Først vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at værdsætte alle jer der læser med. Jammen så mange søde bemærkning og fantastiske input og ideer jeg fik, efter mit indlæg i lørdags. Det var en total genstart af min nedsmeltede hjerne, og så meget god karma, at jeg straks gik tilbage til restaffald og samlede mine løbesko op igen. .

Mandela sagde engang at alle rejser er vigtigt, og ingen rejse er umulig. Det syntes jeg rammer fuldstændig plet, og jeg har besluttet mig for, at min rejse igennem en transformation fra ”hurtigløber” til eventyr-løber for alvor skulle starte her i weekenden.

Jeg lagde ud i mandags med en beslutning om at spise mere antiinflammatorisk mad, og tog en kold kaffe-tyrker. (må man egentlig godt skrive en kold kaffe-tyrker i disse tider? – og for en sikkerhedsskyld vil jeg skynde mig at tilføje, at jeg på ingen måde anser tyrkere for hverken kolde, eller kaffeagtige :D). I selvsamme ånd sendte jeg også alt sukker ud til evige jagtmarkeder, og fokuserede ugen igennem på at spise masser af grønt, nødder, fisk og groft tilbehør. Det gik helt fantastisk og ret let – måske fordi jeg følte jeg selv bestemte slagets gang, og hvem jeg ville kæmpe med. Det føltes godt at tage en beslutning og handle på den, og som ugen gik, blev jeg mere og mere bevidst om, at det jo i grunden handler om at gøre det, der føltes godt for krop og sind. At jeg jo ikke behøver leve op til noget som helst, og at I skønne fantastiske læsere jo har helt ret. Det er så meget mere i løb end at jagte hurtige tider.

En anden ting jeg er gået ombord i, her i ugens løb, er let udstrækning og mobilitetsøvelser efter hver løbetur. 20 minutters kvalitetstid hvor jeg arbejder stille og roligt med de muskler i ballen, som gennem måneder har været rustet sammen som en gammel skrotbunke. Det føltes helt godt, og da min nye rejse går ud på, at gøre alt det der føles godt, ja så er det blevet en rutine jeg vil holde fast i.

For mig er løb ubetinget det bedste jeg kan byde både min krop, men i høj grad også mit sind. Og efter en løbetur på stranden i går, hvor jeg i lidt over 2 timer samlede skrald på stranden og løb til – og fra skraldespand efter skraldespand, var jeg høj af løbeglæde og endorfiner. Sikke da en fantastisk formiddag. Solen skinnede, jeg løb for et godt formål, og jeg elskede hvert eneste sekund. Mageløst – intet mindre. Og da bedre halvdel og jeg sidst på dagen dappede på stranden og nød en solnedgang værd en oskarstatuette, sluttede jeg dagen af lykkelig og fuld at taknemmelig. Jeg kan jo stadig løbe om end det er på lidt andre præmisser.

I dag tog jeg næste skridt på vejen til at få min krop i balance igen, og fik lavet en test der skal afsløre hvor gode (eller dårlige) forhold min krop har, til at bekæmpe den inflammation der ubetinget boltrer sig i mit baglår og balle. Et lille prik i fingeren, lidt blod på udvalgte felter – og afsted med post til laboratoriet i Sverige. 14 dages ventetid, og jeg kan gå online og få syn for sagen. Det er sq genialt, intet mindre.

Der er en frihed i at handle og selv bestemme retningen. En frihed til selv at tolke kroppens signaler og navigere efter det, der mærkes godt og giver mening i mit hoved. Foran mig venter et besøg hos en osteopat, som forhåbentlig kan hjælpe mig med at skære min mobilitetsøvelser helt ind til benet – og så har jeg besluttet mig for, at mine baglår gerne vil have ugentlig massage.   

Denne uge har jeg ”kun” løbet 4 dage (og ikke de 6 dage som jeg plejer), i stedet har jeg kombineret mit løb med lækre gåture, og en cykeltur i skoven der lige nu famler trind om land. Hurraa for efteråret, for farverne og for de fuldstændige fantastiske sensommerdage. Hurraa for os løbere, og for alle de eventyr der venter forude. Jeg er ikke slået – jeg skifter bare fokus. Resten af 2020 vil jeg finde alle mulige former for eventyr som løb tilbyder og skrive om dem. De skæve løb, de sjove løb, de udfordrende løb, de sociale løb, de løb jeg ikke troede fandtes, og de løb hvor jeg farer vild i jagten på nye spor og sjove stier. Alt andet end de hurtige løb. Og tro det eller ej, jeg glæder mig som et lille barn.

Rigtig dejlig søndag aften.

The post Bitte små skridt first appeared on The greatness of running.

— Jeg skrev dette indlæg i går, uden at ville poste det her på domænet. Faktisk havde jeg tænkt at jeg blot ville gemme mig på matriklen, og ikke dele mine frustrationer om mine begrænsninger som løber. MEN, jeg er nået til den konklusion, at den udfordring med pludselig at stå og være tvunget til at revidere sig selv som løber og menneske, måske er noget andre også vil opleve efter mange års slid – og overbelastning af kroppen. Og måske er der nogen derude, der vil opleve en lille snert af lettelse, ved at læse om det jeg går igennem. Så here goes. Det næste stykke tid vil jeg dele mine oplevelser og tanker, i jagten på at lande på i løbeskoene i en ny udgave af mig selv.

Puha, det er svært at nedfælde mine tanker lige nu. Jeg skal hele tiden passe på og navigere forsigtigt mellem de ord der baner sig vejen frem i min opmærksomhed. Hvis ordet er forkert bruger min opmærksomhed det lynhurtigt til at danne en sætning der får min øjne til at flyde over. Jeg er på én eller anden måde tilbage til nul, tilbage i den fortvivlelse der har hjemsøgt mig i perioder de sidste par år.

Hvis du har været en tilbagevendende gæst her på siden, vil du sikkert kunne nikke genkendende til min skadeshistorie. Jeg har igennem de sidste par år døjet med smerter der hvor baglårets store sener hæfter til ballen. Jeg har haft gode perioder hvor jeg har løbet nogle helt hæderlige tider, og præsteret ret godt, jeg har bestemt også haft virkelig dårlige perioder hvor jeg næsten ikke kan sidde på en stol eller køre bil, uden at min baglår og sædemuskel krøller sammen, og tvinger mig til at stå- og gå langsomt rundt i smerte.

Jeg har prøvet RIGTIG mange ting. Fys-guidet træning, styring af træningsmængder med coach, pauser, ingen tempoløb i et halvt år, ingen trailløb i et halvt år. Alt sammen uden det mindste tegn på bedring. Jeg har aldrig nogensinde kunne knække koden, hverken alene eller med hjælp fra andre. Hver evig eneste gang er jeg røget tilbage til middelløsningen – langsom løb, ingen interval og tempo og ingen løb på bakker og stigninger.

Her i starten af september besluttede jeg mig for at give det en sidste chance. Jeg ramte en dårlig periode igen igen og tog til fys for gud ved hvilken gang, denne gang med det ene formål at blive henvist til en MR-scanning for at få endelig syn for sagen. Fyssen var enig i min vurdering, jeg har prøvet næsten alt og der skulle billede på. Men han mente at vi skulle starte med ultralyd og se hvad den ville afsløre.

