Allan står og venter på mig, da jeg søndag morgen kl. 10 rammer den lille nordjyske by Mou der ligger tæt på Limfjorden. Han ser skarp ud, og spørger grinende om jeg vil med en tur i mosen. Mou befinder sig en spytklat fra det unikke naturområde Lille Vildmose, og forude venter 16 umådelig lækre kilometer i skoene. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg ikke have den mindste anelse. Allan har uhelbredelig prostatakræft.

Allan startede med at løbe tilbage i 2006. Som så mange andre snørede han løbeskoene fordi vægten var begyndt at gå i de højder, han ikke fandt flatterende, og ansporet af et par kammerater blev løb værktøjet til at smide de genstridige kilo på sidebenene.  Én af kammeraterne havde løbet et maraton, det lød sejt og Allan satte sig målet om at løbe den ikoniske distance inden han rundede de 40 år. I 2007 kom marathon nr. 1 i kassen, og jagten på bedre tider blandet med ubetinget løbeglæde sendte den gæve nordjyde ud på 7 marathons inden han i 2008 mærkede en dyb smerte i knæet, en smerte der skulle vise sig at tvinge Allan ud af løbeskoene i godt 2 år. Et hul i brusken betød operation, og efterfølgende mange måneder på krykker ude af stand til at løbe. Genoptræningen var hård, smerterne ville ikke rigtig fortage sig, og løb blev en fjernere og fjernere drøm.

I 2010 var der stadig ingen bedring mht. løb, og Allan besluttede sig for at få lavet en løbestilsanalyse hos en fys. Der var hos fyssen han opdagede at man kunne træne på et knæhold hvor træningen var fokuseret på muskler omkring skaden i stedet for at træne selve arnestedet. Træningen gav bonus, pludselig var løb en mulighed igen, og efter tre års pause fra officielle løb, stod Allan klar til hans første halvmarathon siden skaden sendte ham ud af spillet. Knæet holdt, det samme gjorde Allan der dog måtte kaste op i mål efter at have givet sig til det yderste. Det betød intet, Allan var tilbage i løbeskoene, og da angsten for det første marathon efter skaden blev gjort til skamme, eksploderede løbeglæden i en rus af runners High og endorfiner. Allen blev en vaskeægte løbetosse der løb marathons i tide og utide. Tiderne blev bedre og bedre, og alt kørte på skinner.

Og så en dag, til løbefest og marathon i Års i 2015 var energien helt væk. Marathon måtte laves om til halvmarathon, og den manglende energi kombineret med utallige natlige ture til toilettet for at lade vandet, fik Allan til at gå til lægen. Noget var ikke som det skulle være. Lægen fik taget prøver – og Allan røg videre ind til yderligere prøver – prøver så ubehagelige og grænseoverskridende, toppet af en biopsi. En biopsi bestående af 10 indre bistik, alle med den lidet nektar ”kræft” som resultat.

Allan stod nu midt i 40’erne, og gik fra at være løbetosse til pludselig at skulle forholde sig til en diagnose der lød på uhelbredelig prostatakræft. En sygdom som normalt forbindes med ældre mænd, men som af ukendte årsager rammer flere og flere yngre mænd. ”Efter prøverne viste at der var kræft overalt i min prostata, holdt lægerne råd for at vurdere hvad der skulle ske med mig. Halvdelen af længerne mente at min sygdom var så fremskreden at der ikke være noget at gøre, den anden halvdel anført af lægen der havde udført biopsien, mente at de skulle gøre et forsøg og tilbyde kemo eller operation. ”Min” læge stod fast, og jeg fik valget. Havde det ikke været udfaldet, ville jeg nok ikke havde været i live den dag i dag” konstaterer Allan, da vi rammer indgangen til Lille Vildmose. Det lyder vanvittigt, som et spil på rød eller sort på et skummelt kasino i spillebyen over dem alle.

Allan rådførte sig med konen Lise, og valgte operationen. Tanken om at få skidtet opereret ud, virkede som eneste reel mulighed, og kort tid efter lå Allan under kniven og fik fjernet, ja stort set alt indmad i de nedre regioner.  Operationen var hård, og livet som nyudklækket kræftpatient krævede hjælp til stort set alt og dermed en ubetinget tilsidesættelse af al den blufærdighed, man har som voksent menneske.  14. dage efter operationen, stod den på daglige indsprøjtninger for at forebygge blodpropper, og da Allan, som hadede nåle (nu er han, efter 5 år som kræftpatioen, ligesom kommet ud over den fobi) ikke selv kunne, trådte hans dengang 18-årige datter til, og fandt metoder til at gøre de daglige indsprøjtninger så skånsomme for farmand som overhovedet muligt.

”Hvordan tager man så stor en forandring ind. Hvordan pokker kan man nå at rumme og konsumere den virkelighed der pludselig vender 180 grader i forhold til alt man ellers har kendt?” Spørger jeg Allan. Vi er løbet ind til et af fugletårnene i Lille Vildmosen, og står nu øverst og spejder ud over den helt fantastiske natur der trods efterår, er fuldstændig bjergtagende. ”Det kan man ikke rigtigt” svarer Allan. ”Det hele gik så stærkt, og pludselig var jeg hjemme efter operationen og skulle omstille mig til at være uhelbredeligt syg. Det kan man ikke. Det er noget man langsomt tager ind mellem de begrænsninger der kommer i hverdagen, med de piller man pludselig skal spise dagligt, og med de snakke jeg havde med både psykolog og læge.”

At Allans ord er sande, viser sig i hans gerninger. Små 7 uger efter operationen står han på startstregen til Hamborg Marathon. Startnummeret var i hus inden sygdommen kom væltende ind i Allans liv, og selv ikke en forfærdelig optakt med længste løbetur på små 9 kilometer, kunne ændre ved beslutningen. Det var en nødvendighed at stille op, og det var en nødvendighed at gennemføre. Selvom han rejste til Hamborg med venner, ville han løbe løbet alene. Det var hans egen kamp. En kamp i trods mod de ting han havde været udsat for i månederne før løbet. Det var hans måde at føle, at han stadig var løberen Allan – og meget mere end en kræftsyg mand.

Løbet gik over al forventning. Efter en forskrækkelse i starten af løbet hvor Allan besvimede, og fandt sig selv omgivet at tyskere der ville hjælpe, fik han kæmpet sig op på benene igen, og løb afsted med et hoved der dikterede slaget gang. Et hoved der koblede kroppen fra, og besluttede sig for at løbe som om alt var som det plejede. Allan gennemførte i en helt vanvittig tid på 4 timer og 10 minutter. En tid der næsten er lige så uforståelig som overnaturlige hændelser, taget i betragtning af det forløb der gik forud for løbet i Hamborg.

Hjemvendt fik Allan uendelig meget skæld ud af konen. Det er i den grad forståeligt. En uhelbredelig sygdom rammer hele familien, og ligesom Allan, skulle familien også lære at leve med den nye virkelighed. At far og ægtemanden er uhelbredelig syg, at al behandling udelukkende er orienteret omkring at holde sygdommen i dvale, at der den dag i dag ingen kur findes. Det har sidenhen krævet mange snakke og mange kompromisser.

Ganske langsomt indfandt hverdagen sig igen. Sådan er det. Det er næsten ligegyldigt hvad der sker, så har hverdagen det med at vende retur og tage fokus fra store forandringer. Allan begyndte at arbejde igen, og fortsatte med at løbe så meget som kroppen nu kunne være med. Han fortsatte Marathon-stimen og begyndte langsomt men sikkert at stile mod de 100 marathons. Marathon nr. 100 blev noteret på bogen 3 år sygdommen ramte, i 2018 til en kæmpe løbefest i Mou.

Ligesom løbefællesskabet fandt Allan også et unikt fællesskab med andre i samme båd på Facebook, hvor gruppen de unge prostata-drenge (man er ung når man er < 60 år gammel i prostatakræft-termer) deler alt omkring deres sygdom, tanker og daglige udfordringer. De er i dag ca. 150 i gruppen. Og da jeg spørger om Allan har mistet venner undervejs, fortæller han om hvordan han tog til begravelse i København og sagde farvel til én af de to gode venner der har måtte opgive kampen mod kræften. ”Det var godt nok hårdt” fortæller Allan, og lige der, får jeg selv en klump i maven. Det er så urimeligt, at en så fantastisk løbeven står der og fortæller så åbent og ærligt om et liv, der på mange måder ligner det det var, og så alligevel er så uendelig langt fra det, der var normalen da vi tossede rundt til marathons weekend efter weekend. 

Det er nu over fem år siden Allan fik dommen. Løbetiderne bliver langsommere og langsommere år for år. Det er et præmis Allan må leve med. Han har smidt løbeuret og løber på ren fornemmelse for hvad kroppen kan præstere. Nogen dage går det rigtig godt, andre dage bliver det blot til få kilometer før kroppen siger fra. Det er ligegyldigt. Det eneste der betyder noget, er at han løber.

Allan har oplevet at hans tal – tallet der afslører hvor meget kræften har fat i kroppen på et tidspunkt var så lavt, at han begyndte at tro at løb måske var med til at helbrede, og at et liv uden de daglige piller var indenfor rækkevidde. Det var et falsk håb, en Disney drøm der ikke passer ind i virkelighedens verden hvor prostatakræft er uhelbredeligt. Og drømmen blev da også slukket da tallet steg igen. Nu er løb i stedet blevet symbolet på kampen mod kræften. ”Jeg er løber for livet” siger Allan, og tilføjer ”altså i dobbelt forstand”

Allan har fra begyndelsen været meget åben og ærlig omkring hans sygdom. Han deler op- og nedture på de sociale medier, mest af alt for egen vinding. Det hjælper at skrive tanker ned og få luft for de bekymringer, frustrationer og tilsvarende gode dage der er en del af pakken. Og således kan man på Allans Facebookside finde malende beskrivelser af de op- og nedture der følger et liv som uhelbredelig syg. ”Nogle gange har jeg måske 2 gode måneder, og så ryger jeg pludselig ned i et sort hul i 6 uger, uden noget varsel overhovedet. De kommer i bølger, nedturene, og der er intet jeg kan gøre for at stoppe det. Jeg har lært, at når de kommer skal jeg skrue ned for alt, selv løb, og give krop og hoved mest mulig ro. Det kan godt være rigtigt hårdt for dem omkring mig, og jeg ville ønske jeg kunne ændre på det. Det kan jeg bare ikke” fortæller Allan.

I sensommeren sagde han jobbet som halinspektør op. Efter 5 år går det ikke længere. Medicinen gør, at Allan ikke længere kan holde koncentration og fokus på alt for mange bolde i luften på én gang. Det var endnu et nederlag der skulle sluges, og en hverdag med besøg i jobcenter og pseudo-ansøgninger til virksomheder, udelukkende for at sikre at familiens økonomi kunne løbe rundt. Det kostede på humøret, og det kostede i den grad på selvtilliden. Følelsen af ikke at kunne præstere noget overvandt Allan, og sorte tanker om ikke at være i stand til noget som helst væltede Allan omkuld. Atter engang greb Allan til det våben han mestrer bedst. Han besluttede sig for at løbe ultraløb sammen med en ven.

