Mark startede, som de fleste andre nybegyndere, med udgangspunktet at 5 km. da godt nok var en kende uoverskueligt. Han fik stille og roligt bygget en grundform op, og da han, sammen med kone og to børn flyttede til pendlerbyen Støvring mellem Aalborg og Hobro, lå et medlemskab i den lokale løbeklub lige til højrebenet for den tidligere fodboldspiller.

I løbeklubben mødte han vennen Steffen Feldbæk Jensen, og sammen drog de to venner ud til alverdens løb, mens hastighed og distance langsomt øgedes. Mark tog samtidig en løbetræner-uddannelse under DGI, og fuld af lyst til at hjælpe andre, en egenskab der i den grad kendetegner Mark, startede han løbetræning for begyndere i løbeklubben.

Vennen Steffen fik ideen om at lave en udfordring på Facebook. Løb 80 km. på én måned – Hvem vil være med – og knapt havde han trykket udgiv, før godt og vel 10.000 havde meldt deres interesse. Det fik tændt julelys i Marks iværksætter øjne, og sammen med Steffen oprettede de Runners DK, der i starten af 2015 primært bestod af en side på Facebook med forskellige udfordringer (oprettet som begivenheder) man som løber kunne følge – og deltage i.

Det blev hurtigt en kæmpe succes, der voksede støt dag for dag. Folk fra hele Danmark – og sågar danskere i udlandet deltog i udfordringerne, lagde billeder op af deres løb og likede – og motiverede hinanden i de forskellige udfordringer.

Iværksættergenet hos Mark sprudlede, og sammen med Steffen og Janni (Marks Kone) udvidede de konceptet med et par motionsløb (Klovneløb og Christmas RUN) og et samarbejde med Lindy (fra tv serien Rigtige mænd), et samarbejde der blev til et nært venskab. Alt sammen baseret på grundprincippet -det skal ikke koste noget at være med i Runners DK – og alle skal kunne deltage. Det drejer sig ikke om tider og distancer, men mere om at komme op af sofaen (det sidste er mottoet for Runners DK).

Et år gik, da Facebook pludselig ændrede konfigurationerne af begivenheder, og Mark og Steffen måtte finde en ny måde at interagere og motivere de mange løbere, der havde samlet sig under fællesfanen Runners DK. Det der før var en række udfordringerne man kunne tilmelde sig, blev nu, via et ambassadørkorps bestående af frivillige ildsjæle, til løbefællesskaber forenet i lokale Runners DK FB grupper. Og succesen voksede eksponentielt, der er i dag løbefællesskaber i mere end 30 danske byer, og opslag på Runners DK siden når mange gange ud til mere end 100.000 løbere/følgere.

Mark, der i dag er salgsdirektør i et større dansk firma, fortæller med et grin, at han var DJ i de spæde 90’ere og vendte skiver på alverdens diskoteker. Og måske er det netop de erfaringer, han trækker på den dag i dag. Evnen til at forudse hvad folk ønsker – den næste sang der skal få folk på dansegulvet, trailløb til løbefællesskabet. ”Det gælder om at opfange hvad der rør sig” siger Mark, og fortæller om de nye
Runners DK trailløb-grupper der er opstået i løbet af det sidste årstid, hvor hypen for trailløb er eksploderet. Det samme gælder trenden med små korte videoer der hitter på Facebook, det at lave korte motiverende videoer er noget Mark og konen Janni mestrer til UG++ til stor glæde for dem der følger Runners DK

Mark selv er også hoppet på trailbølgen, og udover at tonse rundt i Rebild Bakker, når han da ellers ikke som nu, er sendt til tælling med en knæskade, afholder han, i regi af Runners DK, 8 timers TRAIL Challenge i Rebild Bakker. Et løb der sidste år var en bragende succes (se min løbsberetning her), og som i år var udsolgt på så kort tid, at undertegnet ikke nåede at gafle en billet. Jeg spurgte Mark om ikke et 8 timers trailløb var lidt modsatrettet grundideen for Runners DK – at løb er for alle. Mark svarede prompte – at ideen om løbet var opstået, da Mark havde oplevet den hygge, der var blandt deltagerne til et 24 timers MTB løb for hold. Ideen med at man som hold løber stafet, hvor én løber ad gangen sendes ud på den kuperede, men ufattelig smukke rute, mens de øvrige holddeltagere hygger sig på stævnepladsen var født. ”Man når jo sjældent at tale når man er til løb. Det bliver lige til et ”hej; hvordan går det” – og så starter løbet og alle løber afsted. Jeg ville bare så gerne giver løbere muligheden for at hygge sig sammen i længere tid, med løb som omdrejningspunkt” fortæller Mark

Når man taler med Mark er det svært ikke at blive grebet af den passion han har for Runners DK. Det er uden tvivl blevet familiens 3. barn, og selvom Steffen i år har valgt at trække sig og fokusere på sit eget løb, så fortsætter Runners DK for fuld ild. Mark har forhandlet rabataftale hos løbebutikken Racingdenmark, således alle Runners DK medlemmer kan shoppe løbetøj og tilbehør til lidt mere fordelagtige priser. Han har masser af ideer til nye events, og han forstår i den grad at trække på det kæmpe store netværk han har, qua hans yderst imødekommende væsen og brændende energi. En energi der smitter på samme måde som dyb latter – man bobler simpelt hen af ideer og tro på muligheder, når man tilbringer tid sammen med Mark.

