Jeg erkender blankt, min hjerne er en doven skid ud over alle grænser. Den vil gøre alt for at narre mig til at slappe af, til at blive i komfortzonen, og til at krybe under hvor gærdet er lavest. Min hjerne finder notorisk på alverdens undskyldninger for at slippe for hårdt arbejde og – for at få mig til at indtage bland selv slik i vanvittige mængder i tide og utide. De to ting er helt klart min dovne hjernes 1. prioriteter.

At min dovne hjerne måske ligefrem er med til at forsinke min heling i skaden, havde jeg alligevel ikke skænket en tanke.

I går var jeg tilmeldt et lille lokalt halvmarathon i Vodskov nord for Aalborg. Løbet blev afholdt som et aftenløb med start kl. 19:00, og som en velkendt procedure forhandlede jeg hele eftermiddagen med min hjerne om, hvorvidt det var en god ide at stille til start. Min hjerne havde mange argumenter imod a la ”Det regner for vildt, og det tordner. Det kommer det til at gøre hele løbeturen, og så bliver du ramt af et lyn hvis du stiller op – så kom ikke her og sig jeg ikke advarede dig”. Eller ”Du kan ikke nå at spise ordentlig mad inden løbet, og så får du ondt i maven – og du ved jo, hvordan det går når du løber med ondt i maven. Pludselig skal du.. og så skal du febrilsk finde et egnet sted til, at sidde i skrædderstilling med bukserne nede om benene. Det hader du – og nu er du altså advaret”. 

Min hjerne kan være uhyggelig vedholdende. Som modtræk sendte jeg et par argumenter afsted som ”Jens kommer, det kunne være super hyggeligt at løbe en tur med ham” og ”Hvis jeg løber i aften, behøver jeg ikke løbe i morgen. Så kan jeg holde hele lørdag fri til andre sjov ting – og en lille eftermiddagslur hvis det kunne friste”. Nå ja, og så lige bonustrækket der hed ”Bedre halvdel er til sommerfest, jeg er alligevel alene hjemme. Lad os komme afsted ud og møde nogle mennesker”. Det sidste argument kunne min hjerne ikke står for, er der noget den elsker næsten lige så højt som dovenhed og bland-selv-slik, så er det at være social.

Jeg kom afsted og heldigvis gad Jens, den gode formand i løbeklubben Amok, godt at løbe sammen med mig. Løbet var et rundeløb med 5 runder i Vodskov by – og med en ret styg bakketur for hver eneste omgang. Det øsregnede da vi startede ud, som i pjask øs regnede. Løbeskoene sejlede inden vi var nået halvvejs på første runde, og jeg prustede som en anden gammel krikke. Det kunne bestemt godt mærkes i kroppen, at tempoløb har været et ikke-eksisterende pas i min træning det sidste ½ år.

Min hjerne så straks sit snit til at sende små hints om, hvor utrolig dum en beslutning jeg dog havde taget ved at stille op. ”Så nu ødelægger du alt. Din skade blusser op, og du er i gang med at ødelægge det hele”. ”og se nu dig, du har jo ingen tempo i kroppen. Det tangerer til det pinlige. Stop nu hellere mens legen er god”.  ”Det er godt nok koldt når man er gennemblødt hva´ – mon ikke hellere vi to skulle sige stop og køre hjem i varmen”.

Omtrent sådan lød det i mit hoved de tre første runder. Hjernen var ustoppelig, og dens mission var klar – UDGÅ og kør hjem. Heldigvis havde jeg Jens ved min side hele vejen. Jens var godt løbende på de 3 første runder, og selv om jeg æggede ham til at smutte afsted, så blev han troligt ved min side. ”Det gør ondt at løbe opad” sagde jeg til Jens, der nikkede og returnerede et ”jammen, så sætter vi bare farten lidt ned”. Se det var et argument min hjerne kunne forstå, og mens den tyggede lidt på betydningen af at sætte farten ned, nåede vi for 4. gang toppen og startede nedløbet. Og her skete der pludselig et eller andet i bentøjet. Et eller andet løsnede sig og gav slip. Mit løb blev pludselig let og flydende, og ikke den omgang halvforkrampet løb med fuld fokus på smerteniveau i højre balle, som jeg har løbet de sidste mange måneder.

Det var virkeligt sært. På 5. runde flød jeg let afsted som Seinen gennem min yndlings by over dem alle. Det var så befriende og legende let. Jeg levede fuldstændig op, og nød pludselig turen i en helt anden grad end da jeg startede ud. Solen var kommet frem, varmen lunede og solsortene fløjtede efter os når vi løb forbi. Det var vidunderligt. Jeg havde det i kroppen som om, jeg kunne fortsætte for evigt.

Jens havde en lidt mere hård tur rundt på sidste runde, og da vi nærmede os mål tog vi hinanden i hånden, løftede armene og løb i mål i jubel. Jeg var lykkelig fordi alt føltes godt, smerterne i ballen var nærmest blevet til en lille dump puf, Jens var vist bare lykkelig for at komme i mål. Min hjerne returnerede et skud lykkehormoner og lod mig være i fred.

Da jeg gik i seng i går var hjerne stille. Der var ingen bedrevidenhed, der var ingen advarsler og der var ingen larm. Kun ro. (Ok- det skal så også tilføjes, at jeg belønnede min lille hjerne med et pose bland-selv-slik på vejen hjem fra løbet) Jeg sov som et lille lam i nat, og vågnede på intet tidspunkt med uro i skaden – noget jeg ellers har oplevet tons af gange de sidste mange måneder. Her til morgen var alt stadig godt. Ingen voldsomme jag fra skade, og jeg kan gå fuldstændig normalt. Jeg kan selvfølgelig stadig mærke, at der er noget der brokker sig, når jeg sidder for meget ned. Men sammenlignet med hvad jeg ellers plejer at høste af smerter efter blot 4 min. tempoløb, er det en lille bitte krumme på det store spisebord.

