Jeg måtte google Jordan inden jeg rejste afsted sammen med min løberejsemakker Vagn. Jeg kendte ikke til landet og dets skikke, om man skulle huske tørklæde som kvinde, eller om der var særlige ting jeg skulle være opmærksom på i et land hvor 93% er muslimer og islam er statsreligionen. Det var der ikke – Jordan er det letteste og mest tilgængelige land at rejse i, hvis man da lige medbringer en stor portion tålmodighed, da tid ikke er noget man er helt så pernitten med.

Assalam Aleikum, guds fred og velkommen til Jordan. Vi blev mødt af en stor næsten-fuldmåne i samme øjeblik vi trådte ud fra lufthavnen. Det var den måne, der to dage senere ville skraldgrine af os, mens vi letter forulempet, forsøgte at forcere det alt for løse sand i Wadi Rums Mars-agtige ørken. (og ja – det er lige præcis den ørken hvor The Martian med Matt Damon er filmet)

Løbet Wadi Rum Full Moon Marathon afholdes af firmaet Treks, et firma der udover løb også arrangerer vandreture rundt i Jordan. De søde folk i Treks havde arrangeret vores tur, så vi ud over løbet også nåede at se et par af højdepunkterne i hovedstaden Amman, og endnu bedre, nåede et besøg i oldtidsbyen Petra med egen guide. Det var vanvittigt fedt, og du kan finde min fortælling om selve rejsen i Jordan under fanen ”Rejseoplevelser”. Her kan du læse om at finde nuet, om at lege med objektiver i oldtidsbyen Petra, og se hvordan jeg ser ud indsmurt i mudder.)

Natten inden løbet overnattede vi i en Beduin teltlejr tæt på Petra. Det var fantastisk, vidunderlig og en næsten livsændrende oplevelse for mig. Og med en munks velsignelse var jeg klar til at tage kampen op mod uanede mængder af sand.

VI ankom til ørkenen Wadi Rum (som i øvrigt meget signende kan oversætte til Valley of the moon) i stegende varme over middag, og blev indkvarteret i ”telte” med eget bad og toilet – og sågar et lille køleskab. Total luksus. Startnummer og spisebilletter + is-billet (for ja selvfølgelig – arrangørerne havde da sørget for en lille isbar), blev afhentet – og til mit store held, solgte de pandelamper. Hvem pokker tager til natløb i ørkenen uden at medbringe en pandelampe…. MIG . Og så kunne vi ellers hænge ud i campen sammen med de godt 350 andre løbere fra hele verden. Det var så hyggeligt, stemningen var helt afslappet og alle pludrede og hang ud i skyggen i de overdækkede områder, mens der blev tanket tonsvis af gratis sportsdrik. 

Teltlejret bestod af luksustelte med bad, toilet og køleskab

Udsigt fra campen ud på løberuten – her løb vi på vej tilbage mod mål midt om natten

Distancerne var fordelt mellem 5km, 10km, halv- og helmarathon, og alle deltagere blev samlet til sikkerhedsbriefing en time før start af marathon. I vores startpakke var der, udover startnummer og madbilletter, en refleksvest og en fløjte. De to sidste var sikkerhedsforanstaltninger. Vi skulle løbe i mørke i en ørken hvor beduiner kørte rundt i 4-hjulere, derfor refleksvest, og hvor risikoen for at fare vild var betydelig større end ved et normalt marathon – og skulle det ske, ja, så kunne man jo prøve at fløjte i fløjten og se om man var heldig at blive hørt – eller ringe til et nummer, som vi blev bedt om at indtaste i vores telefoner. Vi blev endvidere beordret, at vi på ingen måde måtte takke ja til at få et lift, hvis vi ikke kunne gennemføre og ville udgå. Det var absolut NO GO. Hvis man udgik, skulle man enten finde tilbage til et tidligere depot – eller forsøge at fange én af de to race-biler som kørte rundt på ruten. Vi måtte under ingen omstændigheder sættes os ind i andre biler, end dem med løbslogo på.

Med de advarsler og gode råd, var vi klar til start på marathon, umiddelbart efter at solen var gået ned i horisonten, og tusmørket begyndte at lægge sig over ørkenen. Starten var lige udenfor Campen – og da vi forventningsfulde troppede op foran startlinjen var luften rødbrun af sand. Jeg tog min hånd og kørte den hen over mit startnummer, og så en hånd fyld med små rødbrune sandkort. Der var i løbet af den tid vi havde gjort os klar til start, opstået en sandstorm. Der var kun én ting at gøre. At drøne tilbage til teltet og finde en buff til at dække ansigtet. Jeg tænkte samtidig. Niks – ingen telefon med ud i sandstorm, den måtte blive tilbage i teltet. (det var så ikke min mest intelligente beslutning.)

Der stod alle vi løbere så klar til start i skumringen mens sandet fløj om ørerne på os. Jeg var iført singlet, shorts, lange strømper, almindelige løbesko uden gaitors, (gaitors er geniale skoovertræk som holder sand ude af skoene), minus telefon, og havde absolut ingen anelse om, hvad der ventede af grumme udfordringer forude.

Sandstorm inden start. Den dukkede op ud af ingenting, og forsvandt heldigvis igen ret hurtigt efter start

Starten gik og fuld af gåpåmod løb vi med det samme ud i det løse sand. Forestil dig at du skal en tur til Vestkysten, og for at komme til vandet må du passere en klit med fint sand hvor fødderne synker ned, så du nærmest må trække dem op for hvert skridt. Det var det sand vi på en stor del af ruten løb rundt i. Og nøj hvor var der meget af det. Jeg tænkte kækt ”nå men vi får lige en forret til at starte med, sådan lige for at vise os ørkensand. Om lidt bliver det helt sikkert bedre.” – Men jeg tog fejl. Bedre var hjulspor hvor man kunne have en fod balancerende i sporet ad gangen, og som stadig var vestkyst-blødt sand.

Sandstormen aftog heldigvis, og jeg passerede det første – og det andet depot, og rundende op over en lille stigning hvor sandet næsten var umuligt at løbe i. Det var ca. efter 8 km. og det var første gang jeg tænkte ”Det er jo vanvittigt det her, det kan da for søren ikke blive ved”.  Ærligt talt, så var jeg allerede efter små 8-10 km. ved at have ømme ben over at løbe i det bløde sand, og vejen hjem til mål virkede uendelig lang.

Mit favoritbillede taget af løbsarrangørerne. Det var starten af løbet inden tusmørket lagde sig som en dyne omkring os

På et tidspunkt på ruten, jeg gætter på omkring 14 km. rundende vi en klippe – Det var rutens yderste punkt og vejen derned var rimelig farbar. Sandet var i hvert fald mere løbevenligt, og pludselig stod månen kæmpestor og fuld af begejstring lige over hovedet på mig. Tusmørket var faldet på, og månes lyste som en venlig natlampe i det klippeagtige ørkenlandskab. Det var en helt speciel oplevelse, og jeg begyndte at synge højt for mig selv (på det tidspunkt løb jeg alene uden andre løbere i umiddelbar nærhed af mig ).

Jeg skrålede ”singing la- la la la la di daaaa.. A – la la la di da – la di da da da day” præcis (næsten da) som Bono fra U2 synger det i sangen ”running to stand still”. Det var en helt surrealistisk tårefremkaldende oplevelse af ubetinget glæde. At være så meget i nuet, at jeg næste ikke kunne rumme det. WAUW altså for en oplevelse. Og hvor fik den dog en brat ende igen, da jeg rundede klippen, fik vand i depot 6 – og løb ud i monsterblødt sand på en brutal stigning. Hold op hvor blev jeg lige halet tilbage i ”fightmode” i løbet af ganske kort tid. Jeg var dog stadig høj af oplevelsen og forsøgte mig kækt med en mental remse – ”jeg er en lille let fjer – jeg er en lille let fjer” mens jeg kæmpede mig op ad stigningen og forestillede mig at mine fødder dansede hen over sandet som en ballerina  

Marathonruten var den stor runde – 2 gange.

Ruten var hele vejen rundt markeret med metalstænger med små knæklys på. Og måske var det på grund af sandstormen i starten, måske var det nogle ”sjove” beduinbanditter der havde været på spil. I hvert fald manglede der pludselig markeringer, og jeg fandt mig selv stå rådvild i ørkenen, og ikke ane hvilken vej jeg skulle løbe. Jeg prøvede at løbe lidt frem, og lidt til siden – men fandt ingen lys, og ingen som helst tegn på løberute. Jeg løb lidt tilbage, stod igen og skulede rundt, og blev mere og mere frustreret. Hvad pokker skulle jeg gøre. Jeg anede ikke hvor jeg skulle løbe hen, og jeg havde ingen telefon på mig hvis jeg valgte en forkert vej. ”Det er altså ikke fair” råbte jeg op mod den nu skulende måne. ”Hvad skal jeg gøre” råbte jeg fortvivlet, mens en angst sneg sig ind på mig. Hvad nu hvis jeg løb forkert. Hvad ville der ske? Jeg kiggede ud i horisonten, tog en dyb indånding, lyttede til min intuition, og skærpede mine sanser. Var det en pandelampe jeg kunne ane langt derude foran? – eller var det lys fra en beduinlejr. Jeg tog en beslutning, valgte en retning og fik mine fødder i fremdrift.

Jeg ved ikke hvor langt jeg nåede at løbe. Men jeg husker hvordan angsten hele tiden sad som en lille grim stemme bagerst i min bevidsthed. “Du løber forkert” sagde den med en skinger stemme. Et stykke væk var der biler der passerede mig, ladvogne med hujende mænd siddende på ladet. Sikkert turister på nattetur i ørkenen, men jeg forstillede mig det var beduin-jægere på jagt efter forsvarsløse løbere. Indrømmet, jeg er ikke en særlig modig person Jeg fortalte mig selv igen og igen at alt var godt, ingen ville stoppe op og antaste en udtørret løber med sand til knæerne.

Et stykke længere fremme så jeg lys blive viftet i nattemørket. Var det et depot?, ville de havde mig til at løbe mod lysene? – Der var ikke blevet viftet med lys på de andre depoter, og jeg besluttede at lyskeglerne ikke var mine vejvisere og drejede i stedet væk fra lysene. Jeg var tæt på at miste modet da jeg pludselig, et stykke væk, spottede et af de små knæklys skarpt til venstre fra den rute jeg havde valgt. Jeg havde været på vej væk fra ruten, men kunne nu lettet navigere tilbage som en sømand navigerer efter lyset fra et venligt fyrtårn. Aldrig har jeg før været så glad for at se et lille knæklys stråle i mørket.

På den sidste del af ruten løb man ind på 10 km. ruten, og pludselig gik jeg fra at være helt alene under stjernerne, til at være omringet af løbere. Det var næsten helt voldsomt. Jeg løb ved siden af en pige og talte lidt med hende. Hun var heller ikke voldsom begejstret for det bløde sand – og idet vi nærmede os mål kiggede hun på mig og sagde smilende ”Godt jeg ikke skal ud på en runde mere som Marathon løberne skal. Det er jo fuldstændig vanvittigt” Jeg kvitterede hendes smil og afslørede at jeg var én af dem. Jeg skulle ud på endnu en runde i sandkassen. Der lød et medlidende – OH, OHHHH, well, enjoy – inden hun selv rakte armene i vejret og løb ind over målstregen.

