“Runners – Rise and shine. Today is your biggest challenge. Show the world what you are made of. Inspire the world and inspire us. Be the heroes you have inside you….”

Løbsleder Waynes stemme bryder den stillestående luft med en stemme fuld af opmuntring og ”you can do it”-attitude. Jeg elsker det. Hver morgen burde begynde med en peptalk i samme kalibre. Jeg udbryder et ”Hell yeah” da han afslutter hans tale, de andre løbere stemmer i.

Vi pakker sammen og stiller til start. I dag skal vi over løbets højeste pas – og bestige et bjerg i 4100 meters højde. Det i sig selv lyder vildt, men det er turen ned fra bjerget der skræmmer os mest. En nedstigning over 1500 meter på 1½ kilometer. Det er næsten ikke til at begribe at vi kan komme sikkert ned af et bjerg, hvis hældning synes at falde direkte mod afgrunden.

Jeg tænker ikke på den skræmmende nedtur, da jeg løber afsted ud mod den første stigning af fire stejle stigninger vi skal kravle op ad, inden vi rammer de mere udfordrende sektioner. Det er en strategi man ret hurtigt lærer under seks-dags etapeløb. Man tager én dag og en udfordring ad gangen for at have nok mental kapacitet til at arbejde med svære udfordringer.

Min ben føles anderledes, stærkere og friskere end de foregående dage. Jeg tænker om det er colaen og masser af sukker på min havregrød der har kickstartet mine muskler. Jeg smiler, jeg har fået bjerg-ben præcis den dag hvor jeg har allermest brug for dem. Jubii

Jeg er første person til at nå op til punktet på ruten hvor lægen, som agerer rutevejviser ved et kritisk punkt, tager imod mig. Lægen smiler “Heeidi… You look strong. Are you good? No signs of altitude sickness?”

Jeg smiler stort, ” I am all good. I have been singing the whole way up. Du-du-du-du-du-du – duuu, du-du-du-du…. She comes in colors ev´rywhere, She combs her hair, She´s like a rainbow…” synger jeg for ham i bedste Rolling Stones stil, og griner. “My leg are flying today.”

Jeg aner ikke hvorfor det var den sang som poppede op i min hjerne på vej op ad stigningerne. Men jeg elsker det, det er ren energi. Ruten ændrer sig. Vi skal kravle over store klippestykker og flere steder hoppe fra klippe til klippe. Det er sjovt. Jeg kan godt lide at der kommer nye udfordringer. Jeg hopper og lunter ca. 1½ km op, og møder Tim som står ved næste kritiske punkt. Foran os ligger en grå sø og hele scenariet minder om en scene fra Ringens Herre. ”Kan du holde varmen?” spørger jeg Tim, det er koldt på vej op mod 4000 meters højde.

Han svarer at det er fint, han hører musik fra Ringens Herrer og leger med tanken om hvad der lurer i søen.

Tim peger mig i korrekt retning og jeg fortsætter ud på klippestykker som ligger i hulter til bulter over flere kilometer. Jeg springer fra klippe til klippe og føler mig som barn tilbage i Hirtshals hvor man på samme måde kunne hoppe rundt på de store sten der dannede barrierer mod havets rå kraft. Jeg mærker hvordan mit hoved stoler på min krops evne til kompetent og sikkert at navigere rundt på klippestykkerne. Jeg griner, det her er jeg god til. Endelig er der noget jeg rent faktisk kan. Jeg springer rundt og har en fest.

Lige indtil det slår mig…. Jeg har ikke set de røde markeringer i lang tid. Jeg har været så optaget af at lege at jeg har misset ruten, og er på vej i helt forkert retning – IGEN… Jeg stopper op, kigger på GPX-filen på uret, og kan konstatere at jeg er meget på afveje.

Jeg hopper lidt til den ene side for at se om det er korrekt – uret responderer – Nope, det er ikke korrekt. Jeg overvejer om jeg kan fortsætte videre frem og ramme den korrekte rute længere fremme. Det er jeg på nippet til at overbevise mig selv om, da jeg i øjenkrogen ser noget bevæge sig helt over på den anden side af det lille Platou jeg er på.

Det er de to østrigere og den førende mand der løber præcist der, hvor jeg burde have løbet. Jeg blæser i min fløjte for at gøre opmærksom på mig selv. At jeg er lidt lost. De hører mig og råber ” Heidi you are lost, you need to come over here…”

Jeg vender om og begynder at bevæge mig tilbage hvor jeg kom fra. Det er lidt irriterende, men efterhånden er jeg blevet hærdet i at løbe forkert, jeg resignerer og tager det som en del af gamet. I samme øjeblik sætter min ene vandrestav sig fast, knækker og sender mig brutalt ned mod kanten af et klippestykke. Aaaaav – råber jeg til klippen jeg nærmest maveplasker idet jeg mister balancen. Det er ikke fair. Mit knæ bløder. Jeg ser blod dryppe ned på mine trailsko. Jeg overvejer om jeg skal finde mit førstehjælpskit frem og rense såret, men dropper ideen. Jeg vil hellere tilbage på rette kurs.

Med en hel- og en halv stav bevæger jeg mig i en skrå linje tilbage. Så dukker Katryn op foran mig. Hun er også løbet forkert og er på vej i min forkerte retning. Jeg råber til hende at hun er på afveje, peger over mod det korrekte sted og siger vi skal derover. Hver for sig skramler vi hen over klippestykker. Det er lidt svært at komme på tværs for det går let op og ned.

Vi finder sammen da vi langt om længe rammer den rigtige sti. Fire øjne ser bedre end to, og med udsigt til at kravle over en gletcher og starte den svære opstigning til passet er det rart at være to.

Halvvejs oppe ad det svære stykke sidder den førende af løbet, russiske Grevor som bor med familien i Kasakhstan. Han har det dårlig, måske pga. højdesyge. Han fortæller at vi skal vente sammen med ham til én af de professionelle bjergbestigere kommer ned og henter os. De sidste 300 meter op er så svært, at vi får hjælp til at komme op. Hjælpen består i at den erfarne bjergbestiger går forrest og udpeger hvor vi skal sætte fødderne så vi kan kravle op.

Det er betrykkende og et godt træk fra arrangørerne. Det giver os ro til at klatre og jeg føler mig næsten som en rigtig bjergbestiger.

På toppen af Kaznok pass i 4090 meters højde rækker jeg armene ud og jubler. Et stort øjeblik. Det er første gang jeg nogensinde har kravlet så højt op. Jeg fælder en lille glædeståre.

Vi skal videre op, op på toppen af bjerget Zmeya (slange). Jeg kravler efter den anden professionelle bjergguide, båret af adrenalin og lykke. Og så står jeg pludselig der. På toppen af bjerget 4150 meter oppe. Ubegribeligt og skørt. Jeg er stolt og glad, nærmest lykkelig i det øjeblik. Jeg gjorde det sq.

Foran venter det angstprovokerende nedløb. Vores bjergguide løber med på første switchback og fortæller kort hvad vores strategi for det videre nedløb skal være.

Katryn og jeg fortsætter vores samarbejde og stille og roligt, frem og tilbage- lidt op, lidt ned – lige mere til siden, kæmper vi os nedad i en stil der minder om skiløb. Lidt ned med siden til, vend rundt, lidt ned den anden vej med siden til og let glidende fødder.

Vi er presset flere steder og bliver udfordret maks. Måske er det dét der gør, at jeg ud af det blå begynder at synge ” I have climed highest mountains, I have run through the fields, Only to be with you, only to be with you. But I still haven´t found what I´m looking for….” Kathryn istemmer og sammen synger vi indtil vi ikke kan huske mere af teksten.

Det tager os lidt over 1½ time at komme ned. Men vi gør det med kun få skrammer på kroppen. Ved bunden sætter vi os og spiser lidt snacks mens vi kigger op mod det stykke vi er kommet nedad. Grænser rykkes konstant og jeg elsker at jeg kan så meget mere end jeg troede, ligesom jeg elske det intense nærvær man er nødt til at have, når man er i en natur der udfordrer maksimalt. Resten af ruten følger en let rullende minearbejdervej, en grusvej lavet til trucks der skal til og fra de mange miner i området. Kathryn siger jeg skal løbe afsted. Hun vil tage det stille og roligt, og jeg har energi i kroppen jeg skal have brændt af.

Jeg ved jeg skal følge grusvejen indtil der kommer en bro ind mod en lille landsby. Her skal jeg dreje skarpt til højre, væk fra landsbyen. Det er rart at sætte cruisekontrollen til og ikke bekymre sig om at løbe forkert. Jeg tanker lidt vand ved en af de mange smeltevandsfloder der løber ned over vejen og som giver mig våde fødder og en lille smule angst, da jeg med vand til op på skinnebenene mærker flodens stærke kræfter rykke i mine ben.

Ved broen er markeringerne exceptionelt gode. Jeg er ikke i tvivl og styrer sikkert ind på korrekt rute. I det samme kommer en bil – det er Ahror, løbsarrangøren og Ozar, én af trailblazerne, de to gutter som ugen igennem har løbet foran os og markere ruten efter bedste evne. De giver mig highfive og tager billeder. Ozar siger ”follow me” og løber som en hare foran mig. Jeg har fået min egen guide på de sidste knap 4 km. af dagens etape. LUKSUS – især fordi jeg ikke er to sekunder i tvivl om. at jeg med 100% sikkerhed ville været løbet forkert på de små trailspor vi løber på, på vej ind mod mål. Jeg er glad for hjælpen og takker Ozar af hele mit hjerte for hjælpen. Det har været en blændende god dag, trods knækket vandrestav, fald og detour.

Jeg løber i mål og laver mit signaturhop. Sikke en dag. Sikke en oplevelse. Sikke et vanvittigt eventyr.

The post Tadik Mountain Traverse – Optur first appeared on The greatness of running.

Jeg ved godt hvad der skete. Jeg var kravlet over det første bjergpas på turen, var løbet ned med god energi og kontrol og havde ramt en fin lille sti der bugtede sig langt med den brusende flod til min venstre side. Forude kunne jeg se broen hvor jeg havde indprentet mig at vi skulle lave en U-turn.

Broen var let at kende, for i det øjeblik man krydsede den, befandt man sig midt i en sommerbosættelse for hyrdernes kvinder og børn. Jeg var løbet over broen og famlede mig frem uden helt at kunne finde den korrekte sti. Der gik ganske kort tid, så var jeg omringet af børn som gerne ville hjælpe mig med at finde den rigtige sti. De pegede og løb foran. Alt var godt, jeg grinte og råbte Thank you – Rakmat, og cruisede videre ad den rigtige sti. Længere fremme krydsede jeg en lille bro og løb op til et lille rislende vandløb. Jeg tog mit lifestraw frem, fyldte en kop med det iskolde vand og drak grådigt. En kølende kop lækkert renset isvand. Alt var fantastisk, jeg var på løbets længste etape og følte mig godt tilpas her knap 22 km ude på den 43 km. lange etape.

Jeg løb hen til et punkt hvor stien delte sig. Jeg valgte at løbe til højre, ned mod floden, men kunne ikke se nogen markering. Jeg tjekkede GPX filen på mit ur, og kunne konstatere at uret dikterede mig at løbe tilbage og vælge stien til venstre. Jeg gjorde som uret sagde.

Stien til venstre gik op i terrænet og førte mig til et område med større sten. De bevægede sig lidt når man løb på dem, som om de hvert øjeblik kunne finde på at rulle væk. Jo længere jeg løber ud jo mere bevæger stenene sig, og flere ruller ned mod floden hver gang jeg flytter vægten fra den ene fod til den anden fod.