De to venner stod klar til start og til at løbe 65 kilometer fra Silkeborg til Horsens en helt almindelig grå novemberdag i det herrens år 2020.  ”Jeg havde en helt forfærdelig uge op til løbet, og så gik det bare så vildt godt alligevel. Jeg har ellers altid sagt, da jeg endelig kom tilbage i løbeskoene efter min knæskade, at jeg aldrig ville løbe ultraløb. Jeg ville ikke misbruge kilometer, og ville være tilfreds med de 42, 2 kilometer. Men da jeg røg ned i det dybeste hul efter min afsked med mit arbejdsliv, havde jeg bare så meget brug for en sejr. Den fandt jeg i den grad da jeg ramte Horsens efter 65 kilometer ren nydelsesløb. Det var den vildeste oplevelse, og jeg følte mig i den grad som et helt almindeligt menneske. Et menneske som kan fuldføre noget” fortæller Allan.

Ud over ultraløb har Allan også opdaget en anden ny passion. En passion os der kender Allan, på ingen måde havde set komme. Rock-elskeren er simpelt hen gået hen og blevet forfalden til musicals. Det begyndte som en ting han ville gøre, for at støtte konen og give lidt tilbage for al den hjælp og opbakning hun så gavmildt har delt ud af under hele sygdomsforløbet – nu er det én af de oplevelser han selv sætter virkelig stor pris på.

Vi nærmer os Mou igen, efter 16 kilometers uafbrudt snak. Allan er et fantastisk menneske, så rar og så uendelig hyggelig at tilbringe en løbetur sammen med. Jeg spørger ham hvad han drømmer om, og han svarer nøgternt at han selvfølgelig drømmer om, at der en dag dukker en mirakelkur op der kan helbrede prostatakræft. Og så drømmer han om at kunne rejse til USA med familien han elsker højere end noget andet, og køre rundt og se landet i en autocamper i en længere periode. ”Det vil jeg virkelig gerne” fortæller Allan. ”Det er bare ikke rigtigt muligt pga. økonomien”

Vi er tilbage ved familiens hus. 1½ time er fløjet afsted, som tiden har det med at gøre, når man er i super godt selskab.  Allan runder af – ”Jeg syntes ikke selv jeg er sej, og jeg tager det ikke rigtig til mig, når folk skriver jeg er sej. Jeg gør jo bare det, der giver mening for mig. Jeg løber fordi jeg elsker det, jeg løber fordi det giver mig følelsen af frihed og masser af naturoplevelser, og fordi det hjælper mig til at få små heller fra sygdommen. Og målet lige p.t. ”Jeg mangler kun 9 marathons, så har jeg gennemført 142 marathons i alt – 100 af dem med kræft i kroppen. Det vil være et fedt mål at nå, og jeg tror faktisk ikke der er andre danske prostatakræft-patienter der har formået det” griner Allan og afslører at man kan putte kræft ind i en løbetosse, men man kan aldrig tage lysten til at jagte nye mål og slide løbesko i forsøget, ud af en løbetosse.

Allan er en fighter, og selvom han indimellem hader alt omkring hans sygdom og ordet kræft, så kæmper han videre for alt det gode han har omkring sig. Familie, venner og løbevenner.

The post Mine Løbehelte part XXV – om at løbe for livet first appeared on The greatness of running.

Med jævne mellemrum deles vandene på de sociale medier, det sker især når samtaler snor sig rundt om emnet – regler for at løbe de såkaldte cannonball marathons der tæller som officielle – og dermed tæller som et klub 100 marathon.  Det er ofte ret ladet kommentarer der ryger frem og tilbage, og som regel er der næsten altid én fra den gamle skole, der blander sig i debatten og høster det sidste ord. Den ”gamle” skole er den officielle Klub 100 marathon Danmark, Klubben der har eksisterer i adskillige år og i skrivende stund har godt 300 klub 100 marathon medlemmer. De regler der oftest diskuteres, er regler som f.eks. hvor mange løbere skal stille til start – og gennemføre, for at det kan kaldes et officielt løb og om der må være forskudt starttid eller ikke. I Klub 100 Marathon Danmark er reglerne nedfældet, og står mejslet i runesten indtil foreningen vælger at tage dem op til genforhandling blandt klubbens medlemmer.

Klub 100 marathon Danmarks regler har været de regler der har stået i længst tid. De har været grundtanken bag forståelsen af officielle kontra uofficielle marathons i Danmark. Og bag dem står såmænd én af Danmarks klogeste løbere overhovedet. Tor Rønnow – eller skulle jeg måske nærmere tiltale den gode mand Dr. Tor Rønnow, Tor er nemlig tituleret med en doktorgrad i Kemi.

Tor har været med i gamet i en menneskealder, og har stadig den indre løbeild brændende som en skovbrand i kroppen. En ild drevet af lysten til eventyr, oplevelser og mødet med andre kulturer. En umættelig nysgerrighed, et vid uden lige og en humor med et kæmpe glimt i øjet. Tor Rønnow er ikke bare marathonløber eller rettere løbeentusiast som han kalder sig selv. Tor er en legende i dansk cannonball regi, både fordi han er foregangsmand for reglerne der står nedfældet i Klub 100 Marathon den dag i dag, men også fordi han med ukuelig energi laver billede-beretninger fra samtlige løb han løber – og har løbet, på hans blog Temperance.dk. Og så har han været med i en menneskealder, ja – nærmest siden ruderknægt var konge.

Det stod ikke rigtigt i kortene at Tor skulle være marathonløber. Han blev forældreløs som 7-årig og tilbragte hele hans ungdom på en kostskole i Bagsværd. Her var sport en stor del af livet på kostskolen, og løb var noget man gjorde rundt om Bagsværd sø, mest at alt for at blive mere udholdende i fodbold. Sommerferierne blev tilbragt i de norske fjelde, vandrende rundt med rygsæk sammen med bedsteforældre. At vandre blev hans første store passion, en passion han tog med sig ind i både ungdoms- og voksenlivet. Han elskede – og gør det stadigt – det at være i et med naturen, at opleve bjergtagende udsigter og presse sig selv på udholdenheden. 

Jeg mødte Tor på rejsen til Sydamerika og Antarktisk. Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med manden man ubetinget føler sig i godt selskab sammen med fra første sekund.  Tor skulle også løbe de 4 marathons på 6 dage, og med en træningsindsats der fik min til at ligne en eliteløbers, var jeg mildest talt forundreret over, at han næsten uden piv gennemførte alle 4 marathons. Nu hvor han sidder på Sjælland og vi pga. Covid-19 må lave mit første online løbehelte-interview, binder han de løse ender sammen og fortæller hvordan vandringerne i fjelde, alper og på indlandsisen har lært ham at håndtere sult, manglende søvn, møgdårligt vejr og kunsten at udsætte sine behov – og at det nok i virkeligheden er her, han har det fra. Evnen til at udholde. Mix den evne med en overordentlig stærk portion stædighed, så løber man 4 marathons på 6 dage på en bund af meget meget meget lidt træning.

Løb blev for alvor en ting i Tors liv, da hans daværende arbejdsplads besluttede sig for at stille op til DHL stafetten. På det tidspunkt var Tor blevet far til 2 drenge og var – som han selv udtrykker det – blevet for fed. Han havde løbet lidt som studerende, på de samme ruter som han løber den dag i dag, men hverdagen tog over og pludselig fandt han sig selv med for mange kilo på kroppen, og en kondi som en slatten regnorm. I juli 2002 løb han 1½ km og gik hjem som første træning til DHL-stafetten. I august gennemførte han de 5 km og ilden var tændt. Hvorfor ikke bare fortsætte, tænkte Tor og stillede til start 2 uger efter til hans første halvmarthon i København. Også den blev gennemført, og de næste 1½ år løb han masser af 10 km. og halvmarathons, indtil han i 2004 fandt sig selv stående på startstregen til København Marathon.

Dagen forinden CPH Marathon løb af stablen, havde Tor set folkene fra Marathon Travel, det danske rejseselskab der sender utallige danske løbere ud i verden til løb år efter år, stå på Expo’en og reklamere for Berlin Marathon. Det løb spændende for den vordende debutant, at man kunne kombinerer rejselyst med løbeglæde. Og efter et succesfuldt løb gennem Københavns gader, købte Tor straks efter en plads på turen til Berlin. .

I Berlin det år fandt Tor sig selv liggende i sengen på hotellet dagen før løbet med en solid omgang Roskildesyge. Han spiste 4 knækbrød, drak en ½ liter cola og besluttede sig for, at nu havde han jo betalt for løbet, så hvorfor ikke give det en chance. Og således stillede han til start til hans første udenlandske marathon med sygdom i kroppen. Tor overlevede de første 11 km. og besluttede sig for, at siden han endnu ikke var død, så kunne han vel nok også gennemføre. Stædigheden og ukueligheden, jeg mødte i starten af året, var allerede dengang kendetegnet for Tor. Han gennemførte, og allerede 2 uger efter hjemkomsten fra Berlin løb han næste matahonløb, da han stillede til start til Odense Marathon.

”Jeg løb London, Stockholm, Amsterdam og Dublin året efter. Og tog til masser af små lokale løb. Her mødte jeg Anders og Claus, det blev startskuddet til vanviddet” fortæller Tor. Marathon efter marathon blev halet i land, 25 det ene år, 31 det næste år, 41 året efter igen, og i 2009 løb Tor hele 61 marathons på et år, inden han fik nok og stoppede op. Der var gået for meget taljagt i løbene, og han havde brug for at stoppe op, og finde ind til essensen igen. Fra da af blev løb transformeret fra taljagt til en jagt på egne grænser og begejstring. En nysgerrighed på, hvor langt kan man presse sig selv, kombineret med lysten til at udforske lande og dyrke nye venskaber blev grundsubstansen for de næste mange års løb. Det sidste er stadig den dag i dag, det der driver Tor ud i løbeskoene. Det er det spin of der følger med det at løbe. Alle oplevelserne, menneskerne og vennerne over hele verden som bringer nye dimensioner til Tors tilværelse.

Tor har p.t. løbet i 55 lande på 6 kontinenter, og ja – det syvende kontinent lokker, men er på ingen måde et absolut must. (At løbe marathons på alle 7 kontinenter er lige som 100 marathons en hel speciel milepæl). Han løber ikke for at jagte tider, og for ham står turen til Canada i 2011 sammen med løbevennen Vagn Kirkelund som noget helt specielt. Her løb han for første gang under de 4 timer på marathon distancen. Han er i dag gift med Maria, som han naturligvis mødte på en bus på vej til Hamburg Marathon, og som han deler passionen for løb med. De to har løbet adskillige løb sammen og selvfølgelig friede Tor da de to var på tur til Rom for at løbe marathon. .