Jeg greb en banan og skyndte mig at vende rundt og løbe ud på næste omgang, inden en eneste spæd tanke om at stoppe, fik lov til at tage bo i mit hoved. Jeg var optimistisk. Det skulle nok gå…. Eller – nej… Jeg nåede ca. 1,5 kilometer ud på ruten, inden jeg endnu engang løb forkert. Jeg kunne ikke huske ruten til trods for, at jeg havde løbet den for godt et par timer siden, og lur mig om månen havde en finger med i spillet og drejet jorden lidt rundt så jeg ikke kunne genkende noget som helst . Jeg havde en vag (forkert) fornemmelse af, at jeg skulle dreje til venstre og møde et depot efter ca. 4 km. Så jeg drejede til venstre og løb ud ad en større sandvej. Jeg nåede et godt stykke ud inden det gik op for mig, at jeg var på afveje. Der var noget i landskabet som ikke lignede noget jeg tidligere havde set, og jeg havde ikke set et eneste knæklys på vejen. Eller havde jeg? Jeg vendte rundt og løb tilbage til det sidste knæklys jeg var stødt på 1 km. fra målporten. Nope, jeg var helt sikkert kommet på afveje. Og der stod jeg så endnu engang og var rådvild. Jeg anede ikke hvor jeg skulle løbe hen (ligegyldigt hvilken vej jeg kiggede, så kunne jeg ikke se et knæklys). Og et kort øjeblik overvejede jeg at gå tilbage til mål, og kaste håndklædet i ringen. Det ville mit ego alligevel aldrig gå med til.  Det viste sig i øvrigt at være 5 km. ruten jeg havde været på stroptur på.

Endnu en detour i ørkenen

Jeg besluttede i stedet at stoppe op og vente på, at en anden marathonløber kom op til mig. Der gik nok ca. 5 minutter så kom en amerikansk fyr op til mig. Han havde deltaget sidste år, og vidste præcist hvor vi skulle hen – og han ville hjertens gerne guide mig ud til depot 1 hvor knæklysene igen stod som perler på en snor. Fyren hed Neil og var fra Los Angeles. Han var flyttet til Jordan med hans kone, og de skulle bo i Jordan i nogle år som en del af hans arbejde. Neil fortalt om hvor vanskeligt det var at bosætte sig i Jordan. Alt gik bureaukratisk langsomt, det at købe et hus var et projekt i størrelse af en månelanding.

Jeg fulgtes med Niel et stykke, men lod ham løbe væk, da jeg måtte tømme mine sko for sand efter et depot. Heldigvis var der andre løbere i nærheden, og jeg kunne konstatere at det ikke kun var mig der var træt og udmattet. Alle gik med jævne mellemrum når sandet krævede for mange kræfter at forcere, og jeg koblede mig i stedet på en Jordansk løber. Han løb lidt hurtigere end mig, hvilket krævede at jeg udnyttede hans gå-perioder til at komme tættere på – og når jeg kom tæt på måtte jeg selv gå lidt for at samle nye kræfter. Ren elastikløb, men det gav mig en følelse af tryghed og selvom arrangørerne havde fået sat langt flere knæklys op på den sidste del af ruten, var det stadig rart at have en menneskelig kompasnål foran. Jeg havde en fornemmelse af hvordan ruten var, men kunne reelt ikke genkende ret meget på anden runde. Man kan åbenbart ikke memorere løst sand.

Det tog mig lidt over 5 timer at komme i mål. Jeg var segnefærdig af træthed. Mine lægmuskler brokkede sig gevaldigt, blodvablerne sad på rad og række, og neglene på mine storetæer var kulsorte. Alligevel var jeg så glad og stolt, da jeg til stor jubel fra halvmaraton-løberne kom tilbage til bålstedet i Campen, og kunne tømme en kop med den bedste søde te jeg nogensinde har smagt. Det havde været en vanvittig oplevelse at løbe i ørkenen om natten både mentalt og fysisk. Men hold da op for en fantastisk nat under månens skær.

Jeg var så heldig at den smukkeste præmie med hjem – en skulptur lavet i sandsten.

The post Wadi Rum Full Moon Marathon 2023 first appeared on The greatness of running.

Det har været et anderledes forår for mig i år. Jeg har været plaget af skader og stress, det første er jeg ganske sikker på har været en direkte afledt effekt af det andet. Og for kun lidt over en uge siden løb jeg det første marathon i år, et socialt løb hvor vi i samlet flok løb ned efter Jyllands nok bedste softice til prisen ved Vebbestrup Mejeri. Det gik heldigvis fint, min forhåbentlig snart forhenværende skade – en mystisk skade i venstre fod – stod distancen og kvitterede med blot en lille hævning dagen efter. Jeg tog det som en ready-to-go, et grønt lys til at hoppe på flyveren i Billund tidlig torsdag morgen sammen med 6 andre yderst rutinerede marathonløbere. Vi satte næsen mod i første omgang Oslo, og siden videre til Longyearbyen på Svalbard.

Svalbard er Norges nordligste ø-gruppe beliggende på 78 grader nord i Nord-ishavet, ca. på højde med det nordlige Grønland. Den største ø hedder Spitsbergen og her ligger Longyearbyen som er Svalbards administrationsby. Longyearbyen er en af verdens nordligste bosætninger, og jeg havde hjemmefra pakket både vinterløbetights, skijakke og de varme skisokker. (Jeg fik aldrig brug for Skijakken og de varme skisokker) . En anden ting jeg fik brug for, og som jeg flere gange klappede mig selv på skulderen over at have husket, var en sovemaske (Du ved, dem der man nogle gange bruger på lange flyture). I Svalbard er der midnatssol fra midt april til midt august, og det hjalp gevaldig på nattesøvnen at kunne blænde øjnene og snyde mig til en mørk nat.  

Vi landede i den fine lille lufthavn i Longyearbyen torsdag eftermiddag og blev fragtet op til vores overnatningssted Coal miners Cabin. Coal miners Cabin er et stykke kulturarv hvor man bor i selvsamme bygninger som kulminearbejderne oprindeligt boede i, nu lavet om til små tomandsværelser med bad og toilet på gangen + køkkenfaciliteter og opholdsstuer. Min 6 mandlige rejsevenner blev placeret i ”skur nr. 3” mens jeg – præcis som i de gode gamle minedrift-dage, blev placeret i den der var tilegnet kvinder, og som var placeret lidt på afstand af de andre, for at kulminearbejderne ikke blev fristet i utide. Værelset var lille, men fint og meget autentisk.

Vi skulle løbe marathon lørdag, og benyttede derfor resten af torsdagen til at få afhentet startnumre ved hallen (Longyearbyen har ca. 2500 indbyggere, og de har den fineste hal med både motionsrum og svømmelhal), og til at få set lidt af byen. Vi havde vores egen private guide med på turen. Vores guide Bjarne, en yderst berejst herre fra Hals, havde været på Nordlystur tilbage i januar hvor mørket lå som en dyne over byen døgnet rundt. Og han øste gavmildt ud af al den viden han havde samlet op, mens han med sikker hånd viste os Longyearbyen.  

Fredag var det tid til sightseeing. Vi havde alle hjemmefra valgt og booket forskellige ture der tog os rundt i området både geografisk og kulturmæssigt. Nogle var på sejltur ud for at se hvor russerne havde forsøgt sig med minedrift og ikke mindst at hilse på hvalrosser, sæler og hvaler. Andre var en tur i en gammel mine og snuste til livet som minearbejder. Jeg selv var på hundeslædetur med vogn på hjul i stedet for slæden, og efterfølgende på MBT tur rundt i byen sammen med en guide der fortalte os alt om historien bag Longyearbyen (som i øvrigt har fået sit navn efter den amerikaner der tilbage i tiden grundlagde byen og startede minedrift i området tilbage i 1906).

Jeg sluttede dagen af sammen med min rejsemakker Vagn med en tur på det lille meget anbefalelsesværdige museum, og lærte om Pingoér og permafrost. Det var virkelig en spændende og god dag. Og mens dagens anekdoter blev udvekslet over et monster skål pasta med tilhørende Svalbard øl (Og ikke mindst hvalros carpaccio – DET smager bare sindssygt godt), stillede vi alle mentalt ind på det monster af et marathon vi skulle løbe næste morgen. Vejrudsigten fortalte os at det lækre stille solskinsvejr med ca. 14-15 grader vi havde været beriget med indtil da, ville skifte til en blandet pose regn, kulde og BLÆSEVEJR (altså virkelig meget vind).

Maratondag den 4. Juni

Næste morgen var vejret som lovet skiftet til det værre. Vinden var brutal og regnen piskede ind i vores hoveder da vi i samlet flok stred os ned til hallen og startområdet. Vi var ca. 200 til start på marathon, en blanding af nationaliteter samlet fra hele verden.

Starten gik præcis kl. 10 og vi løb ud på en rute der skulle klares 2 gange. En rute der startede med løb rundt i byen (som ikke på nogen måde er fladt skal jeg lige hilse og sige ). Den kravlede op mod vores Cabin, vendte rundt og forkælede os med et nedløb ned mod vandet, for derefter at kravle op i byen igen – og atter løbe ned mod vandet. Det var den lettere del af løbet. Herefter kom balladen. Med vinden direkte i fjæset skulle vi nu løbe ud og runde et punkt ved drikkevandssøen (Info: I Longyearbyen får man drikkevand fra en sø som fødes af smeltevandet. Vandet renses og koges inden det sendes ud i hanerne til byens beboere og alle turisterne ). En tur på tja, ca. 3,5 kilometer ud. Det var vildt. Vinden var hård, men det var ingenting i forhold til de vindstød som med jævne mellemrum fik os løbere til nærmest at løbe på stedet. Hold nu op for en udfordring. Jeg forsøgte at holde humøret oppe ved at synge ”Veeeesterhav, kom nu og blæs mig omkuld” – og jeg skal da love for at det gode fjordvand i Adventsfjorden hørte efter. 

Ved vendepunktet gav jeg de to officials kæmpe highfives, vendte rundt og fik vinger. Lige så brutalt det var at løbe ud til vendepunktet, lige så fantastisk var det at blive skudt tilbage mod byen med vinden kærligt omfavnede kroppen. Jeg elskede det – og da jeg mødte Bjarne og Vagn som løb imod mig, rakte jeg hænderne ud til high fives og skrålede ”seeee – jeg flyver”.

Vi fik lov til at flyve forbi byen og videre ud mod lufthavnen, inden vi ramte det modsatte vendepunkt og fik snuden i vinden igen og begav os op ad STIGNINGEN. Stigningen var en tur op ad en grusvej og op mod den gamle Tovbanecentralen som var samlingspunktet for al kul fra de forskellige miner i byen. Stigningen i sig selv var slem nok, men med vinden som en arrig boksemodstander var det nærmest umuligt. Jeg løb og løb og løb, og rokkede mig kun lige knapt nok til at eventuelle tilskuer ville sige – Se hun løber. (Der var ingen. Ingen havde tænkt at det ville være fedt at stå og heppe oppe i djævlens vindfelt :D)

Nøj det var hårdt. Jeg var ca. halvvejs oppe da en sød norsk fyr løb op på siden af mig og forsøgte at give mig læ. Vanvittigt sødt gjort (og hold da op hvor må jeg have set sølle ud). Problemet var bare at vinden kastede sig rundt efter forgodtbefindende og ligesom jeg fandt lidt læ bag hans bredskuldrede ryg, fik jeg snart efter et jaloux skub af vinden så jeg røg væk fra min læ-velgører. Det gik ikke, det var alt for svært at veksle mellem lidt læ og ingen læ – og jeg måtte sige pænt ”takk” (på dansker-norsk) og lade mig falde tilbage.

På toppen af stigningen fik vi et lille nedløb, men vinden var så brutal at nedløbet i virkeligheden føltes som en mur man skulle forcere. Det var først da vi kom ned på ruten tilbage mod hallen (samme som vi løb nedad i starten) at ens fødder igen kunne bevæge sig i et mere reelt løbetempo. Jeg tror jeg lå 3ér blandt damerne da jeg nåede toppen. Men på vej hen over muren aka nedløbet, knækkede hende der lå foran mig sammen med mavekrampe og opkast. Jeg stoppede op og holdt om hende mens jeg forsøgte at få hende ned til en vejviser. Nøj hun var færdig, helt sikkert en direkte indikation af, at hun havde tabt kampen til vinden på stigningen og havde presset sig selv ud over grænsen. Jeg så hende i øvrigt ikke mere i løbet. Tror hun endte med at gå tilbage til start og måske udgå?