Jeg fik ultralyd i dag. Og det jeg kunne tage med hjem, var – kogt ned i en snasket sammenkogt gryde, – en besked om, at der ikke er overrivninger eller forkalkninger i senerne. – Det var den gode besked – og så kom opfølgningen – du må nok bare indse at dit bindevæv er middelalderligt og ikke længere så elastisk, og du må nok indse at det er tingenes tilstand og at du nok aldrig kommer til at løbe ”hurtigt” igen. Du kan godt tage et halvt år ud, og træne området mens du cykler i stedet for at løbe. Så vil du måske se fremgang – men chancen for tilbagefald vil være monster stor, og du kan ligeså godt indse nu, at du nok aldrig mere bliver så stærk i området, at du kan løbe som du gjorde engang.

Min frustration eksploderede i det sekund jeg trådte ud af døren. Den var så overvældende at jeg ikke kunne finde tilbage til venteværelset selv om jeg kun kunne gå den ene – eller den anden vej. Og så græd jeg ellers uhæmmet hele vejen hjem i bilen. MIDDELALDERLIGT…. HVAD POKKER BILDER HAN SIG IND..

Min frustration bunder i, at jeg føler mig sparket tilbage til nul, med den tarveligste skosnude af dem alle – aldersbetinget overbelastning. Shit hvor er det bare nemt at slynge sådan én ud, uden på nogen måde at åbne en flanke for andre muligheder. ”Du kan jo forsøge at strække lidt og se om du kan få lidt smidighed tilbage” – som om altså – som om jeg ikke har forsøgt mig med let udstræk. Men det er sq ikke let når man fra barnsben har fodboldmuskler så korte, at benene kun lige præcis kan strækkes nok ud til at gå.

Jeg fik intet med derfra – ud over endnu en stor regning for en behandling der på ingen måde hjalp mig, men, som alle de andre gange, efterlod mig fortabt og frustreret. Var jeg dog bare eliteløber med en håndfuld mennesker omkring mig, til at hjælpe med at finde vej ud af junglen. Det er jeg ikke. Jeg er bare en helt almindelig motionist der må indse, at min krop åbenbart ikke kan holde til det jeg udsætter den for hverken som løber, eller som Digitaliseirngskoordinator i en god gammel dansk kommune (det er det stillesiddende arbejde jeg henviser til her ).

Min identitet som løber har altid være ”hende der løber forholdsvis hurtigt” – på ingen måde super-hurtig-løber, men lidt hurtigere end den gængse motionist. Jeg har altid elsket helt ind i knoglerne, når jeg løb forbi folk, og kunne høre et ”hun havde godt nok fart på”. Det fik mig til at føle mig så stolt og dygtig, at jeg næsten kunne flyve. Og jeg har altid elsket følelsen af, at være derude hvor man kæmper med sig selv i hjernen for at holde pace de sidste 8 km. af et marathon. Det er det fedeste jeg ved. 

Sidste gang jeg løb marathon i Blokhus og løb i hæderlig tid, kom bemærkningen ”nååå – du har det stadig i dig”, og jeg vidste i det sekund, at jeg aldrig vil kunne stille mig tilfreds med ikke at kunne give alt jeg har, eller i hvert fald føle at jeg pressede mig selv til det, jeg havde i mig den dag. Jeg kan ikke være den der løber et marathon bare for at få et tal på bogen. Jeg kan ikke stille op, blot for at gennemføre. Det giver mig desværre ikke den tilfredsstillelse som jeg higer efter, hver eneste gang jeg tager et startnummer på. 

Så hvad er der så tilbage, når jeg åbenbart må indse, at jeg har slidt mig selv i stykker så jeg ikke kan være den løber jeg engang var. Når 2½ års håb for at en quickfix slukkes. Helt ærligt, jeg ved det ikke lige nu. Jeg skal lige bruge et par dage på selvmedlidenhed og frustration. Jeg skal lige vænne mig til at min løber-identitet skal ændres, hvis jeg stadig vil lufte mine løbesko. Jeg skal finde en anden måde at være løber på, end den jeg kender og elsker så uendelig højt. Jeg skal genopfinde mig selv som løber.

Kan man mon det????

The post Følelsen af fortabthed first appeared on The greatness of running.

Verdens løbeure står næsten stille lige p.t. Eller i hvert fald de ure der pryder sig med et Garmin logo. Garmin blev i torsdags, helt præcis den 23. juli ramt af en såkaldt ransomware virus. Én af de virusser der ikke kan kureres med masser af hvile og en håndfuld smertestillende piller. Garmins virus er én af dem, der kun kan behandles på én måde – ved at betale ved kasse 1. Og det er vel og mærket det helt store masterkort der skal findes frem, medmindre man er så usvigelig forudseende og styr på ord som backup, recoveryplan og overvågning.

Garmins virus er ikke et fortilfælde på nogen måde. Masser af virksomheder rammes, og må se millioner af kroner forsvinde ud af kassen i forsøget på at genskabe den daglige drift, der er essentiel for virksomhedens. Maersk har prøver det – og måske husker du den forhadte WannaCry virus der gennem Windows nåede at sprede sig til hele verden. Virusset er sådan en bandit der ofte kommer gennem en såkaldt psisingmail – altså en mail hvor man lige kommer til at klikke på et link man i den grad skulle have holdt sig fra. Et ulykkeligt klik og den skumle virus sniger sig ind på computeren og blokerer alle, som i ALLE virksomhedens filer. Og ja, når man så ovenikøbet er en stor virksomhed, så betyder det at viruset lynhurtigt transporterer sig selv til virksomhedens datalager og blokerer alt, hvilket betyder at virksomheden stivner og ikke kan levere noget som helst til kunderne.

Det er dét Garmin oplever lige p.t. Garmins store datalagre er blokeret af en styg virus plantet af en skruppelløs hacker-bande. De har taget dine og mine data som gidsler, og løsesummen står p.t. på 10 millioner dollars. Vil Garmin så betale? – tja, umiddelbart så er det lidt af en hårknude Garmin kan være i, især hvis deres backup og planer for håndteringer af nedbrud, ikke har været lige så specifik og præcise som en eliteudøvers træningsplan.

Og mens Garmin kæmper en kamp for at reetablere sig selv, står vi Garmin brugere tilbage med ure der ikke kan ”synce” data, og dermed ikke kan give os det overblik vi normalt tager for givet. Joken – Hvis du ikke kan dokumentere dit løb og dine aktiviteter online, så har du ikke løbet – har pludselig fået en lidt grim smag i munden. Lige p.t. er eneste dokumentation for din løbetur fanget på dit lille ur på armen. Jovel du kan selvfølgelig tage et billede og poste online, men funktioner som uge-statistikker og summeret antal sko-kilometer blandt andre, er lige p.t. ikke eksisterende muligheder for os løbere. (Ramaskrig – jeg aner faktisk ikke lige p.t. hvor mange kilometer mine sko har løbet i sidste uge. Og hvordan ved jeg så egentlig hvornår de skal skiftes de små pus?) 😛

Som løber er jeg selv storforbruger af Garmins services, og jeg benytter dagligt Garmin Connect til at dvæle ved både mine meritter, og puste ilt til mine løbedrømme. Garmin giver mig lynhurtigt en ide om, hvordan min løbetur forløb, og om pace og puls var nogenlunde som forventet – eller om min krop er stresset og måske har brug for ekstra restitution. Alt sammen via de grafer og data, Garmin så fint opsummerer, når data uploades til deres datalagre. Jeg stoler så meget på de data jeg ser, at jeg nogle gange glemmer at mærke efter og danne mig min egen mening, inden jeg kigger på data. Data er sandheden, mine følelser er let påvirkelige og kan snyde mig.

