Jeg vågner tidligt, henter vand og laver en lille kop kaffe. Jeg elsker de tidlige stunder hvor flodens fossen danner lydtæppe for det smukke sceneri jeg kigger ud på. Det er mindfulness fra morgenstunden.
“Runners – Rise and shine. Today is your biggest challenge. Show the world what you are made of. Inspire the world and inspire us. Be the heroes you have inside you….”
Løbsleder Waynes stemme bryder den stillestående luft med en stemme fuld af opmuntring og ”you can do it”-attitude. Jeg elsker det. Hver morgen burde begynde med en peptalk i samme kalibre. Jeg udbryder et ”Hell yeah” da han afslutter hans tale, de andre løbere stemmer i.
Vi pakker sammen og stiller til start. I dag skal vi over løbets højeste pas – og bestige et bjerg i 4100 meters højde. Det i sig selv lyder vildt, men det er turen ned fra bjerget der skræmmer os mest. En nedstigning over 1500 meter på 1½ kilometer. Det er næsten ikke til at begribe at vi kan komme sikkert ned af et bjerg, hvis hældning synes at falde direkte mod afgrunden.
Jeg tænker ikke på den skræmmende nedtur, da jeg løber afsted ud mod den første stigning af fire stejle stigninger vi skal kravle op ad, inden vi rammer de mere udfordrende sektioner. Det er en strategi man ret hurtigt lærer under seks-dags etapeløb. Man tager én dag og en udfordring ad gangen for at have nok mental kapacitet til at arbejde med svære udfordringer.
Min ben føles anderledes, stærkere og friskere end de foregående dage. Jeg tænker om det er colaen og masser af sukker på min havregrød der har kickstartet mine muskler. Jeg smiler, jeg har fået bjerg-ben præcis den dag hvor jeg har allermest brug for dem. Jubii
Jeg er første person til at nå op til punktet på ruten hvor lægen, som agerer rutevejviser ved et kritisk punkt, tager imod mig. Lægen smiler “Heeidi… You look strong. Are you good? No signs of altitude sickness?”
Jeg smiler stort, ” I am all good. I have been singing the whole way up. Du-du-du-du-du-du – duuu, du-du-du-du…. She comes in colors ev´rywhere, She combs her hair, She´s like a rainbow…” synger jeg for ham i bedste Rolling Stones stil, og griner. “My leg are flying today.”
Jeg aner ikke hvorfor det var den sang som poppede op i min hjerne på vej op ad stigningerne. Men jeg elsker det, det er ren energi. Ruten ændrer sig. Vi skal kravle over store klippestykker og flere steder hoppe fra klippe til klippe. Det er sjovt. Jeg kan godt lide at der kommer nye udfordringer. Jeg hopper og lunter ca. 1½ km op, og møder Tim som står ved næste kritiske punkt. Foran os ligger en grå sø og hele scenariet minder om en scene fra Ringens Herre. ”Kan du holde varmen?” spørger jeg Tim, det er koldt på vej op mod 4000 meters højde.
Han svarer at det er fint, han hører musik fra Ringens Herrer og leger med tanken om hvad der lurer i søen.
Tim peger mig i korrekt retning og jeg fortsætter ud på klippestykker som ligger i hulter til bulter over flere kilometer. Jeg springer fra klippe til klippe og føler mig som barn tilbage i Hirtshals hvor man på samme måde kunne hoppe rundt på de store sten der dannede barrierer mod havets rå kraft. Jeg mærker hvordan mit hoved stoler på min krops evne til kompetent og sikkert at navigere rundt på klippestykkerne. Jeg griner, det her er jeg god til. Endelig er der noget jeg rent faktisk kan. Jeg springer rundt og har en fest.
Lige indtil det slår mig…. Jeg har ikke set de røde markeringer i lang tid. Jeg har været så optaget af at lege at jeg har misset ruten, og er på vej i helt forkert retning – IGEN… Jeg stopper op, kigger på GPX-filen på uret, og kan konstatere at jeg er meget på afveje.
Jeg hopper lidt til den ene side for at se om det er korrekt – uret responderer – Nope, det er ikke korrekt. Jeg overvejer om jeg kan fortsætte videre frem og ramme den korrekte rute længere fremme. Det er jeg på nippet til at overbevise mig selv om, da jeg i øjenkrogen ser noget bevæge sig helt over på den anden side af det lille Platou jeg er på.
Det er de to østrigere og den førende mand der løber præcist der, hvor jeg burde have løbet. Jeg blæser i min fløjte for at gøre opmærksom på mig selv. At jeg er lidt lost. De hører mig og råber ” Heidi you are lost, you need to come over here…”
Jeg vender om og begynder at bevæge mig tilbage hvor jeg kom fra. Det er lidt irriterende, men efterhånden er jeg blevet hærdet i at løbe forkert, jeg resignerer og tager det som en del af gamet. I samme øjeblik sætter min ene vandrestav sig fast, knækker og sender mig brutalt ned mod kanten af et klippestykke. Aaaaav – råber jeg til klippen jeg nærmest maveplasker idet jeg mister balancen. Det er ikke fair. Mit knæ bløder. Jeg ser blod dryppe ned på mine trailsko. Jeg overvejer om jeg skal finde mit førstehjælpskit frem og rense såret, men dropper ideen. Jeg vil hellere tilbage på rette kurs.