Jeg tjekkede GPX-filen igen. Den ville have mig længere op, og jeg tænkte at det gav mening med forventning om at finde den rigtige sti, en trailsti uden sten og ral. Jeg var kravlet op ad de halvstore sten indtil GPX-filen viste ”på kurs”.

Stien højere oppe var ikke meget bedre. Jeg tænkte endnu engang at jeg sikkert bare skal over det værste stykke så bliver alt bedre.

Jeg fulgte den lille sti blindt, beroliget af min naive tro på teknologiens troværdighed i mit lille ur, og begav mig uden at tænke over det ud på et stykke med det, man på engelsk betegner “Scree”. Småsten der ligger løst på bjerget og ruller ned mod floden i rasende fart ved den mindste forstyrrelse. Jeg mærkede min bagerste fod glide ned sammen med stenen og sprang frem på den højre over mod en større sten som ligger solidt midt i havet af småsten. Jeg greb fat i stenen og trak mig selv op, kiggede tilbage og så hvordan mine nu usynlige fodspor rasede ned mod floden og ramte større sten undervejs.

Angsten ramte mig som en knytnæve. Ord flød ud af min mund fordi min tanker ikke kunne rumme dem inde i hovedet. ”Det her er ikke værd at risikere mit helbred for. Det er ikke værd at risikere at komme alvorligt til skade. Det her er ikke godt. Det her er langt ud over det jeg vil være med til…” Ordene blandede sig med den rasende lyd fra den fossende flod under mig, tårer løb ned ad mine kinder. Jeg var fanget på en sten i noget jeg ikke anede hvordan jeg skulle håndtere.

Jeg beslutter mig for at trykke på min alarm. Jeg kigger mulighederne igennem. I am on a break – niks, I am lost – måske, I am slightly injured – niks. Sidste mulighed er den røde SOS knap. Men den er kun til absolut alvorlige situationer. Jeg trykker på ”I am lost” og trykker på send. Jeg tænker at der vil komme nogen ud og forsøge at finde mig.

Jeg sidder i lang tid og forsøger at regne ud hvor meget vand jeg har. Hvad nu hvis jeg skal sidde her i mange timer? Jeg vurderer at jeg vil kunne klare mig – også natten over hvis nu det bliver nødvendigt. Jeg lægger min buff hen over mine lår, opmærksom på solens kraft.

Jeg tager alarmen frem igen og ser beskeden – Weak GPS signal, will you try again. Jeg ærger mig. Hvor urutineret ikke at tjekke at den sendte beskeden. Jeg trykker på I am lost igen, og denne gang bliver jeg ved med at kigge på skræmen, og trykker ”try again” flere gange når beskeden om Weak GPS-signal kommer. Endelig bipper den lille alarm, besked er afsendt. Kort tid efter kommer en besked tilbage. ”Organizers are on their way”.

Jeg kan kigge ned på stien på den anden side af den fossende flod. Det slår mig at jeg har været torskedum. Forblændet af at følge en GPX-filen i et område med dårligt GPS-signal. Det er selvfølgelig stien dernede på den anden side af floden jeg skulle have løbet på. Jeg tog en dum forkert beslutning da stien delte sig og jeg tog teknologien for sandhed i stedet for at bruge min kritiske sans.

Jeg griner lidt af min dumhed. Jeg ved at der i dag er en bagtrop bestående af læge og æsel til at samle evt. skadede løbere op. Intet æsel vil nogensinde kravle den åndsvage vej jeg begav mig ud i. Det er simpelthen så dumt. SÅ TORSKEDUMT

Der er personer på stien under mig. De to østrigere, kæresteparret, løber forbi. Jeg råber deres navne højt. SIMONE…. DANIEL…. SIMONE… DANIEL….  De hører mig ikke, de løber forbi uden at ænse at jeg sidder højt oppe over dem, fanget på bjerget. Jeg græder igen. Tanken om at de kunne udpege min placering for hvem end der nu er på vej ud for at finde mig, glider med småsten ned i den fossende flod.

Jeg må gøre noget tænker jeg og begynder at analysere mine muligheder. Kan jeg kravle lidt op og finde en mere sikker vej tilbage? Kan jeg kravle nedad mod floden? Jeg prøver mig frem, men ligegyldig hvad jeg gør, virker det for risikabelt.

Jeg sætter mig på mit helle igen. Vil jeg bringe en anden i fare hvis de skal forsøge at hjælpe mig tilbage. Tanken er ubærlig. Min dumhed har fået mig i problemer, jeg må selv finde en vej ud.

Noget tager over indeni mig. Noget vokser frem. Handlekraft. Jeg rejser mig op – støtter min hånd på en sten over mig og hamrer min vandrestav ned i havet af løst grus. Jeg slipper min støttehånd, læner mig let mod den stav der står i stenhavet og hamrer den anden stav i, ovenover den første, så der dannes en slags korridor.

Jeg tænker ikke, jeg føler ikke, jeg handler instinktivt. Jeg bevæger mig over stenhavet og kaster mig over mod mere sikker grund. Jeg trækker mine stave med mig, og hører den uhyggelige lyd af rumlen af sten som vælter ned bag mig.

Jeg fortsætter nærmest i trance. Jeg føler ikke, jeg tænker ikke, jeg handler.

Første da jeg er tilbage ved det lille vandløb med iskoldt smeltevand går mine tanker i gang igen. Jeg drikker grådig af vandet, gør min buff våd og lægger den over mit hoved. Jeg pakker mine ting sammen og løber tilbage til punktet hvor stien deler sig i to. Denne gang vælger jeg den rigtige, krydser en lille bro og ser en markering stråle rødt og hvidt i solen. Jeg løber.

Foran mig kommer Ahror, den ene af arrangørerne løbende mod mig. ”Heidi” råber han og vinker. Jeg vifter med min stave for at vise jeg er ok. Jeg løber direkte mod ham, og i det sekund jeg når ham, bøjer jeg mig sammen og hulker.

” I was so scared” hulker jeg. Han lægger armene om mig. Jeg rejser mig og viser ham billedet. Fortæller hvad der skete, fortæller at jeg som en blind høne fulgte GPX-filen. Jeg taler i rytmen af den fossende flod, han forsøger at forstå. Venligt, rar og trøstende står han ved min side og lytter stille mens jeg taler. Det er alt jeg behøver.

”Må jeg godt løbe videre” spørger jeg pludseligt og ubevidst. ”Ja, selvfølgelig” får jeg af svar inden jeg med et OKAYYY – See you – løber afsted og føler en voldsom glæde ved at bevæge mig fremad.

Jeg løber resten af ruten og hiker når det går opad. Billeder af de alle de fantastiske ting jeg oplevede inden jeg løb forkert, kører som dias i mit hoved. Drengene der ville tage selfie, de smukke hårnålesving, den lille landsby med unger der råbte ”HELLO – How are you”

Jeg smiler for mig selv og glemmer alt om min ufrivillige pause på bjerget.

De sidste 4 km. går direkte op i himlen. 4 km. med over 400 højdemeter. Jeg cruiser og hiker determineret op. På vej i mål laver jeg mit signaturhop. Jeg er ikke udgået – jeg er stadig med.

Om aftenen besøger vi bonden hvis jord vi camper på. Han viser os rundt i hans lille frugtplantage sammen med hans to børn. Vi hører om abrikostræer, æbletræer, bistader med overflod af honning og om livet som nomade mellem sommerbosætningen og tilbagetrækningen til vinterperioden. Jeg elsker det simple liv på naturens præmisser. Jeg elsker den stolthed hvorved bonden viser resultatet af hans hårde arbejde frem. Så autentisk og fint, og så perfekt en afslutning på en tumultarisk dag.

Jeg kravler ind i mit telt. Dagens oplevelse er fortalt et par gange, og jeg bemærker at jeg ikke fortæller med angst i kroppen, snarer med stolthed over at jeg selv løste mit eget problem.

Lægen kigger forbi, spørger om jeg har brug for at snakke – om jeg er ok. Jeg er helt ok, svarer jeg og mener det.

En fornemmelse flyder ind i min bevidsthed. Jeg har lært noget vigtigt om mig selv. Jeg har fundet en kerne indeni der er så uendelig meget stærkere og modigere end jeg troede. Jeg kan løse mine problemer selv. Jeg er handlekraftig når det kræves. Min nye viden får mig til at vokse. Selvtillid, selvværd og accept af den person jeg er når alt er skrællet væk. Jeg holder af den person jeg har fundet, jeg mangler måske nok kompetencer til at begå mig i bjerge, men jeg er god til instinktivt at finde løsninger.

Den aften falder jeg i en dyb restituerende søvn og vågner frisk og klar til endnu en dags udforinger i de smukke rå bjerge. Jeg griner højt da jeg ser et æsel parkeret ved vores lille toilettelt. Toiletbesøg med opmuntrende Ihaaar ihaaar… Det kan sq. noget. Livet som løber er både selvudviklende og uendelig sjovt, tænker jeg mens jeg strammer snørebåndene på mine trailsko.

The post Tadik Mountain Traverse – Krisen first appeared on The greatness of running.

Jeg kigger på Katryn ved siden af mig. ”skal du ikke danse” spøger jeg. Hun svarer ”jo, hvis du gør det”. Jeg er på nippet til at afslå, til at lade den klassiske danske ”det er pinligt” tage bo i mig. Jeg tvinger følelsen væk. ”Ok” siger jeg, ”så gør vi det”. Sekunder efter står vi to kvinder som midtpunkt af forsamlingen, og jeg lader mig krop bevæge sig som den har lyst til. Hovedet er tomt for tanker. Alt er sanser. Lyd, bevægelse, oldtid og nutid, flammer og glade ansigter i rundkreds omkring mig. Jeg lever, tænker jeg og griner højt.

Da jeg senere på aftenen, i pandelampens skær og med millioner af glimtende stjerne over hovedet, går ned mod centret hvor vi overnatter, tager jeg en beslutning. Jeg vil være fuldt ud til stede i det her. Det kræver at jeg smider alle personlige ambitioner. Det er verdens letteste beslutning.

Næste dag, dag fire løber vi endnu engang op – 700 hm op til The Big Lake, én af de tre smukke smeltevandssøer i Kulikalon plateauet. Jeg arbejder mig stille og roligt op, tager billeder og forsøger at glemme alt om de to bag mig. Det er mine to rivaler, kæresteparret fra Østrig. Hun er en blændende løber der har løbet i bjerge siden hun var seks år. Han startede med at løbe da de mødtes for en dekade siden, og sammen er de et solidt makkerpar.

Jeg når op til søen, kigger på Gpx-filen på mit ur og misser en markering. En drone hænger over mit hoved, det lyder som en flok rasende bier. Jeg bliver på stien og begynder at kravle op. Dronen kommer ned foran mig. Den hænger og nærmest glor dumt på mig. Mærkelig tænker jeg, det er da en smule intimiderende at den skal filme mig lige ind i ansigtet. Jeg vinker til dronen og spiller med på legen. Hej hej, drone… Jeg fortsætter op. På et plateau kigger jeg på uret. Jeg er forkert på den. Er løbet forkert igen igen. Jeg trækker på skuldrene som et hmmm, og løber nedad, krydser hen over stigningen og forsøger at regne ud, hvor Gpx filen egentlig matcher omgivelserne. Jeg løber videre op parallelt med mit tidligere forsøg. Heller ikke det ser korrekt ud.

”Heeeidi — Heeidi” gjalder det pludselig ud i den klare luft omkring mig. Jeg kigger rundt og får øje på én af de frivillige, Tim, som står og vinker febrilsk op mod mig. Jeg griner, og løber ned mod Tim. Jeg ved hvad han vil sige. ”Du løb forkert – igen”.