Hvordan pokker hænger det sammen? Hvorfor pokker får jeg djævelsk ondt af at løbe tempoløb (4:30) i 4 min, når jeg i går kunne løbe 21 km. i pace 4:40-agtig. Hvad skete der egentlig på ruten, da jeg pludselig gik fra at have smerter og bekymringer om hvorvidt jeg var i gang med at ødelægge alt, til jeg pludselig løb frit og ubesværet?
Hvorfor er jeg i dag helt ok, i forhold til den smerte jeg har levet med i sååå lang tid. Her er det så bare jeg tænker. Gad vide hvor meget min lille dovne hjerne egentlig overdriver de signaler den modtager fra ballen? Gad vide om krabaten overfortolker bare en kende for meget, fordi den ved at jeg så dropper tempo træning? Har min skiderik af en hjerne virkelig snydt mig de sidste mange måneder, og ladet mig tro alting er meget værre end det reelt er?

I morgen løber jeg en langsom langtur med løbeklubben, og så må vi se om alt er tilbage ved det gamle. Jeg tænker lidt om jeg måske skulle tage bland-selv-slik med på turen, og fodre min lille hjerne undervejs for at holde den beskæftiget. Måske det kan hjælpe mig, til at finde ud af hvor ondt jeg egentlig har, når jeg løber.

Hurra for fantastiske små rundeløb, hurra for gode løbevenner og hurra for det danske flag

The post Den dovne hjerne med skumle hensigter first appeared on The greatness of running.

Jeg elsker de gode mennesker der findes overalt i løber-miljøet. De mennesker der benytter enhver anledning til at samle penge ind til nyttige sociale projekt. Én af dem er Flemming Bach Moesgaard Leth, der i dag sammen med konen Dorte havde inviteret til ”Fox on the Run” halvmarathon i Aalborg. Løbet var en indsamling til folkene bag projektet ”Råt og Godt”, et projekt startet af frontmand og iværksætter Christian Helweg. Christian arbejdede på et bosted for unge udsatte, og fik ideen til et koncept der skulle hjælpe socialt udsatte unge videre i livet. Et koncept hvor de unge mennesker får lært et håndværk af dygtige fleksjobbere, som samtidig får en værdiskabende hverdag. Det er er ren win-win, og flere unge er efter projektet kommet videre i livet, og har fået praktiksteder i virksomheder. Alt materiale der benyttes i værkstedet er genbrugsmateriale, og bæredygtighed er i højsædet for hele konceptet.

Projektet har kørt i 4 år og holder til ved det gamle godsbaneareal i Aalborg. Christian har selv lejet sig ind i de gamle rustikke bygninger, og i dag er det både værksted for de unge mennesker og deres mentorer i fleksjob samt et fællesskab for opstarts-virksomheder. I bygningerne finder man nemlig også det der hedder Urban City. Urban City er det sted hvor små virksomheder og iværksættere kan leje sig ind, og få et godt springbræt videre mod drømmen som selvstændig. Det er også de små virksomheder der tilbyder praktiksteder til de unge fra projektet Råt og godt.

I dag gik alle vores startpenge ubeskåret til projekt Råt og Godt, og de unge mennesker havde kvitteret med at lave de fineste medaljer til alle deltagerne. Løbet blev afholdt på en 7,1 ca km lang rute, og man kunne vælge mellem 1, 2 eller 3 runder. 1. runde blev løbet socialt hvor alle fulgtes ad, og undervejs fik udpeget de ”muggen ræve” som Aalborg-drengen, street artist, musiker og poeten Jonny Hefty står bag. Jonny Hefty er selv en del af Urban City, hvor han sælger sin berømte Rævepis øl samt t-shirts med den muggen ræv himself. (Overvejer seriøst om ikke en sådan t-shirt skulle være en kommende løbetrøje )

Løbet blev startet efter en kort briefing af bagmand Flemming, der iført et rævehoved lånt af Jonny Hefty, efterfølgende guidende os afsted ud på første runde. Om folk gloede da der kom en ræv løbende? – Det tror jeg da nok lige.
Det var svært for mig at holde det helt lave tempo, det var klart udenfor min comfort-zone og jeg skal heller ikke lægge skjul på, at jeg var lettet da vi løb ud på runde to, og vi selv kunne sætte pace. Til gengæld var det utroligt fint, og helt i løbets ånd, at vi alle fulgtes ad på første runde. Løb kan være så opløftende socialt, og mødet med løbere der først lige er startet deres rejse ind i løbeverden, er utroligt ydmygende. Man glemmer selv, pakket ind i rutinens vat, hvordan det var, dengang man selv startede ud med løb og alting var hårdt.

På runde to og tre var jeg i dag beriget med kongeselskab. Jeg løb de to runder med seje Michael Grøn, en habil løber med god fart i stængerne. Det var vildt hyggeligt, vi fik vendt både huskøb, Kroatien og Michaels kommende halvmarathon nr. 100 (Manden mangler kun 10, så det er lige om hjørnet), og samtidig holdt vi et godt tempo a la 4.45/km, uden at jeg gik i stykker eller havde skingre øv-råb fra min betændelse i ballen. Nøj det var fedt at løbe med lidt tempo igen. Og mega fedt at føle sig godt løbende uden at være hæmmet af sure skader. Det er ubetinget de fedeste 14 km. jeg har løbet i hele 2019

Tilbage i depotet, hvor Flemmings søn Sebastian klappede os i mål som de første, var der øl og kaffe – og efter et hurtigt trøjeskifte begav jeg mig indenfor i Urban City med et primær mål. At købe Rævepis øl med hjem til bedre halvdel :D. Jeg var løbet ned til løbet, og havde taget min grønne ven hr. Camelback på ryggen. Det viste sig til min store glæde, at hr. Camelback præcis kunne rumme 3 stk. flaskeøl, med en løbejakke som rumdeler imellem dem. PERFEKT.

