af luksustelte med bad, toilet og køleskab

Udsigt fra campen ud på løberuten – her løb vi på vej tilbage mod mål midt om natten

Distancerne var fordelt mellem 5km, 10km, halv- og helmarathon, og alle deltagere blev samlet til sikkerhedsbriefing en time før start af marathon. I vores startpakke var der, udover startnummer og madbilletter, en refleksvest og en fløjte. De to sidste var sikkerhedsforanstaltninger. Vi skulle løbe i mørke i en ørken hvor beduiner kørte rundt i 4-hjulere, derfor refleksvest, og hvor risikoen for at fare vild var betydelig større end ved et normalt marathon – og skulle det ske, ja, så kunne man jo prøve at fløjte i fløjten og se om man var heldig at blive hørt – eller ringe til et nummer, som vi blev bedt om at indtaste i vores telefoner. Vi blev endvidere beordret, at vi på ingen måde måtte takke ja til at få et lift, hvis vi ikke kunne gennemføre og ville udgå. Det var absolut NO GO. Hvis man udgik, skulle man enten finde tilbage til et tidligere depot – eller forsøge at fange én af de to race-biler som kørte rundt på ruten. Vi måtte under ingen omstændigheder sættes os ind i andre biler, end dem med løbslogo på.

Med de advarsler og gode råd, var vi klar til start på marathon, umiddelbart efter at solen var gået ned i horisonten, og tusmørket begyndte at lægge sig over ørkenen. Starten var lige udenfor Campen – og da vi forventningsfulde troppede op foran startlinjen var luften rødbrun af sand. Jeg tog min hånd og kørte den hen over mit startnummer, og så en hånd fyld med små rødbrune sandkort. Der var i løbet af den tid vi havde gjort os klar til start, opstået en sandstorm. Der var kun én ting at gøre. At drøne tilbage til teltet og finde en buff til at dække ansigtet. Jeg tænkte samtidig. Niks – ingen telefon med ud i sandstorm, den måtte blive tilbage i teltet. (det var så ikke min mest intelligente beslutning.)

Der stod alle vi løbere så klar til start i skumringen mens sandet fløj om ørerne på os. Jeg var iført singlet, shorts, lange strømper, almindelige løbesko uden gaitors, (gaitors er geniale skoovertræk som holder sand ude af skoene), minus telefon, og havde absolut ingen anelse om, hvad der ventede af grumme udfordringer forude.

Sandstorm inden start. Den dukkede op ud af ingenting, og forsvandt heldigvis igen ret hurtigt efter start

Starten gik og fuld af gåpåmod løb vi med det samme ud i det løse sand. Forestil dig at du skal en tur til Vestkysten, og for at komme til vandet må du passere en klit med fint sand hvor fødderne synker ned, så du nærmest må trække dem op for hvert skridt. Det var det sand vi på en stor del af ruten løb rundt i. Og nøj hvor var der meget af det. Jeg tænkte kækt ”nå men vi får lige en forret til at starte med, sådan lige for at vise os ørkensand. Om lidt bliver det helt sikkert bedre.” – Men jeg tog fejl. Bedre var hjulspor hvor man kunne have en fod balancerende i sporet ad gangen, og som stadig var vestkyst-blødt sand.

Sandstormen aftog heldigvis, og jeg passerede det første – og det andet depot, og rundende op over en lille stigning hvor sandet næsten var umuligt at løbe i. Det var ca. efter 8 km. og det var første gang jeg tænkte ”Det er jo vanvittigt det her, det kan da for søren ikke blive ved”.  Ærligt talt, så var jeg allerede efter små 8-10 km. ved at have ømme ben over at løbe i det bløde sand, og vejen hjem til mål virkede uendelig lang.

Mit favoritbillede taget af løbsarrangørerne. Det var starten af løbet inden tusmørket lagde sig som en dyne omkring os

På et tidspunkt på ruten, jeg gætter på omkring 14 km. rundende vi en klippe – Det var rutens yderste punkt og vejen derned var rimelig farbar. Sandet var i hvert fald mere løbevenligt, og pludselig stod månen kæmpestor og fuld af begejstring lige over hovedet på mig. Tusmørket var faldet på, og månes lyste som en venlig natlampe i det klippeagtige ørkenlandskab. Det var en helt speciel oplevelse, og jeg begyndte at synge højt for mig selv (på det tidspunkt løb jeg alene uden andre løbere i umiddelbar nærhed af mig ).

Jeg skrålede ”singing la- la la la la di daaaa.. A – la la la di da – la di da da da day” præcis (næsten da) som Bono fra U2 synger det i sangen ”running to stand still”. Det var en helt surrealistisk tårefremkaldende oplevelse af ubetinget glæde. At være så meget i nuet, at jeg næste ikke kunne rumme det. WAUW altså for en oplevelse. Og hvor fik den dog en brat ende igen, da jeg rundede klippen, fik vand i depot 6 – og løb ud i monsterblødt sand på en brutal stigning. Hold op hvor blev jeg lige halet tilbage i ”fightmode” i løbet af ganske kort tid. Jeg var dog stadig høj af oplevelsen og forsøgte mig kækt med en mental remse – ”jeg er en lille let fjer – jeg er en lille let fjer” mens jeg kæmpede mig op ad stigningen og forestillede mig at mine fødder dansede hen over sandet som en ballerina  

Marathonruten var den stor runde – 2 gange.

Ruten var hele vejen rundt markeret med metalstænger med små knæklys på. Og måske var det på grund af sandstormen i starten, måske var det nogle ”sjove” beduinbanditter der havde været på spil. I hvert fald manglede der pludselig markeringer, og jeg fandt mig selv stå rådvild i ørkenen, og ikke ane hvilken vej jeg skulle løbe. Jeg prøvede at løbe lidt frem, og lidt til siden – men fandt ingen lys, og ingen som helst tegn på løberute. Jeg løb lidt tilbage, stod igen og skulede rundt, og blev mere og mere frustreret. Hvad pokker skulle jeg gøre. Jeg anede ikke hvor jeg skulle løbe hen, og jeg havde ingen telefon på mig hvis jeg valgte en forkert vej. ”Det er altså ikke fair” råbte jeg op mod den nu skulende måne. ”Hvad skal jeg gøre” råbte jeg fortvivlet, mens en angst sneg sig ind på mig. Hvad nu hvis jeg løb forkert. Hvad ville der ske? Jeg kiggede ud i horisonten, tog en dyb indånding, lyttede til min intuition, og skærpede mine sanser. Var det en pandelampe jeg kunne ane langt derude foran? – eller var det lys fra en beduinlejr. Jeg tog en beslutning, valgte en retning og fik mine fødder i fremdrift.

Jeg ved ikke hvor langt jeg nåede at løbe. Men jeg husker hvordan angsten hele tiden sad som en lille grim stemme bagerst i min bevidsthed. “Du løber forkert” sagde den med en skinger stemme. Et stykke væk var der biler der passerede mig, ladvogne med hujende mænd siddende på ladet. Sikkert turister på nattetur i ørkenen, men jeg forstillede mig det var beduin-jægere på jagt efter forsvarsløse løbere. Indrømmet, jeg er ikke en særlig modig person Jeg fortalte mig selv igen og igen at alt var godt, ingen ville stoppe op og antaste en udtørret løber med sand til knæerne.

Et stykke længere fremme så jeg lys blive viftet i nattemørket. Var det et depot?, ville de havde mig til at løbe mod lysene? – Der var ikke blevet viftet med lys på de andre depoter, og jeg besluttede at lyskeglerne ikke var mine vejvisere og drejede i stedet væk fra lysene. Jeg var tæt på at miste modet da jeg pludselig, et stykke væk, spottede et af de små knæklys skarpt til venstre fra den rute jeg havde valgt. Jeg havde været på vej væk fra ruten, men kunne nu lettet navigere tilbage som en sømand navigerer efter lyset fra et venligt fyrtårn. Aldrig har jeg før været så glad for at se et lille knæklys stråle i mørket.

På den sidste del af ruten løb man ind på 10 km. ruten, og pludselig gik jeg fra at være helt alene under stjernerne, til at være omringet af løbere. Det var næsten helt voldsomt. Jeg løb ved siden af en pige og talte lidt med hende. Hun var heller ikke voldsom begejstret for det bløde sand – og idet vi nærmede os mål kiggede hun på mig og sagde smilende ”Godt jeg ikke skal ud på en runde mere som Marathon løberne skal. Det er jo fuldstændig vanvittigt” Jeg kvitterede hendes smil og afslørede at jeg var én af dem. Jeg skulle ud på endnu en runde i sandkassen. Der lød et medlidende – OH, OHHHH, well, enjoy – inden hun selv rakte armene i vejret og løb ind over målstregen.

Jeg greb en banan og skyndte mig at vende rundt og løbe ud på næste omgang, inden en eneste spæd tanke om at stoppe, fik lov til at tage bo i mit hoved. Jeg var optimistisk. Det skulle nok gå…. Eller – nej… Jeg nåede ca. 1,5 kilometer ud på ruten, inden jeg endnu engang løb forkert. Jeg kunne ikke huske ruten til trods for, at jeg havde løbet den for godt et par timer siden, og lur mig om månen havde en finger med i spillet og drejet jorden lidt rundt så jeg ikke kunne genkende noget som helst . Jeg havde en vag (forkert) fornemmelse af, at jeg skulle dreje til venstre og møde et depot efter ca. 4 km. Så jeg drejede til venstre og løb ud ad en større sandvej. Jeg nåede et godt stykke ud inden det gik op for mig, at jeg var på afveje. Der var noget i landskabet som ikke lignede noget jeg tidligere havde set, og jeg havde ikke set et eneste knæklys på vejen. Eller havde jeg? Jeg vendte rundt og løb tilbage til det sidste knæklys jeg var stødt på 1 km. fra målporten. Nope, jeg var helt sikkert kommet på afveje. Og der stod jeg så endnu engang og var rådvild. Jeg anede ikke hvor jeg skulle løbe hen (ligegyldigt hvilken vej jeg kiggede, så kunne jeg ikke se et knæklys). Og et kort øjeblik overvejede jeg at gå tilbage til mål, og kaste håndklædet i ringen. Det ville mit ego alligevel aldrig gå med til.  Det viste sig i øvrigt at være 5 km. ruten jeg havde været på stroptur på.

Endnu en detour i ørkenen

Jeg besluttede i stedet at stoppe op og vente på, at en anden marathonløber kom op til mig. Der gik nok ca. 5 minutter så kom en amerikansk fyr op til mig. Han havde deltaget sidste år, og vidste præcist hvor vi skulle hen – og han ville hjertens gerne guide mig ud til depot 1 hvor knæklysene igen stod som perler på en snor. Fyren hed Neil og var fra Los Angeles. Han var flyttet til Jordan med hans kone, og de skulle bo i Jordan i nogle år som en del af hans arbejde. Neil fortalt om hvor vanskeligt det var at bosætte sig i Jordan. Alt gik bureaukratisk langsomt, det at købe et hus var et projekt i størrelse af en månelanding.

Jeg fulgtes med Niel et stykke, men lod ham løbe væk, da jeg måtte tømme mine sko for sand efter et depot. Heldigvis var der andre løbere i nærheden, og jeg kunne konstatere at det ikke kun var mig der var træt og udmattet. Alle gik med jævne mellemrum når sandet krævede for mange kræfter at forcere, og jeg koblede mig i stedet på en Jordansk løber. Han løb lidt hurtigere end mig, hvilket krævede at jeg udnyttede hans gå-perioder til at komme tættere på – og når jeg kom tæt på måtte jeg selv gå lidt for at samle nye kræfter. Ren elastikløb, men det gav mig en følelse af tryghed og selvom arrangørerne havde fået sat langt flere knæklys op på den sidste del af ruten, var det stadig rart at have en menneskelig kompasnål foran. Jeg havde en fornemmelse af hvordan ruten var, men kunne reelt ikke genkende ret meget på anden runde. Man kan åbenbart ikke memorere løst sand.