”Vi forsøgte at stoppe dig med dronen” siger Tim da jeg når ned til ham. Nååeee, det var det dronen forsøgte at fortælle mig, griner jeg højt. Vi følges ad over mod søbredden. Jeg ser den østrigske kvinde løbe væk fra søen i fuld fart. Mens jeg fumlede rundt på ruten, løb de to målrettet fordi mig og er nu foran mig. Hun bevæger sig smukt og elegant i et landskab hun på en eller anden måde falder naturligt ind i. Jeg er fuld af beundring, gad vide hvor lang tid jeg skal træne i bjerge for at få samme elegante bevægelsesmønster, tænker jeg.

Jeg kigger ud over søen og minder mig selv om min beslutning. Jeg vil sanse, opleve og nyde min vej gennem de resterende etaper. Jeg strammer rygsækken og løber afsted. Inden jeg rammer stigningen op til Alouddin Pass i 3780 meter højde, når jeg at løbe forkert adskillige gange. Én af gangene løber jeg tilbage til en lille bebyggelse hvor en dame står udenfor et lille hus, i gang med dagens gøremål. Jeg viser med min krop at jeg ikke ved hvor jeg skal hen. Hun smiler og vinker mig i den rigtige retning. Jeg lægger min hånd på hjertet og nikker i taknemmelighed. Jeg ville ønske jeg kunne tale sproget og høre om hendes liv i bjergene.

Jeg glædes endnu engang over alle lokale jeg møder. Hvordan de gavmildt og ubetinget, deler ud af næstekærlighed til en fremmed. Jeg tænker om det ligger dybt i generne at være så åben, hjælpsom og venlig overfor fremmede. Om det er nedarvet gennem tusindvis af år, fra helt tilbage da karavaner og handelsmænd travede gennem selvsamme bjergområde. Jeg føler mig mere end velkommen i et miljø jeg stadig forsøger at tilegne mig færdighed til at begå mig i.

På vejen op ad den uendelig lange stigning slår jeg følgeskab med løbsarrangørens snart 15-årige søn Kyle. Opvokset med forældre der har taget ham med på bjergvandringer og løbeture, er han en sej gut der ikke er bange for udfordringer. Han løber med på dagens etape og vi taler om stort og småt. Han har en befriende måde at italesætte alt hvad der falder ham ind.

Jeg laver små mentale lege for at gøre stigningen mere spiselig. ”10 switch backs mere, så må du holde en lille pause” siger jeg. Og tæller højt hver gang vi runder en bue og kravler videre op. Det giver mening at tilbringe min tid med ham. Jeg får lov til at få et lille blik ind i, hvordan det er at vokse op som udlænding i Tajikistan. Han virker til at elske det hele. Sproget, hverdagen, menneskerne.

Vi møder adskillige æseltog på vores vej op. Knægten taler med én af mændene der driver to stædige æsler op mod passets top. Han oversætter for mig, at manden tager turen over passet frem og tilbage 2-3 gange ugentlig. Han bringer varer over på den anden side af passet, og tager ting med tilbage. Infrastruktur baseret på æsler kræver seje hårdtarbejdende mænd. Men tænker jeg, jeg vil vædde på at de aldrig har haft skyggen af stress. 

Længere oppe bryder farsi-musik stilheden. Et æseltog for fuld udblæsning. De yngre æseldrivere sætter nye standarder. Jeg er ikke sikker på at jeg syntes det er en god udvikling, men griner alligevel af deres forsøg på at kombinere ungdom med det ældgamle erhverv.

Toppen af passet giver os kuldegysninger. Det er altid værd at hike og kravle op i himlen. Belønningen er guddommelig. Bjerge og bjergsøer hilser os med værdig venlighed.

Vi løber ned sammen. Et nedløb der kræver fuld fokus, men kan løbes. ”Du skal ikke bremse, men have lavt tyngdepunkt og læne dig frem. Det siger min far”, kort efter supplerer Kyle med ”du løber meget bedre nedad end min mor” Jeg griner højt. Så har al min træning hjemme på de danske trailspor givet pote. Jeg sender en kærlig tanke til Søren Rasmussen, min coach som hjalp mig til at træne mere korrekt op mod bjergløbet.

Vi holder stadig små pauser når Kyle har brug for det. Det er ok. Vi skal ikke nå noget og jeg nyder hvordan min krop føles næsten restitueret af at sætte tempoet ned.

Vi løber i mål hånd i hånd. Jeg roser Kyle for hans gåpåmod og takker for dejligt selskab. Jeg føler mig mere frisk end først på ugen, og jeg bemærker at min vejrtrækning ikke, som de forrige dage er anstrengt og presset af højderne. Dagens højdepunkt er da den ene af løbets læger sætter en flaske Coca cola foran mig. Han har købt den til mig af ren og skær venlighed. Jeg sluger grådigt væsken i mig, en kærkommen erstatning for det filtreret flodvand vi ellers drikker.

Jeg føler mig som verdens heldigste da jeg senere ligger i soveposen med hovedet ud ad teltåbningen. Alt er mørkt, æsler rumsterer i udkanten af lejren som vi deler med flere af de hyrder vi mødte på vej op, stjernerne stråler klarer end jeg nogensinde kan huske jeg har set før. Den fossende flod synger godnatsang for mig, og jeg falder lykkelig i søvn i mit lille grønne telt.

The post Tadik Mountain Traverse – Vendepunktet first appeared on The greatness of running.

Destinationen er Tadsjikistan. Jep, det land du måske aldrig har hørt om, men som ligger klemt inde mellem Afghanistan, Kirgisistan, Usbekistan og Kina – og med bjerge så høje, at selv skyerne må kigge op. Her kalder de det “Rooftop of the World”, og jeg har tænkt mig at kravle op og kigge ud.

Jeg skal to vigtige ting på turen:

• At løbe (selvfølgelig – hvad ellers..).
• Og udleve en drøm: Gå/løbe på Pamir Highway. En legendarisk grusvej med mere historie end asfalt, hvor Marco Polo og utallige karavaner har sat deres spor. Vejen snor sig fra Dushanbe til Osh og gennem de vilde Pamir-bjerge, som skulle være så bjergtagende, at man efter sigende glemmer at trække vejret.

Min fascination begyndte da jeg løb i Pakistan i 2019. I en bus gennem Hunza-dalen på vej mod den Kinesiske grænse, så jeg stier der krammede bjergsiderne som gamle ar – rester af Silkevejen. Jeg forestillede mig kameler, købmænd og krigere, der langsomt bevægede sig frem, med øjne på stilke efter trusler og hjerter fulde af håb.

Historien om Centralasien er som en omvendt verden:  Centralasien var engang verdens centrum, mens Europa sov og Amerika endnu ikke var opdaget. Her blomstrede idéer, handel religioner og videnskab forbundet af Silkevejen – og jeg vil virkelig gerne mærke historiens puls under mine fødder.

Så da muligheden opstod for at gentage sidste års bjergløbssucces i Colorado – og samtidig få sat fødderne på Silkevejen – var jeg solgt. Årets eventyr tog form og jeg meldte mig til løbet “Tajik mountain traverse (TMT)”.

Det bliver bestemt ikke kedeligt: Et seks-dages bjergløb i Fanbjergene, kendt for søer så smukke, at selv Instagram må give op. 165 km, 7500 højdemeter, start i 1800 m og med stigninger op til 4100 m. Overnatning i telte, fragtet af æsler (ja, æsler!), og vi skal selv slæbe alt til efter løbet – mad, vand, tøj og mod .

Ingen depoter. Få markeringer. Kortlæsning er obligatorisk. Jeg er eneste dansker og rimelig nervøs for at løbe forkert – men heldigvis har jeg fået tilsendt en GPS-tracker, så der er en chance for at blive fundet, hvis jeg (som det er set før) farer vild og ender i Kina.

Arrangørerne har lavet en lille video med glimt af det, jeg skal opleve når løbet starter på mandag.
https://www.youtube.com/watch?v=oBOINC8pcQA

Rygsækken er pakket. Kroppen er klar – takket være løbecoach Søren Rasmussen og fysioterapeut Troels Eskerod fra Nordthy Fysioterapi, som har gjort mig stærk nok til både op- og nedstigninger i det mindste af de centralasiatiske lande.

Mit motto på rejsen: Be Brave.

Nu går jeg offline og ind i eventyret. Vi ses på den anden side

The post 3 – 2 – 1 EVENTYR first appeared on The greatness of running.

Tommy var, da jeg var på besøg, lige kommet hjem fra et seks-dages etapeløb i Namibia, forude ventede tilsvarende løb i Gobi ørkenen i Mongoliet, Atakama ørkenen i Chile, isørkenen på Antarktisk (de fire løb kaldes tilsammen The 4 deserts Ultramarathon series) og som bonus New Zealand og Maraton des Sable i Marokko. Projektet var en del af en større plan – at samle penge ind til den lille organisation Littlebighelp som hjælper gadebørn i Calcutta i Indien. (læs evt. indlæg her: https://thegreatnessofrunning.dk/mine-loebehelte-part-xviii-naar-loeb-er-charity/ )

Der er gået syv år siden Tommy kastede sig ud i projektet, som dengang havde et mål om at indsamle 375.000kr. Nu står han foran mig og fortæller ydmygt, til et foredrag i Aalborg, om projektet der sidenhen er vokset i omfang både udfordringsmæssigt og donationsmæssigt.

”Jeg er nok lidt mere skør og viljefast end gennemsnittet. Jeg er ikke bange for at tage en chance og hoppe ud i udfordringer. Så må jeg tage konsekvenserne efterhånden som jeg støder på dem”

En storsmilende Tommy starter hans foredrag med en selverkendelse. Han er ikke den store planlægger og mange udfordringer opstår netop af samme årsag.

”Jeg havde ikke tænkt på at man skulle have toiletpapir med, dengang jeg startede med de her etape-ultraløb. Så jeg måtte tænke kreativt og endte med at bruge mine brugte strømper til formålet. Jeg havde tre par strømper med, det rakte lige præcis til de seks dages løb.”

Alle de ultraløb Tommy deltager i løbes selvsupporteret hvilket betyder, at man løber alle etaper med en rygsæk fyldt med alt man har brug for af hhv. mad, sovepose, liggeunderlag, tøj og andre fornødenheder som tandpasta og tandbørste osv. I starten var det ca. 12 kg. + 2 Liter vand Tommy bar rundt på ryggen under løbene. Han var ikke så fokuseret på vægtoptimering, det måtte læres undervejs – ligesom han også lærte, at de små hvide poser som altid er placeret i den frysetørrede mad, ikke er salt til maden. Det er, som en englænder chokeret gjorde ham opmærksom på en aften hvor han ville hælde posens indhold ud over maden, poser der holder maden fugtfrit under transport.

Tommy gennemførte alle løbene han havde planlagt som projekt i 2018/2019. Alle løb med hver deres fortælling, indtryk og møder med mennesker. Da han løb Namib Race landende han om natten i Johannesburg hvor han skulle overnatte på hotel inden han skulle rejse videre mod Namibia.

”Johannesburg er ikke et godt sted at være alene om natten. Da jeg ankom i lufthavnen, var det helt mørkt og udenfor holdt der Taxier. Jeg fik banket et par sovende chauffører op, men ingen vidste hvor mit hotel lå og ingen kunne hjælpe mig. Til sidst kom en stor mørk fyr hen til mig. ”Follow me” sagde han, og førte mig over til et område med fabrikker. Der var mindre og mindre lys, og jeg blev mere og mere bange. Det her er ikke godt, tænkte jeg. Til sidste stoppede manden op under en lille forhutlet gadelampe. Han kiggede på mig og sagde: I am your saftyguard, I want money. Jeg havde lært at man ikke skal placere sine penge i én pung, og fandt pungen med mindst penge frem. Jeg gav ham en 2 dollar – Manden rystede på hovedet. More. Jeg ham en 5 dollar, med samme reaktion. Til sidste gav jeg ham en 10 dollar og viste ham at pungen var tom. Manden kiggede på pungen, og sagde ok – han vendte sig og pegede på en holdende bus. This is your bus. It will take you to your hotel.”