På vejen ud fik jeg også lige krejlet mig til en fin raku-keramik ting, og godt belæsset med 3 øl på ryggen og keramik i hånden, vendte jeg snuden hjem i et yderst forsigtigt tempo. Sikke en fantastisk dag.   Jeg kan kun opfordre alle til at besøge Urban City, der holder åbent den 1. lørdag i hver måned. Det sted er simpelt hen fantastisk. Og når I er der, så kig lige ind i værkstedet hos Råt og godt, og bestil nogle af deres super fede møbler.

Du kan læse mere om Råt og Godt her: http://www.raatoggodt.dk/index.php
Og kender du ikke lige Jonny Hefty (det er i øvrigt hans kunstnernavn) så tag lige og lyt med her… Det er fand.. genialt

Jeg lader den bare lige stå… – En løbers erkendelser.

Sprinter´n , spurter´n, spunser´n, spæner´n, sveder´n, løber´n, lunter´n, lister´n, lusker´n, ligger´n, puster´n

The post Rævejagt i Aalborg City first appeared on The greatness of running.

I går oplevede jeg noget der smeltede mit løber-hjerte som flødeskum i en kop varm cacao. En lille gestus der var så fin, at jeg næsten fik tårer i øjnene af ren bevægelse.

Jeg løb sammen med 24 andre skønne løbere halvmarathon ved den Jyske Ås, et løb arrangeret af Jesper Eegholm for at teste en ny rute. Løbet var et rundeløb med en rundstrækning på lidt over 10 km. og en lille prolog som opvarmning. Jeg havde meldt mig til løbet primært for at få en hyggelig løbetur i nyt terræn (jeg elsker, at der stadig er masser af nye steder jeg ikke har løbet i det nordjyske, til trods for at jeg de sidste mange år har gjort et ihærdigt forsøg på at afdække hver en lille afkrog.). Og jeg var fra start indstillet på ikke at løbe hurtigt, men udelukkende at få nogle gode hyggelige kilometer i benene.

Ruten var kuperet, men på den der fede måde hvor bakkerne kommer rullende som bølger ved Vesterhavet, og omgivelserne var gudesmukke i det stille vintervejr. Det var en ren lise at være løber. Jeg fik på første runde ”catch’et up” med min løbehelt Åse Møl. Åse som lige er fyldt 60 år og alligevel så småt er begyndt på træningen til endnu en ironman i Kbh til sommer, selvfølgelig med målet om at vinde hendes AgeGroup og kvalificere sig til Hawaii. Den kvinde er simpelt hen for sej – jeg vil være som Åse når jeg rammer samme alder. (Læs evt. mit tidligere løbehelt interview med Åse her: https://thegreatnessofrunning.dk/mine-loebehelte-part-vi-naar-man-bare-ikke-kan-lade-vaere-med-at-loebe/ )

Halvvejs på første runde slog jeg pjalterne sammen med Ole, og fulgtes med ham tilbage til start og depot. Ole er en benhård atlet, der havde været en smut på landevejscyklen i de franske alper for at køre det legendariske La Marmotte, også kendt som et af Europas hårdeste amatør cykelløb (174km 5000 højdemeter – tak for kaffe). Tilbage i depotet samlede vi én af Danmarks bedste travtrænere op, og sammen løb vi pludrende afsted ud på sidste runde. Jeg elsker virkelig, at man som løber møder de skønneste mennesker og hører historier om deres liv og meritter. Det gør mig så taknemmelig og ydmyg.

Halvvejs ude på 2. runde spottede jeg pludselig en mand der stillede to stole ud foran hans hus. Herefter stillede han kopper, kande og et fad ud. ”Det er nok til salg, huset” sagde én af mine følgesvende mens vi langsomt nærmede os. Da vi kom tættere på, vendte manden sig med et kæmpe smil mod os, skænkede varmt saft i kopper og hilste os med et ”Jeg tænkte lige I kunne trænge til lidt varmt. Her er varm solbærsaft, og der er også kager I bare kan tage”.

Vi var målløse. Var det aftalt spil? Havde den gode hr. Eegholm smidt en lille overraskelse ind? Jesper Eegholm nåede selv i samme øjeblik frem til det lille pop-up depot sammen med en lille flok gæve løbere. Han var lige så overrasket som os andre. Og mens vi alle blev vartet op, fortalte den gavmilde depot-mand, at han selv var løber og ofte løb rundt alene på selvsamme rute som vi p.t. frekventerede. Han havde set os komme forbi på første runde, og tænkt at vi jo nok kom forbi endnu en gang hvis vi, som han gættede, løbe halvmarathon. Og som det mest naturlige ville han bare lige give os lidt at varme på, inden vi løb videre mod mål.

Der stod vi så, en lille flok løbere midt på landevejen in the middle of nowhere og drak dejlig varm saft og spiste små kager. Alle med strålende øjne og smil på læberne. Vi oplevede en helt unik gavmildhed og en omtanke, der gjorde os alle en smule bløde i knæene.

Vi takkede manden mange gange, og overlod ham til de næste løbere der nærmede sig bagfra, mens vi løb tilbage mod mål. Et fint lille halvmarathon var med et blevet krydret med en menneskelig gerning der rørte os alle. Sikke en dejlig formiddag, og sikke en beskæftigelse på, at vi løbere bare er et helt specielt folkefærd.

