Så fik jeg løb nr. 99 på bogen her i weekenden og forude venter en løbefest når jeg den 15/10 skal forsøge at løbe nr. 100. Godt nok mange løb når man sådan tænker over det, og ærligt talt; jeg tror faktisk jeg husker hver og én. Hvert eneste løb og hver eneste medalje giver mig en følelse i kroppen, og et eller andet minde på lystavlen. Der er de mindre flatterende minder, der er de stolte minder, der er de skuffede minder, der er minder om overvindelse – og om opgivelse, og der er minder om drabelige kampe mod dragen i mit eget hoved. Der er minder hvor jeg sidder med det største smil og små-gnækker for mig selv, og der er minder om alle mulige dejlige løbevenner der er kommet ind i mit liv i den tid jeg har været langdistanceløber.
Jeg har forsøgt at åbne mit hoved og snuppe et par sjov/gode/skøre minder ud til en herlig 9-retters menu. Det blev til følgende oversigt.
1. Det skøreste marathon:
Den var nem – det klart skøreste marathon jeg har løbet til dags dato er Rollator marathon i 2014. Ja – du læste rigtigt Rollator marathon. Seriøst. :D. Jesper Eegholm skulle løbe hans nr. 100 marathon og ville gøre det på en lidt anderledes måde end alle andre. Så han stablede et marathon på benene hvor alle skulle løbe de 42,2 km. med en rollator i hænderne. Det var fuldstændigt skørt, crazy og på mange måder enormt hyggeligt, der var nemlig ikke en kinamands-chance for at sætte farten op uden at lave et smukt hovedspring ind over rollatoren, så løbet blev socialt helt ud i fodsålerne. Det fede var, at rollatorerne havde fine net foran hvor man kunne have diverse lækkerier liggende under hele turen. Siden dengang har jeg ikke tænkt at alderdom er nogen hindring; jeg ved at jeg vil kunne ræse rundt, selvom jeg måske en dag ender som gangbesværet. 🙂
2. Det mest chokerende marathon:
Til København Marathon i 2013 nåede jeg at løbe lidt over to kilometer inden vi rundede Rådhuspladsen og jeg landende forkert på en kantsten. Det resulterede i at jeg vred rundt på foden ned over kantstenen, og landede med snotten i asfalten. Der lå jeg så, mens folk med nærmest irriterende blikke og foragt i øjnene, forsøgte at undgå at ramme mig i deres iver på at komme godt afsted. Der var ikke én der stoppede og spurgte om jeg var ok.
Til alt held havde jeg en løbeveninde med, vi startede ud sammen og da jeg kom på benene igen, trak hun mig ind til siden og vi forsøgte at vurdere hvad vi skulle gøre. Jeg valgte ret hurtigt at fortsætte, at løbe videre og prøve at glemme chokket. Den dag i dag er jeg så lykkelig for at have min medløber ved min side de første km. efter mit styrt. Jeg var dybt rystet og lidt bange, blodet løb ned over mit hoved, det blødte fra min skulder og albue – og jeg havde skrammer på knæ og foden gjorde ondt. Det gik heldigvis ok med at løbe, og jeg fik sneget mig uden om depoterne af frygt for at blive pillet ud af løbet. Og til alt held begyndte det at regne og jeg fik derved vasket det værste blod af kroppen. Jeg kom i mål, og fik min medalje – og blev hevet ind til samaritterne der gav mig stivkrampe-indsprøjtning og fine forbindinger. Det blev en helt anden oplevelse end jeg havde regnet med. Jeg har ikke løbet Kbh siden. 🙂
3. Det smukkeste:
Mit marathon nr. 50 løb jeg i Budapest sammen med min søde kæreste. Wauw et fint løb. Det var vildt varmt, men så smuk og fantastisk en rute, hvor man løber på begge sider af Donau og krydser over via flere smukke broer på ruten. Budapest var en stor overraskelse og en by, jeg kun kan anbefale som rejsemål. I tæt opløb er Fanø Marathon som virkelig var en lille dansk perle – det skrev jeg om i indlæg her på bloggen https://thegreatnessofrunning.dk/?p=3239.
4. Det mest fantastisk løb:
Indtil sidste weekend var det Paris Marathon – jeg elsker Paris og kender byen ret godt, og det at løbe rundt i gaderne med de smukkeste gamle bygninger og masser af atmosfære var absolut fantastisk. Ruten er lettere kuperet og der er mange mennesker, så sørg for at komme i korrekt startgruppe. Paris er i øvrigt det eneste marathon, hvor jeg har oplevet man får udleveret en drikkeflaske på depoterne; det betyder at man kan tage vandet med – og springe depoter over hist og her. (dejlig hvis man jagter sekunder på sine bedste tider).