Tor er lidt af en nørd på den gode måde. Han elsker skak, jazz- og klassisk musik, og det spirituelle univers. Og da han tilbage i 2007 besluttede sig for at arrangere et marathonløb (Rudersdal Marathon), og dermed for første gang selv stod i rollen som løbsarrangør, var det helt naturligt for ham at afsøge hvad det egentlig ville sige at afholde et marathonløb. Han fandt kriterierne fra IAAF (Det internationale atletikforbund), han diskuterede regler med manden der målte ruter op til alle de store internationale løb, og han lod sig inspirere at reglerne nedfældet i den tyske Klub 100 marathon Klub. Resultatet blev til et sæt nedskrevne regler som dannede grundlaget for afholdelse af Rudersdal Marathon. Det er de selv-samme regler der blev adopteret af Klub100 Marathon Danmark, og den dag i dag er normative (om end med lidt modifikationer gennem tiden) for afholdelse af de officielle ”cannoball” maratonløb. Med al respekt kan man altså henføre de fleste af de regler, som vi alle er underlagt når vi ”tæller” officielle løb, til den gode Tor Rønnow.

En anden af Tors nørderier er hans løbeside ”temperance.dk”. Her laver Tor løbsberetninger for hvert eneste løb han løber (han har samtlige løb på hans cv dokumenteret på siden), vel og mærket løbsberetninger bygget op af så mange billeder, at hvis man tog dem alle ud i en bunke og lod fingrene bladre igennem dem, ville man se en lille film af hele ruten – og af de seværdigheder og oplevelser Tor har taget med sig fra byen/stedet der huser løbet. Alt sammen krydret med en yderst raffineret humor. Tor fik ideen efter et løb i Sverige hvor han tog billeder undervejs for at mindes ruten. Han lavede en løbsberetning og fandt ud at, at det var en fantastisk måde at genopleve løbet på, samtidig med at han kunne dele ud af anbefalinger og gode råd til andre løbere. Tor besluttede sig for at gå tilbage i rækken af ”løbet løb” (på det tidspunkt 22 stk) og genbesøge dem alle, for at få et komplet kompendie. Det tog Tor et par år at få alle løb dokumenteret med billeder og beretning, og nu om dage bruger han rask væk 16-18 timer på hver eneste løbsbeskrivelse. Han løber løbet, sorterer og redigerer alle billeder, uploader – og skriver sjove og fine kommentarer til samtlige billeder. Den side er så absolut et besøg værd, især hvis du kære læser mangler inspiration til kommende marathons. Du finder ikke mere detaljerede beskrivelser af løbsruter noget andet sted. (Link i bunden af indlæg)

Tor er lidt af en legende i løber-verdenen. Han var med dengang da 100 marathons var så vild en bedrift at det gav genlyd over hele DK. Han var én af pionererne der startede hele den cannonball-bølge der sidenhen skyllede ind over landet, og den dag i dag, betyder at man nærmest hver evig eneste weekend kan finde et lille marathonløb et sted i Danmark. Han har løbet marathons udklædt som både Julemand, Spiderman og Blondine, han er tæt på at være Danmarks mest platfodet løber, og så er han ubetinget den klogeste løber jeg til dags dato har mødt.

Og trods så mange år i gamet, så er Tor stadig lige begejstret og nysgerrig hver eneste gang han stiller op til et løb. ”Jeg kommer aldrig til ikke at gide at løbe mere”, udbryder Tor da jeg spørger ham om han ikke er mæt. Tor er beviset på, at løb sagtens kan være en rød tråd gennem hele livet.

Tors fantastisk side med løbsberetninger du med garanti aldrig har set lignende: http://www.temperance.dk/blog/

Tor er endvidere med-skribent på den klassiske danske bog om løb “Elsk at løbe”, skrevet sammen med Bente Klarlund. En fantastisk bog om løb 🙂
https://www.saxo.com/dk/elsk-at-loebe-med-maratonbogen_tor-roennow_indbundet_9788799389407

The post Mine løbehelte part XXIV – Når løb er nørderi first appeared on The greatness of running.

Det har været fuldstændig fantastisk at følge Stine Rex’s rekordforsøg på 48 timers løbet her i weekenden. Hendes vanvittige præstation med hele 384 kilometer, ny dansk, ny nordisk og sørme også ny europæisk rekord i et hug. Stine er ubetinget i verdenseliten hvad gælder ultraløb, og jeg tror bestemt ikke vi har set den sidste rekord fra hendes side endnu.

Jeg har jo haft den udsøgte fornøjelse at arbejde sammen med Stine om vores lille bogprojekt, og udover at hun da er helt fænomenal til at få skabt opmærksomhed, hvilket lover virkelig godt for vores kommende bog, så er Stine også en personlighed man virkelig kan lære meget af. Så her kommer, kære læser – ting du kan lære af Stine Rex’s præstation, uden at du behøver løbe helt så mange kilometer.

1. Tro 100% på det du giver dig i kast med, indtil det modsatte er bevist.
   Stine går altid ind i hende projekter med 100% tiltro til egne evner. Hun skænker aldrig en tanke på ”hvad nu hvis det ikke går”. Hun tror på succes indtil det modsatte er bevist.
   
2. Du kommer rigtig langt hvis du har viljen og hjertet med.
   Stine fandt på projekt ”løb i 48 timer og se om du kan slå rekorder mens du samler penge ind til DGI-huset” for kun små 3 uger siden. Hun ville det VIRKELIG MEGET, og hjertet brænder ubetinget for hendes arbejdsplads DGI-huset Nordkraft i Aalborg. Den cocktail vil bane vej for succes næsten ligegyldigt hvad du sætter dig for.
   
3. Skab et godt team omkring dig, og vær ikke bange for at spørge om hjælp
   Stine har hendes mand Dan som den ukronede mester-supporter. Der findes simpelt hen ingen som ham. Samtidig havde hun til løbet fået alle hendes skønne kollegaer fra DGI-huset til at løbe med rundt i alle 48 timer. Alle hendes instruktører skiftedes simpelthen til at løbe rundt på banen så Stine aldrig var alene. Du skal aldrig være bange for at spørge om hjælpe hvis du gerne vil nå et stort mål.
   
4. Lad være med at ærgre dig over ting, du ikke kan ændre
   Vejrguderne var ikke just på Stines side den førte aften og nat. Det kunne have taget modet fra enhver, men ikke Stine. Hun fortsatte ufortrøden og brugte ikke energi på at irritere sig over ting hun alligevel ikke kunne gøre noget ved. Brug kræfterne på det du kan ændre, og accepter det du ikke kan ændre.
   
5. Hold fast i det der virker for dig og lad være med at bekymre dig om hvad andre tænker og mener.
   Stine træner på hendes måde, uden ur og uden trænings-program. Hun løber det hun selv mener er godt for hende. Det er fristende at blive påvirket af de sociale medier, og at se hvad andre gør og mener. Måske løber dem du følger utallige flere kilometer end dig om ugen, måske løber dem du ser op til, knald-hårde intervaller hver anden dag. Lad dig ikke påvirke. Find det, der virker for dig, og hold fast i at det er det rigtige for dig.
   
6. Vær dig selv og forfølg dine egne drømme
   Stine forfølger hendes drømme. Hun mærker efter hvad hun gerne vil, og gør hvad der skal til for at nå dem. Mærk altid efter hvad der egentlig betyder noget for dig. Måske er det ikke konkurrencer, måske er det ture i skoven en tidlig morgen. Hold fast i dine egne drømme, og træf beslutninger der fører dig mod dem
   
7. Arbejd hårdt for at nå dine mål, der findes ingen genveje.
   Stine arbejder stenhårdt på at nå hendes mål. Det ser måske let ud for hende, når hun smilende løber i mål efter 48 timer i løbeskoene. Men tag ikke fejl. Stine løber hver evig eneste dag mellem 15-40 kilometer. Hun er ikke kommet sovende til den stjernestatus hun har i dag. Vær villig til at arbejde hårdt for dine drømme, det vil gøre sejrens sødme endnu mere fantastisk hvis du en dag når dit mål. Dediker dig til dine mål, og vær din egen største supporter.
   
8. Se udfordringer som spændende nye muligheder
   Stine skulle på 3 uger arrangere eventen, have officielt opmålt rute, finde løbere, finde sponsorer, og finde campingvogn til familien så de kunne være ved målstregen i alle 48 timer. Stine klarede det hele ved at se muligheder og tænke i løsninger, i stedet for at lade sig begrænse. Du kan flytte bjerge hvis du angriber udfordringer med positivt sind, og forsøger at se nye muligheder i begrænsningerne.
   
9. Grib chancerne og sig JA til det der dukker op, man ved aldrig hvad det fører med sig af nye muligheder. Stine havde inviteret flere løbere med til at løbe forskellige distancer, mens hun selv løb. Én af dem var en løber fra Hjørring der løb 12 timers løb. Løberen, Peter havde ikke tidligere løbet længere end 60 kilometer på én gang, men greb alligevel chancen og havde modet til at prøve. Det gik super godt for ham, og jeg er overbevist om, at han i dag er en stolt mand. Prøv selv at siger ja til ting, du ikke nødvendigvis føler dig helt tryg ved. Gå ud af komfortzonen og se hvad der sker.
   
10. Vær modig og grin af dig selv. At fejle er ingen skam, men i stedet verdens bedste læring.
    Stine forsøgte at slå verdensrekorden på 48 timers løb tilbage i januar. Det gik ikke som hun havet håbet, og hun måtte udgå med skade. I stedet for at give op, og tænke at det så nok bare ikke var hendes lod i livet at løbe 48 timers løb, viste hun modet til endnu engang at forsøge sig. Hun lærte af oplevelsen fra sidst, og gav det et nye forsøg. Vær modig og vær ikke bange for at fejle. Vi fejler alle på et tidspunkt. Lær af fejlene, og prøv igen. Grin af dig selv og lad selvhøjtidelighed blive udskiftet med mod.

Stine er en kæmpe inspiration for os alle. Hun er typen der tør udfordre gænge ”sådan gør man normalt” og finder hendes- og familiens egne veje i livet. Og så har hun en befriende evne til at lade jantelov være jantelov – noget der på ingen måde påvirker Stine i hendes jagt på hendes mål.

Gør som Stine – sæt dig et mål, involver folk omkring dig, og gør det du kan, arbejd hårdt og smid selvhøjtideligheden. Og hvem ved, måske går dine drømme også i opfyldelse (Min egen drøm er godt på vej. Jeg sagde ja til en udfordring, jeg arbejder hårdt og jeg tror 100% på det bliver godt. Min forfatter-drøm er pludselig mere håndgribelig end nogensinde før.)

The post Hvad kan vi lære af Stine Rex first appeared on The greatness of running.

Det er ikke mange mennesker jeg helt ublu kalder for en klovn, men lige præcis Aage Øster går nærmest kun under navnet Aage Klovn. Og bag navnet gemmer der sig den mest fantastiske person med pædagogiske evner der overgår alt, og et hjerte blødt som smør. Aage Øster aka Aage Klovn løber alle hans løb iført klovnedragt, paryk og ansigtsmaling.  Han har gjort det siden 2008 og han løber for den gode sag. Aage løber som klovn, og samler ind til Danmarks Hospital-klovne imens han løber.

