Jeg måtte google Jordan inden jeg rejste afsted sammen med min løberejsemakker Vagn. Jeg kendte ikke til landet og dets skikke, om man skulle huske tørklæde som kvinde, eller om der var særlige ting jeg skulle være opmærksom på i et land hvor 93% er muslimer og islam er statsreligionen. Det var der ikke – Jordan er det letteste og mest tilgængelige land at rejse i, hvis man da lige medbringer en stor portion tålmodighed, da tid ikke er noget man er helt så pernitten med.

Assalam Aleikum, guds fred og velkommen til Jordan. Vi blev mødt af en stor næsten-fuldmåne i samme øjeblik vi trådte ud fra lufthavnen. Det var den måne, der to dage senere ville skraldgrine af os, mens vi letter forulempet, forsøgte at forcere det alt for løse sand i Wadi Rums Mars-agtige ørken. (og ja – det er lige præcis den ørken hvor The Martian med Matt Damon er filmet)

Løbet Wadi Rum Full Moon Marathon afholdes af firmaet Treks, et firma der udover løb også arrangerer vandreture rundt i Jordan. De søde folk i Treks havde arrangeret vores tur, så vi ud over løbet også nåede at se et par af højdepunkterne i hovedstaden Amman, og endnu bedre, nåede et besøg i oldtidsbyen Petra med egen guide. Det var vanvittigt fedt, og du kan finde min fortælling om selve rejsen i Jordan under fanen ”Rejseoplevelser”. Her kan du læse om at finde nuet, om at lege med objektiver i oldtidsbyen Petra, og se hvordan jeg ser ud indsmurt i mudder.)

Natten inden løbet overnattede vi i en Beduin teltlejr tæt på Petra. Det var fantastisk, vidunderlig og en næsten livsændrende oplevelse for mig. Og med en munks velsignelse var jeg klar til at tage kampen op mod uanede mængder af sand.

VI ankom til ørkenen Wadi Rum (som i øvrigt meget signende kan oversætte til Valley of the moon) i stegende varme over middag, og blev indkvarteret i ”telte” med eget bad og toilet – og sågar et lille køleskab. Total luksus. Startnummer og spisebilletter + is-billet (for ja selvfølgelig – arrangørerne havde da sørget for en lille isbar), blev afhentet – og til mit store held, solgte de pandelamper. Hvem pokker tager til natløb i ørkenen uden at medbringe en pandelampe…. MIG . Og så kunne vi ellers hænge ud i campen sammen med de godt 350 andre løbere fra hele verden. Det var så hyggeligt, stemningen var helt afslappet og alle pludrede og hang ud i skyggen i de overdækkede områder, mens der blev tanket tonsvis af gratis sportsdrik. 

Teltlejret bestod af luksustelte med bad, toilet og køleskab

Udsigt fra campen ud på løberuten – her løb vi på vej tilbage mod mål midt om natten

Distancerne var fordelt mellem 5km, 10km, halv- og helmarathon, og alle deltagere blev samlet til sikkerhedsbriefing en time før start af marathon. I vores startpakke var der, udover startnummer og madbilletter, en refleksvest og en fløjte. De to sidste var sikkerhedsforanstaltninger. Vi skulle løbe i mørke i en ørken hvor beduiner kørte rundt i 4-hjulere, derfor refleksvest, og hvor risikoen for at fare vild var betydelig større end ved et normalt marathon – og skulle det ske, ja, så kunne man jo prøve at fløjte i fløjten og se om man var heldig at blive hørt – eller ringe til et nummer, som vi blev bedt om at indtaste i vores telefoner. Vi blev endvidere beordret, at vi på ingen måde måtte takke ja til at få et lift, hvis vi ikke kunne gennemføre og ville udgå. Det var absolut NO GO. Hvis man udgik, skulle man enten finde tilbage til et tidligere depot – eller forsøge at fange én af de to race-biler som kørte rundt på ruten. Vi måtte under ingen omstændigheder sættes os ind i andre biler, end dem med løbslogo på.

Med de advarsler og gode råd, var vi klar til start på marathon, umiddelbart efter at solen var gået ned i horisonten, og tusmørket begyndte at lægge sig over ørkenen. Starten var lige udenfor Campen – og da vi forventningsfulde troppede op foran startlinjen var luften rødbrun af sand. Jeg tog min hånd og kørte den hen over mit startnummer, og så en hånd fyld med små rødbrune sandkort. Der var i løbet af den tid vi havde gjort os klar til start, opstået en sandstorm. Der var kun én ting at gøre. At drøne tilbage til teltet og finde en buff til at dække ansigtet. Jeg tænkte samtidig. Niks – ingen telefon med ud i sandstorm, den måtte blive tilbage i teltet. (det var så ikke min mest intelligente beslutning.)

Der stod alle vi løbere så klar til start i skumringen mens sandet fløj om ørerne på os. Jeg var iført singlet, shorts, lange strømper, almindelige løbesko uden gaitors, (gaitors er geniale skoovertræk som holder sand ude af skoene), minus telefon, og havde absolut ingen anelse om, hvad der ventede af grumme udfordringer forude.

Sandstorm inden start. Den dukkede op ud af ingenting, og forsvandt heldigvis igen ret hurtigt efter start

Starten gik og fuld af gåpåmod løb vi med det samme ud i det løse sand. Forestil dig at du skal en tur til Vestkysten, og for at komme til vandet må du passere en klit med fint sand hvor fødderne synker ned, så du nærmest må trække dem op for hvert skridt. Det var det sand vi på en stor del af ruten løb rundt i. Og nøj hvor var der meget af det. Jeg tænkte kækt ”nå men vi får lige en forret til at starte med, sådan lige for at vise os ørkensand. Om lidt bliver det helt sikkert bedre.” – Men jeg tog fejl. Bedre var hjulspor hvor man kunne have en fod balancerende i sporet ad gangen, og som stadig var vestkyst-blødt sand.

Sandstormen aftog heldigvis, og jeg passerede det første – og det andet depot, og rundende op over en lille stigning hvor sandet næsten var umuligt at løbe i. Det var ca. efter 8 km. og det var første gang jeg tænkte ”Det er jo vanvittigt det her, det kan da for søren ikke blive ved”.  Ærligt talt, så var jeg allerede efter små 8-10 km. ved at have ømme ben over at løbe i det bløde sand, og vejen hjem til mål virkede uendelig lang.

Mit favoritbillede taget af løbsarrangørerne. Det var starten af løbet inden tusmørket lagde sig som en dyne omkring os

På et tidspunkt på ruten, jeg gætter på omkring 14 km. rundende vi en klippe – Det var rutens yderste punkt og vejen derned var rimelig farbar. Sandet var i hvert fald mere løbevenligt, og pludselig stod månen kæmpestor og fuld af begejstring lige over hovedet på mig. Tusmørket var faldet på, og månes lyste som en venlig natlampe i det klippeagtige ørkenlandskab. Det var en helt speciel oplevelse, og jeg begyndte at synge højt for mig selv (på det tidspunkt løb jeg alene uden andre løbere i umiddelbar nærhed af mig ).

Jeg skrålede ”singing la- la la la la di daaaa.. A – la la la di da – la di da da da day” præcis (næsten da) som Bono fra U2 synger det i sangen ”running to stand still”. Det var en helt surrealistisk tårefremkaldende oplevelse af ubetinget glæde. At være så meget i nuet, at jeg næste ikke kunne rumme det. WAUW altså for en oplevelse. Og hvor fik den dog en brat ende igen, da jeg rundede klippen, fik vand i depot 6 – og løb ud i monsterblødt sand på en brutal stigning. Hold op hvor blev jeg lige halet tilbage i ”fightmode” i løbet af ganske kort tid. Jeg var dog stadig høj af oplevelsen og forsøgte mig kækt med en mental remse – ”jeg er en lille let fjer – jeg er en lille let fjer” mens jeg kæmpede mig op ad stigningen og forestillede mig at mine fødder dansede hen over sandet som en ballerina  

Marathonruten var den stor runde – 2 gange.

Ruten var hele vejen rundt markeret med metalstænger med små knæklys på. Og måske var det på grund af sandstormen i starten, måske var det nogle ”sjove” beduinbanditter der havde været på spil. I hvert fald manglede der pludselig markeringer, og jeg fandt mig selv stå rådvild i ørkenen, og ikke ane hvilken vej jeg skulle løbe. Jeg prøvede at løbe lidt frem, og lidt til siden – men fandt ingen lys, og ingen som helst tegn på løberute. Jeg løb lidt tilbage, stod igen og skulede rundt, og blev mere og mere frustreret. Hvad pokker skulle jeg gøre. Jeg anede ikke hvor jeg skulle løbe hen, og jeg havde ingen telefon på mig hvis jeg valgte en forkert vej. ”Det er altså ikke fair” råbte jeg op mod den nu skulende måne. ”Hvad skal jeg gøre” råbte jeg fortvivlet, mens en angst sneg sig ind på mig. Hvad nu hvis jeg løb forkert. Hvad ville der ske? Jeg kiggede ud i horisonten, tog en dyb indånding, lyttede til min intuition, og skærpede mine sanser. Var det en pandelampe jeg kunne ane langt derude foran? – eller var det lys fra en beduinlejr. Jeg tog en beslutning, valgte en retning og fik mine fødder i fremdrift.

Jeg ved ikke hvor langt jeg nåede at løbe. Men jeg husker hvordan angsten hele tiden sad som en lille grim stemme bagerst i min bevidsthed. “Du løber forkert” sagde den med en skinger stemme. Et stykke væk var der biler der passerede mig, ladvogne med hujende mænd siddende på ladet. Sikkert turister på nattetur i ørkenen, men jeg forstillede mig det var beduin-jægere på jagt efter forsvarsløse løbere. Indrømmet, jeg er ikke en særlig modig person Jeg fortalte mig selv igen og igen at alt var godt, ingen ville stoppe op og antaste en udtørret løber med sand til knæerne.

Et stykke længere fremme så jeg lys blive viftet i nattemørket. Var det et depot?, ville de havde mig til at løbe mod lysene? – Der var ikke blevet viftet med lys på de andre depoter, og jeg besluttede at lyskeglerne ikke var mine vejvisere og drejede i stedet væk fra lysene. Jeg var tæt på at miste modet da jeg pludselig, et stykke væk, spottede et af de små knæklys skarpt til venstre fra den rute jeg havde valgt. Jeg havde været på vej væk fra ruten, men kunne nu lettet navigere tilbage som en sømand navigerer efter lyset fra et venligt fyrtårn. Aldrig har jeg før været så glad for at se et lille knæklys stråle i mørket.

På den sidste del af ruten løb man ind på 10 km. ruten, og pludselig gik jeg fra at være helt alene under stjernerne, til at være omringet af løbere. Det var næsten helt voldsomt. Jeg løb ved siden af en pige og talte lidt med hende. Hun var heller ikke voldsom begejstret for det bløde sand – og idet vi nærmede os mål kiggede hun på mig og sagde smilende ”Godt jeg ikke skal ud på en runde mere som Marathon løberne skal. Det er jo fuldstændig vanvittigt” Jeg kvitterede hendes smil og afslørede at jeg var én af dem. Jeg skulle ud på endnu en runde i sandkassen. Der lød et medlidende – OH, OHHHH, well, enjoy – inden hun selv rakte armene i vejret og løb ind over målstregen.

Jeg greb en banan og skyndte mig at vende rundt og løbe ud på næste omgang, inden en eneste spæd tanke om at stoppe, fik lov til at tage bo i mit hoved. Jeg var optimistisk. Det skulle nok gå…. Eller – nej… Jeg nåede ca. 1,5 kilometer ud på ruten, inden jeg endnu engang løb forkert. Jeg kunne ikke huske ruten til trods for, at jeg havde løbet den for godt et par timer siden, og lur mig om månen havde en finger med i spillet og drejet jorden lidt rundt så jeg ikke kunne genkende noget som helst . Jeg havde en vag (forkert) fornemmelse af, at jeg skulle dreje til venstre og møde et depot efter ca. 4 km. Så jeg drejede til venstre og løb ud ad en større sandvej. Jeg nåede et godt stykke ud inden det gik op for mig, at jeg var på afveje. Der var noget i landskabet som ikke lignede noget jeg tidligere havde set, og jeg havde ikke set et eneste knæklys på vejen. Eller havde jeg? Jeg vendte rundt og løb tilbage til det sidste knæklys jeg var stødt på 1 km. fra målporten. Nope, jeg var helt sikkert kommet på afveje. Og der stod jeg så endnu engang og var rådvild. Jeg anede ikke hvor jeg skulle løbe hen (ligegyldigt hvilken vej jeg kiggede, så kunne jeg ikke se et knæklys). Og et kort øjeblik overvejede jeg at gå tilbage til mål, og kaste håndklædet i ringen. Det ville mit ego alligevel aldrig gå med til.  Det viste sig i øvrigt at være 5 km. ruten jeg havde været på stroptur på.

Endnu en detour i ørkenen

Jeg besluttede i stedet at stoppe op og vente på, at en anden marathonløber kom op til mig. Der gik nok ca. 5 minutter så kom en amerikansk fyr op til mig. Han havde deltaget sidste år, og vidste præcist hvor vi skulle hen – og han ville hjertens gerne guide mig ud til depot 1 hvor knæklysene igen stod som perler på en snor. Fyren hed Neil og var fra Los Angeles. Han var flyttet til Jordan med hans kone, og de skulle bo i Jordan i nogle år som en del af hans arbejde. Neil fortalt om hvor vanskeligt det var at bosætte sig i Jordan. Alt gik bureaukratisk langsomt, det at købe et hus var et projekt i størrelse af en månelanding.