Det tog mig lidt over 5 timer at komme i mål. Jeg var segnefærdig af træthed. Mine lægmuskler brokkede sig gevaldigt, blodvablerne sad på rad og række, og neglene på mine storetæer var kulsorte. Alligevel var jeg så glad og stolt, da jeg til stor jubel fra halvmaraton-løberne kom tilbage til bålstedet i Campen, og kunne tømme en kop med den bedste søde te jeg nogensinde har smagt. Det havde været en vanvittig oplevelse at løbe i ørkenen om natten både mentalt og fysisk. Men hold da op for en fantastisk nat under månens skær.

Jeg var så heldig at den smukkeste præmie med hjem – en skulptur lavet i sandsten.

The post Wadi Rum Full Moon Marathon 2023 first appeared on The greatness of running.

Marrakesh ligger inde i landet, ved foden af Atlasbjergene og med Sahara som et beige sandhav på den anden side af bjergene. Januar er også vintertid i Marokko, hvilket betyder at når solen er gået ned falder temperaturen helt ned til omkring de 2-3 grader. Det er derfor koldt om morgenen og først når solen får fat op ad formiddagen, kommer varmen og de lækre 16-17 grader. Det er ikke lige det første man tænker, når man planlægger en tur til Afrika, og heldigvis havde vi på forhånd fået nys om dette – og jeg havde af samme årsag medbragt nattøj til de kolde nætter under tynde dyner og tæpper. Det var en god beslutning (også en lidt mormor-agtig beslutning.)

Løbet er et forholdsvis lille løb, vi var ca. 100 damer til start på Marathon distancen og ca. 735 herrer på samme distance. Det er til gengæld et ret prestigefyldt løb, og med udsigt til gode pengepræmier tiltrækker det hver år flere eliteløbere. Løbet blev i år vundet i en tid på 2.09 for herrer og 2.27 for damer. Som en bonusinfo blev danske Bouchra nummer 10 i tiden 2:58, mens seje Lise Friis blev nr. 13 i tiden 3:11

Vi hentede startnummer dagen før løbet i den lille marathon-village der i bund og grund blot bestod af et par telte til eftertilmelding, et telt til udlevering af startnumre og et par telte for hhv. startnumre for grupperejser, og lidt småting som jeg aldrig helt fandt ud af hvad gik ud på.  

Det var ikke helt let at finde det telt vi skulle benytte, det viste sig at det var det sidste telt gemt væk i det fjerneste hjørne. Men heldigvis er folk i Marrakesh så uendelige søde og imødekommende, og vi fik vores startnumre og gule trøjer uden problemer. – Et tip, medbring selv et sæt sikkerhedsnåle, da det var lidt tilfældigt om disse kom i posen eller ej. . Vi fandt i øvrigt ud af ved nummerafhentningen, at løbet var ændret til at starte en time senere – altså i stedet for 7.30, så skulle vi starte 8.30. Dette skyldte vist nok at arrangørerne mente det var lidt rigeligt koldt fra morgenstunden.  

Vi havde booket os ind på et hotel ca. 15 minutters gang fra startområdet, og kunne derfor nyde en stille og rolig morgen inden vi gik ned til start kl. 7.40. Der var ingen krav om at man skulle kunne tidligt, og det passede mig rigtig godt ikke at skulle sætte vækkeuret til midt om natten for at blive klar til løb.

Det var koldt fra morgenstunden. Og her er tip nr. 2. Tag tøj med til at smide ved starten + handsker til at løbe med. Det er virkeligt koldt tidlig morgen i Marrakesh. Startområdet var yderst ydmygt, der var et lille område med siddepladser og start for de hurtigste løbere i feltet, resten af os måtte klumpe os sammen lidt tilfældigt på vejstrækningen bag det lukkede område. Der var ingen toiletter og ingen bagage-opbevaring, så de små buske langs vejen blev både vandet og gødet godt den morgen, og blev til skjul for det tøj som håbefulde løbere gemte til senere. Til gengæld fik vi den smukkeste solopgang jeg længe har set. En spæd morgensol der lod sine morgenfriske stråler balancere på Atlasbjergenes tinder. WAUW det var smukt. (Jeg havde desværre ikke camera med, så ingen billeder)

Ruten for Marrakesh marathon er én lang strækning rundt i udkanten af byen med afstikkere ind til muren til den gamle by. Kort kan ruten beskrives som laaaange lige strækninger omgivet af noget der kunne minde om et månelandskab. Det var fascinerede at se løbe med byen ind mod højre side, og gold jord og bløde forbrændte bakker til den venstre side. Vejene vi løb på, var bilfrie i vores side, og der var rigeligt med plads til at overhale, eller bare finde eget flow.

Jeg havde ikke fået handsker med til Marokko, troede simpelt hen ikke at der ville være nødvendigt. Det var det – og heldigvis havde jeg helt pr. impuls medbragt et par hverdags-strømper, sølvgrå med glimmer og sorte stjerne, og de kom hurtigt på de frysende fingerspidser. NB – Jeg nænnede ikke at smide strømperne ud undervejs, så Marrakesh er hermed det første marathon gennemført med et par ekstra strømper i bukselommen til gels

Ude omkring de 14 km. løb vi tilbage ind mod byen. Her kom der en hollandsk pige op til mig, og jeg løb et stykke tid sammen med hende og sludrede. Hun var rejst alene til Marrakesh kun for at løbe marathon – og da jeg spurgte hende om det var ok at gå rundt som ene pige, brynede hun og svarede meget ærligt at det var umuligt at gå i fred som ene pige, og hun brugte meget tid på at afvise diverse tilnærmelser og ægteskabelige tilbud. Ikke så fedt, men taget i betragtning at jeg selv havde afsat min søster til vores chauffør fra hotellet, så kom det ikke bag på mig. (Nu sidder du nok og tænker at jeg er et forfærdeligt menneske sådan at afsætte min søster til en marokkaner. Men altså han lovede at mig og min familie som betaling ville få gratis oplevelsesture til Sahara, og i øvrigt fri transport i Marrakesh al evighed. Det kan man da ikke afslå )

Da vi kom ind til udkanten den gamle bydel begyndte der at stå tons af unger med håndfladen vendt ud mod os løbere. Jeg besluttede mig for at give lidt tilbage – og high fivede´ samtlige unger jeg mødte på strækning. Hver eneste gang med store hvide smil sendt tilbage imod mig. Nogle siger at man skal spare på energien og ikke bruge tid på unødvendig tilpasning af løb, fordi man vil give high five til folk. Jeg synes det er noget sludder. Jeg elsker ideen om, at der blandt de skønne små piger der stod med deres forældre, måske er én der blev inspireret til at løbe fordi hun så piger (jo jo, jeg er vel en pige om end en ældre én af slagsen ) løbe forbi og smilende give hende en high five. Og jeg elsker at vise, at løb også kan være sjov og ballade.

Man ser mange forskellige ting til et løb. Nogle så de fattige områder vi løb forbi, nogle så affaldet der lå smidt på flere af de tomme grunde vi passerede i udkanten af byen. Jeg så smil og glade mennesker, jeg så mod på livet og spirende velstand rejse sig op fra armoden. Marrakesh er i gang med en vanvittig udvikling hvor den gamle bydel omkranses af store malls, golfklubber og dyre hoteller på de brede boulevarder. Jeg så alle kontrasterne og elskede hvert et sekund af løbet. Jeg elskede især den insisterende musik der indimellem dukkede op på ruten – 5-6 ældre herrer med deres oprindelige musikinstrumenter med arabiske inciterende toner.

Ca. 10 kilometer før mål blev marathon- og halvmarathon-løberne blandet sammen i en kakofoni af løbesko på asfalten. Det var lidt voldsomt, og jeg måtte siksakke en hel del, da klumpen af halvmarathonløbere jeg mødte ikke var blandt de hurtigere i feltet. Vi skiltes igen ca. 3 km. før mål, og jeg kunne som marathon løber løbe næsten ene ind mod målporten, hvor jeg igen blev mødt af en mur af halvmarathonløbere som ikke lige kunne få flyttet deres popo hurtigt væk fra målstregen. Det var lidt kaotisk, men altså – pyt – solen skinnede fra en skyfri himmel, temperaturen var steget jævnt under løbet og stod nu omkring de 16-17 grader. Jeg fik vand og appelsiner og kunne sætte mig i solen med medaljen om halsen, og vente på at min bedre halvdel kom i mål.

Marrakesh Marathon er en lille perle i det nordafrikanske. Jeg elskede det helt simple og alligevel rimelig velorganiseret løb. Undervejs var det rigelig med vand – og mellem hvert vanddepot, var der svampe med kold vand til hovedet (det var umanerlig lækkert). Bortset fra at jeg ikke har et eneste billede fra løbet, så er eneste virkelige minus at hvis du er en 4.30+ sluttids-løber, så vær forberede på, at afspærringerne fjernes fra de sidste 3 km. ca. efter de 4.30 timer. Vi fulgte slutstrækningen tilbage til hotellet og mødte adskillige løbere der måtte løbe på fortovet og i øvrigt spurgte om vej til mål, fordi afspærringerne og markeringerne var fjernet, og den kaotiske trafik var sluppet løs. Det var dårlig stil – især fordi sluttiden for marathon er 5 (måske endda 6) timer.

Marrakesh Marathon er også det eneste marathon hvor jeg på vej tilbage mod hotellet mødte en mand, som kom gående med hans to levende påfugle i armen, og deres smukke haler strittede bagud fra manden ryg. Jep – Marrakesh er virkelig kontrasternes by og absolut et besøg værd.

Lidt billeder fra Marrakesh – jeg har ikke billeder fra løbet, der var ingen fotografer på ruten

The post Marrakesh Marathon 2023 first appeared on The greatness of running.

Det har været et anderledes forår for mig i år. Jeg har været plaget af skader og stress, det første er jeg ganske sikker på har været en direkte afledt effekt af det andet. Og for kun lidt over en uge siden løb jeg det første marathon i år, et socialt løb hvor vi i samlet flok løb ned efter Jyllands nok bedste softice til prisen ved Vebbestrup Mejeri. Det gik heldigvis fint, min forhåbentlig snart forhenværende skade – en mystisk skade i venstre fod – stod distancen og kvitterede med blot en lille hævning dagen efter. Jeg tog det som en ready-to-go, et grønt lys til at hoppe på flyveren i Billund tidlig torsdag morgen sammen med 6 andre yderst rutinerede marathonløbere. Vi satte næsen mod i første omgang Oslo, og siden videre til Longyearbyen på Svalbard.

Svalbard er Norges nordligste ø-gruppe beliggende på 78 grader nord i Nord-ishavet, ca. på højde med det nordlige Grønland. Den største ø hedder Spitsbergen og her ligger Longyearbyen som er Svalbards administrationsby. Longyearbyen er en af verdens nordligste bosætninger, og jeg havde hjemmefra pakket både vinterløbetights, skijakke og de varme skisokker. (Jeg fik aldrig brug for Skijakken og de varme skisokker) . En anden ting jeg fik brug for, og som jeg flere gange klappede mig selv på skulderen over at have husket, var en sovemaske (Du ved, dem der man nogle gange bruger på lange flyture). I Svalbard er der midnatssol fra midt april til midt august, og det hjalp gevaldig på nattesøvnen at kunne blænde øjnene og snyde mig til en mørk nat.  

Vi landede i den fine lille lufthavn i Longyearbyen torsdag eftermiddag og blev fragtet op til vores overnatningssted Coal miners Cabin. Coal miners Cabin er et stykke kulturarv hvor man bor i selvsamme bygninger som kulminearbejderne oprindeligt boede i, nu lavet om til små tomandsværelser med bad og toilet på gangen + køkkenfaciliteter og opholdsstuer. Min 6 mandlige rejsevenner blev placeret i ”skur nr. 3” mens jeg – præcis som i de gode gamle minedrift-dage, blev placeret i den der var tilegnet kvinder, og som var placeret lidt på afstand af de andre, for at kulminearbejderne ikke blev fristet i utide. Værelset var lille, men fint og meget autentisk.