Det er lidt tankevækkende at data betyder SÅ meget for mig som løber. At det, at løbe er blevet lig med indsamling af data. Den letteste sport i hele verden er blevet en stor datamaskine, alt sammen for at sikre at motivationen holdes og fremgang – eller manglende på samme måles. Det giver mig faktisk lidt dårlig samvittighed, især fordi jeg tænker mig selv som værende ret god til at løbe ud fra hvordan jeg har det i kroppen. Og jeg har mange gange i mit hoved forsvaret min afhængighed af data med, at man jo ellers ikke ved hvornår ens sko bør skiftes – eller kan løbe cannonball-marathons hvor sluttider er noget man oftest selv leverer. Jeg indrømmer blankt – jeg har, siden Garmins nedbrud dagligt været inden på appén og tjekket om den er oppe igen. Bare lige for at få tjekket den træning jeg lavede i sidste uge, hvor jeg løb som en sindssyg gennem en mørk skov med adrenalinen flydende ud af ørerne. Og jeg løber også troligt med uret på min arm, i håbet om at Garmin snart er oppe igen og klar til at synce alle mine træninger til min samlet pulje af dataguldet.

Garmin selv skriver på twitter at ingen data er blevet kompromitteret, dvs. at jeg som udgangspunkt kan regne med, at alle mine personlige data ligger sikkert og trygt, og ikke på noget tidspunkt har været i hænderne på fæle bagmænd med intentioner om at sælge mine dyrebare data. Virussen har, ifølge Garmin, udelukket lukket af for services og snittet livlinjen mellem mig som bruger, og mine egne data i skyen. Det er jeg som forbruger nødt til at stole på, jeg har ikke den mindste mulighed for at kigge Garmin over skulderen og tjekke om det nu også er korrekt. Mit alternativ er derfor, at jeg kan vælge at tro på Garmin, og fortsætte ufortrødent med at leveres mine sundhedsdata til virksomheden. Alternativet er, at jeg vælger ikke at benytte onlineservices længere og dermed ikke uploade mine data, samt at slette – og få slettet alle de oplysninger Garmin har om mig. Det kan jeg allerede nu sige uden at blinke to gange, at det ikke kommer til at ske. Garmin har lige meldt ud at Connect er funktionel igen, og i mine tanker er jeg allerede på vej op for at finde telefonen frem – og synce de sidste 5 dages aktiviteter. .

Så selv om jeg et eller andet sted er sur på Garmin fordi de ikke har meldt noget ud til mig som forbruger, men kun har kommunikeret kort via twitter, så er chancen for at jeg forsvinder som kunde uendelig lille. Jeg overvejede det kort her i weekenden, om jeg kunne løbe uden et løbeur på armen, men konkluderede hurtigt at nej, det ville nok ikke komme til at ske. Jeg elsker mine data og mine statistikker, og jeg elsker de små kort der viser hvor jeg har løbet.

Garmin siger p.t. selv at de er på vej online igen med langt de fleste services. Så kære løber, i gang med træningen igen, løbetrænings-ferien er lige straks over 😛 –

Har du gjort dig tanker om dine data og hvordan du bruger data som løber? – Og er du dataafhængig lige som jeg er?

Garmins egen side med kort forklaring:

https://www.garmin.com/da-DK/outage/

The post Garmins misere first appeared on The greatness of running.

I mandags var jeg på besøg hos min Kiropraktor Michael Feiner. Normalt går jeg hver 3. måned for at vedligeholde kroppen, og undgå diverse hold i nakken samt muskler der sætter sig fast. Det er noget jeg indførte for nogle år siden, og i perioden hvor jeg har besøgt Feiner med 3 måneders mellemrum, har jeg ikke haft skyggen af hold i nakken. Jeg havde en tid tilbage i april, men den kære Corona mente noget andet, og endelig efter godt 6 måneder lykkedes det, at få tid og behandling igen.  Det er ingen hemmelighed at de sidste mange måneder har været ret udfordrende for mig. Min krop har på én eller anden måde sagt fra, og det som jeg troede ALDRIG nogensinde ville ske, skete – jeg mistede lysten til løb. Simpelthen. Jeg havde bare slet ikke det drive jeg normalt finder frem, når snørebåndene snørers, og det er som om småskaderne er væltet ned over mig i en lang stribe af dumme uheld. Og sørme om ikke også jeg, for et par uger siden, vågnede op med… ja – hold i nakken. Det blev dét der afgjorde sagen. Det var for alvor tid til at besøge min helt egen mister Myagi. (Google Karate Kid hvis du ikke aner hvad jeg referer til, og slå dig selv for at have misset ungdomsfilm nummer uno tilbage i 80’erne 😀 😀 )

En seance hos Mr. Myagi aka Feiner tager sådan cirka 15 minutter. I det øjeblik man træder ind ad døren, scanner den gode mand ens krop, som var hans øjne en ultrascanning, og kort efter rykker han stille og roligt i led, og bruger hans egen vægt til at manipulere snirklede spaghetti-områder i kroppen tilbage i fineste orden. Det er slet ikke som andre kiropraktorer jeg har prøvet. Der er ingen voldsomme ryk for at knække kroppen, alt samme foregår i stille slowmotion præcis som selveste Mr. Myagi.

I Mandags kunne jeg godt fornemme, at det stod værre til end jeg troede. Den gode Kiropraktor måtte kæmpe mere med mine infiltrationer end vanligt, og da jeg forsøgte at tale om noget andet, blev jeg tysset på – det krævede koncentration af både mig, og den gode mand at få muskel-kabalen til at gå op.

Da jeg slap fri, fik jeg ordre på at tage den med ro resten af dagen, drikke rigeligt med vand og få sovet alt det jeg overhovedet kunne. Og så sagde han noget, jeg sidenhen har tænkt meget over. Han sagde, idet jeg var på vej ud ad døren, at jeg måtte love ikke at løbe eller træne i løbet af dagen. Kroppen skulle have ro, for det var vigtigt at hjernen fik lov til at indstille bevægelserne igen. Noget i den stil. (Jeg husker det desværre ikke ordret hvad den gode mand ytrede, men det var dælme klogt sagt ). Jeg tog hjem og som dagen gik, blev kroppen mere og mere tung og trætheden overmandede mig fuldstændigt.  

Dagen efter forsøgte jeg mig med en lille løbetur. Det gik slet ikke. Mine ben føltes som Egon Olsens da han stod med fudserne solidt plantet i cementblokken et sted i Jylland. Der var intet flow, og hele kadaveret var nærmeste i udu. Onsdag tog jeg en slapper – det samme torsdag. Fredag efter job skulle jeg op og se på ny cykel, og besluttede mig for at tage mine rosafarvede superhelte-sko på fødderne og løbe forbi cykelhandleren. På vej derop mødte jeg bedre halvdel, og fuld af energi satte jeg lidt tempo på. Det gik forbavsende fint. Ben var superfriske og jeg følte mig som en helt spritny løbe-udgave af mig selv. Det gik så fint, at jeg besluttede mig for at fortsætte videre ud i den store varme verden med små regndråber hængende som snefnug omkring mig, efter besøget hos cykelmanden (jeg fandt i øvrigt ikke lige det jeg søgte).

