Det er dag to. Jeg sidder på en lille sten med tårer i øjnene. Jeg er fanget. Kan ikke komme hverken frem eller tilbage, og føler mig lammet af angst. Hvordan pokker endte jeg her.
Jeg ved godt hvad der skete. Jeg var kravlet over det første bjergpas på turen, var løbet ned med god energi og kontrol og havde ramt en fin lille sti der bugtede sig langt med den brusende flod til min venstre side. Forude kunne jeg se broen hvor jeg havde indprentet mig at vi skulle lave en U-turn.
Broen var let at kende, for i det øjeblik man krydsede den, befandt man sig midt i en sommerbosættelse for hyrdernes kvinder og børn. Jeg var løbet over broen og famlede mig frem uden helt at kunne finde den korrekte sti. Der gik ganske kort tid, så var jeg omringet af børn som gerne ville hjælpe mig med at finde den rigtige sti. De pegede og løb foran. Alt var godt, jeg grinte og råbte Thank you – Rakmat, og cruisede videre ad den rigtige sti. Længere fremme krydsede jeg en lille bro og løb op til et lille rislende vandløb. Jeg tog mit lifestraw frem, fyldte en kop med det iskolde vand og drak grådigt. En kølende kop lækkert renset isvand. Alt var fantastisk, jeg var på løbets længste etape og følte mig godt tilpas her knap 22 km ude på den 43 km. lange etape.
Jeg løb hen til et punkt hvor stien delte sig. Jeg valgte at løbe til højre, ned mod floden, men kunne ikke se nogen markering. Jeg tjekkede GPX filen på mit ur, og kunne konstatere at uret dikterede mig at løbe tilbage og vælge stien til venstre. Jeg gjorde som uret sagde.
Stien til venstre gik op i terrænet og førte mig til et område med større sten. De bevægede sig lidt når man løb på dem, som om de hvert øjeblik kunne finde på at rulle væk. Jo længere jeg løber ud jo mere bevæger stenene sig, og flere ruller ned mod floden hver gang jeg flytter vægten fra den ene fod til den anden fod.
Jeg tjekkede GPX-filen igen. Den ville have mig længere op, og jeg tænkte at det gav mening med forventning om at finde den rigtige sti, en trailsti uden sten og ral. Jeg var kravlet op ad de halvstore sten indtil GPX-filen viste ”på kurs”.
Stien højere oppe var ikke meget bedre. Jeg tænkte endnu engang at jeg sikkert bare skal over det værste stykke så bliver alt bedre.
Jeg fulgte den lille sti blindt, beroliget af min naive tro på teknologiens troværdighed i mit lille ur, og begav mig uden at tænke over det ud på et stykke med det, man på engelsk betegner “Scree”. Småsten der ligger løst på bjerget og ruller ned mod floden i rasende fart ved den mindste forstyrrelse. Jeg mærkede min bagerste fod glide ned sammen med stenen og sprang frem på den højre over mod en større sten som ligger solidt midt i havet af småsten. Jeg greb fat i stenen og trak mig selv op, kiggede tilbage og så hvordan mine nu usynlige fodspor rasede ned mod floden og ramte større sten undervejs.
Angsten ramte mig som en knytnæve. Ord flød ud af min mund fordi min tanker ikke kunne rumme dem inde i hovedet. ”Det her er ikke værd at risikere mit helbred for. Det er ikke værd at risikere at komme alvorligt til skade. Det her er ikke godt. Det her er langt ud over det jeg vil være med til…” Ordene blandede sig med den rasende lyd fra den fossende flod under mig, tårer løb ned ad mine kinder. Jeg var fanget på en sten i noget jeg ikke anede hvordan jeg skulle håndtere.
Jeg beslutter mig for at trykke på min alarm. Jeg kigger mulighederne igennem. I am on a break – niks, I am lost – måske, I am slightly injured – niks. Sidste mulighed er den røde SOS knap. Men den er kun til absolut alvorlige situationer. Jeg trykker på ”I am lost” og trykker på send. Jeg tænker at der vil komme nogen ud og forsøge at finde mig.
Jeg sidder i lang tid og forsøger at regne ud hvor meget vand jeg har. Hvad nu hvis jeg skal sidde her i mange timer? Jeg vurderer at jeg vil kunne klare mig – også natten over hvis nu det bliver nødvendigt. Jeg lægger min buff hen over mine lår, opmærksom på solens kraft.
Jeg tager alarmen frem igen og ser beskeden – Weak GPS signal, will you try again. Jeg ærger mig. Hvor urutineret ikke at tjekke at den sendte beskeden. Jeg trykker på I am lost igen, og denne gang bliver jeg ved med at kigge på skræmen, og trykker ”try again” flere gange når beskeden om Weak GPS-signal kommer. Endelig bipper den lille alarm, besked er afsendt. Kort tid efter kommer en besked tilbage. ”Organizers are on their way”.
Jeg kan kigge ned på stien på den anden side af den fossende flod. Det slår mig at jeg har været torskedum. Forblændet af at følge en GPX-filen i et område med dårligt GPS-signal. Det er selvfølgelig stien dernede på den anden side af floden jeg skulle have løbet på. Jeg tog en dum forkert beslutning da stien delte sig og jeg tog teknologien for sandhed i stedet for at bruge min kritiske sans.