Jeg tog i lørdags til Viborg, for at løbe et par runder sammen med Aage, der i dagens anledning lige nappede en 100 km. selvfølgelig iført klovnetøjet, og det brede smil dekoreret som en klovnemunden. ”Jeg har ikke lige indsamlingsbøssen med rundt i dag, det går i benet når jeg løber med den” siger Aage, da jeg løber afsted ved siden af min løbehelt. Indsamlingsbøssen er en normal del af outfittet, og undervejs i de længere ultraløb, kan Aage nå at samle en hel del penge ind. Helt specifikt har han tidligere formået at samle godt 14.000 kr. ind blot ved at løbe rundt om Søndersø i Viborg et utal af gange. Penge som ubeskåret bliver afleveret til Hospital klovnenes arbejde på de danske hospitalsgange.

Aage er en garvet løber, der før en diskos prolaps tvang ham til at ændre strategi, løb rigtigt hurtigt. Han startede med at løbe tilbage i 1996 på den helt klassiske måde. Et væddemål til en fest om at gennemføre et marathon inden 30 års alderen. Det blev København Marathon der banede vejen for masser af andre løb. Løb hvor jagten på pr og tider var det væsentligste. 12 år gik inden ryggen i 2008 satte en stopper for legen, og en operation tvang Aage i knæ og ud i en længere genoptræning. Og hvad gør man så, når lægen siger man ikke kommer til at løbe mere, og man er tilmeldt Viborg City Marathon måneder fremme i kalenderen. Aage trænede sig op, startede med 3 km. og øgede langsomt distancen. Han øjnede en mulighed for at stille op udklædt, hvilket gav ham 7 timer til rådighed til gennemførelse, og samtidig være med i kampen om en bil til bedst udklædte. Det blev løsningen for Aage, han rådførte sig med børnene angående valg af udklædning, og de meldte enstemmigt tilbage, at en klovnedragt ville passe perfekt til en far fuld af klovnerier. Aage Klovn opstod og han gennemførte Viborg City marathon uden at vinde bilen, men i stedet en masse ungers brede smil og glade ansigter når han kom løbende fordi i klovnedragten.

Det satte tanker i gang hos Aage. Oplevelsen til løbet havde sat sig i hjertet, klovnedragten var kommet for at blive. På hospitalet efter rygoperationen havde han én tilfældig dag, forvildet sig ned på børneafdelingen, og set en hospitalsklovn i aktion. Han havde set den glæde der bredte sig blandt børnene trods sygdom og indlæggelse. Det lå i kortene, Aage Klovn ville til alle fremtidige løb løbe som klovn og via medbragt indsamlingsbøtte samle ind til Danmarks hospitalsklovne.

Sidste år havde Aage Klovn 10 års jubilæum som klovneløber. Klovnedragten er blevet en identitet der er vokset fra at være en løbsrelateret ting, til nu også at omfatte hverdagen. Aage bruger blandt andet klovneriet i arbejdet for Skive kommune. Her arbejder han som oplevelses-medarbejder, og hjælper ældre med Alzheimer og demens til en lidt gladere hverdag 3 gange hver uge. Han kalder sig selv for demensklovn, og med i arbejdet hører selvfølgelig også et lille træværksted hvor de ældre kan komme og arbejde samme med den forhenværende møbelsnedker. Aage er nemlig oprindeligt uddannet møbelsnedker, men rygoperation i 2008, og tilfald i 2012 satte en stopper for det krævende fysiske arbejde, og via omveje nåede Aage til en uddannelse som pædagogisk assistent med klovneri som speciale.

Aage er landet på den rette hylde. Klovneriet er på flere måde flyttet ind, og blevet en indgroet del af Aages identitet. Han oplever ofte at blive inviteret til forskellige løb, og desuden happenings der ikke nødvendigvis er løbsrelateret. Han har for eksempel stillet op som klovn til en bagers jubilæum, og til en byfest hvor han måtte en tur på scenen inden indsamlingsbøssen gik rundt, og han kunne tage 2500 kr. med tilbage til Viborg hospital.

At Aage er en vellidt mand er ubetinget en uomtvistelig sandhed. På de to runder jeg nåede at løbe sammen med Aage, tror jeg at han fik hilst og snakket med i omegnen af 150 mennesker. Gamle kollegaer, chefer, og børn som har været på institutioner hvor Aage har arbejdet, stod med store smil langs ruten og heppede, hilste og gav high fives hver gang Aage løb forbi. Og når man ser, sådan lidt fra sidelinjen, hvad det er han kan, giver det hele så meget mening. Hver eneste gang vi løb forbi nogle unger, afbrød Aage vores snak og løb over til ungerne. Han aede nogen over håret, han kigge dem nærværende i øjnene, og sendte en kæk kommentar, eller en klovne-high five med lyd til de grinende unger. Ikke en eneste der rakte ud efter klovnen, rakte ud forgæves.

Jeg spurgte Aage om han kan bruge forventninger fra tilskuerne om at se en glad smilende klovn, til at trække sig selv op, når løb bliver hårdt undervejs på de længere distancer. Det konfirmerede han, og tilføjede, at det dog ikke altid er den pæneste klovn publikum ser, når der løbes ultra. Der kommer tidspunkter hvor man må gå ind i sig selv, klovn eller ej.

Aage Klovn løber utallige løb i løbet af året, og her til september skal han for 2. gang prøve kræfter med Mors 100 miles. Det lyder måske vildt, og endnu vildere er det, at Aage er mørkeræd. At komme gennem et 100 miles løb er hårdt, men at komme igennem og være skræmt det meste af natten (sidste gang var en ko ved at tage livet af den stakkels klovn), det er umådelig meget hårdere. Aage er simpelthen en mørkeræd klovn. Han løber fordi han elsker det, og klovnedragten har givet han en ny identitet som løber, efter rygproblemer der næsten fik dømt ham ude af løb. ”Jeg bliver ved så længe jeg kan”, siger Aage og tilføjer ”jeg elsker alt det sociale man får med som løber, alle de skønne løbere jeg snakker med, og løber sammen med. Det vil jeg slet ikke undvære”.  Aages egen løbehelt er Børge fra lokalområdet ved skive, en løber på 82, der stadig med tider omkring de 4 timer på marathon udfordrer Aage i løbeskoene.

Jeg forlod Aage Klovn og vendte snuden tilbage nordpå med en helt speciel følelse i kroppen. Jeg havde tilbragt næsten 1½ time i ualmindelig godt selskab, og mødt en helt unik mand, der virkelig elsker det han laver. Hans passion er hans livsstil, det hele er smeltet sammen, og hans overskud og glæde i mødet med andre mennesker er så utroligt smittende.  Jeg kan kun anbefale på kraftigste, hvis du skulle løbe et løb hvor Aage Klovn deltager, at tage nogle kilometer sammen med den gode mand. DET vil du ikke fortryde (især ikke hvis du også, som Aage er brændende Liverpool fan. :D)

Vil du støtte Aages indsamling? Så har du flere muligheder. Du kan donere beløb via MobilePay 50495705, du kan købe en klovne-trøje hos Sport24 i Skive, du kan købe logoer til bilen og du kan spotte Aage til forskellige løb rundt omkring i landet og smide en lille seddel i indsamlingsbøtten. Aage er altid at finde til Viborg 24 timer og Kalkmineløbet i Mønsted. Og husk også det landsdækkende familieløb klovneløbet, et løb Aage startede op sammen med hans gode ven Jan, selvfølgelig med al overskud direkte sendt videre til hospital klovnene.  

En lille sjov detaljer er i øvrigt, at dragten Aage løber i, er nummer to af slagsen i al den tid Aage har været Klovneløber. Den nuværende er ved at være slidt, og skulle der sidde en løber med snilde fingre og en symaskine, så er jeg sikker på, at Aage vil tage imod en ny klovnedragt med kyshånd.

Efter dette indlæg kom online, skrev Aage til mig. Ordene var præcis sådan her – og jeg vil lade Aage selv få det sidste ord:

Vil du skrive lidt om hvor vigtig min kone er for det her klovneprojekt. Jeg er jo tit væk – om hvor meget jeg elsker hende.
Knus Aage

The post Mine løbehelte part XXIII – Når løb er klovneri first appeared on The greatness of running.

Jeg elsker det faktum at vi alle, når vi står ved startstregen til et løb, er løbere og ikke defineret af én eller anden profession. Alligevel er der ind imellem nogen der skiller sig lidt ud fra mængden. Nogen der bare i sig selv er en lille smule sejere end alle vi andre. Sådan én er Kaj Vestergaard, 63 år gammel, 201 marathons på bagen og travtræner af profession.

Kaj er en mand som altid har haft fysisk træning som en vigtig bestanddel af hans liv, han har spillet fodbold, han er gammel bokser, har været boksetræner og har haft sit virke hos flyvevåbnet gennem 30 år. Så da boksedrengene, anført af Kajs bokseidol OL deltageren Christian Larsen, til et ålegilde tilbage i 1987 skulle finde en ny udfordring nu hvor boksekarrieren gik på hæld, var det helt naturligt at udfordringen lød på gennemførelse af et marathon i foråret 1988.

”Jeg elsker udfordringer” griner Kaj, da jeg lørdag morgen satte ham i stævne i Svenstrup, selvfølgelig til et marathonløb (fristes man til at sige). Og udfordringen dengang i 88 blev taget meget alvorlig. Træningen lød på mellem 110-120 km. ugentlig, og debuten blev en overraskende god én af slagsen, hvor Kaj tørnede ind i tiden 3.22 og var sulten efter mere.

Christian og jeg fortsatte med at løbe marathons, og jeg husker tilbage i 90 hvor vi løb 5 stk i alt. og alle omkring os sagde ” 5 marathons på et år, i er jo psykotiske. Det kan man da ikke” fortæller Kaj og fortsætter ”Sidste efterår løb jeg 23 stk. fra august til jul, uden der var nogen der løftede et øjenbryn”. Tiderne er i den grad skiftet, og løb er blevet en langt mere ekstrem sport end det var for 20 år siden.

Mens løb sneg sig mere og mere ind under huden på Kaj, var og er travhestene en helt central del af Kajs liv. Kajs familie har i generationer været bidt af en gal travhest, og Kaj selv fik licens i 1975 og kørte som amatør indtil 1992, hvor han blev professionel travkusk og træner. Han har stillet op med heste i mellem 7-8000 løb, og har vundet adskillige titler både som amatør og professionel. Deriblandt også et par placeringer i top 5 til Europamesterskaber.