Jeg fulgtes med Niel et stykke, men lod ham løbe væk, da jeg måtte tømme mine sko for sand efter et depot. Heldigvis var der andre løbere i nærheden, og jeg kunne konstatere at det ikke kun var mig der var træt og udmattet. Alle gik med jævne mellemrum når sandet krævede for mange kræfter at forcere, og jeg koblede mig i stedet på en Jordansk løber. Han løb lidt hurtigere end mig, hvilket krævede at jeg udnyttede hans gå-perioder til at komme tættere på – og når jeg kom tæt på måtte jeg selv gå lidt for at samle nye kræfter. Ren elastikløb, men det gav mig en følelse af tryghed og selvom arrangørerne havde fået sat langt flere knæklys op på den sidste del af ruten, var det stadig rart at have en menneskelig kompasnål foran. Jeg havde en fornemmelse af hvordan ruten var, men kunne reelt ikke genkende ret meget på anden runde. Man kan åbenbart ikke memorere løst sand.

Det tog mig lidt over 5 timer at komme i mål. Jeg var segnefærdig af træthed. Mine lægmuskler brokkede sig gevaldigt, blodvablerne sad på rad og række, og neglene på mine storetæer var kulsorte. Alligevel var jeg så glad og stolt, da jeg til stor jubel fra halvmaraton-løberne kom tilbage til bålstedet i Campen, og kunne tømme en kop med den bedste søde te jeg nogensinde har smagt. Det havde været en vanvittig oplevelse at løbe i ørkenen om natten både mentalt og fysisk. Men hold da op for en fantastisk nat under månens skær.

Jeg var så heldig at den smukkeste præmie med hjem – en skulptur lavet i sandsten.

The post Wadi Rum Full Moon Marathon 2023 first appeared on The greatness of running.

Det har været et anderledes forår for mig i år. Jeg har været plaget af skader og stress, det første er jeg ganske sikker på har været en direkte afledt effekt af det andet. Og for kun lidt over en uge siden løb jeg det første marathon i år, et socialt løb hvor vi i samlet flok løb ned efter Jyllands nok bedste softice til prisen ved Vebbestrup Mejeri. Det gik heldigvis fint, min forhåbentlig snart forhenværende skade – en mystisk skade i venstre fod – stod distancen og kvitterede med blot en lille hævning dagen efter. Jeg tog det som en ready-to-go, et grønt lys til at hoppe på flyveren i Billund tidlig torsdag morgen sammen med 6 andre yderst rutinerede marathonløbere. Vi satte næsen mod i første omgang Oslo, og siden videre til Longyearbyen på Svalbard.

Svalbard er Norges nordligste ø-gruppe beliggende på 78 grader nord i Nord-ishavet, ca. på højde med det nordlige Grønland. Den største ø hedder Spitsbergen og her ligger Longyearbyen som er Svalbards administrationsby. Longyearbyen er en af verdens nordligste bosætninger, og jeg havde hjemmefra pakket både vinterløbetights, skijakke og de varme skisokker. (Jeg fik aldrig brug for Skijakken og de varme skisokker) . En anden ting jeg fik brug for, og som jeg flere gange klappede mig selv på skulderen over at have husket, var en sovemaske (Du ved, dem der man nogle gange bruger på lange flyture). I Svalbard er der midnatssol fra midt april til midt august, og det hjalp gevaldig på nattesøvnen at kunne blænde øjnene og snyde mig til en mørk nat.  

Vi landede i den fine lille lufthavn i Longyearbyen torsdag eftermiddag og blev fragtet op til vores overnatningssted Coal miners Cabin. Coal miners Cabin er et stykke kulturarv hvor man bor i selvsamme bygninger som kulminearbejderne oprindeligt boede i, nu lavet om til små tomandsværelser med bad og toilet på gangen + køkkenfaciliteter og opholdsstuer. Min 6 mandlige rejsevenner blev placeret i ”skur nr. 3” mens jeg – præcis som i de gode gamle minedrift-dage, blev placeret i den der var tilegnet kvinder, og som var placeret lidt på afstand af de andre, for at kulminearbejderne ikke blev fristet i utide. Værelset var lille, men fint og meget autentisk.

Vi skulle løbe marathon lørdag, og benyttede derfor resten af torsdagen til at få afhentet startnumre ved hallen (Longyearbyen har ca. 2500 indbyggere, og de har den fineste hal med både motionsrum og svømmelhal), og til at få set lidt af byen. Vi havde vores egen private guide med på turen. Vores guide Bjarne, en yderst berejst herre fra Hals, havde været på Nordlystur tilbage i januar hvor mørket lå som en dyne over byen døgnet rundt. Og han øste gavmildt ud af al den viden han havde samlet op, mens han med sikker hånd viste os Longyearbyen.  

Fredag var det tid til sightseeing. Vi havde alle hjemmefra valgt og booket forskellige ture der tog os rundt i området både geografisk og kulturmæssigt. Nogle var på sejltur ud for at se hvor russerne havde forsøgt sig med minedrift og ikke mindst at hilse på hvalrosser, sæler og hvaler. Andre var en tur i en gammel mine og snuste til livet som minearbejder. Jeg selv var på hundeslædetur med vogn på hjul i stedet for slæden, og efterfølgende på MBT tur rundt i byen sammen med en guide der fortalte os alt om historien bag Longyearbyen (som i øvrigt har fået sit navn efter den amerikaner der tilbage i tiden grundlagde byen og startede minedrift i området tilbage i 1906).

Jeg sluttede dagen af sammen med min rejsemakker Vagn med en tur på det lille meget anbefalelsesværdige museum, og lærte om Pingoér og permafrost. Det var virkelig en spændende og god dag. Og mens dagens anekdoter blev udvekslet over et monster skål pasta med tilhørende Svalbard øl (Og ikke mindst hvalros carpaccio – DET smager bare sindssygt godt), stillede vi alle mentalt ind på det monster af et marathon vi skulle løbe næste morgen. Vejrudsigten fortalte os at det lækre stille solskinsvejr med ca. 14-15 grader vi havde været beriget med indtil da, ville skifte til en blandet pose regn, kulde og BLÆSEVEJR (altså virkelig meget vind).

Maratondag den 4. Juni

Næste morgen var vejret som lovet skiftet til det værre. Vinden var brutal og regnen piskede ind i vores hoveder da vi i samlet flok stred os ned til hallen og startområdet. Vi var ca. 200 til start på marathon, en blanding af nationaliteter samlet fra hele verden.

Starten gik præcis kl. 10 og vi løb ud på en rute der skulle klares 2 gange. En rute der startede med løb rundt i byen (som ikke på nogen måde er fladt skal jeg lige hilse og sige ). Den kravlede op mod vores Cabin, vendte rundt og forkælede os med et nedløb ned mod vandet, for derefter at kravle op i byen igen – og atter løbe ned mod vandet. Det var den lettere del af løbet. Herefter kom balladen. Med vinden direkte i fjæset skulle vi nu løbe ud og runde et punkt ved drikkevandssøen (Info: I Longyearbyen får man drikkevand fra en sø som fødes af smeltevandet. Vandet renses og koges inden det sendes ud i hanerne til byens beboere og alle turisterne ). En tur på tja, ca. 3,5 kilometer ud. Det var vildt. Vinden var hård, men det var ingenting i forhold til de vindstød som med jævne mellemrum fik os løbere til nærmest at løbe på stedet. Hold nu op for en udfordring. Jeg forsøgte at holde humøret oppe ved at synge ”Veeeesterhav, kom nu og blæs mig omkuld” – og jeg skal da love for at det gode fjordvand i Adventsfjorden hørte efter. 

Ved vendepunktet gav jeg de to officials kæmpe highfives, vendte rundt og fik vinger. Lige så brutalt det var at løbe ud til vendepunktet, lige så fantastisk var det at blive skudt tilbage mod byen med vinden kærligt omfavnede kroppen. Jeg elskede det – og da jeg mødte Bjarne og Vagn som løb imod mig, rakte jeg hænderne ud til high fives og skrålede ”seeee – jeg flyver”.

Vi fik lov til at flyve forbi byen og videre ud mod lufthavnen, inden vi ramte det modsatte vendepunkt og fik snuden i vinden igen og begav os op ad STIGNINGEN. Stigningen var en tur op ad en grusvej og op mod den gamle Tovbanecentralen som var samlingspunktet for al kul fra de forskellige miner i byen. Stigningen i sig selv var slem nok, men med vinden som en arrig boksemodstander var det nærmest umuligt. Jeg løb og løb og løb, og rokkede mig kun lige knapt nok til at eventuelle tilskuer ville sige – Se hun løber. (Der var ingen. Ingen havde tænkt at det ville være fedt at stå og heppe oppe i djævlens vindfelt :D)

Nøj det var hårdt. Jeg var ca. halvvejs oppe da en sød norsk fyr løb op på siden af mig og forsøgte at give mig læ. Vanvittigt sødt gjort (og hold da op hvor må jeg have set sølle ud). Problemet var bare at vinden kastede sig rundt efter forgodtbefindende og ligesom jeg fandt lidt læ bag hans bredskuldrede ryg, fik jeg snart efter et jaloux skub af vinden så jeg røg væk fra min læ-velgører. Det gik ikke, det var alt for svært at veksle mellem lidt læ og ingen læ – og jeg måtte sige pænt ”takk” (på dansker-norsk) og lade mig falde tilbage.

På toppen af stigningen fik vi et lille nedløb, men vinden var så brutal at nedløbet i virkeligheden føltes som en mur man skulle forcere. Det var først da vi kom ned på ruten tilbage mod hallen (samme som vi løb nedad i starten) at ens fødder igen kunne bevæge sig i et mere reelt løbetempo. Jeg tror jeg lå 3ér blandt damerne da jeg nåede toppen. Men på vej hen over muren aka nedløbet, knækkede hende der lå foran mig sammen med mavekrampe og opkast. Jeg stoppede op og holdt om hende mens jeg forsøgte at få hende ned til en vejviser. Nøj hun var færdig, helt sikkert en direkte indikation af, at hun havde tabt kampen til vinden på stigningen og havde presset sig selv ud over grænsen. Jeg så hende i øvrigt ikke mere i løbet. Tror hun endte med at gå tilbage til start og måske udgå?

Jeg løb ind til start/målområdet og løb ud på 2. runde mens jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at mine lidt trætte ben da ville elske endnu en dans med vinden. Da jeg stoppede for at hjælpe pigen foran, var hende der lå bag mig nået op, og sammen løb vi ud på anden runde. Hun var fra Albanien og var ligesom jeg kommet for at løbe i det smukke nordnorske landskab. Min albanske medløber havde lidt mere power i benene end mig og forsvandt stille og roligt ud foran mig. Det var ok. Jeg var ikke kommet for at dyste om placeringer, jeg var kommet for at løbe et fedt marathon og få en konfirmering af at min tid som skadet løber er historie.

På vej ud af byen og ud på endnu en omgang slåskamp mod vinden på vejen ud mod drikkevandssøen, løb min albanske konkurrent ind blandt nogle bygninger sikkert for at lave et lille toiletstop (der var kun et toilet til gængeligt på ruten, så man måtte være kreativ hvis den trang kom over én). Og pludselig lå jeg nr. 2 da jeg begav mig ind i vindtunnellen ud mod søen. Det gav lidt blod på tanden. Trods min forsøg på at overbevise mig selv om, at det ikke betød en rygende isbjørn om jeg fik en placering eller ej, så kom der alligevel en lille fightersmølf op i mig. Hun skulle dælme ikke overhale mig én gang til.

På anden runde fik vi selskab af halvmarathonløberne, og ruten var nu befolket med løbere. Det var hyggeligt og gav masser af god energi i feltet. Masser af smil, hilsner og tommel op – alle var i samme kamp mod vinden, og den der opbakning man mærker når masser af løbere sammen udkæmper store brave kampe, er fuldstændig outstanding. Om det var det, eller om det vitterlig var vinden der havde opgivet de værste forsøg på at stoppe os løbere ved jeg ikke, men det føltes ikke helt så slemt at runde vendepunktet ved søen for anden gang. Til gængæld var flyveturen tilbage til vendepunktet på vej ud til lufthavnen heller ikke helt så festlig som første gang.

Man starter på den sidste stigning ved ca. 37 km. Man tænker sølle 5 km, det skal jeg nok klare. Og så løber man op på grusvejen, møder vinden der har besluttet sig for en sidste brutal slåskamp og BUM, så dør man langsomt. For første gang i løbet måtte jeg ned og gå lidt, dels for at samle nye kræfter, men også for at overbevise mig selv om, at jeg ikke var ved at blive dårlig. Jeg havde en vildt underlig fornemmelse i hovedet. Mine øjne var tørre, men alligevel våde og mit hoved var ja nærmest svimmel. Det er svært at beskrive. Men vinden på vej til toppen, sammen med den ekstrem tørre luft der er på Svalbard, fik mig på én eller anden måde til at føle mig nærmest højdesyg. Jeg hørte flere af de andre danskere fortælle at de havde haft samme oplevelse, måske er det blot en reaktion på mange times hård blæst i hovedet.

Jeg havde vitterlig ikke mere i benene da jeg langt om længe nåede toppen, og jeg kan kun huske at jeg følte det som om jeg stavrede tilbage mod mål mens jeg håbede at det var nok til at holde min albanske løbekonkurrent bag mig. Den manglende træning pga. skader og den hårde rute gjorde det ikke let for mig, og da jeg endelig løb i mål, var jeg så træt at jeg bukkede sammen og knapt registrerede at en medalje røg om halsen på mig. NØJ jeg var færdig. Heldigvis var der lækker saftevand og æbler m.m. i målområdet og stille og rolig blev jeg gode gamle Heidi igen.

