Det var en mørk og kold Novemberaften, vinden føg og kulden bed i kinder og fingre. En ensom kvindelig løber spændte løbeskoene og tændte det let difuse lys der stod rundt i kanten af atletikbanen. Lysene gav det orange underlag på atletikbanen et skær der mindede om gnavne græskarmænd, og var det ikke fordi de unge drenge løb rundt og spillede fodbold på banerne nord for banen, havde den kvindelige løber med stor sandsynlighed valgt at løbe et helt andet sted.

Den kvindelige løber lagde ud med 10 minutters opvarmning for at få varmen ud i fingre og tæer. Hun løb stille rundt i egne tanker og lod runde efter runde gå, uden at skænke så meget som en flig af opmærksomhed til omgivelserne omkring banen.

Da uret bippede efter de ti minutter kiggede den kvindelige løber op, og opdagede hun befandt sig ud for indgangen til atletikbanen. Hun var ikke alene. I mørket lige uden for bane-lysets rækkevidde, stod en mand iført skihandsker og tophue. Manden virkede ikke truende og den kvindelige løber løb over for at høre, om der måske var et problem. Var det mon en fellow løber der ville høre om han måtte joine træningen?, eller var det måske halinspektøren, der ville bede den kvindelig løber om at slukke banelyset og smutte hjem?.

Manden bad den kvindelige løber gå med over i det lille redskabsskur, han ville vise hende noget. På stien hen mod skueret tog han den ene skihandske af, og åbenbarede en hånd dækket af en gul gummi-operationshandske. Han lo fælt, mens han åbnede døren og gennede den kvindelige løber ind i skuret. I skuret var der fyldt med atletik-udstyr, og på det lille bord langs skuret væg, havde manden linet op med en plastikholder fyldt med tomme ampuller, et mystisk instrument, små syleagtige nåle og en blok fyldt med måleresultater. Det var ikke første gang manden havde fået lokket en løber med ind i det primitive laboratorie i skuret.

Manden tog én af de sylespidse nåle, greb den kvindelige løber og stak hende i øreflippen. Han pressede garvet blod ud – samlede det op, og placerede dråberne i en ampul. ”Bliv stående”, dikterede han, hvorefter han gentog proceduren efter et givent tidsinterval som kun en gal mands hjerne kunne se meningen i. Til sidst tog han det mystiske instrument, samlede endnu en bloddråbe og kiggede interesseret på tallet der dukkede op på skærmen. ”Du er en lav laktat-danner” lo manden dystert, som om netop den konstatering gjorde mandens foretagende en kende mere udfordrende.

Løb, udbrød den skumle mand pludselig. Han blokerede stien over mod parkeringspladsen så der kun var et alternativ for den kvindelige løber. At løbe ud på atletikbanen og ind i hamsterhjulet. Den kvindelig løber løb det bedste hun havde lært. Den kolde vind bed i halsen som sandpapir, og den skumle mand stod ved indgangen til banen og råbte for hver omgang. Tider, han råbte omgangstider. Den kvindelige løber turde ikke andet end at holde den pace, den skumle mand dikterede.

Pludselig råbte manden ”Stop” – og gennede herefter den kvindelige løber tilbage i skuret, hvor han endnu engang gentog hans sygelige ritualer med de sylespidse nåle og det mystiske instrument. Alt blev nøje noteret ned i blokken. Det virkede som om tallene var den mystiske mands narkotikum. Han gnækkede, og skumlede, og talte med skinger stemme for hvert tal han læste på det mystiske instrument.

Atter, efter adskillige blodprøver fra den kvindelige løbers slemt forkomne øreflip, gennede den skumle mand den kvindelige løber ud på atletikbanen igen. Denne gang med en reprimande om at løbe endnu hurtigere end sidst. Så hurtigt at den kvindelige løber begyndte at pruste og stønne højt. Vinden tog til, og var det ikke for frygtens adrenalin, ville den kvindelige løber aldrig have løbet så hurtigt. Lungerne var presset, halsen brændte og selvom de små drenge stadig trænede på banerne nord for atletikbanen, kunne den kvindelige løber ikke råbe til dem. Hun havde kun lige luft og fokus til at holde den pace, den skumle mand dikterede for hver gang den kvindelige løber passerede ham ved banens indgang.

Igen råbte manden ”stop” og ritualerne fra tidligere blev gentaget. Den kvindelige løber var træt, men manden ignorerede alle kvindens bønner, og beordrede nedladende den kvindelige løber til at gentage den vanvittige pace endnu engang. Den kvindelige løber var tømt for kræfter og kunne ikke gøre andet end at adlyde den gale mand. Øret smertede, benene var tunge. Denne gang nåede den kvindelige løber at løbe 2½ omgang før hun blev stoppet og gennet tilbage i skuret til endnu en omgange gal-mands-videnskabelige-test.

Denne gang valgte den skumle mand at sikke de sylespidse nåle i øreflikke på det andet øre. Og med en fæl latter og febrile øjne, jublede den skumle mand over blodet der sprang ud som en kilde i skoven. Den kvindelige løber krympede sig. Hun var træt, havde ondt og ville gerne hjem. Hvad var det dog, den skumle mand havde gang i?. Ville han nogensinde få nok og lade hende gå?. Den kvindelige løber forsøgte med al hendes kvindelist at overtalte den skumle mand til at stoppe hans foretagende.

Bedst som den kvindelige løber begyndte at ane et stemningsskift til det bedre, råbte den skumle mand. ”Ud med dig. Ud på banen og løb alt hvad du overhovedet kan. Løb som du aldrig her løbet før” Den kvindelige løber sjokkede ud på banen, og efter en kort og nådig opvarmning gav hun den fuld gas op i vinden. 100 meter nåede kvinden ud, før den skumle mand råbte stoooop – og tog den kvindelige løber med tilbage i skuret. Han grinte højt og gik endnu engang igennem hans gal-mands-ritual.