Mark har, trods den store succes, bevaret ydmygheden og holder begge fødder solidt i den jyske muld. Han profilerer på ingen måde sig selv i arbejdet med løbefællesskabet. Alt skabes ud fra en stålfast grundtanke om at hjælpe og motivere andre mennesker gennem den sport Mark selv forelskede sig i.

Og selvom ideerne nogen gange er lidt tossede – Sidste år stod den på superhelteløb, til hvilket Mark fik hjemtaget en specialsyet Spidermandragt som han stillede op i. (Dragten har i øvrigt siden hen givet Mark adskillige småjobs rundt omkring i byen) – så befinder Mark sig godt med at være den, der lægger grundstenene så andre ildsjæle kan boltre sig i fællesskabets ånd. Bare han lige får lov til at speake til et par løb undervejs – for man er vel en gammel DJ.

Om fremtiden siger Mark, at han gerne ser Runners DK vokse sig endnu større, nå ja, og så måske lige vinde prisen for årets løbefællesskab, en pris Runners DK var indstillet til sidste år, men desværre ikke vandt. Og skulle du, kære læser, have brug for en Spiderman, så er jeg sikker på Mark stiller op. Han kan slet ikke lade være, i hvert fald ikke hvis det er ok med familien. For familien kommer nu alligevel i første række selvom man er en sprudlende iværksætter.

The post Mine løbehelte part XVII – Når løb er sprudlende iværksætteri first appeared on The greatness of running.

Løbet blev afholdt i Rebild med base ved Comwell (sports)hotel, og med base mener jeg i bogstaveligt stand base. En stor græsplæne var lavet om til stævneplads, som hurtigt blev plastret til med telte og pavilloner mens musikken bragede ud over pladsen i bedste Hjallerup marked stil. Stemning var fra starten høj og efter uddeling af fine lodtrækningspræmier – hvor jeg igen igen må konstatere det bare ikke er min disciplin, jeg vinder aldrig og nøj hvor var jeg misundelig på de tre, der stak af med gavekort på overnatning med alt inklusiv i nabobygningerne.

Konceptet var lige til, løb så mange omgange på 8 timer som muligt på en runde a 6.7 km med 218 højdemeter pr. omgang (vi var ikke kommet for at holde badeferie ) enten alene, på 2 mands hold eller på 4 mands hold. Min makker og jeg havde kækt meldt os til kategorien ”de seje”, 2 mands hold for damer. Det var en kølig maj dag, efter løb i Hammer Bakker, hvor vi planlagde den helt store træning op til løbet og gik med store drømme. Og som det jo går, så stillede vi til start i går uden nogen form for træning i skovene overhovedet. Ha ha, det virker som noget jeg har prøvet før. 

Til min store glæde skulle vi ikke løbe med stafet, jeg havde skræmmebilleder i hovedet af mig i høj fart ned ad en smattet sti, hvor jeg glider og sender stafetten 700m i modsat retning. I stedet var der placeret chip på startnummeret – og for hver omgang blev tid registreret både på person og på holdet sammenlagt. Godt tænkt.

Starten gik ud på en fuldstændig perfekt markeret rute, jeg har aldrig før oplevet så perfekt en markeret rute. Små orange flag til din højre side hele vejen rundt. GENIALT, selv ikke på sidste omgang hvor trætheden sløvede opmærksomheden og legede med virkelighedssansen, var jeg i tvivl om hvor jeg skulle løbe. Vi startede ud med en strækning lige efter mit hoved, lidt nedløb i skov, op igen til højdedraget og en fuldstændig blændende udsigt, fuld fart rundt på højderyggen, ned i dalen og fuld fart rundt på græsstier (med en lille balancegang på trædesten over åen). Jeg elskede det, det var perfekt terræn for en pixi-trailer som mig.

Vi krydsede hovedvejen under kyndig vejvisning og løb over i skoven på modsat side. Her startede mine kvaler for alvor. Efter et transportstykke, hvor jeg stadig naivt tænkte ”Hold nu kæ…, jeg er da en trailløber i liganiveau”, drejede sporet pludselig skarpt til højre og gik lige op i himlen. Halløjsa, hvad er nu det for noget tænkte jeg, og knoklede på. Jeg lærte i øvrigt hurtigt – med skælvende lægmuskler, at nogle stigninger bare er så stejle at man går, det kan simpelt hen ikke betale sig at løbe op. Et stykke af stigningen var så stejl at jeg, i bedste Emilie Forsberg stil satte hænderne på knæerne, lænede mig frem og prøvede at få tyngdekræften til at opgive sit job.