Jeg endte som nr. 2 dame og fik lov til at deltage i en blomstercermoni hvor nr. 1,2 og 3 flankeret af de sødeste blomsterpiger i nationaldragter blev hyldet ved startstregen. Og lige der – med en buket blomster i hånden rakt op i sejrsrus, var jeg den mest stolte og glade løber i Longyearbyen. Det var ikke så meget det, at jeg havde fået en 2. plads – eller jo, det var jeg selvfølgelig glad og stolt over selvom min tid ikke var sønderligt prangende, men det var lige så meget det faktum, at jeg efter et par års stilstand nu igen løb marathon i udlandet sammen med så mange andre fantastiske løbere, og at vi alle, en for en havde kæmpet og vundet kampen mod naturkræfterne. Kors hvor jeg dog elsker at være løber.

Alle mine 6 rejsekammerater kom godt i mål. Og med øl og varme panini kunne vi fejre at Steen havde løbet marathon nr. 500, at sejeste Alex på 70+ år havde vundet hans Age Group (det fandt han først ud at til cermonifesten om aften og han blev så overrasket og stolt at det var helt rørende), at vi tilsammen havde løbet i alt præcis 3000 marathons og at vi alle nu sad med den fineste isbjørn-medalje om halsen.

Aftenen sluttede af med en lille cocktailfest på byens bar Svalbar (hæ hæ – fedt navn ikk’) og her kommer endnu en anbefaling. Hvis du nogensinde får mulighed for at bestille en Anakin Skywalker Cocktail så gør det. Det er en klasse-cocktail. :D. Og næste morgen kunne vi vende snuden mod det flade Danmark igen fyldt op af løbevenskaber og fantastiske oplevelser.

Spitsbergen Marathon er virkelig en anbefaling værd, især hvis man er til rå kulmineby, midnatssol og vilde naturoplevelser. Det er vildt godt arrangeret, ruten er virkelig fed (og udfordrende) og der er mulighed for at løbe både hel- halv og 10 km. Ville jeg gøre det igen – JA absolut. Så vil jeg ikke lige vælge at løbe i vintertights, det var lidt i overkanten.

The post Spitsbergen Marathon 2022 first appeared on The greatness of running.

Jeg løber langs vandet og lader tankeren flyde, hvorhen ved jeg ikke, min krop er for træt til egentlig at gøre meget andet end at køre på autopilot. I næste sekund ryger jeg ind mod rækværket der skærmer af for græsarealet ned mod vandet. Ikke voldsomt, men nok til at jeg må tage fra med hånden og føle mig helt ude af kontrol. ”Neeeeej altså, Det er ikke fair” udbryder jeg højt, mens jeg forsøger at finde ud af, om jeg skal græde eller grine. Jeg har tilbagelagt næsten 4 runder og mangler stadig 4 mere, og jeg ved i det sekund, at jeg lige nu skal fokuseret 100% på at komme ud på runde 5 i en hulans fart. Inden min lille hjerne beslutter sig for, at nok er nok.

Da vi landede i Punta Arenas, i det sydlige Chile og kom tilbage på hotellet, var min eneste tanke, at jeg ikke behøvede mere. Antarktis have været turens absolutte højdepunkt, og min energiforladte hjerne var i 5. gear for at overtale kroppen til at give op og stoppe nu. ”Du behøver ikke løbe det sidste løb” hviskede den forrådige hjerne. ”Sov længe i morgen, du har fået hvad du kom efter og du behøver ikke flere medaljer. 3 er nok”. Nærmest i zombietilstand fik jeg lagt løbetøj frem, pinnet startnummer på og samlet vandslatter nok til at kunne holde til et løb mere. Jeg orkede ikke engang at diskutere med monstret inde i hovedet, gik bare direkte i seng efter et velfortjent bad. Spiste jeg aftensmad?? Aner det ikke

Alt jeg husker er, at vækkeuret ringede og i en døs stod jeg op, tog løbetøjet på og gik ned til morgenmadsbuffeten. Mens vi indtog vores morgenmad, blæste vinden op udenfor. Det tegnede til at blive en voldsom omgang på strækningen langs strandpromenaden ved vandet.  Strækningen vi skulle forcere 8 gange for at få marathon nr. 4 i hus, og dermed gennemføre Southern Hemisphere Challenge 2020.

Min hjerne var stille, den havde kapituleret. Da jeg først havde fået løbetøjet på, var der ingen udvej.

Jeg løb som vanligt første runde sammen med Vagn. Han forsikrede mig om, at de ømme muskler ville løsne sig når først kilometrene fik ben at gå på. Vi løb ud til vendepunktet, vendte om og fik for alvor vindens kræfter at føle. Sidevinden var voldsom, og den sidste halv km. ind mod start var som en mur af døde sømænd der forsvarede deres territorium med alle de kræfter gespenster nu engang kunne mobilisere.

Vi gav hinanden et skulderklap, og jeg løb alene ud på runde to, nu med sømændenes rom-ånde i nakken. Tilbage efter 2. runde kunne jeg erfare, at de gale sømænd havde rodet alle vores drikkedunke og vandflasker igennem, og i arrigskab over ikke at finde promiller i skidtet, havde de smidt det ud over hele området. Jeg samlede lidt sammen og forsøgte at lave en dæmning, de stakkels vandflasker kunne gemme sig bag.

På ruten kom adskillige mystiske ting flyvende rundt om hovederne på os. Plastikflasker, papir, noget der lignede rammer til frugt osv. Alt sammen med retning videre ud over havet sammen med de døde sømænds ånde. Jeg undveg de flyvende objekter i bedste PlayStation spil-stil, og smilte ved tanken om det samsurium af dårligt vejr, vi havde mødt på vores tur indtil videre. Lyn, torden, tropisk regnvejr, hagl og nu – stormende orkan. At vi skulle slutte i en stormende orkan burde egentlig ikke komme som en overraskelse. Google ”the most windy cities in the world” og du vil finde Punta Arenas på en sten sikker 3. Plads. 😀

Næsten halvvejs igennem løbet blev jeg smidt ind mod hegnet, og lige der var jeg for alvor tæt på at give op. Det var dødfristende at stoppe ved en halv, og takke af for denne gang. Southern Hemisphere Challenge er også for halvmarathon-løbere, og jeg ville derfor være sikret en medalje for den halve distance. Det kostede mig adskillige kræfter at fortsætte videre ud på 5 runde. Til gengæld besluttede min krop sig for, at det faktisk ikke var så slemt, nu hvor den var kommet videre. Jeg begyndte at finde overskud, og kunne sende dårlige jokes ud mod kastevindene der i en lind strøm passerede forbi. Knock knock – Who’s there? – The wind – The wind who? –  The answer my friend is blowing in the Wind……  Ok, plat – indrømmet. Men seriøst, det var det niveau min mentale tilstand befandt sig på. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg var endt hvis vi skulle have løbet flere marathons. 😀 😀 😀 😀

Runde 7 var forfærdelig, så tæt på, og alligevel så langt fra. Det var ikke så meget musklerne der brokkede sig, det var ubetinget hovedet der ikke gad lege med længere. Og endnu værre blev det, da én af de andre løbere kækt udbrød – heeey, er det sidste runde?… NO – One more to go, svarede jeg og mærkede hele mit panser falde sammen som blødt franskbrød. Hvordan jeg kom igennem, tænker du måske? – Jo, jeg gik tilbage til grundstenen i at overkomme fæle udfordringer. Jeg delte hele ruten op i bittesmå bidder og jublede hver eneste gang jeg fik taget et bid. Det virker HVER ENESTE gang.  Utroligt at hjernen ikke har regnet den ud endnu. 😀 😀 😀 😛

Og så – langt om længe kunne jeg nærmest vandret løbe i mål, og besejre de døde sømænd. Jeg erobrede Punta Arenas for snuden af dem, og der var intet de kunne stille op. Medaljen var min – og ligeledes den samlede sejr for vores lille challenge. Lige inden jeg løb i mål mødte jeg Vagn, der var på vej ud på sidste runde. Han gav mig den største løber-kram og sendte mig ind over målstregen med tårer i øjnene. Bedre løbe-rejsekammerat skal man godt nok lede længe efter.  

Jeg indrømmer i øvrigt blankt, at jeg på ingen måde leverede en god sportsmand-stil og blev hængende i blæsten for at opmuntre de øvrige deltagere. Jeg spurtede direkte op i et varmt bad og krøb under dynen efter dagens strabadser.

Hen på eftermiddagen nåede de sidste i mål, og mens jeg lå og slængede mig under dynen, gik brandalarmen pludselig gik i gang. Min roommate var lige kommet tilbage efter løbet, vi kiggede på hinanden og trak på skulderen. Det var nok ikke noget særligt. To sekunder efter blev der banket på dørene. ”Get out, Get Oooout” lød det lettere panisk udefra. Så vidste vi det var for alvor.

Man har to sekunder til at snuppe de ting, man vil redde med ud fra hotellet. To sekunder. Hvad tager man så med. Jo, langt de fleste af de øvrige deltagere på turen kom ud med deres pas og penge. Yderst fornuftigt, når nu pas og penge et eller andet sted jo er alt man behøver. Og mig – tja, jeg løb ud i bare fødder, iført min yndlings fleecetrøje og i hånden, pakket ind i min yndlings løbetrøje – ikke mindre end… Tha da daaaa – mine 4 medaljer :D. Helt spontant havde jeg snuppet mine medaljer som det første jeg ville redde ud af et brændende hotel, ingen penge, intet pas – ikke engang et par sko og strømper på fødderne. NOPE, kun mine medaljer. 😀 😀 – Jeg lader den bare stå der. Man er vel løber helt ind i knoglerne. 😛 😛

Det viste sig i øvrigt “blot” at være en kortslutning i nogle elektriske ledninger i et værelse tæt på vores. Som følge af det, kunne vores dør ikke længere åbnes. Dimsen man putter nøglekortet i, var brændt sammen 🙁 – Og der sad jeg så udenfor og ventede i ca. 30 minutter, før de fik låsen banket ud – og døren åbnet. (Den skulle flås op for at vi kunne få vores ting ud – og skifte værelse)

Om aftenen spiste vi sammen og fik udleveret både finisher-medaljer og placeringsmedaljer. Det hele virkede allerede som en fed drøm. Det var uvirkeligt og ikke til at fatte at vi nu var på den anden side af den udfordring, der for alvor havde skubbet mig ud af min komfort-zone. Der skulle gå mange uger, inden jeg fuld ud fik absorberet oplevelserne – især fordi vi efter løbene tog en lille uge i nationalparkerne i Patagonien. DET var en total fed naturoplevelse og kan så absolut anbefales.

Jeg er bestemt ikke færdig med løbeeventyr, og selvom jeg efter hjemkomst havde et par uger – eller nærmere 3, hvor løb absolut ikke stod højt på dagsordenen, så er jeg nu på den anden side af min ”løberejse-blues” og kan se tilbage på et helt absurd mindblowing løbeeventyr. Sikke dog en fantastisk måde at se- og opleve verden på, iført et par løbesko og med et åbent sind.

The post Magellan Marathon Chile, og afsløring af hvad jeg redder ud af en brændende bygning. first appeared on The greatness of running.

Jeg står ca. 25m fra vandkanten, helt stille og kigger. Foran mig står en flok pingviner, nogen ligger og feder den på maven, nogen står og spejder ind over land, og et par stykker dapper rundt på må og få i flokken. Jeg fryser, under min skijakke er jeg iført mit våde løbetøj, men ænser det kun fordi min krop skælver let. Jeg er paralyseret af det, der foregår foran mine øjne, af de dyr der fascinerer mig primært fordi jeg aldrig før i mit liv har mødt dem i deres naturlige element. Én af pingvinerne vender sig mod mig, den kigger på mig med undring – nysgerrighed måske. Jeg holder mig i ro, smiler og mærker en kuldegysning gennem kroppen. Pingvinen dapper frem mod mig, jeg holder vejret, den stopper og dapper tættere på igen. Vi har stadig øjenkontakt, og i det sekund begynder jeg at græde højlydt. Tårerne vælter ned ad kinderne på mig. Dette er ubetinget en oplevelse så unik, at jeg for altid er forandret……..

Vi ladende i det sydlige Chile morgenen efter vores marathon i Buenos Aires. Værelserne på hotellet var ikke til rådighed før om eftermiddagen, og i ren afmagt smed vi os på gulvet i hotellets lille fitness rum. Der lå vi, Vagn og jeg og sov i ca. 1½ times tid, inden vi bevægede os ud på bytur i Punta Arenas, byen hvor man flyver fra, når man skal til Antarktis.

Om eftermiddagen samledes vi løbere os i et lille lokale hos flyselskabet, der er de eneste der må flyve til Antarktis. Vejrudsigten så yderst lovende ud for afgang allerede næste morgen, og som alle ”turister” skulle vi have gennemgået regler for hvordan man agerer, når man befinder sig på den sydligste kant af verden. Regler som afstand til dyrelivet, ikke at træde udenfor stier og veje, at respektere naturen, og på ingen måde at forstyrre eller efterlade noget som helst unaturligt.