Et sted på turen besluttede jeg mig for at lave små lygtepæls-intervaller, 7-8 stykker. Andre stedet løb jeg tempo-løb præcis når det lige faldt over mig. Den sidste tempoblok løb jeg på vej tilbage gennem Gug city, og i tankerne havde jeg kun én ting. Et billede af mine monster-stærke terminatorben, lavet af stål og så stærke at selv Arnold Swarzenegger ville være misundelig. Det var årets bedste løbetur der faldt på en helt tilfældig fredag. Ikke skygge af smerter i skinneben. Jeg var fuldstændig blæst omkuld, endorfinerne cyklede rundt i mine blodbaner og selvom jeg godt kunne mærke, at der er et stykke vej til topformen, så var jeg simpelt hen så glad og fuld af energi over en løbetur, der efter så mange frustrationer, bare var helt igennem guddommelig oplevelse. Sådan en løbetur kan virkelig vaske skades-tavlen fuldstændig ren. Det er dét vi lærer som løbere. At være tålmodig og holde ud. At blive ved, og ved selvom lyset er svært at skimte forude. At stole på, at én dag så komme den. Løbeturen der gør det hele værd. 😀   

Jeg sender den største tak ud i universet til Mr. Myagi der fik min krop i flow igen. I går løb jeg igen, en stille 11 km. og sørme om ikke jeg neglede en marathon i dag. Jeg løb 42,2 lækre smovse-kilometer i den smukkeste del af Danmark, på den smukkeste rute overhovedet. Jeg er en ualmindelig glad løber lige nu. 😀

PS – Tak Pia Høgh for et verdensklasseløb i Tornby i dag, Tak til Hanne, Anne, Pia og Jesper Eegholm for at lade mig hygge med jer på turen rundt. Nøj det er fedt at være løber…

Tjek i øvrigt lige denne lille genialitet fra Pias løb i dag. Depotet var en pose fyldt med lækkerier og drikkelse til hver eneste løb. Alle Corona-konventioner overholdt til ug. 😀

The post En fabelagtig weekend :) first appeared on The greatness of running.

Nytåret kom farende som en raket, og pludselig var det den 2. januar og jeg startede nyt job. Det er noget jeg har glædet mig meget til, men også noget som har slugt al min energi og overskud, og ikke levnet mange frie hjerneceller til at få skrevet ret meget her på domænet.
Kort status på mit løbeeventyr er, at jeg nu er i “Taper-time” (hver eneste gang jeg siger det ord, popper Jim Carrey op i mit hoved, mens han skriger ”Cable-guy” ude foran min hoveddør. Det er da den mest mærkelig Taper-ting jeg nogensinde har prøvet – og umulig at slippe af med 😀 :D. Ps – ved du ikke hvad jeg taler om, så tjek Cable-guy-linket i bunden af indlægget 😀 )

Før 2020 for alvor for vinger her om en lille uges tid, (psyko-lyd…. 1 UGE TILBAGE INDEN JEG REJSER) har jeg brug for at se tilbage på 2019 og lære af året der gik. Jeg syntes generelt, det bør være enhver løbers MUST, at se tilbage på året der gik, og tage læringen med over i det spritnye løbeår.

Umiddelbart når jeg tænker på løbeåret 2019, så fylder et ord næsten alt. Mit absolutte hadeord over dem alle. Skade.. Jeg slæbte min dødvægt af en Hamstring Tendinopathy med ind i det nye år. En dødvægt der næsten er umulig at slippe af med, og som nogle gange forholder sig i ro, men i andre perioder skriger, råber og vræler som en lille baby. I starten af 2019 smed jeg håndklædet i ringen, og startede på et trænings-hold hos en fys i Aalborg. Jeg fik trænet en del styrke, men opsummeret, så fandt vi aldrig rigtigt frem til det, der for alvor skubbede mig mod en skadefri tilværelse. Jeg stoppede med fys med starten af sommerferien, og opgav. Jeg havde ikke tålmodigheden, og jeg kunne ikke se nogen som helst fremdrift. Status er, at skaden stadig er til stede. Den flammer op i tide og utide, især når jeg kommer til at presse citronen lidt for hårdt. Og her i juleferien har den besluttet sig for, at den da i den grad vil med på løbeeventyr til Antarktisk. SUUUUPER…

Læring 1:

Jeg er ikke god til at være skadet, og min tålmodighed er som en ærte i prinsessens seng. Jeg har brug for at føle at der sker noget. Om ikke andet, at der er et klart mål med det jeg laver. Det dur ikke for mig, at jeg går på et hold 1 gang om ugen, og så ellers skal forsøge at træne selv resten af tiden. Min rygrad er for slatten. DET SKER IKKE.
Jeg savner at løbe uden at have en ”nipper” siddende i baglåret. Jeg savner at løbe trail, som p.t. er en helt umulig ting. Op ad bakke er simpelt hen det aller værste jeg kan byde min ”ven” i ballen. I 2020 – når jeg vender retur fra min drømmerejse, vil jeg forsøge at finde en personlig træner der kan tage mig igennem et kvalificeret forløb. Jeg vil betale det, det koster, for at få hjælp 2 gange ugentlig til at træne min skade korrekt. Jeg kender ikke nogen personlige træner, der kunne være relevant, så al input tages med kyshånd. Kravet til den personlige træner er blot, at personen skal teoretisk forstå hvad min skade handler om, skal forstå et løber-mindset og skal være klar på at arbejdet med et stædigt æsel.

Trods mine udfordringer i ballen, fik jeg alligevel løbet en del fede løb i 2019. Ikke helt så mange som jeg gerne ville, men dem jeg fik løbet, var alle fede oplevelser. Jeg løb 6 marathons i alt (ikke meget for en garvet løbetosse, men det var altså hvad det blev til). Af de 6 var 1 løb et socialt løb ved jyske ås (gudesmukt område), 1 løb foregik i mine yndlingsomgivelser – stranden og stierne rundt i Blokhus til Blokhus Marathon, og 1 løb var et Guiness Rekordbogs forsøg på den højeste asfaltvej i verden i Pakistan. Sidste nævnte var årets absolutte løbeoplevelse, og åbnede en dør op for nye perspektiver på det, at være løber.

Jeg fik, trods skaden, løbet 3 trailløb i 2019. 21.1 km. Strandløb til Costal Run mellem Lønstrup og Løkken i den vildeste vind. Nøj det var vildt – og skægt. . Jeg løb Gudenå trailløb 37,5 km. Et fantastisk løb hvor jeg løb fra Tange til Randers på Gudenåens brinker. Og sidst men ikke mindst fik jeg endelig mit drømmetrofæ med hjem fra Skagen, hvor jeg løb Skagen Odde Ultra trail 60 km.

Og så var der heldigvis også lige plads til kvindeløb 15 km. Sammen med Leah og Team Tvilling. At løbe med Team Tvilling er altid en helt speciel oplevelse. Derudover blev der også plads til 2 af de halv sammen med gode løbevenner.