Endelig virkede det som om den skumle mand havde fået nok. Han udfyldte den sidste linje på blokkens side, tog en dyb indånding og virkede lettet og overstadiet. ”Gå med dig” brummede han, og vendte ryggen til den kvindelige løber. Den kvindelige løber løb ud af skuret og over til hendes bil. Hun kiggede sig ikke tilbage, men ventede hvert sekund at den skumle mand skulle dukke op igen. Hun sprang ind i bilen, gassede op, og kørte fra parkeringspladsen med hjulspind og hvinende dæk.

Den kvindelige løber var undsluppet den skumle mand, og udover virkelig ømme ørebasser, havde hun ikke lidt overlast. Hun lovede sig selv aldrig mere at løbe på atletikbaner alene sent om aftenen.

Tør du, kære læser, få lavet en laktattest?

Ovenstående kunne være det der skete sidste fredag. Det kunne også bare være resultatet af en kvindelig løbers fantasi efter en fantastisk træningsdag, ovenpå test af det løbeprogram hun har fuldt gennem de sidste 15 uger. Resultatet kommer snart, og skal vise om de 15. uger med laaangsom løb med enkelte tempoblokke hist og her, har forberedte den kvindelige løbers krop på de udfordringer der venter forude på den anden side af julefreden.

The post Gys på atletikbanen first appeared on The greatness of running.

Jeg sad her til morgen og udbredte min frustration til bedre halvdel, min stigende frustration over den østenvind som har hærget det nordjyske de sidste mange dage. Samtlige dage siden jeg gik på ferie i fredags, har jeg taget min bedste løbesko på, sprunget ud ad døren med en struttende optimisme og drømmen om at løbe i både korte rør og T-shirt. Samtlige løbeture viste sig i stedet at serverer en omgang kold klam ”omfavning” af en super irriterende bundfrossen østenvind. Helt ærligt altså… Hvad sker der for det.

Jeg prøvede at forklare bedre halvdel hvordan jeg bare syntes at Østenvinden (i hvert fald når den går i det nordlige hjørne) føltes lidt som en fornærmet ældre russisk kælling. (Beklager mit sprog, men jeg er VIRKELIG irriteret :D). Det ene øjeblik smælder og skælder hun, det andet øjeblik falder hun til ro og virker tilsyneladende medgørlig, så to sekunder efter – forestiller jeg mig – tager hun endnu en sip vodka og udbasunerer atter sin galde for fuld volumen. Det er fuldstændig umuligt at løbe i. Det ene øjeblik må jeg nærmest ligge vandret i luften for at komme frem, mens alle mine frit tilgængelige lemmer fyldes med gåsepatter pga. hende isnende spydigheder. Det næste øjeblik smøger jeg ærmer op til skulderne og kampsveder som en finne i en sauna.

I bund og grund så forstår jeg nok bare ikke Østenvinden. Jeg forstå ikke hvad hun vil (for det kan da kun være en kvinde der er så vægelsindet) Jeg forstå ikke hendes luner og jeg bliver sååå gal i skralden over den evige kamp hun udsætter mig for. En kamp jeg dybest set ikke kan forudse udfaldet af. Se med Vestenvinden derimod er det anderledes. Den ved man hvor man har. Her er der fuld fysik og fair kamp. Med vestenvinden er man aldrig i tvivl. Man får det man ser og mærker, en bombastisk blæsende herre, som aldrig slipper taget. Jeg ved, når jeg begiver mig ud i en kraftig vestenvind, at jeg får kamp til stregen. Jeg ved at jeg skal være på dupperne konstant, men jeg ved også at Vestenvinden samtidig udvikler mig til at blive en stærkere udgave af mig selv. Vestenvinden kan man stole på. Det er all in, eller ingenting.

Bedre halvdel kiggede på mig, og sikkert fordi han kender mig godt og ved mine hjernespind ofte er yderst kryptiske, svarede han kort ”Tror du ikke bare, det er fordi du er vokset op med Vestenvinden i Hirtshals, at du er vant til Vestenvinden”. Og her må man give bedre halvdel big time kredit. Tænk han ikke engang syntes jeg er mærkelig, når jeg over morgenkaffen beretter om mit forhold til – ja, – vind.

Han har ret, den gode mand. Han ramte plet. Jeg elsker Vestenvinden, og selvom jeg ofte bander og svovler når det går vildt til, så elsker jeg kampen. Der findes simpelt hen ikke noget federe end at dyste mod Vestenvinden på stranden, med sandet flyvende ind i alle kropsåbninger som en ekstra finesse. – Østenvinden til gengæld. Fuldstændig utilregnelig – som en sur gammel russisk kælling.

I eftermiddag smutter vi ud i sommerhuset ved Vestkysten, og kravler i læ resten af påsken. Uhhhh jeg gælder mig til strand-løb i læ af klitterne. Min skade i højre balle er status quo, og al løb foregår i pulszonen ekstrem let. Det er ok, jeg savner selvfølgelig at ræse, men når det nu skal være, så er det da ufatteligt heldigt, at jeg får en genstridig skade, der trods alt lader mig gør det jeg elsker aller mest – at løbe. :D. Og nå ja, så smutter jeg i øvrigt lige en tur ned til Randers på fredag. Her tager jeg med en pokkers tidlig bus vestpå til Tange, for derefter at returnere til Randers i løbesko. 37,5 lækre km i det smukkeste natur til Gudenå Trail Challenge. Nøj for pokker hvor jeg glæder mig. Det er præcis det jeg vil bruge min skadeperiode til, at løbe alle de fede naturløb (uden stigninger) jeg kan komme i nærheden af. Løb hvor pace er total underordnet, men hvor sanserne overbruses af lækre naturoplevelser. Og forhåbentlig holder den sure russiske kælling mund på fredag.