Antarktis er ikke under noget land i verden, men helt sin egen. Det kan vi i dag takke den traktak der blev lavet i 1959. Traktaten sikrer, at Antarktis udelukkende er for forskere og lidt turisme, og for altid forbliver sin egen. Ingen minedrift, ingen militær, ingen ændring af naturen. Tilbage i 80’erne råbte Greenpeace op. Turisterne respekterede ikke naturen, og gjorde mere skade end godt. Greenpeace fik sparket til verdens nationer, og således blev der nedsat en organisation (IAATO) der stadig den dag i dag laver, og håndhæver regler, således at turisters færden på Antarktis udelukkende sker på naturens præmisser.

Vi gik fra mødet kåde som økokøer på græs. DAPs (flyselskabet) repræsentant sluttede mødet af med at sige, ”Vejret holder og vi flyver jer til Antarktis kl. 09:00 i morgen”. Den var sikker, vi skulle om under 24 timer løbe marathon på Antarktis.

Tidligt næste morgen stod vi klar i lufthavnen i vores løbetøj, og steg ombord et lille rutefly. Turen fra Punta Arenas til King George Island tog 2 timer. Vi havde kun medbragt det aller mest nødvendige i en rygsæk – ingen kufferter og intet unødvendig tøj. Jeg havde placeret mig ved vinduet og kunne pludselig ane det hvide landskab der dukkede op under den ene vinge. En eventyr-verden åbenbarede sig under os, mens vi lagde an til landing på den korte grusbane. Målløse steg vi ud af flyveren, og trådte op i baljen med desinfektionsvæske. Både trailsko og støvler fik en omgang i baljen, og i samlet flok bevægede vi os efterfølgende ned mod den russiske forskningsstation, der var vores base under løbet.

Landskabet lignede noget fra en anden verden. I periferien kunne man ane gigantiske gletcher kravle ned med havet, og omkring os var jorden gold og bar, dækket af is enkelte steder. Vi stod i udkanten af den lille by, der udgjorde både den russiske og den chilenske forskningsstation. Røde og hvide barakker var ”hjem” for forskerne, der i orange dragter tog på togter rundt omkring mens de noterede dagens fakta om de dyr- og den natur de forskede i.

”Den største risiko når man opholder sig her på Antarktis, er risikoen for enten at træde forkert og ryge ned i en sprække – eller for udbrud af brand” fortæller denne ene af guiderne fra DAP os, mens vi venter i opholdsstuen hos de russiske forskere. Brandfaren er overhængende, da den eneste opvarmning i den ekstremt tørre luft, er diesel der sendes rundt ved hjælp af store generatorer. Selv den tidligere brandstation brændte ned sidste år, og var nu under genopbygning.

Løbet var skedulleret til at starte ca. 2 timer efter landing primært fordi ruten skulle måles op endnu en gang for en sikkerhedsskyld. Vi var kommet så langt for at løbe 42,2 km. det skulle være helt på plads inden start. Der var ingen markeringer på ruten, så første runde blev vi guidet af en jeep foran, så langt den nu kunne komme rundt. Ruten var primært grus og sten, og fulgte vejen ned til stranden, for derefter at snegle sig op over bjerget, og ned på den anden side, hvor den fulgte strandkanten ud til den kinesiske forskningsstation og vendepunktet. 7½ gange frem og tilbage før de 42,2 var tilbagelagt. Vi var heldige, ugen før havde alt været dækket af sne, men det var smeltet, grundet det fine solskinsvejr vi begyndte løbet i.

Jeg startede som vanligt ud på første runde sammen med Vagn, vi løb i stilhed ud på ruten og over bjerget første gang, bjergtaget af det vanvittige fantastiske syn der udfoldede sig for vores øjne. På den anden side nåede vi ned til strandkanten, hvorefter jeg råbte op (eller måske var det Vagn, jeg husker det ikke helt præcist)  ”Der er de…. Der er de”. Og ganske rigtig, der, på den anden side af bjerget langs stranden stod en flok tilskuere og heppede på os i deres sort-hvide smokings. For første gang i mit liv var jeg helt tæt på hagerems-pingviner i deres naturlige element, og lad mig bare indrømme, jeg var betydeligt mere begejstret for at se dem, end de var for at se mig. De var nærmest lidt ligeglade og fortsatte deres vraltende gang frem og tilbage på stranden, mens andre tog sig en blunder. Ikke just de mest entusiastiske tilskuere, men majestætiske om noget.

Vi stoppede og tog billeder – storsmilende og jublende. Vi var her. Helt ubegribeligt løb vi lige nu på Antarktis mens pingviner vraltede rundt omkring ruten, og albatros-lignende fugle fløj over vores hoveder. Det var næsten ikke til at fatte. Vi var fuldstændig opslugt at omgivelserne og udbrød flere gange ”Det er ufatteligt det her, hvor er det viiildt”. Vi vendte og løb tilbage, hilste endnu engang på flokken af tilskuere og tog atter turen op over bjerget. På vej ned den anden side holdt vejviser-jeepen ind til siden, for at lade en anden bil passere. Jeg tænkte kort, at jeg da lige kunne smutte udenom begge biler, og i sekundet efter lå jeg med snotten i gruset. Så pinligt. Jeg var styrtet lige foran begge biler i den fineste piruette med efterfølgende forsøg-at-lande-så-elegant-som-mulig-med-resultatet-jeg-landede-som-en-flodhest. Jeg slog mig under knæet, og blødte fra håndleddet. Vagn trak mig op, og jeg skyndte mig at løbe foran så han ikke så de tårer der sad i mine øjenkroge. Det skulle fan… være løgn. Jeg løb på Antarktis og INTET skulle forhindre mig i at fortsætte.

Tilbage ved start, smed jeg fleecetrøjen under min jakke. Det var meget varmere på ruten, end vi havde turde håbe. Jeg løb afsted og lagde afstand til Vagn. Igen jublede jeg da jeg så pingvinerne stå og vente på mig – tog en pingvin-selfie og nødt helt ind i mine knogler den natur, der stjal alle tanker om ømme muskler og ondt efter faldet. Jeg løb nærmest i en glædesrus, høj på endorfiner og lalleglad over mit held. Verden er fantastisk, tænkte jeg ved mig selv, mens jeg cruisede runde efter runde.

Jeg drak en lille smule vand undervejs, og jeg tror nok jeg tog én gel, men jeg kan faktisk ikke huske det. Når jeg forsøger at genkalde mig løbet husker jeg primært den absolutte frihed jeg følte, sammen med taknemmeligheden over, at jeg – lille Heidi – løb her i verdens smukkeste omgivelser. Jeg løb i mine trailsko, og smuttede over bjerget som en lille mandel. Jeg sansede ikke på noget tidspunkt jeg var træt – de følelser var der simpelt hen ikke plads til i mit indre. Alt handlede om at suge indtryk ind, og forsøge at fordøje det undervejs. Jeg var så glad, at jeg da jeg løb i mål, bad dem om at holde ”tapen” op én gang til, så jeg lige kunne få det danske flag med over målstregen. Og kækt løb jeg ned mod stranden og op igen – udelukkende for at forlænge oplevelsen. Jeg kunne uden det mindste kny have fortsat rundt på flere runder. Jeg mærkede ikke skyggen af træthed.

Vagn løb hans 7. kontinent-marathon (Jeps – det tæller man også i løberverden) og jeg havde på forhånd lovet, at løbe ham i møde, og give ham det danske flag med på turen op mod mål. Jeg smuttede ind i barakken og tog min skijakke, hilste på en tysk kvinde, som fortalte hun forskede i fugle – inden jeg smuttede ned til stranden for at komme helt tæt på de pingvinerne der nød det forholdsvis stille vejr lige for foden af forskningsstationen. Det var der jeg fandt mig selv stå og tudbrøle, da Vagn kom løbende forbi. Jeg hankede op i mig selv, løb op til Vagn og hikstede ”Jeg stod bare lige og tudbrølede over nogle pingviner. Jeg kunne slet ikke stoppe det” Vagn grinte, tog flaget og mens han nød hans målgang, løb jeg over og klappede og hujede imens.

Resten af dagen står lidt i en lykkerus for mig. Vagn og jeg blev kørt op i vores sove-container, en containerlignende barak hvor alle os løbere blev huset i to rum med køjer. Der var et lille toilet, et lille køkken og en opholdsstue foruden de to køjerum. Badet blev klaret med vådservietter, og aftensmaden stod portionsanrettet i bokse i store blå kasser mærket med måltidets navn. ”Aftensmad lørdag”, ”Morgenmad søndag” osv. Ham, der kørte os op til sove-containeren fortalte os, at det var vigtigt vi spiste præcis fra den kasse der var angivet. Jeg måtte f.eks. ikke tage en portion fra søndag middag, i stedet for den der var lavet til lørdag aften. ”Når man er på Antarktis, er intet sikkert. Vi ved slet ikke endnu om I kommer tilbage til Chile i morgen aften. Dem der var her i sidste uge, strandede i 6 dage, før vejret var ok til at flyve igen. Og så er det med at rationere det mad der er.” fortalte manden, og overlod os til vores kopper med varm cacao.

Den aften spiste jeg en kop nudler. Det var alt. Og jeg var alligevel ikke sulten. Jeg var stadig fuldstændig overvældet af hele situationen, og levede i nuet som aldrig før. Vagn og jeg besøgte den russiske kirke, der lå tæt på vores sove-container. Et helt obskurt sceneri udfoldede sig, da vi åbnede trædøren og gik indenfor, hvor russisk-ortodoks musik strømmede ud af højtalere, og guld-ikoner prydede hver eneste ledige plads.

Dagen efter var vi så heldige at vejret stadig var perfekt, og delt i to grupper fik vi lov til at komme ud og se kolonier af elefantsæler, der på denne årstid skifter skind, og derfor ligger i klumper på stranden for at holde hinanden varme. Vores guider fortalte om den sparsomme vegetation på Antarktisk, om den spøjse plante der egentlig er en hybrid mellem en svamp og en plante. Planten er det aller første ”liv” der kan vokse, efter f.eks. en istid. Og her på Antarktisk var tiden skruet tusindvis af år tilbage, og man nærmest forventede dinosaurer komme traskende i horisonten. Vi sad stille i over 20 minutter og betragtede sælerne. Så deres kamp for bedre pladser, smilede af bøvselydende, og nød bare at være tilskuer til naturens mirakler. Vi gik rundt i godt 4 timer, og ingen af os klagede over ømme marathon-muskler trods det, at ruten faktisk ikke havde været nogen let rute. Det er vildt hvordan sindet fuldstændig kan negligere kroppens signaler, når det er optaget af nuet.

Om aftenen fløj vi tilbage til Punta Arenas – vi havde et marathon igen næste morgen. Og mens vi fik serveret champagne i flyet tilbage, ramte trætheden mig som en hammer. Hvordan pokker skulle jeg på nogen måde kunne løbe igen allerede næste morgen. Det virkede fuldstændig umuligt.

Antarktisk er ubetinget det mest fantastiske jeg har oplevet som løber. Kombinationen af trailsko og bjergtagende omgivelser mikset med pingviner, sæler og albatrosser, var så speciel en oplevelse der har brændt sig ind i min krop som en ubetinget følelse af lykke. Jeg læste en gang udtrykket ”Uforfalsket frihed” og undrede mig over, hvad det mon egentlig betød. Det ved jeg nu. Hvor er verden dog fantastisk smuk, og hvor skal vi dog bare passe godt på den.

The post Antarktis, KGI Marathon og om kunsten at græde med pingviner first appeared on The greatness of running.

Vækkeuret ringede kl. 03.30, jeg lod mig rulle ud af sengen og begyndte straks at iføre mig næste løbesæt, der lå klar på gulvet. Det var blevet til 3½ times yderst urolig søvn. Jeg var ængstelig over hvordan kroppen ville reagere på at skulle præstere så hurtigt igen, blandet med angsten for at sove over og misse et løb. Marathon nr. 2 på turen ventede forude.

Canadieren Karen, min roomie på turen, var i gang med samme rutine som mig, og i stilhed gik vi rundt i lokalet, og gjorde det vi nu engang havde for vane inden et marathon. Karen har tidligere løbet masse af challenges hvor man løber mange dage i træk, og hun var tydeligvis meget mere velforberedt end jeg var. Hun havde medbragt små poser med havregryn der blot skulle tilsættes vand for at blive til en nærende omgang kulhydrat til dagens løb. Da hun gik ned for at hente vand, bad jeg hende tage den pose morgenmad med, som vi var blevet stillet i udsigt. Hotellet ville sørge for, at der var lidt morgenmad til os løbere, inden vi kl. 04:30 blev hentet og kørt til startstedet.

Karen kom tomhændet tilbage. ”Der står kun nogle små muffins, jeg vidste ikke om du ville have sådan én”. I mit stille sind ærgrede jeg mig. Vi er løbere, vi skulle løbe marathon for 2. gang indenfor 22 timer, alt hvad der overhovedet lugtede af kalorier, skulle bare indenbords. Jeg takkede for oplysningen, gjorde mig færdig og dappede ned i hotellets lobby, hvor der ganske rigtig var lidt kaffe og muffins på størrelse med de helt små flødeboller man kan købe i gode gamle DK. Jeg spiste en mundfuld og mens løbere samlede sig omkring mig, klar til afgang, indstillede jeg mig på at løbe mit første marathon uden egentlig mad i kroppen.

Bussen kom præcis til tiden, og vi blev i mørke fragtet de ca. 5 km. ud til starten. Ruten var en runde omkring en sø i en park på 1 miles. 26 runder og vi havde fuldført marathon nr. 2. Vejrudsigten havde lovet regnvejr, noget jeg egentlig var ganske tilfreds med, da jeg ikke er nogen speciel god løber i alt for varmt vejr. Hvad der ikke havde været på tale i vejrudsigten, var den kakofoni af lyn og torden, der oplyste den mørke sovende by på vores vej ud mod startstedet.