Vi skulle løbe marathon lørdag, og benyttede derfor resten af torsdagen til at få afhentet startnumre ved hallen (Longyearbyen har ca. 2500 indbyggere, og de har den fineste hal med både motionsrum og svømmelhal), og til at få set lidt af byen. Vi havde vores egen private guide med på turen. Vores guide Bjarne, en yderst berejst herre fra Hals, havde været på Nordlystur tilbage i januar hvor mørket lå som en dyne over byen døgnet rundt. Og han øste gavmildt ud af al den viden han havde samlet op, mens han med sikker hånd viste os Longyearbyen.  

Fredag var det tid til sightseeing. Vi havde alle hjemmefra valgt og booket forskellige ture der tog os rundt i området både geografisk og kulturmæssigt. Nogle var på sejltur ud for at se hvor russerne havde forsøgt sig med minedrift og ikke mindst at hilse på hvalrosser, sæler og hvaler. Andre var en tur i en gammel mine og snuste til livet som minearbejder. Jeg selv var på hundeslædetur med vogn på hjul i stedet for slæden, og efterfølgende på MBT tur rundt i byen sammen med en guide der fortalte os alt om historien bag Longyearbyen (som i øvrigt har fået sit navn efter den amerikaner der tilbage i tiden grundlagde byen og startede minedrift i området tilbage i 1906).

Jeg sluttede dagen af sammen med min rejsemakker Vagn med en tur på det lille meget anbefalelsesværdige museum, og lærte om Pingoér og permafrost. Det var virkelig en spændende og god dag. Og mens dagens anekdoter blev udvekslet over et monster skål pasta med tilhørende Svalbard øl (Og ikke mindst hvalros carpaccio – DET smager bare sindssygt godt), stillede vi alle mentalt ind på det monster af et marathon vi skulle løbe næste morgen. Vejrudsigten fortalte os at det lækre stille solskinsvejr med ca. 14-15 grader vi havde været beriget med indtil da, ville skifte til en blandet pose regn, kulde og BLÆSEVEJR (altså virkelig meget vind).

Maratondag den 4. Juni

Næste morgen var vejret som lovet skiftet til det værre. Vinden var brutal og regnen piskede ind i vores hoveder da vi i samlet flok stred os ned til hallen og startområdet. Vi var ca. 200 til start på marathon, en blanding af nationaliteter samlet fra hele verden.

Starten gik præcis kl. 10 og vi løb ud på en rute der skulle klares 2 gange. En rute der startede med løb rundt i byen (som ikke på nogen måde er fladt skal jeg lige hilse og sige ). Den kravlede op mod vores Cabin, vendte rundt og forkælede os med et nedløb ned mod vandet, for derefter at kravle op i byen igen – og atter løbe ned mod vandet. Det var den lettere del af løbet. Herefter kom balladen. Med vinden direkte i fjæset skulle vi nu løbe ud og runde et punkt ved drikkevandssøen (Info: I Longyearbyen får man drikkevand fra en sø som fødes af smeltevandet. Vandet renses og koges inden det sendes ud i hanerne til byens beboere og alle turisterne ). En tur på tja, ca. 3,5 kilometer ud. Det var vildt. Vinden var hård, men det var ingenting i forhold til de vindstød som med jævne mellemrum fik os løbere til nærmest at løbe på stedet. Hold nu op for en udfordring. Jeg forsøgte at holde humøret oppe ved at synge ”Veeeesterhav, kom nu og blæs mig omkuld” – og jeg skal da love for at det gode fjordvand i Adventsfjorden hørte efter. 

Ved vendepunktet gav jeg de to officials kæmpe highfives, vendte rundt og fik vinger. Lige så brutalt det var at løbe ud til vendepunktet, lige så fantastisk var det at blive skudt tilbage mod byen med vinden kærligt omfavnede kroppen. Jeg elskede det – og da jeg mødte Bjarne og Vagn som løb imod mig, rakte jeg hænderne ud til high fives og skrålede ”seeee – jeg flyver”.

Vi fik lov til at flyve forbi byen og videre ud mod lufthavnen, inden vi ramte det modsatte vendepunkt og fik snuden i vinden igen og begav os op ad STIGNINGEN. Stigningen var en tur op ad en grusvej og op mod den gamle Tovbanecentralen som var samlingspunktet for al kul fra de forskellige miner i byen. Stigningen i sig selv var slem nok, men med vinden som en arrig boksemodstander var det nærmest umuligt. Jeg løb og løb og løb, og rokkede mig kun lige knapt nok til at eventuelle tilskuer ville sige – Se hun løber. (Der var ingen. Ingen havde tænkt at det ville være fedt at stå og heppe oppe i djævlens vindfelt :D)

Nøj det var hårdt. Jeg var ca. halvvejs oppe da en sød norsk fyr løb op på siden af mig og forsøgte at give mig læ. Vanvittigt sødt gjort (og hold da op hvor må jeg have set sølle ud). Problemet var bare at vinden kastede sig rundt efter forgodtbefindende og ligesom jeg fandt lidt læ bag hans bredskuldrede ryg, fik jeg snart efter et jaloux skub af vinden så jeg røg væk fra min læ-velgører. Det gik ikke, det var alt for svært at veksle mellem lidt læ og ingen læ – og jeg måtte sige pænt ”takk” (på dansker-norsk) og lade mig falde tilbage.

På toppen af stigningen fik vi et lille nedløb, men vinden var så brutal at nedløbet i virkeligheden føltes som en mur man skulle forcere. Det var først da vi kom ned på ruten tilbage mod hallen (samme som vi løb nedad i starten) at ens fødder igen kunne bevæge sig i et mere reelt løbetempo. Jeg tror jeg lå 3ér blandt damerne da jeg nåede toppen. Men på vej hen over muren aka nedløbet, knækkede hende der lå foran mig sammen med mavekrampe og opkast. Jeg stoppede op og holdt om hende mens jeg forsøgte at få hende ned til en vejviser. Nøj hun var færdig, helt sikkert en direkte indikation af, at hun havde tabt kampen til vinden på stigningen og havde presset sig selv ud over grænsen. Jeg så hende i øvrigt ikke mere i løbet. Tror hun endte med at gå tilbage til start og måske udgå?

Jeg løb ind til start/målområdet og løb ud på 2. runde mens jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at mine lidt trætte ben da ville elske endnu en dans med vinden. Da jeg stoppede for at hjælpe pigen foran, var hende der lå bag mig nået op, og sammen løb vi ud på anden runde. Hun var fra Albanien og var ligesom jeg kommet for at løbe i det smukke nordnorske landskab. Min albanske medløber havde lidt mere power i benene end mig og forsvandt stille og roligt ud foran mig. Det var ok. Jeg var ikke kommet for at dyste om placeringer, jeg var kommet for at løbe et fedt marathon og få en konfirmering af at min tid som skadet løber er historie.

På vej ud af byen og ud på endnu en omgang slåskamp mod vinden på vejen ud mod drikkevandssøen, løb min albanske konkurrent ind blandt nogle bygninger sikkert for at lave et lille toiletstop (der var kun et toilet til gængeligt på ruten, så man måtte være kreativ hvis den trang kom over én). Og pludselig lå jeg nr. 2 da jeg begav mig ind i vindtunnellen ud mod søen. Det gav lidt blod på tanden. Trods min forsøg på at overbevise mig selv om, at det ikke betød en rygende isbjørn om jeg fik en placering eller ej, så kom der alligevel en lille fightersmølf op i mig. Hun skulle dælme ikke overhale mig én gang til.

På anden runde fik vi selskab af halvmarathonløberne, og ruten var nu befolket med løbere. Det var hyggeligt og gav masser af god energi i feltet. Masser af smil, hilsner og tommel op – alle var i samme kamp mod vinden, og den der opbakning man mærker når masser af løbere sammen udkæmper store brave kampe, er fuldstændig outstanding. Om det var det, eller om det vitterlig var vinden der havde opgivet de værste forsøg på at stoppe os løbere ved jeg ikke, men det føltes ikke helt så slemt at runde vendepunktet ved søen for anden gang. Til gængæld var flyveturen tilbage til vendepunktet på vej ud til lufthavnen heller ikke helt så festlig som første gang.

Man starter på den sidste stigning ved ca. 37 km. Man tænker sølle 5 km, det skal jeg nok klare. Og så løber man op på grusvejen, møder vinden der har besluttet sig for en sidste brutal slåskamp og BUM, så dør man langsomt. For første gang i løbet måtte jeg ned og gå lidt, dels for at samle nye kræfter, men også for at overbevise mig selv om, at jeg ikke var ved at blive dårlig. Jeg havde en vildt underlig fornemmelse i hovedet. Mine øjne var tørre, men alligevel våde og mit hoved var ja nærmest svimmel. Det er svært at beskrive. Men vinden på vej til toppen, sammen med den ekstrem tørre luft der er på Svalbard, fik mig på én eller anden måde til at føle mig nærmest højdesyg. Jeg hørte flere af de andre danskere fortælle at de havde haft samme oplevelse, måske er det blot en reaktion på mange times hård blæst i hovedet.

Jeg havde vitterlig ikke mere i benene da jeg langt om længe nåede toppen, og jeg kan kun huske at jeg følte det som om jeg stavrede tilbage mod mål mens jeg håbede at det var nok til at holde min albanske løbekonkurrent bag mig. Den manglende træning pga. skader og den hårde rute gjorde det ikke let for mig, og da jeg endelig løb i mål, var jeg så træt at jeg bukkede sammen og knapt registrerede at en medalje røg om halsen på mig. NØJ jeg var færdig. Heldigvis var der lækker saftevand og æbler m.m. i målområdet og stille og rolig blev jeg gode gamle Heidi igen.

Jeg endte som nr. 2 dame og fik lov til at deltage i en blomstercermoni hvor nr. 1,2 og 3 flankeret af de sødeste blomsterpiger i nationaldragter blev hyldet ved startstregen. Og lige der – med en buket blomster i hånden rakt op i sejrsrus, var jeg den mest stolte og glade løber i Longyearbyen. Det var ikke så meget det, at jeg havde fået en 2. plads – eller jo, det var jeg selvfølgelig glad og stolt over selvom min tid ikke var sønderligt prangende, men det var lige så meget det faktum, at jeg efter et par års stilstand nu igen løb marathon i udlandet sammen med så mange andre fantastiske løbere, og at vi alle, en for en havde kæmpet og vundet kampen mod naturkræfterne. Kors hvor jeg dog elsker at være løber.

Alle mine 6 rejsekammerater kom godt i mål. Og med øl og varme panini kunne vi fejre at Steen havde løbet marathon nr. 500, at sejeste Alex på 70+ år havde vundet hans Age Group (det fandt han først ud at til cermonifesten om aften og han blev så overrasket og stolt at det var helt rørende), at vi tilsammen havde løbet i alt præcis 3000 marathons og at vi alle nu sad med den fineste isbjørn-medalje om halsen.

Aftenen sluttede af med en lille cocktailfest på byens bar Svalbar (hæ hæ – fedt navn ikk’) og her kommer endnu en anbefaling. Hvis du nogensinde får mulighed for at bestille en Anakin Skywalker Cocktail så gør det. Det er en klasse-cocktail. :D. Og næste morgen kunne vi vende snuden mod det flade Danmark igen fyldt op af løbevenskaber og fantastiske oplevelser.

Spitsbergen Marathon er virkelig en anbefaling værd, især hvis man er til rå kulmineby, midnatssol og vilde naturoplevelser. Det er vildt godt arrangeret, ruten er virkelig fed (og udfordrende) og der er mulighed for at løbe både hel- halv og 10 km. Ville jeg gøre det igen – JA absolut. Så vil jeg ikke lige vælge at løbe i vintertights, det var lidt i overkanten.

The post Spitsbergen Marathon 2022 first appeared on The greatness of running.