Min oplevelse i Basel sidste weekend gør Basel marathon til mit nye ”mest fantastiske løb” 🙂 – læs evt. her hvis du ikke aner hvorfor. 🙂 https://thegreatnessofrunning.dk/?p=3265
5. Det hårdeste løb:
Det hårdeste marathonløb jeg har løbet sådan rent fysisk (for der er altså mange der har været hårde psykisk) er helt klart Rold skov trailmarathon. Henrik Henriksen (eller HH som han kaldes) arrangerer hvert år marathon og ultraløb i Rold skov, og han gør en stor dyd ud af at finde de mest grumme stigninger. Hold nu op jeg havde ondt i benene efter turen i HHs karrusel. – Men hvor er det også bare et super løb, hvor man får hele Rold skovs skønhed med hjem på nethinden.
6. Det mest rørende løb:
Jeg skulle have været i Boston det år hvor bomben sprang, men måtte melde afbud og løb i stedet året efter. Det blev et løb som virkelig fik gåsehuden og tårerne frem i mine øjenhuler. Jeg skrev efter løbet følgende på FB.
Oplevelsen var helt unik og uforglemmelig. En million mennesker heppede på os på ruten og jublede os frem, og de mest fantastiske hjælpere ved depoterne gav os løbere opmuntring og mod til at forsætte på den kuperede rute. Jeg fik flere gange tårer i øjnene af overvældelse over den energi og kammeratlighed der var i felet. Ingen fartballoner men masser af klap på skulderen, tilråb og opmuntringer. En løber blev endda båret over målstregen af fire andre løbere da han kollapsede inden mållinjen.
For mig var det mest rørende øjeblik at se den største menneskemængde forsamlet på de to steder, der sidste år blev ramt af bomber. Her var det totale bevis på amerikanernes ukuelighed – frygt og usikkerhed erstattet med fest og den helt store forløsning. Det var uden tvivl verdens største løbefest i mands minde. Boston, klædt i blåt og gult, og med en sikkerhed der ikke overlod noget til tilfældighederne
7. Det varmeste – og til dags dato det mest oplevelsesrige løb:
Cuba marathon i november sidste år. Hold nu op en omgang. Løbet i sig selv var en lidt kedelig ½ marathonrute der skulle løbes to gange, varmen var ulidelig (vi fik isklumper i depoterne) og rammerne var spartanske og der var stort set ikke skyggen af tilskuere på ruten. Til gengæld er Havanna en fuldstændig vildt fantastisk by og opholdet var uovertruffen. Jeg fik en ekstra oplevelse i bagagen da jeg endte som nr. 2 kvinde og måtte en tur igennem dopingkontrol-møllen. Det skrev jeg om her https://thegreatnessofrunning.dk/?p=2677
8. Det sjovest marathon:
Jeg har stadig Medoc marathon til gode – et marathon i Sydfrankrig hvor man drikker rigeligt med vin i depoterne. Den kommer på min bucketlist, og jeg er overbevist om at den vil være en sikker vinder af kategorien det sjoveste marathon. Så p.t. er det sjovest marathon for mig Kalkmine løbet hvor man løber gennem to kalkminer i Tingbæk. Den ene er forholdsvis smal og man skal derfor iføre sig sikkerhedshjelm mens man løber i minen. Det er et vildt fedt løb, og man får den fineste statuette af en flagermus med hjem efter løbet.
9. Største skuffelse:
Jeg nåede lige at gå gennem immigrationen til NYC i 2012 inden jeg fik meldingen – NYC Marathon var aflyst pga. stormen Sandy. Der stod jeg så alene i NYC og skulle ikke løbe marathon alligevel. Hold nu op hvor var jeg ked af det. Jeg kunne sagtens forstå beslutningen, det var vilde ødelæggelser den gode dame havde efterladt sig på vejen, og det blev i stedet donation af alt mit tøj + en fantastisk løbetur i Central Park sammen med tons af løbere fra hele verden. Den dag gik det virkelig op for mig hvor unik løbekulturen er, og hvor stor et sammenhold der eksisterer på tværs af landegrænser.
Jeg har stadig NYC stående på min bucketlist. 🙂
Sådan kunne jeg blive ved… Hold nu op en buket fantastiske minder jeg har samlet sammen i løbeskoene. Det er næsten ubegribelig, at der er så mange flere vilde, skønne, fede, fantastiske løbeoplevelser, der bare venter på at blive plukket. No wonder jeg er en løber for livet 😀