Så alt i alt et helt ok løbeår, når man ser bort fra skaden. Jeg vandt Blokhus Marathon og Khunjerab Marathon i Pakistan (og fik dermed en Guiness world record – har dog ikke fået bevis herpå endnu). Jeg vandt Gudenå trail løbet og, som nævnt, jeg vandt trail løbet i Skagen. Det var et helt hæderligt år i 2019 😀

Læring 2:

Min løbeglæde er klart mest flammende når jeg mikser løb, og løber forskellige distancer og udfordringer. I 2020 vil jeg forsøge at løbe andre løb end dem jeg normalt løber (læs marathons). Jeg vil teste mig selv på andre distancer og se hvad det gør ved min fysik. Jeg tror på, at jeg kan blive en bedre løber, hvis jeg udfordrer mig selv på andre distancer end lige præcis de 42,2.

Løbet i Pakistan åbnede min løberverden for det sammenhold der findes på tværs af landegrænser. Jeg blev, her lige efter jul, optaget som medlem i Marathon Globetroppers (Det kræver at man har løbet i mindst 10 forskellige lande).  Jeg mødte i Pakistan så mange fantastiske mennesker, og lærte om så ufattelig mange fantastiske løb og udfordringer, lidt i stil med det eventyr jeg tager på om en uges tid. Kipchoge sagde i interviewet efter hans succesfulde rekordforsøg ”Together we can make this a beautiful world ”, og det er præcis det der sker, når man rejser ud i løbeskoene og møder verden med åbenhed og nysgerrighed.

Læring 3:

Løbet i Pakistan har ændret mig som løber. Jeg vil ud og lære verden at kende i mine løbesko. Jeg vil holde mine nye bekendtskaber ved lige, og omfavne den forskellighed og accept man oplever i det internationale løbemiljø. Jeg vil ud og opsøge historierne og lave en ”mine internationale løbehelte” serie. Jeg vil udfordre min comfort zone, få tatoveret ”Courage” på min arm, og grine mig højt og larmende gennem alle oplevelserne.

2019 har lært mig, at selvom jeg har været i gamet i over 10 år, så er der stadig så meget mere at lære som løber. Man skal bare turde !!!!!

Og så videre til Taper – og den forestående rejse i næste indlæg. Indtil da, lidt “Taper-time” underholdning…

The post Recap 2019 first appeared on The greatness of running.

Der er 5 uger tilbage – 5 uger til en vanvittig oplevelse folder sig ud for fuld hornmusik :D. Nøøøj jeg glæder mig, og den eneste grund til at jeg ikke har spammet dig kære læser med detaljer om turen, er udelukkende det faktum, at jeg træner som en tosse for at blive klar til udfordringen. Alle pas i træningsplanen bliver overholdt med en præcision værdig for byens bedste tømmermester, og var det ikke for bedre halvdel, ville mit afkom hverken blive hentet fra skole eller få mad på bordet

Min test i Hjørring viste, at jeg var blevet super god til at løbe med en meget lav forbrænding. Min dieselmotor er tunet til ug, og jeg cruiser rundt som den mest klimavenlige bil af dem alle. Alle kulhydrater bliver forbrændt i det reneste forbrændingskammer, he he – ok nu bliver det ski en kende for metaforisk. Nå men altså pointen er, at det vi stilede efter i træningen er lykkedes. Samtidig har jeg fået masser af kilometre i benene, stort set +100 km. ugentlig de sidste mange mange uger, uden at baglårsbandit-skaden er brudt op igen.

Så langt så godt. Testen viste til gengæld også at min VO2 Max var blevet dårligere, og det var til gengæld ikke helt meningen. Så p.t. træner jeg masser af træningspas med tempo og marathon-pace. Og min krop elsker det. Det er som om, at den cocktail jeg har fået serveret siden testen bare rammer spot on. Min puls er faldet markant på marathon-pace og jeg løber tempoløb med kæmpe overskud og vinger bagud.

Så alt ånder fred og ro her små 5 uger inden, jeg for første gang i mit løberliv skal løbe 4 marathons på 7 dage. Uhhhh, det kriller i maven på den fede måde, bare ved at skrive det. Udfordringen er præcis så svær, at jeg er bange – og præcis så mulig at jeg ikke bliver væltet omkuld. Det er helt sikkert muligt for mig, jeg vil bare så gerne gøre det godt når jeg nu er afsted.

I denne uge har vi fået billeder af de medaljer vi kæmper om. Jammen så fede de er. Og så har vi fået billede af det fly vi skal flyve til Antarktisk med. Et fly malet som en pingvin (Det er det i toppen af indlægget). Det bliver vanvittigt. Og nå ja, så er der lige den tvist, at vi ikke alligevel, som planlagt, skal sove på den russiske forskningsstation. Vi skal i stedet overnatte i telte.

– I TELTE sir’ jeg – mens vi er på sydpolen – VI skal sove i telte – og jeg som hader telte af hele mit hjerte. :D. Hvad pokker gør en klog kvinde så… JO jeg er gået i krig med at finde tøj som man bare MÅ have med til sydpolen, især når man skal sove i et telt. P.t. har jeg fundet nattøj til sovepose-søvn i teltet. Det er fra NyForm i Blokhus – koster 200 kr. pr del og er hamrende lækkert. Nå ja, og så kan det fungere hen over julen som vaskeægte juletøj-til-dage-i-sommerhus (Dette er altså ikke sponsoreret :)).

Så mangler jeg bare tja… Alt andet – Nogen der kender en sponser der kan hjælpe mig med VARMT tøj De næste par uger vil jeg forsøge at finde både tøj, og ikke mindst sports-ernæring så som gels, barer, proteinpulver m.m. Alt sammen ting der kan pakkes ned i en rygsæk, og som kan hjælpe mig til at gennemføre de 4 marathons – og til at sove trygt og godt i et telt på Sydpolen.

The post Det begynder at lugte lidt af eventyr.. first appeared on The greatness of running.

De af jer der følger med på min Instagram (@hejohansenrunning) vil vide, at den sidste uges billeder har set en kende mere eksotiske ud, end det er normalen for mine IG billeder. Jeg har været en tur sydpå med min dejlige familie, og har tilbragt en lækker uge på Sardinien i blændende solskinsvejr og varmegrader tenderende til ”lige i overkanten” :D.
Som jeg skrev i forrige indlæg, er bedre halvdel ikke i stand til at løbe. Jeg vidste derfor på forhånd, at al løb ville foregå alene på ukendte ruter, og jeg havde rustet mig med min kære gule ven – min overfaldsalarm til løbere, (min runangel) og tog udfordringen op. Hver eneste morgen på hele ferien begav jeg mig ud på tur, og udover en enkelt kæmpe fadæse fra min egen side, forløb samtlige løbeture uden de mindste antydninger af problemer.