ENDELIG, et marathon udenfor de danske grænser. En mulighed for at rejse og ikke mindst oplevere alt det “fuss” jeg bare elsker ved officielle marathonløb. Jeg var, sammen med bedre halvdel, i sidste weekend en tur i Skotland for at løbe det, man i løbeverdenen kalder ”Probably the friendliest marathon in the world”.

Skotterne er kendt for deres venlighed og imødekommenhed, og jeg skal da lige love for, at nedlukningen under corona-epidimien bestemt ikke har ændret ved det. Tværtimod. Det er som om skotterne har gemt på al deres venlighed og nu kaster det ud i overvældende mængder til alle de turister, som trodser de ret så rigide indrejseregler der stadig huserer når man bevæger sig ind i UK. Sjældent har jeg følt mig så godt behandlet og så velkommen. På vores fine hotel (Loch Ness Clansmann Hotel) langs bredden af Loch Ness opdagede de at vi skulle så tidligt afsted søndag morgen, at vi ikke kunne nå at få morgenmad, og lørdag aften kom de derfor med en post fyldt med frugt, havregrød (de der, der blot skal vand i for at blive til grød – mine absolut favoritter. PLEASE PLEASE én eller anden supermarkedskæde i DK få dem til Danmark :D), muslibar, vand og juice. Ren forkælelse

Selve løbet starter i den ene ende af Loch Ness, og så løber man ellers langs bredden tilbage til målområdet i Inverness – og hvis du som jeg, tror at et løb langs bredden af Skotlands 2. største sø er en flad omgang, så tager du som jeg grueligt fejl. Ruten er en kuperet omgang der i den grad udfordrer både lårbasser og lægmuskler. Sjældent har jeg haft så ømme lægbasser som efter løbet sidste søndag. Jeg var endda så heldig at få en lille overbelastningsskade med hjem placeret solidt i lægbassen på venstre læg.

Vi var ca omkring 3000 løbere til start på marathon, og alle som én blev fragtet, fuldstændigt problemfrit, med busser ud til starten tidlig søndag morgen kl. 7.30. Startområdet ligger helt præcist ”in the middle of nowhere” på det højeste område ved den vestlige ende af Loch Ness. Det er et fuldstændigt åbent, vindblæst område, bjergtagende i sin smukke brutale råhed. De år hvor vejret arter sig, må det være en fantastisk oplevelse at stå i det åbne brutale natur og vente på starten i den sitrende forventning blandt alle løberne. Vi havde dog ikke helt heldet med os, og stod ud af busserne til et vejr der viste sig fra sin mindst omsorgsfulde side. Regn, blæst og kulde var den cocktail vi måtte vente i, i næsten 2 timer. Bedre halvdel og jeg fandt læ bag én af bagagevognene og stod sammen med andre løbere i en klump af menneskelig varme. Og hermed et godt råd til dig, hvis du overvejer at løbe Loch Ness Marathon – Husk masser af varmt tøj til starten for en sikkerhedsskyld. I Skotland siger man, at man aldrig helt kan regne med vejrudsigter, men at man kan regne med at opleve alle 4 årstider på én dag.

Vi fik varmen da starten nærmede sig, og løberne klumpede sig sammen foran startportalen. På vejen var der markeret med skilte de forskellige sluttider, og bedre halvdel og jeg stillede os ved 3.30 skiltet. Umiddelbart inden løbet blev skudt i gang gik en sækkepibespiller gennem hele startfeltet, mens tonerne fra det mystiske instrument flød ud og blandede sig med den nervøsitet og forventning der var ophobet i luften omkring os. Det var magisk!!! – Hamish, som sækkespillermanden hed, skabte med de pibende toner i den rå natur, en følelse der gav kuldegysning og små tårer i øjenkrogen. Og vi var for alvor klar til at gå i krig med de 42,2 km. der ventede forude.

De første ca. 7 km. af ruten var let nedløb hvor benene fik lov til at vågne, og de frosne tæer tøede op. Vi var heldige med at have vinden i ryggen, og kunne nyde det vanvittige smukke natur der lukkede sig omkring os på begge sider af vejen. Efter de ca. 7 km. var det slut med nedløbssjov- og ballade. Ret brutalt ændrede ruteprofilen sig foran os, og små fæle bakker afløst af små nedløb blev menuen de næste mange mange kilometer. Loch Ness indfandt sig på vores venstre side og lå vuggende og roligt mens regnen væltede ned over os. Det var ok, de uendelige smukke omgivelser, søen til den ene side og den falmende skov til den anden sammen med stilheden, kun brudt af løbeskos taktslag, var så ubegribelig smukt at det dårlige vejr ikke betød det mindste. Indimellem løb vi forbi små byer hvor alle indbyggere var samlet til fælles ”hepning” langs vejen hvor vi løb. Alle med store smil og glade ansigter der trodsede det dårlige vejr for at heppe på os løbere.

Vejret blev langsomt bedre efterhånden som vi nærmedes os Inverness. Jeg har inden start hørt en pige fortælle om den fæle fæle stigning på flere kilometer som vi skulle passere ved mile 18 (dvs. efter ca. 29 km), og var derfor forbedret da et stort skilt foran an os slog tonen an. ”STAY CALM, AND CONQUR THE MONSTER”. Stigningen dukkede op efter at vi havde passeret den sidste by langs søen, og blev guidet ind i landet hvor den sidste del af ruten fulgte en større vej ind til Inverness. Vejen var delvist lukket for trafik, og fra at have løbet totalt i stilhed, var der nu enkelte biler der passerede os i højre vejbane. (I Skotland kører de ligesom resten af UK i den gale side. :D).

Av den stigning var lang. Den var ikke voldsomt stejl, men for pokker den var lang. Jeg havde fra bunden besluttet mig for, at jeg for alt i verden ville vinde over monstret og satte mig for at løbe hele stigningen i et stræk. Det var fedt – jeg overhalede masser af gående løbere og fik tanket lidt selvtillid ind på kontoen.  På toppen blev vi mødt af et nyt skilt ”Its all downhill from here….. sort of” – og kunne med et skævt smil konstatere at ”sort of” var ensbetydende med flere bakker forude. Virkelig dårlig løbe-humor.

Det gik dog langsomt nedad og ind mod Inverness, og efter en strækning langs floden ind gennem byen, over den fine bro og retur i den strideste modvind, blev vi løbere mødt af den kæmpestore oppustelige Nessie, som ventede på os på opløbsstrækningen. Nøøøj, jeg var glad for at se det uhyre – og ikke mindst at løbe over målstregen hvor der ventede medalje, finisher-trøje, varm suppe og en goodiebag hvori der blandt andet lå en dejlig kold alkoholfri øl.

Loch Ness Marathon er et virkelig fint løb som jeg vil huske for den forblindende smukke rute og for den skotske venlighed. Det får min største anbefaling med på vejen, og når man alligevel er i Højlandet, så tag et par ekstra dage og gå på opdagelse i alle de fantastiske steder som ligger som perler på en snor. Vi kørte en tur til vestkysten op til Gairloch (en anbefaling fra vores skotske løbevenner) som i den grad overraskede, og var en tur i ”filmland” ved det smukke GlenFinnan.  

Kan du gætte hvilken film nedenstående viadukt og tog er fra? (Og ja, det er det helt rigtige tog der lige tøffede forbi mens vi stod blandt tons af fans placeret på en bjergside)

The post Loch Ness Marathon 2021 first appeared on The greatness of running.

Dag to af vores sommertur 2021 bød på 48 kilometer fra Rødhus til Hirtshals. Jeg var forbavsende frisk da jeg vågnede onsdag morgen, og var faktisk ikke synderligt ramt af ømme stænger efter gårsdagens lækre 74 km. Udsigten til at løbe endnu en dag i vandkanten langs min favoritkyst var på ingen måde noget der bare skulle overstås, men derimod noget jeg glædede mig vanvittigt til.

Vi lavede en lille genialitet fra starten af. Dagen før var vi stoppet på stranden, og gik op til sommerhuset der udgjorde overnatningsstedet. Og for at starte præcis hvor vi stoppede, gik vi derfor tilbage ned på stranden tidligt om morgenen. Det var brillant af den simple årsag, at benene langsomt fik lov til at vågne, og blive klar til dagen løbetur.

Vejret var fantastisk og turen gik afsted mod første is-stop i Løkken. På vejen var vi forbi Grønhøj hvor der blev tanket lidt ekstra vand i varmen, og ellers gik det på curise control op til Løkken og til Surf-butikken der fristede med – EN HAVTORN IS. NØØØØJJJ, den var lækker. Det er så absolut en kæmpe anbefaling herfra hvis du kommer forbi Løkken en dag. Smut forbi surf-butikken ved nedkørslen til den nye platform og området indenfor molen og prøv deres is.

Nogle gange kan man være uheldig med at højvandet lukket for den videre færd på stranden fra Løkken til Nr. Lyngby. Det er sket op til flere gange at jeg har måttet vende om, og returnere til Blokhus i stedet for at fortsætte til Lønstrup fordi højvande forhindrede mig i at løbe videre på stranden. Det er især når man runder området som ligner et spil bunkers-mikado at problemet med højvande kan opstå. Til alt held var der utroligt lavvandet præcis den dag vi havde valgt til løbeturen, og vi kunne uden problemer løbe videre på stranden.

Jeg elsker skiftet fra at løbe på den brede strand med søde fredsommelige klitter man møder på strækningen fra Rødhus til Løkken, til det hele skifter udtryk og bliver til en bred strand med truende og meget lidt indbydende skrænter når man løber fra Løkken til Lønstrup. På overskyede dage føles det næste som om man løber i fred og fordragelighed, runder et hjørne og pludselig befinder sig i en gyserfilm. Nøj hvor er de dog bare barske de skrænter hvor huse og andet materiale må opgive kampen til naturkræfterne.

I Lønstrup holdt vi turens andet stop, denne gang et af de berømte Milkshake-stops inden vi med tiltagende vind i hovedet begav os videre nordpå forbi Skallerup Klit og op mod Tornby. Vinden blev kraftigere og kraftigere, og gjorde det bestemt ikke lettere for os. Et sidste stop ved Munks i Tornby og så var det ellers hovedet ned og ud på sidste strækning inden jeg langt om længe kunne kramme verdens dejligste fyr… Hirtshals fyr efter 48 fuldstændig lækre, vindblæsende og skulderforbrændte kilometer.

Sikke en fantastisk tur. To fuldstændig fantastiske dage hvor jeg ikke en eneste gang kiggede på uret, men blot lod tiden gå, og nød naturen fuldt ud. Citatet herunder er noget Johannes Møllehave har skrevet – og de to dage levede jeg fuldt ud med alle mine sanser åbne. Og det vildeste var… Jeg havde ikke en gang særligt ondt i stængerne.

Kæmpe tak til Lund Motion for hjælp til at få tryk på lækre Under Armour tur-trøjer – Og tak til Vagn for en fed tur – Og ikke mindst, tak til bedre halvdel for at lave verdens bedste burgere til to sultne løbere

The post Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 2 first appeared on The greatness of running.

Sidste år begyndte noget, der skulle gå hen og blive en tradition. Min rejse-løbemakker Vagn og jeg løb sidste år strækningen fra Hirtshals Fyr til Skagen Fyr med fødderne i vandkanten, og fik en helt fantastisk naturoplevelse i den rå nordjyske natur. I år besluttede vi at fortsætte ideen om at løbe i vandkanten, og udvalgte to nye strækninger der skulle løbes over to dage, og samlet gives os turen fra Hanstholm Fyr til Hirtshals Fyr

Oprindeligt havde vi planlagt tre dags løb, fra Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hirtshals Fyr. Men logistikken gik ikke op, og vi udsatte derfor at løbe strækningen Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hanstholm Fyr til senere på året.

Sommerturen 2021 startede en halvkølig tirsdag morgen med ryggen mod Hanstholm Fyr. Løberygsækkene var fyldt til bristepunktet med vand, energidrik, gels og energibarer, og humøret var højt. Forude ventede en cocktail af uendelig kilometer smuk og barsk Vestjysk natur.