På toppen gik det mere op – indtil vi endelig fik lidt nedløb ned mod fugletårnet (for de læsere der har løbet HHs trailmarathon der foregår hver efterår på næsten samme rute, kan jeg uden omsvøb indrømme; jeg priste mig lykkelig for ikke at skulle en tur op i tårnet ). Og så gik det ellers nedad, på en stejl stejl glat sti som jeg forestiller mig MTB rytterne udfordrer hinanden på, når de skal spille superhelte. Jeg gled sidelæns flere gange og kyssede en lille flok juletræer på snuden under passage. Her kom min manglende tekniske evner virkelig til skue – jeg opfandt en dip-dip-dip metode der, på de efterfølgende omgange sendte mig sikkert, og helt i stil med Monty pytons gaggede gangarter, ned ad stien. Det var ikke kønt, men det virkede.

I bunden var der vanddepot med vandposer, der er det mest geniale koncept når varmen hænger som fluer om ørerne. Med et lille bid i hjørnet kan man få både brusebad og lidt vand i munden. Jeg er vild med de poser . Et dejligt transportstykke sendte os hen mod endnu en brutal stigning, denne gang med skæve og ukurante trapper a la den kinesiske mur hele vejen op. Når man så med en dyb indånding tænkte man var på toppen, ja, så løb man lige lidt mere op. De 218 højdemeter var bestemt ikke en overdrivelse. Og så gik det ellers ned af endnu en lang glat og bestemt ikke ”normal-sko” venlig sti hvor min gaggede gangart virkelig viste sit værd. I bunden løb vi på græssti – selvfølgelig op ad en stigning, hvad ellers? Og nåede til sidst gennem skoven til p-pladsen ved indgangen til Rebild bakker, hvor der i løbet af dagen udviklede sig en folkemusikfest af dimensioner. Der er altså et eller andet fantastisk ved at løbe forbi et telt hvor harmonikaen vellysten strømmer én i møde, mens fødder tramper bestemt i teltgulvet. Man bliver sq lidt glad og glemmer i sekundet helt syren der sidder og piller én i næsen, og sveden der vælter ned over korpusset.  

Et lille stykke asfalt sendte os tilbage til en runde om hotellet og tilbage til mål/startportalen og skiftezonen. Genial rute med lidt for enhver smag. Seje Åse Møl (som jeg skrev om her Mine løbehelte) erklærede i én af vores hyggelige ventepauser, at stykket på den anden side af vejen (det med alle stigningerne og tekniske nedløb) var hendes favorit, hun var helt på hjemmebane når hun nåede det – alt før var bare opvarmning. Her åbenbarede forskellen mellem en pixi trailløber som mig, og en danmarksmester i trail i hendes AG sig totalt. Jeg kom aldrig til at elske det helt hårde terræn.

I mål sendte jeg min makker afsted og udviklede en lille rutine. Jeg smuttede ned til hotellet og fik koldt vand i hovedet, lurede om der var nogen jeg kunne udfordre i bordtennis, inden jeg returnerede til feststemningen i basecamp og slyngede mig på vores medbragte tæppe. Og så det var til tid endnu en tur i trail-karrusellen. Elsker at hotellet velvilligt havde givet os lov til at benytte deres toiletter, det var den største luksus at komme ind på velduftende hoteltoiletter i stedet for den klassiske stinkende Godik boks.

På pladsen var der et stort depot med alverdens lækkerier man kunne mæske sig i, mens man ventede (der kom sågar de lækreste kager fra den lokale bager) – og folk hang ud og hyggede sig med gamle såvel som nye venner, mens solen kærligt slikkede bare skuldre og næsetipper.

Min makker og jeg nåede 5 runder hver – 33,5 km. og 1090 højdemeter pr snude. (det kan godt mærkes i lårbasserne her dagen derpå) og endte på en 3. plads i det samlede regnskab. Det var hyggen der var i højsædet og hold nu op hvor det hele bare spillede maks for de 3 arrangører. Jeg elsker at der var plads på sporet, at ruten var så varieret, at musikken spillede på pladsen og at man aldrig var i tvivl om hvad man skulle, eller hvad der ventede. Kæmpe thumbs up.

Det eneste der virkelig ærgrer mig var min manglende forudseelighed. Jeg havde, af frygt for at falde og smadre alt teknologisk udstyr, ikke taget telefon/camera med ud på ruten. På 2. runde stod en flok velfede køer og gloede mystificeret på mig, da jeg hoppede fra sten til sten over åen – og just som jeg kom på land løb jeg nærmet ind i en ko. Jeg udbrød et lidt forskrækket ”hej ko” og fik et skræmt ”Muh” retur. – Det kunne have været året selfie.

Runners.dk er et løbefællesskab med visionen om at få folk op af sofaen – og jeg kan med lykke i stemmen erklære, at jeg til hver en tid vil opgive den mest lækre bløde sofa for et Runner.dk arrangement. Det var en traildag i verdensklasse.

Læs evt. mere om Runners.dk her http://runnersdk.dk/forside.aspx        

Og se vi til næste år i Rebild; det tror jeg da nok vi gør.

(billeder fra ruten er venligst lånt af Roldskovbladet.dk)

The post 8 timers trail challenge – Runners.dk first appeared on The greatness of running.