Jeg elsker at løbe, når vi er på ferie. Primært fordi ferie for mig er lig ”glem-alt-om-pace-og-distance” og jeg derfor løber lige præcis det jeg har lyst til, uden på noget tidspunkt at kigge på uret. Mit ur har, når det er ferie, udelukkende den funktion at logge mine ture, så jeg tilbage i lille dk, kan sidde og drømme mig væk i lækre eksotiske løbeture.
Jeg elsker at løbe ud på ukendte stier og ruter og forsøge mig frem, og mine løbeture tidligt morgen på Sardinien var i den grad med til at booste min løbeglæde. Nogle gange løb jeg ind i blindgyder, og måtte vende rundt og løbe tilbage igen. Nogle gange fandt jeg små perler, som jeg lagrede i hukommelsen til en anden morgen. En enkelt gang løb jeg ud på et vildspor, og måtte bede en stille bøn om at jeg endte tilbage foran vores feriehus – og den sidste dag flaskede alt sig, og jeg blev belønnet med en løbe-rus i højeste potens.  Og selvfølgelig bedst af alt, efter hver eneste løbetur mødtes jeg med bedre halvdel i vandkanten, og hoppede i Middelhavet til en forløsende dukkert.

Min fadæse opstod efter en nat hvor de tonsvis af myg, der tidligere på ferien havde holdt buffet på både min datter og bedre halvdel, besluttede at nu var det desserttid, og desserten bestod af halv-lun Heidi ryg og bagben. De kære moskitoer gik amok på min hud, og morgenens løbetur blev en omgang ”forsøg at løbe helt normalt mens du klør dig over hele kroppen”. Ikke nogen let disciplin

Jeg havde den morgen tænkt mig at udfordre skæbnen, og løbe ud på spidsen af vores lille ”halvø” til et lille smukt fyrtårn. Det var noget jeg havde taget mig mod til over et par dage, og endelig fik jeg fremmanet nok selvtillid til at begive mig over det lille bjerg, og ud på spidsen hvor der stort set ikke var et øje i nærheden (altså med mindre man tæller gekko-øjne med, så var der uendelig mange :D). Det var noget af en sej omgang, min puls på løbeturen endte med et snit på 173 !!!!! – og da jeg nåede tilbage i sikkerhed blandt folk og fæ, var jeg træt og mine svulmede myggestik kløede som vanvittig. Så jeg lempede min venstre arm om på ryggen, kløede febrilsk så blodet flød, og da min kære gule ven jo sidder placeret på netop det selvsamme venstre håndled, betød det at jeg uforsætligt kom til at aktivere min overfalds-alarm.

Der stod jeg midt i ruinbyen Tharros med en skrigende bilalarm om håndleddet. Mens jeg rød i hovedet febrilsk forsøgte at huske hvordan man slukkede alarmen, forsøgte jeg samtidig at gøre mig så usynlig som overhovedet mulig, nå ja og selvfølgelig klø i myggestik samtidigt. I guder det var pinligt…  
Jeg fik alarmen slukket, og lavede den klassiske manøvre ”jeg slog mig slet ikke”, blot med udtrykket ”jeg har slet ikke udsendt en kaskade af lyd ud over hele det arkæologiske fredet område”.  Og så fik jeg hurtig som en ninja sendt en besked til bedre halvdel om, at det var falsk alarm. Det manglede bare, at bedre halvdel havde startet vores lånte Ford Kuga op, og med hjulspin drønet ind blandt ruinerne for at komme mig til undsætning.

I øvrigt en anden lille sjov oplevelse skete på min sidste løbetur, hvor jeg lige ville tage en selfie med en sten-skildpadde (spørg mig ikke hvorfor :P). Sten-skildpadden var placeret foran et lille hus, ikke et beboeligt et af slagsen, men et… tja, lille hus der bare lige stod der fortabt på kanten af kysten.  Jeg tog et par billeder fra lidt forskellige vinkler, hørte en lyd men fortsatte ufortrødent mit erhverv. Da jeg var tilfreds, vendte jeg mig om og så et sort ansigt stirre på mig fra hjørnet af det lille hus. Jeg smilte forlegent, og manden kvitterede med at kæmpe hvidt tandsæt, og et smil værdig en Colgate reklame, mens han stak tomlen op som en anerkendende gestus.

Manden var én af de strandsælgere der gik rundt og solgte hatte, tæpper, smykker og lign på strandende. Jeg tænker han havde sovet i det lille hus, og var listet ud for at se hvem pokker der rumsterede bag huset. Og jeg smed et smil og Ciao efter ham, da jeg igen lettere rød i roen løb videre hjem mod badestranden.

Sardinien var virkelig en kæmpe stor oplevelse, og jeg kan varmt anbefale øen som en sommerferie destination. Vi boede i et hus jeg havde fundet på HomeAway – en boligportal a la AirBnB, ejet af det sødeste ægtepar overhovedet. Der var ikke den ting de ikke ville gøre for os, og alt var helt perfekt – inklusiv placeringen på vestkysten ca. 50 skridt fra stranden. Det var perfekt at kunne løbe langs kysten, der nogle steder mindende om Lønstrup. Området bød på både løberuter i skov, trail, sand og grusveje, masser af guf for en morgenløber. Det er med garanti ikke sidste gang vi besøger øen i Middelhavet, og jeg er allerede nu i gang med, at undersøge om der skulle være et lille marathon der absolut SKAL løbes på Sardinien. (Er der mon nogen der kan anbefale noget?)

Og mens jeg er i gang med anbefalingerne vil jeg lige tilføje denne. Jeg løb de fleste ture i mine nye low-cut strømper fra det danske mærke Danish Endurance. Strømperne er lette, luftige footies der fungerede perfekt i den fugtige varme. De sidder super godt, og så har de et lille dansk flag på hælen som en lille kuriositet. Jeg fandt strømperne tilfældigt, da jeg umiddelbart inden ferien kunne konstatere, at min ”sommer-strømpe-til-varmt-vejr-beholdning” var nede på 2 stk. Jeg er blevet så glad for dem, at jeg lige smider linket ind her i tilfælde af, at der skulle sidde andre der mangler ”sommer-strømpe-til-varmt-vejr” strømper.
https://www.danishendurance.com?utm_medium=affiliate&utm_source=blog&utm_campaign=thegreatnessofrunning&utm_content=product+review

The post Ferieløb anno 2019 first appeared on The greatness of running.

Nogle af de bedste ferieminder jeg har sammen med bedre halvdel er kendetegnet ved én væsentlig ting, nemlig at vi havde løbesko på fudserne. Det er en ufravigelig ting, at vi altid pakker løbesko – og løbetøj i kufferten når vi rejser, hvad enten vi rejser alene eller sammen med ungerne.  

At løbe på ferien er for mig 100% lig med oplevelser. Jeg elsker følelsen af at udforske nye territorier løbene, og løbeskoene bringer os altid ud i områder, vi aldrig ville have oplevet, hvis ikke det var fordi vi cruisede rundt efter forgodtbefindende. Når det gælder ferieløb er der aldrig, for mig, noget tempo der skal holdes, vi stævner som regel ud uden at have en reel rute i hovedet, og jeg elsker bare at lade mig selv flyde med, og se hvad der sker undervejs. Sidste år i Paris udnyttede vi ligefrem morgenløbeturen til at se ting, som ungerne absolut ikke gad bruge deres kostbare tid på. Det var ren win-win og blev senere til det jeg kalder for run-seeing. (Sightseeing i løbesko :D).

Indimellem har jeg tænkt, at det kunne være rart med lidt velmenende råd inden vi begiver os afsted på ferie-løbeturene. Bare små hint om, hvor det kunne være en god ide at løbe hen, og hvad man lige skal være opmærksom på i forhold til sikkerheden. Små råd som måske kunne få os ud på lidt længere ture, uden at skulle være bekymret for, at ende et sted for langt udenfor civilisationens trygge vugge. Især når man løber i Sydeuropa, hvor varmen ofte kan være er en væsentlig parameter for turens længde.