Ideen med turen var primært at løbe så tæt på vandkanten som muligt, velvidende at vi flere steder måtte løbe på stier og veje bag første klitrække pga. ufremkommelig strandunderlag (Jeg har bevis :D). Vi vidste at vi fra Hanstholm Fyr skulle ned på havnen, og finde Redningsstien der ville føre os ud mod Vigsø. Det var første pejlepunkt på ruten.

Når man løber fra Hansholm Fyr, løber man fra fyret til Kystvejen, og via den ned til havnen hvor man drejer til højre, løber gennem havneområdet og mod Renseanlægget og her finder man starten af Redningsstien for enden af vejen.

Redningsstien er den fineste sti der løber lige bag kysten gennem det smukkeste landskab. Den er markeret med små piktogrammer og går hele vejen fra Agger Tange til Bulbjerg. Redningsstien er oprindeligt en vej til redningstjenesten, der via den kunne komme frem og redde forliste søfolk, som strandende på den barske og vindblæste kyst.

Stien endte ved en lille parkeringsplads med toiletter og vand. Og her mødte vi Freddy og hunden Plet. Freddy er en pensioneret fisker der gennem 35 år fiskede i farvandet ud for Hanstholm. Han er samtidig ansat i farvandsvandsvæsenet, og hjælper stadig til, når badegæster og søfolk kommer i nød. Freddy fortalte om dengang han gik i land og besluttede sig for at stoppe som fisker, og pludselig ved et tilfælde endte med at skulle sejle et skib til Ghana i Afrika. Han fortalte om, hvordan det var at komme som hvid mand til et område hvor man bestemt ikke går ud om aftenen efter 22:00, og har lokale til at køre bilen for en sikkerhedsskyld. Om et land hvor tyveri og overfald er hverdagskost, og hvor en fristende mobiltelefon placeret lidt for åbenlys kan være livstruende. Freddy genbesøgte på et senere tidspunkt området i Ghana for at hjælpe med at bygge en ny bro til et dambrug – og vi fik lov til at se billeder af fisk vi aldrig før har set, og af broen der blev bygget.

Vi sagde pænt farvel til Freddy og Plet, og fortsatte ned på stranden videre mod Lild strand, mens vi snakkede om hvordan livet pludselig kan ændre retning hvis blot man har modet, og tør sige ja til ting, der virker en kende skræmmende. De store oplevelser kræver ofte, at man hopper ud af komfortzonen.

Ruten fortsatte mod Lild Strand – først det lækreste sand (omend lidt tungt nogle steder :D) – og så….. det virkelig udfordrende, og svært fremkommelige stykke med alt for mange sten og ømme lægbasser.

Vi ramte Lild Strand, lidt ømme i stængerne af løb på sten – og til vores held var Haw-kiosken åben. Her stod Tove og solgte is, kaffe og alverdens sjove små ting lavet af lokale på egnen. Tove fortalte at hun, sammen med hendes mand var flyttet fra Thisted til Lild Strand i deres sommerhus i plantagen, og at hun nu sammen med 3 andre damer i området, holdt Haw-kiosken kørende. Hun fortalte om at komme til et område, hvor man gavmildt blev hilst velkommen, og optaget i lokalbefolkningen, og om at bo midt i naturen og elske det overalt på jorden. – Nå ja, og så solgte hun de bedste is til to is-hungrende løbere.

Fra Lild strand løb vi videre af Redningsstien (her skal man lige løbe til venstre ad Sandnæshagevej, og forbi det gamle badehotel før man rammer stien igen). Stien er lidt mere vild efter Lild Strand og byder på det lækreste single track, og et vanvittig flot syn af den hvide Kæruld der blomstrer her i slutningen af Juni måned. Med til historien hører i øvrigt, at jeg næsten satte mit liv på spil for billedet herunder. – I min iver for at få et nærbillede af det smukke hvide hav af blomstrende Kæruld, trampede jeg kækt gennem bevoksningen. Et rent lykketræf fik mig til at kigge ned idet jeg løftede min højre fod, for at placere mig perfekt i forhold til mit motiv. Der – lige under min fod – lå en halvvoksen (hvis I spørger mig, tænker jeg 4-5 meter lang :P) slange af en hugorm med gabet åben, den lå bare og ventede forventningsfuldt på den godbid der var på vej ned i gabet på den. Jeg sprang væk som en stukket gris. JEG HADER HUGORME

Stien endte ved Bulbjerg, som med sine 47 meter troner kækt og rankt over Vesterhavet. Bulbjerg er en kalkstensklippe, og er Danmarks eneste fuglefjeld. (Så kan I lære det Færøerne og Island; vi har også fuglefjeld i lille DK :D) (Læs evt. mere her: https://www.lildstrand-thy.dk/page/omraadet/bulbjerg-klint )

Vi valgte at kravle op på toppen og nyde udsigten (Det var første gang Vagn var på Bulbjerg), inden vi fandt en lille sti der førte os tilbage til stranden på den anden side af fuglefjeldet. Og sørme om der ikke her, var en perfekt sti der første os videre hele vejen til Thorup Strand lige bag første klitrække.

Normalt når man kommer til Thorup Strand er det første man skal se alle fiskekutterne der ligger på stranden (hvis de da ikke lige er på havet). MEN vi kom fra vores lille sti, der til sidst blev til en grusvej ind til Thorup Strand, og det første vi mødte var… En ny Haw-kiosk der serverede Franske Hottere´ UHUUUEEEE – det var tiltrængt. MAD. Og først herefter var vi klar til at bese Nordeuropas største kystlandingsplads hvor man har drevet fiskeri fra stranden siden vikingetiden. Det er virkelig noget vi kan være stolte af i Danmark, og jeg håber de kære politikere gør alt hvad de kan, for at hjælpe fiskerne i Thorup Strand og bevare det historiske fiskeri langt ind i fremtiden.

Vi havde lidt svært ved at regne ud, hvordan vi skulle løbe videre fra Thorup Strand, og forsøgte os med en grusvej langs med stranden. Den endte blindt, og vi løb måtte derfor løbe ned på stranden og fortsætte nordpå i sandet (Hvilket viste sig at være et rent held, for stranden viste sig fra sin bedste lavvandet side – og lod os løb på vandkantens hårde underlag. Det blev turens længste strandstrækning. En uendelig horisont, havets brusen, vinden i ryggen og solens varme stråler på kroppen. Ren magi.

Vi løb forbi Grønne strand (og fik et lille bitte glimt at den fine lyng-vindmølle fra 1856), og for første gang i mit løberliv også på stranden nedenfor Svinklovene og forbi Svinkløv Badehotel. Normalt når jeg løber ved Slettestrand og Svinkløv løber jeg på vejen/stien der går fra Svinkløv badehotel og runder bunden af Svinklovene langs kreatur-hegnene.

Det er sjovt når man løber så lang en tur. I starten blev der taget billeder nærmest for hver anden kilometer, og efterhånden som kilometerne gik og turen skred frem, blev billederne færre og færre. Jeg har således ikke et eneste billede at Svinkløv badehotel, eller af den fuldstændige fantastisk is (bare navnet siger jo det hele – Magnum dobbelt gold caramel billionaire) vi indtog på cafeen ved Slettestrand.

Stranden ved Slettestrand er ret stenet og vi besluttede os for at skåne benene, og i stedet løbe på redningsvejen bag klitterne forbi Tranum Strand og ud til Ejersted strand. På vores stop i Cafeen ved Slettestrand hjalp verdens sødeste cafe-medejer (eller i hvert fald manden til hende der ejer cafeen) os med at tjekke om strandstykket mellem Ejersted og Rødhus var åben for offentlig passage. Det er nemlig sådan, at forsvaret ejer strandstykket samt hedestykket bag, og det benyttes ret ofte til skydeøvelser hvorved adgang på stranden er forbudt.

Det viste sig at der var lukket for adgang på stranden netop selvsamme dag, (man kan slå det op her: https://forsvaret.dk/da/oevelsesaktiviteter/region-nordjylland/skydeomrade-tranum/ ) og da det forlyder at man får ret store bøder hvis man trodser adgangsforbuddet skulle vi ikke nyde noget. Det var lidt en bet for os, for det betød at vi var nødt til at løbe ind i landet til Tranum Klitplantage, og gennem skoven til Rødhus Klit. En tur med ca. 10 km. ekstra løb i skoene.

Jeg har løbet rigtig meget i området Tranum Klitplantage og ved Rødhus Klit, og lokkede Vagn med ind på en lille lækker sti på vej ned til Rødhus Klit (jeg tror faktisk den er markeret som Nordsørute-sti). Stien går fra Dødemandsbjerget (jeg ved ikke om det blot er en skrøne, at det hedder sådan) som ligger på en sidevej gennem plantagen (tættere på Rødhus end Tranum), og er en lille overset perle. Den ender ved Rødhus Klit Camping hvorfra man kan løbe videre på stier ned til Rødhus Strand.

Og vupti – 74,2 kilometer senere stod vi på Rødhus Strand og havde nået til dagens endestation. Vi havde en aftale med min bedre halvdel om, at han stod klar med burgere og pommes frites i sommerhuset, hvor vi skulle overnatte inden turen gik videre dag 2 mod Hirtshals. NØJ det var et par sultne og trætte løbere der indtog sommerhuset, og gik til køjs nærmest i samme sekund uret ramte 22:00. Det havde været den fedeste løbetur med så uendelig mange naturoplevelser. Jeg sov i det sekund jeg ramte puden, og lod vækkeruret vække mig til dag 2 og næste etape på sommerturen.

jeg kan i den grad anbefale at løbe måske ikke hele turen på een gang, men i hvert fald strækninger af ruten. Vestkysten er noget af det smukkeste vi har i Danmark. (hvis du spørger mig :D), og der er masser af forslag til ruter og seværdigheder på nettet.
Eksempelvis:
https://vandreruter.dk/vesterhavsstien/
https://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/inspiration/vandreruter-og-kort

Troels Kløvedal sagde engang “Hvad nu hvis jorden er paradis og vi bare ikke har opdaget det?” – På turen Hansholm til Rødhus vil jeg give ham ret. Det er ubetinget et rent naturparadis vi har løbet igennem.

The post Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 1 first appeared on The greatness of running.

I lørdags løb jeg marathon i den vildeste varme, efter danske standard vel og mærket :), i Frederikshavn. Helle Frost Marinussen havde inviteret til løbefest i ”Fressen” fordi hun havde noteret 99 marathons på bogen, og nu skulle løbe det famøse marathon nummer 100 med direkte adgang til klubben over dem alle – Klub 100 marathon Danmark (Og hvis du hænger på og læser hele indlægget vil du også lære om en helt ny konkurrence-genre som jeg vitterlig ikke i min vildeste fantasi havde troet eksisterende)

Jeg har ikke selv løbet marathon siden april hvor jeg løb med på Øhavssti etapeløbet, og i det sekund jeg parkerede bilen og traskede ind i indkørslen hos Helle og hendes familie, vidste jeg at det var en kæmpe fejl. Knap var jeg nået indenfor matriklen før de første corona-hilsner og grin fløj rundt omkring mig, og fik mig til at indse, at jeg virkelig har savnet alle løbetosserne, og den atmosfære der er når vi samles til løb.

Alle løberne der skulle starte såkaldt ”early start” (En early start er for løbere der har brug for lidt ekstra tid på ruten, og stadig slutte samme tid som størstedelen af de andre løbere) stod klar til start, og luften sitrede af forventning og nervøsitet. Med et ”husk nu at drikke rigeligt undervejs” blev de sendt afsted ud i den danske version af en sommerhedebølge.

En halv time efter startede det officielle løb med præcis samme formaning. Og til klapsalver fra de venner og familie der allerede var dukket op for at fejre seje Helle, løb vi ud på 4 runder a 10.55 km. Ruten var en fantastisk rute gennem det nordlige Frederikshavn ned til Palmestranden (yes – i Frederikshavn har man en palmestrand ), og tilbage til start i en fin tegning af en skibsmast med vimpel på.