Happy running derude i østenvinden

Kh Heidi

The post Den russiske kælling first appeared on The greatness of running.

Sådan lyder sangen så smukt. Jeg troede jeg skulle opleve det i dag. Jeg troede jeg skulle finde idyllisk fred og ro, og blive glad helt ind i sjælen. Men NÆÆÆHHH nej, I dag udspillede der sig et drama af dimensioner – et drama med blod og slim – og høje hvin. Den skov jeg troede var skøn og lækker gemte i dag på en dræber, der blot ventede på et uskyldigt løber-offer. Men lad mig lige starte fra begyndelsen….

Mit 2018 løbe-år har mildest talt ikke levet op til de forventninger jeg havde ved årets begyndelse. I godt og vel 6 måneder er jeg nu on/off blevet hjemsøgt af en skade, som ingen helt kan fortælle mig hvad er. Et gespenst der gemmer sig et sted dybt inde i min venstre balle/toppen af baglåret, og som til tider driver mig ud på randen af vanvid. De af jer der læser fast med på domænet har sikkert bemærket, at jeg både har skældt ud på mine sko, og på udgifterne til diverse gespenst-Ekosist. Det har, kan jeg nu afsløre, være ren afmagt der har sivet ud gennem mine fingerspidser. 2018 har indtil nu været året hvor jeg har hjemtaget flere DNS og DNFére end antallet af medaljer. Og det er altså ikke noget der hujer en garvet løber, skulle jeg hilse og sige.

På et eller andet tidspunkt bliver man lidt træt af at høre sig selv gentage ”Jeg kan ikke, jeg er skadet”. Folk gider ikke rigtigt høre mere om mit gespenst, og helt ærligt jeg gider heller ikke selv høre mere om det. Så den første dag i min sommerferie rejse jeg en tur tilbage til min spæde løbestart – hurra for Garmin Connect. Hvor er det fedt, at have så megen historik liggende til inspiration i mørke tider.

Jeg opdagede på min rejse, at jeg tidligere har løbet helt hæderlige tider uden at træne 100 km. ugentlig. At der var en gang hvor løb blot var et spørgsmål om at tage sko på, og løbe det de to gæve stænger havde lyst til. Og at jeg ikke én eneste gang i den periode, havde skrevet noget negativt om en løbetur. Ikke én eneste bemærkning om dumme sko, dumt vejr eller manglede lyst. Jeg opdagede at i min kamp mod gespenstet, havde jeg aller mest lyst til at vende tilbage til fordumstid, og slutte fred med min indre kritiker. Tilbage til 60-70 ugentlige kilometer og lystbetonet løb.

Og således endte jeg i dag i mine gamle trailsko ved foden af Hammer Bakker. Jeg har i den grad negligeret mine kære bakker i 2018 til fordel for alle mine forkrøblede forsøg på interval- og tempotræning. Nu var det tid til reunion. Tid til at genfinde løbeglæden, spontaniteten og legebarnet.

I skoven løb jeg min gamle kendte rute, og nød hvordan pulsen røg op og ned. Jeg nød duften af sensommer skov og hilste på et egern. Jeg grinte af det lille dådyrkid, der modig havde begivet sig ud på åben sti – og tumlede tilbage i urten da jeg kom luntende. Det var præcis som i sangen. Det var idyl, fred og lyksalig ro. Jeg kigge på uret – 30 min ude, og mit gespenst havde kun udbrudt et par spæde buuuhhh fra mine seners vedhæftninger i lårbassen. Alt var godt….. Så skete ulykken…

Jeg registrerede aller først en sær splattende lyd, og mærkede efterfølgende en virkelig underlig fornemmelse bag på min læg. Det føltes som om nogen havde smidt en våd hunde-hømhøm efter mig, med min læg som målskive. Dælme ikke nogen rar følelse. Jeg stoppede op og kiggede ned. Der, bag på min lægbasse, sad en stor vold-ulækker slimet skovsnegl og klamrede sig til min læg, mens den sendte mig killer-øjne der sagde ”Jeg sidder med her resten af turen, og du vover at ændre på det faktum”.

Sneglbassen var rocker-stor og jeg lyver ikke når jeg skriver, at den fight der udspillede sig efterfølgende på skovstien ikke var for små børn. Jeg hvinede op, dansede rundt. Råbte frustreret ”gå væk dit ulækre kryb”, og slog omkring mig (ok – jeg overreagerede måske en lille bitte smule. Men altså – JEG HADER SNEGLE). Sneglen gav ikke op uden kamp. Den slimede sig fast på mit ben og grinte dæmonisk.

Det blev blodigt og det endte med sejr til den stærkeste. Heidi: 1 – Ulækker slimet dæmon-snegl: 0

Jeg vandt kampen, men måtte løbe tilbage til bilen med sneglens efterladenskaber på lægbassen. Snegleblod og slim..- Og sneglen… Jeg er faktisk ikke helt sikker på, om den egentlig afgik til de evige jagtmarkeder eller om den sidder derude og restituerer. Restituerer og venter på et nyt offer. Jeg spurtede væk uden at se mig tilbage, da jeg atter var befriet fra monstret.

Min lille encounter med fjenden i skoven får den konsekvens, at jeg fremover konsekvent – også selvom det er forbudt – løber med en peberspray klar i bæltet. Så kan de dælme bare komme an, de ulækre krapyler. Aldrig mere uforberedt. Jeg vil frem over forvente attack når man mindst venter det – og jeg er sååå klar til kamp. Dæmon-snegle KOM AN…

Er der i øvrigt nogen der ved, om man kan købe snegle-gaitors et eller andet sted?