Til mit store held landende lige præcis sådan en bog i min postkasse. Else Marie Lehman har skrevet en guide til løb i 49 storbyer i Europa. En guide, der for hver eneste storby, beskriver og giver ideer til løbeture a 5 km og 10 km. Der er endvidere ideer til længere løbeture, til områder hvor det er muligt at løbe trail/bakkeløb – og hints til, hvor man kan få et intervalpas på bogen på nærmeste atletikbane. Alle tips er skrevet med hjælp fra lokale løbeklubber og løbere, og oser derfor af at være små perler for enhver løbepassioneret turist. Der er sågar nævnt områder man bør holde sig fra, og som en ekstra finesse, er der i slutningen af gennemgangen for hver by, tilføjet nummer man kan ringe til, hvis uheldet skulle være ude og man har brug for hjælp.

Bogen er tilpas i størrelse til at kunne tages med på løbeturen hvis man ønsker det, og jeg syntes simpelt hen ideen er fantastisk. At vi løbere deler løberuter og anbefalinger til løb i vores egne byer med løbere fra andre lande. Det er skisme et genialt koncept. Sikke et kvalitetsløft i ferieløb-kategorien

Jeg elsker at bogen er simpelt opbygget. Det er let at slå en storby op, blive inspireret og finde ruter til kommende ferieløb. Jeg har allerede sat post it’s ind på flere sider i bogen, sider beskrivende byer, hvor jeg gerne vil holde ferie, udelukkende fordi jeg syntes anbefalingerne til løbeturene lyder så tillokkende, at jeg er NØDT til at prøve dem. Det eneste jeg mangler i bogen, er et kort med indtegnet område for de anbefalede ruter til hver by. Det ville sætte rammerne og en bedre forståelse af, præcist hvor i byerne ruterne er orienteret. (Måske er det i virkeligheden bare mig, der er lidt af en kort-nørd :D)

Det er virkelig en god ide, og sikke et fantastisk stykke arbejde Else Marie Lehman har lavet. Vi får simpelt hen løberuter til kommende ferier/konferencer eller blot weekendture serveret på et sølvfad. Og som en lille kuriositet, er der tilføjet et afsnit til hver by med navne og kontaktoplysninger på lokale løbere klar til at agere guider, hvis nu man skulle ønske det. Det er i hvert fald lige noget for mig, der bestemt ikke er særlig modig når jeg rejser alene. Jeg fik selv en oplevelse for livet, da jeg entrerede med en lokal løbeguide da jeg var på konference i Las Vegas tilbage i 2016 (læs evt. her https://thegreatnessofrunning.dk/min-bedste-loebetur-nogensinde-red-rock-canyon/ )

Løb i Europæiske storbyer er bogen for alle os, der næsten ikke kan leve en uge uden løb. For os der elsker nye oplevelser i løbesko, og for alle os, der bare lever og ånder for løb. Det er løbeverdens svar på Lonely Planet rejsebøgerne Ud over den fine bog har Else Marie lavet en webside http://www.lobistorbyer.dk/. Her ligger smagsprøver på nogle af byerne, krydret med eksempelvis rabatkoder til guidet løbetur i Glasgow og Edinburgh, og anbefaling til morgenmad- og brunchrestaurant i Barcelona. 

Jeg ser et kæmpe stort potentiale i, at vi løbere kan dele vores gode ferieoplevelser i løbesko med hinanden. Der må sidde mange andre end mig derude i det ganske land med ideer til ture man bare må løbe, hvis nu man skulle komme forbi en given destination. Eller måske bare med gode råd til løbere i ferielandet. Jeg kan i hvert fald selv nævne, at bedre halvdel og jeg lærte én ting, efter en regnvejrsløbetur i London. Vådt løbetøj hængende i et lille bitte hotelværelse i 5 dage, gør absolut ikke noget godt for odøren i værelset. – Køb i stedet en lille rejse-tørresnor i Tiger (Koster 15 kr) og medbring ALTID denne på rejserne. På den måde kan brugt løbetøj hænge til luftning på selv den mindste lille altan eller vinduesramme

Else Marie Lehmans bog ”Løb i storbyer – Europa” kan købes ved forlaget Gyldendal til den nette sum a 199,95 kr. (Link herunder)  Og jeg går nu bare og venter på næste bog i serien, måske ”Løb i storbyer – Nordamerika”

https://www.gyldendal.dk/produkter/else-marie-lehman/l%c3%b8b-i-storbyer-europa-48229/h%c3%a6ftet-9788702269611

Og selvfølgelig skal bogen have medaljer – 4 flotte guldmedaljer for en genial bog fyldt med fantastiske tips til selv den mest kræsende løber

The post ”Løb i storbyer – Europa” Boganmeldelse first appeared on The greatness of running.

I går var det den officielle ”Global Running Day”, en dag der egentlig ikke gør megen væsen af sig her i vores lille dronningerige. Det er egentlig lidt synd syntes jeg, for jeg elsker ideen om at fejre den sport, der for alvor har stjålet mit lille hjerte. I min optik burde vi alle smide alt hvad vi har i hænderne hvert år den 5/6, kysse fædrene og ønske dem tillykke med Fars dag (hvis du selv er far, så bed om et stort kys), og suse ud på veje og stier, alene eller i selskab med andre ligesindede. ”Global Running Day” bør så absolut fejres med manér og gerne et lille juhuuee-råb.

Jeg selv fejrede dagen med at løbe social marathon hos Jesper Eegholm, arrangøren af de mest fantastiske små løb, hvor ruterne brillerer med blændende skønhed. Et social marathon er et løb hvor alle følges ad hele turen rundt. Det vil sige langsomste løber sætter pace, og alle får samme sluttid. Et social-marathon er tæt på at være den letteste, og absolut hyggeligste måde at gennemføre distancen på de 42,2 km. Hvis man har en god dag, kan man cruise grinende rundt. Hvis man har en dårlig dag, er der total opbakning og hjælp til at overkomme udfordringerne.

Jeg havde i går følgeskab af 7 andre herlige løbere, og krydret med en omgang skøn sommervejr, fristende depoter, og en bjergtagende smuk rute på 21,1 km der blev forceret to gange, var rammerne sat til en løbeoplevelse af de helt store. En løbeoplevelse hvor jeg vendte tilbage til hjemme-matriklen med en lille smule ondt i kæbetøjet af alt den snak, man kan nå på 42,2 sociale kilometer :P. Ruten sløjfede sig rundt i området omkring den Jyske Ås i det Nordjyske, og for mig, som sjældent kommer på de kanter i dagligdagen, var det en lille åbenbaring. Her, knap ½ times kørsel fra min bopæl, er der et løbeområde der i går blændende mig med naturoplevelser i Ferrari klassen. Åbne vidder, udsigter over frodige nordjyske marker, tæt skov, og små landeveje hvor største trussel var en stor fed grim skrubtudse. (I guder hvor jeg dog hader skrubtudser…)

Hele herligheden kostede den nette sum af 0 kroner, og i mål blev vi takteret med både sandwich, øl, guf og kager. Det var faktisk lidt som om, den gode mand Jesper Eegholm, havde inviteret os med ud til rutefremvisning af hans træningsruter, og efterfølgende trakterede os med lækkerier. Det var genialt, intet mindre. Det var- og er præcis sådan et arrangement på ”Global Running Day” skal løbe af stablen i min bog. Et Løb med skønne dejlige løbere i den lækreste natur, med et ubetinget fokus på HYGGE.