Jeg løb ind til start/målområdet og løb ud på 2. runde mens jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at mine lidt trætte ben da ville elske endnu en dans med vinden. Da jeg stoppede for at hjælpe pigen foran, var hende der lå bag mig nået op, og sammen løb vi ud på anden runde. Hun var fra Albanien og var ligesom jeg kommet for at løbe i det smukke nordnorske landskab. Min albanske medløber havde lidt mere power i benene end mig og forsvandt stille og roligt ud foran mig. Det var ok. Jeg var ikke kommet for at dyste om placeringer, jeg var kommet for at løbe et fedt marathon og få en konfirmering af at min tid som skadet løber er historie.

På vej ud af byen og ud på endnu en omgang slåskamp mod vinden på vejen ud mod drikkevandssøen, løb min albanske konkurrent ind blandt nogle bygninger sikkert for at lave et lille toiletstop (der var kun et toilet til gængeligt på ruten, så man måtte være kreativ hvis den trang kom over én). Og pludselig lå jeg nr. 2 da jeg begav mig ind i vindtunnellen ud mod søen. Det gav lidt blod på tanden. Trods min forsøg på at overbevise mig selv om, at det ikke betød en rygende isbjørn om jeg fik en placering eller ej, så kom der alligevel en lille fightersmølf op i mig. Hun skulle dælme ikke overhale mig én gang til.

På anden runde fik vi selskab af halvmarathonløberne, og ruten var nu befolket med løbere. Det var hyggeligt og gav masser af god energi i feltet. Masser af smil, hilsner og tommel op – alle var i samme kamp mod vinden, og den der opbakning man mærker når masser af løbere sammen udkæmper store brave kampe, er fuldstændig outstanding. Om det var det, eller om det vitterlig var vinden der havde opgivet de værste forsøg på at stoppe os løbere ved jeg ikke, men det føltes ikke helt så slemt at runde vendepunktet ved søen for anden gang. Til gængæld var flyveturen tilbage til vendepunktet på vej ud til lufthavnen heller ikke helt så festlig som første gang.

Man starter på den sidste stigning ved ca. 37 km. Man tænker sølle 5 km, det skal jeg nok klare. Og så løber man op på grusvejen, møder vinden der har besluttet sig for en sidste brutal slåskamp og BUM, så dør man langsomt. For første gang i løbet måtte jeg ned og gå lidt, dels for at samle nye kræfter, men også for at overbevise mig selv om, at jeg ikke var ved at blive dårlig. Jeg havde en vildt underlig fornemmelse i hovedet. Mine øjne var tørre, men alligevel våde og mit hoved var ja nærmest svimmel. Det er svært at beskrive. Men vinden på vej til toppen, sammen med den ekstrem tørre luft der er på Svalbard, fik mig på én eller anden måde til at føle mig nærmest højdesyg. Jeg hørte flere af de andre danskere fortælle at de havde haft samme oplevelse, måske er det blot en reaktion på mange times hård blæst i hovedet.

Jeg havde vitterlig ikke mere i benene da jeg langt om længe nåede toppen, og jeg kan kun huske at jeg følte det som om jeg stavrede tilbage mod mål mens jeg håbede at det var nok til at holde min albanske løbekonkurrent bag mig. Den manglende træning pga. skader og den hårde rute gjorde det ikke let for mig, og da jeg endelig løb i mål, var jeg så træt at jeg bukkede sammen og knapt registrerede at en medalje røg om halsen på mig. NØJ jeg var færdig. Heldigvis var der lækker saftevand og æbler m.m. i målområdet og stille og rolig blev jeg gode gamle Heidi igen.

Jeg endte som nr. 2 dame og fik lov til at deltage i en blomstercermoni hvor nr. 1,2 og 3 flankeret af de sødeste blomsterpiger i nationaldragter blev hyldet ved startstregen. Og lige der – med en buket blomster i hånden rakt op i sejrsrus, var jeg den mest stolte og glade løber i Longyearbyen. Det var ikke så meget det, at jeg havde fået en 2. plads – eller jo, det var jeg selvfølgelig glad og stolt over selvom min tid ikke var sønderligt prangende, men det var lige så meget det faktum, at jeg efter et par års stilstand nu igen løb marathon i udlandet sammen med så mange andre fantastiske løbere, og at vi alle, en for en havde kæmpet og vundet kampen mod naturkræfterne. Kors hvor jeg dog elsker at være løber.

Alle mine 6 rejsekammerater kom godt i mål. Og med øl og varme panini kunne vi fejre at Steen havde løbet marathon nr. 500, at sejeste Alex på 70+ år havde vundet hans Age Group (det fandt han først ud at til cermonifesten om aften og han blev så overrasket og stolt at det var helt rørende), at vi tilsammen havde løbet i alt præcis 3000 marathons og at vi alle nu sad med den fineste isbjørn-medalje om halsen.

Aftenen sluttede af med en lille cocktailfest på byens bar Svalbar (hæ hæ – fedt navn ikk’) og her kommer endnu en anbefaling. Hvis du nogensinde får mulighed for at bestille en Anakin Skywalker Cocktail så gør det. Det er en klasse-cocktail. :D. Og næste morgen kunne vi vende snuden mod det flade Danmark igen fyldt op af løbevenskaber og fantastiske oplevelser.

Spitsbergen Marathon er virkelig en anbefaling værd, især hvis man er til rå kulmineby, midnatssol og vilde naturoplevelser. Det er vildt godt arrangeret, ruten er virkelig fed (og udfordrende) og der er mulighed for at løbe både hel- halv og 10 km. Ville jeg gøre det igen – JA absolut. Så vil jeg ikke lige vælge at løbe i vintertights, det var lidt i overkanten.

The post Spitsbergen Marathon 2022 first appeared on The greatness of running.

I lørdags løb jeg marathon i den vildeste varme, efter danske standard vel og mærket :), i Frederikshavn. Helle Frost Marinussen havde inviteret til løbefest i ”Fressen” fordi hun havde noteret 99 marathons på bogen, og nu skulle løbe det famøse marathon nummer 100 med direkte adgang til klubben over dem alle – Klub 100 marathon Danmark (Og hvis du hænger på og læser hele indlægget vil du også lære om en helt ny konkurrence-genre som jeg vitterlig ikke i min vildeste fantasi havde troet eksisterende)

Jeg har ikke selv løbet marathon siden april hvor jeg løb med på Øhavssti etapeløbet, og i det sekund jeg parkerede bilen og traskede ind i indkørslen hos Helle og hendes familie, vidste jeg at det var en kæmpe fejl. Knap var jeg nået indenfor matriklen før de første corona-hilsner og grin fløj rundt omkring mig, og fik mig til at indse, at jeg virkelig har savnet alle løbetosserne, og den atmosfære der er når vi samles til løb.

Alle løberne der skulle starte såkaldt ”early start” (En early start er for løbere der har brug for lidt ekstra tid på ruten, og stadig slutte samme tid som størstedelen af de andre løbere) stod klar til start, og luften sitrede af forventning og nervøsitet. Med et ”husk nu at drikke rigeligt undervejs” blev de sendt afsted ud i den danske version af en sommerhedebølge.

En halv time efter startede det officielle løb med præcis samme formaning. Og til klapsalver fra de venner og familie der allerede var dukket op for at fejre seje Helle, løb vi ud på 4 runder a 10.55 km. Ruten var en fantastisk rute gennem det nordlige Frederikshavn ned til Palmestranden (yes – i Frederikshavn har man en palmestrand ), og tilbage til start i en fin tegning af en skibsmast med vimpel på.

Mit eget løb er der ikke meget at berette om. Kort opsummeret, jeg løb to runder i selskab med to andre i fint tempo, og døde på runde 3 hvor jeg begyndte at skifte mellem at gå og løbe, for ikke at brænde helt ud i hovedet. Nøj det var en varm dag. Nogle steder var det varmt med en skøn svalende brise, andre steder på ruten løb man i en finsk sauna. Og havde det ikke været for ”vand-til-hunde” stedet ved isboden ved Palmestranden, hvor jeg kækt lå på mine knæ for at plaske iskoldt vand ud over min overophobet krop, så tror jeg ikke jeg var kommet igennem. (Jeg tør slet ikke tænke på, hvad folk dog har tænkt om hende den tåbelige løber der pludselig smed sig ned blandt hundeskålene og plaskede med vandet som en anden labrador :D)

I slutningen af 3. runde mødte jeg manden der i den grad er garant for at få folk i Vendsyssel til at dyrke mere motion, Rico Eiersted (Det er ham med Coast2Coast løbet). Jeg slog følgeskab for en stund og fik en sludder om verdenssituationen, mens kroppen fandt en mere fast substans igen. Det var virkelig rart at sætte tempoet helt ned, og føle at kræfterne vendte tilbage. Jeg fik så meget energi, at jeg lynhurtigt løb videre ud på 4 runde alene (det var med at udnytte den smule energi der var tilbage i kadaveret), og hutlede mig rundt – og fik således endnu et marathon på bogen, med tøj så vådt som havde jeg tilbragt 4 timer i vandrutsjebanerne i Fårup Sommerland. Nøj hvor jeg dog elsker at løbe marathon

Jeg nåede lige at drikke 3 colaer og skifte det våde tøj ud med mere anstændigt sommertøj, inden Helle løb i mål flankeret af alle de løbere der havde taget turen rundt sammen med Helle. Det var så uendelig stort at se en dybt rørt Helle komme løbende ind til klapsalver, hujen og tusindvis af krammere, og jeg huskede som var det i går hvordan det føltes da jeg selv var i samme situation. Det er næsten ikke til at rumme. Dét at nå så stort et mål, og at få lov til at blive fejret – og er der noget vi løbere er gode til, så er det at fejre hinanden, er så vanvittigt vild en oplevelse. Og at jeg fik lov til at være en del af Helles oplevelse gjorde mig simpelt hen så glad. Løbeglæden flød som en brusende elv igennem kroppen, og jeg har næsten ikke været i stand til ikke at synge højt på alle mine træningsture siden i lørdags. Helle havde arbejdet sten hårdt på at nå målet de sidste 6 år, og nu stod hun i en regn af taler, gaver og lykønskninger. Jammen altså. Hvor er løb dog en fantastisk sport.

Jeg smiler stadig kæmpestort og ser med taknemmelighed ned på mine løbesko. Hvor heldig er det lige man har lov til at være – hvor heldigt var det lige, at jeg en dag tilbage i 2010 besluttede at jeg ville være marathonløber. Selv her 11 år efter, kan jeg stadig forundres over de fantastiske oplevelser og den store livsglæde løb giver mig som menneske.

Kæmpe tillykke med de 100 Helle – jeg håber du nyder det maks (Helt ærligt, der burde være en klub 100 marathon hue man skulle gå rundt med i minimum 3 uger efter :D)

PS – Jeg måtte smutte fra fejringen efter forholdsvis kort tid, min datter var nemlig til et stævne i Frederikshavn – et KANINHOP-STÆVNE… . Ja, du læste rigtigt. Min datter konkurrerer i kaninhop, en disciplin der minder uendeligt meget om springstævner for heste, hvor hestene er udskiftet med kaniner og mennesker løber ved siden af, i stedet for at sidde ovenpå.  Der er masser af voksne der deltager i konkurrencerne sammen med pigerne, og er du svimmel de kaniner er for sindssyge dygtige. Bestemt en sport jeg kunne falde tilbage på, hvis løb en dag ikke længere er muligt

PPS – Billeder er lånt af fotograf Marianne og Rico Eiersted – og nogle er mine egne.