Kaj valgte i 2005 at sætte marathonløb på pause, for at starte op som selvstændig travtræner. Efter 50 marathons var det tid til at sætte skub i en spirende forretning med opdræt, træning og salg af travhest. Og efter blot 2 år forlod Kaj flyvevåbnet og blev fuldtids træner. ”Jeg har altid være god til at træne ungheste” fortæller Kaj og tilføjer, at styrken især ligger i hans forståelse af, hvornår en hest har nået smertegrænsen og trænger til restitution. ”Jeg kender det jo fra egen krop som løber, det der med at lytte når kroppen siger stop og ikke presse sig selv ud i skader. Det er fuldstændig det samme for hestene, og jeg overfører den erfaring jeg har som løber, til min træning med hestene” fortæller Kaj. Kaj har aldrig selv været skadet i hans 20 årige karriere som løber, og det giver helt god mening, at Kaj 3 år i træk vandt titlen Årets hest med 3 forskellige heste. Han er dybt professionel og passioneret omkring det han laver.

I 2009 genoptog Kaj marathon-løbet, denne gang i selskab med fodboldvennerne Jens Bøgelund Madsen og Torben Hjorth. De to debuterede til Brutal marathon i Aalborg med Kaj som løbende coach, og siden da er det blevet til ca. 50 løb sammen med Jens, der har en helt særlig stjerne hos Kaj. ”Jens har været skadet siden vi lavede vores ironman i København i 2017, og i dag løber han halvmarathon for første gang siden da. Det betyder meget mere for mig, end at jeg selv gennemfører i dag” fortæller Kaj da vi løber rundt på ruten i Svenstrup. De to venner træner sammen til dagligt og er begge gjort af samme stof. Samme seje, udholdende sind med en kæmpe stor kærlighed til fysiske udfordringer.

En dag i Kajs liv forløber nogenlunde efter et skema der hedder: Tidligt op, fodring af heste, morgenkaffe, ind på stuegulvet og træne styrke og smidighed, herefter morgenvejning ”For at se hvor hårdt dagens fysiske udfoldelser skal være. Jeg gider bare ikke blive tyk” griner Kaj, og afslører én af hans hemmeligheder han ikke har fortalt. Han er ret forfængelig. Så står den ellers på træning af heste. En træning der er programsat i mindste detalje, med både langsom stille træning, og 2 gange ugentlige intervaller, præcis som var det et løbeprogram til en løber. Kaj havde indtil han gik på efterløn i 2017 op til 30 heste under hans vinger. I dag er antallet reduceret til 7-8 heste, til gengæld hjælper han sønnen, der præcis som faderen har valgt travheste som sin levevej.

Når hestetræningen er overstået, står den på fysisk træning, og i løbet af en uge når Kaj både at løbe 75-80 km, 2 gange spinning, svømning og når vejret er til det, masser af km. på landevejscyklen. Langt de fleste træningspas sker sammen med vennerne, og bliver ofte krydret med både saunature, øl og tirsdagskage :D. Det sociale er en vigtigt ingrediens.

Og mens jeg forsøger at rumme det program Kaj ridser op, tilføjer Kaj med største selvfølgelighed, at børnebørnene jo selvfølgelig altid har 1. prioritet. Familien er Kajs et og alt, og da jeg spørger til nogen af hans største oplevelser som løber, er Oslo marathon hvor Kaj løb marathon mens datter og svigerdatter løb halvmarathon for første gang, det første han nævner. Kaj er stolt af hans børn og børnebørn, og de var alle med til fejringen sidste weekend, da Kaj løb marathon nr. 200. For Kaj er familie og venner det, der giver livet menig.

Spørger man Kaj hvad hans aller største bedrift er, kommer det prompte hans gennemførsel af ironman i 2017 sammen med Jens. De to gør det igen til sommer. Stiller op til KMD ironman i København, og selvom det kun er ganske kort tid siden jeg løb sammen med Kaj, hvor han proklamerede at han til efteråret i år vil gå på marathon-pension, så tror jeg ikke helt på ham. Lur mig om ikke den seje 63 årige mand er at finde blandt løbetosserne mange mange år endnu. – han skulle jo nødig gå hen og blive tyk på sine gamle dage

The post Mine løbehelte part XXII – Når løb er masser af hestekræfter first appeared on The greatness of running.

”Jeg er altså ikke noget særligt” griner Berit og tilføjer ”Jeg er altid den bagerste i løb, ingen podieplaceringer til mig. Jeg skal bare i mål indenfor tidsgrænsen”. Berit løber primært på grund af det social fællesskab der bobler i løbeverden. Hun har utallige løbevenner både indenfor landets grænser, og i lige så høj grad rundt omkring i den store vide verden. Og hun dyrker fællesskabet og kammeratskabet i kombination med masser af løberejser og en kæmpe portion godt humør. 

At Berit i den grad er noget særligt trods hendes beskedenhed, er stråleklart når man som jeg, tilbringer en formiddag i løb rundt om Brabrandsøen en kold oktober dag. Historierne vælter ud af ultraløberen ved min side, og mens jeg febrilsk forsøger både at holde styr på årstal og løb, taler Berit i et væld om alle de skøre vanvittige udfordringer hun kaster sig ud i.

Hun har løbet 1000 km. på 17 dage rundt om Korsika, hun har løbet trans-korea (308km) 2 gange – den ene gang uden succes, og så må man jo tilbage og prøve igen. Hun har løbet 6 dags løb på en campingplads i Ungarn, og løbet 100 miles løb i Berlin langs ruten for den gamle Berlin-mur hele 4 gange – Og det er blot et lille bitte udpluk af Berits mange meritter.

Det hele startede lidt tilfældigt. Berit dyrkede en palette af sportsgrene som Motionsboksning, Taekwondo og lidt løb, og ja, så skulle hun lige prøve det der halvmarathon og tilmeldte sig syv stk. hen over sommeren. Det gik egentlig fint indtil en korsbåndskade satte en stopper for de to førstenævnet, og betød en længere pause fra løb. Et pendlerjob fik en del år senere Berit tilbage til løbeverden. Pendlerlivet levnede ikke tid til motion, og da spisevanerne forblev de samme, røg der en del ekstra kilo på kroppen. Så da en veninde ville starte i en løbeklub tog Berit med – og fandt her det sociale liv hun i dag elsker så højt.

Et opslag på FB fangede tilbage i 2013 Berits interesse. Opslaget reklamerede for hærvejsløbet, et etapeløb hvor man kunne løbe alle de etaper a’ 10 km. man havde lyst til. Løbet var et socialløb hvor alle løb i samme pace og fulgtes ad. Det var en udfordring Berit følte overkommelig, hendes længste løb havde på det tidspunkt været på 24 km, og 2*10 km blev hendes mål for løbet. De 20 km blev undervejs vekslet om til 40 km. Snakken i feltet gik, Berit hyggede sig og så kunne man jo lige så godt fortsætte.

Samme år skulle Berit løbe hendes 1. marathon til HC Andersen marathon i Odense, men efter de 40 km. til Hærvejsløbet, var de 42,2 ikke længere så skræmmende. Hun begyndte at lege med tanken om hvor langt hun egentlig kunne løbe.  

Den tanke blev vekslet til en træningstur, en træningstur hvor hun om morgenen greb en rygsæk, gels, lidt vand og en 50 til en bus hjem (hvis nu det ikke gik), og meddelte kæresten, at hun ville løbe til hun ikke kunne mere og tage bussen hjem igen. Turen blev til 25 km. ud og hjem – 50 km. i alt ”Jeg kom undervejs i tanke om, at en 50ér jo ikke rakte langt hvis jeg skulle med bus tilbage. Så jeg ændrede det til en ud- og hjemtur” fortæller Berit. De 50 km blev fejret med en cola i kiosken nær bopælen, og snart efter lå et 6 timers løb booket i kalenderen. Vejen til længere distancer var banet. Berit løb 62,5 km. til 6 timers løbet, og sluttede året af med 64 km. på hjemmebanen rundt om Brabrand Sø.

Året efter skulle nye mål jagtes – og hvorfor ikke et 100km løb i Tyskland. Berit meldte sig til, og da træningsplaner og træningsstruktur ikke just var Berits kop te, besluttede hun sig i stedet for at løbe en tur på 70-80 km. som optakt. Hun kontaktede en ultraløbergruppe i Århus, og fik lov til at løbe med på en del af ruten de skulle løbe i forbindelse med CPH marathon. Ultraløberne havde planer om at løbe ”Rigshospital til Rigshospital”. De ville starte ved hospitalet i Århus, løbe til færgen, sejle over til Odden, krydse Sjælland i løbesko, løbe CPH marathon og slutte af ved Rigshospitalet i KBH. Løbet var et velgørenhedsløb, og Berit ville hoppe på turen tværs over Sjælland – en distance som var en hel del længere end det hun havde tænkt sig, men sætningen ”Vi løber 2 min. og går 1 min. – det kan vel ikke være så svært” fik hendes stædighed til at vinde over bekymringerne. Da dagen for løbet oprandt, besluttede Berit, at det da i grunden var fjollet ikke at starte sammen med de andre løbere og løbe med de 4 km. gennem Århus ned til færgen. Løbet tværs over Sjælland gik godt, og da de endelig nåede København valgte hun at fortsætte og løbe marathon sammen med de andre. Der stod hun linet op i forreste linje sammen med eliten. (Velgørenhedsløberne havde VIP nummer til marathon og fik lov til at starte i front). ”Aldrig før er jeg blevet overhalet af 7-8000 løbere. Det var helt vildt. Turen over Sjælland sad i benene, trætheden havde meldt sig og løbet skulle blot gennemføres på de tilladte 6 timer. ” fortæller Berit mens hun griner det mest smittende grin.

”Jeg mistede på et tidspunkt kontakten til de andre i gruppen. Vi havde aftalt af følges ad i mål, og da jeg endelig fik kontakt til dem igen (de havde, som aftalt skiftet tøj og holdt pause – den havde Berit misset, og hun måtte fortsætte for at holde varmen) var de ca. en halv time efter. Så da jeg nåede opløbsstrækningen, besluttede jeg mig for at vente den halve time på dem. Jeg fik en stol og et tæppe, og så sad jeg ellers der på opløbsstrækningen og ventede” Fortæller Berit grinende. De fulgtes alle ad i mål lige indenfor tidsgrænsen på de 6 timer, og Berit havde ud af det blå løbet 175 km, og var den første nogensinde til at sidde en ½time på en opløbsstrækning inden hun løb i mål.

”Jeg er vist bare bedst, når det ikke er så planlagt det hele” skraldgriner Berit – og fortæller at ideen til Facebooksiden ”Berits løbeskole” opstod hos en løbeveninde, der efterfølgende mente, at den måde Berit trænede og løb på var så special, at det da måtte være en skole for sig selv. Facebookgruppen ”Berits Løbeskol” opstod og her fandt Berit afløb for en kreativ skrive-åre gennem beretninger om alle de skøre løb hun deltager i. Historier der ofte er krydret med et persongalleri af skøre personer der løber i løbeklubben. ”Løbeskolens psykolog er i øvrigt sygemeldt med stress for tiden” fortæller Berit, ”hun kunne slet ikke håndterer alle de skøre personer i løbeklubben” griner Berit. Og jeg må kapitulere og erkende, at det univers Berit har skabt til løb er fuldstændig unikt og så uendelig livsbekræftende. Det behøver ikke være så seriøst det hele.