Ud af bussen, få taget billede, line up, tælle ned, start… Mine ben begyndte at løbe af sig selv. Hovedet var ikke helt med endnu, men kroppen vidste hvad der var i gære og den fik pr. automatik startet op i maskinrummet. Jeg løb første runde sammen med Vagn, noget der ikke kun var enormt praktisk da vi så var to til at regne ruterne ud, men også noget der var utroligt hyggeligt og komfortabelt for en nybegynder som mig, udi kunsten at løbe mange marathons i træk.

”Det er bare i starten, indtil dine muskler er varme igen, så går ømheden over” sagde mester Vagn mens vi rundede depotet og tikkede 1. runde af. Omkring os i mørket serverede moder natur et festfyrværkeri af lyn, og mens jeg gav mester Vagn ret, tænkte jeg bekymret om man overhovedet måtte løbe når det lynede og tordnede lige over hovedet på én. ”No problem” sagde de to lokale fyre fra løbeklubben, der uden kny var stået møgtidligt op for at hjælpe en flok internationale tosser på deres marathon-rejse. De mente ikke der var det mindste problem i at løbe under tordengudens raseri.

Min strategi var som dagen før, at lave tælle-lege og snyde hjernen til at tro, det var én stor leg. 1 runde blev til 5, og jeg løb alene rundt da det vildeste lyn flængede himlen og et brag af dimensioner umiddelbart efter rystede jorden under mine fødder. Jeg skreg og rullede ubevidst sammen i kroppen som en krøbling. ”DET var fa… for meget”, udbrød til min usynlige samtalepartner. ”Det her vil jeg ikke være med til, det er for vildt”. Alligevel fortsatte jeg rundt… Hvad andet kunne jeg gøre?  Jeg bad i mit stille sind en vis herre i det høje om at spare mit liv. Jeg var bestemt ikke klar til at stille løbeskoene på et rundeløb i den argentinske hovedstad.

Kort efter væltede regnen ned og dannede små syndfloder på løberuten. Vi kæmpede os gennem de vildeste vandpytter, våde som hunde, mens vi fortsatte rundt og rundt og rundt. Jeg var efterhånden nået til runde 13, og smilede ved mig selv over at jeg var kommet sikkert gennem labyrinten af lyn, og at dagslyset førte lokale morgenløbere med sig. Tænk, at vi var i færd med at løbe marathon 26 gange rundt om søen, mens livet gik videre præcis som det plejede. De morgenløbere, der normalt løb rundt i området i den tidlige morgenstund, rystede let på hovedet og anerkendte vores udfordring med et wauw, mens de gennemførte dagens program inden job.

Jeg var halvvejs, og runde 14 kom i bogen da der begyndte at ske en nedsmeltning i mit indre kernekraftværk. Sulten begyndte at genere mig, og de appelsiner der var i depotet – som for øvrigt smagte fuldstændigt forrygende, var på ingen måde nok til at tilfredsstille min brummende mavesæk. Jeg prøvede med en gel blandet med energidrik. Det gav et par runders fred, men stillede ikke hunden i maven tilfreds.

Omkring runde 16 begyndte jeg for første gang at lave små gå-stop. Hovedet var tomt, der var ingen aktivitet overhovedet – og kroppen kørte på autopilot. Løbe – gå – spise en appelsinbåd – løbe – gå – løbe – gå – spise en appelsinbåd og drikke lidt vand. Gå-pauserne blev flere og flere. Ryggen begyndte at brokke sig, maven skreg på mad, hovedet var en tom skal. Jeg blev til et gespenst der uden sjæl bevægede sig rundt og rundt.

På et tidspunkt kom mester Vagn op til mig, og selvom jeg var én runde foran ham – og han nu havde en unik mulighed for at indhente mig og vinde dagens løb, blev han ved min side. Han gik når jeg gik, løb når mine fudser formåede at løbe lidt, og fulgte med i depot når det var tid til at fråse i appelsinbåde. Min hjerne var stadig en blød svamp, og kun gennem at stille spørgsmål til mesteren om hans tidligere erfaringer som ultraløber på landsholdet, kunne jeg holde en lille smule fremdrift på opgaven jeg var i gang med.

Langt om længe løb vi ud på min sidste runde, og mens jeg blev afleveret løb mesteren ud på hans sidste runde. Jeg fik min medalje men mærkede ingenting. Der var ingen glæde over gennemførsel, der var til gengæld heller ingen ærgrelse over min til dags dato top-5 dårligste sluttid på 4:10. Alt i min krop var ”numb” (det engelske ord beskriver så præcis hvordan jeg havde det :D)

Senere på dagen efter indtagelse af burger og pommes frites fra Burger King pakkede jeg kufferten for at tjekke ud af hotellet. Og mens jeg samlede de sidste stumper, mærkede jeg skuffelsen komme snigende. Jeg havde trænet så uendelig meget til turen, og det føltes som verdens største nederlag at løbe så dårlig en tid på en helt flad rute. Hvorfor var det gået så galt? Var det den manglende morgenmad/indtagelse af kulhydrat der havde sendt mig til tælling? Var det forkert træning? (jeg havde ikke i min træningsperiode – og faktisk aldrig før i mit løberliv prøvet det at løbe 2 marathons i træk). Var det for dårlig mental forberedelse? (Jeg havde vitterlig ikke regnet med at møde den amerikanske mur mod Mexico her i Argentina :D). Tænk at man stadig efter +10 år som løber kan komme i situationer man aldrig har prøvet før.

Jeg fandt ingen svar og måtte tage skuffelsen med i håndbagagen da vi sent om aftenen – og om natten fløj til Punta Arenas i det sydlige Chile. Foran os ventede næste marathon, turens højdepunkt, marathon på Antarktisk, hvis ellers vejr og vind ville lade flyforholdene være gode nok. Efter planen havde vi 1 dags rejse/restitution før marathon nr. 3 løb af stablen.

The post Buenos Aires City Marathon – Om at løbe under Tordengudens raseri first appeared on The greatness of running.

Det er næsten så godt som ubegribeligt at det blot er 14 dage siden jeg løb første marathon på mit store løbeeventyr. Det føles mere som 3 måneder siden. Så mange oplevelser på så kort tid har fuldstændigt smadret min tidsfornemmelse. Men altså, det er da om noget verdens mindste problem, når man har været ved verdens ende og tilbage igen.

Jeg rejste til Buenos Aires, Argentina forrige weekend. Vi, min løbehelt Vagn Kirkelund og jeg, rejste sammen afsted, og havde besluttet at tage et par oplevelser med i posen, nu hvor vi alligevel skulle rejse så langt. Turen over tog godt og vel 14 timer (fra Amsterdam det være sig) og vi landede tidligt søndag morgen i den herligste sommervejr, høj sol og 27 grader. MUMS. Kækt hoppede de to blegfede danske turister i korte trøjer, og begav sig ud i den smukke by for at udforske området.

Det blev til to stk. lækre solforbrændte skuldre og arme. Gisp solen var hård. Det var både chokerende fordi vi i løbet at ingen tid var blevet forbrændte, men endnu mere chokerende fordi vi i dagene der kom, skulle løbe to marathons i træk i solens bagende stråler. Det gav lidt kriller i maven.

Om aftenen, den første aften, havde vi to ting på programmet – én ting hvor jeg skulle ud af min komfortzone (som om det at løbe 4 marathons på 6 dage ikke var så rigeligt :D), og én ting hvor den gode Vagn skulle ud af hans komfortzone. Den første udfordring var…. Tango-undervisning (her burde der komme et lydklip a la psyko-filmen). Jamen altså. Jeg skulle simpelt hen danse Tango. Mig der har fødder som kun forstå at flytte sig efter en bold, eller løbe som en gal. Underviseren var en ældre distingveret herre, der havde danset Tango hele sit liv. Han kunne sit kram til fingerspidserne. og førte mig rundt på gulve med magiske tryllekoder, så min elefantfødder helt af sig selv gjorde det de åbenbart skulle. Jeg har det på video som dokumentation, men ærligt – jeg er altså ikke sikker på det er noget der bør komme ud i offentligheden 😀 😀 😀 Til gengæld kan jeg garantere at det er noget at det sjoveste jeg længe har kastet mig ud i, og jeg vil til hver en tid gøre det igen.

Efter Tangolektionerne lavede vi lokal mad sammen med en kok. Det var til gengæld noget jeg godt kunne finde ud af, og som aftenen gik på hæld fik vi fremtryllet både ensiladas med kødfyld, steg med ovnkartofler og en dulche leche til desert. Det var virkelig en sjov aften, og jeg kan kun anbefale at gøre lignende hvis du kære læser skulle komme på de kanter (jeg har smidt links til oplevelsespakken ind i bunden af indlægget)

Dagen efter var der om eftermiddagen officiel velkomst og race briefing. Vi havde om formiddagen booket en cykeltur på 4 timer, og cyklede rundt med guide til alle seværdigheder i byens nordlige del. Det var fantastisk. Sikke en fed by, og hold nu op hvor er jeg bare slet slet ikke færdig med den by. Jeg skal sååå meget tilbage og løbe Buenos Aires Marathon engang om et par år. (Link til cykeltur er også smidt ind nederst i indlægget. Lige før jeg snart skal til at kalde det for en løberejse-blog 😀 😀 :D) En lille sjov fortælling til de fodboldinteresserede er, at Boca Juniors – én af byens to mastodont klubber, og den der har opfostret selveste Maradona him self, i hin tid ikke kunne beslutte sig for hvilke farver der skulle pryde spilledragterne. Man prøvede forskellige kombinationer – sort/hvid, sort, grøn osv. Men intet syntes rigtig at hænge ved. Til sidst blev klubbens manager så rasende at han udbrød: ”Nu går vi ned på havnen, og farven på flaget på det første skib der lægger til kaj, er Boca Juniors klubfarver. BASTA”. Og således vandrede klubbens høje herrer ned til kajen og ventede. Der kom et skib… Og sørme om ikke det var en svensker der havde forvildet sig over Atlanterhavet med det blå-gule flag blafrende i vinden. Som sagt, således gjort. Boca Juniors har siden spillet i farverne blå og gul. (deres stadion minder utrolig meget om IKEA – just saying…). 😀

Racebriefingen på hotellet bestod af en kort introduktion af alle løberne, uddeling af masser af swags (t-shirts, jakke, sol-løbehat og startnumre), og introduktion til de to løb i hhv. Uruguay næste morgen, og løbet i Buenos Aires dagen efter.

Vi skulle starte ud tidligt næste morgen med at sejle med færge til Colonia i Uruguay, en sejltur på ca. 1 times tid. Her ville vi ved havnen blive hentet af Ibrahim, der arrangerede løbet, og få yderligere informationer, inden vi gik de godt 4 km. til startstregen ved strandpromenaden.

Alt gik nogenlunde som planlagt da vi næste formiddag stod på kajen i Colonia, fik taget gruppebilleder, og traskede afsted. Vejret var perfekt til løb, overskyet og ikke for varmt. Det tegnede til at blive en god første løbedag.

Ruten i Colonia var en runde der skulle løbes 20 gange. Vi løb på strandpromenaden op til ”vendingskeglen”, tilbage gennem lidt skov og grusvej ud til andet vendingspunkt – inden vi passerede start, indkasserede en kop vand og løb videre ud på næste runde. Allerede på 1. runde åbnede skyerne for sluserne og vandet væltede ned i kaskader. En nærmest tropisk hagl-regnvejr væltede ned over os løbere, og fik promenaden til at minde om en skøjtebane ved juletid. Kæmpe vandpytter smøg sig om vores ankler og løbetøjet klæbede til kroppen som var vi ”bodypaintede”.

Billederne af den tropiske storm vi løb i, er lånt af Tor Rønnow som også var med på turen. Se hele hans billedegalleri her: http://www.temperance.dk/blog/stories/Colonia_Cost_Marathon_2020_Pictures_Race_Report_Tor_Ronnow.htm

Jeg er ok med regnvejr, og med at bruge løbesko som gummistøvler, så jeg cruisede videre i en eufori af tælling. 1 runde – 2 runde – 5 runder (og kun 3*5 tilbage) – 10 runder (halvvejs) – 11 runder (mere end halvvejs) – 15 runder (uhuueee, nedtælling) osv. Det er ét af mine mentale værktøjer når jeg løber rundeløb, at lave tælle-lege som var det en børnefødselsdag. Og det virkede perfekt på dagen for vores 1. marathon. Vejret klarede op, varmen vendte retur og jeg talte og talte og talte, mens jeg løb og hyggede mig.

Jeg løb i mål i solskinsvejr med armene over hovedet og et kæmpe smil i fjæset. Det havde været en perfekt opstart på vores Challenge, og jeg var fuld af overskud og energi. Jeg takkede værterne – hvis søn i øvrigt er big time Neuer (som i Målmanden fra Tyskland) fan, og jeg prøvede ihærdig at overtale selv-samme søn til at holde med Schmeichel og de danske dynamitdrenge i stedet.

Mens jeg ventede på, at Vagn skulle løbe i mål, gik jeg ned og dyppede tæerne i det lækre vand ved stranden. Der stod jeg og spejdede over mod Argentina, mod det løb der ventede allerede tidligt dagen efter. Jeg følte mig klar til næste udfordring.

Vores færge gik retur ved ni-tiden, og tiden indtil blev fordrevet med et bad på et hotel, genopfyldning af mad og drikke i tanken, og en gåtur i Colonias gamle bydel. Kl. midnat ramte vi hotellet i Buenos Aires og kunne klargøre tøj, gel m.m. inden vi kl. præcis 04.00 skulle være klar til afgang – til racestart kl. 05:00, og marathon nr. 2 indenfor 22 timer.  Det var hårdt… Og det skulle vise sig at være en langt større udfordring end jeg havde regnet med…….