Jeg griner lidt af min dumhed. Jeg ved at der i dag er en bagtrop bestående af læge og æsel til at samle evt. skadede løbere op. Intet æsel vil nogensinde kravle den åndsvage vej jeg begav mig ud i. Det er simpelthen så dumt. SÅ TORSKEDUMT
Der er personer på stien under mig. De to østrigere, kæresteparret, løber forbi. Jeg råber deres navne højt. SIMONE…. DANIEL…. SIMONE… DANIEL…. De hører mig ikke, de løber forbi uden at ænse at jeg sidder højt oppe over dem, fanget på bjerget. Jeg græder igen. Tanken om at de kunne udpege min placering for hvem end der nu er på vej ud for at finde mig, glider med småsten ned i den fossende flod.
Jeg må gøre noget tænker jeg og begynder at analysere mine muligheder. Kan jeg kravle lidt op og finde en mere sikker vej tilbage? Kan jeg kravle nedad mod floden? Jeg prøver mig frem, men ligegyldig hvad jeg gør, virker det for risikabelt.
Jeg sætter mig på mit helle igen. Vil jeg bringe en anden i fare hvis de skal forsøge at hjælpe mig tilbage. Tanken er ubærlig. Min dumhed har fået mig i problemer, jeg må selv finde en vej ud.
Noget tager over indeni mig. Noget vokser frem. Handlekraft. Jeg rejser mig op – støtter min hånd på en sten over mig og hamrer min vandrestav ned i havet af løst grus. Jeg slipper min støttehånd, læner mig let mod den stav der står i stenhavet og hamrer den anden stav i, ovenover den første, så der dannes en slags korridor.
Jeg tænker ikke, jeg føler ikke, jeg handler instinktivt. Jeg bevæger mig over stenhavet og kaster mig over mod mere sikker grund. Jeg trækker mine stave med mig, og hører den uhyggelige lyd af rumlen af sten som vælter ned bag mig.
Jeg fortsætter nærmest i trance. Jeg føler ikke, jeg tænker ikke, jeg handler.
Første da jeg er tilbage ved det lille vandløb med iskoldt smeltevand går mine tanker i gang igen. Jeg drikker grådig af vandet, gør min buff våd og lægger den over mit hoved. Jeg pakker mine ting sammen og løber tilbage til punktet hvor stien deler sig i to. Denne gang vælger jeg den rigtige, krydser en lille bro og ser en markering stråle rødt og hvidt i solen. Jeg løber.
Foran mig kommer Ahror, den ene af arrangørerne løbende mod mig. ”Heidi” råber han og vinker. Jeg vifter med min stave for at vise jeg er ok. Jeg løber direkte mod ham, og i det sekund jeg når ham, bøjer jeg mig sammen og hulker.
” I was so scared” hulker jeg. Han lægger armene om mig. Jeg rejser mig og viser ham billedet. Fortæller hvad der skete, fortæller at jeg som en blind høne fulgte GPX-filen. Jeg taler i rytmen af den fossende flod, han forsøger at forstå. Venligt, rar og trøstende står han ved min side og lytter stille mens jeg taler. Det er alt jeg behøver.
”Må jeg godt løbe videre” spørger jeg pludseligt og ubevidst. ”Ja, selvfølgelig” får jeg af svar inden jeg med et OKAYYY – See you – løber afsted og føler en voldsom glæde ved at bevæge mig fremad.
Jeg løber resten af ruten og hiker når det går opad. Billeder af de alle de fantastiske ting jeg oplevede inden jeg løb forkert, kører som dias i mit hoved. Drengene der ville tage selfie, de smukke hårnålesving, den lille landsby med unger der råbte ”HELLO – How are you”
Jeg smiler for mig selv og glemmer alt om min ufrivillige pause på bjerget.
De sidste 4 km. går direkte op i himlen. 4 km. med over 400 højdemeter. Jeg cruiser og hiker determineret op. På vej i mål laver jeg mit signaturhop. Jeg er ikke udgået – jeg er stadig med.
Om aftenen besøger vi bonden hvis jord vi camper på. Han viser os rundt i hans lille frugtplantage sammen med hans to børn. Vi hører om abrikostræer, æbletræer, bistader med overflod af honning og om livet som nomade mellem sommerbosætningen og tilbagetrækningen til vinterperioden. Jeg elsker det simple liv på naturens præmisser. Jeg elsker den stolthed hvorved bonden viser resultatet af hans hårde arbejde frem. Så autentisk og fint, og så perfekt en afslutning på en tumultarisk dag.
Jeg kravler ind i mit telt. Dagens oplevelse er fortalt et par gange, og jeg bemærker at jeg ikke fortæller med angst i kroppen, snarer med stolthed over at jeg selv løste mit eget problem.
Lægen kigger forbi, spørger om jeg har brug for at snakke – om jeg er ok. Jeg er helt ok, svarer jeg og mener det.
En fornemmelse flyder ind i min bevidsthed. Jeg har lært noget vigtigt om mig selv. Jeg har fundet en kerne indeni der er så uendelig meget stærkere og modigere end jeg troede. Jeg kan løse mine problemer selv. Jeg er handlekraftig når det kræves. Min nye viden får mig til at vokse. Selvtillid, selvværd og accept af den person jeg er når alt er skrællet væk. Jeg holder af den person jeg har fundet, jeg mangler måske nok kompetencer til at begå mig i bjerge, men jeg er god til instinktivt at finde løsninger.
Den aften falder jeg i en dyb restituerende søvn og vågner frisk og klar til endnu en dags udforinger i de smukke rå bjerge. Jeg griner højt da jeg ser et æsel parkeret ved vores lille toilettelt. Toiletbesøg med opmuntrende Ihaaar ihaaar… Det kan sq. noget. Livet som løber er både selvudviklende og uendelig sjovt, tænker jeg mens jeg strammer snørebåndene på mine trailsko.