Jeg aner ikke hvad vores barmhjertige samaritan hedder. Og hvis der sidder nogen af jer læsere derude der kender manden, så håber jeg I vil takke den gode mand sååå mange gange. Jeg ville ønske jeg kunne give ham et kram, og fortælle hvor fuldstændig fantastisk en oplevelse han gav os. Jeg var glad resten af dagen, udelukkende fordi jeg nu ved der ude på ruten vest for porten til Jyske Ås, findes en helt fantastisk godhjertet løber.

Og skulle du, kære læser have lyst til at prøve at løbe Jesper Eegholms skønne løb, så hold øje med hans webside hvor han slår løb op. Det er små perler af løb – og medaljen, den er skam også værd at løbe efter.

Link til Jespers kommende løb: http://eegholmloeb.dk/l%C3%B8b%202019/index.html

The post Når løbere er hinanden bedst first appeared on The greatness of running.

Sidste år så jeg på Instagram et billede af en pige der havde løbet Digeløbet i Højer. Det vakte et eller andet behov i mig (især fordi hun stod med en pokal :D), og da jeg for en uge siden kiggede frem mod en weekend uden de vilde planer, greb jeg chancen og overtalte bedre halvdel til, at det da i grunden var verdens bedste ide at drøne ned i det sønderjyske for at løbe halvmarathon. Jeg har trænet i to fulde uger efter min skadespause og trængte i den grad til at få en pejling på, hvor meget fart og udholdenhed jeg har mistet efter min ufrivillige pause. Knippelgod ide, hvis jeg selv skal sige det…

Med til historien hører også, at der er præmier til de 3 bedste. En fin løber-statuette til hver, og dem der kender mig godt ved, at jeg bare overhovedet ikke kan få nok at løber-bling. Jeg eeeelsker medaljer og pokaler – og hvis chancen er bare lille bitte for at tage noget bling med hjem, så er jeg frisk på udfordringen – køretur på 300 km eller ej. (altså 600 km. i alt. :D)

Den 70. udgave af Digeløbet blev søndag afviklet i bragende flot solskinsvejr. Med en rute, der bringer deltagerne tæt på både marsk, diger, sluser, vadehav og nationalpark har det traditionsrige og populære motionsløb i og omkring Højer en fantastisk og unik kulisse. Så udover motion, samvær og konkurrence byder Digeløbet også på storslåede naturoplevelser for både store og små.

Sådan skrev Tønder Kommune på deres Facebook side efter løbet, og jeg må bare sige de ramte i den grad plet. Nøj da en lille perle af et løb de har gemt dernede i det sydvestlige hjørne af Danmark. Stemning var super hyggelig og lille-løb rar. Alle hilste og der blev udvekslet anekdoter på kryds og tværs, fra løb og bedrifter i den store verden udenfor lille Højer. Halvmarathon startede kl. 13:30 hvilket passede perfekt med afgang kl. ca. 9:15 fra Ålleren søndag morgen.

I løbsinfo på tilmeldingssiden står der følgende om den ualmindelige smukke, men også udfordrende rute.

 Vi følger det gamle havdige fra 1861 mod ‘Nationalpark Vadehavet’ til Højer Sluse, derpå langs
Vidåen gennem Margrethe Kog, der er det sidst indvundne marskland, til Vidåslusen, som blev indviet
den 10.5.1982. Her krydser vi åen og det nye fremskudte dige fra 1981, som vi følger til Emmerlev
Klev ad den asfalterede bærmevej uden for diget. Ved Emmerlev Klev mødes det nye dige med Emmerlevdiget fra 1927 og vi fortsætter langs stranden ved Emmerlev-klev og vadehavet ca. 2km, fortsætter op ad skrænten via trappen ind i et naturskønt område. Vi følger skov- og grusstier igennem Tingdal plantage til Emmerlev, hvor vi følger det gamle Emmerlevdige tilbage til Marskhallen.

Underlaget var en god gang blandede bolsher af lidt asfalt, masser af græsstier, strandurt, trapper, grusstier, trailsti og markvej. En super varieret rute med masser af guf for sanserne. På vej ud løb vi f.eks. med det blikstille vadehav til venstre og genspejlingen af øen der kunne skimtes i det fjerne. Vi passerede idylliske strækninger med småhuse og marker – og passerede en bunke køer, der syntes det var verdens sjoveste ide, at løbe efter løberne der kom forbi mens de muh’ede af glæde. Vi drak vand ved den fine kirke i Emmerlev og vi fik den udsøgte fornøjelse af at løbe på toppen af diget med et skønt panoramaview over områdets flade særheder.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk syntes det var et lidt hårdt løb. Der skulle arbejdes i de forskellige underlag og i mål kunne jeg da også konstatere, at min tid ikke var tilnærmelsesvis så kæk som jeg havde forestillet mig undervejs i løbet. Til gengæld kunne jeg slæbe både medalje, digebog, pokal og lodtrækningspræmie med tilbage til Aalborg. (Bedre halvdel fik også lodtrækningspræmie med hjem – 2 stk. sønderjyske spegepølser; se så er lykken gjort).

Jeg kan virkelig anbefale Digeløbet i Højer på det varmeste. De gode mennesker i Højer har med 2 stk. ildsjæle af dimensioner i front, afholdt løbet i 35 år i stræk. De fortjener i den grad besøg af langt flere løbere end de knap 90 løbere der stillede op på de forskellige distancer (21,1 – 9,3 – 4,4) i søndags. En lille perle af et løb i den Danske Motionsløbskalender.

The post Digeløbet, halvmarathon i Højer first appeared on The greatness of running.

JESSHEIM !!!! – altså som i mega kolde, mørke, nord for Oslo Jessheim. Kan I føle begejstringen…

Men selvom det umiddelbart ikke lyder som det mest fantastisk sted at tilbringe en weekend, så er der nu alligevel en grund til valget af destinationen – altså udover at medaljen faktisk er ret fed.

