Vi forlader den fine asfaltvej og drejer ind på en jordvej, der bærer tydelige spor af den nyligt overstået regntid. Den røde jord er furet og ujævn. Efter kort tid kører vi gennem hovedgaden i ”vores” landsby Muganza. Små lerhuse ligger tæt, og mennesker står langs vejen og betragter os med åbenlys undring.
Foran os venter et skarpt højresving. Vejen der stiger dramatisk, ser ufremkommelig ud, og jeg når at tænke, at det ikke kan gå godt. Vores chauffør er rutineret. Bussen kæmper sig frem, vi bliver kastet rundt – og langsomt lykkes det. Vi er fremme. Ved ASFA Fysioterapicenter for handicappede børn.
Ved centret bliver vi mødt af Alison og Kate, de to britiske kvinder, som startede stedet for 12 år siden. Den ene med blik for Fundraising og økonomi, den anden med fagligheden som fysioterapeut. Begge med en insisterende dedikation til at gøre en forskel. Vi hilser på John, centerets daglige leder, og på søstrene (nonnerne), som vil tage sig af os de kommende dage med mad og omsorg i små, konkrete handlinger som dejlige kram og spande med varmt vand foran døren hver morgen så vi kan få vores daglige ”bucket-shower” (oversat til bad hvor man hælder vand fra en spand ud over sig selv 😄).
”Kom med” siger Alison og guider os over mod centret. Da vi nærmer os indgangen til centret, opstår der pludselig en lyd – en bølge af jubel og latter. Foran os sidder og står børnene. Små kroppe med forskellige handicap, men med øjne, der stråler. Den glæde, der møder os, er umiddelbar og uden forbehold. Den går direkte i hjertet. Et øjeblik, der bliver stående. Jeg får tårer i øjnene, rørt over så ubetinget og rå glæde. Det kommer til at ske mange gange over de næste dage.
Personalet har forberedt en velkomst med stammedans og sang. Vi bliver bænket udenfor mens børnene følger med indefra, nysgerrige og smilende. Stemningen er varm og let, og jeg sender en kort video til min makker i Move2Run med en kæk besked om at de bør oppe deres velkomst til nye kunder hos Nordthy Fys.
Om aftenen ligger jeg under myggenettet og lader indtrykkene falde på plads. Tankerne bevæger sig tilbage til Kigali, hvor jeg tilbragte et par dage før vi kørte de 5 timer ned mod grænse i det sydlige Rwanda, tæt på Burundi.
Den første morgen løb jeg en morgentur gennem byen, og blev hilst med vink, smil og små klap mens jeg løb forbi steder mærket af en brutal historie.
Jeg løb forbi hotellet hvor et utal af Tutsier forsøge at undgå de voldelige Hutuer som hærgede Kigali tilbage i maj 1994. Jeg løb ud til det belgiske mindesmærke og mødte en mand som tålmodigt tog sig tid til at fortælle og svare på mine mange spørgsmål. Jeg havde på forhånd læst om de forfærdelige grusomme begivenheder, beskrevet i bogen skrevet af den canadiske Force Commander in charge fra dengang en lille FN-enhed uden støtte fra verdenssamfundet blev vidner til det utænkelige.
På 100 dage tilbage i april 1994 mistede over 800.000 mennesker livet på de mest bestialske måder. Mennesker, der havde haft helt almindelige liv – familier, relationer, håb. Historien ligger stadig som et ekko i landet. Man bor side om side overlevende og mordere. Og alligevel mærker man noget andet i dag. En vilje til at leve videre, til at bygge op.
Vi besøgte senere genocide-museet som gruppe. Det var tungt, og hjerteskærende. Et vidnesbyrd over en periode med en brutalitet af apokalyptisk karakter. Mødre, fædre, skolebørn, babyer, venner, naboer, præster, nonner og officielle personer. Ingen var forskånet, ekstremistiske bander hærgede i landet mens verden handlingslammet så til. Det var voldsomt og tårevædet at gå rundt og få viden, men nødvendigt. Rwanda er i dag et trygt land hvor alle er en del af One-Rwanda, og læring om hvad der skete dengang, er en vigtig grundsten i at forhindre det nogensinde sker igen.
Hver år mindes man de 100 dage gennem forskellige ceremonier i landet, og hver måned hele året rundt deltager alle i “Umaganda” – en formiddag hvor hele landets befolkning udfører socialt arbejde sammen, med formål at arbejde sammen, at bygge stærke relationer og stærke samfund i hele landet. Rwanda er det mest rene og fine afrikanske land. Der er ikke skyggen af affald nogle steder i landet. Og jeg har ikke før følt mig så tryg på en solo morgenløbetur som jeg gjorde det i Kigali.
Næste morgen vågner jeg til den smukkeste morgen med lyden af fuglesang i ørerne. Første dag i Muganza er vores første arbejdsdag. Vi skal hjælpe lokale anlægsgartnere med at bygge en sansehave til centret. De fleste børn har spastiske lammelser, bor på centret i tre måneder ad gangen og træner hver dag for at kunne mestre det de i forvejen er gode til. Vi skal være med til at give dem mulighed for bevæge sig rundt i deres eget tempo i en have med forskellige underlag, dufte af forskellige urter, lys der leger mellem planter og at lege med bold på en lille fodboldbane.
Vi starter dagen med en morgenløbetur, vi er i 2100 meters højde og har brug for at tilvænne kroppen til højden. Løbeturen giver de fleste af os bekymrede pandefurer. Rwanda kaldes landet med de 1000 bakker. Det er en underdrivelse af de store. Det er landet med millionvis af bjerge og bakker, og for at sætte det i perspektiv så fandt vi ikke en eneste flad strækning på vores 4 km. luntetur.
Efter løb og morgenmad – med avocadoer så store, at de næsten virker uvirkelige – går vi i gang med dagens arbejde. Jeg tager fat i trillebøren. Arbejdet er fysisk, men enkelt. Frem og tilbage med grus, sand og fliser. Efter kort tid begynder børn fra nærområdet at hjælpe. Små unger der må klare sig selv mens mødrene arbejder i marken. De spejler mine bevægelser, griner, prøver selv. Det bliver til en fælles rytme. Vi tæller højt sammen – “one, two, three” og laver små sætninger som ”Are you ready?” hvortil ungerne med kæmpe grin svarer ”Yes!” – igen og igen. Senere bryder sangen frem. “Happy Birthday”, sunget med styrke og glæde, mens den ramponeret trillebør knirker hen over jorden. Fødselsdage har ikke været en tradition her, men verden kommer tættere på gennem Tik Tok, og nye ønsker spirer stille frem. Jeg er ikke sikker på at ungerne omkring mig ved hvad sangen egentlig betyder. Deres påklædning, hullede lasede trøjer, crocks og klipklappere og for nogle konsekvensen af fejlernæring, den alt for tykke mave afslører at fattigdom er et livsvilkår. Alligevel griner ungerne højt hver gang sangen er færdig. Jeg elsker det. Det er fuldstændig mageløst at køre trillebør med en flok syngende unger omkring sig.
Da dagen slutter, er kroppen træt på den gode måde. Jeg får kram og kys på armen af ungerne inden de løber hjem. Maden søstrene serverer smager mageløst og snakken mellem os løbere og de ansatte på fysioterapien tager nye dybder. Da jeg lægger mig under myggenettet, falder jeg hurtigt i søvn. Med en stille fornemmelse af, at noget vigtigt er begyndt.