Berit løber ultraløb fordi det, som hun siger, gør hende til et bedre menneske. ”Alle lag skrælles af når man løber ultra, og der er altid noget man kan blive bedre til. Det er den mest ærlige sportsgren overhovedet og kampen ligger udelukkende mod dig selv. Jeg kommer mange gange igennem, forbi jeg har et godt humør og masser af humor når jeg løber” siger Berit.

Udover hendes eget løb, er Berit også dybt engageret i velgørenhed. Hun er primus motor for afholdelse af det berømte Hindbærsnitte-løbet, hvor alle for den nette sum af 20 kroner, kan komme og løbe -eller gå 5 km. Når man tilmelder sig kan man vælge at betale de 20 kroner, man kan også vælge at give mere og donere til organisationen ”Aarhus Hjælper”. Aarhus hjælper er en organisation der hjælper socialt udsatte borgere i Aarhus Kommune. Berit bager selv alle hindbærsnitterne (og koger selv marmeladen til fyld), sidste år i alt 2000 snitter – Der findes også en vinterudgave af løbet, hvor den i stedet står på suppe og kagebord (uden hindbærsnitter). Et løb der foregår på skovstier i Århus og som donerer overskuddet til udsatte børn. ”Vores motto er: Ingen kan hjælpe alle, alle kan hjælpe nogen” fortæller Berit, og følger op med historien om, hvordan hun sidste år løb halvmarathon som blindehjælper for en blind mand. Det var også sidste år hun fik prisen som årets hjælper Aarhus i 2017.

Forude venter HURT100 ultraløbet på Hawaii i januar. Et trailløb på 100 miles som Berit ”kom til” at tilmelde sig til. ”Jeg har så lige 3 måneder til at lære at løbe trailløb” griner Berit, der med træner Jesper Kenn Olesens hjælp forsøger at få en lille smule struktur på den træning, der p.t. består af ca 60-80 km. ugentlig. ”Jeg vil hellere løbe små løb som træning og få det sociale med. Jeg hader tempo og intervaller” griner Berit. Og mens jeg undrer mig over, hvordan hun kan løbe trail med et ødelagt korsbånd, har Berit nærmest allerede svaret mig på forhånd. ”Det er lidt skørt og åndsvagt, men altså jeg skal nok klare den. Til Korsika rundt var jeg heller ikke i form, men 17 dages løb er lang tid og undervejs kom jeg jo i form”.

Berit er unik og et sprudlende fantastisk menneske. Hendes historier fænger så meget, at jeg ville ønske jeg kunne løbe med hende resten af den kolde oktober dag. Alt behøver ikke være konkurrence, PR og tider. Det at gennemføre, er præcis lige så givende og imponerende. Berit er virkelig en løber der bare knuselsker at løbe. Og med hendes egne ord fra ”Berits løbeskole” og en opfordring om altid at huske at have det sjovt, vendte jeg bilen tilbage mod nord, fuld af mod til at forfølge skøre løbedrømme og inspireret af en fantastisk ultraløber.

Vanvidsprojektet “Fra klodset asfaltløber til hardcore trailløber på tre måneder” er gået ind i første udviklingsfase aka. “klodset trailløber”.
Løbeskolens formand (Berit) havde tilmeldt Løbeskolen til 10 km Night Trail arrangeret af orienteringsløbeklubben Pan….. Løbeskolen havde valgt at deltage på 10 km distancen, vel vidende at deltagelsen nok blev i rollen som fejeblad. Et kik rundt på deltagerne inden start bekræftede, at de fleste enten var så unge, at de fik Løbeskolen til at føle sig pensionsmoden, eller var noget mere erfarne udi trailløb end en stakkels Løbeskole

I mål ventede dejlig varm suppe, der smagte rigtigt godt, men Løbeskolen kunne som sædvanligt ikke få ret meget ned. De fleste løbere var taget hjem, men de frivillige var søde, og det var et supergodt arrangeret løb, så Løbeskolen er bestemt ikke afskrækket. Heldigvis.

Links:
Berits Løbeskole: Berits Løbeskole 
Hindsnitte-løbet 2018: Hindbærsnitteløbet 2018

The post Mine løbehelte part XXI – Når løb er socialt og masser af humor first appeared on The greatness of running.

”Jeg tror jeg kørte i bil 2 gange sidste år” griner Stine, og fortæller om hvordan hendes løb smelter sammen med hverdagen i skøn forening. Hun løber tidligt morgen så familien ikke ”lider” under hendes fravær, og hun bruger konsekvent løb som transport. Altid med udgangspunktet at familien er det vigtigste. Stine løber ikke efter en egentlig træningsplan, hun løber sågar ikke med løbeur. Alle løbeture har afsæt i hvordan det føles i kroppen, og hvordan det lige passer ind i det daglige liv. ”Hvis jeg når tre små ture en dag i stedet for én lang, så er det bare sådan det er. Man må være tilfreds med det man kan løbe” siger Stine og tilføjer, at livet som ultraløber uden intervaltræning og egentlige tempopas, ikke blot har betydet en skadefri periode de sidste tre år, men også har boostet løbeglæden helt enormt. ”Dét at løbe afsted, helt fri af pace og forventninger, er bare en kæmpe nydelse. Jeg elsker simpelt hen at løbe” fortæller Stine.

Stine har altid være en sportspige, hun var fodboldspiller som ung – en dygtig én af slagsen og har altid haft sport som en vigtig del af livet. Hun kommer oprindeligt fra det vestjyske, men flyttede til Aalborg for at tage en elite-træneruddannelse på sportshøjskolen. Det var på det tidspunkt hun vandt hendes første marathon i Århus. Hun havde tidligere løbet et marathon i København, egentlig mest fordi hendes daværende kæreste brændte for at prøve det, og fik lokket Stine med. Det første marathon endte med, at Stine løb fra kæresten og løb med al opmærksomheden, noget kæresten ikke syntes var fedt og forholdet holdt ikke længe derefter :). Nu var hun i Aalborg, en by hun var faldet pladask for, og fuld at gåpåmod tog hun med en ven ned for at prøve kræfter med Århus marathon. Stine vendte hjem til Sportshøjskolen med en stor Check for den første plads, hun til sin egen store overraskelse var løbet hjem med. ”Jeg lå om aftenen i min seng med en lille pose slik og kiggede på checken, og tænke – JEG VANDT VIRKELIG”. Det var tilbage i 2003 og siden da er sejrene kommet i hus som perler på en snor.

”Det er lidt tilfældigt at jeg endte her hvor jeg er i dag fortæller Stine”. Det første marathon var på ingen måde planlagt. Og da jeg begyndte at søge nye udfordringer, kiggede jeg på tilmeldingen til et 24 timers løb i Sæby og spurgte min mand Dan -Tror du jeg kan løbe 6 timers? hvortil han svarede ja, det kan du i hvert fald. – Tror du jeg kan løbe 12 timers? svaret lød Ja, men du kommer nok til at gå noget af tiden, – Tror du jeg kan løbe 24 timers? og svaret kom prompte Nej, der er der ingen der kan. – Så var jeg jo nødt til at tilmelde mig og vise at det kunne jeg.” fortæller Stine grinende. Og hun kunne i den grad løbe 24 timers løb, så godt at hun endte med et dansk mesterskab, og en løbet distance på hele 209 km i hendes aller første ultraløb.

Efter løbet i Sæby var der én af de andre ultraløbere der begejstret fortalte Stine, at hun nu automatisk var kvalificeret til Spartathlon i Grækenland – et af de hårdeste og mest udfordrende Ultraløb. ”Det skal jeg da” tænkte Stine og meldte sig til umiddelbart efter 24 timers løbet. Igen brillerede hun og lavede et fuldstændigt fantastisk resultat i Grækenland, og trods en udmelding om, at det gjorde hun aldrig mere igen, gik der kun 14. dage før hun var klar til at udfordre årets resultat med et forsøg året efter.  Året efter var sidste år hvor Stine leverede en tid der rakte til en 4. plads og det bedste danske resultat nogensinde.

Som lagkagefiguren på toppen af Stines løbekarriere står den strålende 2. plads hun løb hjem til EM i 24 timers løb for bare 2 måneder siden. En danske rekord på vanvittige 241 km, og den første danske medalje i 18 år. Det har fået hele den danske ultraløberscene til for alvor at drømme om store bedrifter, og Stine er et solidt bud på en VM medalje. Det var den polske verdensmester der slog Stine med blot 1 km. til EM.

En vigtig faktor til Stine succes skyldes i den grad opbakningen fra manden Dan, der støtter Stine 100% i alt hvad hun finder på af udfordringer. Dan kender Stine, og han styrer med hård hånd gameplanen når Stine løber hendes konkurrencer. ”løb lidt hurtigere sagde Dan til EM, hvortil jeg kiggede på ham og tænkte guuud hvor er jeg træt, men hvis Dan siger det… På samme måde kan han også bede mig sætte farten ned, hvis han kan se jeg begynder at sejle lidt i øjnene” fortæller Stine med stolthed i stemmen. Sammenholdet og de fælles oplevelser er det, der gør det hele sjovt. Og Stine fortsætter med en fortælling om, hvordan Dan stod i depotet til EM og sammenlignede Stines bord med energi med de andre deltageres borde. Det var en sammenligning der ikke ydede Team Stine Rex den helt store cadeau, og Dan skyndte sig at fylde flere ting på bordet, blot for at se mere prof ud. Det var også Dan der havde styr på tidsplanen efter EM, hvor der udover dopingkontrol og præmieoverrækkelse, også skulle holdes styr på en udmattet kone, der gerne ville bæres ud i bilen for at komme til dopingkontrol, og efterfølgende gå hjem fra præmieoverrækkelsen. Og det var Dan, der i Grækenland, kom kørende op til Stine med den is, der blev et fantastiske minde fra løbet for Stine. ”Oplevelserne sammen er en lige så stor del af konkurrencerne som selve løbet” fortæller Stine.

Stine er et konkurrence menneske udi fingerspidserne, et konkurrence menneske der ikke gider beskæftige sig med det, hun ikke er god til. Hun har en udpræget sans for egne styrker og hun går benhårdt efter at leve op til egne forventninger, forventninger sat efter højeste barre. ”Jeg vil bare klare det” siger Stine, og fortæller at livet som ord- og talblind har været udfordrende, og har lært hende at se muligheder i stedet for begrænsninger.

Nu skulle man tro, at Stine har snuden højt løftet mod skyerne med al den succes hun har samlet sammen i bunker i hendes løbekarriere. Det havde hun også på de sidste par timer til EM, hvor hun løb rundt med et stygt hold i nakken. Men faktisk er Stine det sjoveste, rareste og mest imødekommende væsen jeg længe har mødt. Stine har den mest befriende selvironi, og så er hun vanvittig god til at motivere andre. ”Jeg mødte én der fortalt mig, at hun nu ville prøve kræfter med halvmarathon distancen alene fordi hun havde fundet mod og motivation, da hun så jeg kunne løbe i 24 timer. Det gjorde mig simpelt hen så glad” fortæller Stine.

