Løbeåret 2023 begyndte med en lækkerbisken af de mere eksotiske. En tur til Marokko for at løbe Marrakesh Marathon, er lige præcis det, enhver dansk løber burde unde sig selv som en wellness-tur væk fra de mørke våde januar dage i lille Danmark. Det var samtidig min første gang som marathonløber i det afrikanske, og jeg kan kun sige, at nøj jeg glæder mig til at udforske det kontinent i løbesko. Det tegner virkelig godt. 😊
Marrakesh ligger inde i landet, ved foden af Atlasbjergene og med Sahara som et beige sandhav på den anden side af bjergene. Januar er også vintertid i Marokko, hvilket betyder at når solen er gået ned falder temperaturen helt ned til omkring de 2-3 grader. Det er derfor koldt om morgenen og først når solen får fat op ad formiddagen, kommer varmen og de lækre 16-17 grader. Det er ikke lige det første man tænker, når man planlægger en tur til Afrika, og heldigvis havde vi på forhånd fået nys om dette – og jeg havde af samme årsag medbragt nattøj til de kolde nætter under tynde dyner og tæpper. Det var en god beslutning (også en lidt mormor-agtig beslutning.🤣)
Løbet er et forholdsvis lille løb, vi var ca. 100 damer til start på Marathon distancen og ca. 735 herrer på samme distance. Det er til gengæld et ret prestigefyldt løb, og med udsigt til gode pengepræmier tiltrækker det hver år flere eliteløbere. Løbet blev i år vundet i en tid på 2.09 for herrer og 2.27 for damer. Som en bonusinfo blev danske Bouchra nummer 10 i tiden 2:58, mens seje Lise Friis blev nr. 13 i tiden 3:11
Vi hentede startnummer dagen før løbet i den lille marathon-village der i bund og grund blot bestod af et par telte til eftertilmelding, et telt til udlevering af startnumre og et par telte for hhv. startnumre for grupperejser, og lidt småting som jeg aldrig helt fandt ud af hvad gik ud på. 😀
Det var ikke helt let at finde det telt vi skulle benytte, det viste sig at det var det sidste telt gemt væk i det fjerneste hjørne. Men heldigvis er folk i Marrakesh så uendelige søde og imødekommende, og vi fik vores startnumre og gule trøjer uden problemer. – Et tip, medbring selv et sæt sikkerhedsnåle, da det var lidt tilfældigt om disse kom i posen eller ej. 😊. Vi fandt i øvrigt ud af ved nummerafhentningen, at løbet var ændret til at starte en time senere – altså i stedet for 7.30, så skulle vi starte 8.30. Dette skyldte vist nok at arrangørerne mente det var lidt rigeligt koldt fra morgenstunden.
Vi havde booket os ind på et hotel ca. 15 minutters gang fra startområdet, og kunne derfor nyde en stille og rolig morgen inden vi gik ned til start kl. 7.40. Der var ingen krav om at man skulle kunne tidligt, og det passede mig rigtig godt ikke at skulle sætte vækkeuret til midt om natten for at blive klar til løb.
Det var koldt fra morgenstunden. Og her er tip nr. 2. Tag tøj med til at smide ved starten + handsker til at løbe med. Det er virkeligt koldt tidlig morgen i Marrakesh. Startområdet var yderst ydmygt, der var et lille område med siddepladser og start for de hurtigste løbere i feltet, resten af os måtte klumpe os sammen lidt tilfældigt på vejstrækningen bag det lukkede område. Der var ingen toiletter og ingen bagage-opbevaring, så de små buske langs vejen blev både vandet og gødet godt den morgen, og blev til skjul for det tøj som håbefulde løbere gemte til senere. Til gengæld fik vi den smukkeste solopgang jeg længe har set. En spæd morgensol der lod sine morgenfriske stråler balancere på Atlasbjergenes tinder. WAUW det var smukt. (Jeg havde desværre ikke camera med, så ingen billeder)
Ruten for Marrakesh marathon er én lang strækning rundt i udkanten af byen med afstikkere ind til muren til den gamle by. Kort kan ruten beskrives som laaaange lige strækninger omgivet af noget der kunne minde om et månelandskab. Det var fascinerede at se løbe med byen ind mod højre side, og gold jord og bløde forbrændte bakker til den venstre side. Vejene vi løb på, var bilfrie i vores side, og der var rigeligt med plads til at overhale, eller bare finde eget flow.