Det var den rigtig bus og Tommy ankom til hotellet med kroppen fyldt med adrenalin og angst. ”Fuck jeg var bange lige der” fortæller han ærligt.   

I Gobi ørkenen var de på dagens længste etape løbet ind i et voldsomt vejr med lyn, torden og masser af regn. Det havde været så voldsomt, at alle jurterne (de telte Nomaderne altid har brugt) som deltagerne sov i var blevet oversvømmet, og alle måtte evakueres til en hal. Det havde været en nat i den mest fæle stank fra vådt svedigt løbetøj og løbere der ikke kunne komme i bad. Alt sammen opvejet af målgangen den næste dag, hvor deltagerne løb i mål ved Djengis Kahns oldtidsfort.

I Atacama ørkenen havde Tommy misset at løbet foregik i godt 3000 meter højde, og led derfor voldsomt de første par dage hvor koppen skulle vænne sig til højden. Dette blev til gengæld opvejet af den smukke bjergtagende natur de løb i.

”Atacama er den smukkeste ørken jeg har nogensinde har set”

På Antarktisk løb Tommy i en fæl snestorm, da de den første dag løb 3-5 km. loop for at nå distancen på 65 km. ”Det var godt nok lidt hårdere end jeg havde regnet med” siger Tommy i den video han har filmet af sig selv løbende i snestormen. Symptomatisk for hans tilgang til ultraløb konstaterer han efterfølgende ”Nå men der er en ny dag i morgen, så må vi se på det der.”

Tommy er drevet af dels at gøre en forskel for de gadebørn han samlet ind til, men i den grad også af at flytte egne grænser. Den mentale kamp trigger ham.

”Man skal have styr på hjernen når man løber ultraløb. Der vil altid komme tidspunkter hvor hjernen skriger STOP, du er vanvittig, STOP. Men kroppen kan så meget mere end man tror, og jeg har lært at sige NEJ. Jeg stopper ikke krop. Fortsæt, 1-2, 1-2, 1-2, et mantra han lærte af en engelsk tidligere marinesoldat. 1-2, 1-2, hele tiden, så skal man nok komme i mål. Hvis man først giver sig selv lov til at tænke tanken om at udgå, er det 100% sikkert at det sker”

Trods en stærk metal kapacitet er Tommy udgået nogle gange, oftest med rod i den manglende planlægning og forberedelse.  I 2019, efter at han havde gennemført det oprindelige projekt, besluttede han sig for at nu var det tid til at prøve kræfter med nogle af de virkelig lange løb. Han tilmeldte sig Moab 240 miles i USA, et løb med over 12.000 hm og hvor deltagerne selv skal navigere undervejs. Tommy havde ikke helt styr på det med at navigere selv, og stod midt under løbet og måtte se telefonen løbe tør for strøm. Det var ikke helt let at finde vej uden nogen form for hjælpemidler, han for vild flere gange og endte med at misse et cutoff (et sted på ruten man skal have passeret indenfor en bestemt tidsramme) og udgik med kun 30 km. til mål. ”Nu har jeg lært at man skal lægge powerbanks ud i depoterne undervejs” griner Tommy.

Tommy og hans kone var i 2019 i Indien og besøge hhv. pigehjemmet og drengehjemmet hvor de heldige gadebørn får uddannelse og bliver passet og plejet. Det er dét Littlebighelp gør. Redder gadebørn og hjælper dem med et sted at bo, uddannelse, kærlighed, fællesskab og noget der ligner en familie, fra de er 6-18 år. Børnene får desuden hjælp til at finde bolig og arbejde, når de er gamle nok til at flytte videre i livet. Rejsen til Indien har gjort et stort indtryk på Tommy. At høre børnenes fortællinger om hvordan de endte på gaden, og at se slumområder hvor tusindvis af børn og familier lever i ekstrem fattigdom har givet ham endnu mere lyst til at fortsætte hans mission om at hjælpe med indsamling af pengedonationer.

”Man er nødt til hele tiden at finde på noget som er lidt vildere for at få så mange sponsorer med som muligt” siger Tommy og fortæller, at nyere projekter har været at løbe The Tripple Crown of 200 miles, en serie bestående af tre løb hhv. Big Foot i Washington på 205 miles, Tahoe 200 miles på grænsen mellem Californien og Nevada, og det tidligere nævnte løbe Moab 240 Miles i Utah.

”Til løbet i Washington havde jeg booket en gammel campingvogn via AirBnB. Det viste sig at være et fuldstændigt sindssygt sted, hvor jeg var omgivet af meget skumle personer i en slidt trailerpark. Jeg gik en morgen op til en kaffebar som lå et stykke væk og blev drevet af en mor og hendes datter. Begge havde pistoler i baglommen som en fast del af uniformen. Shit jeg var utryg. Jeg fortalte dem at jeg skulle løbe i bjergene, hvorpå moderen spurgte om jeg havde et våben og fortsatte med at belære mig – You need a pistol for the bears. Jeg havde overhovedet ikke tænkte over om der kunne være farlige dyr. Jeg havde kun en lommekniv, og den var sq nok ikke meget bevendt overfor en bjørn”  

Tommy fortalte at han under løbet havde løbet i mørket på en fladere strækning på ruten, og pludselig fornemmet noget der puslede i busken foran. Angsten greb fat i ham, ud af buske kom en skindpels. FUCK – havde han tænkt med et hjerte hamrende afsted. Skindpelsen havde vendt sig om direkte mod ham. Det viste sig at være en ko.

Der har været flere vilde ”nærdyrsoplevelser” på de mange løb. Og der har da også være en rigtig bjørn som har krydset hans vej til et løb i USA. Det er en del af oplevelsen, og noget af det der gør det spændende.

”Jeg sover ofte i en af de der aluposer man skal have med som sikkerhedsudstyk på de lange løb. Jeg smider mig som regel bare i græsset langs ruten, og tjekker selvfølgelig lige om der skulle være en klapperslange i nærheden, inden jeg lægger mig til at sove. Hvis du bliver bidt af sådan én, så er det ikke stor chance for at du kommer i mål” siger Tommy med den galgenhumor jeg tænker må være en del af den mentale værktøjskasse.

”Marathon de Sable (ørkenløbet i Marokko) var et MUST-DO løb for mig fordi jeg havde læst at der var løbere der var døde under deltagelse. Det syntes jeg er meget pirrende, og det var jeg nødt til at prøve at løbe”  

De sidste års løb viser en klar tendens. Det skal være mere og mere crazy. Cocodona i USA på 250 mils, 500 km. løb i Frankrig, Gotland rundt 515 km. og sidste år Arizona Monster på 309 miles gennem en ørken i temperaturer op til 45-50 grader, et løb hvor maven ikke ville indtage mere mad på efter 2½ dages løb og Tommy derfor løb de sidste tre dage af løbet på ren vilje. En næste umenneskelig opgave der overgår ens fantasi. At han så samtidig på dag tre faldt og ramte med hovedet ned i en kaktus så han fik pigge overalt i ansigtet, gør det helt ubegribeligt at manden alligevel gennemfører.

”Efter det sagde jeg til mig selv – aldrig aldrig mere. Det var for vildt” fortæller Tommy og indrømmer at han for tre uger siden tilmeldte sig løbet igen i 2026.

Det kommer ikke som en overraskelse for os der i godt 1½ time har hørt om oplevelser selv ikke den bedste forfatter vil kunne skrive som fiktion. Virkeligheden er uendelig fascinerende, når man som Tommy udfordrer egne grænser mens man sluger smukke naturoplevelser som var det bevidsthedsudvidende stoffer. Han motto er” NEVER GIVE UP – ITS NOT AN OPTION” og skulle du sidde og tænke at en mand midt i 60’erne da snart må være færdig med det pjat, så får Tommy det sidste ord.  

”Så længe der er puls fortætter jeg”

Link til Littlebighelp: https://littlebighelp.com/da/home-dansk/

(Tommy har på nuværende tidspunkt samlet godt 1,7 mill. In i løbet af årene som Charityløber. Evt. donation til Tommys fortsatte arbejde kan give via Mobile Pay på 270726)

Du kan følge Tommys løb på sociale medier:   Instagram – runforlittlebighelp  Facebook – Run for Littlebighelp

Læs om serien med de fire ørkenløb + bonus løb her: https://www.racingtheplanet.com/

The post Et genbesøg med en løbehelt, foredrag med Tommy Jacobsen first appeared on The greatness of running.

Det er den varmeste og korteste vinter i 67 år, fortalte ”Busy Elf” til velkomstmødet. Han satte dermed ord på det, jeg i let undring havde spottet da jeg nåede frem til vores overnatningssted – Julemandens by godt 8 km. udenfor Rovaniemi. Der var minimal sne. De iskolde vinterdage havde været et fåtal, solen varmede og sneen smeltede hurtigere end julemandens rensdyr kunne trække turister rundt på den perfekt præperede bane gennem skoven. Busy Elf skulle i øvrigt vise sig at have en mørk personlighed, den rare meget talende nisse havde skumle planer som kom til at påvirke mit, og andres marathon i en udfordrende retning.

Julemandens by er et stort crazy kommercielt show med omkring 200.000 gæster bare i løbet af december måned. Alt handler om jul og lyden af julemusik gjaldede stadig ud gennem højtalerne i byens centrum her i starten af april måned. I baren kunne man bestille en ”Christmaspolitan” og alle hytter til overnattende gæster var flankere af juletræ og selvfølgelig med den klassiske lysestage i vinduerne.  

Dagen før marathon var der rutefremvisning hvor arrangør Apolo tog alle der havde lyst, ud på en guidet tur på den første del af ruten som gik rundt om Julemandens by – og hvor vi, til min store glæde, skulle løbe strækninger med sne og is. Ud over at se ruten, var det også en gylden mulighed for os løbere til at få en fornemmelse af underlaget og for mit vedkommende til at vurdere hvilke sko jeg skulle løbe marathon i. Valget stod mellem pigsko og almindelige trailsko, og ret hurtigt kunne jeg konkludere at pigsko var udelukket, der var simpelthen for lidt sne.

Det var selveste julemanden – altså det rigtige – der sendte os afsted en tidlig morgen i let snevejr. Starten lå placeret nøjagtig på grænsen til den nordlige polarcirkel, det geografiske område som kaldes Arktis og for mig, som allerede har løbet i den antarktiske breddekreds, betød det at jeg med første skridt ud på ruten, kunne tikke boksen af med marathonløb i begge af jordens polarområder.

Ruten var en ½ marathonrute der for os marathonløbere skulle gennemføres to gange. Den var delt op i to forskellige dele, hhv. en runde i periferien af julemandens by og herefter en ud-hjem-strækning til Rovaniemi og hjem igen.

Jeg løb kækt afsted og fandt ret hurtigt en fin rytme. Min trailsko var et godt valg på den sne- og isdækkede runde og jeg nød til fulde rutens varieret forløb. Måske lidt for meget, for i et sving skarpt til højre forsvandt min ene fod under mig, og i fornemmeste bambi-på-glatis-stil forsøgte jeg instinktivt at genfinde balancen. Det kostede mig en tur i underlagt med den ene hånd og det ene knæ, heldigvis forholdsvist blødt og uden konsekvenser for mit helbred. Jeg lo højt af min egen dumhed, for det var jo præcist så udfordrende jeg havde forestillet mig løbet skulle være.