Mit eget løb er der ikke meget at berette om. Kort opsummeret, jeg løb to runder i selskab med to andre i fint tempo, og døde på runde 3 hvor jeg begyndte at skifte mellem at gå og løbe, for ikke at brænde helt ud i hovedet. Nøj det var en varm dag. Nogle steder var det varmt med en skøn svalende brise, andre steder på ruten løb man i en finsk sauna. Og havde det ikke været for ”vand-til-hunde” stedet ved isboden ved Palmestranden, hvor jeg kækt lå på mine knæ for at plaske iskoldt vand ud over min overophobet krop, så tror jeg ikke jeg var kommet igennem. (Jeg tør slet ikke tænke på, hvad folk dog har tænkt om hende den tåbelige løber der pludselig smed sig ned blandt hundeskålene og plaskede med vandet som en anden labrador :D)

I slutningen af 3. runde mødte jeg manden der i den grad er garant for at få folk i Vendsyssel til at dyrke mere motion, Rico Eiersted (Det er ham med Coast2Coast løbet). Jeg slog følgeskab for en stund og fik en sludder om verdenssituationen, mens kroppen fandt en mere fast substans igen. Det var virkelig rart at sætte tempoet helt ned, og føle at kræfterne vendte tilbage. Jeg fik så meget energi, at jeg lynhurtigt løb videre ud på 4 runde alene (det var med at udnytte den smule energi der var tilbage i kadaveret), og hutlede mig rundt – og fik således endnu et marathon på bogen, med tøj så vådt som havde jeg tilbragt 4 timer i vandrutsjebanerne i Fårup Sommerland. Nøj hvor jeg dog elsker at løbe marathon

Jeg nåede lige at drikke 3 colaer og skifte det våde tøj ud med mere anstændigt sommertøj, inden Helle løb i mål flankeret af alle de løbere der havde taget turen rundt sammen med Helle. Det var så uendelig stort at se en dybt rørt Helle komme løbende ind til klapsalver, hujen og tusindvis af krammere, og jeg huskede som var det i går hvordan det føltes da jeg selv var i samme situation. Det er næsten ikke til at rumme. Dét at nå så stort et mål, og at få lov til at blive fejret – og er der noget vi løbere er gode til, så er det at fejre hinanden, er så vanvittigt vild en oplevelse. Og at jeg fik lov til at være en del af Helles oplevelse gjorde mig simpelt hen så glad. Løbeglæden flød som en brusende elv igennem kroppen, og jeg har næsten ikke været i stand til ikke at synge højt på alle mine træningsture siden i lørdags. Helle havde arbejdet sten hårdt på at nå målet de sidste 6 år, og nu stod hun i en regn af taler, gaver og lykønskninger. Jammen altså. Hvor er løb dog en fantastisk sport.

Jeg smiler stadig kæmpestort og ser med taknemmelighed ned på mine løbesko. Hvor heldig er det lige man har lov til at være – hvor heldigt var det lige, at jeg en dag tilbage i 2010 besluttede at jeg ville være marathonløber. Selv her 11 år efter, kan jeg stadig forundres over de fantastiske oplevelser og den store livsglæde løb giver mig som menneske.

Kæmpe tillykke med de 100 Helle – jeg håber du nyder det maks (Helt ærligt, der burde være en klub 100 marathon hue man skulle gå rundt med i minimum 3 uger efter :D)

PS – Jeg måtte smutte fra fejringen efter forholdsvis kort tid, min datter var nemlig til et stævne i Frederikshavn – et KANINHOP-STÆVNE… . Ja, du læste rigtigt. Min datter konkurrerer i kaninhop, en disciplin der minder uendeligt meget om springstævner for heste, hvor hestene er udskiftet med kaniner og mennesker løber ved siden af, i stedet for at sidde ovenpå.  Der er masser af voksne der deltager i konkurrencerne sammen med pigerne, og er du svimmel de kaniner er for sindssyge dygtige. Bestemt en sport jeg kunne falde tilbage på, hvis løb en dag ikke længere er muligt

PPS – Billeder er lånt af fotograf Marianne og Rico Eiersted – og nogle er mine egne.

The post Løbefest i Frederikshavn first appeared on The greatness of running.

’Fyn er fin’ sang Lasse og Mathilde tilbage i 80’erne som en hyldest til øen klemt inde mellem Jylland og Sjælland. En, hvis du spørger mig, absolut velfortjent hyldest – og det skriver jeg ikke kun fordi jeg sidder og nyder min finisher øl leveret fra Svenborgsund bryghus (jeg skriver dette torsdag aften ). Nææ-nej, det skriver jeg fordi jeg i søndags boltrede mig i den smukkeste natur jeg længe har bevæget mine løbesko gennem. I søndags løb jeg med på første etape af Øhavsti etape marathon.

Jeg skal ærlig indrømme at tanken om at stå op på den forkerte side af kl. 05:00 en højhellig søndag morgen, fik mig til at overveje adskillige gange om det nu vitterlig også var en god ide jeg havde fået, da jeg tilmeldte mig løbet tidligere på året. Tanken om at stå op før en vis herre fik sko på, og fragte mig selv til det sydfynske for at løbe marathon kl. 10 søndag formiddag var ikke just flatterende, da jeg dagen før luntede rundt på stranden i Blokhus. Men jeg trængte til luftforandring og nye græsgange, og lod mig til sidst overtale af min nysgerrighed. Jeg havde hørt meget godt om løbet, og den udsendte samkørsels-plan fik det hele til at ose af et velarrangeret løb med styr på ALLE detaljer. Samkørsels-planen var en plan der med logistisk snilde samlede alle deltagerne i biler fra landets forskellige hjørner med final destination ved løbet målgang. Planen sørgede endvidere for, at alle deltagerne blev fragtet videre i biler fra målområdet til startområdet. Løbet var et A til B løb, og her var logistik en ingeniør værdig, intet var overladt til tilfældighederne, og som forventet flaskede alt sig fuldstændig upåklageligt.

Løbets start gik fra det lille fiskerleje i Lundeborg nordøst for Svendborg. Vinden piskede koldt ind fra nord og fik alle løbere til at stå med den fineste gåsehud inden start. Er der noget mere frækt end løbere i små tights med gåsehud? Næppe.   (hvis du ikke aner hvad jeg taler om, kan jeg oplyse at gåsehud er det samme som myrepatter :D)

Vi løb afsted langs den lille strand, med vinden i fjæset og den fineste udsigt til Storebæltsbroen i det fjerne. Efter 1 kilometer fik vi lov til at vende snuden ind mod land og bevægede os med højdekurven op i terrænet med retning mod Hesselagergård, en herregård beliggende på en lille ø i en lille sø – ha ha, hvis mine evner som løber, ikke rækker påtænker jeg at gå i rimsmedens sko. :P. Og nu vil jeg afsløre min største fejltagelse længe. Er du klar? Jeg troede grangiveligt at Sydhavsstien ville være flad som en pandekage. Helt seriøst. Jeg havde i mit lille hoved forestillet mig, at Sydhavsstien var en flad rute der gik langs kysten i Sydhavet, svarende til at løbe på stranden mellem Rødhus og Løkken. NØJ hvor tog jeg dog så grueligt fejl – mere end 500 højdemeter fejl :P.

Øhavssti Etape Marathon er ikke som sådan et løb man tonser igennem for bedste tid. Tværtimod, inden start havde løbsarrangør Lars Tuxen afsløret med et grin, at løberekorden var på 5+ timer, og negativ rekord var på 4+ timer, med andre ord at vi skulle nyde ruten og løbet, nyde de kolde øl i depotet halvvejs og dyrke det sociale undervejs. Det betød også, at størstedelen af løbsdeltagerne fandt sammen i små grupper og løb/gik/tog billeder og pludrede de 42,2 kilometer. En ting der i øvrigt viste sig at give rigtig god mening, idet ruten godt nok er opmærket med piktogrammer undervejs, men ikke altid så intuitivt, at det er helt let at finde vej. Og selvom vi havde GPX fil – og papirkort af ruten, formåede vi alligevel at løbe forkert undervejs (-men hey, hvem vil ikke gerne have bonus-kilometer på så smuk en rute. Og som min medløber Karsten så smukt udtrykte det – vi skulle jo bare lige have en John Dillermand afstikker på vores rutekort ;P)

Det var i øvrigt ved rutens 2 store seværdighed – Broholm Gods, vi løb vores lille udvidelse af ruten. Godset fra 1326 er en af Danmarks ældste herregårde, og man kan faktisk overnatte på godset, hvis man skulle få den ide at feriere i det sydfynske, og måske løbe en etape af Sydhavsstien

Det meste af ruten var den dag skov-, mark- og lækre trailstier. Og den smule asfalt vi fik under skoene, var flere steder prydet med små idylliske stråtækte bondehuse og pittoreske udsigter over åbent land med havet i baggrunden. Det var så ufatteligt smukt at jeg flere gange tog mig selv i måbende at udbryde ’Årrrrhhhh’ eller ’neeeeej hvor fint’. Noget der yderst sjældent sker, når jeg løber officielle marathonløb. Vi løb forbi den gamle Vejstrup Vandmølle, og løb gennem den smukkeste ådal i fuld fart udelukkende fordi stierne der banede sig gennem den forårsspæde skov, var så uimodståelige lækre. På et tidspunkt på vej gennem ådalen løb jeg forrest i vores lille gruppe, og nåede op til et par og en ældre dame. Den ældre dame syntes ikke det var voldsomt sjovt, at der kom en flok løbere tonsende den smalle sti – og for at gøre det lidt mere bekvemt for hende, trak jeg op på skrænten og kantede mig forbi. Problemet var bare, at skrænten var stejl – og under mig var den lille smalle sti, og en skrænt videre ned mod vandløbet. Jeg var rådvild og udbrød ”hov – hvordan kommer jeg nu lige videre”, hvorefter herren tilbød mig hans hånd og på bedste gentleman-manér fik mig trygt ned på stien med den anden hånd om min albue, så jeg ikke faldt. Så uendelig fin en gestus – og sikke en fantastisk imødekommenhed. Altså de fynboer er da simpel hen bare så venlige

Vi ramte halvvejsdepotet ved 22 km. og ganske rigtigt som lovet, stod der køletasker med iskolde lokale øl. Jeg drikker ikke meget, og da slet ikke når jeg løber. Men det var simpelt hen for fristende, og den halve øl jeg delte med rejsemakker nr. 1 Vagn Kirkelund smagte af fynsk forår og 1000 balloner der stiger til himlen. Hold fast det var en god øl. – og til orientering kan jeg afsløre, at det på ingen måde var et problem at løbe videre med øl i maven. Note til mig selv, øl er godt

Foran os lå nu en tur på asfalt med både Thurø og Langeland som smukke kunstværker bag det blå øhav. Vi cruisede langsomt men sikkert ned mod Svendborg by, og skulle selvfølgelig lige have endnu et trailspor med hårde stigninger og udfordrende nedløb, inden vi løb gennem den nyudsprungne skov der pralede med en skovbund fyldt med gule og hvide anemoner flankeret af lilla lærkesporer (tror jeg – jeg er ikke nogen særlig dygtig botaniker :D)

Vi ramte Svendborg og fik lov til at løb hele vejen langs både promenaden, rundt om havnen og videre ud til Danmarks første søjlebro, den smukke Svendborgsundbro. Jeg har ikke været i Svendborg før, og jeg må bare sige – sikke dog en lille perle. Det er da så absolut en oplagt sommerferiedestination hvis udenlandsrejser ikke er en mulighed, eller hvis man bare higer efter et stk. dansk perle belagt med øhav, masser af lækker natur, historiske steder og lokal øl der smager som englene synger.   