Fortsættelse følger.

Link til Tango- og madkursus: https://www.tripadvisor.dk/AttractionProductReview-g312741-d11477577-Private_Cooking_Lessons_and_Food_Tasting_in_Buenos_Aires-Buenos_Aires_Capital_Fede.html

Link til Cykeltur: http://www.babikes.com.ar/tour.php?tourid=65

The post Southern Hemisphere Challenge – Løbeeventyret starter first appeared on The greatness of running.

Kender du det? – at man har haft en fuldstændig fantastisk vild oplevelse, og man på vejen hjem igen tænker ved sig selv, at den der eventyrlysten person man var på turen, skal være meget mere fremme i skoen i dagligdagen. Og så… så kommer man hjem, der går ca. to dage og vupti, man er gennemtygget og slugt med hår og hud af det kære hverdagsmonster. To dage og alt er præcist som før.

Jeg har været lidt i limbo siden Pakistan. Ikke så meget mht. løbetræningen, den kører sådan set upåklageligt, men dagene har taget hinanden, uden jeg har fået taget fat i de drømme og tanker der fulgte i kølvandet på mit løbeeventyr i Pakistan. Det var lidt som at lande med et brag. Der gik to dage, så var fortællingerne fortalt og mit hoved var i fuld gang med at negligere min indsats, og det faktum at jeg faktisk syntes jeg skulle kreditere mig selv for at træde så langt ud af komfortzonen som jeg overhovedet kunne..

Dagene er gået med en cocktail af arbejde, træning – overordentlig meget træning, mad og søvn. Jeg træner til mit næste løbeeventyr i januar, og ramte maks-mængde uger (træningsuger med +110 km. ugentlig) hvilket drænede mig mentalt som klemmer man en badesvamp. Hverdagsmonstret fik mig sågar til flere gange, at betvivle om jeg virkelig ville på løbeeventyr igen, om jeg virkelig ville tømme min konto for monjanos og efterlade bedre halvdel sammen med ungerne i Aalborg mens jeg atter engang skal boltre mig på eventyr.

Hverdagsmonstret strammede grebet mere og mere, dens omfavnelse blev lettere beklemt og knap så rar som i starten. Den begyndte at savle ud over mig, og stanken der væltede ud fra gabet af indvolde i let forrådnelse, fik mig til at væmmes.

På min træningsapp står der p.t. 8 Weeks. – 8 uger til næste kæmpe store eventyr. Et eventyr der omfatter marathons i Argentina, Uruguay, Chile – og nå ja, så lige toppen af kransekagen – Antarktisk, som på Sydpolen. :D. Det er dét jeg træner til p.t. At kunne løbe 4 marathons på 7 dage uden at gå i stykker. Jeg er sygt angst for at løbe 4 marathons på 7 dage. Aner ikke helt hvorfor, men tanken om at gøre noget jeg ved gud aldrig har gjort før, virker helt uoverkommelig. Det opfangede hverdagsmonstret, og som en sur gammel gespenst der ikke fik nok opmærksomhed til halloween, har den suget mod ud af mig hver eneste gang træthed og dårlig kost fik mig til at segne på sofaen.

Problemet med hverdagsmonstret er, at når det først for alvor sætter kløerne i én, så er det virkelig svært at slippe ud af kløerne igen. Det kræver overskud og vilje, eller måske bare en god nats søvn og en efterårsmorgen hvor solen skinner og skyerne spejler sig i Limfjordens blanke vand.

Det skal være slut nu… Fem flade til hverdagsmonstret, og en kæmpe high five til min særdeles fantastiske kiropraktor Mike Feiner i Aalborg, der i dag under min rutinemæssige behandling, forsigtigt skubbede til nogle af de drømme jeg går rundt med. Ja for pokker – hvorfor ikke gøre hverdagen lidt mere festlig

Og så kom lysten pludselig igen. Lysten til at fortælle historier, lysten til eventyr og lysten til at forfølge drømme. Det kom ud af det blå, uden forudgående varsel, jeg fik bare pludselig lyst til at lege med tanker om skøre ting jeg kunne lave. (Èn af dem er en adventskalender for løbere, hvor jeg finder 4 stk. lækre gaver, pakker dem ind – og sender én pakke som lander lige omkring adventssøndag – Er der nogen der syntes det er en god ide??)    – Ok, indrømmet. Jeg er en manisk gave-giver. Jeg eeeeelsker at købe, og give gaver, især hvis jeg selv må pakke dem ind.

Og nu, hvor hverdagsmonstret kigger den anden vej, leger jeg med ideen om at lave en podcast mens vi er på eventyr. Jeg skal rejse sammen med to yderst garvede marathonløbere, Vagn Kirkelund (som var med i Pakistan) og Tor Rønnov, der har tons af marathons på bagen. Jeg tænker de to må være garant for tons af skøre historier og fede fortællinger. Det krydret med fortællinger fra verdens ende må da kunne et eller andet. Det skal i hvert fald prøve (PS – Tak til Stine Rex, verdens 5. bedste ultraløber for at give mig ideen til at lave podcast :D)

Ideer bobler i mit hoved. Løbeglæden fosser gennem kroppen som et vandfald, og jeg er klar til at trække bucket list sedler op af hatten og forfølge drømme. Hvorfor ikke.. :D.

PS – Er der nogen der har en sur gammel løbesko, jeg kan låne til at slå hverdagsmonstret med, næste gang den kommer forbi

The post Hverdagsmonstret first appeared on The greatness of running.

Tilbage i Islamabad efter løbet blev vi indkvarteret på vores fantastiske hotel Serena og lod os lulle ind i luksuslivet på et hotel, hvor mængden af valgmuligheder på kagebordet overgik selv min vildeste fantasi. Er der noget de er rå-seje til i Pakistan, så er det kager. Jeg spiste rundt regnet 7 kager hver eneste dag på hotellet. 😀 Foran os ventede den helt store Gallaaften, og et par dage med interviews til diverse medier.

Dagen for den store gallamiddag tog vi ind til Islamabad midtby for at shoppe lidt lokale varer. Det var primært tøj, de klassiske pakistanske klæder der var i højsædet samt souvenirers til familierne derhjemme i form af smykker, nødder og trævarer. Jeg selv gik all in på de fine kjoler, som enhver pakistansk kvinde med respekt for sig selv, bærer til hver en lejlighed.

Islamabad er en forholdsvis ny by, planlagt og ”bygget” tilbage i 60’erne. Byen er grøn og frodig, og da midtbyen ikke gjorde det store væsen af sig, var det en kæmpe overraskelse at se en cafe udformet som var den taget ud af en Harry Potter film. Der, midt i det hele, lå simpelt hen cafe The Boiling Cauldron for wizzards, hvor mugglers dog også var velkommen. 😀 Hvem havde lige set den komme?

Om aftenen til den store gallamiddag bar jeg med stolthed min nye pakistanske kjole. Kjolen var en gave fra Zakia, og den fik mig til at føle mig fuld af selvtillid og stolthed. Jeg var klædt i pakistanske klæder da jeg gik på scenen og modtog mig guldmedalje og mit smukke trofæ, og i det lå en anerkendelse af det smukke land jeg var faldet fuldstændig på halen over.

Efter præmieoverrækkelsen blev løbere med helt absurde meritter med sig i bagagen hædret. Vores egen danske Vagn Kirkelund blev hædret for at have løbet godt 700 marathons i over 100 forskellige lande, og stjernen over dem alle Beth Sanders fra San Diego i Californien fik stående ovationer fra hele salen, da hun blev hædret for 10 strålende år som handi-atlet.

Beth var triatlet tilbage i 2002,  da en cykelulykke på en træningstur kostede hende det liv, hun hidtil havde levet. Beth vågnede op lam fra livet og ned, dømt til at sidde i kørestol resten af livet og sige farvel til den sport hun elskede så højt. 3 måneder på hospitalet og hjemme til et liv som handicappet fik en lettere depression til at indfinde sig. Det var forventeligt og forståeligt. En af hendes gode venner udfordrede Beth til at deltager som svømmer på hans stafethold til et velgørenheds-tri. Hun takkede ja, blev smidt i poolen og lærte sig selv at svømme ved kun at bruge armene. Til velgørenheds-arrangementet svømmede hun, efter hendes eget udsagn, ufatteligt langsomt. Hun fik følgeskab af en kvinde der manglede både arme og ben, men som alligevel svømmede det bedste hun kunne. Og mens Beth gav stafetten videre, blev kvinden løftet op på en speciallavet cykel hvorefter hun fortsatte ud på ruten. Det blev vendepunktet for Beth. Hvis kvinden uden armen og ben kunne, så kunne Beth også.

I dag går Beth, om end besværet men dog oprejst, med stok. Hun rejser rundt i hele verden og deltager i marathons siddende i hendes håndcykel. Beth har gennemført marathons både på syd – og nordpolen (i -45 graders frost). Hun har deltaget i adskillige tri-konkurrencer og hun er multi rekordholder som handi-atlet.

Efter at have mødt Beth, det sødeste venligste menneske, vil jeg aldrig mere tænke, at der er noget jeg ikke kan, hvis jeg ikke har givet det et seriøst forsøg. Beth er i dag min største løbehelt, og jeg håber i nærmeste fremtid at kunne rejse over og interviewe den mest fantastiske kvinde i verden. Indtil da må jeg nøjes med at læse hendes bog, som jeg fundet på amazone.uk – Hurraaa for løbebøger

Aftenen gik på hæld og vi løbere minglede med de lokale løbere der var fløjet ind til Islamabad til anledningen. Det var en helt fantastisk aften, helt uden alkohol, da det ikke er noget man drikker i Pakistan. Tjenerne havde hvide handsker, og vandflaskerne var pakket ind med hvide fine halskraver. De helt store spidser var mødt op, og aftenen viste os hvor vigtigt et arrangement løbet havde været, og hvor stolte de var, over at alt flaskede sig perfekt. Vi følte os alle som konger og dronninger.

Tilbage var der kun vores pligt til at stå til rådighed for medierne og stille op til diverse interviews. Det var en del af pakken, primært fordi hele turen var sponsoreret af hovedsponsorerne hotelkæden Serena Hotel og Pakistansk air force, og som en lille tak for turen stod vi selvfølgelig klar til at fortælle om vores syn på Pakistan, løbet i højderne og ikke mindst vores mening om pakistansk madkultur.

Jeg røg afsted ud i et tv-studie sammen med Nick fra Sydafrika og Jing fra Shanghai tidlig morgen dagen efter vores gallamiddag.. Vi havde, tror jeg, trukket et af de bedre lod og skulle stille op i Pakistansk morgen-tv ”Pakistan Rising”, hvor vi sad i sofaen og blev interviewet af Pakistans svar på Jess Dorph. Inden vi gik på, var vi alle tre blevet sendt en tur i makeup-rummet, hvor en garvet Pakistansk dame sørgede for rigeligt med pudder og fundation. Vi sad der foran makeup-spejle med lys hele vejen rundt – i bedst Hollywood stil og blev plastret ind i produkter, så støvskyer stod om hovedet på os. Voldsom sjov oplevelse, og jeg kan godt afsløre af mine forholdsvis små øjenbryn fik en højrøstet kritisk kommentar af makeup-mor, inden de blev malet op som store skovsnegle. 😀

Inde i studiet ventede vi pænt på, at det blev vores tur. Og før vi vidste af det, sad vi i sofaen foran rullende cameras. Vi anede ikke på forhånd hvad vi ville blive spurgt om, og havde på ingen måde kunnet forberede os. Jeg blev erklæret professionel løber og skulle svare på løberelateret spørgsmål, som hvad man skulle gøre for at komme i gang med at løbe som pakistaner, og om det var nødvendigt med en streng diæt (der var den med kosten igen). Jing, der udover at være kineser også er umådelig smuk, fik lov til at fortælle om hvorvidt hun syntes pakistanerne var gode til at lave kinesisk mad (mad igen igen) – og Nick fik slutteligt, blandt andet, lov til at berette lidt om cricket, som er nationalsporten i både Pakistan og Sydafrika. Med i sofaen var også én af hærfolkene fra Air force, han fortalte om initiativet og fremtidige planer for flere løb i Pakistan.

Det var en super sjov oplevelse og noget jeg virkelig er glad for, at jeg tog mod til, selvom jeg gerne ville have fremtrådt lidt mere professionel og velartikuleret. Mit gebrokne danglish imponerede vist ikke pakistanske Jess Dorph voldsomt meget, i hvert fald var det smukke Jing der løb med al opmærksomheden efter cameraerne var slukket. 😀

Eftermiddagen efter mine 15 minuts of fame, blev brugt på sightseeing rundt i Islamabad, og langsomt var det ved at gå op for os, at eventyret lakkede mod enden. Det var tid til at tage afsked med en flok helt fantastiske mennesker. En flok som på ingen tid var blevet en stor sammensmeltet gruppe venner på tværs af lande, kulturer og trosretninger.

Vi startede ud som 40 internale løbere fra 17 forskellige lande, og på ganske kort tid byggede vi et helt unikt venskab på et fundament af løbesko. Den fælles passion for løb og oplevelser forenede os, og det kammeratskab vi opbyggede indbyrdes, er noget at det mest livsbekræftende jeg længe har oplevet.