På ud-hjem strækning ind mod Rovaniemi var underlagte primær asfalt med pletter af is. Ruten gik let nedad mod Kemijoki, som er den længste flod i Finland og løber gennem Rovaniemi. På vejen derned mødte vi Busy Elf der var depotansvarlig på halvvejen. Han havde travlt (læs – mystisk meget travlt med at kigge væk) med at gøre depotet klar, da jeg i halen på de to førende italienske mænd løb forbi. Hei – Hei råbte jeg til Busy Elf, som svarede med et kort ”Hei” uden af kigge op. Meget meget mystisk af den ellers opmærksomme nisse.

Farten i mine trailsko var god, og jeg cruisede glad videre ned mod floden i horisonten. Alt var godt indtil det så pludselig ikke var så godt længere.

Foran mig kunne jeg pludselig se de to førende italienske mænd blive stoppet af en bil og stå og diskutere med – var det løbsarrangør Apolo?. Umiddelbart efter vendte de om, og begyndte at løbe tilbage mod mig. Jeg nåede at tænke at der manglede en ambulance i det billede jeg så. Arrangør Apolo havde forklaret til infomødet, at der ved vendepunktet vil holde en ambulance, som både agerede depot og nødhjælp i tilfælde af behov.  

Jeg løb imod de to mænd og hørte dem råbe ”Turn around” inden de blæste forbi mig. ”Its the wrong way”. lød det i trækvinden fra de to løbere. What? tænkte jeg, Det gav ikke mening, men som den lemming man nu engang er, stoppede jeg op og begyndte at bevæge mig tilbage op mod Busy Elfs depot.

” Did you not see the marks?” Arrangør Apolo sad på passagersædet i bilen med nedrullet vindue. Bilen rullede stille ved siden af mig mens jeg løb. ” You were supposed to cross the road and not continue straight”. Jeg havde overhovedet ikke set de fine blå markeringer på asfalten eller de rød/hvide minestrimmelser som hang så fint i lygtepælene. Jeg var løbet som en blind høne efter de to herrer foran mig. Det kostede mig ekstra 3,7km. på bogen inden jeg var tilbage på rette spor, tilbage lige før depotet hvor Busy Elf huserede. Denne gang var det tydeligt at markeringer var der – og mens jeg gnækkede over min egen dumhed og overvejede hvorvidt det var et komplot mod aktive løbere udført af en snedig skummel nisse, dykkede jeg ned i min mentale værktøjskasse efter brugbare værktøjer til at acceptere, at jeg nu skulle indhente alle dem, der ikke i dumhed var løbet forkert, og som nu var flere kilometer foran mig.

Min force er, at jeg er ret rutineret i at løbe forkert. Jeg har efterhånden gjort det så mange gange at jeg er begyndt at tænke det som en lille gave fra mig til mig. Ekstra lækre kilometer og tid på ruten. What´s not to like. Jeg elsker at løbe, og hvis jeg kan få lidt ekstra tid i skoene, er det en lille gave (Note – det er ikke altid jeg er så optimistisk når jeg løber forkert. Ørkenløbet i Jorden er et godt eksempel på det. ) https://thegreatnessofrunning.dk/wadi-rum-full-moon-marathon-2023/ )

Resten af løbet crusiede jeg fuld at overskud. De mennesker der løb sammen med mig på ruten, havde vist sig at være de skønneste, dejligste og mest imødekommende mennesker. Jeg elskede hver eneste gang jeg kunne enten stikke en high five ud, hilse eller give et lille kram når jeg løb forbi dem.

Der var far og datter fra Schweiz som sammen løb deres første marathon – sikke et mod i øvrigt at vælge så udfordrende et løb til det – Datteren var en 23-årig politibetjent med ben i næsen og et dejligt sprudlende humør, nå ja – og en tendens til utallige toiletbesøg på løbeture.

Der var den succesfulde ejendomsmægler fra London der havde startet et frivilligt og stærkt voksende Charityarbejde ”Food4U”, og som med brændende passion fortalte om de små succeser han oplevede i arbejdet med udsatte mennesker.

Der var den hollandske mand hvis arbejde for år tilbage havde været at behandle kriminelle psykiske ustabile fanger (hedder det det?) i den hollandske pang dang til Sikringen (Hvis du har set indefra med Anders Agger, vil du vide hvad Sikringen er. Det er her man placerer de farligste fanger af dem alle, dem alle andre har opgivet). Den hollandske mand var på en vagt blevet brutalt overfaldet og slået i hovedet med både termokande og krus indtil kollegaer havde fået gerningsmanden pacificeret. Episoden havde kostet ham et års mistet korttidshukommelse – han kunne ikke huske at havde været på familieferie det år, og to års genoptræning både fysisk og mentalt, før han kunne genoptage arbejdet. Trods det, var han uden skyggen af bitterhed, og konkluderede med den største menneskelige rumlighed jeg nogensinde har mødt – Gerningsmanden har ikke samme virkelighed som dig og mig. Han var i en virkelighed hvor stemmer fortalte ham, at jeg den dag var en reel trussel som skulle slås ihjel. ”Han gik ikke efter mig som person, men angreb fordi han levede i en helt anden virkelighed end os.”  

Der var også kvinden fra Australien, der sammen med hendes søn løb deres første halvmarathon. Kvinden havde året forinden fået konstateret brystkræft, og inden kemoterapien skulle påbegyndes, var hun taget til Finland for at løbe 10 km. med lovning om, at næste år ville hun vende tilbage og løbe den halve distance. Det var fire uger siden hun færdiggjorde kemoterapi og som lovet løb hun nu igen i Finland. ”Næste år kommer jeg tilbage og løber marathon” postulerede hun modigt under aftenens sejrsmiddag. ”Bare fordi man har kræft behøver verden ikke gå i stå. Jeg har selv et valg om hvorvidt jeg vil sidde på sofa og se tv – eller om jeg vil leve livet fuld ud.”

Det lykkedes mig at indhente stort set alle og løbe i mål som samlet nr. 2 og første kvinde. Og stolt kunne jeg snuppe det danske flag fra den flagallé der flankerede opløbsstrækningen, og løbe over den arktiske linje ind i målområdet i den nordlige polarcirkel. Dermed var jeg også så heldig at få overrakt trofæ fra selveste julemanden og efterfølgende skåle i den lokale Karhu-øl (Karhu er det finske ord for bjørn) sammen med alle de mennesker som på kort tid var blevet nye løbevenner.

Dagen efter løbet var der arrangeret badetur til floden, hvor et lille hul i isen indbød de modige til et koldt dyp. Jeg meldte fra. Jeg er mildest talt IKKE kolde-bade-kompatibel. . Så jeg tog i stedet mine elskede trailsko og løb ud i de finske skove på restitutionstur og fik i bonus en magisk løbeoplevelse jeg aldrig vil glemme (den skriver jeg om i næste indlæg). Med en afslutning under en stjernehimmel med et nordlysshow i aller bedste stil, tog jeg afsked med en løbeoplevelse der gav mig et perfekt arrangeret løb, masser af nye løbevenner hvor særligt én – italienske Chiara viste sig at være en god veninde jeg ikke anede jeg havde, naturoplevelser i særklasse og indtryk som for altid vil give mig smil på læben.

Jeg rejste alene til Lapland og fandt et inkluderende og fantastisk fællesskab, og en løbsarrangør som virkelig lagde sig i selen for at sikre at alle var godt tilpas. Hvis løbere bestemte i verden, ville verden uden tvivl være et langt mere sjovt, trygt og lykkeligt sted. Løbere er uden omsvøb de bedste mennesker på jorden (og jeg er på ingen måde biased når jeg skriver dette )

Løberejsen var arrangeret af Wildmarathon, som også laver løb andre steder i verden. Er du nysgerrig kan du læse mere her: https://wildmarathon.com/        (dette er ikke en reklame, blot tiltænkt som inspiration :))

The post Arctic Marathon – Finland first appeared on The greatness of running.

Dagen efter Asgabat marathon hopper jeg ind på bagsædet af en hvid jeep, et bagsæde hvor min bagdel får lov til at sidde på et ægte tæppe som pryder sædet i de klassiske bordeauxrøde farver. På forsædet ved siden af chaufføren sidder vores guide, i Turkmenistan må man ikke rejse ud af hovedstaden uden guide.

I kortege af fem hvide jeeps kører vi væk fra storbyens hvide potente marmor showoff, gennem små forarmede forstæder og direkte ud i det golde Karakum ørken, hvor fritgående kameler arrogant spadserer rundt i rabatten, og små bissede tjørnebuske er den dominerende vegetation. Kontrasten er enorm og næsten ufattelig.

Der går ca. en time, så rammer vi afslutningen af den lækre fine asfaltvej, passerer gennem to bom-markeringer flankeret af vagter, og kører ud på noget jeg bedst kan beskrive som en 2-baners hullet asfalt-ost. Bilerne bumper, hopper og danser rundt mellem hullerne, mens de garvede chauffører behændigt undgår de værste huller og modkørende biler idet hullerne er så dybe og store, at begge kørselsretninger tages i brug for at får bilen nogenlunde sikkert frem. Turen slutter af på en sandet ørkenvej og den voldsomme tur ind til slutdestinationen får mig til at tage en dyb indånding og modtage de utallige stød mit hoved må tage imod fra bilens karosseri, mens jeg forsøger at holde mit stakkels hoved op i vinden fra det nedrullede vindue.

Jeg blev køresyg på vejen. Jeg nåede ca. 20 minutters kørsel på den hullede si af en vej, inden en voldsom utilpashed strømmede ind over mig, og jeg med mat stemme måtte bede om en pause for at komme ud i frisk luft. Jeg havde det som om jeg var tæt på besvimelse da jeg endelig slap ud. Alt sortnede for mine øjne og jeg baksede mig selv hen i det fjerneste hjørne af den primitive rasteplads som var vores halvvejsstop.

Resten af turen fik jeg lov til at rykke en plads frem i vores Jeep, forsædet ville vores guide ikke give fra sig, og jeg sad derfor lige bag ham, med hovedet halvvejs ude af vinduet, for at holde det værste kvalme væk.

Turen fra Asgabat ud til attraktionen Gates of Hell tager fire timer. Det var fire uendelig lange timer for mig. . Til gengæld er det alle kvalerne værd. Vores Jeeps parkerer ved kanten af det store krater, der som en pulserende gasovn ligger for vores fødder, flankeret af klitter og klippefremspring i en fjern øde del af Karakum-ørkenen.

Varmen ved krateres kant er voldsom, det samme var lugten af gas – metangas. Det er på en og samme tid et mærkeligt syn og lige der, også en smule skuffende. Er det virkelig det? Er det virkelig Turkmenistans mest berømte seværdighed Gates of Hell der ligger foran os?

Krateret siges at være opstået efter at et sovjetisk efterforskningshold borede efter naturgas for mere end 50 år siden, og på én eller anden måde fik startet en kædereaktion der skabte det store krater. Krateret er ca. 70 meter bred og 30 meter dyb med lodrette vægge der falder skarp ned i et slags stenaffaldsområde spredt over krateres bund. Ingen ved helt præcist hvorfor krateret efterfølgende antændte. Historierne går på at det sovjetiske hold smed en håndgranat ned i hullet – eller måske bare en uanselig tændstik. Hvorfor er der intet entydig svar på, tilsyneladende fordi sovjettidens rapporter mangler, er ufuldstændige eller stadig er fortrolige. Et eller andet gik galt, og som meget andet i sovjettiden er årsagen mørklagt og efterladt til gisninger og mytologiske fortællinger.