Etapens slutning ventede forude, et stistykke langs marker markerede afslutningen af en fuldstændig forrygende løbetur og fordi jeg var høj på løbeendorfiner, spurtede jeg kækt det sidste stykke asfaltvej hen mod minestrimlen der markerede slutdepotet – og selvfølgelig iskolde finisher-øl. Jeg var kisteglad. Sikke en fuldstændig forrygende løbeoplevelse i selskab med de dejligste mennesker, og et forårsvejr der både bød på sol og varme – og iskold nordenvind. En bedre søndag skal man lede længe efter, og selvom den stod på en længere køretur tilbage til det nordjyske

Øhavsti etape marathon afholdes af Lars Svaneberg Tuxen. Etapeløbet består af 5 løb (5 forskellige etaper) hen over sommeren, og for den nette sum af 50 kr. pr. løb får man en løbeoplevelse uden mage. Jeg kan i den grad anbefale at man tager turen til det sydfynske og løbe med på én eller flere af etaperne. Du kan læse mere om løbet her: https://tuxenrunning.dk/

Det hedder sig at det er et GPX løb, men hvis du som jeg ejer et løbeur fra oldtiden, så er der med garanti folk du kan løbe sammen med. Løbet er mere et socialløb end et egentlig race. Og der er i den grad plads til alle. Og er du ikke helt overbevist endnu, så husk – der er iskolde øl fra de lokale bryggerier Svendborgsund Bryghus og Ø-bryg

The post Øhavsti etape marathon – Etape 1 first appeared on The greatness of running.

Så er det snart slut med 2020, et år der i den grad har været så meget anderledes end jeg forventede da jeg stod med snuden mod ruden for et lille års tid siden. Sikke en omgang vi løbere er blevet udsat for, utallige løbsaflysninger, restriktioner og mål der forsvandt ud i den blå luft. Jeg tror ikke nogen af os løbere er gået uberørt igennem 2020 og jeg tænker mange af jer sidder derude med en følelse af, at året 2020 på én eller anden måde føles lidt uforløst og nærmest lidt spildt.

Min ”PA” (personlig assistent, som jeg så fint benævner mit venskab med verdens bedste løberejse-buddie Vagn Kirkelund) sendte mig nedenstående billede her til morgen. Det syntes jeg simpelt hen er så vanvittigt fint, en fantastisk mulighed for at fokusere på alt det positive, der trods alt også dukkede op hist og her i 2020, og bringe fornyet energi og tons af god karma med ind i 2021. For trods Corona så har der været ret mange fine momenter i løbeåret 2020. Man skal bare skrabe Corona pletten væk, og kigge lidt nedenunder.

Året der gik – det tager jeg med mig:

Jeg var så usvigelig heldig at indkassere mit livs løberejse i begyndelsen af 2020, før hele verden lukkede ned. Rejsen til Sydamerika og Antarktisk, 4 marathons på 6 dage og oplevelser jeg aldrig nogen sinde vil glemme. At stå på den aller sydligste del af vores smukke klode, og mingle med pingviner og sæler var så exceptionel fantastisk. Tænk at jeg løb marathon helt nede i bunden af globussen. Og rejsen efterfølgende i Patagonien hvor min løberejse-buddie og jeg oplevede en is-kælvning fra den bjergtagende gletcher Perito Moreno (seriøst google lige det, det er vanvittigt så smukt det er), og jeg spiste noget nær den bedste burger med tilhørende øl jeg nogensinde har smagt. De oplevelser bringer et kæmpe smil frem hver eneste gang jeg tænker på det. Den tur lærte mig, at jeg sagtens kan løbe flere marthons på kort tid, at det er så uendelig ligegyldigt for mig hvad min sluttid bliver, og at jeg virkelig elsker at møde andre løbere og høre deres baggrund for at løbe, og deres oplevelser i løbeskoene. Den læring tager jeg med ind i 2021

En anden fuldstændig vild drøm der gik i opfyldelse for mig i 2020 var min debut som forfatter. Forfatter…. Jeg kan stadig ikke helt forstå, at det virkelig er en titel jeg kan bryste mig med. Det føles stadig lidt som et par lånte fjer hver gang jeg siger ordet. Men ikke desto mindre så udkom den bog jeg har skrevet i samarbejde med – og om Stine Rex tilbage i oktober måned. Vi lavede bogen tilbage i påsken 2020, et arbejde hvor vi i utallige dage løb sammen hver for sig og talte sammen over en skrattende telefonlinje. Alt sammen blev optaget, og efterfølgende brugte jeg utallige aftener og weekender på at skrive det hele sammen til det der blev til bogen ”Stine Rex, Gør det simpelt”.  Jeg tror aldrig før jeg har prøvet noget så energi-givende som at kaste mig ud i et projekt, jeg ikke anede en bjælde om, men som jeg bare i den grad havde lyst til. Og man finder jo ud af tingene undervejs. Så kæmpestor en læring jeg har fået i bagagen, og masser af blod på tanden til at gå i krig med mere i samme dur.

En ting som i øvrigt kom som et fantastisk biprodukt af udgivelsen af vores bog, var alle de mange mails der tikkede ind med bestillinger, mails der lige var krydret med små fortællinger om hvorfor personen gerne ville købe bogen. Små fortællinger om hvem man var som løber, og hvilke mål der venter forude– eller måske årsag til man havde brug for lidt opmuntring. Fortællinger om venner og veninder der løber sammen, om håb og drømme man har som løber, og om hvor man havde set Stine, eller hvorfor man så op til hende. Det var noget jeg sætter uendelig stor pris på, at få lov til at kigge lidt bag de personer der bestiller vores bog, og mærke en flig af det fantastiske fællesskab vi som løbere er en del af. TUSIND tak for det til alle jer der delte lidt om livet som løber. I den forbindelse vil jeg også sende verdens største virtuelle kram til hende i Hjørring der for en kort stund fik mig til at føle mig som en verdensstjerne. Efter aflevering af bogen (Stine og jeg har løbet rundt og afleveret bøger i byer der var tilgængelige for os), fandt hun mig igen på min rute og proklamerede glad og smilende, at jeg da vist havde glemt selv at sætte en autograf i bogen. Den ville hun gerne have. NØØØØJJJEEE altså hvor var jeg smigret. Og NØØØØJJJJEEE hvor jeg da lige løb tilbage til Hirtshals med verdens bredeste smil plastet i fjæset. Jeg følte mig som en Hollywood stjerne.  

Året 2020 har budt på masser af små ting, som jeg, når jeg sidder i mit lille sommerhus og tænker tilbage, virkelig sætter stor pris på. Jeg løb ”fyr til fyr” løb sammen med rejseløbe-buddie, en 50+ kilometer tur fra Hirtshals Fyr til Skagen grå Fyr, en dejlig forholdsvis stille sommerdag i juli måned og med eneste regel at løbeturen skulle foregå så tæt på vandkanten som overhovedet muligt. Nøj det var en fed tur :D. Jeg fik lov, trods Corona, til at kramme to fyr så intenst så de næsten fik lys i toppen, og kunne løbe tværs gennem Kjul Å med vand over knæene i det bedste selskab overhovedet. Det var dælme fedt – Jeg elsker bare at tage løberygsækken på, og løbe fra punkt til punkt på eventyr. Mere af det i 2021 tak

En anden fantastisk ting som jeg sætter umådelig højt på min ”best-of-2020” liste er de venskaber jeg har fået mig i det forgangne år. Venskaber der åbner helt nye perspektiver og gør min løbeverden til verdens bedste legeplads. I dag løb jeg sammen med én af dem, der i 2020 er blevet en rigtig god løbeveninde. Sejeste og mega hurtige Tina hjalp mig tidligere på året med at få lavet en måling af hvor inflammatorisk min krop er – og Tina er efterfølgende blevet en af dem, jeg bare super gerne vil løbe tur i Blokhus Plantage sammen med.
En anden fantastisk løber jeg rendte ind i, i 2020 er min løbehelt Tor Rønnov, Tor var med på rejsen til Sydamerika og Antarktisk, og jeg fik efterfølgende lov til at høre -og skrive Tors fortælling her på domænet, en fortælling der rørte mig dybt.  https://thegreatnessofrunning.dk/mine-lobehelte-nar-lob-er-norderi/

Jeg holder så uendelig meget af alle jer jeg møder rundt omkring til løb, eller på træningsture – og jeg håber af hele mit hjerte at Corona snart begraves i den tykke muld, så vi kan mødes i større forsamlinger igen – og ikke mindst rejse ud i verden til løb.

Året der gik – det lader jeg blive i 2020:

Corona, den slyngel. Det gider jeg simpelt hen ikke bruge mere spalteplads på. Done deal.!!

Mine frustrationer over at min krop ikke vil være med til at løbe intervaller og bakker mere. Det gider jeg simpelt hen heller ikke bruge mere tid på. Jeg har sluttet fred – og livet som løber er så meget mere end hurtige tider.

Min trang til at overvåge mit løb på Garmin Connect. Jeg er simpelt hen blevet så træt af at være slave af mit løbeur, så jeg tog tilbage i sommeren beslutningen om, at jeg ikke gider bruge mere tid på at analysere og overvåge mit løb på Garmin Connect. Nøj det har været en god beslutning. Løb er i stedet for et ”Must” blevet til noget jeg gør, når jeg har lyst, og hastighed er fuldstændigt styret af, hvad jeg føler for præcis den pågældende dag. Jeg er færdig med Strava og Connect, og bruger nu udelukkede mit ur til at holde styr på hvor mange kilometer mine sure løbesko har på bogen. Løber jeg mindre end før – jeg aner det ikke. Men hold da op min løbeglæde er eksploderet.

Det var første pind på listen om at lukke året der gik. Efter nytår vil jeg ønske det nye år velkommen og berette lidt om, hvad jeg vil glæde mit til i det nye år.

RIGTIG GODT NYTÅR TIL JER ALLE – Vi ses i 2021

The post Farvel og tak år 2020 first appeared on The greatness of running.

Allan står og venter på mig, da jeg søndag morgen kl. 10 rammer den lille nordjyske by Mou der ligger tæt på Limfjorden. Han ser skarp ud, og spørger grinende om jeg vil med en tur i mosen. Mou befinder sig en spytklat fra det unikke naturområde Lille Vildmose, og forude venter 16 umådelig lækre kilometer i skoene. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg ikke have den mindste anelse. Allan har uhelbredelig prostatakræft.

Allan startede med at løbe tilbage i 2006. Som så mange andre snørede han løbeskoene fordi vægten var begyndt at gå i de højder, han ikke fandt flatterende, og ansporet af et par kammerater blev løb værktøjet til at smide de genstridige kilo på sidebenene.  Én af kammeraterne havde løbet et maraton, det lød sejt og Allan satte sig målet om at løbe den ikoniske distance inden han rundede de 40 år. I 2007 kom marathon nr. 1 i kassen, og jagten på bedre tider blandet med ubetinget løbeglæde sendte den gæve nordjyde ud på 7 marathons inden han i 2008 mærkede en dyb smerte i knæet, en smerte der skulle vise sig at tvinge Allan ud af løbeskoene i godt 2 år. Et hul i brusken betød operation, og efterfølgende mange måneder på krykker ude af stand til at løbe. Genoptræningen var hård, smerterne ville ikke rigtig fortage sig, og løb blev en fjernere og fjernere drøm.

I 2010 var der stadig ingen bedring mht. løb, og Allan besluttede sig for at få lavet en løbestilsanalyse hos en fys. Der var hos fyssen han opdagede at man kunne træne på et knæhold hvor træningen var fokuseret på muskler omkring skaden i stedet for at træne selve arnestedet. Træningen gav bonus, pludselig var løb en mulighed igen, og efter tre års pause fra officielle løb, stod Allan klar til hans første halvmarathon siden skaden sendte ham ud af spillet. Knæet holdt, det samme gjorde Allan der dog måtte kaste op i mål efter at have givet sig til det yderste. Det betød intet, Allan var tilbage i løbeskoene, og da angsten for det første marathon efter skaden blev gjort til skamme, eksploderede løbeglæden i en rus af runners High og endorfiner. Allen blev en vaskeægte løbetosse der løb marathons i tide og utide. Tiderne blev bedre og bedre, og alt kørte på skinner.