I min vordende karriere som løber deltog jeg i et halvmarathon i det kolde nord. Min søster og svoger boede på det tidspunkt i Jessheim, og min svoger overtalte mig til at komme på besøg den weekend hvor Jessheim vintermarathon løb af stablen, så vi kunne løbe halvmarathon sammen. Det var tilbage i 2008. Min halvmarathon nr. 2.

Løbet var en kold omgang, med iskolde kastevinde ude på ruten. Jeg var u-rutineret og løb kækt afsted sammen med svoger, der dengang var en lille vårhare på kun 22 somre (tror jeg). Og ja, det siger jo næsten sig selv, jeg kom alt alt for hurtigt ud af starthullerne og gik gruelig kold et sted ude i den kolde kolde norske vinterdag. Jeg var nede og gå, færdig som gårdsanger da jeg blev passeret af en kvinde hvis mand kørte ved siden af på cykel og råbte ”nu tar du hende – du kan godt” (med bølgende norsk accent :D. Det provokerede mig totalt, og med de sidste krampetrækninger fik jeg gang i futterne igen og genvandt min stolthed da jeg knoklede min kolde krop forbi hende, og videre gennem byen ud til målporten på Jessheim stadion. Jeg var solgt til stanglakrids da jeg kom i mål. Det var sq en hård omgang – men lige så træt og kvæstet jeg var, lige så lykkelig blev jeg, da jeg pludselig blev råbt op som nr. 2 i min AG – og fik overrakt min fine fine præmie. Et krus med en Elg på. (Damen jeg havde overhalet var nr. 3, hun fik et lille fingerbøl)

Det var kæmpe stort for mig. Jeg havde vundet en præmie i løb. Jøsses hvor var jeg stolt. Jeg var så stolt, at jeg mandag morgen troppede op på mit daværende arbejdet med kruset i hånden. (Ok, indrømmet – det var også lidt fordi jeg syntes det var så kikset grimt et krus, at jeg ikke rigtigt kunne se den stå hjemme i min lejlighed. :D)

På arbejdet blev mit krus på én eller anden måde til et ikon. Jessheim Vinter-marathon ligger i november, og julefrokosten stod for døren på arbejdet – og hvad ellers end at benytte min nye præmie som drikkekrus under festlighederne. På et tidspunkt blev jeg spurgt om, hvad Elgen egentlig hed – og ja, det tog mig to sekunder, så var Helge døbt.

Fra da af blev Helge en fast inventar til samtlige fester hvor han dansende, krammede og bød på vin og sprut i lange baner. Alle fik lov til at drikke dus med Helge, og det viste sig at den kære elg var en helt habil danser. Alle elskede Helge. Og før jeg fik set mig om, havde Helge fået familie (en lille ko-fætter) og adskillig fans rundt omkring i det danske land.

Sådan gik det til at en skør præmie fra Norge blev et ikon i det offentlige. Jeg havde i min vildeste fantasi ikke regnet ud, hvor meget Helge ville berige mit liv, og selv om man skal lede længe efter en mere fordrukken Elg, så fortryder jeg aldrig jeg knoklede mig igennem et halvmarathon i den norske vinter en novemberdag tilbage i 2008.

Nu til dags er Helge gået på pension efter flere år i terapi hos AE; (anonyme Elgkoholikere) og står tilbage som en gammel elg blandt mine fine pokaler. Og jeg er klar til en nyt norsk eventyr, når jeg spænder løbeskoene og genbesøger Jessheim vintermarathon der løber af stablen på søndag. Jeg skal tilbage og løbe det, jeg tilbage i 2008 tænkte ALDRIG var muligt, jeg skal tilbage og løbe marathon-distancen – og helt ærligt, jeg glæder mig faktisk lidt.

The post Mød Helge :D first appeared on The greatness of running.

Rammen var super festlig. Inden løbet var der som altid lodtrækningspræmier og da jeg blev råbt op som 1. vinder af et Orbiloc sikkerhedslys, var jeg slet ikke til at få ned på jorden igen. Totalt overkåd stillede jeg mig op ved siden af søster og to af hendes søde kollegaer fra arbejde, klar bag starter-bilen. For selvfølgelig skal et løb på travbanen startes ved hjælp af en rigtig starter-bil, en bil med de der vinger der slås ind når krikkerne må give den gas. (hvis der er nogle travkyndige personer på linjen, kan I så ikke fortælle mig hvad sådan en bil egentlig hedder. )

Vi røg afsted som en flok vilde galopheste, en lille smule kåd og opstemt over at løbe på selve travbanen. Løbet var et rundeløb hvor vi fik 1½ runde i travsporet, inden vi løb en tur ned til lystbådehavnen og forbi endnu én af Aalborgs stoltheder – friluftsbadet. Herefter gik ruten direkte tilbage til travbanen til en omgang i det høje galop-græs. (Ok –jeg udstiller da virkelig min total uvidenhed mht. trav- og galopløb. Jeg aner ikke hvad banerne hedder; jeg ved bare der er noget der hedder en sulky. )

Søster og jeg løb, sammen med hendes to kollegaer, første runde i let trav, og måske også for let trav – for hvad der for mig var en super hyggelig og fornøjelig tur med min yndlingssøster, var for søster vejen til helvede. Hun sagde ingenting, men løb stålfast runde efter runde mens jeg pludrede og overså alle advarsler, faresymboler og skrigende neonlys. En efter én stak kollegaerne fra os, og efterladt alene tilbage med endnu en rundes strabadser, brød søster sammen. Et sidestik havde gnavet de sidste 8 km. og hele søsters krop skreg STOOOOP i smerte. Hun endte på ryggen i græsset i indercirklen sendt til tælling som en anden bokser.