The post Løbefest i Frederikshavn first appeared on The greatness of running.

’Fyn er fin’ sang Lasse og Mathilde tilbage i 80’erne som en hyldest til øen klemt inde mellem Jylland og Sjælland. En, hvis du spørger mig, absolut velfortjent hyldest – og det skriver jeg ikke kun fordi jeg sidder og nyder min finisher øl leveret fra Svenborgsund bryghus (jeg skriver dette torsdag aften ). Nææ-nej, det skriver jeg fordi jeg i søndags boltrede mig i den smukkeste natur jeg længe har bevæget mine løbesko gennem. I søndags løb jeg med på første etape af Øhavsti etape marathon.

Jeg skal ærlig indrømme at tanken om at stå op på den forkerte side af kl. 05:00 en højhellig søndag morgen, fik mig til at overveje adskillige gange om det nu vitterlig også var en god ide jeg havde fået, da jeg tilmeldte mig løbet tidligere på året. Tanken om at stå op før en vis herre fik sko på, og fragte mig selv til det sydfynske for at løbe marathon kl. 10 søndag formiddag var ikke just flatterende, da jeg dagen før luntede rundt på stranden i Blokhus. Men jeg trængte til luftforandring og nye græsgange, og lod mig til sidst overtale af min nysgerrighed. Jeg havde hørt meget godt om løbet, og den udsendte samkørsels-plan fik det hele til at ose af et velarrangeret løb med styr på ALLE detaljer. Samkørsels-planen var en plan der med logistisk snilde samlede alle deltagerne i biler fra landets forskellige hjørner med final destination ved løbet målgang. Planen sørgede endvidere for, at alle deltagerne blev fragtet videre i biler fra målområdet til startområdet. Løbet var et A til B løb, og her var logistik en ingeniør værdig, intet var overladt til tilfældighederne, og som forventet flaskede alt sig fuldstændig upåklageligt.

Løbets start gik fra det lille fiskerleje i Lundeborg nordøst for Svendborg. Vinden piskede koldt ind fra nord og fik alle løbere til at stå med den fineste gåsehud inden start. Er der noget mere frækt end løbere i små tights med gåsehud? Næppe.   (hvis du ikke aner hvad jeg taler om, kan jeg oplyse at gåsehud er det samme som myrepatter :D)

Vi løb afsted langs den lille strand, med vinden i fjæset og den fineste udsigt til Storebæltsbroen i det fjerne. Efter 1 kilometer fik vi lov til at vende snuden ind mod land og bevægede os med højdekurven op i terrænet med retning mod Hesselagergård, en herregård beliggende på en lille ø i en lille sø – ha ha, hvis mine evner som løber, ikke rækker påtænker jeg at gå i rimsmedens sko. :P. Og nu vil jeg afsløre min største fejltagelse længe. Er du klar? Jeg troede grangiveligt at Sydhavsstien ville være flad som en pandekage. Helt seriøst. Jeg havde i mit lille hoved forestillet mig, at Sydhavsstien var en flad rute der gik langs kysten i Sydhavet, svarende til at løbe på stranden mellem Rødhus og Løkken. NØJ hvor tog jeg dog så grueligt fejl – mere end 500 højdemeter fejl :P.

Øhavssti Etape Marathon er ikke som sådan et løb man tonser igennem for bedste tid. Tværtimod, inden start havde løbsarrangør Lars Tuxen afsløret med et grin, at løberekorden var på 5+ timer, og negativ rekord var på 4+ timer, med andre ord at vi skulle nyde ruten og løbet, nyde de kolde øl i depotet halvvejs og dyrke det sociale undervejs. Det betød også, at størstedelen af løbsdeltagerne fandt sammen i små grupper og løb/gik/tog billeder og pludrede de 42,2 kilometer. En ting der i øvrigt viste sig at give rigtig god mening, idet ruten godt nok er opmærket med piktogrammer undervejs, men ikke altid så intuitivt, at det er helt let at finde vej. Og selvom vi havde GPX fil – og papirkort af ruten, formåede vi alligevel at løbe forkert undervejs (-men hey, hvem vil ikke gerne have bonus-kilometer på så smuk en rute. Og som min medløber Karsten så smukt udtrykte det – vi skulle jo bare lige have en John Dillermand afstikker på vores rutekort ;P)

Det var i øvrigt ved rutens 2 store seværdighed – Broholm Gods, vi løb vores lille udvidelse af ruten. Godset fra 1326 er en af Danmarks ældste herregårde, og man kan faktisk overnatte på godset, hvis man skulle få den ide at feriere i det sydfynske, og måske løbe en etape af Sydhavsstien

Det meste af ruten var den dag skov-, mark- og lækre trailstier. Og den smule asfalt vi fik under skoene, var flere steder prydet med små idylliske stråtækte bondehuse og pittoreske udsigter over åbent land med havet i baggrunden. Det var så ufatteligt smukt at jeg flere gange tog mig selv i måbende at udbryde ’Årrrrhhhh’ eller ’neeeeej hvor fint’. Noget der yderst sjældent sker, når jeg løber officielle marathonløb. Vi løb forbi den gamle Vejstrup Vandmølle, og løb gennem den smukkeste ådal i fuld fart udelukkende fordi stierne der banede sig gennem den forårsspæde skov, var så uimodståelige lækre. På et tidspunkt på vej gennem ådalen løb jeg forrest i vores lille gruppe, og nåede op til et par og en ældre dame. Den ældre dame syntes ikke det var voldsomt sjovt, at der kom en flok løbere tonsende den smalle sti – og for at gøre det lidt mere bekvemt for hende, trak jeg op på skrænten og kantede mig forbi. Problemet var bare, at skrænten var stejl – og under mig var den lille smalle sti, og en skrænt videre ned mod vandløbet. Jeg var rådvild og udbrød ”hov – hvordan kommer jeg nu lige videre”, hvorefter herren tilbød mig hans hånd og på bedste gentleman-manér fik mig trygt ned på stien med den anden hånd om min albue, så jeg ikke faldt. Så uendelig fin en gestus – og sikke en fantastisk imødekommenhed. Altså de fynboer er da simpel hen bare så venlige

Vi ramte halvvejsdepotet ved 22 km. og ganske rigtigt som lovet, stod der køletasker med iskolde lokale øl. Jeg drikker ikke meget, og da slet ikke når jeg løber. Men det var simpelt hen for fristende, og den halve øl jeg delte med rejsemakker nr. 1 Vagn Kirkelund smagte af fynsk forår og 1000 balloner der stiger til himlen. Hold fast det var en god øl. – og til orientering kan jeg afsløre, at det på ingen måde var et problem at løbe videre med øl i maven. Note til mig selv, øl er godt

Foran os lå nu en tur på asfalt med både Thurø og Langeland som smukke kunstværker bag det blå øhav. Vi cruisede langsomt men sikkert ned mod Svendborg by, og skulle selvfølgelig lige have endnu et trailspor med hårde stigninger og udfordrende nedløb, inden vi løb gennem den nyudsprungne skov der pralede med en skovbund fyldt med gule og hvide anemoner flankeret af lilla lærkesporer (tror jeg – jeg er ikke nogen særlig dygtig botaniker :D)

Vi ramte Svendborg og fik lov til at løb hele vejen langs både promenaden, rundt om havnen og videre ud til Danmarks første søjlebro, den smukke Svendborgsundbro. Jeg har ikke været i Svendborg før, og jeg må bare sige – sikke dog en lille perle. Det er da så absolut en oplagt sommerferiedestination hvis udenlandsrejser ikke er en mulighed, eller hvis man bare higer efter et stk. dansk perle belagt med øhav, masser af lækker natur, historiske steder og lokal øl der smager som englene synger.   

Etapens slutning ventede forude, et stistykke langs marker markerede afslutningen af en fuldstændig forrygende løbetur og fordi jeg var høj på løbeendorfiner, spurtede jeg kækt det sidste stykke asfaltvej hen mod minestrimlen der markerede slutdepotet – og selvfølgelig iskolde finisher-øl. Jeg var kisteglad. Sikke en fuldstændig forrygende løbeoplevelse i selskab med de dejligste mennesker, og et forårsvejr der både bød på sol og varme – og iskold nordenvind. En bedre søndag skal man lede længe efter, og selvom den stod på en længere køretur tilbage til det nordjyske

Øhavsti etape marathon afholdes af Lars Svaneberg Tuxen. Etapeløbet består af 5 løb (5 forskellige etaper) hen over sommeren, og for den nette sum af 50 kr. pr. løb får man en løbeoplevelse uden mage. Jeg kan i den grad anbefale at man tager turen til det sydfynske og løbe med på én eller flere af etaperne. Du kan læse mere om løbet her: https://tuxenrunning.dk/

Det hedder sig at det er et GPX løb, men hvis du som jeg ejer et løbeur fra oldtiden, så er der med garanti folk du kan løbe sammen med. Løbet er mere et socialløb end et egentlig race. Og der er i den grad plads til alle. Og er du ikke helt overbevist endnu, så husk – der er iskolde øl fra de lokale bryggerier Svendborgsund Bryghus og Ø-bryg

The post Øhavsti etape marathon – Etape 1 first appeared on The greatness of running.

Det har været en lang tørkeperiode for mit vedkommende, så lang at jeg så småt begyndte at fortælle mig selv, at det var tid til at stoppe med det pjat. 42,2 kilometer syntes lang væk og fristede ikke på samme måde som for bare et år siden. Den magiske distance havde mistet magien og jeg famlede rundt i blinde for at finde ud af hvilken løber jeg så var, hvis ikke marathonløber. Sjovt hvordan noget man elsker pludselig, kan glide i baggrunden som en lille bagatel.

Ovenstående var min verden indtil der kom en lørdag, en lørdag som indledte starten af en ny måned –  august måned. Siden mit fantastiske løbeeventyr på Antarktisk har jeg haft umådeligt svært ved at finde gejsten til at løbe marathon. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske lidt for at holde det jeg oplevede på turen i starten af året, inden Covid-19 overtog verdenen, helligt. Jeg tænkte det ligefrem som et flot punktum for en forholdsvis lang Marathon karriere, og at 130 marathons på bogen måtte være et solidt slutnummer.

Tanken om at stoppe med at løbe marathon betød ikke, at jeg overvejede at stoppe med at løbe. På ingen måde. Jeg løb- og løber næsten lige så ofte og næsten lige så mange kilometer som vanligt, blot uden den store intensitet og uden de helt lange weekendture. Jeg elsker at løbe, og tænker det som noget jeg vil blive ved til jeg en dag stiller løbeskoene mæt af dage. Min store udfordring var bare at få defineret en ny udgave af løber-Heidi. En Heidi der løber noget andet end marathon.

Jeg legede med tanken det meste at Covid-19 nedlukningen, og endte med at kapitulere tilbage i midten af juni. Jeg havde været ude i små 3 uger med inflammation i skinnebenet, og besluttede mig for at løbe et marathon hvor jeg lod tid være tid, og i stedet koblede mig på de sødeste dejligste løbe-kvinder, som heldigvis godt gad have en pludregås som mig med på træk. Det var super hyggeligt, og et verdensklasse løb af dimensioner, men jeg skal også være ærlig og indrømme, at det bare ikke gav mig det kick jeg plejer at få, når jeg padler rundt på de 42,2 km. Det var lidt for nemt, og føltes ikke rigtig som om jeg havde fortjent at få et marathon på bogen. Efter den oplevelse var jeg om noget, endnu mere desorienteret.

