Tadik Mountain Traverse – Vendepunktet

Om aftenen spiller lokale musikere op til dans. Det ældgamle musikinstrument Rubab sender mig tilbage i tiden som vidne til et ritual, en fejring. Den messende sang af ord der tilfældigt sættes sammen og gentages gang på gang, forfører mig. Mænd springer op og begynder at danse i skæret af flammerne fra bålet. Jeg griner højt, det er perfekt, det bobler af glæde i min mave. Dansen er legende, bevægelser der i langsomt crescendo flankerer musikernes intense sang. Hurtige hænder, langsomme fødder. Jeg elsker alt ved det.

Jeg kigger på Katryn ved siden af mig. ”skal du ikke danse” spøger jeg. Hun svarer ”jo, hvis du gør det”. Jeg er på nippet til at afslå, til at lade den klassiske danske ”det er pinligt” tage bo i mig. Jeg tvinger følelsen væk. ”Ok” siger jeg, ”så gør vi det”. Sekunder efter står vi to kvinder som midtpunkt af forsamlingen, og jeg lader mig krop bevæge sig som den har lyst til. Hovedet er tomt for tanker. Alt er sanser. Lyd, bevægelse, oldtid og nutid, flammer og glade ansigter i rundkreds omkring mig. Jeg lever, tænker jeg og griner højt.

Da jeg senere på aftenen, i pandelampens skær og med millioner af glimtende stjerne over hovedet, går ned mod centret hvor vi overnatter, tager jeg en beslutning. Jeg vil være fuldt ud til stede i det her. Det kræver at jeg smider alle personlige ambitioner. Det er verdens letteste beslutning.

Næste dag, dag fire løber vi endnu engang op – 700 hm op til The Big Lake, én af de tre smukke smeltevandssøer i Kulikalon plateauet. Jeg arbejder mig stille og roligt op, tager billeder og forsøger at glemme alt om de to bag mig. Det er mine to rivaler, kæresteparret fra Østrig. Hun er en blændende løber der har løbet i bjerge siden hun var seks år. Han startede med at løbe da de mødtes for en dekade siden, og sammen er de et solidt makkerpar.

Jeg når op til søen, kigger på Gpx-filen på mit ur og misser en markering. En drone hænger over mit hoved, det lyder som en flok rasende bier. Jeg bliver på stien og begynder at kravle op. Dronen kommer ned foran mig. Den hænger og nærmest glor dumt på mig. Mærkelig tænker jeg, det er da en smule intimiderende at den skal filme mig lige ind i ansigtet. Jeg vinker til dronen og spiller med på legen. Hej hej, drone… Jeg fortsætter op. På et plateau kigger jeg på uret. Jeg er forkert på den. Er løbet forkert igen igen. Jeg trækker på skuldrene som et hmmm, og løber nedad, krydser hen over stigningen og forsøger at regne ud, hvor Gpx filen egentlig matcher omgivelserne. Jeg løber videre op parallelt med mit tidligere forsøg. Heller ikke det ser korrekt ud.

”Heeeidi — Heeidi” gjalder det pludselig ud i den klare luft omkring mig. Jeg kigger rundt og får øje på én af de frivillige, Tim, som står og vinker febrilsk op mod mig. Jeg griner, og løber ned mod Tim. Jeg ved hvad han vil sige. ”Du løb forkert – igen”.

”Vi forsøgte at stoppe dig med dronen” siger Tim da jeg når ned til ham. Nååeee, det var det dronen forsøgte at fortælle mig, griner jeg højt. Vi følges ad over mod søbredden. Jeg ser den østrigske kvinde løbe væk fra søen i fuld fart. Mens jeg fumlede rundt på ruten, løb de to målrettet fordi mig og er nu foran mig. Hun bevæger sig smukt og elegant i et landskab hun på en eller anden måde falder naturligt ind i. Jeg er fuld af beundring, gad vide hvor lang tid jeg skal træne i bjerge for at få samme elegante bevægelsesmønster, tænker jeg.