Jeg var rådvild og ulykkelig. Det var ikke sådan søsters 2. halvmarathon skulle ende. Febrilsk forsøge jeg at finde på gode råd der kunne hjælpe den stakkels lidende søster. Heldigvis kom der i det samme 4 engle fordi. Jens Peter var på marathon og dryssede en salttablet ud i søster hånd, det samme var skønne Mai-Britt der tryllede en druesukker-tablet frem, og sørme om ikke to skønne smukke kvinder ud af det blå, fiskede vingummi-energi frem fra lommerne og donerede dem til søster. Hold nu op hvor er løbere dog nogle fantastisk gavmilde og hjælpsomme skabninger. Med nyt mod på livet – og på gennemførsel af de sidste kilometer, rejste søster sig tappert fra dødslejet netop som kampdommeren talte 7-8-9 og skulle til at lukke kampen.

Vi gik en runde på travbanen arm i arm – og nåede ud til vejen hvor søster samlede al sin viljestyrke og erklærede ”nu løber vi”. Det gjorde vi – hele vejen forbi bådene og vandpolospillerne i friluftsbadet, tilbage til travbanen og ind på galop-græsset. Med målet inden for synsvidde, stadig med smerter i søsters maveregion, blev vi enige om, at denne medalje ville være et symbol på at overkomme det umulige, at flytte grænser man troede var støbt i beton, og at man kan så meget mere end man tror er muligt.

Søster kom i mål og fik hendes yderst fortjente medalje. Jeg fik også medalje – og blev ramt af den sorteste dårlige samvittighed man kan tænke sig. Sikke dog en dårlig fartholder jeg havde været. Jeg havde ikke holdt hende tilbage i starten, jeg havde ikke bedt hende om at gå – eller endda stå stille mens hun drak vand undervejs i løbet. Jeg havde bare snakket og haft fokus på alt omkring os – i stedet for at kigge på søster og se hvor det bar hen ad. Æv altså.

Jeg tror, at alle løbere oplever et løb som søsters på et eller andet tidspunkt i løbekarrieren. Et løb hvor alt går galt, og man på ingen måde rammer den ønsketid man satte sig for øjet. Et løb hvor det man troede ville være en kamp med uret, i stedet viser sig at være en kamp for overlevelse. Og jeg tror det præcist er det løb, der lærer os løbere aldrig at tage løb for givet. Man ved aldrig hvad man går ind til. Og et halvmarathon er ikke nødvendigvis bare noget man kører af på rutinen.

Jeg har selv været der – mit marathon nr. 2 var en katastrofe, hvor jeg midtvejs smed mig 20 min. i græsset før jeg fik samlet mod til at gennemføre. Den dag i dag husker jeg hver en følelse og hver en smerte i kroppen, da jeg var sendt til tælling. Det har sidenhen givet mig mod i andre løb hvor tingene også har været en kende for udfordrende. Hvis jeg kunne klare det dengang, såååå.  – Det er et godt mantra.

Mit håb er at søster rejser sig og hopper på hesten igen. At hun tager oplevelsen fra i søndags med i rygsækken, når hun udfordrer de 21,1 km næste gang. Jeg hun i den grad tager tyren ved hornene, og laver en ren knock out på hendes næste halvmarathon. Nå ja, og så lige at hun tilgiver den lallende tåbe af en hjælpeløber hun havde hyret i søndags.

The post Fuld ild løbet med en søster i smerte first appeared on The greatness of running.

Jeg meldte mig derfor til, og ca. 5 minutter efter min tilmelding kom en besked på Messenger. ”Er det dig der skal løbe halvmarathon?” Det var fra en gammel veninde jeg ikke har set i 5 år, hun var også tilmeldt og til min store glæde på samme distance. Vi aftalte derfor at mødes inden løbet, noget jeg glædede mig lige så meget til, som jeg så frem til at løbe rundt på et trailspor i Skagens smukke natur.

Arrangørerne (Skagens Orienteringsklub) havde virkelig styr på logistikken. Allerede på vej ind mod Skagen stod der skilte ud til landevejen og viste vej til stævnepladsen, og et stort P-skilt gennede biler – og cykler ind på rette plads, hvorefter man på 2 minutter gang nåede stævnepladsen. Jeg kom lidt tidligt, smed Ford børnecontainer og dappede over til start – og blev mødt af det største kram. Der stod min søde veninde og smilede, og præcis i det sekund var jeg 20 år tilbage i tiden, til den gang vi læste sammen. Og ingen af os var på nogen måde blevet en dag ældre. (næsten da.. hæ hæ)

Efter masser af snak, afhentning af startnummer og den obligatoriske tisse-af-4-gange tradition var vi klar til start. Løbet blev skudt i gang med et båt fra et båthorn, og efter en lille runde på plænen ved målportalen, blev vi gennet ind på sporet der for størstedelen af ruten fulgte MTB sporet i området. Det gik op, det gik ned, der var lækket singletrack, transportstykker på grus- og skovveje, en lille smule asfalt og et mega sjovt teknisk stykke med sving som en rutchebane i Fårup Sommerland.

Halvmarathon løb 12 km ruten krydret med en ekstra runde midt i strækningen, og vi havde den luksus af møde hele 4 væske-depoter på vores vej. Jeg havde hjemmefra besluttet mig for, at forsøge at presse på. Det er ret lang tid siden jeg har presset mig selv på farten, og kombinationen af den fedeste trailrute og en fuldstændig unik fed præmie til vinderne af løbet, fik mig til at slippe tøjlerne ude på ruten. Det var SÅÅÅ vanvittigt fedt og sjovt, i hvert fald lige indtil jeg rundede 2 runde og løb tilbage mod mål. Her overhalede jeg en hel del af de unger der løb 6 km ruten (og som var startet en time efter halvmarathon), og bedst som jeg blærede mig med at suse forbi i mine trailsko, lå jeg pludselig med snotten i jorden. Det var en perfekt opvisning i ”Kids-dont-try-this-at-home”. Av altså… Jeg fløj selvfølgelig op som om det var meningen, man lige skulle lave et stunt på det stykke af ruten; og med jord og skovbund fordelt jævnt ud over mit korpus løb jeg storgrinende i mål.