Med en hel- og en halv stav bevæger jeg mig i en skrå linje tilbage. Så dukker Katryn op foran mig. Hun er også løbet forkert og er på vej i min forkerte retning. Jeg råber til hende at hun er på afveje, peger over mod det korrekte sted og siger vi skal derover. Hver for sig skramler vi hen over klippestykker. Det er lidt svært at komme på tværs for det går let op og ned.
Vi finder sammen da vi langt om længe rammer den rigtige sti. Fire øjne ser bedre end to, og med udsigt til at kravle over en gletcher og starte den svære opstigning til passet er det rart at være to.
Halvvejs oppe ad det svære stykke sidder den førende af løbet, russiske Grevor som bor med familien i Kasakhstan. Han har det dårlig, måske pga. højdesyge. Han fortæller at vi skal vente sammen med ham til én af de professionelle bjergbestigere kommer ned og henter os. De sidste 300 meter op er så svært, at vi får hjælp til at komme op. Hjælpen består i at den erfarne bjergbestiger går forrest og udpeger hvor vi skal sætte fødderne så vi kan kravle op.
Det er betrykkende og et godt træk fra arrangørerne. Det giver os ro til at klatre og jeg føler mig næsten som en rigtig bjergbestiger.
På toppen af Kaznok pass i 4090 meters højde rækker jeg armene ud og jubler. Et stort øjeblik. Det er første gang jeg nogensinde har kravlet så højt op. Jeg fælder en lille glædeståre.
Vi skal videre op, op på toppen af bjerget Zmeya (slange). Jeg kravler efter den anden professionelle bjergguide, båret af adrenalin og lykke. Og så står jeg pludselig der. På toppen af bjerget 4150 meter oppe. Ubegribeligt og skørt. Jeg er stolt og glad, nærmest lykkelig i det øjeblik. Jeg gjorde det sq.
Foran venter det angstprovokerende nedløb. Vores bjergguide løber med på første switchback og fortæller kort hvad vores strategi for det videre nedløb skal være.
Katryn og jeg fortsætter vores samarbejde og stille og roligt, frem og tilbage- lidt op, lidt ned – lige mere til siden, kæmper vi os nedad i en stil der minder om skiløb. Lidt ned med siden til, vend rundt, lidt ned den anden vej med siden til og let glidende fødder.
Vi er presset flere steder og bliver udfordret maks. Måske er det dét der gør, at jeg ud af det blå begynder at synge ” I have climed highest mountains, I have run through the fields, Only to be with you, only to be with you. But I still haven´t found what I´m looking for….” Kathryn istemmer og sammen synger vi indtil vi ikke kan huske mere af teksten.
Det tager os lidt over 1½ time at komme ned. Men vi gør det med kun få skrammer på kroppen. Ved bunden sætter vi os og spiser lidt snacks mens vi kigger op mod det stykke vi er kommet nedad. Grænser rykkes konstant og jeg elsker at jeg kan så meget mere end jeg troede, ligesom jeg elske det intense nærvær man er nødt til at have, når man er i en natur der udfordrer maksimalt. Resten af ruten følger en let rullende minearbejdervej, en grusvej lavet til trucks der skal til og fra de mange miner i området. Kathryn siger jeg skal løbe afsted. Hun vil tage det stille og roligt, og jeg har energi i kroppen jeg skal have brændt af.
Jeg ved jeg skal følge grusvejen indtil der kommer en bro ind mod en lille landsby. Her skal jeg dreje skarpt til højre, væk fra landsbyen. Det er rart at sætte cruisekontrollen til og ikke bekymre sig om at løbe forkert. Jeg tanker lidt vand ved en af de mange smeltevandsfloder der løber ned over vejen og som giver mig våde fødder og en lille smule angst, da jeg med vand til op på skinnebenene mærker flodens stærke kræfter rykke i mine ben.
Ved broen er markeringerne exceptionelt gode. Jeg er ikke i tvivl og styrer sikkert ind på korrekt rute. I det samme kommer en bil – det er Ahror, løbsarrangøren og Ozar, én af trailblazerne, de to gutter som ugen igennem har løbet foran os og markere ruten efter bedste evne. De giver mig highfive og tager billeder. Ozar siger ”follow me” og løber som en hare foran mig. Jeg har fået min egen guide på de sidste knap 4 km. af dagens etape. LUKSUS – især fordi jeg ikke er to sekunder i tvivl om. at jeg med 100% sikkerhed ville været løbet forkert på de små trailspor vi løber på, på vej ind mod mål. Jeg er glad for hjælpen og takker Ozar af hele mit hjerte for hjælpen. Det har været en blændende god dag, trods knækket vandrestav, fald og detour.
Jeg løber i mål og laver mit signaturhop. Sikke en dag. Sikke en oplevelse. Sikke et vanvittigt eventyr.