The post Horror i Hammer Bakker first appeared on The greatness of running.

Jeg ved faktisk ikke helt hvornår det begyndte, det var i hvert fald i min helt spæde tid som marathonløber. Jeg gik dengang med alverdens farver på mine små tåbasser og ”flashede” dem ivrigt i mine sommersandaler. Og så var der jo lige det der løb, hvor alt gik galt. Hvor jeg ikke havde en kinamands overskud og hvor mit hoved nedsmeltede som en anden atomreaktor. Alt føltes forkert, og hvordan jeg nogensinde kom igennem aner jeg vitterlig ikke. Det var så absolut én af de hårdeste dage i løbeskoene jeg nogensinde har haft. Efter løbet kunne jeg ikke få øje på årsager til mit forfærdelige løb. Alt var som ved andre løb – eller næsten alt. Jeg havde nemlig, præcis under dette løb, haft neglelak på tåbasserne for første gang under et løb. Det kunne kun være dét, der nedkaldte dårlig karma over mit løb.

Det lyder måske en anelse ”Border Line-agtigt”. Men det var den konklusion jeg tog med fra løbet, neglelak på tæerne = BAD LUCK. Og jeg har faktisk ikke udfordret min dyrkøbte viden siden. Hvis farve på tåbasser hidkalder de mørke kræfter, så holder jeg mig hjertens gerne fra det stads og flasher mine halvrådne tånegle i stedet. Alt for at sikre det bedst mulige udgangspunkt for et godt løb.

Nu sidder du nok og himler med øjnene og tænker sikke da en kegle hun er. Sikke noget vås… MEEEEEEN, tag lige og kig dybt ind i dig selv. Lur mig om ikke der er en eller anden mærkelig vane/uvane du bare MÅ udføre inden et løb. Måske skal du snøre venstre løbesko før den højre? Måske skal du spise noget bestemt aftenen før? Måske må du bare absolut ikke have løbeuret på venstre arm – (ok indrømmet, det er min egen fetich. Jeg er rablende skør :D). Jeg tør vædde med der sidder mange af jer læsere derude der, som mig, er en smule overtroisk og har nogle skøre ideer for hvad der bringer hhv. held/uheld før et løb.

Lad mig høre… Er jeg den eneste overtro tosse i skuffen?

The post De ting man ikke gør…. first appeared on The greatness of running.

Se, tilbage i de forgange dage en stormfuld september dag opdagede jeg tilfældig, at man kunne melde sig til en lodtrækning om ekstra 100 startnumre til Brighton Marathon 2018. Det kunne jeg slet ikke stå for, og med erindringerne om alle de gange jeg ikke er blevet trukket ud til diverse lodtrækninger, registrerede jeg mig fluks og smed et lod i puljen. Chancen for succes var ulidelig lille og jeg gætter på, at jeg har siddet en sen eftermiddag med ungerne råbende og skrigende omkring mig, mens gryderne buldre-kogte på kogepladerne. (I virkeligheden var det en stille og rolig dag, uden stres og jag, blot en lille hyggestund med mig selv og min pc). Men altså hvorom alting er, så blev mit nummer af én eller anden uransagelig grund udtrukket, og jeg fik lov til at melde mig til officielt. En tilmelding hvor jeg blot accepterede mine allerede indtastede informationer og betalte ved kasse 1. Årets forårsløb var booket

Jeg startede kækt ud med en skarp træningplan fra overseje træner Mia, og hoppede fra igen da ryggen pludselig besluttede sig for at smide en kæp i hjulet. Et par uger så jeg mit forårs marathon forsvinde som en sky for solen, men her 1½ måned på bagkant af skaden, er jeg tilbage i mængdetræning og kan løbe Marathon igen. Og selvom min bedre halvdel ikke længere kan tage med, så er min plan at rejse en tur til Sydengland midt i april, og tilbringe en dejlig solo-weekend med marathonløb uden andre forventninger end at gennemføre i nogenlunde hæderlig tid. Nå ja, og så lige få en lækker medalje med hjem til samlingen.

Det var i hvert fald planen… Indtil for ganske få timer siden. Ind i min mailboks tikkede pludselig følgende besked ind fra arrangørerne af Brighton Marathon.

Hi Heidi

You indicated in your Brighton Marathon registration form that you intend to participate in the 2018 event using a non-racing wheelchair.

Jeg læste mailen et par gange. WTF – rullestol??? – Jeg har da absolut ikke skrevet, at jeg vil deltage i rullestol – helt ærligt altså. Og straks flåede jeg gmail frem og søgte efter mine registreringsoplysninger. AARRRGGG. Ganske rigtig. I bunden af registreringen, hvor jeg havde skrevet forventet sluttid, trøjestørrelse, valgt marathon distancen og tastet personlige oplysninger, har tossen guddødmemig klikket af i en boks med teksten:

You can participant in the Brighton Marathon in a non-racing wheelchair (racing wheelchairs are not allowed). Please select this box should you intend to do so, and a member of our team will be in touch.

SERIØST???? – Hvad har tossen dog tænkt på? Hvordan pokker kunne jeg dog komme afsted med det? Nøj mand det er pinligt. Jeg skrev straks en pæn undskyldende, og yderst underdanig mail, tilbage til de kære arrangører og bad om nåde, syndsforladelse og tilgivelse. Jeg beklagede mig med, at jeg jo blot var en dum dansker, der helt sikkert har læst forkert i teksten, og ja, som burde være skarpere men havde kikset den big time.