Vi er taget til Gates of Hell for at løb et 10 km. løb og mens ruten bliver målt op, går jeg rundt om det store krater. Det er svært helt at forstå, at der her lige foran mig ryger en enorm mængde metangas direkte ud i atmosfæren og bidrager til den globale klimakrise. Metangas er værre end CO2. Hvorfor har man ikke forsøgt at få det slukket? Er der virkelig nok turister i landet til, at kraterets eksistens udgør en reel indtægtskilde for mange mennesker? Jeg tvivler og for hver gang jeg tager et skridt rundt langs kanten, bliver jeg mere og mere skræmt. Der er noget uhyggelig og, i mangel på bedre ord – creepy over de kræfter der slumrer under jorden, og her bliver lukket ud gennem utallige sprækker som dødbringende diffusere.

Mine tanker afbrydes da vi kaldes til start. Vi skal løbe en strækning på 2,5 km. ud/hjem to gange. Ruten er forholdsvis let. Rundt om krateret, følg en sandvej ud mod én af de tre camps som ligger i periferien af krateret, løb modsat Camp og rundt om et klippefremspring, og følg sandvejen på den anden side til vendepunktet markeret af én af vores hvide Jeeps.

Jeg løber afsted og ignorerer min krop der skriger på ro og mad efter den drænende omgang køresyge. Jeg er nødt til at løbe, nødt til at få oplevelsen med og se hvad der venter på den sandede rute. At jeg vil opleve en lyd så vanvittig skræmmende at min trætte krop instinktivt går i panik, vidste jeg ikke på det tidspunkt. Den oplevelse ventede bag klippefremspringet.

Jeg løber med de forreste gutter ud, men må hurtigt indse at jeg ikke kan følge med, og ender med at ligge et stykke bag de to hurtige mænd. Jeg presser mig selv så meget jeg kan, velvidende at min ærgerrighed dikterer, at jeg vil være første kvinde over målstregen koste hvad det vil. Jeg runder klippefremspringet og løber ud ad den lange sandede vej. En bil kommer imod mig. Den er hvid, og et øjeblik tænker jeg at noget er galt. At vores bil, der skal markere vendepunktet, er på vej tilbage for at få os til at stoppe og vende om. Vi løber trods alt det mest øde sted, og jeg aner ikke om vi reelt har fået en godkendelse fra myndighederne.

Bilen passerer mig med nedrullede ruder og to mænd læner hovederne ud og råber opmuntrende til mig på et sprog jeg ikke forstår, men mener må være russisk. Det må være borebisser tænker jeg, og kigger samtidig skråt bag mig, hvor et kæmpe naturgasindvindingsværk gemt af klippefremspringet bryder ørkenens monotoni.

Jeg vinker til bilen og løber ud til vendepunktet – bliver registreret og løber tilbage samme vej. Jeg når næsten op tilbage til klippen da lyden kommer. Et rumlende, ækelt brøl fra undergrunden. En lyd så fremmed og forfærdelig at min første tanke er at noget eksploderer, og det noget skal jeg løbe lige forbi. Shit, siger jeg højt og mærker hvordan fødderne fortsætter deres rytme mens mine tanker løber løbsk. Angst kravler op mod mit kraveben og ud i fingerspidserne. Jeg sætter farten mere op, jeg kan ikke gøre andet og mit forsøg på at komme væk i en fart virker ynkeligt. Det her er lyden af Dantes helveds-storm. Det her er lyden af noget så forfærdeligt, at det for evigt vil få mig til at betvivle min egen logiske sans. Hvad var det egentlig jeg hørte.

Andre løbere kommer imod mig og jeg bliver halet tilbage til virkeligheden. Jeg løber 10 kilometer løb i ørkenen, og nu skal jeg tilbage til start og få sidste runde overstået. På vej ud på runde to mærker jeg for alvor trætheden. Jeg løber forkert til trods for at ruten er såre simpel. Jeg bander af mig selv, finder tilbage til den korrekte vej og runder endnu en gang klippefremspringet. Da jeg kigger over mod indvindingsværket, kan jeg se et stort åbent hul i jorden, et hul hvor helvedes flammer slikker op som sultne dæmoner. Lyden må have været en del af den daglige drift, og for borebisserne det mest naturlige i verden. Mit hoved har stadig svært ved at tro, at en så forfærdelig grum lyd kan komme fra en daglig drift af en naturgas-indvinding. Jeg tænker at det må være naturens skrig imod menneskehedens udnyttelse.

Jeg ligger solidt i front blandt kvinderne og lader mit tempo falde. Mit hoved gør ondt og min mave føles som en indtørret svamp. Jeg løber resten af løbet uden at tænke, og først da jeg runder krateret for sidste gang sætter jeg lidt fart på, giver highfive til én af deltagerne der valgte ikke at løbe, og løber over den optrukne streg i sandet der markerer mål. Jeg får kram af de to hurtige mænd inden jeg flygter ud i ørkenen for at komme på afstand. De skal ikke høre, at den smule vand jeg drak inden løbet må op igen.

Et par kopper cola senere er alt godt igen. De sidste løbere heppes i mål, der tages billeder og medalje- overrækkelsen forestås foran krateret. Solen er på vej ned og ørkenens kulde begynder for alvor at bide. Vi kravler over en stor sandklit og kommer op til en camp, hvor den står på fællesspisning mens mørket langsomt indtager ørkenen. Det er planen at vi skal tilbage til krateret og se hvordan det tager sig ud når alt er mørk.

Vi kravler op på sandklitten for at komme tilbage til krateret igen, og nu giver det hele mening. Det er et voldsom dramatisk syn der mødes os for bunden af sandklitten. Flammende orange tunger der strækker sig op mod stjernehimlen over os. Det er uden tvivl porten til helvede der har åbnet sig, og nu forstår jeg hvorfor folk taler om Gates of Hell i Turkmenistan

Jeg bliver mødt at varmen fra krateret, og står længe nærmest paralyseret og stirrer ind i det brændende hav under mig. Det her er hele turen værd, selv de fire timers kørsel tilbage til Asgabat med hovedet ud ad vinduet.

The post Turkmenistan – Gates of Hell 10 km. first appeared on The greatness of running.

Parken jeg løber i periferien af er stille, kun oplyst af de gadelamper der står strategisk placeret ved parkens mange indgange. Det eneste der umiddelbart skiller sig ud, er de to unge vagter klædt i armygrønne fine parade uniformer. De står ved parkens ene hjørne og jeg har svært ved at vurdere hvad deres opgave egentlig går ud. Er det at holde hjemløse væk fra parkens mange bænke? Det giver ikke rigtig mening, jeg har ikke set en eneste hjemløs på gaden siden jeg landede i hovedstaden for godt 48 timer siden, og kriminaliteten i landet er næsten lig nul.

Kragefuglene i træerne skræpper indigneret mens lyset tager magten fra mørket. De første biler krydser vores løberute, og et par indbyggere på vej til arbejde samler sig ved busstoppestedet tæt på de to vagter. Herude lidt væk fra centrum er busstoppestedet helt almindeligt. Tager man blot en kort strækning ind mod midtbyen vil busstoppestederne være de fineste hvide marmorkonstruktioner.

Bussen passerer mig idet jeg runder hjørnet med vagterne. Det er en ældre fæltlugtende diseludgave af en hvid bus. Den stopper, samler passagerne op og fortsætter videre til næste busstop længere fremme på ruten. En bustur i indre by er en billig fornøjelse. Det koster, har jeg læst mig til, ca. 50 Tennen hvilket svarer til en halv Manat, der i dansk valuta svarer til at en bustur koster den nette sum af ca. 1 krone.

Morgentrafikken tager til, det bliver nødvendigt at stoppe op og vente inden vejen krydses, og nu begynder det visuelle indtryk for alvor at skille sig ud fra andre steder i verden. Alle biler er hvide. Hver og en. Da den kommunistiske præsident Gurbanguly Berdymukhamedov tiltrådte, besluttede han at der i hovedstaden kun måtte være hvide biler. Alle indbyggere måtte i gang med den helt store omlakering. De hvide biler var del af præsidentens vision om at bygge en hvid hovedstad. En hovedstad med hvide biler og bygninger i hvidt marmor. Siden da er Asgabat kommet i Guinness Book of Records for at være den by i verden hvor massen af hvidt marmor er størst hvad angår bygninger og monumenter.

Vi løber vores marathon i udkanten af det hvide centrum, og jeg ser gamle russiske huse hvor livet leves som i alle andre storbyer, mens jeg frisk i erindringen har gårsdagens billeder af rundturen i centrum. En rundtur på tomme boulevarder og fortove, rundt til store monumenter og sågar andre Guinness Book of Records rekorder heriblandt verdens største indendørs pariserhjul. Kontrasten mellem centrum og det kvarter jeg løber rundt i er så voldsom, at jeg har svært ved at danne mig en mening om det jeg oplever.

Flere lokale kommer gående på løberuten efterhånden som byen vågner. Jeg hilser pænt “Good morning” og får store smil og venlige nik tilbage selvom mange, gætter jeg, ikke aner hvad mine ord betyder. De fleste taler kun Turkmensk og en smule russisk. Kvinderne er klædt i smukke lange traditionelle farverige kjoler, ingen har bukser på – og slet ikke jeans. Den primære religion i landet er islam. De fleste er sunni muslimer og har en afslappet holdning til religionen. Så afslappet, at da jeg spørger vores guide hvorfor jeg kun hører svage kald til bøn i de tidlige morgentimer, og ikke de rungende allestedsværende kald man normalt forbinder et muslimsk land med, svarer han ærligt, at der ikke har været afsat penge til nye højttalere til byens moskeer. Der er ikke krav om hovedbeklædning og tildækning for kvinder, og det er intet problem at jeg som kvinde løber rundt i stramme løbetights og en kort t-shirt.

Jeg er nået cirka halvvejs i løbet da jeg opdager en meget officielt udseende mand stå i vores lille depot foran hotellet. Manden fastholder mit blik da jeg får øjenkontakt med ham, og spørger mig med en autoritær stemme “Are you allright?”

“Yes yes – I’m all good” svarer jeg kækt, tømmer et krus vand og får øje på det lille logo på mandens jakke. Logoet formidler medicin, jeg lægger to og to sammen og konkluderer at manden må være læge. Det viser sig at man skal have en officiel læge til stede hvis man afholder et marathon i Turkmenistan, og selvom min lille paranoide stemme i baghovedet påtrængende hvisker “hvad holder han egentlig øje med”, så vælger jeg at overhøre min kritiske stemme og at tage madens ord som almindelig omsorg. At være i et land hvor de apps vi kender som Instagram, Facebook, WhatsApp, Twitter m.v. er blokeret, kan man godt blive en lille smule paranoid.

Overfor hotellet, i modsatte retning af vores løberute ligger byens cirkusbygningen – i hvidt marmor selvfølgelig. Her får vi senere på dagen fornøjelsen af at se en cirkusforestilling helt som vi kender det. Det er især de verdensberømte heste af racen Akhal Teke der er hovednummeret i forestillingen, men inden vi når så langt, får vi klovne, akrobater, linedansere, kameler og hundekunster. Det er her jeg om nogle timer vil få det bedste kram jeg nogensinde har fået i mit liv – det er også her jeg vil opdage, at det land, der er blandt de mest lukkede lande i verden, det land som var en sovjetisk republik i USSR og først løsrev sig i 1990, det land som virker så fremmed og anderledes også havde adgang til vestlig popmusik i 90’erne i en sådan grad, at store kunstnere som Madonna og Michael Jackson er en del af den fælles musikkultur. Den aften ser vi et tumbling/danseshow med moves præcis som Jackson selv i nummeret “Bad” 

Ca. fem kilometer tilbage af løbet og jeg begynder at være mærket af distancen. Min optakt til turen har været alt andet end god. En lille fiber i baglåret betød at jeg i fem uger op til turen måtte bruge al min fornuft og viden om skader, for at hele bedst muligt. Det er gået ok med at løbe om end trætheden fortæller mig, at jeg har manglet de længere træningsture. Jeg graver ned i mit mentale skattekammer og finder endnu en gang taknemmeligheden frem.