Det er det løb kan. Løb nedbryder alle sociale og kulturmæssige barrierer, og åbner verden op for et unikt fællesskab hvor alle er lige. Det var fuldstændigt ligegyldigt hvordan vi placerede i løbet, og hvilke meritter vi havde med os i bagagen, alle var ligeværdige og lige vigtige i den mission vi var på.. Hvor var det fantastisk set af Z-adventures der var primus motor bag turen. Ziyad der står bag z-adventures, havde set helt rigtigt, da han håndplukkede løbere til turen. Bedre ambassadører for Pakistan og for løb skal man godt nok lede længe efter, og jeg er pavestolt over at have været en del af flokken. 

Jeg har lært en væsentlig ting som jeg vil tage med mig fra turen. Det er helt simpelt – Vær bedre til at sige ja.. Der er masser af eventyr derude, og måske bliver verden et lidt bedre sted når vi åbner vores nysgerrighed fuldt ud. At rejse ud og møde verden med åbent sind ændrer i den grad ved de fordomme, man lidt for let kommer til at gøre til sine egne, når man kun har mediernes oftest negative syn på verden. Tænk at jeg var bekymret inden afrejse. Bekymret for sikkerheden og for at møde mine fordomme ansigt til ansigt. Og så viste det sig, at derude i virkeligheden var der intet at frygte. Derude ventede en fantastisk imødekommende befolkning, og det smukkeste smukkeste land

Jeg har i øvrigt et nyt eventyr på tegnebrættet i januar 2020 😀 😀 😀 – Det er igen sammen med Z-adventures (og hvis du har googlet det, kan du måske regne ud hvilket eventyr jeg skal med på 🙂 )

The post Pakistan – Part 3, Minder for livet first appeared on The greatness of running.

Klokke 4:15 om morgenen kimede alarmen på telefonen. Mit tøj var lagt frem, gels gjort klar og taske med ekstra varmt tøj var pakket. Jeg tog mit løbetøj på, og nød for første gang den monotone og meget klangfulde stemme der kaldte til morgenbøn præcis kl. 04:40. Jeg lyttede til ordene der blev kaldt ud og fandt ro. I min nysgerrighed og respekt for det land jeg befandt mig i, lod jeg stemmen være noget rart, og kaldet noget fuldstændig meningsfuldt. 

Til morgenmaden, bænket ved de to rækker af borde, kom de første små sommerfugle i maven. Jeg er en garvet marathon-løber, men udfordringen jeg stod foran var ikke noget jeg på nogen måde kunne trække på tidligere erfaringer for at finde styrke til. Dette var første gang nogensinde jeg skulle prøve kræfter med at løbe i højderne, i 4700 meter med en iltmætning på kun 50%. 

Jeg øjnede de gode gamle cornflakes på morgenmadsbordet, og fyldte en skål med både flakes, mælk og sukker. Zakira havde fortalt, at man i Pakistan også drak komælk, men hun havde lige glemt at fortælle, at man til cornflakes udover masser af sukker får varm mælk. 😀 😀 Det var lidt af en overraskelse, om end en overraskelse jeg tog som en udfordring – Jeg har efterfølgende tænkt over, at det da i grunden var lidt vovet at drikke varm mælk inden et løb. At risikere maveproblemer på et bjerg var ikke lige drømme-scenariet.  

De sidste forberedelser blev klaret og vi satte os i busserne der fragtede os op til starten ved den kinesiske grænse. Det tog godt to timer at køre derop, små 80 km og knap 1700 højdemeter op til start. Vejen snørklede sig rundt om bjerge og vandløb, og vi kravlede langsom op til det ukendte. De sidste 3 dage inden løbet havde vi alle spiste piller mod grøn stær. JEP – du læste rigtigt. Pillerne er, foruden at være afhjælpende mod grøn stær, også kendt for at afhjælpe højdesyge, primært ved at dræne vand væk fra kroppen, og dermed give mere plads til et forhøjet tryk. Et kendt symptom på højdesyge er en ubegribelig hovedpine. Ved at spise pillerne kunne vi forhåbentlig undgå den værste hovedpine. Det var dog ingen garanti.

Vi blev læsset af busserne godt 1 km. fra start og skulle gå det sidste stykke. Halvvejs var der lavet et lille område med transportable toiletter – både det primitive squat-olet (altså hullet i jorden man squatter over) og et stk næsten ok almindelig toilet. Vejret var godt, solskin og ikke synderligt meget vind – og temperaturen sneg sig under frysepunktet, men heldigvis ikke ned på de -14 grader, som diverse metrologiske sites havde spået dagen før. Et kort toiletbesøg og de sidste forberedelser – og vi var klar til at stå foran startportalen. Jeg ville, inden vi gik de sidste 500 meter, lige en ekstra gang på toilettet, og løb over til området. En hovedpine ramte mig med det samme som en mur. Det var angstfremkaldende og varslede et hårdt løb. Jeg fik hovedpine blot af at løbe ca. 100 meter over til toilettet. Ikke godt.

En helikopter landede og afleverede to prominente herrer som skulle skyde løbet i gang. Foruden os 40 stk. internationale løbere var der godt 250 pakistanske løbere primært fra forsvaret, men også lokale løbere fra området. Løbet var det første af sin slags, og en stor ting for hele regionen. Alt var blevet planlagt ned til mindste detalje, og som et ekstra krydderi var Guinness Rekordbog-folkene blevet taget i ed om, at dette løb ville været et vaskeægte rekordforsøg.

Starten gik. Jeg lod mig flyde med og fandt mig selv løbe afsted uden at tænke på hverken højdesyge eller begrænsninger. De første 16 km. var et heftigt nedløb i snirklede hårnålesving hvor solen varmede når vinden var i ryggen, indtil et hårnålesving ændrede løbsretningen, og fik vinden til at føles iskold imod ansigt og krop. Jeg havde som sådan ikke problemer med at løbe, men tempo var meget langsomt og kontrolleret. En ting er at tage op i 4700 m uden akklimatisering, noget andet er at tage op i 4700 m uden akklimatisering og løbe som en tosse. Pulsen tordnede afsted, og kroppen forsøgte gævt at trække alt den ilt ud af omgivelserne som var til rådighed. Efter ca. 5 km. begyndte mine fingre at snurre. Det kriblede i spidserne, og jeg erindrede at jeg i en bog om en ultraløber havde læst, at hvis fingrene begynder at hæve op, så var det virkelig om at komme ned i en fart.

Jeg tjekkede mine fingre flere gange, men så heldigvis ingen hævelse. Og tanken om, at jeg løb nedad – hvilket jo præcis er kuren mod højdesyge, fik mig til at slappe af og finde et flow i mit løb. Flere lokale løbere spurgte hvor jeg var fra, når jeg enten løb op til dem, eller de løb op til mig. De var super søde og utrolig supporterende.

På et tidspunkt kom en lokal pige tonsende forbi mig. Jeg koblede mig på hendes slipstrøm, og straks var én af hendes mandlige medløbere henne ved mig, for at høre hvem jeg var, og om jeg måske var eliteløber. Jeg svarede pænt, at jeg skam blot var en glad motionist der elskede at løbe. De to fulgtes ad, og jeg skiftevis overhalede og blev overhalet de næste par kilometer. En bil kom op på siden af den mandlige løber, og kort efter løb han ved siden af mig og tilbød mig noget energi han havde fået fra bilen. Jeg takkede ja, primært for at gøre ham glad, og fik i hånden et styk tyggegummi a la hubba bubba style med en panda på.

Han smilede, jeg smilede, og da han løb frem til pigen puttede jeg mit tyggegummi ned i jakkelommen. Det var ikke lige den form for energi jeg var vant til.

Pigen fik krampe i lårbasserne og stoppede – og jeg cruisede forbi. Det var det sidste jeg så til hende og den mandlige løber. Hun var på ½ marathon distancen og har sikkert været enormt lettet over, at jeg skulle videre ud på marathon. Mine egne lårbasser begyndte også at brokke sig, men det var altså ikke noget jeg kunne tage mig af. Jeg lod mine øjne hvile ved det storslåede scenarie der udfoldede sig omkring mig. Bjergtoppe med sne, vand der rislede ned gennem kløfter, massive bombastiske bjergformationer. Jeg fik tårer i øjnene, det var så uendelig smukt, og jeg løb her lige midt i det hele.

På hele strækningen var der depot for hver 5. kilometer, og udover vand og dadler var der iltflasker hvis nu højdesyge eller blot besværet vejrtrækning skulle opstå. Jeg havde heldigvis ikke brug for ilt, jeg klarede mig med vand og sikrede at jeg stod stille og drak rigeligt hver gang jeg kunne komme til det.

Jeg ramte det sidste hårnålesving og løb nu på en strækning der bølgede mellem stigninger og nedløb. På ruten var der masser af kamerafolk i biler og på knallerter. Alt blev foreviget og man var sjældent helt alene på ruten. Indimellem måtte man sågar springe til siden, når biler kom susende forbi. Det kunne godt være at de havde lukket hele vejen af for offentlig kørsel, men transporten af prominente gæster, journalister og  crew fra startområdet gav en hel del trafikale bølger som var det en almindelig hverdag på silkevejen. 😀

Halvmarathon målportalen nærmede sig forude. Jeg havde fundet et fint flow og følte mig på mere sikker grund. Dagen før havde vi fået fakta omkring løbet, og noget af det jeg hæftede mig ved var, at der i mål ville være ca. 75% iltmætning. Dvs. der ville på hele turen være underskud af ilt i forhold til vanlig standard for os sea-level beboere. Sjovt nok føltes det som om kroppen fik mere overskud, og mens lårbasserne krøllede mere og mere sammen, fandt jeg vejrtrækningen lettere og lettere. Jeg lagde kursen støt ud mod næste portal – 42,2 målportalen.

Foran mig løb en dansker. Mikkel fra Århus lå som første internale løbere ude i horisonten. Jeg besluttede mig for at holde øje på ham, og se om jeg kunne hale linen ind. Ved 27 km. fangede jeg ham. Han var færdig. Mikkel havde været syg op til løbet, og var på ingen måde på toppen. De 27 km. var alt han havde i sig, resten blev en sejtrækker. Jeg overhalede og fandt lidt styrke i tanken om, at ligge foran alle internale løbere.

Ved godt 34 kilometer kom et camerahold op til mig. To fyre på en knallert. Jeg havde indtil da gået et par gange, primært for at drikke rigeligt med vand – vi fik vandflasker udleveret i depoterne og jeg havde én i hånden under hele turen, men også for at spare benene når det gik let opad. Jeg var virkelig træt og havde vanvittig ondt i lårmusklerne. Camera-knallerten blev hængende omkring mig som en insisterende myg de næste to km. Det var lidt tarveligt, jeg var jo nødt til at løbe et godt flow eftersom det blev foreviget på film. 😀 Det var det tidspunkt jeg besluttede mig for, at lårbasserne måtte skrige alt det de ville. Jeg ville give hvad jeg havde, om jeg så skulle vralte som en moskusand de næste mange dag. (Og sådan blev det 😀 😀 😀 :D)

Udover depoterne var der også på hele strækningen placeret vagter med rifler. Det var en sikkerhedsforanstaltning der nok var lige i overkanten og en kende unødvendig. De gæve gutter kedede sig da også efter alle kunstens regler. Jeg gjorde det til en dyd at spotte vagterne og sende dem det største smil og et højt HELLO, hver gang jeg løb forbi. Hver og én smilede tilbage og råbte good job, strong, eller blot hello. Det er de små ting der virker mentalt, når man løber et hårdt løb. 😀

Ruten snørklede sig ind og ud mellem bjergene og vandløbene. Pludselig kunne jeg skimte målportalen for marathon ude i horisonten, og så var den væk igen. Vejen ledte os ind i et slags indhak, udenom et hjørne (kan man sige det om et bjerg?) og gennem en tunnel – og langt om længe var den synlig igen. Målportalen. Jeg var så usvigelig træt og havde så vanvittig ondt i musklerne, at jeg mest af alt havde lyst til at gå ind mod mål. Der var bare lige en ting der satte en brat stopper for de tanker. Bag mig kom en løber – en international løber med god fart i stængerne. Jeg skulle holde på hvis ikke han skulle overhale mig på det sidste stykke. Jeg manglede godt 500 meter for at blive den første kvinde – og den første internationale løber i mål på marathon-distancen. 500 meter fra at få den afslutningen på løbet jeg ikke i mine vildeste drømme havde turde tro på. Der var kun én ting at gøre. Spurte. Med en viljestyrke som granit spurtede jeg som aldrig før ind mod mål. Jeg spurtede så mine ben nærmest blev følelsesløse, og min vejrtrækning staccato-agtig. Og jo, så kan man altså godt mærke, man kun er på 75% iltmætning. 😀 Det var den vildeste følelse.

Jeg spurtede i mål som var jeg til VM i højde-bjergløb. Og jeg klarede det. Jeg holdt den mandlige løbere bag mig og kom i mål som første kvinde, og første internationale løber. (Den mandlige løber var i øvrigt på 50 km. ultra distance, så han trissede blot forbi mig og fortsatte videre ud på ruten. Så meget for den spurt )

I mål var der lidt kaos. Ingen havde regnet med at se en pige, og ingen vidste helt hvad de skulle stille op. Én blev udpeget til at give mig min medalje (Det var faren til den pakistanske pige der blev nr. 2) og én ville have mig til at sige noget til et camera. Jeg kunne ikke sige noget som helst, var stakåndet og fuldstændig overvældet og glad. Heldigvis var der en gut, der var hyret til at lave video-dokumentar af løbet. Han kunne flydende engelsk og førte mig over til et telt med vand og – ja dadler. Han fik et par hurtige bemærkninger til cameraet, og så var jeg ellers overladt til mig selv.