Og nu går jeg så her og afventer om følgende scenarier går i opfyldelse:

1. De griner og griner og griner, og viser alle på kontoret hvor dumme danskere er, og skriver overbærende til mig, at ok så – du må deltage hvis du løber med en narrehat på hovedet.
2. Jeg får kun lov til at deltage hvis jeg faktisk sidder i rullestol, og skal nu ud og låne stol – og forsøge at optræne mine spaghettiarme til 42 km. håndarbejde
3. Jeg må bide i det sure æble og se mig om efter et andet marathon.

TYPISK MIG

To be continued…..

The post Dumhed af højeste karat part II first appeared on The greatness of running.

JESSHEIM !!!! – altså som i mega kolde, mørke, nord for Oslo Jessheim. Kan I føle begejstringen…

Men selvom det umiddelbart ikke lyder som det mest fantastisk sted at tilbringe en weekend, så er der nu alligevel en grund til valget af destinationen – altså udover at medaljen faktisk er ret fed.

I min vordende karriere som løber deltog jeg i et halvmarathon i det kolde nord. Min søster og svoger boede på det tidspunkt i Jessheim, og min svoger overtalte mig til at komme på besøg den weekend hvor Jessheim vintermarathon løb af stablen, så vi kunne løbe halvmarathon sammen. Det var tilbage i 2008. Min halvmarathon nr. 2.

Løbet var en kold omgang, med iskolde kastevinde ude på ruten. Jeg var u-rutineret og løb kækt afsted sammen med svoger, der dengang var en lille vårhare på kun 22 somre (tror jeg). Og ja, det siger jo næsten sig selv, jeg kom alt alt for hurtigt ud af starthullerne og gik gruelig kold et sted ude i den kolde kolde norske vinterdag. Jeg var nede og gå, færdig som gårdsanger da jeg blev passeret af en kvinde hvis mand kørte ved siden af på cykel og råbte ”nu tar du hende – du kan godt” (med bølgende norsk accent :D. Det provokerede mig totalt, og med de sidste krampetrækninger fik jeg gang i futterne igen og genvandt min stolthed da jeg knoklede min kolde krop forbi hende, og videre gennem byen ud til målporten på Jessheim stadion. Jeg var solgt til stanglakrids da jeg kom i mål. Det var sq en hård omgang – men lige så træt og kvæstet jeg var, lige så lykkelig blev jeg, da jeg pludselig blev råbt op som nr. 2 i min AG – og fik overrakt min fine fine præmie. Et krus med en Elg på. (Damen jeg havde overhalet var nr. 3, hun fik et lille fingerbøl)

Det var kæmpe stort for mig. Jeg havde vundet en præmie i løb. Jøsses hvor var jeg stolt. Jeg var så stolt, at jeg mandag morgen troppede op på mit daværende arbejdet med kruset i hånden. (Ok, indrømmet – det var også lidt fordi jeg syntes det var så kikset grimt et krus, at jeg ikke rigtigt kunne se den stå hjemme i min lejlighed. :D)

På arbejdet blev mit krus på én eller anden måde til et ikon. Jessheim Vinter-marathon ligger i november, og julefrokosten stod for døren på arbejdet – og hvad ellers end at benytte min nye præmie som drikkekrus under festlighederne. På et tidspunkt blev jeg spurgt om, hvad Elgen egentlig hed – og ja, det tog mig to sekunder, så var Helge døbt.

Fra da af blev Helge en fast inventar til samtlige fester hvor han dansende, krammede og bød på vin og sprut i lange baner. Alle fik lov til at drikke dus med Helge, og det viste sig at den kære elg var en helt habil danser. Alle elskede Helge. Og før jeg fik set mig om, havde Helge fået familie (en lille ko-fætter) og adskillig fans rundt omkring i det danske land.

Sådan gik det til at en skør præmie fra Norge blev et ikon i det offentlige. Jeg havde i min vildeste fantasi ikke regnet ud, hvor meget Helge ville berige mit liv, og selv om man skal lede længe efter en mere fordrukken Elg, så fortryder jeg aldrig jeg knoklede mig igennem et halvmarathon i den norske vinter en novemberdag tilbage i 2008.

Nu til dags er Helge gået på pension efter flere år i terapi hos AE; (anonyme Elgkoholikere) og står tilbage som en gammel elg blandt mine fine pokaler. Og jeg er klar til en nyt norsk eventyr, når jeg spænder løbeskoene og genbesøger Jessheim vintermarathon der løber af stablen på søndag. Jeg skal tilbage og løbe det, jeg tilbage i 2008 tænkte ALDRIG var muligt, jeg skal tilbage og løbe marathon-distancen – og helt ærligt, jeg glæder mig faktisk lidt.

The post Mød Helge :D first appeared on The greatness of running.

Men pludselig – ud af det blå vendte stemningen til en truende og yderst fjendtlig stemning, og før manden kunne nå at reagere, blev han sendt til tælling af et frontal angreb fra de pludselig slet ikke så rare køer. De angreb simpelthen manden, og mens han kæmpede sig på benene og i sikker afstand fra de grumme køer, gik køerne til angreb på stakkels Tulle som hunden hed. Manden slap væk med livet i behold om end såret og meget forskrækket, hunden endte sine dage efter sammenstødet med de vilde kvæg.

Så er det bare jeg må hejse et stort ”HVAD SAGDE JEG” flag. Jeg vidste det!!!  Jeg vidste man ikke kan stole på de vilde banditter af køer der i ”vi-er-så-søde-forklædninger” er omvandrende dødsmaskiner. De af jer der læser med her på domænet vil vide, at jeg indtil flere gange har luftet min angst for kvægene når jeg futter rundt i mine trailsko. Jeg er rædselsslagen når de blokerer mine løbestier, intet mindre. – og nu viser det sig at være med god grund.