Vendepunktet kom i starten af juli hvor jeg løb sommer-challenge sammen med verdens bedste løbemakker Vagn. 53 km fra fyr til fyr – fra Hirtshals til Skagen med fudserne i vandkanten hele vejen. I guder det var en fed tur. 53 km. føltes på ingen måde som en vanskelig opgave, og jeg elskede hver en kilometer som var jeg helt spritny i gamet. Efter den tur besluttede jeg mig for at forsøge mig med endnu et marathon, et marathon hvor jeg ville løbe som i ”gamle” dage, presse mig selv og se hvor jeg egentlig var mentalt.

Løbet blev afholdt præcis den dag hvor sommeren tittede frem igen, efter ugers forklædning som efterår. løbet var arrangeret af den garvede løbsarrangør Jesper Eegholm, og blev afholdt på selvsamme rute som løbes hvert år til det legendariske Blokhus marathon. Som medarrangør havde Jesper slået pjalterne sammen med en lille lokal virksomhed. To familier som på bedste entreprenante vis har udnyttet de styrker de hver især har, og sammen udvikler en ny social sportsplatform til deling af konkurrenceresultater, mål, resultat-CV m.m. Produktet hedder vVITAS og forventes på markedet som app i løbet af en måneds tid. – Jeg elsker simpelthen at se passionerede mennesker og det drive der driver folk, når man finder noget man virkelig gerne vil have noget til at lykkedes. Det er så motiverende, og jeg glæder mig vildt meget til at se det produkt der springer ud af deres gode ideer.

I dagens anledning havde alle vi godt 30 løbere fået en rød singlet med i startnummeret. Singletten stod Lund Motion for, og herudover havde den gode hr. Eegholm sørget for kasser til hver eneste løber, kasser som vi i bedste corona-style fik fyldt med vores helt egne lækkerier, vand, cola og kakaomælk. (sørme om der ikke var en hel liter kakaomælk til hver en løber – det var dælme god stil :D)

Vi var så klar til at løbe ud i sommervarmen fra starten på stranden, mens biler med glade sommergæster kæmpede om de bedste strand-pladser omkring os. Ruten var 10,5x pr. omgang og skulle dermed forceres 4 gange inden medaljen kunne hænges om halsen. Jeg koblede mig på 4 seje løbere der lagde ud med et pace hvor jeg tænkte, jeg kunne være med. Snakken gik, og hurtigt fandt jeg ud af, at jeg absolut ikke er den eneste løber der for en stund mistede lysten til at løbe marathon. Det er vist mere udbredt end jeg gik og forestillede mig, og noget vi marathon-løbe-tosser alle må stå ansigt til ansigt med i løbet af et langt løberliv. Det gav mig på en eller anden måde en indre glæde, at høre andre havde det på samme måde, at jeg ikke sad i en singlesculler på et stort ocean, men i stedet i samme både som andre seje løbere.

Inden jeg gik ind til opgaven, vidste jeg godt, at mit niveau ikke helt er der hvor jeg gerne vil være. Jeg vidste godt at jeg ikke er helt så skarp som tidligere tiders storhed, og at jeg for alt i verden skulle sørge for at få et godt løb og en god oplevelse. Det betød at jeg hægtede mig på de 3 andre løbere, men også kendte min besøgstid da de skruede tempoet op på strandstykket på 2. omgang. I stedet fandt jeg mit eget cruise-tempo og forsøgte gævt at holde hovedet og varmen i skakt.

Det gik forbavsende godt. Jeg holdt ud i varmen og løb rundt i 3:38 – Ikke noget prangende for mig, men bestemt en tid jeg følte stod på mål med den træningsindsats jeg har lagt for døren hen over sommeren. Og bedst af alt, da jeg løb i mål med sommervarmen som en dyne omkring kroppen, var jeg så tilfreds med mig selv, som jeg sjældent har været. Jeg havde kæmpet mental med at holde mig i gang på sidste omgang, med ikke at bukke under for varmen, og holde på så meget jeg nu havde i de stive stænger. Jeg havde vundet den mentale kamp, og kunne med endorfiner boblende rundt i kroppen, spurte ned til afkøling i verdens lækreste badekar hvis du spørger mig – Vesterhavet.

Jeg var bare så glad i hele kroppen, da jeg sammen med bedre halvdel cyklede hjem. Tænk at jeg havde troet jeg var færdig med de 42,2. Tænk jeg overhovedet havde tænkt tanken om at stoppe med at løbe marathon. Altså hvor kan en kuldret sommerhjerne dog beslutte sig for mange skøre ting.

Løb kan altså bare noget helt særlig. Det der, der sker mentalt, når man når ud over sin komfortzone, er bare så vanvittigt spændende og fascinerende. Og hold op hvor er løb dog det mest fantastiske man kan bruge sin tid på.

The post vVitas Marathon og en genfødsel som marathonløber first appeared on The greatness of running.

Med jævne mellemrum deles vandene på de sociale medier, det sker især når samtaler snor sig rundt om emnet – regler for at løbe de såkaldte cannonball marathons der tæller som officielle – og dermed tæller som et klub 100 marathon.  Det er ofte ret ladet kommentarer der ryger frem og tilbage, og som regel er der næsten altid én fra den gamle skole, der blander sig i debatten og høster det sidste ord. Den ”gamle” skole er den officielle Klub 100 marathon Danmark, Klubben der har eksisterer i adskillige år og i skrivende stund har godt 300 klub 100 marathon medlemmer. De regler der oftest diskuteres, er regler som f.eks. hvor mange løbere skal stille til start – og gennemføre, for at det kan kaldes et officielt løb og om der må være forskudt starttid eller ikke. I Klub 100 Marathon Danmark er reglerne nedfældet, og står mejslet i runesten indtil foreningen vælger at tage dem op til genforhandling blandt klubbens medlemmer.

Klub 100 marathon Danmarks regler har været de regler der har stået i længst tid. De har været grundtanken bag forståelsen af officielle kontra uofficielle marathons i Danmark. Og bag dem står såmænd én af Danmarks klogeste løbere overhovedet. Tor Rønnow – eller skulle jeg måske nærmere tiltale den gode mand Dr. Tor Rønnow, Tor er nemlig tituleret med en doktorgrad i Kemi.

Tor har været med i gamet i en menneskealder, og har stadig den indre løbeild brændende som en skovbrand i kroppen. En ild drevet af lysten til eventyr, oplevelser og mødet med andre kulturer. En umættelig nysgerrighed, et vid uden lige og en humor med et kæmpe glimt i øjet. Tor Rønnow er ikke bare marathonløber eller rettere løbeentusiast som han kalder sig selv. Tor er en legende i dansk cannonball regi, både fordi han er foregangsmand for reglerne der står nedfældet i Klub 100 Marathon den dag i dag, men også fordi han med ukuelig energi laver billede-beretninger fra samtlige løb han løber – og har løbet, på hans blog Temperance.dk. Og så har han været med i en menneskealder, ja – nærmest siden ruderknægt var konge.

Det stod ikke rigtigt i kortene at Tor skulle være marathonløber. Han blev forældreløs som 7-årig og tilbragte hele hans ungdom på en kostskole i Bagsværd. Her var sport en stor del af livet på kostskolen, og løb var noget man gjorde rundt om Bagsværd sø, mest at alt for at blive mere udholdende i fodbold. Sommerferierne blev tilbragt i de norske fjelde, vandrende rundt med rygsæk sammen med bedsteforældre. At vandre blev hans første store passion, en passion han tog med sig ind i både ungdoms- og voksenlivet. Han elskede – og gør det stadigt – det at være i et med naturen, at opleve bjergtagende udsigter og presse sig selv på udholdenheden. 

Jeg mødte Tor på rejsen til Sydamerika og Antarktisk. Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med manden man ubetinget føler sig i godt selskab sammen med fra første sekund.  Tor skulle også løbe de 4 marathons på 6 dage, og med en træningsindsats der fik min til at ligne en eliteløbers, var jeg mildest talt forundreret over, at han næsten uden piv gennemførte alle 4 marathons. Nu hvor han sidder på Sjælland og vi pga. Covid-19 må lave mit første online løbehelte-interview, binder han de løse ender sammen og fortæller hvordan vandringerne i fjelde, alper og på indlandsisen har lært ham at håndtere sult, manglende søvn, møgdårligt vejr og kunsten at udsætte sine behov – og at det nok i virkeligheden er her, han har det fra. Evnen til at udholde. Mix den evne med en overordentlig stærk portion stædighed, så løber man 4 marathons på 6 dage på en bund af meget meget meget lidt træning.

Løb blev for alvor en ting i Tors liv, da hans daværende arbejdsplads besluttede sig for at stille op til DHL stafetten. På det tidspunkt var Tor blevet far til 2 drenge og var – som han selv udtrykker det – blevet for fed. Han havde løbet lidt som studerende, på de samme ruter som han løber den dag i dag, men hverdagen tog over og pludselig fandt han sig selv med for mange kilo på kroppen, og en kondi som en slatten regnorm. I juli 2002 løb han 1½ km og gik hjem som første træning til DHL-stafetten. I august gennemførte han de 5 km og ilden var tændt. Hvorfor ikke bare fortsætte, tænkte Tor og stillede til start 2 uger efter til hans første halvmarthon i København. Også den blev gennemført, og de næste 1½ år løb han masser af 10 km. og halvmarathons, indtil han i 2004 fandt sig selv stående på startstregen til København Marathon.

Dagen forinden CPH Marathon løb af stablen, havde Tor set folkene fra Marathon Travel, det danske rejseselskab der sender utallige danske løbere ud i verden til løb år efter år, stå på Expo’en og reklamere for Berlin Marathon. Det løb spændende for den vordende debutant, at man kunne kombinerer rejselyst med løbeglæde. Og efter et succesfuldt løb gennem Københavns gader, købte Tor straks efter en plads på turen til Berlin. .

I Berlin det år fandt Tor sig selv liggende i sengen på hotellet dagen før løbet med en solid omgang Roskildesyge. Han spiste 4 knækbrød, drak en ½ liter cola og besluttede sig for, at nu havde han jo betalt for løbet, så hvorfor ikke give det en chance. Og således stillede han til start til hans første udenlandske marathon med sygdom i kroppen. Tor overlevede de første 11 km. og besluttede sig for, at siden han endnu ikke var død, så kunne han vel nok også gennemføre. Stædigheden og ukueligheden, jeg mødte i starten af året, var allerede dengang kendetegnet for Tor. Han gennemførte, og allerede 2 uger efter hjemkomsten fra Berlin løb han næste matahonløb, da han stillede til start til Odense Marathon.

”Jeg løb London, Stockholm, Amsterdam og Dublin året efter. Og tog til masser af små lokale løb. Her mødte jeg Anders og Claus, det blev startskuddet til vanviddet” fortæller Tor. Marathon efter marathon blev halet i land, 25 det ene år, 31 det næste år, 41 året efter igen, og i 2009 løb Tor hele 61 marathons på et år, inden han fik nok og stoppede op. Der var gået for meget taljagt i løbene, og han havde brug for at stoppe op, og finde ind til essensen igen. Fra da af blev løb transformeret fra taljagt til en jagt på egne grænser og begejstring. En nysgerrighed på, hvor langt kan man presse sig selv, kombineret med lysten til at udforske lande og dyrke nye venskaber blev grundsubstansen for de næste mange års løb. Det sidste er stadig den dag i dag, det der driver Tor ud i løbeskoene. Det er det spin of der følger med det at løbe. Alle oplevelserne, menneskerne og vennerne over hele verden som bringer nye dimensioner til Tors tilværelse.

Tor har p.t. løbet i 55 lande på 6 kontinenter, og ja – det syvende kontinent lokker, men er på ingen måde et absolut must. (At løbe marathons på alle 7 kontinenter er lige som 100 marathons en hel speciel milepæl). Han løber ikke for at jagte tider, og for ham står turen til Canada i 2011 sammen med løbevennen Vagn Kirkelund som noget helt specielt. Her løb han for første gang under de 4 timer på marathon distancen. Han er i dag gift med Maria, som han naturligvis mødte på en bus på vej til Hamburg Marathon, og som han deler passionen for løb med. De to har løbet adskillige løb sammen og selvfølgelig friede Tor da de to var på tur til Rom for at løbe marathon. .