Normalt når jeg løber marathon kan jeg uden problemer tanke mad på kroppen umiddelbart efter løbet, og derved undgå kvalmen, der har det med at hjemsøge mig efter hårde løb. Dadlerne var ikke mad i min maves optik, og efter kort tid måtte jeg smide mig på langs på et stykke pap midt på den stenhårde granit. Nøj jeg var dårlig. Her lå jeg da Mikkel kom i mål, og her lå jeg da nr. 2 kvinde kom i mål. Fuldstændig ude af stand til at rejse mig med kvalmen bølgende ind over mig som det frådige Vesterhav. Det var ikke lige den afslutning på løbet jeg havde haft i tankerne da jeg spurtede ind over målstregen.

Godt 2½ time gik indtil der pludselig dukkede en clemmentin-juice op i min hånd, og min mave godtog det som valid mad. Jeg kom på højkant igen, lånte en pose af Mikkel – for en sikkerhedsskyd og tog med bussen ned til mållinjen for 50 km. løbet. Her ventede Vagn, den meste berejste marathonløber i Danmark og vi fik mad og drikke – og taget finisher-billeder. Alt var godt igen, og en oplevelse jeg aldrig i mit liv vil glemme, begyndte at synke ind sammen med en umådelig taknemmelighed over, at jeg som løber fik mulighed for, at dele så vanvittig en fantastiske oplevelse sammen med andre ligesindede løbere. Tænk at en passion for løb skulle bringe så vildt et eventyr ind i mit liv.

Sådan gik det til, at jeg en helt tilfældig lørdag i Pakistan i det smukkeste området jeg nogensinde har løbet i, pludselig blev indehaver af en Guinness Rekordbogs rekord som den hurtigste kvinde i verden til at løbe marathon på den højeste asfaltvej i verden.

Jeg, mine damer og herrer, er en vaskeægte rekordindehaver 😀 – Og gæt hvad ALLE i min familie får i gave, når bogen udkommer til næste år. 😀 😀 😀 

Billeder fra ruten er venligst lånt af Dan Micola 😀 – jeg havde ikke selv overskud til at tage billeder på vejen ned til mål.

The post Pakistan – Part 2, Khunjerab Pass Marathon, og en Guinness rekord first appeared on The greatness of running.

Før afrejse var jeg ærlig talt en smule bekymret. Hvad var det for et eventyr jeg skulle ud på?, var det sikkert nok?, skulle jeg været dækket til?, ville højden give mig problemer?… Der var masser at ubekendte, og endnu flere fordomme der gav mit eventyr en snert af dumdristighed. Jeg forestillede mig ærligt talt Pakistan som et land med sand, kameler og mænd i hvide kjortler. Det eneste jeg reelt vidste om Pakistan var, at det var transit-port for journalister der rejste ind og ud af Afghanistan under krigen, samt at det er et land i krig med Indien om enklaven Kasmir. Min forestilling viste sig at være så uendelig langt fra den sandhed der mødte mig i varmen i Centralasien.

4 danskere mødtes i lufthavnen i Kbh og satte snuden mod Islamabad belæsset med højdesygepiller, malariapiller og en god portion eventyrlyst. Rejsen skulle tages os alle ud på den vildeste oplevelse, en oplevelse der med sikkerhed vil give os alle smil på læberne, når minderne fremover bobler op fra hjernes skattekammer.
Vi ramte Islamabad uendelig tidligt morgenen efter, og blev mødt af repræsentanter fra det pakistanske luftvåben PAF. Her mødte jeg også mit første dilemma – giver kvinder håndtryk til mænd?, jeg anede ikke hvad korrekt etikette var og gik med en blød middelvej. Jeg gav hånd til dem, der selv rakte hånden ud.

Vi fik alle udleveret et ID kort der lignede noget fra en mission impossible film, og blev guidet ud til en ventende bus. Klokken var 05.00. Vi drønede gennem en søvndrukken by med politieskorte og forrest en åben ladvogn belæsset med skulende soldater med vaskeægte AK 47’er i hænderne. Det var uvirkeligt og som taget ud af en Hollywood film. Var det virkelig nødvendigt med så høj sikkerhed? Og hvad pokker var det egentlig jeg havde begivet mig ud i?.

Endestationen var den mest overraskende destination. Vi gjorde holdt ud for Officer Messen midt i militærbasen for PAF, og mens vores kufferter blev fragtet op til værelserne, blev vi parret med en roomie vi skulle dele dobbeltseng med, de godt 4 timer vi fik til at indhente lidt søvn. Min roomie var den pakistanskfødte Zakira der til dagligt bor i Indiana i USA.

Et lille lettere akavet moment opstod da vi stod på vores værelse, og kiggede ind på den kæmpe store dobbeltseng i soveværelset. Zakia tilbød straks at tage sofaen, så jeg kunne få sengen – og jeg svarede uden at tænke over det, at jeg jo var dansker og det overhovedet ikke gjorde mig det mindste at dele sengen. Sådan blev det, vi gik til ro vendt væk fra hinanden og sov et par timer inden vækkeuret dikterede, at prinsessesøvnen var tilendebragt. Halvtræt vendte jeg mig om, mod midten af sengen og hilste Zakira godmorgen. Og der, med søvndrukne hoveder vendt mod hinanden, forsvandt filtret og snakken foldede sig ud omkring Pakistan, kvinder, kultur og familie. 

I en fortrolig atmosfære åbnede Zakira op, og med hendes hjerte fuld af kærlighed til det land jeg var landet i, fortalte hun om både landet, kulturen og menneskene. Jeg lærte at kvinder selv bestemmer om de vil give hånd til mænd. Jeg lærte at Pakistan gennem flere år har undergået en voldsom udvikling drevet af nødvendighed. En nødvendighed om at tjene flere penge til husholdningerne havde banet vejen for kvinderne på arbejdsmarkedet. En udvikling der samtidig førte til højere uddannelse af børn, qua det faktum, at kvinder der tjener penge i Pakistan, og dermed får noget at skulle have sagt i hjemmet, først og fremmest fokuserede på uddannelse af børnene. Jeg lærte om mikrolån primært rettet mod kvinder af samme årsag, og at der i det område hvor vi skulle løbe, det nordøstlige område af Pakistan, var den højeste uddannelsesrate i hele Pakistan. Jeg lærte at man i Pakistan taler Urdu, og at man i Islamabad – og alle de øvrige større byer, ikke behøvede at dække hovedet med tørklæde.

Vi fortsatte snakken over morgenmaden, der blev serveret af den sødeste mand. Han skænkede os kaffe og sørgede for brød, mens vi pludrede løs om familie og passioner. Zakira fortalte at danske småkager var en skattet ting i Pakistan, og ofte ville man finde tomme dåser brugt som opbevaring til sytøj og smykker. Med et stort grin fortalte Zakira, at hvis man kiggede i bankbokse rundt omkring i Pakistanske banke, ville man finde op til flere danske småkage-dåser fyldt med guldsmykker.

Op ad formiddagen blev vi flyttet til det hotel der var vores base i Islamabad. Hotel Serena, et fem stjernet luksushotel, der overgik selv mine vildeste fantasier. Egen Spa-afdeling, pool, motionsrum i flere udgaver (blandet og et til kvinder), adskillige restauranter, live lobbymusik og en udsmykning taget ud af sultanens palads. Det var gudesmukt.

Min roomie på hotellet – og på resten af turen introducerede sig som Dayo, en fantastisk kvinde fra Nigeria, og dagen blev for mit vedkommende tilbragt med motion, massage og afslapning. Om aftenen mødtes vi til en introduktion af det forestående løb. 40 løbere fra 17 forskellige lande samlet til første kig på det, der var rejsens højdepunkt. Løbet (½ marathon, marathon og Ultra) og rekordforsøget, der bestod i for første gang nogensinde at løbe et organiseret løb på verdens højst placeret asfaltvej.

Der var tænkt på alt omkring løbet. Vi ville have iltflasker i depoterne, ambulancer på ruten og masser af folk på ruten i tilfælde af, at højdesygen ville ramme os løbere. Der blev talt om behovet for ekstra meget væske når man løber i højderne, og om logistikken for selve dagen. Vi ville blive fragtet til Gilgit dagen efter, for derefter at køre på den sagnomspundne Karakoram landevej op til Sost i godt 3000 meter højde. Herfra ville vi om morgenen på løbsdagen, blive fragtet de sidste 1700 meter op til startområdet Khunjerab Pass ved grænsen til Kina.

Senere på aftenen fik Dayo besøg af den familie hun havde boet hos, da hun ankom til Islamabad et par dage før vi andre. Familiens børn savnede Dayo, og de havde besluttet sig for at kigge forbi og hilse på, inden vi tog videre til Gilgit. Jeg åbnede døren, da de kom op for at se vores værelse, og inden jeg fik set mig om, havnede jeg i et bjørnekram og fik masser af kindkys af familiens bedstemor. Magen til åbenhjertighed skal man lede længe efter. Jeg blev inviteret med ned til en snak, og jeg har vitterligt aldrig i mit liv mødt så venlige og rare mennesker. De besad en så fin og ren nysgerrighed og interesse i andre mennekskers liv, og vi snakkede om løst og fast til sent ud på aftenen. Jeg lovede at jeg ville komme på besøg, skulle min vej sende mig forbi Islamabad en anden god gang.

Tidligt morgen gik turen via luftvejene til det nordøstlig Pakistan, destination Gilgit. Morgenen i Islamabad var diset og en tyk tåge lå over byen. Vi kom ombord på et Pakistan Airways fly, og mens en let morgenmad tilfredsstillede vores maver, åbenbarede et bjergrigt landskab sig til stor fryd for øjnene. Majestætiske bjergkæder rejse sig i horisonten og hilste os velkommen til det landskab, der kendetegner det nordøstlige Pakistan. Modtagelsen i Gilgit var en dronning værdig. Ved lufthavnen blev vi begavet med både hue og tørklæde, lokale beklædningsstykker lavet af lokale kvinder. Det var rørende og fint. Og ved hotellet stod de klar med en lokal traditionel hilsen, der sikrede os løbere al mulig held og lykke i jagten på vores rekordforsøg.

Liggende i solen i hotellets have med ansigtet vendt mod de majestætiske bjerge i horisonten, mærkede jeg for første gang en ændring i min opfattelse. Jeg begyndte at se landet med øjne åbnet gennem samtalen med Zakira, befriet for fordomme og fyldt med ren nysgerrighed, respekt og accept. Jeg så skønheden omkring mig, og smeltede ind i eventyret der udfoldede sig omkring mig.

Den aften havde vi et helt særligt kvindemøde. Et møde for os kvinder, der havde til formål at introducere os til vores helt egen kardiolog (en kvinde vel og mærket) som ville tage sig specielt af os kvinder under løbet. Seancen blev forestået af en eskadronleder (endnu en pige) fra Pakistan Air Forces, og ud over at dele viden om vores meritter, og vores forventninger til at løbe i højden, blev vi rystet sammen af historier og anekdoter fra løberliv foldet ud overalt på kloden. Det var voldsomt hyggeligt, og en smule angstprovokerende at vi nu nærmede os dagen for løbet, og skulle stå ansigt til ansigt med chancen for højdesyge og eventuelle konsekvenser heraf.

Efter en solid omgang morgenmad rejste vi næste morgen videre op til den lille by Sost i godt 3000 meters højde. Undervejs fik vi mulighed for at se den smukke smukke dal og byen Hunza, med gamle borgruiner og små gader. Køreturen derop var fuldstændig bjergtagende smuk, landskabet ændrede sig langsomt fra frodig til mere gold, og undervejs dukkede småbyer op med et dagligdagsliv pakket ind som en fuldstændig genkendelig pakke. Banken, købmanden, butikker og mennesker. Alt sammen så fremmed og alligevel så genkendeligt. Levevilkårene er barske på disse kanter. Om vinteren lukkes alt ned, vejen spærres af, primært af sikkerhedsmæssige grunde, og alt liv forflytter sig til de større byer i området. Om foråret vil dalen atter befolkes akkompagneret af et farveorgie i pastelfarver, når kirsebærtræer, eukalyptus og andre blomstrende træer folder deres skønhed ud til åben skue.

Én af de andre løbere i bussen udbrød overvældet ”It really makes you realize how small your are”. Og med Camara blitzende gennem bussens vinduer, forsøgte vi vagt at indfange den skønhed og storslåenhed der foldede sig ud til vores store applaus.

I Sost gik vi tur på hovedgaden, indsnusede duften af mad blandet med dieselos fra de tunge køretøjer. Vi gik på den hovedåre vi var kommet af, en vej der i dag regnes for den moderne silkevej. Karakoram Highway forbinder Pakistan med Kina, og er én af de mest spektakulære asfaltstrækninger i verden, nå ja, og så er den også lige verdens højst placeret asfaltvej og omdrejningspunktet for vores løbeeventyr.

Tilbage ved hotellet fik vi udleveret startnumre og de sidste briefinger. Nu var det kun én sølle nattesøvn tilbage, inden vi skulle stå klar ved startlinjen i 4700 meters højde. Hvad ville der ske?. Ville kroppen kunne håndtere at køre to timer op til start, og samtidig stige godt 1700 meter uden nogen som helst form for akklimatisering? Kunne man overhovedet løbe i en luft med kun 50% iltindhold i forhold til det, vi normalt har?. Og ville vi klare strabadserne?

Part 2 og fortællingen om selve marathonløbet følger snarest

The post Pakistan – Part 1, øjnene åbnes first appeared on The greatness of running.