Og så en dag, til løbefest og marathon i Års i 2015 var energien helt væk. Marathon måtte laves om til halvmarathon, og den manglende energi kombineret med utallige natlige ture til toilettet for at lade vandet, fik Allan til at gå til lægen. Noget var ikke som det skulle være. Lægen fik taget prøver – og Allan røg videre ind til yderligere prøver – prøver så ubehagelige og grænseoverskridende, toppet af en biopsi. En biopsi bestående af 10 indre bistik, alle med den lidet nektar ”kræft” som resultat.

Allan stod nu midt i 40’erne, og gik fra at være løbetosse til pludselig at skulle forholde sig til en diagnose der lød på uhelbredelig prostatakræft. En sygdom som normalt forbindes med ældre mænd, men som af ukendte årsager rammer flere og flere yngre mænd. ”Efter prøverne viste at der var kræft overalt i min prostata, holdt lægerne råd for at vurdere hvad der skulle ske med mig. Halvdelen af længerne mente at min sygdom var så fremskreden at der ikke være noget at gøre, den anden halvdel anført af lægen der havde udført biopsien, mente at de skulle gøre et forsøg og tilbyde kemo eller operation. ”Min” læge stod fast, og jeg fik valget. Havde det ikke været udfaldet, ville jeg nok ikke havde været i live den dag i dag” konstaterer Allan, da vi rammer indgangen til Lille Vildmose. Det lyder vanvittigt, som et spil på rød eller sort på et skummelt kasino i spillebyen over dem alle.

Allan rådførte sig med konen Lise, og valgte operationen. Tanken om at få skidtet opereret ud, virkede som eneste reel mulighed, og kort tid efter lå Allan under kniven og fik fjernet, ja stort set alt indmad i de nedre regioner.  Operationen var hård, og livet som nyudklækket kræftpatient krævede hjælp til stort set alt og dermed en ubetinget tilsidesættelse af al den blufærdighed, man har som voksent menneske.  14. dage efter operationen, stod den på daglige indsprøjtninger for at forebygge blodpropper, og da Allan, som hadede nåle (nu er han, efter 5 år som kræftpatioen, ligesom kommet ud over den fobi) ikke selv kunne, trådte hans dengang 18-årige datter til, og fandt metoder til at gøre de daglige indsprøjtninger så skånsomme for farmand som overhovedet muligt.

”Hvordan tager man så stor en forandring ind. Hvordan pokker kan man nå at rumme og konsumere den virkelighed der pludselig vender 180 grader i forhold til alt man ellers har kendt?” Spørger jeg Allan. Vi er løbet ind til et af fugletårnene i Lille Vildmosen, og står nu øverst og spejder ud over den helt fantastiske natur der trods efterår, er fuldstændig bjergtagende. ”Det kan man ikke rigtigt” svarer Allan. ”Det hele gik så stærkt, og pludselig var jeg hjemme efter operationen og skulle omstille mig til at være uhelbredeligt syg. Det kan man ikke. Det er noget man langsomt tager ind mellem de begrænsninger der kommer i hverdagen, med de piller man pludselig skal spise dagligt, og med de snakke jeg havde med både psykolog og læge.”

At Allans ord er sande, viser sig i hans gerninger. Små 7 uger efter operationen står han på startstregen til Hamborg Marathon. Startnummeret var i hus inden sygdommen kom væltende ind i Allans liv, og selv ikke en forfærdelig optakt med længste løbetur på små 9 kilometer, kunne ændre ved beslutningen. Det var en nødvendighed at stille op, og det var en nødvendighed at gennemføre. Selvom han rejste til Hamborg med venner, ville han løbe løbet alene. Det var hans egen kamp. En kamp i trods mod de ting han havde været udsat for i månederne før løbet. Det var hans måde at føle, at han stadig var løberen Allan – og meget mere end en kræftsyg mand.

Løbet gik over al forventning. Efter en forskrækkelse i starten af løbet hvor Allan besvimede, og fandt sig selv omgivet at tyskere der ville hjælpe, fik han kæmpet sig op på benene igen, og løb afsted med et hoved der dikterede slaget gang. Et hoved der koblede kroppen fra, og besluttede sig for at løbe som om alt var som det plejede. Allan gennemførte i en helt vanvittig tid på 4 timer og 10 minutter. En tid der næsten er lige så uforståelig som overnaturlige hændelser, taget i betragtning af det forløb der gik forud for løbet i Hamborg.

Hjemvendt fik Allan uendelig meget skæld ud af konen. Det er i den grad forståeligt. En uhelbredelig sygdom rammer hele familien, og ligesom Allan, skulle familien også lære at leve med den nye virkelighed. At far og ægtemanden er uhelbredelig syg, at al behandling udelukkende er orienteret omkring at holde sygdommen i dvale, at der den dag i dag ingen kur findes. Det har sidenhen krævet mange snakke og mange kompromisser.

Ganske langsomt indfandt hverdagen sig igen. Sådan er det. Det er næsten ligegyldigt hvad der sker, så har hverdagen det med at vende retur og tage fokus fra store forandringer. Allan begyndte at arbejde igen, og fortsatte med at løbe så meget som kroppen nu kunne være med. Han fortsatte Marathon-stimen og begyndte langsomt men sikkert at stile mod de 100 marathons. Marathon nr. 100 blev noteret på bogen 3 år sygdommen ramte, i 2018 til en kæmpe løbefest i Mou.

Ligesom løbefællesskabet fandt Allan også et unikt fællesskab med andre i samme båd på Facebook, hvor gruppen de unge prostata-drenge (man er ung når man er < 60 år gammel i prostatakræft-termer) deler alt omkring deres sygdom, tanker og daglige udfordringer. De er i dag ca. 150 i gruppen. Og da jeg spørger om Allan har mistet venner undervejs, fortæller han om hvordan han tog til begravelse i København og sagde farvel til én af de to gode venner der har måtte opgive kampen mod kræften. ”Det var godt nok hårdt” fortæller Allan, og lige der, får jeg selv en klump i maven. Det er så urimeligt, at en så fantastisk løbeven står der og fortæller så åbent og ærligt om et liv, der på mange måder ligner det det var, og så alligevel er så uendelig langt fra det, der var normalen da vi tossede rundt til marathons weekend efter weekend. 

Det er nu over fem år siden Allan fik dommen. Løbetiderne bliver langsommere og langsommere år for år. Det er et præmis Allan må leve med. Han har smidt løbeuret og løber på ren fornemmelse for hvad kroppen kan præstere. Nogen dage går det rigtig godt, andre dage bliver det blot til få kilometer før kroppen siger fra. Det er ligegyldigt. Det eneste der betyder noget, er at han løber.

Allan har oplevet at hans tal – tallet der afslører hvor meget kræften har fat i kroppen på et tidspunkt var så lavt, at han begyndte at tro at løb måske var med til at helbrede, og at et liv uden de daglige piller var indenfor rækkevidde. Det var et falsk håb, en Disney drøm der ikke passer ind i virkelighedens verden hvor prostatakræft er uhelbredeligt. Og drømmen blev da også slukket da tallet steg igen. Nu er løb i stedet blevet symbolet på kampen mod kræften. ”Jeg er løber for livet” siger Allan, og tilføjer ”altså i dobbelt forstand”

Allan har fra begyndelsen været meget åben og ærlig omkring hans sygdom. Han deler op- og nedture på de sociale medier, mest af alt for egen vinding. Det hjælper at skrive tanker ned og få luft for de bekymringer, frustrationer og tilsvarende gode dage der er en del af pakken. Og således kan man på Allans Facebookside finde malende beskrivelser af de op- og nedture der følger et liv som uhelbredelig syg. ”Nogle gange har jeg måske 2 gode måneder, og så ryger jeg pludselig ned i et sort hul i 6 uger, uden noget varsel overhovedet. De kommer i bølger, nedturene, og der er intet jeg kan gøre for at stoppe det. Jeg har lært, at når de kommer skal jeg skrue ned for alt, selv løb, og give krop og hoved mest mulig ro. Det kan godt være rigtigt hårdt for dem omkring mig, og jeg ville ønske jeg kunne ændre på det. Det kan jeg bare ikke” fortæller Allan.

I sensommeren sagde han jobbet som halinspektør op. Efter 5 år går det ikke længere. Medicinen gør, at Allan ikke længere kan holde koncentration og fokus på alt for mange bolde i luften på én gang. Det var endnu et nederlag der skulle sluges, og en hverdag med besøg i jobcenter og pseudo-ansøgninger til virksomheder, udelukkende for at sikre at familiens økonomi kunne løbe rundt. Det kostede på humøret, og det kostede i den grad på selvtilliden. Følelsen af ikke at kunne præstere noget overvandt Allan, og sorte tanker om ikke at være i stand til noget som helst væltede Allan omkuld. Atter engang greb Allan til det våben han mestrer bedst. Han besluttede sig for at løbe ultraløb sammen med en ven.

De to venner stod klar til start og til at løbe 65 kilometer fra Silkeborg til Horsens en helt almindelig grå novemberdag i det herrens år 2020.  ”Jeg havde en helt forfærdelig uge op til løbet, og så gik det bare så vildt godt alligevel. Jeg har ellers altid sagt, da jeg endelig kom tilbage i løbeskoene efter min knæskade, at jeg aldrig ville løbe ultraløb. Jeg ville ikke misbruge kilometer, og ville være tilfreds med de 42, 2 kilometer. Men da jeg røg ned i det dybeste hul efter min afsked med mit arbejdsliv, havde jeg bare så meget brug for en sejr. Den fandt jeg i den grad da jeg ramte Horsens efter 65 kilometer ren nydelsesløb. Det var den vildeste oplevelse, og jeg følte mig i den grad som et helt almindeligt menneske. Et menneske som kan fuldføre noget” fortæller Allan.

Ud over ultraløb har Allan også opdaget en anden ny passion. En passion os der kender Allan, på ingen måde havde set komme. Rock-elskeren er simpelt hen gået hen og blevet forfalden til musicals. Det begyndte som en ting han ville gøre, for at støtte konen og give lidt tilbage for al den hjælp og opbakning hun så gavmildt har delt ud af under hele sygdomsforløbet – nu er det én af de oplevelser han selv sætter virkelig stor pris på.

Vi nærmer os Mou igen, efter 16 kilometers uafbrudt snak. Allan er et fantastisk menneske, så rar og så uendelig hyggelig at tilbringe en løbetur sammen med. Jeg spørger ham hvad han drømmer om, og han svarer nøgternt at han selvfølgelig drømmer om, at der en dag dukker en mirakelkur op der kan helbrede prostatakræft. Og så drømmer han om at kunne rejse til USA med familien han elsker højere end noget andet, og køre rundt og se landet i en autocamper i en længere periode. ”Det vil jeg virkelig gerne” fortæller Allan. ”Det er bare ikke rigtigt muligt pga. økonomien”

Vi er tilbage ved familiens hus. 1½ time er fløjet afsted, som tiden har det med at gøre, når man er i super godt selskab.  Allan runder af – ”Jeg syntes ikke selv jeg er sej, og jeg tager det ikke rigtig til mig, når folk skriver jeg er sej. Jeg gør jo bare det, der giver mening for mig. Jeg løber fordi jeg elsker det, jeg løber fordi det giver mig følelsen af frihed og masser af naturoplevelser, og fordi det hjælper mig til at få små heller fra sygdommen. Og målet lige p.t. ”Jeg mangler kun 9 marathons, så har jeg gennemført 142 marathons i alt – 100 af dem med kræft i kroppen. Det vil være et fedt mål at nå, og jeg tror faktisk ikke der er andre danske prostatakræft-patienter der har formået det” griner Allan og afslører at man kan putte kræft ind i en løbetosse, men man kan aldrig tage lysten til at jagte nye mål og slide løbesko i forsøget, ud af en løbetosse.

Allan er en fighter, og selvom han indimellem hader alt omkring hans sygdom og ordet kræft, så kæmper han videre for alt det gode han har omkring sig. Familie, venner og løbevenner.

The post Mine Løbehelte part XXV – om at løbe for livet first appeared on The greatness of running.