Forude venter Mors 100 miles og VM i 24 timers løb i Østrig. ”Jeg læste det som Mors 100 og tænkte 100km, det skal jeg nok klare, og så fortalte Dan mig det var 100 miles som i 160 km. Det er bare typisk mig” griner Stine og fortæller efterfølgende med varme i stemmen om den dag, hun kom hjem og sønnen åbenbarede at mor var den bedste i verden. Det er netop Stines fokus på, at familien ikke skal lide under hendes passion, der har fået Stine til at søge om hjælp gennem sponsorater. At løbe på ultralandsholdet er ikke gratis, deltagerne skal selv betale for rejserne og ophold. Sponsorater i form af økonomisk hjælp vil betyde, at ferier og oplevelser med familien ikke skal prioriteres sammen med store internationale stævner.

Vi er næsten nået tilbage hvor vores veje skilles, da Stines telefon ringer. Det er manden, der lige minder hende om en aftale hun har kl. 11. Det har været en fuldstændig fantastisk løbetur sammen med Stine, og jeg er i den grad glad helt ind i knoglerne. At være sammen med Stine er ren energi, og mens Stine forsvinder ud mod bydelen Vejgaard, når jeg lige at råbe, at hvis hun mangler en hare så er jeg klar. Stine er sådan én man bare gerne vil hænge ud med. Man hygger sig gevaldigt i hendes selskab. Tænk at Danmarks bedste kvindelige ultraløber viste sig at være den mest jordnære, glade, hjælpsomme og skønneste kvinde.

Kontaktoplysninger til Stine (i forbindelse med eventuelle sponsorat) kan ses her:
Stine Rex – Facebook

The post Mine løbehelte part XX – Når Løb er på eliteniveau first appeared on The greatness of running.

Thomas’ rejse begyndte med en trang til at ændre noget i livet. En trang til at vende skuden og få noget bedre ud af det liv han stod midt i. Første skridt var et fokus på vægttab, på at smide nogle af de mange kilo der havde sneget sig på over årerne, simpelthen fordi Thomas bare misbrugte mad. ”Jeg brugte mad som en slags trøst” fortæller Thoms, da vi en stille sommeraften løber sammen langs den fjord vi begge elsker. ”Jeg havde sindssygt svært ved at tage konflikter, jeg gik alt for længe og tænkte og tænkte uden at sige noget. Og når et parforhold skranter, så er det bare ikke den bedste strategi” fortæller Thomas videre. Maden blev det der gav helle for de problemer der syntes større og større, og som til sidst endte i skilsmisse og et nyt liv som single og deltidsfar.

Vejen ud af midtvejskrisen blev løb. Løb var let, kunne hurtigt overstås og krævede ikke den helt store indsats. Og så gav det ret hurtigt resultater på vægten, noget der boostede til den motivation der i så mange år havde været ikkeeksisterende. ”Jeg har altid sprunget over hvor gærdet var lavest” fortæller Thomas. ”Jeg har aldrig gidet motion og troede egentlig ikke jeg havde det i mig”. Min far løb rigtigt meget og rigtigt stærkt da jeg var barn, og jeg var ofte med ude til løb og se ham give alt hvad han havde. Det tiltalte mig slet ikke, og jeg gjorde alt for at undgå at røre mig mere end højst nødvendigt.

Langsomt opdagede Thomas at løb faktisk var ok, og pludselig så han sig selv løbe 10 km på den faste rute langs fjorden. Tingene begyndt at ændre sig, vægten faldt, Lea kom ind i Thomas’ liv og han begyndte at skrive om de tanker og udfordringer, han stødte på undervejs, på bloggen 9000running.dk. Træning og nysgerrighed førte ham siden til at løbe det første marathon i 2014. Han begyndte at læse om løbetræning, og da Lea gav ham bogen ”Løb som eliten” af Claus Hechmann, fandt Thomas en ny side af sig selv, en side der godt kunne lide at “nørde” udi løbets fysiologi og konceptet omkring træning i zoner. Thomas fik lavet et egentlig træningsprogram hos Claus Hechmann, og strukturen, variationen og forudsigeligheden i træningen bekom han godt. ”Jeg er en stor tryghedsnarkoman, jeg elsker jeg ved hvad jeg skal –og hvornår. Når jeg løber løb som eksempelvis i Hamborg, planlægger jeg præcist hvad der skal ske i dagene op til løbet” fortæller Thomas

Under et halvmarathon i Skagen opdagede Thomas endnu en ny side af sig selv. Han kunne mentalt holde til smerten, og kunne presse sig selv langt mere end han troede. Det var ok at løbe 21.1 km for fuld hammer, med risiko for at styrte i afgrunden undervejs. Det var en angst og en udfordring der tændte noget i ham. Og hvis han kunne magte det på halvmarathon, måtte det også kunne lade sig gøre på Marathon distancen. Nøglen til langt hurtigere tider var fundet, og siden da er Thomas’ tider  stødt og roligt faldet mod det forjættede “sub 3 timer”. Han træner hårdt i perioder og går benhårdt efter de mål han sætter sig.

Således gik det til, at han i Hamborg i år, kunne dreje ind på opløbsstrækningen og se sin mor på tribunen i den blomstrede jakke bekræfte det han egentlig godt vidste. Han havde løbet under de magiske 3 timer på marathon. Det store mål var indfriet, og kunne fejres sammen med den familie, der følger Thomas tæt i hans løb. Forståeligt nok er især hans far stolt over sønnens bedrifter.

Det er dog stadig lidt svært for Thomas at fatte at han, inklusionspædagogen Thomas, har nået et så vanvittigt sejt mål på blot 5 år. Og til trods for at han nu er sub 3 marathon løber, skal han stadig arbejde med sig selv i forhold til selvforståelsen. At se en helt almindelig trimmet supermotionist i spejlet og ikke en overvægtig mand, er noget der tager tid at ændre. Vanen med trøstespisning vil nok altid ligge latent og lure et sted i det ubevidste, og vægten er stadig en fast del af det ugentlige ritual. Ting tager tid. Opdagelserne af personlige træk som mental styrke, udholdenhed og beslutsomhed – og ikke mindst kunsten at kunne gå målrettet efter et stort mål, har været med til at forme den mand Thomas er i dag. Billedet af en trimmet superatlet bliver langsomt mere og mere troværdigt og overbevisende selv for Thomas.

Hvordan er det så lige man holder begge ben til jorden, når man på den måde bader i succes. Jo, man siger at bag enhver succesfuld mand står en kvinde. – Sådan er det også for Thomas. Lea er på mange måder en modsætning til Thomas, og hendes tilgang til løb som noget man gør mere lystbetonet og ustruktureret, er med til at holde Thomas´ fødder solidt plantet i jorden. ”Jeg er meget bevidst, og snakker meget med Lea om at finde en balance i mit liv, så løb ikke bliver det altoverskyggende. Jeg prøver at holde fokus på, at jeg dybest set løber fordi jeg syntes det er sjovt, fordi det er sundt og noget jeg kan se mig selv gøre om 20 år.” fortæller Thomas og forsætter: “Løb har banet vejen for helt fantastiske oplevelser, og det har i den grad ændret mit liv til noget, jeg overhovedet ikke havde set komme. Jeg er meget nysgerrig på, hvor løb vil tage mig hen i fremtiden, og er åben for hvad end der dukker op. Lige nu er det tanken og nysgerrigheden på hvor langt jeg egentlig kan gå, der motiverer mig. Jeg skal ud og finde mine grænser for hvor langt jeg kan nå” fortæller Thomas og giver mig derved svaret på, hvad der ligger på den anden side af sub 3 målet.

Aftenen går på hæld, vi har snakket uafbrudt på 10 lækre kilometer, og vi har undervejs bekræftet hinanden i vores fælles passion for løb. Vi elsker begge to løb og alt der følger med, og da vi skilles i den nedadgående sol, løber jeg tilbage mod forstaden Gug med smilet plastret på fjæset. Jeg bliver overrasket hver gang jeg taler med en løbehelt, overrasket over hvor forskellige veje der fører os ind på løbesporet og hvor fuldstændig vidunderlig fantastisk det er, det fællesskab og de skønne mennesker jeg møder, bare fordi jeg løber.

Thomas er en meget reflekterende mand, der har et fuldstændig fantastisk syn på dét, at være løber. Han bruger hans blog til at få tankerne på plads, og heldigvis deler han gavmildt ud af sine betragtninger og tanker på bloggen:
9000running.dk

Du kan også lytte til podcasten her, hvor Thomas fortæller om hvordan han startede med at løbe, og om at holde motivationen:
Runcast.dk

The post Mine løbehelte part XIX – Når løb er vejen til selvindsigt first appeared on The greatness of running.

Det er 3 uger siden Tommy løb projektets første løb i Namibia. 6 dage med 250 km i løbeskoene gennem den tørre smeltedigel i Sahara. Forude venter endnu 4 ørkner af forskellig karakter + et ekstra bonusløb hvis kroppen holder. Alle 6 dages løb gennem noget af det mest uvejsomme terræn i verden, de golde ørkener. Planen er, at de 6 løb skal løbes indenfor 1 år, hvilket vil gøre Tommy til den første i verden der løber alle de 5 ”hårde” ørkener + bonusløbet (et løb som har samme karakter, men som flytter destination år for år) – 1250 km ørkenløb i alt på 1 år.

”Men hvorfor lige i ørkenen, når nu der er så mange andre fede løb derude? ” spurgte jeg fredag eftermiddag, hvor jeg havde sat Tommy i stævne ved det lille idylliske fiskerleje Stinesminde ved Mariager Fjord. ”Jeg sad ombord på et fly og så en film fra Marathon de Sable (Det nok mest kendte 6 dags ørkenløb i Marokko) ” svarede Tommy. ”Jeg syntes bare det var så vildt, og de var så seje de løbere der var med. Og med tanken om at være i stand til at indsamle så meget som overhovedet muligt til donation til LittleBigHelp tænkte jeg, at jo mere vildt det var, jo bedre ville det blive modtaget hos potentielle sponsorer”.

Tommy har i dag 50 sponsorer der støtter på forskellig vis. Alle penge går ubeskåret til LittleBigHelp (sponsorerne betaler direkte til organisationen), og Tommy betaler selv af egen lomme alle omkostninger og udgifter forbundet med løbene. ”Mit mål var at samle 250.000 kr. ind i løbet af projektets levetid, men det er gået over al forventning, og nu har jeg hævet barren til 375.000 kr. – det håber jeg virkelig jeg kan klare” siger Tommy med et lidt genert smil.

Ambitionerne er store, og omkostningerne er mindst lige så store. Tommy skal træne med rygsæk i 6-8 uger op til løbene. Fælles for løbene er, at deltagerne selv skal bære deres fornødenheder, det være sig alt fra sovepose, liggeunderlag, mad, medicin og lidt tøj. Det eneste de får er frisk vand, alt andet skal transporteres de 250 km gennem ørkenen i den medbragte rygsæk. For at vænne sig til belastningen løbetræner Tommy ved den smukke Mariager Fjord med vandflasker i rygsækken. ½L colaflasker fyldt med vand – startende med 4 kg der langsomt øges op til ca. 8 kg i løbet af træningsperioden. I Sahara løb han med 10,8 kg på ryggen + 2L vand i flasker ved brystet, og alt blev tjekket grundigt af løbsledelsen inden start. Pakkelisten, der udleveres fra løbsledelsen inden start, skal være opfyldt til punkt og prikke.