Tor er lidt af en nørd på den gode måde. Han elsker skak, jazz- og klassisk musik, og det spirituelle univers. Og da han tilbage i 2007 besluttede sig for at arrangere et marathonløb (Rudersdal Marathon), og dermed for første gang selv stod i rollen som løbsarrangør, var det helt naturligt for ham at afsøge hvad det egentlig ville sige at afholde et marathonløb. Han fandt kriterierne fra IAAF (Det internationale atletikforbund), han diskuterede regler med manden der målte ruter op til alle de store internationale løb, og han lod sig inspirere at reglerne nedfældet i den tyske Klub 100 marathon Klub. Resultatet blev til et sæt nedskrevne regler som dannede grundlaget for afholdelse af Rudersdal Marathon. Det er de selv-samme regler der blev adopteret af Klub100 Marathon Danmark, og den dag i dag er normative (om end med lidt modifikationer gennem tiden) for afholdelse af de officielle ”cannoball” maratonløb. Med al respekt kan man altså henføre de fleste af de regler, som vi alle er underlagt når vi ”tæller” officielle løb, til den gode Tor Rønnow.

En anden af Tors nørderier er hans løbeside ”temperance.dk”. Her laver Tor løbsberetninger for hvert eneste løb han løber (han har samtlige løb på hans cv dokumenteret på siden), vel og mærket løbsberetninger bygget op af så mange billeder, at hvis man tog dem alle ud i en bunke og lod fingrene bladre igennem dem, ville man se en lille film af hele ruten – og af de seværdigheder og oplevelser Tor har taget med sig fra byen/stedet der huser løbet. Alt sammen krydret med en yderst raffineret humor. Tor fik ideen efter et løb i Sverige hvor han tog billeder undervejs for at mindes ruten. Han lavede en løbsberetning og fandt ud at, at det var en fantastisk måde at genopleve løbet på, samtidig med at han kunne dele ud af anbefalinger og gode råd til andre løbere. Tor besluttede sig for at gå tilbage i rækken af ”løbet løb” (på det tidspunkt 22 stk) og genbesøge dem alle, for at få et komplet kompendie. Det tog Tor et par år at få alle løb dokumenteret med billeder og beretning, og nu om dage bruger han rask væk 16-18 timer på hver eneste løbsbeskrivelse. Han løber løbet, sorterer og redigerer alle billeder, uploader – og skriver sjove og fine kommentarer til samtlige billeder. Den side er så absolut et besøg værd, især hvis du kære læser mangler inspiration til kommende marathons. Du finder ikke mere detaljerede beskrivelser af løbsruter noget andet sted. (Link i bunden af indlæg)

Tor er lidt af en legende i løber-verdenen. Han var med dengang da 100 marathons var så vild en bedrift at det gav genlyd over hele DK. Han var én af pionererne der startede hele den cannonball-bølge der sidenhen skyllede ind over landet, og den dag i dag, betyder at man nærmest hver evig eneste weekend kan finde et lille marathonløb et sted i Danmark. Han har løbet marathons udklædt som både Julemand, Spiderman og Blondine, han er tæt på at være Danmarks mest platfodet løber, og så er han ubetinget den klogeste løber jeg til dags dato har mødt.

Og trods så mange år i gamet, så er Tor stadig lige begejstret og nysgerrig hver eneste gang han stiller op til et løb. ”Jeg kommer aldrig til ikke at gide at løbe mere”, udbryder Tor da jeg spørger ham om han ikke er mæt. Tor er beviset på, at løb sagtens kan være en rød tråd gennem hele livet.

Tors fantastisk side med løbsberetninger du med garanti aldrig har set lignende: http://www.temperance.dk/blog/

Tor er endvidere med-skribent på den klassiske danske bog om løb “Elsk at løbe”, skrevet sammen med Bente Klarlund. En fantastisk bog om løb 🙂
https://www.saxo.com/dk/elsk-at-loebe-med-maratonbogen_tor-roennow_indbundet_9788799389407

The post Mine løbehelte part XXIV – Når løb er nørderi first appeared on The greatness of running.

I mandags var jeg på besøg hos min Kiropraktor Michael Feiner. Normalt går jeg hver 3. måned for at vedligeholde kroppen, og undgå diverse hold i nakken samt muskler der sætter sig fast. Det er noget jeg indførte for nogle år siden, og i perioden hvor jeg har besøgt Feiner med 3 måneders mellemrum, har jeg ikke haft skyggen af hold i nakken. Jeg havde en tid tilbage i april, men den kære Corona mente noget andet, og endelig efter godt 6 måneder lykkedes det, at få tid og behandling igen.  Det er ingen hemmelighed at de sidste mange måneder har været ret udfordrende for mig. Min krop har på én eller anden måde sagt fra, og det som jeg troede ALDRIG nogensinde ville ske, skete – jeg mistede lysten til løb. Simpelthen. Jeg havde bare slet ikke det drive jeg normalt finder frem, når snørebåndene snørers, og det er som om småskaderne er væltet ned over mig i en lang stribe af dumme uheld. Og sørme om ikke også jeg, for et par uger siden, vågnede op med… ja – hold i nakken. Det blev dét der afgjorde sagen. Det var for alvor tid til at besøge min helt egen mister Myagi. (Google Karate Kid hvis du ikke aner hvad jeg referer til, og slå dig selv for at have misset ungdomsfilm nummer uno tilbage i 80’erne 😀 😀 )

En seance hos Mr. Myagi aka Feiner tager sådan cirka 15 minutter. I det øjeblik man træder ind ad døren, scanner den gode mand ens krop, som var hans øjne en ultrascanning, og kort efter rykker han stille og roligt i led, og bruger hans egen vægt til at manipulere snirklede spaghetti-områder i kroppen tilbage i fineste orden. Det er slet ikke som andre kiropraktorer jeg har prøvet. Der er ingen voldsomme ryk for at knække kroppen, alt samme foregår i stille slowmotion præcis som selveste Mr. Myagi.

I Mandags kunne jeg godt fornemme, at det stod værre til end jeg troede. Den gode Kiropraktor måtte kæmpe mere med mine infiltrationer end vanligt, og da jeg forsøgte at tale om noget andet, blev jeg tysset på – det krævede koncentration af både mig, og den gode mand at få muskel-kabalen til at gå op.

Da jeg slap fri, fik jeg ordre på at tage den med ro resten af dagen, drikke rigeligt med vand og få sovet alt det jeg overhovedet kunne. Og så sagde han noget, jeg sidenhen har tænkt meget over. Han sagde, idet jeg var på vej ud ad døren, at jeg måtte love ikke at løbe eller træne i løbet af dagen. Kroppen skulle have ro, for det var vigtigt at hjernen fik lov til at indstille bevægelserne igen. Noget i den stil. (Jeg husker det desværre ikke ordret hvad den gode mand ytrede, men det var dælme klogt sagt ). Jeg tog hjem og som dagen gik, blev kroppen mere og mere tung og trætheden overmandede mig fuldstændigt.  

Dagen efter forsøgte jeg mig med en lille løbetur. Det gik slet ikke. Mine ben føltes som Egon Olsens da han stod med fudserne solidt plantet i cementblokken et sted i Jylland. Der var intet flow, og hele kadaveret var nærmeste i udu. Onsdag tog jeg en slapper – det samme torsdag. Fredag efter job skulle jeg op og se på ny cykel, og besluttede mig for at tage mine rosafarvede superhelte-sko på fødderne og løbe forbi cykelhandleren. På vej derop mødte jeg bedre halvdel, og fuld af energi satte jeg lidt tempo på. Det gik forbavsende fint. Ben var superfriske og jeg følte mig som en helt spritny løbe-udgave af mig selv. Det gik så fint, at jeg besluttede mig for at fortsætte videre ud i den store varme verden med små regndråber hængende som snefnug omkring mig, efter besøget hos cykelmanden (jeg fandt i øvrigt ikke lige det jeg søgte).

Et sted på turen besluttede jeg mig for at lave små lygtepæls-intervaller, 7-8 stykker. Andre stedet løb jeg tempo-løb præcis når det lige faldt over mig. Den sidste tempoblok løb jeg på vej tilbage gennem Gug city, og i tankerne havde jeg kun én ting. Et billede af mine monster-stærke terminatorben, lavet af stål og så stærke at selv Arnold Swarzenegger ville være misundelig. Det var årets bedste løbetur der faldt på en helt tilfældig fredag. Ikke skygge af smerter i skinneben. Jeg var fuldstændig blæst omkuld, endorfinerne cyklede rundt i mine blodbaner og selvom jeg godt kunne mærke, at der er et stykke vej til topformen, så var jeg simpelt hen så glad og fuld af energi over en løbetur, der efter så mange frustrationer, bare var helt igennem guddommelig oplevelse. Sådan en løbetur kan virkelig vaske skades-tavlen fuldstændig ren. Det er dét vi lærer som løbere. At være tålmodig og holde ud. At blive ved, og ved selvom lyset er svært at skimte forude. At stole på, at én dag så komme den. Løbeturen der gør det hele værd. 😀   

Jeg sender den største tak ud i universet til Mr. Myagi der fik min krop i flow igen. I går løb jeg igen, en stille 11 km. og sørme om ikke jeg neglede en marathon i dag. Jeg løb 42,2 lækre smovse-kilometer i den smukkeste del af Danmark, på den smukkeste rute overhovedet. Jeg er en ualmindelig glad løber lige nu. 😀

PS – Tak Pia Høgh for et verdensklasseløb i Tornby i dag, Tak til Hanne, Anne, Pia og Jesper Eegholm for at lade mig hygge med jer på turen rundt. Nøj det er fedt at være løber…

Tjek i øvrigt lige denne lille genialitet fra Pias løb i dag. Depotet var en pose fyldt med lækkerier og drikkelse til hver eneste løb. Alle Corona-konventioner overholdt til ug. 😀

The post En fabelagtig weekend :) first appeared on The greatness of running.

Jeg løber langs vandet og lader tankeren flyde, hvorhen ved jeg ikke, min krop er for træt til egentlig at gøre meget andet end at køre på autopilot. I næste sekund ryger jeg ind mod rækværket der skærmer af for græsarealet ned mod vandet. Ikke voldsomt, men nok til at jeg må tage fra med hånden og føle mig helt ude af kontrol. ”Neeeeej altså, Det er ikke fair” udbryder jeg højt, mens jeg forsøger at finde ud af, om jeg skal græde eller grine. Jeg har tilbagelagt næsten 4 runder og mangler stadig 4 mere, og jeg ved i det sekund, at jeg lige nu skal fokuseret 100% på at komme ud på runde 5 i en hulans fart. Inden min lille hjerne beslutter sig for, at nok er nok.

Da vi landede i Punta Arenas, i det sydlige Chile og kom tilbage på hotellet, var min eneste tanke, at jeg ikke behøvede mere. Antarktis have været turens absolutte højdepunkt, og min energiforladte hjerne var i 5. gear for at overtale kroppen til at give op og stoppe nu. ”Du behøver ikke løbe det sidste løb” hviskede den forrådige hjerne. ”Sov længe i morgen, du har fået hvad du kom efter og du behøver ikke flere medaljer. 3 er nok”. Nærmest i zombietilstand fik jeg lagt løbetøj frem, pinnet startnummer på og samlet vandslatter nok til at kunne holde til et løb mere. Jeg orkede ikke engang at diskutere med monstret inde i hovedet, gik bare direkte i seng efter et velfortjent bad. Spiste jeg aftensmad?? Aner det ikke

Alt jeg husker er, at vækkeuret ringede og i en døs stod jeg op, tog løbetøjet på og gik ned til morgenmadsbuffeten. Mens vi indtog vores morgenmad, blæste vinden op udenfor. Det tegnede til at blive en voldsom omgang på strækningen langs strandpromenaden ved vandet.  Strækningen vi skulle forcere 8 gange for at få marathon nr. 4 i hus, og dermed gennemføre Southern Hemisphere Challenge 2020.