Jeg havde ikke fået handsker med til Marokko, troede simpelt hen ikke at der ville være nødvendigt. Det var det – og heldigvis havde jeg helt pr. impuls medbragt et par hverdags-strømper, sølvgrå med glimmer og sorte stjerne, og de kom hurtigt på de frysende fingerspidser. NB – Jeg nænnede ikke at smide strømperne ud undervejs, så Marrakesh er hermed det første marathon gennemført med et par ekstra strømper i bukselommen til gels 😎
Ude omkring de 14 km. løb vi tilbage ind mod byen. Her kom der en hollandsk pige op til mig, og jeg løb et stykke tid sammen med hende og sludrede. Hun var rejst alene til Marrakesh kun for at løbe marathon – og da jeg spurgte hende om det var ok at gå rundt som ene pige, brynede hun og svarede meget ærligt at det var umuligt at gå i fred som ene pige, og hun brugte meget tid på at afvise diverse tilnærmelser og ægteskabelige tilbud. Ikke så fedt, men taget i betragtning at jeg selv havde afsat min søster til vores chauffør fra hotellet, så kom det ikke bag på mig. (Nu sidder du nok og tænker at jeg er et forfærdeligt menneske sådan at afsætte min søster til en marokkaner. Men altså han lovede at mig og min familie som betaling ville få gratis oplevelsesture til Sahara, og i øvrigt fri transport i Marrakesh al evighed. Det kan man da ikke afslå 🤣🤣🤣)
Da vi kom ind til udkanten den gamle bydel begyndte der at stå tons af unger med håndfladen vendt ud mod os løbere. Jeg besluttede mig for at give lidt tilbage – og high fivede´ samtlige unger jeg mødte på strækning. Hver eneste gang med store hvide smil sendt tilbage imod mig. Nogle siger at man skal spare på energien og ikke bruge tid på unødvendig tilpasning af løb, fordi man vil give high five til folk. Jeg synes det er noget sludder. Jeg elsker ideen om, at der blandt de skønne små piger der stod med deres forældre, måske er én der blev inspireret til at løbe fordi hun så piger (jo jo, jeg er vel en pige om end en ældre én af slagsen 🤣) løbe forbi og smilende give hende en high five. Og jeg elsker at vise, at løb også kan være sjov og ballade.
Man ser mange forskellige ting til et løb. Nogle så de fattige områder vi løb forbi, nogle så affaldet der lå smidt på flere af de tomme grunde vi passerede i udkanten af byen. Jeg så smil og glade mennesker, jeg så mod på livet og spirende velstand rejse sig op fra armoden. Marrakesh er i gang med en vanvittig udvikling hvor den gamle bydel omkranses af store malls, golfklubber og dyre hoteller på de brede boulevarder. Jeg så alle kontrasterne og elskede hvert et sekund af løbet. Jeg elskede især den insisterende musik der indimellem dukkede op på ruten – 5-6 ældre herrer med deres oprindelige musikinstrumenter med arabiske inciterende toner.
Ca. 10 kilometer før mål blev marathon- og halvmarathon-løberne blandet sammen i en kakofoni af løbesko på asfalten. Det var lidt voldsomt, og jeg måtte siksakke en hel del, da klumpen af halvmarathonløbere jeg mødte ikke var blandt de hurtigere i feltet. Vi skiltes igen ca. 3 km. før mål, og jeg kunne som marathon løber løbe næsten ene ind mod målporten, hvor jeg igen blev mødt af en mur af halvmarathonløbere som ikke lige kunne få flyttet deres popo hurtigt væk fra målstregen. Det var lidt kaotisk, men altså – pyt – solen skinnede fra en skyfri himmel, temperaturen var steget jævnt under løbet og stod nu omkring de 16-17 grader. Jeg fik vand og appelsiner og kunne sætte mig i solen med medaljen om halsen, og vente på at min bedre halvdel kom i mål.
Marrakesh Marathon er en lille perle i det nordafrikanske. Jeg elskede det helt simple og alligevel rimelig velorganiseret løb. Undervejs var det rigelig med vand – og mellem hvert vanddepot, var der svampe med kold vand til hovedet (det var umanerlig lækkert). Bortset fra at jeg ikke har et eneste billede fra løbet, så er eneste virkelige minus at hvis du er en 4.30+ sluttids-løber, så vær forberede på, at afspærringerne fjernes fra de sidste 3 km. ca. efter de 4.30 timer. Vi fulgte slutstrækningen tilbage til hotellet og mødte adskillige løbere der måtte løbe på fortovet og i øvrigt spurgte om vej til mål, fordi afspærringerne og markeringerne var fjernet, og den kaotiske trafik var sluppet løs. Det var dårlig stil – især fordi sluttiden for marathon er 5 (måske endda 6) timer.
Marrakesh Marathon er også det eneste marathon hvor jeg på vej tilbage mod hotellet mødte en mand, som kom gående med hans to levende påfugle i armen, og deres smukke haler strittede bagud fra manden ryg. Jep – Marrakesh er virkelig kontrasternes by og absolut et besøg værd.
Lidt billeder fra Marrakesh – jeg har ikke billeder fra løbet, der var ingen fotografer på ruten 🙂