Hjemvendt fra turen spurgte bedre halvdel, om ikke jeg syntes det var svært at løbe et, for mig, så uvant langsomt tempo. Og jo, det er enormt svært. Jeg er så meget udenfor min komfort zone når jeg skal helt ned i tempo, og jeg får ondt i muskler der er helt anderledes end jeg normalt oplever under et løb. Til gengæld har jeg flere gange oplevet, at ekstremt langsomme løbeture gør noget helt fantastisk for min krop. Jeg føler mig på én eller anden måde, meget mere restitueret efterfølgende (sjovt at skrive det når man har løbet 42,2 km), og jeg oplever ofte, at den aerobe kapacitet boostes langt langt højere, end hvis jeg bare løber mine egne ”easy” ture. Nogle af mine aller bedste marathons har faktisk været løbet i ugen/ugerne efter et ekstremt langsomt marathon.

Tilbage i 2016 trænede jeg efter 80/20 konceptet og oplevede min udholdenhed på marathon blive boostet til et helt nyt niveau. Når jeg engang er klar til tempo og let intervaltræning igen, så er det 100% det jeg vil tilbage til. Og indtil da, så håber jeg at den gode Jesper Eegholm snart gentager succesen fra i går, og afholder et nyt social marathon. Jeg er sååå klar.

Hvis du ikke helt ved hvad ”Global Running Day” er for en størrelse, så skrev jeg et par ord om ”Global Running Day” i indlægget her: https://thegreatnessofrunning.dk/global-running-day/

Du kan finde Jespers løb via websitet her: http://eegholmloeb.dk/

Hvordan fejrede du Global Running Day?

The post Social Marathon på Global Running Day first appeared on The greatness of running.

Det nærmer sig halvåret for min tid som patient på Fys-træningsholdet, og jeg tænkte jeg derfor lige vil reflektere lidt over min, tja, status kan man vel næste kalde det. Lige fortælle lidt om hvad der foregår i min lille løberverden, og lidt om at være patient i et behandlingsforløb, der åbenbart tager sååååååå lang tid, at jeg for længst er overhalet af selv den mest slimede snegl på gaden hvad angår tålmodighed.

I tirsdags var jeg endnu engang til styrketræning, og som altid kommer den søde fys rundt til os alle på holdet, og får en lille opdatering på patientens velbefindende. Da det blev min tur, forsøgte jeg forkvaklet at fortælle, at det faktisk går rimeligt godt – HVIS altså at jeg indretter min tilværelse efter skadens præmisser. Dvs. min hverdag går mere ud på at finde ud af, hvordan jeg undgår at irritere området, end det reelt går ud på at fremme helbredelse.

Nogen dage lykkedes jeg, og oplever at jeg løber fuldstændig som før jeg startede styrketræningen – jeg kan løbe, men ikke stærkt, ikke tempo og ikke trail/op ad stejle bakker. Andre dage er det noget hø, og jeg har ondt selv når jeg er på job. Det er som regel de dage hvor jeg går en lille bitte smule udenfor min kendte ”Dette-er-ok-at-gøre-liste”. Og søndag var sådan en dag, her løb jeg med løbeklubben Amok på lang tur. Vi endte med at løbe op af en liiidt for stejl bakke til mig, og straks er smerte og irritation tilbage på hverdagsmenuen. Eller var det nu også bakken der gjorde udslaget? Var det i virkeligheden fordi jeg om aftenen gav området med skaden, en ordentlig omgang med The Stick? (en rulle til selvmassage) Eller var det måske fordi jeg lørdag aften lige kom til at snige en enkelt ”Nordic hamstring-øvelse” ind i programmet, bare for at se om jeg kunne?

Alt dette forsøgte jeg at forklare i én kort sætning. Fys forstod slet ikke en drøjt at min usammenhængende tale, og det endte med, at jeg fik en løftet pegefinger i fjæset, og en formaning om at lade være med at løbe for hurtigt tempo, og erobre bakker ad små kontrollerede omgange.  Den gode mand havde simpelt hen ikke formået at læse mine tanker, og se bort fra det mundskrald jeg leverede i vores korte samtale. Hmfffff.

Jeg forstår godt Fys ikke fattede en meter af hvad jeg forsøgte at sige. Jeg forstod det knap nok selv, da ordene forlod min mund. Og det siger faktisk ret præcist hvad min status er. Status er, at jeg ikke forstå en bjælde af det jeg har gang i. Jeg forstå ikke hvorfor jeg ikke mærker fremgang, jeg forstår i det hele taget ikke, hvad det er for en fremgang jeg skal spejde efter, og jeg forstår ved guderne ikke, hvordan jeg kommer ud af det hamsterhjul jeg føler mig fanget i. Jeg forstå ikke hvordan min lille bandit i yderkanten af højre balle nogensinde bliver så tilfreds, at den giver mig fred og ro.

I min hovedet havde jeg inden træningen tænkt, at jeg efter min ”snusfornuftige” enetale, ville høre sætningen ”Ahhhh, Aber dann haber wir anderen metoden”, hvorefter Fys ville skynde sig at lægge en bulletproof plan, og sende mig hjem med fornyet håb. Og jeg kan godt afsløre, at jeg var en kende arrig da jeg forlod træningssalen. Det gik absolut ikke som jeg havde håbet – og oven i det, sidder jeg i dag og har mega irritation i skaden igen igen.

Det er virkelig svært at være patient i et behandlingsforløb. Der er så mange forventninger der aldrig italesættes, og så mange fald grupper hvor behandler og patient kan gå fejl af hinanden. Det er så sindssygt svært at kommunikere noget, man fagligt ikke helt har belæg for, men blot er en følelse, en intuition og en fornemmelse af hvad ens krop forsøger at fortælle.

Jeg er så sindssygt træt af, at registrere den mindste lille forandring i min højre balle. For at sige det som det er, jeg er bare ikke rigtig fan af min højre balle længere. Jeg er så sindssygt træt af, at forsøge at opklare mysterier om, hvorfor mon jeg endnu engang rammer et tilbagefald, og bliver sendt tilbage til start uden at indkassere så meget som en flødekaramel.

Nå men en ting står klart, jeg nægter at give op. Jeg nægter at smide håndklædet i ringen. Kampen Heidi vs. Højre balle er stadig åben, og hvis Højre balle begynder at smide dirty tricks på banen, så gør jeg det også. Når Højre balle laver en sniger, og sender mig i smerter uden nogen indlysende årsag, så har jeg tænkt mig at svare igen med en MR scanning. NU vil jeg altså se hvad der egentlig foregår derinde bag værnet af fedt og hud. Its gameday.. – og indtil jeg kan leverer min overrumplings-strategi med scanningen, har jeg tænkt mig at lade som om jeg har accepteret Højre balles føring. Jeg sætter mit løbe-tempo heeeelt ned, undgår alt der står på min ”NOT-TO-DO” liste, og spiller en underkuet skadet løber. (Sig det endelig ikke til min balle)  

The post Status for løbeskade first appeared on The greatness of running.