Min hjerne var stille, den havde kapituleret. Da jeg først havde fået løbetøjet på, var der ingen udvej.

Jeg løb som vanligt første runde sammen med Vagn. Han forsikrede mig om, at de ømme muskler ville løsne sig når først kilometrene fik ben at gå på. Vi løb ud til vendepunktet, vendte om og fik for alvor vindens kræfter at føle. Sidevinden var voldsom, og den sidste halv km. ind mod start var som en mur af døde sømænd der forsvarede deres territorium med alle de kræfter gespenster nu engang kunne mobilisere.

Vi gav hinanden et skulderklap, og jeg løb alene ud på runde to, nu med sømændenes rom-ånde i nakken. Tilbage efter 2. runde kunne jeg erfare, at de gale sømænd havde rodet alle vores drikkedunke og vandflasker igennem, og i arrigskab over ikke at finde promiller i skidtet, havde de smidt det ud over hele området. Jeg samlede lidt sammen og forsøgte at lave en dæmning, de stakkels vandflasker kunne gemme sig bag.

På ruten kom adskillige mystiske ting flyvende rundt om hovederne på os. Plastikflasker, papir, noget der lignede rammer til frugt osv. Alt sammen med retning videre ud over havet sammen med de døde sømænds ånde. Jeg undveg de flyvende objekter i bedste PlayStation spil-stil, og smilte ved tanken om det samsurium af dårligt vejr, vi havde mødt på vores tur indtil videre. Lyn, torden, tropisk regnvejr, hagl og nu – stormende orkan. At vi skulle slutte i en stormende orkan burde egentlig ikke komme som en overraskelse. Google ”the most windy cities in the world” og du vil finde Punta Arenas på en sten sikker 3. Plads. 😀

Næsten halvvejs igennem løbet blev jeg smidt ind mod hegnet, og lige der var jeg for alvor tæt på at give op. Det var dødfristende at stoppe ved en halv, og takke af for denne gang. Southern Hemisphere Challenge er også for halvmarathon-løbere, og jeg ville derfor være sikret en medalje for den halve distance. Det kostede mig adskillige kræfter at fortsætte videre ud på 5 runde. Til gengæld besluttede min krop sig for, at det faktisk ikke var så slemt, nu hvor den var kommet videre. Jeg begyndte at finde overskud, og kunne sende dårlige jokes ud mod kastevindene der i en lind strøm passerede forbi. Knock knock – Who’s there? – The wind – The wind who? –  The answer my friend is blowing in the Wind……  Ok, plat – indrømmet. Men seriøst, det var det niveau min mentale tilstand befandt sig på. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg var endt hvis vi skulle have løbet flere marathons. 😀 😀 😀 😀

Runde 7 var forfærdelig, så tæt på, og alligevel så langt fra. Det var ikke så meget musklerne der brokkede sig, det var ubetinget hovedet der ikke gad lege med længere. Og endnu værre blev det, da én af de andre løbere kækt udbrød – heeey, er det sidste runde?… NO – One more to go, svarede jeg og mærkede hele mit panser falde sammen som blødt franskbrød. Hvordan jeg kom igennem, tænker du måske? – Jo, jeg gik tilbage til grundstenen i at overkomme fæle udfordringer. Jeg delte hele ruten op i bittesmå bidder og jublede hver eneste gang jeg fik taget et bid. Det virker HVER ENESTE gang.  Utroligt at hjernen ikke har regnet den ud endnu. 😀 😀 😀 😛

Og så – langt om længe kunne jeg nærmest vandret løbe i mål, og besejre de døde sømænd. Jeg erobrede Punta Arenas for snuden af dem, og der var intet de kunne stille op. Medaljen var min – og ligeledes den samlede sejr for vores lille challenge. Lige inden jeg løb i mål mødte jeg Vagn, der var på vej ud på sidste runde. Han gav mig den største løber-kram og sendte mig ind over målstregen med tårer i øjnene. Bedre løbe-rejsekammerat skal man godt nok lede længe efter.  

Jeg indrømmer i øvrigt blankt, at jeg på ingen måde leverede en god sportsmand-stil og blev hængende i blæsten for at opmuntre de øvrige deltagere. Jeg spurtede direkte op i et varmt bad og krøb under dynen efter dagens strabadser.

Hen på eftermiddagen nåede de sidste i mål, og mens jeg lå og slængede mig under dynen, gik brandalarmen pludselig gik i gang. Min roommate var lige kommet tilbage efter løbet, vi kiggede på hinanden og trak på skulderen. Det var nok ikke noget særligt. To sekunder efter blev der banket på dørene. ”Get out, Get Oooout” lød det lettere panisk udefra. Så vidste vi det var for alvor.

Man har to sekunder til at snuppe de ting, man vil redde med ud fra hotellet. To sekunder. Hvad tager man så med. Jo, langt de fleste af de øvrige deltagere på turen kom ud med deres pas og penge. Yderst fornuftigt, når nu pas og penge et eller andet sted jo er alt man behøver. Og mig – tja, jeg løb ud i bare fødder, iført min yndlings fleecetrøje og i hånden, pakket ind i min yndlings løbetrøje – ikke mindre end… Tha da daaaa – mine 4 medaljer :D. Helt spontant havde jeg snuppet mine medaljer som det første jeg ville redde ud af et brændende hotel, ingen penge, intet pas – ikke engang et par sko og strømper på fødderne. NOPE, kun mine medaljer. 😀 😀 – Jeg lader den bare stå der. Man er vel løber helt ind i knoglerne. 😛 😛

Det viste sig i øvrigt “blot” at være en kortslutning i nogle elektriske ledninger i et værelse tæt på vores. Som følge af det, kunne vores dør ikke længere åbnes. Dimsen man putter nøglekortet i, var brændt sammen 🙁 – Og der sad jeg så udenfor og ventede i ca. 30 minutter, før de fik låsen banket ud – og døren åbnet. (Den skulle flås op for at vi kunne få vores ting ud – og skifte værelse)

Om aftenen spiste vi sammen og fik udleveret både finisher-medaljer og placeringsmedaljer. Det hele virkede allerede som en fed drøm. Det var uvirkeligt og ikke til at fatte at vi nu var på den anden side af den udfordring, der for alvor havde skubbet mig ud af min komfort-zone. Der skulle gå mange uger, inden jeg fuld ud fik absorberet oplevelserne – især fordi vi efter løbene tog en lille uge i nationalparkerne i Patagonien. DET var en total fed naturoplevelse og kan så absolut anbefales.

Jeg er bestemt ikke færdig med løbeeventyr, og selvom jeg efter hjemkomst havde et par uger – eller nærmere 3, hvor løb absolut ikke stod højt på dagsordenen, så er jeg nu på den anden side af min ”løberejse-blues” og kan se tilbage på et helt absurd mindblowing løbeeventyr. Sikke dog en fantastisk måde at se- og opleve verden på, iført et par løbesko og med et åbent sind.

The post Magellan Marathon Chile, og afsløring af hvad jeg redder ud af en brændende bygning. first appeared on The greatness of running.

Det er næsten så godt som ubegribeligt at det blot er 14 dage siden jeg løb første marathon på mit store løbeeventyr. Det føles mere som 3 måneder siden. Så mange oplevelser på så kort tid har fuldstændigt smadret min tidsfornemmelse. Men altså, det er da om noget verdens mindste problem, når man har været ved verdens ende og tilbage igen.

Jeg rejste til Buenos Aires, Argentina forrige weekend. Vi, min løbehelt Vagn Kirkelund og jeg, rejste sammen afsted, og havde besluttet at tage et par oplevelser med i posen, nu hvor vi alligevel skulle rejse så langt. Turen over tog godt og vel 14 timer (fra Amsterdam det være sig) og vi landede tidligt søndag morgen i den herligste sommervejr, høj sol og 27 grader. MUMS. Kækt hoppede de to blegfede danske turister i korte trøjer, og begav sig ud i den smukke by for at udforske området.

Det blev til to stk. lækre solforbrændte skuldre og arme. Gisp solen var hård. Det var både chokerende fordi vi i løbet at ingen tid var blevet forbrændte, men endnu mere chokerende fordi vi i dagene der kom, skulle løbe to marathons i træk i solens bagende stråler. Det gav lidt kriller i maven.

Om aftenen, den første aften, havde vi to ting på programmet – én ting hvor jeg skulle ud af min komfortzone (som om det at løbe 4 marathons på 6 dage ikke var så rigeligt :D), og én ting hvor den gode Vagn skulle ud af hans komfortzone. Den første udfordring var…. Tango-undervisning (her burde der komme et lydklip a la psyko-filmen). Jamen altså. Jeg skulle simpelt hen danse Tango. Mig der har fødder som kun forstå at flytte sig efter en bold, eller løbe som en gal. Underviseren var en ældre distingveret herre, der havde danset Tango hele sit liv. Han kunne sit kram til fingerspidserne. og førte mig rundt på gulve med magiske tryllekoder, så min elefantfødder helt af sig selv gjorde det de åbenbart skulle. Jeg har det på video som dokumentation, men ærligt – jeg er altså ikke sikker på det er noget der bør komme ud i offentligheden 😀 😀 😀 Til gengæld kan jeg garantere at det er noget at det sjoveste jeg længe har kastet mig ud i, og jeg vil til hver en tid gøre det igen.

Efter Tangolektionerne lavede vi lokal mad sammen med en kok. Det var til gengæld noget jeg godt kunne finde ud af, og som aftenen gik på hæld fik vi fremtryllet både ensiladas med kødfyld, steg med ovnkartofler og en dulche leche til desert. Det var virkelig en sjov aften, og jeg kan kun anbefale at gøre lignende hvis du kære læser skulle komme på de kanter (jeg har smidt links til oplevelsespakken ind i bunden af indlægget)

Dagen efter var der om eftermiddagen officiel velkomst og race briefing. Vi havde om formiddagen booket en cykeltur på 4 timer, og cyklede rundt med guide til alle seværdigheder i byens nordlige del. Det var fantastisk. Sikke en fed by, og hold nu op hvor er jeg bare slet slet ikke færdig med den by. Jeg skal sååå meget tilbage og løbe Buenos Aires Marathon engang om et par år. (Link til cykeltur er også smidt ind nederst i indlægget. Lige før jeg snart skal til at kalde det for en løberejse-blog 😀 😀 :D) En lille sjov fortælling til de fodboldinteresserede er, at Boca Juniors – én af byens to mastodont klubber, og den der har opfostret selveste Maradona him self, i hin tid ikke kunne beslutte sig for hvilke farver der skulle pryde spilledragterne. Man prøvede forskellige kombinationer – sort/hvid, sort, grøn osv. Men intet syntes rigtig at hænge ved. Til sidst blev klubbens manager så rasende at han udbrød: ”Nu går vi ned på havnen, og farven på flaget på det første skib der lægger til kaj, er Boca Juniors klubfarver. BASTA”. Og således vandrede klubbens høje herrer ned til kajen og ventede. Der kom et skib… Og sørme om ikke det var en svensker der havde forvildet sig over Atlanterhavet med det blå-gule flag blafrende i vinden. Som sagt, således gjort. Boca Juniors har siden spillet i farverne blå og gul. (deres stadion minder utrolig meget om IKEA – just saying…). 😀

Racebriefingen på hotellet bestod af en kort introduktion af alle løberne, uddeling af masser af swags (t-shirts, jakke, sol-løbehat og startnumre), og introduktion til de to løb i hhv. Uruguay næste morgen, og løbet i Buenos Aires dagen efter.