”Vi laver bare naturpleje” siger de kære køer, mens de i virkeligheden smeder rænker til fremtidige angreb på naive trailløbere. Magen til upålidelige, sindssyge dyr skal man lede længe efter. Jeg er ret sikker på det kun er et spørgsmål om tid inden de kære køer bekender kulør, og tager deres rygmærker på. COWS CRC (Chasing Runners Club).

I radioen fortalte en mand fra Naturstyrelsen at en god regel var, aldrig at passere køerne på den samme sti 2 gange. Det gjorde dem utrygge. Jamme det kan enhver da sige sig selv – selvfølgelig skal man ikke det. Første gang man passerer horden udser de sig dine svage punkter, 2. gang – Its a kill.

Jeg løber jo som skrevet ofte steder hvor Cows CRC holder til, og har flere gange stået ansigt til kohoved med de vilde kreaturer. Heldigvis er det aldrig kommet til håndgemæng, men ærligt – jeg overveje seriøst at få fat i en peberspray for min egen sikkerhedsskyld (sig det ikke til nogen, det er ikke lovligt).

Manden fra naturstyrelsen kunne endvidere fortælle, at man bør undgå øjenkontakt med bæsterne og for alt i verden ikke opføre sig truende. Køerne kan simpelthen ikke kende forskel på farlige rovdyr og mennesker, og angriber hvis de føler sig truet. Og så er det generelt en god ide, ikke at tage vovser med ind i foldende. Hunde fungerer åbenbart som en rød klud for ko-basserne.  Naturstyrelsen vil endvidere i fremtiden opsætte skilte der beskriver lidt om farerne ved at få ind til dræbermaskinerne, og angiver gode råd til hvordan man opfører sig over for de omvandrende dynamitstænger.

Jeg overvejer personligt, at få arrangeret et ko-kursus i nærmeste fremtid, et kursus hvor vi løbere lærer at se faresignalerne, lærer lidt basal selvforsvar rettet mod muh-køer, og får redskaber til at løbe sikkert gennem COWS CRC hood.

Har du haft farlige episoder med de vilde køer? Så skriv endelig i kommentarfeltet – og ellers så tag lige og pas rigtig godt på jer selv derude.

Læs evt. om angrebene og gode råd her: https://www.b.dk/nationalt/efter-fire-kvaeg-angreb-mod-mennesker-i-2017-nu-skal-der-skiltes-foran

The post Ko-gate first appeared on The greatness of running.

Det hele startede med en tråd på Messenger, hvor der blev søgt efter trail-løbere til at lege statister. Og da jeg notorisk elsker nye oplevelser, var jeg ikke to sekunder om at respondere på tråden. MIG – MIG, jeg vil gerne være med. – Det affødte et kald fra journalisten, der kort præsenterede hans ideer med udsendelsen, og en aftale om at mødes kort forinden optagelse og gennemgå manus (som man siger i filmverden)

Så sådan endte jeg, en helt almindelig onsdag aften, i en hal i Nørresundby sammen med en håndfuld andre løbere. 4 af os var udvalgt til at skulle give et besyv med om hver vores vinkel på løb, og hele forløbet var nøje iscenesat af de to garvede tv-folk – der rutineret havde hele spilleplanen linet op, med plads til freestyle mellem faste indslag der var skudt på forhånd.

Briefingen var kort og præcis. Klokken 19.40 går I ud til mødepunkt 1. Klokken 19.50 går vi på med en intro og så – Heidi, så kalder jeg på dig. Så snakker vi om hvordan man kommer i gang med at løbe trail, – og hvad vi ellers lige finder på. Det tager ca. 3 min. og så er det videre til et indslag under hvilken vi bevæger os ned ad stien med Mette, mens I løbere venter foroven. Ved Go, løber/kravler I ned ad stien og forbi os mens vi taler. Det varer ca. 4 min. Herefter et nyt indslag mens vi bevæger os over til vandpassagen, og ved live snakker jeg med Flemming, mens vi vader gennem vandet over til den anden side. Mens vi taler på den anden side, løber I andre løbere gennem vandet, forbi os, op på stien og tilbage til start – hvor I selvfølgelig tager en runde mere, eller to – hvad der nu lige passer. Så kommer der et indslag om svampe, inden vi kommer på igen, hvor jeg snakker med Bruno om det at løbe langt. Imens vi snakker, vil jeg gerne have jer løbere til at komme forbi, og kæmpe jer op ad den mega stejle skrænt. Og så ender det hele ellers med samling i bunden igen, hvor vi drikker en sodavand og siger tak for nu.

Sådan – styr på tingene, og en gameplan som selv den bedste NFL træner ville være misundelig på. Der er bare lige det med live-tv, at man trods nøje planlægning, ikke helt ved hvad man går ind til. Og starten, som skulle være præcis 19.50, måtte udsættes mens Kameramanden desperat kæmpede for at få teknikken til at virke alt imens de hjemme i stuerne så et ”midlertidig afbrydelse” skilt.

For ikke at blive for kolde løb vi løbere frem og tilbage, frem og tilbage – en kende nervøse og – ja, hvad pokker skulle vi ellers gøre, det er jo det vi kan. Og så nærmest uden varsel blev der råbt Heidi – kom lige her hen. Og vupti, Johansen stod for rullende kamera og forsøgte desperat at tale velovervejet og klogt.