Det er ikke svært. Jeg føler mig så uendelig taknemmelig fordi jeg har fået muligheden for at rejse ind og møde mennesker i et land, jeg knap nok vidste hvor befandt sig i verden. Et kommunistisk land klemt ind mellem Afghanistan, Iran og Usbekistan, placeret centralt på oldtidens silkevej med gamle traditioner og kultur. Men også et land hvor stort set al media kontrolleres af staten, og hvor vi kun kunne sende en hilsen hjem til familien ved at benytte den app der er åben for international kommunikation – IMO app (som er en lidt mere primitiv udgave af apps som WhatsApp.)

Jeg er taknemmelig for at jeg fik lov til at opleve en by så fuld af kontraster. Den hvide næsten mennesketomme bymidte i modsætningen til livet i andre bydele hvor cafeer og pubs af vestlig karakter ligger side om side med faldefærdige russiske beboelsesejendomme. Overraskelsen da mørket faldt på den første aften og et lysshow af dimensioner åbenbarede sig. Las Vegas go home. Lysshowet i Asgabat er i en helt anden liga og meget smukkere. Lufthavnen, der er formet som en tårnfalk får lysvinger og flyver ud i nattemørket, kameler vandrer langs hotellers facade og vandmænd bevæger sig rolig og majestætisk rundt på facaden af det store indkøbscenter.

Alt det tænker jeg på de sidste kilometer af løbet. Og inden jeg krydsede målstregen, bliver jeg enig med mig selv om, at det er ok ikke at have en reel mening om det jeg har set og oplevet. At det er ok bare at suge indtryk ind og lagre dem som en udvidelse af mit syn på verden. Jeg behøver ikke have en mening og formidle hvorvidt jeg synes noget er godt eller skidt. Det er ikke årsagen til at jeg rejser ud i verden for at løbe. Jeg rejser for at udvide mit eget perspektiv, for at lære om verden og se andres måde at leve og være på, på godt og ondt.

Turkmenistan er et fascinerende land hvor oldtiden blander sig med nutiden – og fremtiden.. Det er, efter min viden, kun muligt at rejse ind hvis man har en aftale med en lokal tour operator. At rejse ind kræver et Letter-of-Invitation med de rette stempler, og en god portion tålmodighed i lufthavnen hvor både PCR-test, Visumudstedelse og paskontrol er en omstændig affære. Til gengæld for besværet får man oplevelser der overgår ens vildeste fantasi. Efter marathon var planen at vi dagen efter skulle løbe 10 km. race i ørkenen ved Hells gate, og jeg var så heldig at få mulighed for at besøge Merv, en af datiden fornemmeste byer på Silkevejen (beretning følger).

Jeg blev plaskforelsket i den fantastiske imødekommenhed, åbenhed og nysgerrighed jeg mødte overalt – selv i sikkerhedskontrollen på vej ud ad landet, hvor manden der overvågede at tasker, jakker osv. kom på båndet ind i scanneren, med et smil spurgte om mit navn, fortalte hvad han selv hed, og ønskede mig den bedste rejse hjem. Turkmenistan var en oplevelse langt over mine forventninger.

Det olympiske stadion i Asgabat. Stadionet blev bygget til at hoste Asian Games 2017. Vi fik ikke lov til at komme indenfor. Men tjek link for et kig – det er ret vildt: https://www.afl-architects.com/projects/ashgabat-olympic-stadium

Nå ja, – så var der jo også lige det der fuldstændig fantastiske kram……

I pausen mellem cirkusindslagene kom en 10-årig knægt hen til mig. Han kiggede på mig med nysgerrige brune smukke øjne og spurgte ”Do you speak English”.
”Yes, I do” – svarede jeg, hvorefter vi begyndte en lille samtale, hvor jeg som en anden engelsklærer spurgte ham om hvor gammel han var, om han lærte engelsk i skolen, hvem han var i Cirkus med osv.  For hvert spørgsmål jeg stillede, kiggede den lille dreng betænksomt op, tog pegefingeren op til siden af munden som en anden stor tænker, inden han efter lidt tid fandt det rigtige ord. ”I learn English at School” svarede han stolt, og jeg roste ham for at finde de korrekte ord. Han var lige startet med at lære sproget.

Efter vi havde vinket både til mor, mormor og søster som sad helt nede tæt på manegen, og drengen havde hentet søsteren på 8 år op så jeg også kunne hilse på hende, var pausen ved at være forbi. Jeg roste drengen for hans mod og dygtighed, og inden jeg nåede at sige farvel skete det. Drengen fløj spontant om halsen på mig (jeg havde sat mig på et trappetrin så jeg var i øjenhøjde med ham mens vi talte sammen), og krammede mig så inderligt og ømt i tilpas lang tid til at mit hjerte smeltede. Det kram vil for altid bo i min sjæl som noget at det smukkeste jeg har oplevet som rejsende.

The post Turkmenistan, Asgabat – Marathon i den hvide by first appeared on The greatness of running.

Det stod ikke i kortene at jeg skulle løbe rundt i Rocky Mountains 6 dage i træk denne sommer. For 1½ år siden var jeg tæt på at give op. Træt af min evindelige baglårsskade som ikke lod sig bedre. Træt af ”Hvis-jeg-bare-ikke-løber-interval… ikke-løber-tempo… ikke-løber-trail…. Osv.”, alle de begrænsninger som gjorde løb mere og mere glædesløst og noget jeg bare gjorde af ren vane.

Jeg have prøvet stort set alt, havde konsulteret alle lige fra sportslæge til kvaksalvere uden at finde andet end en genklang af ”Så må du jo bare stoppe med at løbe”. På det tidspunkt var jeg ved at tro på dem der mente at jeg burde stoppe, jeg gav det én chance mere. Hvis den næste fys ikke kunne udøve mirakler var det dét. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg godt kunne leve med fremtidige 5-7 km. ture i løbet af ugen. Det ville være ok. Miraklet skete. Jeg rendte ind i en fys som med stor faglighed og tålmodighed fik vundet min tillid. Han mødte mig med et ”ok- så prøver vi noget andet” når jeg kom tilbage og peb over øvelser jeg ikke syntes virkede. Og da jeg en dag nævnte at min amerikanske veninde havde spurgt om jeg ville bjergløb med hende, svarede han med et kækt smil at det troede han da bestemt godt at jeg kunne. Jeg tog ham på ordet og meldte mig til Transrockies 6-dags run. Min skæbne var forseglet. Løbebåndets bjergsekvenser blev hele foråret og sommer mine bedste venner, sammen med den styrketræning der viste sig at være den helt rigtige medicin for baglåret.

Over mig på bjerget løber tre gutter jeg har mødt flere gange i løbet af ugen. “Heyyy Heidi” råber den forreste løber og vinker ned til mig. Jeg griner. De tre gutter havde overhalet mig i en rasende fart på etapens tidligere nedløb, nu var jeg i gang med at hale dem ind igen. Det var blevet en stående joke blandt de løbere jeg dagligt “konkurrerede mod”. Jeg løb nedad i samme fart som et krigerisk tusindben på vej hen over vejen. Til gengæld var jeg stærk opad, og når ruten indimellem bød på rullende grusveje, blev jeg et fartmonster der åd alle foran mig.

Jeg tænker taknemmeligt på de foregående 5 dage. Jeg har løbet op ad små trailspor, mens rislende vand fra små fine vandløb sang for mig. Jeg har løbet på bjergkamme mens de omkringstående bjerge mindede mig om, at jeg blot var en lille døgnflue i deres monumentale evighed. Jeg har løbet gennem skove og mærket vindens opmuntring i bladenes fine musik, mens jeg samtidig fokuserede alt min opmærksomhed ned mod de samme træers forræderiske rødder. Jeg har danset rundt på klipper, og følt mig som en femårig, når jeg plaskede gennem vandløb. Jeg havde stået på toppen og følt evighedens kram. Jeg har løbet de vildeste steder og føler mig lykkelig helt ind i kernen af min eksistens.

En lyd hiver mig ud at min lykkerus. Det er en skrigende jublende kvinde. Jeg aner ikke hvor lyden kommer fra. Lyden har en sælsom måde at snige sig rundt i bjergene. Man aner aldrig hvor den reelt kommer fra.

Jeg løber igen, roligt og uden andet mål end at bevæge mig fremad mod den afslutning jeg både glæder mig voldsomt til, men også på en sær måde håber aldrig vil dukke op. Jeg har lyst til at fortsætte det her eventyr jeg er på, til at blive ved med at have alenetid i en natur der heler mig, og indimellem møde alle de dejlige mennesker som har været omkring mig i ugens løb.

Jeg kommer til et fladere stykke og løber med det lille spor rundt om bjerget. Der kan ikke være mange højdemeter tilbage, tænker jeg da lyden af jubel materialisere sig foran mig i et pink tylskørt. ”You are almost finish climbing – just a little more and then you will get to run down to the finishline” siger kvinden. Hun giver mig en highfive. YES tænker jeg, almost there.

A little more viser sig at være en stejl evighed. Det føles som om stien aldrig stopper sin nærmest guddommelige rækken ud mod himlen. Og så, efter en blød kurve lægger ruten sig endelig fladt ned. I min rygsæk har jeg et lille danske flag. Det vil jeg have på trøjen når jeg løber i mål. Det viser sig at være svært både at håndtere magneter og holde sig løbende, og da det endelig lykkedes for mig at få to magneter til at holde flaget på plads, sker det som jeg med de mest artistiske dansetrin har undgået hele ugen. Jeg snubler og falder. Min hånd bløder, min albue bløder, mit knæ er skrabet.

Det er sq for åndsvagt siger jeg til de to nåletræer der står foran mig, og markerer at ruten runder skarpt til højre. De nikker, og lader deres grene vippe en lille smule så jeg kan se igennem og spotte målområdet under mig. Jeg griner, tænker pyt, og løber lidt hurtigere med stavene i den hånd der slap for mødet med bjerget. Kort efter løber jeg ned på en asfaltvej. Asfalt – det er jeg god til. Jeg lader tyngdekræften gøre sit, og en tanke vokser i hovedet. ”Shit Heidi, er du klar over hvad du er på vej til at præstere. Er du klar over hvad du er i gang med at fuldføre?” Jeg mærker en klump i maven, tager en dyb indånding og tvinger tanken væk.

Jeg løber med vejen rundt til venstre, og fortsætter ind på en lækker grusvej, som præcist har en hældning jeg rent faktisk kan finde ud af at løbe på. Jeg slipper bremserne. Mine fødder flytter sig af sig selv og alt er boblende glæde i mit hoved. Jeg er pludselig tæt på den bagerste af de tre mænd jeg så på vejen op, overvejer kort om jeg skal løbe op til ham, men ser samtidig strækningen ind mod mål under os. Vi skal over en lille bro i udkanten af den lille by Beaver Creek, og får så lov til at løbe gennem en flagalle det sidste stykke ind mod mål. Jeg tænker at han hellere må have den fornøjelse for sig selv, og driver ind i et let tempo nogle meter bag ham.

Sluttid er blevet irrelevant. I løbet af ugen har mit tidsbegreb transformeret sig fra en marathonløbers evige fokus på sluttider, til at være et berusende nu og her. Jeg løber i nuet, ingen fortid, ingen fremtid, kun sanser og små glædesbobler af ord der popper i min hjerne som champagne. Jeg har sjældent følt mig så meget i live og så fri og legende, som jeg har gjort det på turen gennem The Rockies.