Jeg kigger ud over søen og minder mig selv om min beslutning. Jeg vil sanse, opleve og nyde min vej gennem de resterende etaper. Jeg strammer rygsækken og løber afsted. Inden jeg rammer stigningen op til Alouddin Pass i 3780 meter højde, når jeg at løbe forkert adskillige gange. Én af gangene løber jeg tilbage til en lille bebyggelse hvor en dame står udenfor et lille hus, i gang med dagens gøremål. Jeg viser med min krop at jeg ikke ved hvor jeg skal hen. Hun smiler og vinker mig i den rigtige retning. Jeg lægger min hånd på hjertet og nikker i taknemmelighed. Jeg ville ønske jeg kunne tale sproget og høre om hendes liv i bjergene.

Jeg glædes endnu engang over alle lokale jeg møder. Hvordan de gavmildt og ubetinget, deler ud af næstekærlighed til en fremmed. Jeg tænker om det ligger dybt i generne at være så åben, hjælpsom og venlig overfor fremmede. Om det er nedarvet gennem tusindvis af år, fra helt tilbage da karavaner og handelsmænd travede gennem selvsamme bjergområde. Jeg føler mig mere end velkommen i et miljø jeg stadig forsøger at tilegne mig færdighed til at begå mig i.

På vejen op ad den uendelig lange stigning slår jeg følgeskab med løbsarrangørens snart 15-årige søn Kyle. Opvokset med forældre der har taget ham med på bjergvandringer og løbeture, er han en sej gut der ikke er bange for udfordringer. Han løber med på dagens etape og vi taler om stort og småt. Han har en befriende måde at italesætte alt hvad der falder ham ind.

Jeg laver små mentale lege for at gøre stigningen mere spiselig. ”10 switch backs mere, så må du holde en lille pause” siger jeg. Og tæller højt hver gang vi runder en bue og kravler videre op. Det giver mening at tilbringe min tid med ham. Jeg får lov til at få et lille blik ind i, hvordan det er at vokse op som udlænding i Tajikistan. Han virker til at elske det hele. Sproget, hverdagen, menneskerne.

Vi møder adskillige æseltog på vores vej op. Knægten taler med én af mændene der driver to stædige æsler op mod passets top. Han oversætter for mig, at manden tager turen over passet frem og tilbage 2-3 gange ugentlig. Han bringer varer over på den anden side af passet, og tager ting med tilbage. Infrastruktur baseret på æsler kræver seje hårdtarbejdende mænd. Men tænker jeg, jeg vil vædde på at de aldrig har haft skyggen af stress. 

Længere oppe bryder farsi-musik stilheden. Et æseltog for fuld udblæsning. De yngre æseldrivere sætter nye standarder. Jeg er ikke sikker på at jeg syntes det er en god udvikling, men griner alligevel af deres forsøg på at kombinere ungdom med det ældgamle erhverv.

Toppen af passet giver os kuldegysninger. Det er altid værd at hike og kravle op i himlen. Belønningen er guddommelig. Bjerge og bjergsøer hilser os med værdig venlighed.

Vi løber ned sammen. Et nedløb der kræver fuld fokus, men kan løbes. ”Du skal ikke bremse, men have lavt tyngdepunkt og læne dig frem. Det siger min far”, kort efter supplerer Kyle med ”du løber meget bedre nedad end min mor” Jeg griner højt. Så har al min træning hjemme på de danske trailspor givet pote. Jeg sender en kærlig tanke til Søren Rasmussen, min coach som hjalp mig til at træne mere korrekt op mod bjergløbet.

Vi holder stadig små pauser når Kyle har brug for det. Det er ok. Vi skal ikke nå noget og jeg nyder hvordan min krop føles næsten restitueret af at sætte tempoet ned.

Vi løber i mål hånd i hånd. Jeg roser Kyle for hans gåpåmod og takker for dejligt selskab. Jeg føler mig mere frisk end først på ugen, og jeg bemærker at min vejrtrækning ikke, som de forrige dage er anstrengt og presset af højderne. Dagens højdepunkt er da den ene af løbets læger sætter en flaske Coca cola foran mig. Han har købt den til mig af ren og skær venlighed. Jeg sluger grådigt væsken i mig, en kærkommen erstatning for det filtreret flodvand vi ellers drikker.

Jeg føler mig som verdens heldigste da jeg senere ligger i soveposen med hovedet ud ad teltåbningen. Alt er mørkt, æsler rumsterer i udkanten af lejren som vi deler med flere af de hyrder vi mødte på vej op, stjernerne stråler klarer end jeg nogensinde kan huske jeg har set før. Den fossende flod synger godnatsang for mig, og jeg falder lykkelig i søvn i mit lille grønne telt.