I mit hoved havde jeg hele dagen forsøgt at finde noget jeg gerne ville sige. Noget der lød klogt, men ikke for klogt – noget der ville få folk i stuerne til at nikke sammentykkende med hovederne, mens de tænkte, – aha, det lyder da som om, det der løb er lige til at gå til. Og sidst, men ikke mindst forestillede jeg mig hvordan alle seerne ville flyve ud på FB for at tilkendegive monster interesse for det der trailløb, de lige have hørt omtalt hende den smukke pige tale. Jep – sådan var det i mit hoved

Sådan blev det ikke helt i virkeligheden. Vores kære journalist havde sagt at vi bare freestylede – og de spørgsmål jeg havde tænkt i mit hovedet, var ikke dem der blev stillet. Jeg forsøgte efter bedste evne at lyde naturlig, men kunne godt mærke, jeg nok ikke helt toppede som den skarpladte modspiller. Jeg var ikke sjov, jeg var ikke velovervejet og jeg kom lidt til at snuble over ordene. Og værst af alt, og nu bliver det tåkrummende… – Inden starten på optagelse havde jeg fået af vide, at jeg skulle kigge på journalisten og ikke direkte i kameraet. Det gik også ok under interviewet – men da den kære journalist gik i enetale stod jeg pludselig lidt fåret tilbage og tænkte, ”hvad – hvad nu – skal jeg kigge på dig? – skal jeg kigge i kameraet? – hjælp” – Hvorefter jeg drejede hovedet og fåret kiggede ind i kameraet, indtil jeg fik mod på et lille forsigtigt smil. – Det sidste er direkte refereret fra min bedre halvdel, der sad hjemme i den varme stue og vol-gnækkede over hans lidt pinlige kæreste på skærmen. SÅ meget for mine 3 minutters berømmelse

Interviewet var lige så hurtigt overstået som det startede, og med lettelse i skroget lod jeg mig forføre af hele setupét og stemning. Nu venter I, nu løber I, nu kravler I op, nu løber I gennem vand – og osv. Og da kameraet slukkede, og vi stod storgrinende i rundkreds, havde jeg bare haft den sjoveste aften i mands minde. Det var så vanvittigt sjovt at lege statist, og for en kort stund føle sig speciel. Og for pokker hvor var det sjovt, at løbe gennem vand og lege rundt omkring kameraet, selvom det hele var totalt opstillet og påduttet.

Så selvom jeg her på bagkant må erkende, at chancen for en stor Hollywood filmkontrakt er lig nul, og at det nok ikke er inden for medieverden jeg skal forvente at blive headhuntet. – Og selvom jeg skal leve med, at jeg for en kort stund agerede miss fåret fjæs direkte på live-tv i det nordjyske, så ville jeg gøre det hele om igen. Det var en episk oplevelse og jeg takker alle de dejlige mennesker jeg tilbragte den sjoveste aften sammen med i går. Sikke dog en skør fantastisk oplevelse….

PS – Jeg har ikke set udsendelsen, og gør det heller ikke. Min kærestes udlægning var rigeligt for mig – Vil du se udsendelsen, og se hvor blændende mine 3 andre løbevenner klarede sig, så klik på link herunder (og start udsendelsen efter den lyseblå løbejakke har været på )

Link til gårsdagens program: https://www.tv2nord.dk/outdoor-nu/outdoor-nu-78?autoplay=1#player

The post Den aller sjoveste aften i løbeskoene first appeared on The greatness of running.

Det er sommer og agurketid blandt landets medier, hvilket betyder selv de mindste nyheder får spalteplads i dagens aviser. Og når nu alle alligevel er gået på ferie, og sikkert overhovedet ikke har tid til at læse blogs, så vover jeg pelsen og bringer et yderst prekært emne på banen. Hvis I kunne kigge med bag skærmen lige nu, vil I se en yderst rødmende udgave af Johansen.  

I mænd, I har problematikken med blødende brystvorter hvis I ikke taper eller benytter jer af andre tricks. Det må være smertefuldt, og velvidende at et råd om at benyttet løbebh nok ikke falder i god smag, så vil jeg skynde mig at sige – I er sq seje. Godt gået og vild nok I klarer trængslerne med at trække tapen af igen.

Men altså, vi kvinder har altså også nogle problemer i samme område. Eller problemer er måske et lidt højtravende statement, man kan nok nærmere kalde det pinlige uhensigtsmæssigheder. Jeg blev for alvor opmærksom på omfanget af udbasunering da jeg for lidt over en uge siden, tonsede rundt i Rebild Bakker til 8 timers trail løb.

Den første runde gav jeg den lidt gas og vendte tilbage godt svedig. Jeg løb i singlet og alligevel var jeg gennemblødt og havde salt i hele hovedet. Jeg udnyttede derfor ventetiden til at traske ned på hotellet, og benytte deres overordentlige lækre toilet til at smide godt med kold vand både indenbords og i krydderen. Og netop der, foran spejlet fik jeg et chok. Jeg løftede hovedet op og foran mig, inde i spejlet stod en kvinde med – ja, hvordan skal jeg udtrykke det, meget tændte forlygter (som vi siger det hjemme hos os.). Havde der været et rådyr foran, så er jeg overbevist om, at lyskeglerne ville have paralyseret det kære kræ. PINLIGT PINLIGT PINLIGT. Jeg krydsede armene foran mine attributter i den mest ”jeg går bare sådan rundt og har fuld styr på situationen og derfor har jeg krydset arme”-attitude, og gik tilbage til pladsen hvor jeg overvejede mit næste træk. Jeg var i limbo. Skulle jeg skifte trøje og se om den skjulte visse dele af min krop bedre, med risiko for at opdage at den heller ikke ydede nogen synderlig beskyttelse. Eller skulle jeg rette ryggen og løbe ud på næste runde med badass attitude – Det er mig; sådan ser jeg ud; jeg er ligeglad, jeg er løber.