Undervejs i løbet består maden af medbragt tørkost – ”Jeg sværger mest til pasta-poserne” griner Tommy og fortæller, at netop maden er noget han skal blive bedre til. At lære at indtage nok kalorier undervejs. ”Gels dur ikke efter to dage, det kunne min mave slet ikke klare. Så næste gang vil jeg prøve med nøddebarer og lignende” siger Tommy. Og der er vitterlig noget om det. De 250 km løb er fordelt over 6 dage hvor 4 dage indeholder løb a marathon-distancer, 1 dag løber deltagerne omkring de 80 km, og 1 dag får deltagerne en velfortjent fridag efter det lange løb. Tommy tabte sig 2,5 kg på den lange dag, og kom hjem sammenlagt 4-5 kg lettere.

Og hvad der kommer ind skal også ud igen. Ruten er hele vejen markeret med små flag for hver 300 meter, og skulle behovet for at træde af på naturens vegne opstå, hedder det sig at man går mindst 100 meter væk fra ruten og besøger sig i en medbragt pose, som selvfølgelig skal bringes med tilbage til dagens lejr. Intet må efterlades i den barske natur, og den mindste forseelse giver strafbøder i form af tidsstraf, der lægges til den samlet tid for gennemførelse.

For mig, som aldrig har været i en egentlig ørken før, var det store spørgsmål om der var slager og farlige dyr. Tommy fortalte at han på den lange distance, hvor man løber både om dagen og om aftenen i mørket med pandelampe, mødte en mand i en jeep. Manden råbte til Tommy ”Have you seen any lions?” Lions? svarede Tommy manden – “Yes, Lions, I’m the lionsman”. ”Og først der gik det op for mig, at jeg jo var i Afrika og at der selvfølgelig kunne være løver omkring” grinede Tommy. Tommy mødte ingen løver og heller ingen slager. Det blev dog til et par nik og venlige hilsner på skorpioner i lyset fra pandelampen, mens nattens stjerne klistrede sig fast på himlen ovenover. ”At befinde sig i ørkenen er en ubeskrivelig smuk oplevelse” tilføjer Tommy.

Løbet har været en kæmpe oplevelse, og selvom Tommy havde smugtrænet med et ørkenløb i Peru sidste december, for lige at se om det overhovedet var realistisk med projektet, så er det en stor mundfuld den sindrige Hobromand har bidt over. Forude venter Gobi ørkenen i Mongoliet, Atacama ørkenen i Chile, en tur på Antarktis for at løbe i en isørken, det berømte Marathon des Sables i Marokko og et løb i New Zealand. Og med tanken om at der må påregnes ca. 3 ugers restitution og skadesheling efter hvert løb – fra Nambia fik Tommy en omgang skinnebensbetændelse med hjem + fødder der mindende gevaldigt om et par elefantfødder – så kræver projektet en enorm viljestyrke og målfasthed.

Måske har Tommys kone ret når hun, med et glimt i øjet, siger at han bare gør det for opmærksomhed. Men når man som 50 årig løber sit første marathon, og kun 7 år efter tonser rundt i verdens afkroge for at samle ind til udsatte børn og kvinder i Indien. Udsatte der får hjælp til uddannelse, beskyttelse og sociale kompetence fra en organisation startet af en kvinde med præcis samme passion for nødhjælp som Tommy har for løb. Så er det måske i virkeligheden bare et projekt der var ”ment to be” da to ildsjæle, der endnu ikke har mødt hinanden fysisk, fandt hinanden.

Du kan følge Tommys projekt her (det er her billederne fra løbet er lånt :)): Run for LittleBigHelp – 1250 km Ørkenløb

Bogen der inspirerede Tommy til projektet hedder ”Hvad svarer du, når livet kalder” af Lisbeth Johansen stifter af LittleBigHelp. Hvad svarer du, når livet kalder

Og har du lyst til at donere, så er det her :): https://littlebighelp.com/littlebighelp-desert-race/

The post Mine løbehelte part XVIII – Når løb er Charity first appeared on The greatness of running.

Mark startede, som de fleste andre nybegyndere, med udgangspunktet at 5 km. da godt nok var en kende uoverskueligt. Han fik stille og roligt bygget en grundform op, og da han, sammen med kone og to børn flyttede til pendlerbyen Støvring mellem Aalborg og Hobro, lå et medlemskab i den lokale løbeklub lige til højrebenet for den tidligere fodboldspiller.

I løbeklubben mødte han vennen Steffen Feldbæk Jensen, og sammen drog de to venner ud til alverdens løb, mens hastighed og distance langsomt øgedes. Mark tog samtidig en løbetræner-uddannelse under DGI, og fuld af lyst til at hjælpe andre, en egenskab der i den grad kendetegner Mark, startede han løbetræning for begyndere i løbeklubben.

Vennen Steffen fik ideen om at lave en udfordring på Facebook. Løb 80 km. på én måned – Hvem vil være med – og knapt havde han trykket udgiv, før godt og vel 10.000 havde meldt deres interesse. Det fik tændt julelys i Marks iværksætter øjne, og sammen med Steffen oprettede de Runners DK, der i starten af 2015 primært bestod af en side på Facebook med forskellige udfordringer (oprettet som begivenheder) man som løber kunne følge – og deltage i.

Det blev hurtigt en kæmpe succes, der voksede støt dag for dag. Folk fra hele Danmark – og sågar danskere i udlandet deltog i udfordringerne, lagde billeder op af deres løb og likede – og motiverede hinanden i de forskellige udfordringer.

Iværksættergenet hos Mark sprudlede, og sammen med Steffen og Janni (Marks Kone) udvidede de konceptet med et par motionsløb (Klovneløb og Christmas RUN) og et samarbejde med Lindy (fra tv serien Rigtige mænd), et samarbejde der blev til et nært venskab. Alt sammen baseret på grundprincippet -det skal ikke koste noget at være med i Runners DK – og alle skal kunne deltage. Det drejer sig ikke om tider og distancer, men mere om at komme op af sofaen (det sidste er mottoet for Runners DK).

Et år gik, da Facebook pludselig ændrede konfigurationerne af begivenheder, og Mark og Steffen måtte finde en ny måde at interagere og motivere de mange løbere, der havde samlet sig under fællesfanen Runners DK. Det der før var en række udfordringerne man kunne tilmelde sig, blev nu, via et ambassadørkorps bestående af frivillige ildsjæle, til løbefællesskaber forenet i lokale Runners DK FB grupper. Og succesen voksede eksponentielt, der er i dag løbefællesskaber i mere end 30 danske byer, og opslag på Runners DK siden når mange gange ud til mere end 100.000 løbere/følgere.

Mark, der i dag er salgsdirektør i et større dansk firma, fortæller med et grin, at han var DJ i de spæde 90’ere og vendte skiver på alverdens diskoteker. Og måske er det netop de erfaringer, han trækker på den dag i dag. Evnen til at forudse hvad folk ønsker – den næste sang der skal få folk på dansegulvet, trailløb til løbefællesskabet. ”Det gælder om at opfange hvad der rør sig” siger Mark, og fortæller om de nye
Runners DK trailløb-grupper der er opstået i løbet af det sidste årstid, hvor hypen for trailløb er eksploderet. Det samme gælder trenden med små korte videoer der hitter på Facebook, det at lave korte motiverende videoer er noget Mark og konen Janni mestrer til UG++ til stor glæde for dem der følger Runners DK

Mark selv er også hoppet på trailbølgen, og udover at tonse rundt i Rebild Bakker, når han da ellers ikke som nu, er sendt til tælling med en knæskade, afholder han, i regi af Runners DK, 8 timers TRAIL Challenge i Rebild Bakker. Et løb der sidste år var en bragende succes (se min løbsberetning her), og som i år var udsolgt på så kort tid, at undertegnet ikke nåede at gafle en billet. Jeg spurgte Mark om ikke et 8 timers trailløb var lidt modsatrettet grundideen for Runners DK – at løb er for alle. Mark svarede prompte – at ideen om løbet var opstået, da Mark havde oplevet den hygge, der var blandt deltagerne til et 24 timers MTB løb for hold. Ideen med at man som hold løber stafet, hvor én løber ad gangen sendes ud på den kuperede, men ufattelig smukke rute, mens de øvrige holddeltagere hygger sig på stævnepladsen var født. ”Man når jo sjældent at tale når man er til løb. Det bliver lige til et ”hej; hvordan går det” – og så starter løbet og alle løber afsted. Jeg ville bare så gerne giver løbere muligheden for at hygge sig sammen i længere tid, med løb som omdrejningspunkt” fortæller Mark

Når man taler med Mark er det svært ikke at blive grebet af den passion han har for Runners DK. Det er uden tvivl blevet familiens 3. barn, og selvom Steffen i år har valgt at trække sig og fokusere på sit eget løb, så fortsætter Runners DK for fuld ild. Mark har forhandlet rabataftale hos løbebutikken Racingdenmark, således alle Runners DK medlemmer kan shoppe løbetøj og tilbehør til lidt mere fordelagtige priser. Han har masser af ideer til nye events, og han forstår i den grad at trække på det kæmpe store netværk han har, qua hans yderst imødekommende væsen og brændende energi. En energi der smitter på samme måde som dyb latter – man bobler simpelt hen af ideer og tro på muligheder, når man tilbringer tid sammen med Mark.

Mark har, trods den store succes, bevaret ydmygheden og holder begge fødder solidt i den jyske muld. Han profilerer på ingen måde sig selv i arbejdet med løbefællesskabet. Alt skabes ud fra en stålfast grundtanke om at hjælpe og motivere andre mennesker gennem den sport Mark selv forelskede sig i.

Og selvom ideerne nogen gange er lidt tossede – Sidste år stod den på superhelteløb, til hvilket Mark fik hjemtaget en specialsyet Spidermandragt som han stillede op i. (Dragten har i øvrigt siden hen givet Mark adskillige småjobs rundt omkring i byen) – så befinder Mark sig godt med at være den, der lægger grundstenene så andre ildsjæle kan boltre sig i fællesskabets ånd. Bare han lige får lov til at speake til et par løb undervejs – for man er vel en gammel DJ.

Om fremtiden siger Mark, at han gerne ser Runners DK vokse sig endnu større, nå ja, og så måske lige vinde prisen for årets løbefællesskab, en pris Runners DK var indstillet til sidste år, men desværre ikke vandt. Og skulle du, kære læser, have brug for en Spiderman, så er jeg sikker på Mark stiller op. Han kan slet ikke lade være, i hvert fald ikke hvis det er ok med familien. For familien kommer nu alligevel i første række selvom man er en sprudlende iværksætter.

The post Mine løbehelte part XVII – Når løb er sprudlende iværksætteri first appeared on The greatness of running.