Det var en fantastisk tur rundt på en rute, der var så godt markeret at selv en blind høne ville kunne finde vej. Thumbs up til arrangørerne; – en kringlet rute hvor jeg formår IKKE at fare vild, det sker ikke ofte. På et stykke af ruten – endda et af de stykker vi halvmarathon-løbere passerede to gange, åbnede landskabet sig op og åbenbarede en havudsigt med to stk. tankere flydende lige der i horisonten foran. Det er altså bare Skagen i en nøddeskal – mere sublime naturoplevelser, der bliver hængende som kunstværker på nethinderne, skal man godt nok lede længe efter.

Jeg løb i mål som 1. kvinde og vandt det fineste stykke kunst lavet af en lokal kunstner, og serveret med en gang kaffe, kage og chokolade blandet med beretninger fra den forgangne tid i min venindes hus, ja så er det altså ikke meget mere, man kan ønske sig på sådan en helt almindelig sensommerdag i august.

Næste år har Skagensløbet 40 års jubilæum, og jeg kan kun sende mine varmeste anbefalinger ud i æteren. Er du til monster fed trail og unik natur, så er det bare med at holde øje med FB gruppen når tilmeldingen til næste års løb åbner. Man behøver i øvrigt ikke trailsko for at løbe løbet, men det er klar en fordel hvis der er vådt den dag løbet afholdes

FB gruppe: https://www.facebook.com/Skagensl%C3%B8bet-253994224737434/

By the way – inden løbet, da min veninde og jeg på skift frekventerede toilettet i klubhuset, kom der en dame ind i klubhuset. Hun skulle løbe 6 km. ruten for 6. gang i træk. Nå ja, og så fyldte hun i øvrigt 80 år i næste uge. Det er eder mane godt gået!!! – Og hvis der skulle være nogen der kender til damen (hun må være skawbo), vil jeg super gerne mødes med hende og høre hendes historie. Det er da en værdig løbehelt.

The post Skagensløbet 2017 first appeared on The greatness of running.

Jeg løb med team OptimizaR, et lille eksklusivt hold på i alt 4 deltagere, samlet til dagens anledning for at repræsenterer OptimizaR på bedste vis. Jeg har tidligere trænet i Hjørring med de 3 andre løbere (Kim, Christian og Maiken) og sikke dog et herligt gensyn det var, at se de søde mennesker igen. Egentlig var det en helt almindelig træningsdag for mig, og til mit helt store held skulle Maiken, en vanvittig sej halvmarathon løber, løbe et træningspas der matchede mit og vi slog derfor pjalterne sammen, og drog ud på løb i dikteret træningspace af selveste hr. OptimizaR himself – Ragnar.

Løbet Rotary Run for Fun er et mindre løb arrangeret af de to Rotary klubber fra hhv. Brønderslev og Hjallerup, og overskuddet går ubeskåret til et super godt formål, at lave nødhjælpskasser (med telte, pander og andre fornødenheder) klar til at sende ud i verden, hvor der nu er brug for det. Da start og mål var placeret i to forskellige byer, havde arrangørerne sørget for bus fra målområdet tidligt morgen, perfekt til at nå at hente startnummer og tisse af (for mit vedkommende op til flere gange. :D)

Ruten var super fint markeret, og undervejs stod der hjælpere klar til, med bestemt og sikker armbevægelse, at guide os løbere på rette spor. Og trods det faktum vi løb på landevej, så var vi på intet tidspunkt belejret af sure trafikanter. Det var næsten som at have en hel landevej som løbebane.

Maiken og jeg skulle løbe et progressivt løb og skifte pace efter hver 7. km. Og ret hurtigt fandt vi ud af, at vi udover at have hver vores favoritdistance, stort set var ens på alle andre parametre. Vi havde begge en super høj startpuls, vi havde begge lidt for høj puls undervejs – og jo, man kan altså sagtens knævre løs med en puls over 160 – og vi indrømmede begge, at have løbet løb hvor vi overvejede om vi lige skal fingere en skade undervejs, bare fordi det var lidt for hårdt (dog uden at føre det ud i livet).

Det var rigelige med depoter undervejs, 3 stk. i alt og sågar heppende tilskuere i småbyerne vi passerede på vejen. Og i mål ventede der sodavand, sandwich og kaffe – endda indendørs og i læ af den kolde vesten vind. Alt i alt et super fint lille løb, og absolut et af de aller aller hyggeligste halvmarathons jeg har løbet. Udsøgt selskab – jeg vil i øvrigt lige skynde mig at skrive et kæmpe stort UNDSKYLD til alle dem vi passerede på vejen, vi snakkede vist lidt rigeligt meget, men det var altså kun fordi vi hyggede os.

Hvor er det fedt at møde og løbe sammen med en løber man matcher med, 21 km er rigeligt til at nå at snakke om både træning, familie og bekendtskaber. Jeg må så leve med, at selv om vi fulgtes hele vejen, så fik Maiken på een eller anden måde sneget sin mave ind 1 sek. foran mig – og blev dermed vinder af damerækken. – Og nu hvor vinden flover af, sidder jeg i haven og smiler over hele krydren efter en formiddag i konge selskab både før- under og efter løbet. JEG ELSKER AT VÆRE LØBER.

The post Rotary Run for fun 2017 first appeared on The greatness of running.

Og før de første brevbomber ryger ind gennem min brevsprække, vil jeg skynde mig at sige, jeg er big time omvendt!!