Vi skulle starte ud tidligt næste morgen med at sejle med færge til Colonia i Uruguay, en sejltur på ca. 1 times tid. Her ville vi ved havnen blive hentet af Ibrahim, der arrangerede løbet, og få yderligere informationer, inden vi gik de godt 4 km. til startstregen ved strandpromenaden.

Alt gik nogenlunde som planlagt da vi næste formiddag stod på kajen i Colonia, fik taget gruppebilleder, og traskede afsted. Vejret var perfekt til løb, overskyet og ikke for varmt. Det tegnede til at blive en god første løbedag.

Ruten i Colonia var en runde der skulle løbes 20 gange. Vi løb på strandpromenaden op til ”vendingskeglen”, tilbage gennem lidt skov og grusvej ud til andet vendingspunkt – inden vi passerede start, indkasserede en kop vand og løb videre ud på næste runde. Allerede på 1. runde åbnede skyerne for sluserne og vandet væltede ned i kaskader. En nærmest tropisk hagl-regnvejr væltede ned over os løbere, og fik promenaden til at minde om en skøjtebane ved juletid. Kæmpe vandpytter smøg sig om vores ankler og løbetøjet klæbede til kroppen som var vi ”bodypaintede”.

Billederne af den tropiske storm vi løb i, er lånt af Tor Rønnow som også var med på turen. Se hele hans billedegalleri her: http://www.temperance.dk/blog/stories/Colonia_Cost_Marathon_2020_Pictures_Race_Report_Tor_Ronnow.htm

Jeg er ok med regnvejr, og med at bruge løbesko som gummistøvler, så jeg cruisede videre i en eufori af tælling. 1 runde – 2 runde – 5 runder (og kun 3*5 tilbage) – 10 runder (halvvejs) – 11 runder (mere end halvvejs) – 15 runder (uhuueee, nedtælling) osv. Det er ét af mine mentale værktøjer når jeg løber rundeløb, at lave tælle-lege som var det en børnefødselsdag. Og det virkede perfekt på dagen for vores 1. marathon. Vejret klarede op, varmen vendte retur og jeg talte og talte og talte, mens jeg løb og hyggede mig.

Jeg løb i mål i solskinsvejr med armene over hovedet og et kæmpe smil i fjæset. Det havde været en perfekt opstart på vores Challenge, og jeg var fuld af overskud og energi. Jeg takkede værterne – hvis søn i øvrigt er big time Neuer (som i Målmanden fra Tyskland) fan, og jeg prøvede ihærdig at overtale selv-samme søn til at holde med Schmeichel og de danske dynamitdrenge i stedet.

Mens jeg ventede på, at Vagn skulle løbe i mål, gik jeg ned og dyppede tæerne i det lækre vand ved stranden. Der stod jeg og spejdede over mod Argentina, mod det løb der ventede allerede tidligt dagen efter. Jeg følte mig klar til næste udfordring.

Vores færge gik retur ved ni-tiden, og tiden indtil blev fordrevet med et bad på et hotel, genopfyldning af mad og drikke i tanken, og en gåtur i Colonias gamle bydel. Kl. midnat ramte vi hotellet i Buenos Aires og kunne klargøre tøj, gel m.m. inden vi kl. præcis 04.00 skulle være klar til afgang – til racestart kl. 05:00, og marathon nr. 2 indenfor 22 timer.  Det var hårdt… Og det skulle vise sig at være en langt større udfordring end jeg havde regnet med…….

Fortsættelse følger.

Link til Tango- og madkursus: https://www.tripadvisor.dk/AttractionProductReview-g312741-d11477577-Private_Cooking_Lessons_and_Food_Tasting_in_Buenos_Aires-Buenos_Aires_Capital_Fede.html

Link til Cykeltur: http://www.babikes.com.ar/tour.php?tourid=65

The post Southern Hemisphere Challenge – Løbeeventyret starter first appeared on The greatness of running.

Det bliver på et hængende hår, som en kronraget mand sagde…..

Bemærkning herover kom fra én af de andre danskere der skal med på eventyr i Pakistan. Og den sad præcis i bulls eye. De sidste to uger har været noget nær det mest kaotiske i mit løberliv, og godt nok er jeg en spontan type, der er yderst omstillingsparat hvis jeg selv skal sige det. Meeeen der er altså grænser.

Det hele startede, som du ved kære læser, med mit indlæg for små 3 uger siden. Et indlæg hvor jeg fortalte om det her eventyr der ud af det blå poppede op i mit liv. Et løbeeventyr i Pakistan der indebærer et vanvittigt rekordforsøg med et marathonløb på verdens højeste asfaltvej i 4700 m højde. Jeg elsker generelt eventyr, og da nøglen til eventyrdøren ligger på den Pakistanske ambassade i København sendte jeg kækt mit bedste bud på et 9 siders dokument der skulle forsone nøgle-vagten med en kraftig formodning om at min charme nok skulle få den gode nøglevagt til at udlevere en kopi af nøglen i form af et visa.

Ambassaden modtog min anmodning tirsdag den 27/8 kl. 11:35. Jeg havde søgt om – og betalt for 72 timers haste-behandling, og satte mit stopur til fredag. Fredag den 30/8 var mit første drøn optimistiske bud på, at min vedlagte hvide retur-konvolut plastret til med porto og haste-tags, ville lande i min postkasse.

Fredag gik uden at der var skyggen af en hvid konvolut i postkassen. Jeg var ok, det var forventet og jeg gik ind i uge 2 med højt løftet pande og en stærk tiltro til det pakistanske administrationssystem.  Efterhånden som uge 2 skred frem, og absolut intet dukkede op i min postkasse begyndte jeg at blive en lille smule nervøs. I vores gruppe for løbet kunne jeg se alle de øvrige deltagere modtog deres visa, og meldte sig klar. Jeg var eneste tilbage uden visa da vi nåede til torsdag, og lettere desperat forsøgte jeg at ringe til ambassaden dog uden at komme igennem. Fredag gentog sig på præcis samme måde. Jeg ringede op til ambassaden, lyttede til startintro, trykkede mig ind i kø til visa spørgsmål, hørte lidt loungemusik og blev stillet tilbage til start til en ny omgang startintro. I desperation sendte jeg en mail og anmodede ydmygt om status på min visa-ansøgning. Ingen respons.

Jeg begyndte at blive desperat. Weekenden gik og ingenting skete. Jeg begyndte så småt at indstille mig på, at det nok ikke blev til et eventyr for mig denne gang, og mærkede en skuffelse af dimensioner snige sig ind i mit univers. Det kom endda så vidt, at jeg måtte fælde en lille tåre. I vores gruppe blev der delt alverdens spørgsmål og svar om det kommende eventyr, og jeg følte mig som en outsider der ikke var budt velkommen ind i forsamlingen endnu. Nøj det var trist. Jeg skrev en mail til arrangøren, og han lovede at se om han kunne trække i nogle tråde.

Mandag morgen var jeg afklaret. Hvis der ikke skete noget senest tirsdag eller onsdag ville jeg opgive og kalde den sendt til hjørnet. Jeg tog min lykke-bh  ( JA- sådan én har jeg altså :D) tirsdag, sammen med min lykke strømper (ok, nu begynder at lyde en kende neurotisk, men jeg var desperat) og håbede det bedste. Stadig ingenting. Onsdag fik lykke bh endnu en tur og endnu engang måtte jeg slukøret konstatere, at lykkens pamfilius havde travlt et andet sted. Eller at den Pakistanske ambassade simpelt hen vurderede, at jeg ikke var egnet til at rejse ind i landet. Nu så det virkelig sort ud. Jeg gav op, tog mit løbetøj på og løb ud på dagens træning slukøret og fortabt. Alle mine tanker var fokuseret på, at finde gode ting ved at jeg alligevel ikke kom afsted, eksempelvis ville jeg ikke få højdesyge, og jeg ville ikke skulle forholde mig til sikkerheden ved at rejse til Islamabad. Det var ok overbeviste jeg mig selv om.

Jeg var næsten færdig med træningen, da der pludselig poppede en besked op på min telefon. Beskeden var fra arrangøren der skrev, at han nu havde en attache i London i gang med at kontakte ambassaden i København, og samtidig var der Generaler fra det Pakistanske luftvåben der ville lægge pres på. Og de ville ikke helme før de fik succes. Det skulle nok lykkedes, skrev arrangøren, de skulle nok få mig afsted. Jeg tabte både næse og mund. Det her var jo ren James Bond. Her var højeste diplomati sat i spil for at sikre, at lille Heidi fra Danmark kunne rejse ind i det forjættede land Pakistan.

Håbet vendte tilbage og jeg begyndte endnu engang at drømme om eventyr. Torsdag morgen tog jeg atter min lykke bh på, og kl. 9 Sharp ringede jeg til ambassaden, tog chancen og trykkede på knappen for personlig diplomatisk betjening. En kvinde tog telefonen og jeg undskyldte mange gange at jeg bare ringede om et visa, og før hun kunne nå at bede mig om at ringe op igen og trykke mig ind i visa køen, væltede ordene URGENT, I’M DESPERAT, PLEASE HELP ud af munden på mig.

Damen besluttede sig heldigvis for at hjælpe mig, og stillede mig igennem til en mand. Endnu engang forklarede jeg min nød, og hvorfor jeg havde brug for hjælp nu og her. Manden svarede noget a la ”yes – yes, I will look into it and process it within a couple of weeks”.

“Noooo”, svarede jeg. “I am suppose to fly out on Tuesday. I cannot wait anymore. Please”. Manden spurgte mig om mit navn, og holdt en kort kunstpause da jeg fortalte ham det. ”Åhhh, your’re going to run a marathon rigtht?. You are working as an IT consultant right?” Jeg svarede ja til begge spørgsmål. ”We are wondering why an IT consultat travels as much as you do” sagde manden, og fortalte, at de på ambassaden syntes det var mærkelig, at en IT konsulent rejste så meget, for IT konsulenter sad jo normalt foran en pc hele dagen. (I visa ansøgningen skulle man liste alle de lande man havde besøgt de sidste 3 år) Jeg gik i gang med en fortælling om mit liv som hhv. IT konsulent, og passioneret marathonløber, og fortalte at det i Danmark var normalt at rejse for at løbe marathonløb i udlandet.

”Ok” sagde manden, igen en kunstpause, hvorefter han tilføjede at han egentlig mente mit visa var sendt afsted dagen før. Jeg tog det som en blåstempling, takkede mange gange for hans venlighed og smed lettet røret på. Det måtte være en god ting. Visa måtte være lige på trapperne. Og med kun 5 til afrejse, bookede jeg flybilletter Aalborg – Islamabad tur/retur og skrev til arrangøren, at jeg troede alt var godt. Der lå bare ingen hvid konvolut til mig da jeg kom hjem. Jeg sov ikke sønderligt godt natten til fredag.

Visaét stod foran vores hoveddør i går fredag, da jeg kom hjem fra arbejdet. Den lille hvide konvolut med mit pas dekoreret med det fineste visa. Nøglen var i mine hænder, nøglen til eventyret, og lettelsen var enormt. På tirsdag kl. meget tidlig rejser jeg fra Aalborg, og jeg glæder mig vildt meget. Jeg glæder mig til at møde de andre 39 internationale løbere som jeg skal dele oplevelsen med. Jeg glæder mig til at se et land, jeg aldrig nogensinde troede jeg skulle opleve. Jeg glæder mig til at udfordre mig selv i 4700 meters højde, og vil gøre hvad der end kræves for at gennemføre marathonløbet. Om jeg så skal gå det meste af vejen, fordi der ikke er ilt nok. Bare jeg gennemfører. Det her er min største chance for at være med i et vaske ægte rekordforsøg.

The post Et mulehår fra aflysning first appeared on The greatness of running.