Jeg valgte det sidste, gentog processen og stod endnu engang foran spejlet i hotellets kælder og tænkte, det kan jeg bare ikke stille til skue for de stakkels andre løbere derude. Og så skiftede jeg trøje. (den dækkede lidt bedre tror jeg, fakta var at jeg slet ikke turde tjekke, men blot levede i uvisheden)

Siden da har jeg tænkte meget over ”problematikken”, over hvordan nogle singletter (stort set alle i lyse farver) i kombination med løbebh’en får ting til at stritte lidt rigeligt og syne nærmest som en ”miss wet T-shirt” konkurrence. I dag spurgte jeg sågar min bedre halvdel, og han svarede lidt undvigende ”jeg lægger da mærke til det, men jeg tænker ikke videre over det”. Hmf. Ikke et svar jeg kunne bruge til noget.

SÅ nu er det jo agurketid. Og skulle der være en kvinde eller to på linjen, så fortæl mig lige (I må gerne gå undercover hvis I syntes det er pinligt ) om I har samme problem.  Og syntes I også det er pinligt? Jeg tænker umiddelbart, løbsbilleder fra f.eks. større løb hvor man ser stjerne sej ud, hvis man altså lige ser bort fra de strittende attributter. Hvem vil have sådanne billeder hængende? – Og er der egentlig nogen der kender en udvej?

Og kære mænd – skulle der være enkelte forbi domænet, hånden på hjertet, ærlig snak. Lægger I mærke til det, tænker I ”det er da en kende vulgært det der?”, eller er det bare en del af gamet som I ikke skænker en tanke.?

Jeg smider dette ud i æteren mest af alt, fordi jeg har brug for en beslutning om hvorvidt jeg skal donere alle mine lyse singletter til blå kors, og fremover kun købe de mørke. Og sidder der nogen der elsker lyse singletter og ikke syntes det er pinligt, så har jeg to billigt til salg..  – Er jeg sippet?

The post The nipple issue first appeared on The greatness of running.

Han var vedholdende, fangende mine øjne gang på gang og vedholdt en kærlig intens kontakt. ”Jeg kan noget” hviskede han, ”giv mig en chance, lad mig overraske dig, lad mig forkæle dig”. Det virkede, jeg blev blød og tog på endnu en date, og endnu en date – og endnu en date. Én dag vi var ude fik jeg en kompliment, vi så godt ud sammen sagde pigen; vi passede godt til hinanden. Jeg blev pludselig lidt stolt.

Og ganske stille og roligt smeltede mig hjerte, jeg ved ikke præcis hvornår du fik åbnet døren op, hvornår gennembruddet kom, men pludselig var det dig jeg valgte og prioriterede fremfor de andre. Du blev min nummer 1, du vandt min kærlighed og ømhed. Jeg begyndte at stole på dig, viste dig mine grimme sider som når jeg bandede og svovlede over at skulle grave dybt, og alligevel var du altid klar, når jeg havde brug for dig.

Det var os to, vi var altid sammen. De kloge siger, at det er sundt at se flere på samme tid. Det fungerer bare ikke for mig. Jeg går all in når jeg giver mit hjerte bort, også selvom jeg i sidste ende altid ender med at blive såret. Sådan går det gang på gang, jeg ved det, jeg har prøvet det mange gange før. Der bliver i øvrigt ikke lettere med tiden, det er bare noget de siger for at trøste dig.

Forelskelsen gik over i dyb kærlighed, jeg vaskede dig nænsomt efter hårde dage når du bar mig gennem mudder og vand og beskyttede mig mod rovdyr som flåter og skovtissemyrer. Din skønhed begyndte at falme, din hud blev blød og mere slap, det til trods elskede jeg dig kun, om muligt endnu mere.

Du har aldrig nedgjort min falske sangstemme – ja du end ikke hævede et øjenbryn, når jeg skrålede løs på min yndlingsmusik på vores lange udflugter sammen. Du lod mig aldrig mærke når du var irriteret på mig, og det kan tælles på én hånd de gange du har såret mig. Du gav mig tryghed og med dig kunne jeg være mig selv.

Jeg holder styr på din alder, på dine meritter – og jeg ved hvor det bærer hen. Vi skal snart skilles igen, du har allerede været hos mig længere end nogen anden. Jeg finder på undskyldninger for at udskyde det uundgåelige. Bare lige én uge mere – og én mere. Jeg kan ikke bære at sige farvel, men ved også af erfaring at jeg er hurtigt videre efter et brud, og jeg ved det vil såre dig endnu mere at blive hængende, og se min kærlighed til en anden vokse sig stort og stærk. Det er uundgåeligt. Livet er barsk.

Kære gamle ven, en uge mere så er det slut, så skilles vi. Jeg har advaret dig et par gange, forberedt dig på det værste. Det gør ondt i mit hjerte, jeg kan se du er slidt – jeg har slidt dig op. Heller ikke du klarede mere end 6 måneder sammen med mig. Dine dage er talte. Din fremtid er forbrændingen. Jeg gyser ved tanken. Måske du kan blive forsølvet som min barnesko jeg fik til min konfirmation i hidgangne dage. Jeg mindes vores minder sammen, du var med mig på podiet i Flensburg, du var med mig tværs over Vendsyssel en midsommernat, og du har været der alle de dage jeg er kommet stresset hjem fra arbejdet og bedt om hjælp. Jeg savner dig allerede som en narkoman der savnet et fiks.

Tiden er kommet til afsked. Mit hjerte bløder og drømme føles bristet. Farvel min elskede tro følgesvend og fortrolige. Farvel min blå super Kayano 23, Farvel smukke smukke løbesko.                     

(Er det bare mig; eller kender I også de følelser når I skal sige farvel til jeres sure gamle løbesko )

The post Kærlighedens smerte first appeared on The greatness of running.