Klub100 halvmarathon startede som Charlottes lille projekt i 2014, og er med tiden vokset til en landsdækkende klub med masser af håbefulde potentielle nye medlemmer. Charlotte er selv løber, hun startede “karrieren” efter en skilsmisse og et behov for at få mere energi i hverdagen. Og da kæresten Finn kom ind i billedet, blev han katalysatoren der skubbede Charlotte helt ind i maven af løbermiljøet. De to har siden løbet utallige løb sammen, og har overkommet udfordringer af flodheste-størrelse med en ordentlig dosis af den simple medicin – løb og social samvær med dejlige løbevenner.

Charlotte er én af de der mennesker der bare rummer en utømmelig kilde af kreativitet, og for at kanalisere energien i retningen af det, der langsomt blev Charlottes passion – løb og det motivere andre, blev klub100 halvmarathon født.

Der er siden lagt masser af energi og tid i arbejdet, og Klub 100 Halvmarathon har på kort tid fået eget logo, har egen FB side, har egen hjemmeside, har egen Medal Hangers (altså de der til at hænge alle sine medaljer på), egen ”tøjserie” og samtidig afholder hun og kæresten Finn tons af ”FC løb” i det nordjyske – og nu også i Flensburg, hvor alle løbetosser er velkommen. – nå ja, så har hun også lige tid til at forhandle rabataftaler til medlemmer af klubben, – Her kan jeg, som en servicemeddelelse oplyse, at der indgår en tatovør i Nyhavn på listen af mulige rabatter. Det er da bare monster blæret.

Jeg spurgte Charlotte om der, med oprettelse af klubben, lå et lille oprør mod det paradigme der præger løbemiljøet for tiden om jo længere, jo hurtigere, jo bedre. Hertil svarede Charlotte, at det jo ikke som sådan var et oprør – det er måske i virkeligheden bare en konsolidering af de værdier Charlotte og Finn har bygget op, gennem deres egne erfaringer med løb og afholdelse af løb. Værdier som i bund og grund kan kategoriseres under det møg populære danske ord HYGGE.

Det handler for Charlotte om, at alle kan være med ligegyldigt niveau og drømme, social status og uddannelse. ”Vi er alle i løbetøj og vi er løbere, og det er næsten mest af alt en leg. Det skal være sjovt, hyggeligt, selvfølgelig også udfordrende, og så skal det mest af alt foregå i en atmosfære af respekt for hinanden og for de drømme hver især løber rundt med”. Det er grundstenen i klub 100 halvmarathon.

Der er i dag knap 1000 følgere på FB siden, løbere fra hele landet og p.t. tæller listen over klub 100 løbere 21 seje løbere (nr. 22 kommer forhåbentlig på lørdag) og en pæn lille flok står klar på boblerlisten. Og det er svært ikke at blive berørt over det sociale aspekt der gennemsyrer hele projektet. På websiden ligger breve og artikler fra medlemmer der stolt takker Charlotte for opbakning.  Og alle der løber jubilærum (som kan være 10 løb, 25 løb, 50 løb osv.) får en sød og opmuntrende kommentar med på vejen, mens nye klub 100 halvmarathon løbere får både tale og mindehæfte med hjem.

Jeg spurgte Charlotte hvordan hun kan overkomme det store arbejde med at vedligeholde sider, afholde masser af løb, tage rundt og fejre nye klub 100 halvmarathon medlemmer og stadig have tid til at løbetræne selv – nå ja, og passe fuldtidsjob og pleje familien. Hertil svarede hun, at hun selvfølgelig er MOR først og fremmest, og at det mange gange er ren hyggestund for hende og kæresten, når de opdaterer resultatlister, poster billeder fra løb, brainstormer over nye ideer og i det hele tage udlever deres passion sammen.

Og fremtiden – tja, hvem ved hvad det udvikler sig til. I hvert fald står der p.t. et lysende fyrtårn som pejlemærke for fremtiden – i Juni 2019 fylder klub 100 halvmarathon 5 år – og DET SKAL FEJRES

Og tilbage til min omvendelse, for det der fik mig til at åbne øjnene var, at se det fællesskab der voksede frem blandt halvmarathon løberne. Pludselig var der noget at være fælles om, tal på bogen, tanker om de 100 og vejen til målet – og ikke mindst en voldsom smittende motivation og en kæmpe accept af, at distancen 21,1 km kan være præcis lige så gruelig og frygtindgydende for løbere, som marathon distancen var for mig, da jeg startede mit raid mod de 100 42.2 km. Jeg elsker at se hvordan folk i hele Danmark lægger billeder op i FBgruppen af deres løb, og kort giver en lille status, mens likes i banevis smelter ned over billederne som klapsalver i det kongelige teater. Og stort set alle billeder og indlæg får et like med på vejen fra Charlotte. Hvis du en dag mangler lidt motivation så kig forbi FB gruppen – jeg garanterer det flyder over med drømme og opbakning som et andet overflødighedshorn.

Hvor er det fantastisk, at vi i løbemiljøet har ildsjæle som Charlotte der gider tage slæbet og motivere andre. Og hvor er det fantastisk, at løb kan foregå på alle niveauer og ikke altid behøver være ”jo længere/ jo hurtigere jo bedre. ”

Som Charlotte skrev i en kommentar til en håbefuld klub ½ marathon bejler:

”På med JA-hatten. Selvfølgelig kommer du også i Klub 100 halvmarathon. Vi hygger os hele vejen mod målet.”

Du kan se webside for klub100 halvmarathon her: http://klub100halvmarathon.simplesite.com/417834756
og tjek endelig også ind på FB siden. https://www.facebook.com/klub100halvmarathon/?fref=ts

The post Mine løbehelte VII – Når løb er at motivere andre first appeared on The greatness of running.