Jeg kommer ned på den lille asfaltsti der fører mig over broen, og løber på græs flankeret af de let blafrende flag. Jeg hører speakeren sige mit navn – ”Heidi Egeberg Johansen is finising. She is our 7. woman”. Mine kinder gør ondt. Jeg smiler for bredt, og i selvsamme sekund jeg sætter foden ind over tidsmåtten, mister jeg kontrollen. Tårer flyder ud af mine øjne og selvom jeg forsøger at skjule det med min venstre hånd, har de søde medaljepiger set det. De kommer over og krammer mig. ”You did so good” lyder det og jeg hulker. Der står jeg i en fremmeds favn og hulker, indtil jeg endelig kan kigge op og få min medalje om halsen. ”Are you okay?” spørger kvinden – ”I’m just so happy and proud. This is so ureal” hikster jeg og bevæger mig over til flere kram fra dem der er kommet i mål før mig.

De næste 15 minutter får jeg tårer i øjnene hver gang jeg hepper en løber i mål. Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker. Paul på 60+ der var professionel racerkører, men aldrig nåede drømme om formel 1 fordi han var for høj. Han tjente til dagen som stuntdriver i Hollywood da racer-karrieren sluttede (fast and furious – just saying).. og var nu, på hans ældre dage skipatrol (betjent på ski) i Aspen. Sødeste Rachel der havde været professionel solodanser hos San Francisco balletten, men som stoppede, mentalt nedbrudt af intriger, magtkampe og en evig fokus på en perfekt krop. Nu var hun gift med én af arrangørerne, elskede trailløb og levede et simpelt liv i en van. Der var de unge gutter fra det tyske team WW wolfwagen, som jeg næsten på hver eneste etape endte med at dele nogle kilometer sammen med. De var hold af to personer, kom fra Berlin og havde vundet en konkurrence i Tyskland hvor præmien var en lækker løbetur i bjergene i Colorado. De var garvede trailløbere og elskede at sprinte ned ad bjerge i en rus af frihed.

Så mange skønne mennesker, så mange oplevelser og så ubeskrivelig smuk natur. Jeg har lært så uendelig meget om mig selv, om bjergløb og fået nye perspektiver på livet. TRR var på mange måder en livomvæltende uge, og jeg er ikke den samme løber som stod på startlinjen en tidlig mandag morgen i Buena Vista mens AC/DC gjaldede ud af højttalerne.  I’m on a highway to hell lød det. Det gav så meget mening. Jeg var på en highway to hell – bortset fra at hell viste sig at være paradis da vi nåede endestationen 6 dage senere.

Jeg er slet ikke færdig med løbeeventyr i bjergene. Det er en legesyg frihed som jeg ikke oplever når jeg løber marathon, Jeg elsker kombinationen af vanvittig smuk natur, af friheden og den legesyge glæde, af blandingen mellem løb og hike, og oplevelsen af at være så meget i nuet. Jeg skal bare lige lære det der nedløb, så jeg også kan mærke ruset af at flyve nedad et bjerg. (krigeriske tusindben flyver ikke…)

The post Transrockies Run (TRR) 2024 – Part 2 first appeared on The greatness of running.

Jeg tager min rygsæk af og fisker min genbrugelige plastikkop frem mens jeg går over til de to damer, som står klar ved bordet med lækkerier. Jeg rækker koppen frem og beder om cola. Jeg plejer ikke drikke cola under løb, men meget har ændret sig for ”plejer” de sidste mange dage i bjergene i Rocky Mountains. Jeg tømmer koppen med iskold cola i en grådig slurk, og smider en sukkerbar i lommen, bare for en sikkerhedsskyld. Idet jeg vender jeg for at løbe videre, får jeg stukket et klistermærke med en blomst op foran hovedet. ”Would you like to have this as a token that you will return some day” – Jeg griner, “YES Indeed” siger jeg, og kort efter løber jeg væk fra de søde frivillige med en lilla blomst på kinden.

Jeg kigger på mit ur for første gang den dag. 31 km. Jeg ved at dagens etape er ca. 36 km. lang, og at jeg nu skal forcere løbets aller sidste stigning over de næste godt 5 kilometer. Vi er i et skiområde og jeg kan godt regne ud, at vi ikke får lov til at tage skiliften til toppen. Jeg sender en kærligt tanke til mine møgbeskidte gule Saucony trailsko, som indtil nu har klaret godt 190 kilometers terrænløb uden at give mig en eneste vabel. ”kom så gule sko, vi kan klare det her”

Jeg sætter mine stave i jorden og løbe-jogger op ad første stigning indtil procenterne bliver så høje, at det ikke nytter at løbe. Stavene er blevet mine forlængede arme, og endnu engang priser jeg mig lykkelig for, at jeg i sidste øjeblik alligevel besluttede at tage stave med til løbet. De har været uundværlige på stigninger over 15% – og dem har der været mange af i løbet af ugen. Jeg havde ingen erfaring med at løbe med stave, men lærte mig selv det undervejs ved at studere mine medløbere på ruten. Jeg er stadig en novice i gamet, men er ikke i tvivl om, at stavene lige nu er en væsentlig hjælp til at få mig op over det sidste bjerg.

”Vi er ikke sådan nogle der laver en let og overkommelig etape den sidste dag” havde den ansvarlige for årets ruter sagt aftenen før, med et dæmonisk glimt i hans gråblå øjne. ”Næh – vi vil have jer til at krybe i mål med fråde om munden, velvidende at I har givet alt hvad der overhovedet er tilbage i jeres trætte slidte kroppe”. Jeg havde kigget rundt på de andre løbere under briefingen, og forventet latter og en konfirmering af at det bare var en sjov overdrivelse. Ingen havde leet, det var pure alvor. Vi var ikke tilmeldt et løb med smutveje og lette dage. Det her ville være den endelige prøve af vores i forvejen udfordrede mentale tilstand.

Snart runder jeg et blødt sving og løber tilbage samme vej som jeg kom, blot et plateau højere. Switch backs – eller hårnålesving, folder sig ud over mig og giver mig en følelse af uendelighed. Jeg kan ikke se de nogensinde stopper. ”Puha, det bliver en hård omgang” tænker jeg inden jeg med en kraftanstrengelse skubber tanken bort og finder mine nye mentale værktøjer frem. Jeg har undervejs lært, at jeg besidder en mental styrke jeg ikke anede jeg havde.

TRR kan løbes både som 3-dages løb og 6-dages løb, begge dele både sololøb og som hold. Jeg skulle have løbet på hold med min amerikanske veninde Mandy, og jeg havde forestillet mig, hvordan vi som hold ville hygge os igennem seks fantastiske dage. Nogle uger før jeg rejste til staterne skrev Mandy at hun havde brækket hånden. Hun spurgte hvad jeg ville – aflyse eller løbe sololøb. Jeg valgte sololøb og var ved at dø af skræk da jeg stod med mit startnummer i hånden søndag eftermiddag dagen før race-start.

Jeg kender mig selv. Når jeg får et startnummer på maven og løber alene, lægger jeg et pres på egne skuldre om at lave en hæderlig præstation. Det pres havde næsten slået mig helt ud på den første etape. Jeg havde løbet aggressivt på stigningerne, og var drænet i krop og sjæl da jeg kom i mål. Fem dage mere virkede uoverkommeligt, ja nærmest umuligt. Jeg skældte mig selv ud – hvorfor kunne jeg ikke bare nyde det og være ok med at ligge midt- eller bag i feltet?.

Dag to havde taget os op over løbets højeste stigning med top i knap 4000 meters højde. Jeg havde hiket op sammen med et par gutter, grædt lidt på toppen over hvor vildt det var, og var tumlet som en Teletubbie ned igen. Etapens sidste fem kilometer slyngede sig i et kuperet terræn langs en smuk sø. Jeg havde været flyvende, fyldt med adrenalin i kroppen over at have hiket/løbet mit første bjerg nogensinde, og overhalede stort set alle dem, der var fløjet forbi mig ned ad bjerget. Jeg var lykkelig og ville have mere.

Dag tre var startet med en led forfærdelig stigning op ad en jordvej, som aldrig lod os få fred. Det var én lang kamp, hvor jeg skiftevis løb og hikede. Jeg begyndte at falde sammen mentalt. Mine lår gjorde ondt og jeg var irriteret over, at jeg alt for ofte måtte ned i hike-tempo, mens andre kunne løbe. På et tidspunkt blev ruten til et skummelt mtb-spor der krævede al opmærksomhed. Jeg blev overhalet flere gange, jeg havde ikke styrke til at presse på, og følte mig fortabt. Jeg burde kunne løbe på sporet – det lignede det, jeg flere gange havde trænet på i Danmark. Den sidste strækning ind mod mål foregik på grusvej som var ”false flat”. Et udtryk der præcist fortæller sandheden. En af de strækninger der ser ud til at være ok flad, men som viser sig at være en tilpas jævn stigende til, at ben og krop må arbejde hårdt.

Den dag kom jeg i mål helt ødelagt mentalt og fysisk. Tredags løberne fik deres medaljer da de løb over målstregen. De blev hyldet og dansede jublende rundt. Det var næsten ikke til at rumme, at vi stadig havde tre dage mere foran os. Jeg smed mig i fosterstilling i græsset lidt væk fra cirkus målområde og lukkede øjnene. Jeg var en slagen løber, der kun holdt fast i det lille strå, at en baltisk kvinde som jeg passerede på vej mod mål, var værre tilredt end mig. Det var en lille trøst at jeg ikke var den eneste der led. Mine tanker gentog igen og igen at jeg burde stoppe her. Tre dage var ok, det var trods alt den første gang nogensinde jeg løb i bjerge. Det ville være hæderligt at stoppe efter tre dage. Selvmedlidenheden voksede op i højde med de omgivende bjerge.

Jeg havde med al min kraft tvunget mig selv ud af min lille medlidenhedsboble i græsset, fik rejst mig op og tømte et glas cola. Foran mig løb en tiårig knægt alene rundt med en fodbold. Mange af de frivillige havde deres børn med, og ham her fik tiden til at gå med en gang en-mands-fodbold. Jeg ved ikke helt hvad der skete. Noget trak i mig. Jeg smed mit grej på jorden og gik over til drengen. Og før jeg vidste af det, var vi i gang med en omgang ”erobre bolden fra den anden” og jeg drønede rundt mens jeg forsøgte mig med både stop- og husmandsfinter. (Knægten virkede ikke voldsomt imponeret ) Det var på ingen måde en god ide set i lyset af, at der foran mig ventede tre dage mere som ville kræve al den styrke jeg kunne mønstre. Til gengæld viste det sig at være verdens bedste ide for min mentale tidstand. Jeg legede leende rundt med knægten i godt tyve minutter før fornuften fik mig til at stoppe. Da jeg endelig samlede mine ting op, havde jeg glemt alt om ømme muskler og tanker om at stoppe.

Næste morgen stod jeg op, og fortsatte hvor jeg slap på dag to. Jeg havde en fest på dag fire, med en rute der fik os til at kravle op ad stigninger på over 23%. Min muskler var slet ikke så færdige og ømme som jeg mentalt havde fremtvunget på dag tre. Mit sind var lykkelig. Jeg lærte en hel del om mig selv den dag, noget jeg tog med på dag fem og nu også på den sidste etape. Jeg slap mig selv fri. Jeg behøvede ikke leve op til noget. Jeg ville lege og nyde hvert eneste skridt. Med den tilgang blev jeg stærkere mentalt og fysisk for hver dag der gik.

Fortsættes…

The post Transrockies Run (TRR) 2024 – Part 1 first appeared on The greatness of running.